u n i ve r s i t y o f co pe n h ag e n

Nationalromantikeren Grundtvig?

Auken, Sune

Published in:Bogens Verden

Publication date:2009

Document versionOgså kaldet Forlagets PDF

Citation for published version (APA):Auken, S. (2009). Nationalromantikeren Grundtvig? Bogens Verden, 3, 36-40.

Download date: 15. jul.. 2020

"Kulrur, romantik og nation" var den fælles oversklift for en foredragsrække, dcr i efterå.rct blcv afholdt på Det Kon­gelige Bibliotek. Temae< indledtes d. 2. seplember med de lO foredrag af Sune Auken ogJørgen Knudsen, der bringesuforkortct, men lettere redigeret nedenfor.

Ild.

Nationalromantikeren Grundtvig?

Af SUNE AUKEN

Denne artikel er blevet til på bag­grund af et foredrag, jeg holdt sam·men med Jørgen Knudsen på Detkongelige Bibliotek. Min dd af emnetvar angivet til l>Nationalromanrike~

ren Grundtvig", hvad der kun næstener titlen på artiklen her. Selvom fore­stillingen om Grundtvig som natio­nalromanliker ikke er usædvanlig,volder det vanskeligheder at få den tilat gå op med forskningens billede afGrundtvig. Om disse vanskelighederhandler artiklen.

Ordet "nationalromantik" er i sigselv problematisk. Det optræder ikkei Alfred Kroner Verlags autoritativelIomantiJ<-HandJmch. Der bliver talt

om en Heidelbergerromantik, somer nationalt Ol;emeret, men ikke omnationalromantik. Jeg selv brugte detikke, da jeg skulle skrive litteraturhi­storie for perioden 1825·1870 i Gyl­dendals Dansk !J)leralUTs hiJltYrie; jeghavde svært ved at finde en menings­fuld og sanunenhængende srrømningi periodens litterarur,jeg med rimelig­hcd kunne give det navn. Min med­forfatter Knud Michdsen brugte detdog i sin oversigt over perioden. Mereforviklet bliver del af, at man hyppigtviser spørgsmålet tilbage til JohannGottfried Herder (1744-1803), somikke var romantiker. Den Jtore danskeencyklopædi opfatter nationalromantik­ken som et væsemligst billedkunstne~

36 BOGENS VERDEN 312009

risk anliggende og er uhyre vag i for­hold til en liuerær nationalromantik.Internettet er ikke til megen hjælp.Dansk Wikipedia skriver i detteøjeblik forvTøvlet, at "Den danskenationalromantik kan spores tilbagetil Henrich Steffen's fordæsninger i1802", mens lysk Wikipedia i skri­vende stund rummer en artikel på 71/4

linje, som begynder med ordene "AlsNationalromantik. wird eine vor allemin Skandinavien verbreitete Richtungder Architektur um 1900 bezeichnet"- medsamt et billede fra 1905 af enskjoldmø. En nationalromantisk arki­tektur er vist det, vi i Danmark kalder"Skønvirke" - og det er jo om ikkeGrundlvig, sll i hvert fald Grundt­vigianisme. Engelsk Wikipedia erpræcisere, men her opfattes national­romantikken som et i det væsentligepolitisk fænomen. Ikke engang nårvi aktiverer det helt svære skyts, erder bid. Den tonstykke HiJloriseheJWijrlerbuch der Phi/Q.sophic har opslags­ordene "Nation, Nationalismus,NationaliLåt", "Nationallitteratur" og"Nationalokonomie", men ingen nati­onalromantik.. Værkets mere æstetiskorienterede modstykke HisluriJc1u:JWOrlerbuch der !Ihe/uriJ< kommer ikkeengang sll tæt pli. Her falder ordetned i et hul mellcm "Narrenlitteramr"på den ene sidc og "Nationa1soziali­stische Rhetorik." på den anden. Detkan man sll vælge al tillægge symbolskbetydning, hvis man har lyst.

Så "nationalromantik" synes alvære et af de ægte humanistord, sommange bruger, men hvis betydningfortaber sig, når vi kigger nænnerepå det. For at diskussionen derforoverhovedet skal få en genstand, måvi prøvc at opstille en art definition attalc ud fra. Set i denne optik er natio­nalromantik: En r(J17UJ1ltik} Jom Jer enessen/icl samhøriglU!d imelkm nation, jOlk,historie, geogrqfi, natur, sprog, ta:nkning ogpoesi.

Det er nødt til at værc en romantik.Der skal være en række af de typi­

ske romantiske træk til stede. Derskal være en vægtlægtting af følelsen,af poesi og sprog, en interesse forhistorie, en opfattelse af naturen somlevende og beåndet osv. Hvis dissetræk ikke er til stede, kan man måsketale om nationa1tænkning, men det erikke romantik.

Lige så afgørende er forestillingenom essentiel samhørighed. En forestil­ling Offi, at de nævnte elementer hørersanunen i en ikke·tiIfældig helhed.Folket er et j historie og nutid. Lan­det er folkets, sprogets væsen udtryk·ker, hvordan folket er, tænkningenmll grunde sig i folket, og folketspoesi viser folkets og landets væsen.Hvilket igen betyder, at "folket" somsådan er en meningsfuld helhed, dvs.a[ der eksisterer så megen identitetimellem folke[s individuelle medlem­mer, at der kan fremsættes udsagnom "folkets" karakter, der også vil

N.FS. Grwultvig (1783-1872),fltograferet i 1872.

have gyldighed for de enkelte med­lemmer.

Til dette lægger sig så en række fore­stillinger, som enten ofte følger meddet, vi kalder nationalromantik, elleri det mindste ofte opfattes som samhø­rigl med del. På den negative side erdet: provinsialisme, selvtilstrækkelig­hed, nedvurdering af andre nationereller mennesker af andre folkeslag,eller - når vi kommer lidt længere ud- racisme, militarisme og ultimativtprolofascismc bevægende sig imodnazismen. På den positive side: fædre­landskærlighed, trofasthed, tradition,loyalitet, selvstændighed, stoIlhedosv. Fordi der knytter sig stærke følel­ser til en række af disse ting, bliverdiskussionen betændt. Snarere endat diskutere strømninger i der 19.århundrede, er man med et midt ien aktuel og meget ophedet debat.Er man .,Iandsforræder", hvis man

mener, at landet kan tage lidt Bereflygtninge, eller at farniliesanunen­føringsregler bør lempes? Er man"racist" på vej mod nazist, hvis maner bekymret over visse muslimskekulturers tilstedeværelse i Danmark?

Og det bliver yderligere betændt,når vi lægger Grundtvig oveni: KanGrundtvig falde i en eller anden kate­gori - fonnentlig "nationalist"-kate­gorien - som enten gør ham til skurkeUer helt? Karakteristisk nok udråbteDansk Folkb!o<l (medlemsblad forDansk Folkeparti) ham i 1999 til"Årtusindets dansker", mens detvensrreorienterede, demonstrativtatcistiske tidsskrift Faldm året efterangreb ham som protofascist. De iøvrigt antagonistiske tidsskrifter varinteressant nok enige i beskrivelsenaf Grundtvig, de var bare ikke enigeom, hvordan han så skulle opfattes.Fjender er ofte de bedste legekamme­rater.

Men næzmer man sig spørgsmå­let som Grundtvigforsker, grænserdet til det meningsløse. Vi aner ikke,hvad Grundtvig ville mene om nuti­dens politiske problemstillinger, oghver gang han gøres til fortaler foret modcrne politisk program, skerdet ved at rive ham ud af hans lokaleIUstoriske kontekst og hmJs udsagn udaf forfatterskabets sarrunenhæng. Denslags forsøg er dømt til at mislykkes.

Det kan helt overordnet diskute­res, om Grundtvig som person kansiges at have haft noget sammenhæn­gende politisk program eller nogensammenhængende politisk ideologi,og emnet er kWl sparsomt belyst iforskningen. DeL sidste større forsøg,IUstorikeren Claus Bjørns GrundtvigJom polilikP (2007) forblev grundetBjørns alt for tidlige død en torso ­omend stadig en informativ Lorso.

Emnet formudres håbløst, nårGrundtvig dertil skal moderniseres:Man skal ikke bare hugge en hæl ogklippe en tå for at få regnestykkettil at ~ op, man skal skære og saveanne og ben - uanset om det er enhøjreorienteret, en midtsøgende elleren venstreorienteret dagsorden, mansøger at tillægge ham.

Tænker man køligt over det eL øje­blik, er det indlysende. Fænomener,som er selvfølgeligheder for os, falderuden for Grundtvigs horisont: Førsteog anden verdenskrig, den kommu­nistiske verdensmagts opkomst ogfald, den amerikanske kulturs globaledominans, de europæiske fællesska­ber, telefonen, flyvemaskinen, radi­oen, fjernsynet, internettet, e-mailenog sms'en, blogosfæren. Og i mod­sætning til alle denne artikels læserehavde Grundtvig aldrig set endsigetalt med en muslim. Hans udsagn omemner med tilknytning til islam vari­erer da også så voldsomt fra sanunen­hæng til sammenhæng, at man kan ra.ham til at sige præcis, hvad man har

NATIQNAlRQMANTlKEREN GRUNDTVIG? 37

GrundtvigJ manu.skriptlldRaJt til æt k.a1wniJereæ digt "De Levende, Land': 1824.

lyst til, ved at klippe rigtigt i hanssynspunkter. Del er et spørgsmål,som ikke betyder reL meget for ham,og derfor forskyder hans forsråelse afdel sig fra sammenhæng til sammen­hæng. Svært aL tænke sig i dag, menikke desto mindre sandt.

Men allS~: "Grundtvig som national­romantiker?" SCL i et vist perspektivligner Grundrvig meget godt. Hanhar forestillinger om sammenhængimellem folk, historie, sprog, poesi,geografi, mentalitet osv, og hanudvikler det herderske begreb omfo1keånden voldsomt. "Nationalro­mantikken" viser sig mest udpræget ihans forhold til det danske landskab,der kun i begrænset omfang er repræ­senteret i prosaforfatterskabel, menså meget des tydeligere lever i hansdigte. Danmark optræder her ikkebare som et geografisk, men ogsåsom et åndeligt landskab. Det måskealIennest gennemførte eksempeler Grundtvigs poetiske hovedværkN)'fvm-Morgcn (1824), som er en tourde force af sammenbindinger afhisto­ne, landskab, natur, sprog, ånd ogfolk, men man behøver bare at græsselidt i Hø;SkokJangbogen for al finde enbyge af eksempler.

Så langt som dette går regnskabet op,men så begynder problememe også.Eller rettere: Så begynder 7.XJreJ pro­blemer. Hos Grundtvig hænger tin­gene nemlig udmærket sammen. Deter vores begrebsdatmelse, som er util­strækkelig. Begrebet "national.rOmat1­tik" fylder umådelig lidt i Grundtvig·forskningen. Selv ikke i FlemmingLundgreen-Nielsens store gennem­gang af "Grundtvig og danskhed" j

Damk idnJlilelJhiJtorie 3 (1992), spil­ler det en rolle. Og det er ikke uden

grund: Hverken begrebet "national"eller begrebet "romantiker" dækkermeningsfuldt, hvad der møder en iGrundrvigs forfatterskab.

For æt ferJte tilhører mennesketifølge Grundtvig en række forskelligesammenhænge ud over den folkelige.Mennesket er samhørigt med men­neskeslægten i sin helhed, ikke blotmed sit eget folk. MelU1esket er ogsåindlejret i kristendommens historie,der er endnu lat1gt større end men­neskeslægrens. Det betyder, at detfolkelige fællesskab, vigtigt som det erfor Gnll1dtvig, ikke er det eneste fæl­lesskab, og hvad mere er: Det ladersig kun opfatte rigtigt på baggrundaf de andre væsentlige fællesskaber,mennesket tilhører. Danskhed i iso­lation fra disse andre sammenhængeer aldeles værdiløs. Derfor er det hel­ler ikke overraskende, at Grundtvigsomfattende indsats som historikerretter sig imod kirkehistorien og isærimod verdenshistorien, som han skri­ver igennem fire gange (18l2, 1814,1817 og 1833-1856). Den ene gang(i 1814) rtår han gtUlske vist ikke udaf gammeltestamentlig tid, men detre andre fremstillinger er mere ellermindre fuldendte. Han skriver aldrigen Danmarkshistorie. Der er der enrække historiske og filologiske arbej­der af nationalhistorisk karakter, menogså her gælder det, at Herrallet afhans arbejder er inten1arionale_ Detnænneste, Grundtvig kommer på atskrive en egentlig Datunarkshistorieer det store digt ROJkikk-Riim (1814)og dets søsteneksl, den lilJe bog Ros­kilde-Saga (1814), og de er begge medGrundtvigs vanlige sans for at sætteGrundrvigforskere grå hår i hovedetskrevet åretfor hans såkaldte dansk­hedsgennembrud i 1815 - dog for­memlig som en slags oplæg til det.

FOl· det antkt tilskrives Dannlark ogdet danske folk nok en stor og bety­delig rolle, men den rolle skal ses iet internationalt perspektiv. Forestil­lingen er oftest, at Danmark ved atlIdvilik sin folkelighed kan danne etforbillede, som andre folk vil kunnelade sig inspirere af. Dette forbil­lede har for så vidt "narionahoman­tisk" karakter, idet det altså har atgøre med en sammenhæng imellemhistorie, folk, landskab og ånd, mendet vinder sin værdi ved at spille enbestemt rolle internationalt. Det per­spektiv bliver endnu tydeligere i kri­sten kontekst, hvor det er dens rollei den overordnede kirkehistorie, somgiver den danske kristendom sinbetydning. Den nordiske menighedtager så at sige stafetten op fra deforegående menigheder og skal ogsåpå et senere punkt give den videre.På samme måde er Grundvig heilklat, over, at danskheden hører tili det timelige, og al den derfor haret historisk slutpunkt såvel som cnbegyndelse.

For æt tretye har Grundtvig gan­ske rigtigt en overbevisning om, atdanskerne har en særlig opgave. Oghan e1sker,ja, er forelsket det danske.Men han stiller unægtelig store kravti.I den elskede, og han er ikke nogenoverbærende elsker: Der er få dan­skere, som har kritiseret danskerne såmeget og så indædt som Grundrvig.Jeg O"or, at han i disciplinen "dan­skerpiskning" kan konkurrere selvmed Henrik PonlOppidat1. Grundt­vig var j mere end 25 år en officieltforagtet skikkelse i dansk åndsliv forsine beslutsomme angreb på alt ogalle - inklusive ndanskerne" tagetover en bred kam. Og hans angreber ofte udtryk for reel desperationover, at danskerne ikke er ordentlige

NATIONALROMANTIKEREN GRUNDTVIG? 39

danskere. Denne desperation når ethøjdepunkt i N;'Mrs-Morgen, hvorhan i fortvivlelse over, at danskerneikke har sans for den sammenhæng,danskheden hører hjemme i, over­vejer at udvandre med folkeånden.Det vil sige, at han faktisk mener atkUlme tage danskheden og forladeDarunark med den for så med Gudshjælp at blive "et Folk" et andet stedpå jorden. Det er jo i en vis forstandnationalromantisk, al den stund fol­keånden altså er noget, som eksistererså konkret, at den ligefrem kan væreknyttet til en enkelt person, Men påden anden side har det jo ikke megetat gøre med at opfatte danskeme,forstået som et konkret folkeslag,som uløseligt forbundet til de.res ånd,eller ånden som uløseligt forbundettil landskabet. Det er måske en natio­nalromantik, der er blevet så natio­na1romantisk, at den ikke længere ernationalromantik..

Grundtvig er altså ikke national,medmindre vi tager ordet i dets bre­deste forstand som "person, der haren særlig høj grad af - nogle gangepartisk - glæde ved Sil fædreland, ogsom udrrykker denne i begejstredevendinger". Han er ikke national,men han er muligvis "national".

Endelig, for det fjerde, er ogsåspørgsmålet om, hvorvidt Gnmdtvigvar romantiker ualmindelig proble­matisk. Også "romantiker" er et vagt

40 BOGENS VERDEN 312009

begreb, omend del trods alle indven­dinger er betydeligt bedre defineretend "nationalromantiker". Grundt­VIgs ungdomsforfalterskab falderinden for den tyskinspirerede danskeuniversa1romantik, men han tager iårene efter voldsom afstand fra detog fra hovedskikkelserne i især dentyske romantik.

Han får senere i sit forfatterskabet mere accepterende forhold til sinungdoms romantik, men befinder sigfortsat på tydelig afstand af mangecentrale romantiske træk. Grundvigsbilledverden gestalter sig anderledesog efter sine egne mønstre. Hans kri­stendomsforståe1se er langt tydeligerefunderet i kristen dogmatik. Hanstankeverden var i mangt og megetinspireret af oplysningstiden. Mangeaf hans afgørende inspirationskilderer hentet langt uden for romantik­kens nonnale horisont. Derfor erdet ikke overraskende, at alle muligeandre bestemmelser fylder langt merei Gnmdtvigforskningen, end bestem­melsen af ham som romantiker.

Der er ~n klar udveksling imel­lem Grundtvig og en række kendteromantiske skikkelser, men vi skalud i den bredeste definition af rom3..l1+

tik (ca.: "idehistorisk strømning medåndelige, psykologiske, filosofiske,historiske og poetiske interesser i peri­oden mellem Goethe og BrandesU),før Grundtvig bliver "romantiker".

Så Grundvig er nok ikke natio­nalromantiker, men han er muligvisllnational"-"romantiker"_ Som nævnttidligere hænger de forskellige trækfint sammen hos Grundtvig, forhvem der ikke er nogen modsætningimellem forelskelsen i det danske ogengagementet i det internationale, ogfor hvem det netop er pointen, at detfolkelige fællesskab er indlejret i og ivekselvirkning med andre og størrefællesskaber. Hans kritiske, men doganerkendende forhold til den roman­tik, hans egel forfatterskab begynderi, er også uproblematisk i forfauerska­belS egen sammenhæng og bliver førstbesværligt, hvis vi med vold og magtskal have h31n ind under begrebet.

Spørgsmålet er, om denne selvstæn­dighed gør ham ubrugelig i de moder·ne debatter om national og interna­tional identitet, eller om det netoper hans mulighed, Måske bliver hanikke kedeligere af ikke al kunne mel·des ind i partier. Måske er det sjovereat have en samtaleparOler, som stæ­cligt forbliver sig selv - særligt nårvedkommende er så original, absurdog visionær som Grundtvig.

SUNE AUKENer Id:.tor v. lnscitUl for Nordiske Sludier ogSprogvidenskab, Københavns Universitet