New SAMLING AF PROGRAMMER TIL HINDSGAVL FESTIVAL, 4. til...

SAMLING AF PROGRAMMER TIL HINDSGAVL FESTIVAL, 4. til 15. juli 2010

Søndag, 4. juli 2010

17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted

20:30 Lars Ulrik Mortensen (cembalo) med Dame Emma Kirkby (sopran)

Mandag, 5. juli 2010

13:30 Rundvisning på slot og i park

15:30 Trio Ismena

17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 20:30 Christian Ihle Hadland (klaver) + Lars Anders Tomter (bratsch)

Tirsdag, 6. juli 2010


19:00 1. del: Trio Ismena

2. del: Dygong + Trio Ismena m. Signe Asmussen

Onsdag, 7. juli 2010

11:00 Dygong-surprise

13:30 Rundvisning på slot og i park 16:45 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted

19:00 Carolin Widmann (violin) og Konstantin Lifschitz (klaver)

Torsdag, 8. juli 2010

15:30 Eftermiddagskoncert


20:30 Lars Vogt (klaver), Rachel Roberts (bratsch)

Søndag, 11. juli 2010

16:45 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft

19:00 Lars Vogt (klaver), Carolin Widmann (violin), Rachel Roberts (bratsch), Pierre Doumenge (cello)

Mandag, 12. juli 2010

13:30 Rundvisning på slot og i park

15:30 Sylvia Thereza, klaver 17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft

20:30 Henschel Quartett

Tirsdag, 13. juli 2010

15:30 Sylvia Thereza, klaver


20:30 Trio con Brio Copenhagen + Henschel Quartett

Onsdag, 14. juli 2010

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Hetna Regitze Bruun (mezzosopran) og Kristoffer Hyldig (klaver)


20:30 Trio con Brio Copenhagen + Soo-Youn Hong

Torsdag, 15. juli 2010

15:30 Hetna Regitze Bruun (mezzosopran) og Kristoffer Hyldig (klaver)

17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 20:30 Quatuor Tercea

Emma Kirkby, sopran Lars Ulrik Mortensen, cembalo, med (DK/UK) (sendes direkte i DR-P2)

Maurice Greene: 3 sonetter (Edmund Spencer): (1696-1755) Nr.9: “Like as a Ship” Nr.16: “Fair cruel” Nr.12: “Sweet smile” George Frederic Handel: Suite i d-moll, HWV 447, for cembalo (1685-1759) Allemande – Courante – Sarabande - Gigue

Maurice Greene: 3 sange: “Orpheus with his lute” (Shakespeare) “Bel mirar” “Fair Sally” George Frederic Handel: 2 fugaer for cembalo:

A-moll, HWV 609 B-Dur, HWV 607 “ : Kantate ”Nice, che fa?", HWV 138: 1. Recitativ: “Nice, che fa?” 2. Aria: “Se pensate che mi moro”

3. Recitativ: ”Ah! per maggior mi duolo”

4. Aria: “Verrà, si, verrá ch’adoro” =====

John Blow: “Lysander I pursue” (1649-1708) “Draw out the minutes” “The world was hushed” “ : Suite i d-moll for cembalo

Almand - Tune - Jigg - Rondeau “ : “If mighty wealth” The Self-banished Henry Purcell: Ground i d-moll for cembalo, Z.222:

Crown the altar (1659-95) “ : 3 grounds: “She loves and she confesses too”,

Z.413 “What a sad fate”, Z.428 “Music for a while”, Z.583

17:00 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 17:45 (ca.): Aftenmenu i restaurant 20:00 Lars Ulrik Mortensen, cembalo, med Dame Emma Kirkby, sopran (DK/UK)

23:00 Dowland Waters. Improvisationer og video-projektion over sange af Dowland. Almut Kühne, sopran, og Johanna Borchert, klaver (D)

SØNDAG, 4. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL


Komponisterne

Det lader til at være en klassisk historie: ung, talentfuld komponist vil erobre musikverdenen, men ved jo ikke helt hvordan man gør og knytter sig til en ca. ti år ældre komponistkollega som allerede er nået et godt stykke ad den vej man selv så gerne vil følge. Der er i hvert fald hele to sådanne komponistpar repræsenteret i aften, så noget må der vel være om snakken. Men den slags musikalske mentorordninger kan åbenbart falde meget forskelligt ud. Historien om John Blow og Henry Purcell kunne næsten ikke være mere opbyggelig og hjertevarmende. Den yngre komponist, Purcell, træder – vejledt af Blow – i nærmest hvert eneste af Blows egne karrieremæssige fodspor, så sikkert og punktligt, at det er en hel fornøjelse at følge. Og da Purcells succes til sidst når højder, hvor det traditionelle musikalske karrieresystem (hof og kirke) er tæt på helt at kunne undværes (når man nu er den mand som Londons teatre helst vil have al deres musik fra), ja så er der ingen misundelse at spore hos den ældre kollega. Tværtimod er han sønderknust over Purcells alt for tidlige død og komponerer i den anledning sit mest berømte værk, “An Ode on the Death of Mr. Henry Purcell”. Og – hvis nu en enkelt hårdhjertet læser eller to stadig ikke skulle være berørt og opbygget af denne historie – Blow må oven i købet overtage Purcells stilling som organist i Westminster Abbey, netop den stilling som Purcell selv i sin tid overtog fra Blow. Fuldkommen som en stakkels far der nu igen må overtage de hverv han omhyggeligt havde oplært sin afdøde søn i, så der ikke skulle mangle en kompetent afløser den dag han selv var væk.

Med Händel og Maurice Greene er det noget anderledes. Her er det den lidt ældre komponist, Händel, som ender med at erobre musikverdenen. Og sjovt nok er det også den succesrige Händel som virker mest ond i sulet, da venskabet ryger sig en tur. Tilsyneladende blev det aldeles umuligt for Händel at sige et pænt ord om den yngre kollega, og der er overleveret nogle ret beske anekdoter, men ingen (sikker) forklaring på hvorfor det gik som det gik. Det siges dog, at Greenes samarbejde med Händels ærkerival, Bononcini, skal have gjort udslaget. Med ham dannede Greene en (rivaliserende) musikforening kaldet “The Apollo Academy”, opkaldt efter et “Apollo Room” på “The Devil Tavern”. Den stærkt kompetitive Händels kommentar var angiveligt: “Dr. Greene has gone to the devil!” Og apropos doktortitler, så siges Händel også at have afslået sådan en, bl.a. med den begrundelse, at Maurice Greene, hans “blæsebælgspasser” fra St. Pauls Cathedral, var i besiddelse af en. Så ville han hellere nøjes med at være Mr. Händel.

Ulrik D. Andersen





Emma Kirkby, sopran

Originally, Emma Kirkby had no expectations of becoming a professional singer. As a classics student at Oxford and then a schoolteacher she sang for pleasure in choirs and small groups, always feeling most at home in Renaissance and Baroque repertoire. She joined the Taverner Choir in 1971 and in 1973 began her long association with the Consort of Musicke. In seeking a sound appropriate for early instruments she had enormous help from Jessica Cash in London, and from the directors, fellow singers and instrumentalists with whom she has worked over the years. Emma Kirkby feels privileged to have been able to build long-term relationships with chamber groups and orchestras, in particular London Baroque, the Freiburger Barockorchester, L’Orfeo (of Linz) and the Orchestra of the Age of Enlightenment, as well as with some of the younger groups – the Palladian Ensemble and Florilegium. Her BIS recordings include Handel motets and Christmas music by Scarlatti, Bach and others with London Baroque, the first recording of the newly-rediscovered Gloria by Handel with the Royal Academy Baroque Orchestra, songs by the American composer Amy Beach with the Romantic Chamber Group of London, and the anthology ‘Classical Kirkby’, devised and performed with Anthony Rooley. In 1999 Emma was voted Artist of the Year by Classic FM Radio listeners; in November 2000 she received the Order of the British Empire, and in June 2007 was delighted to be included in the Queen's Birthday Honours List for appointment as a Dame Commander of the Order of the British Empire. BBC Music Magazine, April 2007, in a recent survey to find “The greatest sopranos,” placed Emma at number 10. While such things are inevitably parochial, partial, controversial, and outdated as soon as they appear, she is pleased at the recognition this implies for an approach to singing that values ensemble, clarity and stillness alongside the more obvious factors of volume and display. Despite all the recording activity, Emma still prefers live concerts, especially the pleasure of performing favourite programmes with colleagues; every occasion, every venue and every audience will combine to create something new from this wonderful repertoire. In 1999 Emma Kirkby was voted Artist of the Year by Classic FM Radio listeners, and in November 2000 she received the Order of the British Empire.

emmakirkby.com

Lars Ulrik Mortensen, Cembalo

Cembalisten og ensemblelederen Lars Ulrik Mortensen er kendt som én af verdens førende profiler inden for tidlig musik med utallige prisbelønnede cd-indspilninger bag sig, som blandt andet har givet ham den franske udmærkelse Diapason d'Or, Cannes Classical Award samt en dansk Grammy. Klassisk musik har stort set fulgt Lars Ulrik Mortensen, siden han tre år gammel klatrede op på klaverbænken første gang. Han sang i Radioens Drengekor, blev student fra Aurehøj Gymnasiums musiklinje, men brugte så et par år i rockbandet ’Culpeppers Orchard’ sammen med bl.a. Tom McEwan. Da Lars Ulrik Mortensen begyndte at læse musikvidenskab på universitetet, faldt han over en bog om såkaldt engelsk virginalmusik. Han blev dybt fascineret, og musikken førte ham frem til det eneste tangentinstrument, han endnu ikke havde rørt: Cembaloet. Det var kærlighed ved første sprøde anslag. Lars Ulrik Mortensen besluttede at blive cembalist. Han studerede på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og hos Trevor Pinnock i London. Derefter fulgte en årrække med koncerter som både solist og kammermusiker i Europa, USA, Mexico, Sydamerika og Japan. Fra 1988 til 1990 var Lars Ulrik Mortensen cembalist i ensemblet ’London Baroque’ og indtil 1993 i ’Collegium Musicum 90’. Fra England flyttede han til Tyskland og blev professor i cembalo og opførelsespraksis i München. Lars Ulrik Mortensen vendte hjem til Danmark i 1999 og blev ansat som kunstnerisk leder for Concert Copenhagen (CoCo). Året efter debuterede han med stor succes som dirigent på Det Kongelige Teater i Kunzens opera ’Holger Danske’. I 2002 blev succesen fornemt fulgt op med Händels ’Julius Cæsar’. Han har på Det Kgl. Teater desuden stået i spidsen for Mozarts Idomeneo, Figaros bryllup, Titus, Rossinis Barberen i Sevilla samt Monteverdis Odysseus. I de kommende år vil han sammen med CoCo dirigere operaer af både Monteverdi, Händel og Rameau. Lars Ulrik Mortensen er en af hovedpersonerne i den barok-bølge, der har skyllet ind over Danmark i de senere år. Han formår at præsentere musikken på én gang autentisk og tidssvarende både med sit ’eget’ ensemble CoCo, som han efterhånden leder ved 30-40 koncerter årligt, overvejende i udlandet, men også med EUBO (European Union Baroque Orchestra). Han optræder også regelmæssigt som både solist og kammermusiker med bl.a. Emma Kirkby, John Holloway og Jaap ter Linden. Sonningmusik.dk

TAK TIL FONDE OG SPONSORER!

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinusfonden, Oak Foundation, Den Faberske Fond, Beckett-fonden, TOYOTA-fonden, Hindsgavl Slot, Frimodt-Heineke Fonden, Oticon Fonden, Konsul

Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-Sørensen Piano



SØNDAG,4. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL

Dowland Waters.

Improvisationer og video-projektion over sange af Dowland. Almut Kühne, sopran, Johanna Borchert, klaver, Benjamin Schindler, video (D)

About the performance

The English renaissance musician John Dowland (1563-1626) is one of the most important composers of his time. He was hired for several European nobilities to provide the musical entertainment of the prince, until shortly before his death, his life dream came true and he became lutenist at the English court. His music is so moving and original, that throughout the centuries it has been always interpreted by musicians like Emma Kirkby, Hille Perl and just recently Sting.

In our interpretation we try to capture the essence of Dowland´s music and translate it into our own language. By filtering out the essential statement/mood/emotion we find for each piece our own version. We internalize the harmonies for being able to deal freely with the material, extend the harmonies and -overall- make the music more personal. Through video projections we extend the spectrum and include historical, but timeless phenomena. Kuehne/Borchert/Schindler

17:00 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 17:45 (ca.): Aftenmenu i restaurant 20:00 Lars Ulrik Mortensen, cembalo, med Dame Emma Kirkby, sopran (DK/UK) 23:00 Dowland Waters. Improvisationer og video-projektion over sange af Dowland.

Almut Kühne, sopran, og Johanna Borchert, klaver (D)


Dowland Waters. Improvisationer og video-projektion

over sange af Dowland. Almut Kühne, sopran, Johanna Borchert, klaver, Benjamin Schindler, video (D)

Almut Kuehne, singer

Almut Kuehne is a singer/composer living in Berlin. She improvises, sings composed contemporary and old music, jazz, german chansons and sang in several music theater productions. She worked with Georg Graewe, Gebhard Ullmann, Anthony Coleman, Phil Minton, Tobias Delius, Ann le Baron, Kent Kessler, George Schuller, Joe Fonda, Helge Leiberg, the Dresden Chamber Choir and others in Europe, the US and Mexico. 2009 she won the Berlin studio award for her Solo project. Johanna Borchert, piano

Born 1983 in the German capital of Berlin, pianist Johanna Borchert was already at a young age showing potential as a musically gifted prodigy who, aside from a traditional familiarization with the classics, continued to bloom, an emerging talent in the modern music scene. Sources of her inspiration are as far-ranging as Bach, Debussy, and Bartôk, to jazz musicians such as Bill Evans and Keith Jarrett, and also contemporary composers, Messiaen, Cage, and Ligeti to name a few. Furthermore, a semester abroad studying classical Indian “carnatic” music helped further her musical expression with the piano and fostered her development as a vocalist. After completing her studies in composition and jazz piano under the tutelage of David Friedman, Hubert Nuss, and Django Bates among others at the “Universität der Künste“ in Berlin and the “Rytmisk Musikkonservatorium” in Kopenhagen, Johanna Borchert is now part of the driving force of the young Danish avant-garde jazz scene. Touring with various bands such as Tribu, Schneeweiss & Rosenrot or Little Red Suitcase she has already made appearances in many European countries, South Korea, India, and the United States, making a name for herself as a singer, composer, and above all else as an exceptional pianist.

Benjamin Schindler, video

Filmmaker and Media Artist studies at the Academy for Media Arts Cologne. He develops audiovisual performances with musicians and dancers and works with images in the live context and for theater. With his project "shortfilmlivemusic" he combines film and music live and is on tour since 2005. He although makes essayistic films and is specializing in camerawork for film and photography.


A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinusfonden, Oak Foundation, Den Faberske Fond, Beckett-fonden, TOYOTA-fonden,

Hindsgavl Slot, Frimodt-Heineke Fonden, Oticon Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-Sørensen Piano

17:00 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 17:45 (ca.): Aftenmenu i restaurant 20:00 Lars Ulrik Mortensen, cembalo, med Dame Emma Kirkby, sopran (DK/UK) 23:00 Dowland Waters. Improvisationer og video-projektion over sange af Dowland.

Almut Kühne, sopran, og Johanna Borchert, klaver (D)


15:30 Trio Ismena Monika Malmquist, violin, Ida Nørholm, cello, Christina Raft, klaver

(sendes i DR-P2 kl. 19:00)

Dmitri Shostakovich

Klavertrio nr. 1, op. 8 i c-mol (1923) Andante, molto piu mosso, allegro

P.E.Lange-Müller (1850 - 1926)

Klavertrio, f-mol, op.53 (1898) Moderato con moto Allegretto piacevole Allegro con brio, ma non troppo presto

Shostakovich

The first of the two Piano Trios of Shostakovich was written in 1923 and dedicated to Tanya Glivenko. The period was a difficult one. His father had died in 1922 and Shostakovich was obliged to support his mother and sisters by working as a cinema pianist. In 1923 he had spent some time in a sanatorium at Koreiz in the Crimea in an attempt to recuperate from tuberculosis. There he had met Tanya Glivenko, the daughter of a Moscow philologist and two weeks younger than him. Glazunov, director of the St Petersburg Conservatoire, had arranged for Shostakovich to stay in the sanatorium, while Tanya Glivenko's father held an official position in the control of rest-houses of this kind and had arranged for his two daughters to spend a summer holiday there. The relationship, with all the intensity of first love, continued in the following years, although they were separated, with Shostakovich in Leningrad and Tanya Glivenko in Moscow. Nevertheless they were able to meet occasionally in Moscow and in 1925 to spend a summer together. In 1929 she married and even after this there still seemed a possibility that she would leave her husband to live with Shostakovich, in spite of his developing relationship with Nina Vasilyevna Varzar, whom he married soon after the birth of Tanya's first child.

Classicsonline.com

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Trio Ismena

17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten

20:30 Christian Ihle Hadland, klaver og Lars Anders Tomter, bratsch (Norge)

MANDAG, 5. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL

15:30 Trio Ismena Monika Malmquist, violin, Ida Nørholm, cello, Christina Raft, klaver

(sendes i DR-P2 kl. 19:00)

Lange-Müller

Peter Erasmus Lange-Müller blev født ind i en velhavende københavnsk familie og kunne hellige sig musikken som hobby uden at spekulere på, hvordan han skulle skaffe sig det daglige brød. En konservatorieuddannelse måtte han opgive, fordi hyppigt tilbagevendende migræneanfald gjorde det umuligt for ham at arbejde regelmæssigt. Lange-Müller begyndte sin musikalske karriere som sangkomponist, og det var på dette område, han høstede sine største triumfer. I den intime lyriske form med de indadvendte tusmørkestemninger ydede han sit bedste. Klavertrioen blev komponeret i begyndelsen af 1890'erne, men blev først uropført 21.november 1898 af Augusta Schiøler, Tor Aulin og Ernst Høeberg. Værket er tilegnet Tor Aulin og Wilhelm Stenhammar. Førstesatsen i f-mol er en stort anlagt sonatesats med et for Lange-Müller typisk vuggende hovedtema i 6/8 takt og et mere enkelt sidetema i C-dur. Andensatsen er en kombination af langsom sats og scherzo. Tonearten er Des-dur og de sangbare lyriske allegretto-afsnit indrammer den staccato-prægede scherzando i f-mol. Trediesatsen i F-dur er fuld af romantisk svulmende melodik, klaverstemmen er stort anlagt og ikke uden virtuose elementer. Klavertrioen er et melodisk rigt værk med en højt udviklet senromantisk harmonik, veltilrettelagt for instrumenterne. Det er Lange-Müllers mest vellykkede instrumentalværk og et hovedværk i 1800-tallets danske kammermusik. Ole Josephsen, Espergærde Musikforening

Trio Ismena Trio Ismena has established itself as one of the most exciting and promising young chamber ensembles on the Danish music scene. Having won 1st prize in the Danish Radio Chamber Music Competition 2009 and 3rd prize in the Trondheim International Piano Trio Competition 2007, the trio can now look forward to a season with concerts in major halls in Denmark and tours to Germany, Italy, Spain and China. Trio Ismena was formed in 2004, when all three were still students at the Royal Danish Academy of Music. Here Professor Tim Frederiksen was their mentor, and they were soon representing the Academy in concerts both in Denmark and abroad. They also had tuition from the Tokyo, Jerusalem and Vermeer Quartets and Gerhard Schulz of the Alban Berg Quartet. Subsequently they have performed at the most important Danish music festivals and music societies as well as at festivals in the United Kingdom, France, Latvia, Germany, Norway, Sweden and the Netherlands. The trio has a particular interest in contemporary music, which has resulted in several collaborations with composers. Most notably with Danish composer Ib Nørholm. Currently, Ismena is taking part of the chamber music class at the Escuela Superior de Musica Camara, Reina Sofia in Madrid where the professors will include Menahem Pressler of the Beaux Art Trio and Professor Ralf Gothoni. trioismena.com


A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinusfonden, Oak Foundation, Den Faberske Fond, Beckett-fonden, TOYOTA-fonden, Hindsgavl Slot, Frimodt-Heineke Fonden, Oticon Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske

Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-Sørensen Piano

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Trio Ismena

17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten



Lars Anders Tomter, bratsch (Norge) Christian Ihle Hadland, klaver (sendes direkte i DR-P2)

Robert Schumann (1810 - 1856)

Märchenbilder for klaver og bratsch, opus 113 (1851) I. Nicht schnell II. Lebhaft III. Rasch IV. Langsam, mit melancholischem Ausdruck

Ragnar Søderlind (1945 – )

Frisisk landskab, en

spadseretur med Emil Nolde,

for bratsch og klaver, op. 78 (2000)

Johannes Brahms (1833 - 1897)

Sonate i f-mol for bratsch og klaver, opus 120 nr. 1 (1894) I. Allegro appassionato II. Andante un poco adagio III. Allegretto grazioso IV. Vivace

---- PAUSE ---- Edvard Grieg (1843 - 1907)

Sonate i a-mol op. 36, transkriberet for bratsch (1883) I. Allegro agitato II. Andante molto tranquillo III. Allegro

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Trio Ismena 17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten

20:30 Lars Anders Tomter, bratsch, og Christian Ihle Hadland, klaver (Norge)


Christian Ihle Hadland, klaver Lars Anders Tomter, bratsch (Norge) (sendes direkte i DR-P2)

Musikken

Schumanns Märchenbilder rummer noget af komponistens mest inderlige og gribende musik, og bratschens varme, romantiske og dybe, hemmelighedsfulde klang er som skabt til den drømmende, eventyragtige der-var-engang-stemning i stykkerne. I denne alternative, musikalske modverden som Schumann tryller frem er der da heller ingen modsætning i, at den sidste hjertegribende, for ikke at sige hjerteskærende sats står i den normalt så lykkelige d-dur. Der er en slags desperat inderlighed over musikken, som om Schumann – her, kort før sit første, større mentale sammenbrud – har et påtrængende behov for at vende tilbage til det samme lykkeligt eskapistiske barndomsunivers som kendetegnede meget af hans tidlige klavermusik. Men denne gang må han desværre bringe sit voksne, alt for plagede jeg med, d-dur eller ej. Ragnar Søderlind om sit værk, op. 78: “Jeg hadde midt på 90-tallet reist rundt i Østfrisland og blandt annet besøkt Nolde-museet på grensen mellom Danmark og Tyskland. Emil Nolde var en av mine favorittmalere i unge år da jeg også jukset litt med malerpenselen. Møtet med det flate landskapet rundt Seebüll, med vadehavet og ikke minst med den høye himmelen ble for meg en stor opplevelse. Det var som å gå en imaginær spasertur med den store ekspresjonistiske maleren og høre han fortelle om sitt liv. I musikken hører vi i mellomdelen noen marsjlignende toner. Disse representerer idyllens bakside og uttrykker nazistenes stempling av Noldes kunst som utartet(entartet). Nolde hadde forbud mot å male under annen verdenskrig, men malte små bilder og akvareller som han raskt kunne gjemme bort når det kom inspeksjon.” Omkring 1890 havde den stærkt selvkritiske Brahms mere eller mindre besluttet sig for, at det nu var slut med nye kompositioner fra hans side.

Heldigvis lod han sig dog slæbe med til en koncert med tidens fineste klarinettist, Richard Mühlfeld. Til Mühlfeld og dennes klarinet skrev Brahms nu fire stykker, deriblandt de to sonater for klarinet og klaver – de sidste i serien og Brahms’ sidste kammermusik overhovedet – som Brahms desuden selv med vanlig perfektionisme transkriberede til versioner for bratsch og klaver. Af de to er sonaten i f-mol den mest udadvendte og ekspressive, med en til tider nærmest operaagtig udtryksfuldhed. Romantikeren Grieg havde, som Schumann, sit hyr med sonateformen, den form en “rigtig” komponist stadig formodedes at udmærke sig i, ikke mindst i Tyskland, hvor Grieg forsøgte at skabe sig et navn. Men heldigvis kunne Grieg åbenbart, på magisk vis, iføre sig denne spændetrøje uden at blive en “romantiker uden hænder”, en fyrig stakkel der blot hjælpeløst må sidde og se forfærdet til, mens et stykke mekanik springer ud af hans hjerne og komponerer død og blodløs musik til den lille skare af akademiske opsynsmænd. Hans sonate i a-mol op. 36, her transkriberet for bratsch, er i hvert fald noget af det mest dramtiske og stormfulde i genren. Selv i den underskønne langsomme sats – der ellers synes som skabt til at danne kontrast og hvilepunkt til selv de største mængder vild romantik – er der pludselige, heftige udbrud fra et mørkt og voldsomt temperament som åbenbart ikke så nemt kan holdes nede. I den sidste sats træder Griegs inspiration fra folkemusikken særligt tydeligt frem, det stormer stadig vildt og voldsomt med jævne mellemrum, og til sidst falder det hele så alligevel til ro. Smukt og gådefuldt er noget mystisk og majestætisk pludselig til stede – og den stormende natur og de dansende mennesker bøjer sig i lydighed for det og er stille.

Ulrik D. Andersen

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Trio Ismena 17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten

20:30 Lars Anders Tomter, bratsch, og Christian Ihle Hadland, klaver (Norge)


Christian Ihle Hadland, klaver Lars Anders Tomter, bratsch (Norge) (sendes direkte i DR-P2)

Lars Anders Tomter, bratsch Lars Anders Tomter er en av verdens fremste bratsjister. Hans internasjonale solokarriere startet med turneer i USA og Tyskland med Det norske kammerorkester i 1987, og han har siden opptrådt med orkestre som Royal Philharmonic, BBC Symphony Orchestra, Academy of St. Martin in the Fields, Oslofilharmonien og Danmark Radio Symfoniorkester. Han er kunstnerisk leder for Risør kammermusikkfestival. Han samarbeider med kjente musikere som Leif Ove Andsnes, Joshua Bell, David Geringas og Steven Isserlis, og han har gjort plateinnspillinger på Simax, Naxos, Virgin Classics, NMC og Chandos. Lars Anders er til daglig Professor ved Musikkhøgskolen i Oslo der han underviser mange av Norges mest talentfulle strykere. Han spiller på en Gasparo da Salo bratsj fra 1590.

fra Trondheim Kammermusikfestival program

Christian Ihle Hadland, piano Christian Ihle Hadland was born in Stavanger in 1983. He received his first lessons at the age of eight and at the age of eleven was enrolled at the Rogaland Music Conservatory, later studying with Jiri Hlinka, the teacher of among others Leif Ove Andsnes, at the Barratt Due Institute of Music in Oslo. He has made his mark in both national and international venues, and is today considered on of the finest Norwegian classical pianists. He has played with all the major Norwegian symphony orchestras, and has been invited to play with orchestras including the London Symphony Orchestra, the Bavarian Radio Orchestra and the Czech Radio Orchestra. Christian Ihle Hadland is a highly sought-after chamber musician, and has appeared several times in prestigious festivals, including the Risør Festival of Chamber Music, the Bergen International Festival and Kissinger Sommer in Bad Kissingen. He has collaborated with, among others, Janine Jansen, Henning Kraggerud, Lars Anders Tomter, Truls Mørk, Clemens Hagen, Christian Poltera, Renée Fleming and Ivry Gitlis. Naxos.com




13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Trio Ismena 17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted



1. del: Trio Ismena (DK)

2. del: DYGONG, Trio Ismena, Signe Asmussen (DK) ¾ af komponistgruppen DYGONG (Nicolai Worsaae, Christian Winther Christensen, Simon Løffler), Trio

Ismena (Monika Malmquist, violin, Ida Nørholm, cello, Christina Raft, klaver), Signe Asmussen (Sopran)


György Kurtág (1926 - ): Varga Bálint Ligaturája (2007) Ludwig van Beethoven (1770 - 1827): Klavertrio nr. 6 i es-dur, op. 70 nr. 2 (1808) I. Poco sostenuto – Allegro ma non troppo II. Allegretto III. Allegretto ma non troppo IV. Finale. Allegro -- pause --

2. del med Komponistgruppen Dygong, Trio Ismena og

Signe Asmussen, sopran (DK)

• Simon Løffler: Graduale (sopran) • Bent Sørensen: Phantasmagoria – 3 sats (violin, cello,

klaver) • Christian Winther Christensen: Being Apu Sarkar

(klaver + 2 glas & melodicaer) • Nicolai Worsaae: Du hast gesagt (sopran og

elektronik) • Bent Sørensen: Phantasmagoria – 5 sats (violin, cello,

klaver) Efter koncerten: VM-semifinale i fodbold.

16:45 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted og komponisten Bent Sørensen 17:30 (ca.): Aftenmenu i restauranten 19:00 1. del: Trio Ismena (DK),

2. del med Komponistgruppen Dygong, Trio Ismena og Signe Asmussen, sopran (DK)

TIRSDAG, 6. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL

Fremadstormende

klavertrio, unge

komponister og en

sopran!


2. del: DYGONG, Trio Ismena, Signe Asmussen (DK)

Om denne aften!

Aftenen vil byde på store kontraster. Trio Ismena spiller i første halvdel musik af Kurtág og Beethoven for i 2. halvdel at vende tilbage med et stykke af Bent Sørensen. Efter pausen vil dybe indsigter af Boris Jeltsin figurere, krydret med musik af de tre underkendte genier, Nicolai Worsaae, Christian Winther Christensen og Simon Løffler. Den bedårende sangfugl Signe Asmussen kommer og kvidrer. Christian W. Christensen

Musikken i 1. del

Kurtags værk for klavertrio, Varga Bálint Ligaturája, har de kendetegn som man forbinder med komponisten. Det er kort, tyst, med – ganske få – dæmpede instrumenter. Og så er det direkte knyttet til en ganske bestemt person som værket på den ene eller anden måde afspejler. Ofte har Kurtag benyttet sig af en komponistkollega, som fx Schumann, Debussy eller John Cage, men lige så tit er det ganske enkelt en af Kurtags venner og bekendte der så at sige bliver hældt i musiksuppen og tilfører den et personligt, subjektivt element som Kurtag åbenbart nødigt vil undvære, når han er i køkkenet. I dette tilfælde er det vennen og forlæggeren Bálint András Varga som musikken altså skylder noget af sin smag, duft, farve, tekstur eller hvad det nu kan være.

Beethovens op. 70 nr. 2 har altid stået i skyggen af hans op. 70 nr. 1, den berømte Geistertrio, med den spektakulære, spøgelsesagtige langsomme sats som har givet

trioen sit tilnavn. Kært barn har flere navne. Op. 70 nr. 2 har kun ét, og det er meget uretfærdigt, da der er tale om et af de mest elskelige og udsøgte værker fra Beethovens

hånd. Men det er måske netop problemet: man ønsker ikke sin Beethoven elskelig og udsøgt,

man ønsker sin Beethoven kontrær, omvæltende og højdramatisk. Bedårende Beethoven, det er vist en af de ting man ikke ved man ønsker sig, før man, heldigvis, får det.

Hvis man som programløs gratist kom gående

forbi ude i haven mens den langsomme tredje

sats bliver spillet ville man måske endda – med

beskedent konstaterende kendermine –

udbryde: “Schubert!” Den notorisk milde og

elskelige Haydn bliver desuden citeret direkte i

denne sats, men på en måde er Haydn endnu mere til stede i finalen, hvis rytmiske humor og

vittige musikalske konversation og replikkunst

er helt i hans ånd, selv om den her kommer til

syne i et umiskendeligt beethovensk

tonesprog. Ulrik D. Andersen

Musikken i 2. del

E-mail 30/6-2010:

”Vi er ikke 100 procent sikker på rækkefølgen

endnu, men de her værker er vi sikre på at spille. Desuden kommer der nogle videoer som har relation til fodbold ind imellem numrene.”

Christian W. Christensen





2. del: DYGONG, Trio Ismena, Signe Asmussen (DK)

Signe Asmussen, sopran

Signe Asmussen er en af de få sangere der både mestre det klassiske og rytmiske repertoire. Hun er forsanger i et af de bedste danske salsabands Salsa Loca, som hun jævnligt turnerer med, og synger hertil i det internationalt anerkendte Barsel-baserede orkester Picason. Med en forkærlighed for lied'en som enkelt udtryksmiddel har favoritdisciplinen altid været lied-koncerter, som bringer hende tæt på publikum, og med et enormt og alsidigt repertoire er hun en af landets mest efterspurgte lied-fortolkere. Som medstifter af Liedkompagniet, ledet af pianisten Christian Westergaard, og igennem et mangeårigt, fast samarbejde med pianisterne Arne Jørgen Fæø og Christen Stubbe Teglbjærg har hun givet et utal af koncerter herhjemme og i udlandet, hvor hun også har arbejdet med prominente pianister som Howard Shelley og Rudolf Janssen, med recitals i Whigmore Hall i London, Symphony Hall i Birmingham og Concertbegouw i Amsterdam. I 2008 optrådte Signe med Liedkompagniet på Hindsgavl Festival. Signe er uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København med Bodil Øland og Keld Thaarup som lærere. Debuterede i 2001 fra Solistklassen sammesteds, med strålende anmeldelser Signe Asmussen har modtaget adskillige priser og legater, bl.a. Sonnings Stipendium 2002, Holstebro Musikpris 2002, Rhein van Hauens Legat, Tonny Landy og Tove Hyldgaards Legat, og hun er den stolte modtager af Aksel Schiøtz-prisen 2009. .

DYGONG

Komponistensemblet DYGONG er en gruppe af 4 komponister, Simon Löffler (1981), Regin Petersen (1980), Nicolai Worsaae (1980) og Christian Winther Christensen (1977), som opfører og producerer koncerter. Som DYGONG er de trådt ud af rollen som komponister uden direkte relation til koncerten. Gruppen laver stort set alt selv lige fra hjemmesider, video, elektronik, til at de optræder selv. Ofte samarbejder de også med musikere, dansere og kunstnere fra den eksperimenterende kunstverden. På Hindsgavl Festival er gruppen repræsenteret af Simon, Nicolai og Christian – Regin er ude og sejle. DYGONGs koncerter udspiller sig i forhold til engagementet fra publikum. Selvom de fire komponister fra DYGONG spænder over en stor indbyrdes forskellighed i deres egen musik, har de formået at finde sammen i deres forhold til koncertformen og publikum. I en tidligere kirke har de genoprettet den intime og næstenprivate koncertform, hvor afstanden mellem publikum, arrangører og musikere er nedbrudt.

Man føler som publikum, at man er en

uundværlig del af en unik og intens begivenhed. – Administrerende redaktør for nettidsskriftet Autograf, Jens Voigt Lund

DYGONGs koncerter præsenterer en modsætning til den fremmedgørelse, som kan være oplevelsen for alt for mange nye lyttere ved den konventionelle koncert. Samtidig udspiller koncerterne sig i nye fællesskaber: komponister, musikere, publikum, og koncertsteder går sammen på en nye måder, og det innoverer rummet for musikken.

Udgangspunktet for koncerterne er, at formen er nøje tilrettelagt og altid ny fra gang til gang. De fire komponister fortæller, at de aldrig er enige om, hvordan det skal være, og det er i dette spændingsfelt, at resultatet kommer. Koncerterne veksler mellem seriøs og morsom formidling af værkerne.

DYGONG har haft en del koncerter og

selvfølgelig vil vi ikke skuffe publikummet.

Vores speciale er dog at give dem noget, de ikke

regner med. DYGONG er blevet en platform,

som fungerer både for musikere og

komponister. – Christian Winther Christensen

Med denne koncertform er det nødvendigt, at relationen mellem koncert og publikum er tydelig. Der skal være intensitet i koncerten og umiddelbare reaktioner fra publikum. Kulturministeriets hjemmeside







Carolin Widmann, violin Konstantin Lifschitz, klaver (D/Ukr)

Robert Schumann (1810 - 1856)

Sonate for violin og klaver nr. 2 i d-mol, op. 121 (1851) I. Ziemlich langsam - Lebhaft II. Sehr lebhaft III. Leise, einfach IV. Bewegt Frederic Chopin (1810 – 1849)

Ballade Nr. 2, F-dur, op. 38 Ballade Nr. 4, F-mol, op. 52 --- pause ----

Arnold Schoenberg (1874 -1951) Fantasi for violin og klaver, op. 47 (1949) Grave Scherzando

George Enescu (1881 - 1955)

Sonate for violin og klaver nr. 3 i a-mol (("dans le caractere populaire roumain"), op. 25 (1926) Moderato malinconio Andante sostenuto e misterioso Allegro con brio ma non troppo mosso

11:00 Dygong Surprise 13:30 Rundvisning på slot og i park 16:45 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 17:30 (Ca.): Aftenmenu i restauranten 19:00 Carolin Widmann, violin, og Konstantin Lifschitz, klaver (D/Ukr)

ONSDAG, 6. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL


Komponisterne

Schumann spent most of 1851 working on pieces in minor keys. In all of these -- two of the three Phantasiestücke, Op. 111, the Piano Trio in G minor, Op. 110, and the two Violin Sonatas -- we sense an introspective, fatalistic character imbued with uncertainty and tension. The string parts have few pizzicato passages or flights of virtuosity, and in the Violin Sonatas the violin spends most of its time in the middle register, never given a chance to soar. The second Violin Sonata was composed very quickly; Schumann began the piece on October 26, 1851, and finished it on November 2. It followed on the heels of his first Violin Sonata, that in A minor, Op. 105, which was composed in mid-October. One of Schumann's comments on the A minor Sonata may explain his immediate composition of another work in the genre: "I didn't like the first violin sonata, so I wrote a second, which I hope turned out better." The Violin Sonata in D minor, Op. 121, was published in 1853. Schumann seems to have been more comfortable with the intimate instrumentation of the chamber works than he was with a large orchestra. The intimate chamber-music genres allowed the composer to indulge his preference for intricate figurations and subtle harmonic inflections that are a salient feature of his solo piano pieces. Not surprisingly, the chamber works, aside from the string quartets, are clearly piano driven, with the violin either following the keyboard part or acting in opposition to it. John Palmer, All Music Guide

In 1934, Arnold Schoenberg made a general assessment of his music: "I will not show you that my music is beautiful. You know it is not; I know it is not." The Fantasy for Violin and with Piano accompaniment, Op. 47, composed in March 1949, does nothing to overturn this judgment; Schoenberg's last instrumental work (his final years were devoted mainly to vocal works, mostly on religious themes, and an attempt to complete the opera, Moses und Aron), it represents the height of the composer's twelve-tone complexity and the complete subordination of aural concerns to those of rigorous order and derivation. The title of the Fantasy is appropriate, given the process used in its composition: Schoenberg composed the solo violin melody first alone, and then wrote a separate piano accompaniment to go with it. The composition of the melody apart from the accompaniment was no doubt facilitated by the twelve-note idiom, applied here with the same kind of rigor as in the much earlier Piano Pieces, Op. 33a & b. The Fantasy was composed for violinist Adolf Koldofsky (1905-51), a native of Los Angeles, and was first performed by him on the International Society for Contemporary Music's concert in commemoration of Schoenberg's seventy-fifth birthday (13 September 1949). The Fantasy is not large—only 166 measures in length—but is among Schoenberg's densest works. ClassicalArchives.com


ONSDAG,6. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL


Enescu deliberately called this sonata "in Roumanian character" (dans la caractère populaire roumaine), not "in Roumanian style" because to him the two phrases meant entirely different things. To him, "in the style of" meant creating something new in imitation of another thing, whereas "in the character of" meant borrowing the traits of something that already existed. For his Violin Sonata No. 3, Enescu borrowed Gypsy violin techniques to create his themes. He did not want to use existing folk melodies because he felt he could do nothing more than state and re-state them, there was no way for him musically to develop them further as you would normally develop the subject of a sonata-allegro form. He used quarter tones and chromatic modes to break down the tonality of the piece, repeated and superimposed rhythmic and harmonic devices, and detailed throughout the score specific bowing actions and ornaments as were used by Gypsy musicians. Not only does the violinist end up sounding like a true Gypsy violinist, but for much of the sonata the pianist ends up sounding like a cimbalomist, with careful use of the pedal; quick, short, repeated notes; and glissandos to re-create the sound of the hammered instrument. For all of its improvisational sound, the sonata is actually carefully constructed in three movements.

Patsy Morita, All Music Guide

Chopin, Ballade No. 2 in F Major, Op. 38

Robert Schumann dedicated his Kreisleriana (Op. 16) to Chopin. Returning the honour, Chopin dedicated his second ballade to his German companion. He composed it in Majorca, in 1838. A work of perfect proportion, it opens with a slow and magical episode that quickly turns into a tempest, presto con fuoco, a wild, magnificent outburst. In the words of composer Alan Rawsthorne, at the end of the coda the andantino theme becomes “a whispered reminder of the very opening,” which “vibrates in the memory.” Chopin, Ballade No. 4 in F Minor, Op. 52

Chopin composed the fourth ballade in 1842 and dedicated it to Madame la Baronne C. Nathaniel de Rotschild. It is generally agreed to be one of the sublime works of Romantic music. For John Ogdon, it is “the most exalted, intense and sublimely powerful of all Chopin’s compositions... It is unbelievable that it lasts only twelve minutes, for it contains the experience of a lifetime.” Huneker calls its chief theme a “melody which probes the very coverts of the soul.” He compares it to Leonardo da Vinci’s Mona Lisa, while Ogdon speaks of F. Scott Fitzgerald’s The Last Tycoon, inviting us to a “Romantic communion of unbelievable intensity.” The fourth ballade remains a narrative but has an inimitable feeling of intimacy and Slavonic colouring, and demands of the interpreter a delicate rubato and a virtuoso technique. It culminates in a coda of bone-crushing technical severity. Chopinmusic.net







Konstantin Lifschitz

Konstantin Lifschitz was born on December 10, 1976, in Russia. As a very small child, he became irresistibly attracted to the piano, playing by ear and improvising with total absorption for hours on end. This aptitude for his chosen instrument was so remarkable that at age five he enrolled in the renowned Moscow Gnessin Special Middle School of Music, studying with Tatiana Zelikman. In future years of studies in Russia, England and Italy his teachers included Alfred Brendel, Fou T’song, Leon Fleisher, Rosalyn Tureck and Charles Rosen. In the early 1990s the Russian Culture Foundation awarded him a scholarship. Soon afterwards he performed in Paris, Munich, Milan and other prominent music centres in Europe. The “New Names” programme brought Konstantin Lifschitz to the attention of renowned conductor Vladimir Spivakov, who immediately arranged for him to perform as soloist with the Moscow Virtuosi in Moscow and on tour in Japan performing Bach’s Concerto in D minor in Tokyo, Osaka, Hiroshima and Sapporo. Following this tour, he performed with Spivakov in Monte Carlo and Antibes in performances of Chopin’s Piano Concerto No. 1 with the Orchestre Philharmonique de Monte Carlo. In 1994, Konstantin presented his graduation recital from the Gnessin School - his program commenced with Bach’s Goldberg Variations. Denon Nippon Columbia recorded the 17-year-old in this deeply felt interpretation of his beloved Bach. The recording, when released in 1996, was nominated for a Grammy Award and moved critic Edward Rothstein of The New York Times to acclaim Konstantin’s performance “the most powerful pianistic interpretation since Glenn Gould’s.” In 1995 he won the German Echo Classic Record Prize, as a “New Young Artist” of the year. Konstantin is also a dedicated chamber musician, performing with major artists including the violinists Gidon Kremer, Dmitry Sitkovetsky and Maxim Vengerov, and the cellists Misha Maisky, Mstislav Rostropovitch and Lynn Harrell. SignumClassics

Carolin Widmann

A native of Munich, Carolin Widmann studied with

Igor Ozim in Cologne, Michèle Auclair in Boston and

David Takeno in London. She has won prizes at

several important competitions, appears regularly as

guest artist at widely known festivals such as Lucerne,

Salzburg, Schleswig-Holstein, Aspen, Banff, Davos and

Bath, and has performed as a soloist with reknown

orchstras and conductors all over the World, including

Riccardo Chailly, Yehudi Menuhin, Peter Eötvös,

Jonathan Nott, and Heinz Holliger.

In her recitals and concert appearances, Carolin Widmann strives to span a bridge between repertoire from the Viennese Classic and Romantic periods and more recent New Music. While much in demand in performances of music by contemporary composers such as in works written for her by Wolfgang Rihm, Matthias Pintscher, Jörg Widmann and Erkki-Sven Tüür and also working with György Kurtág, Pierre Boulez, George Benjamin and Salvatore Sciarrino, at the same time she feels a sense of obligation and affinity to the traditional violin repertory. Carolin Widmann’s debut CD ‘Reflections I’ was named the Critics' Choice for 2006 by the German Record Critics’ Award. Her first CD at the ECM label with the Schumann Sonatas and the piano accompaniment of Denes Varjon was released in September 2008. In fall 2009 her CD „Phantasy of Spring“ with Works of Feldmann, Zimmermann, Schönberg und Xenakis was recently awarded with the diapason d’or as well as with the German Record Critics’ Award 2010 in the category chamber music. More productions are planned. Carolin Widmann has been a professor for violin on the faculty of the Felix Mendelssohn-Bartholdy Musikhochschule in Leipzig since October of 2006.



Lars Vogt, klaver og Rachel Roberts, bratsch (D/UK)

Franz Schubert (1797 - 1828) Sonate for klaver i g-dur, D 894, op. 78 (1826) I. Molto moderato e cantabile II. Andante III. Menuetto. Allegro moderato IV. Allegretto

---- PAUSE ---

Johannes Brahms (1833 - 1897) Sonate i Es-dur for bratsch og klaver, opus 120 nr. 2 (1894) I. Allegro amabile II. Allegro appassionato III. Andante con moto - Allegro non troppo

17:30 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Lars Vogt, klaver og Rachel Roberts, bratsch (D/UK)

TORSDAG, 8. JULI 2010 HINDSGAVL FESTIVAL


Om musikken

I oktober 1826 – to år før sin død – skrev Schubert sin store sonate i g-dur, den første af de sidste fire magiske klaversonater. Man fik dog hurtigt dysset ned, at der var tale om en sonate, en betegnelse der på det tidspunkt mentes at stå for noget kedeligt og gammeldags for det købende publikum og som i det hele taget på enhver måde var dårlig for markedsføringen. I stedet udgav forlaget sonaten – eller snarere sonatens fire satser – under titlen Fantasie, Andante, Menuetto und Allegretto für das Piano-Forte

allein, så musikelskere kunne gå hjem med noderne under armen, glade og tilfredse over at have købt fire charmerende stykker for klaver og ikke en af disse kedelige sonater. Verden vil bedrages. Og i en verden som var vant til Beethovens sonater var det måske heller ikke så svært. Schuberts sonate forholder sig langt friere til formen og synes aldrig på vej mod et eller andet stort, definitivt Beethovensk mål for enden af turen. Liszt kaldte Schubert “le musicien le plus poète qui fut jamais”, den mest poetiske musiker nogensinde, og man fristes til at følge trop og kalde sonaten i g-dur for den mest poetiske sonate nogensinde.

De to sonater i Brahms’ opus 120 er som skabt for bratschens varme, mørke klang, men de er egentlig komponeret for klarinet og klaver. Brahms’ transskription for bratsch blev da heller ikke en simpel affære, af den type komponister dengang lavede blot for at øge markedet for deres produkter, den blev tværtimod udsat for hele den brahmske perfektionisme, med dertil hørende forhånelse af egne evner og mørke tanker om hvor klodset og kejtet man som komponist egentlig har lov til at være. For alle andre er der tale om et højdepunkt i genren, med sonaten i Es-dur som den mere intime og lyriske af de to, dog suppleret med en skøn og herligt animeret midtersats, den sidste scherzo som Brahms komponerede. Ulrik D. Andersen




Lars Vogt, klaver Vi har været heldige med Lars Vogt i Danmark. Der er dog stadig et stykke vej op til Berliner Filharmonikernes Lars-Vogt-is-in-the-house-niveau, eftersom de simpelt hen valgte ham som deres første “Pianist in Residence”. En naturlig følge af deres chefdirigents, Sir Simon Rattles efterhånden mangeårige samarbejde med den tyske pianist – om hvem han i øvrigt har udtalt følgende: “One of the most extraordinary musicians of any age group that I have had the fortune to be associated with”. Samtidig er Lars Vogt en kolossalt dedikeret kammermusiker, faktisk i så høj grad, at han har skabt en af Europas allerbedste festivaler for kammermusik, Spannungen i Heimbach, for at at kunne give sig selv og sine musikalske venner – et fremragende udpluk af tidens bedste musikere – de bedst mulige betingelser for at musicere sammen. Et projekt man heldigvis også har kunnet følge og have fornøjelse af hjemme fra sin lænestol, nemlig vha. de mange fremragende og prisbelønnede liveindspilninger fra festivalen.

Rachel Roberts, bratsch Rachel Roberts har sin daglige gang i det fremragende, londonbaserede Philharmonia Orchestra, hvor hun er koncertmester. Men hun er også en erfaren og erklæret kammermusiker, med en fortid i den højt estimerede Fitzwilliam String Quartet og koncerter i bl.a. Wigmore Hall, the Barbican og Symphony Hall i Birmingham. Undervejs i hele dette forløb har hun spillet sammen med bl.a. Steven Isserlis, Isabelle van Keulen, Pekka Kuusisto, Lisa Batiashvilli, Daniel Müller-Schott, Antje Weithaas, Christian Poltera og Christian Tetzlaff






Lars Vogt, klaver; Carolin Widmann, violin; Rachel Roberts, bratsch; Pierre Doumenge, cello (D/D/UK/Fr)

Wolfgang Amadeus Mozart (1756 -1791)

Klaverkvartet nr. 1 i g-mol, K. 478 (1785) I. Allegro II. Andante III. Rondo (Allegro)

---- PAUSE ----

Johannes Brahms (1833 - 1897)

Klaverkvartet nr. 3 i c-mol, op. 60 (1875) I. Allegro non troppo II. Scherzo. Allegro III. Andante IV. Finale. Allegro commodo

Efter koncerten: VM-finale i fodbold.

16:45 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 17:30 (ca.): Aftenmenu I restauranten 19:00 Lars Vogt, klaver; Carolin Widmann, violin; Rachel Roberts, bratsch;

Pierre Doumenge, cello (D/D/UK/Fr)



Musikken

Mozart var ikke en komponist som ulejligede sig med at opfinde nye genrer eller instrumentkonstellationer. Han overtog i stedet en velkendt form og gjorde den med den største selvfølgelighed helt til sin egen. Han rev mure ned, ikke bygninger. Og dog blev også Mozart far til en ny genre der med tiden skulle kaste en hel række mesterværker af sig, nemlig klaverkvartetten. Som så ofte i den slags faderskabssager var der ganske vist en herre eller to som havde været der før, men Mozarts kvartet i g-mol var den første vigtige af slagsen, bl.a. fordi den gav de fire instrumenter individuelle, ligeværdige stemmer. Fra klavertrioen – en mere veletableret genre på det tidspunkt – var man vant til noget som nærmest var en glorificeret klaversonate, hvor violinen og celloen lige fik lov at hjælpe klaveret lidt dér hvor der kneb. Det her var anderledes, en kammermusik som et langt stykke ad vejen havde mere til fælles med Mozarts egne klaverkoncerter end med noget som helst andet indtil da. Klaverkvartetten i c-mol er på én gang et værk af den yngre og den modne Brahms. Med Brahms’ egne ord til sin forlægger så var den “halvt gammel, halvt ny” - og derfor intet værd! Desuden meddelte han forlæggeren, at denne på forsiden burde anbringe et billede af en mand som holdt en pistol mod sit hoved, og at han, Brahms, ville sende dem et billede af sig selv som de kunne bruge! Som de så kunne udstyre med blå frakke, gul vest og kravestøvler, altså netop den påklædning som Werther bar, da han begik selvmord i Den unge Werthers lidelser.

Den modne Brahms tillader sig at spøge lidt med den unge Brahms’ lidelser, men den muntre tone kan dog ikke skjule, at den “halvt gamle” del af musikken har sine rødder i en tragisk periode af Brahms’ eget liv. Det første udkast til denne kvartet skrev Brahms nemlig allerede som 22-årig, mens Robert Schumann, hans ven, mentor og komponistkollega, sad i et sindssygehospital efter et selvmordsforsøg, samtidig med at Brahms havde forelsket sig i vennens kone, den fremragende pianist, Clara Schuman. Med andre ord, Brahms havde i denne periode sin egen, dybt frustrerende variant af Werther-komplekset, den umulige kærlighed til en gift kvinde. Heldigvis skød han ikke sig selv, men skrev i stedet en klaverkvartet, som han dog ikke var helt tilfreds med. Mange år senere fandt han den så frem igen og færdiggjorde den. På det tidspunkt havde Clara været enke i næsten tyve år. I samme periode havde Brahms været hendes nærmeste ven og beskytter og så vidt vides ikke mere. Måske en ekstra grund til at finde sit Werther-kompleks frem og støve det af. Ulrik D. Andersen





Lars Vogt, klaver

Vi har været heldige med Lars Vogt i Danmark. Der er dog stadig et stykke vej op til Berliner Filharmonikernes Lars-Vogt-is-in-the-house-niveau, eftersom de simpelt hen valgte ham som deres første “Pianist in Residence”. En naturlig følge af deres chefdirigents, Sir Simon Rattles efterhånden mangeårige samarbejde med den tyske pianist – om hvem han i øvrigt har udtalt følgende: “One of the most extraordinary musicians of any age group that I have had the fortune to be associated with”. Samtidig er Lars Vogt en kolossalt dedikeret kammermusiker, faktisk i så høj grad, at han har skabt en af Europas allerbedste festivaler for kammermusik, Spannungen i Heimbach, for at at kunne give sig selv og sine musikalske venner – et fremragende udpluk af tidens bedste musikere – de bedst mulige betingelser for at musicere sammen. Et projekt man heldigvis også har kunnet følge og have fornøjelse af hjemme fra sin lænestol, nemlig vha. de mange fremragende og prisbelønnede liveindspilninger fra festivalen.

Carolin Widmann, violin

A native of Munich, Carolin Widmann studied with Igor Ozim in Cologne, Michèle Auclair in Boston and David Takeno in London. She strives to span a bridge between repertoire from well-known classical and more recent new music. Contemporary composers like Wolfgang Rihm, Matthias Pintscher and Erkki-Sven Tüür has written for Carolin Widmann, who also has been working with György Kurtág and Pierre Boulez. At the same time she feels a sense of obligation and affinity to the traditional violin repertory. As a soloist, Carolin Widmann has stood before Germany’s major radio symphony orchestras WDR, NDR, SWR, HR as well as the renowned Danish ensemble, Collegium Musicum Copenhagen. Among notable conductor collaborations include Yehudi Menuhin, Peter Eötvös, Heinz Holliger and Michael Schønwandt. Carolin Widmann has also won several important prizes and is a professor for violin on the faculty of the Felix Mendelssohn-Bartholdy Musikhochschule in Leipzig.

Rachel Roberts, bratsch

Rachel Roberts har sin daglige gang i det fremragende, londonbaserede Philharmonia Orchestra, hvor hun er koncertmester. Men hun er også en erfaren og erklæret kammermusiker, med en fortid i den højt estimerede Fitzwilliam String Quartet og koncerter i bl.a. Wigmore Hall, the Barbican og Symphony Hall i Birmingham. Undervejs i hele dette forløb har hun spillet sammen med bl.a. Steven Isserlis, Isabelle van Keulen, Pekka Kuusisto, Lisa Batiashvilli, Daniel Müller-Schott, Antje Weithaas, Christian Poltera og Christian Tetzlaff Pierre Doumenge, cello

French cellist Pierre Doumenge enjoys a busy career divided between solo work, chamber music and teaching. From 2001 to 2005 he was a member of the Dante Quartet performing at major venues in Europe and making regular radio and commercial recordings. Pierre has also worked as guest principal cellist of the English Chamber Orchestra, the London Chamber Orchestra and the Orchestra of the Age of Enlightenment. Passionately fond of chamber music, Pierre has explored and performed the repertoire with artists such as Lars Vogt, Pascal Rogé, Ana-Maria Vera, Ian Brown, Pekka Kuusisto, Vasko Vassilev, Lawrence Power, the Belcea and Allegri Quartets and the Nash Ensemble. He has appeared in festivals such as the Aldeburgh, City of London, Bath, Three Choirs, Dartington, Kuhmo, Paunat, Nuremberg, Toyama and regularly performs at the Wigmore Hall, the Purcell Room, St David’s Hall Cardiff, the Kennedy Centre Washington, the Théâtre du Châtelet Paris and the Hong Kong City Hall. Pierre taught cello and chamber music at the Yehudi Menuhin School from 2003-2009, the position ending due to his recent appointment as Associate Deputy Head of Strings at the Guildhall School of Music & Drama. In this new role, Pierre is responsible for the management of strings groups across the Guildhall, including coaching, concerts, assessments and liaison with ensembles-in-residence.



Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-Sørensen Piano½




Sylvia Thereza, klaver (Bras.)

Frederic Chopin (1810 – 1847)

Nocturnes op.27, nr. 1 og 2

Ballade nr.1, op. 23 Ballade nr.2, op. 38 Ballade nr.3, op. 47 Ballade nr.4, op. 52

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.)

17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Henschel Quartett (D)



Chopin Ballades Frédéric Chopin's four Ballades are one-movement pieces for solo piano, composed between 1835 and 1842. They are some of the most challenging pieces in the standard piano repertoire. Ballade No. 1 in G Minor, Op. 23 James Huneker called this epic narrative “the odyssey of Chopin’s soul.” Chopin began his first ballade in Vienna and finished it in Paris, in 1836. He dedicated it to Monsieur le Baron de Stockhausen, the Hanoverian ambassador to France. The piece is a glowing masterpiece. The great lyrical theme, stated in three different forms, is intoxicating. The fantastic work concludes with a coda of elemental power, culminating in a chilling downward chromatic passage in octaves, which will electrify any receptive listener. Ballade No. 2 in F Major, Op. 38 Robert Schumann dedicated his Kreisleriana (Op. 16) to Chopin. Returning the honour, Chopin dedicated his second ballade to his German companion. He composed it in Majorca, in 1838. A work of perfect proportion, it opens with a slow and magical episode that quickly turns into a tempest, presto con fuoco, a wild, magnificent outburst. In the words of composer Alan Rawsthorne, at the end of the coda the andantino theme becomes “a whispered reminder of the very opening,” which “vibrates in the memory.” Ballade No. 3 in A-flat Major, Op. 47 Chopin composed the third ballade in 1841, and he dedicated it to Mademoiselle Pauline de Noailles. This piece is the essence of charm and warmth, with a sense of irony that surrounds the second subject.

Frederick Niecks, Chopin’s first important biographer, said, “a quiver of excitement runs through the whole piece... There is suffused a most exquisite elegance.” The slender second subject becomes a development section, “one of the most powerful Chopin ever composed,” says Rawsthorne; “one is quite staggered to look back at its winsome origins.” The coda, he continues, ends in “a blaze of light.” Ballade No. 4 in F Minor, Op. 52 Chopin composed the fourth ballade in 1842 and dedicated it to Madame la Baronne C. Nathaniel de Rotschild. It is generally agreed to be one of the sublime works of Romantic music. For John Ogdon, it is “the most exalted, intense and sublimely powerful of all Chopin’s compositions... It is unbelievable that it lasts only twelve minutes, for it contains the experience of a lifetime.” Huneker calls its chief theme a “melody which probes the very coverts of the soul.” He compares it to Leonardo da Vinci’s Mona Lisa, while Ogdon speaks of F. Scott Fitzgerald’s The Last Tycoon, inviting us to a “Romantic communion of unbelievable intensity.” The fourth ballade remains a narrative but has an inimitable feeling of intimacy and Slavonic colouring, and demands of the interpreter a delicate rubato and a virtuoso technique. It culminates in a coda of bone-crushing technical severity. www.chopinmusic.net

Sylvia Thereza

Born in Rio de Janeiro, Brazil, Sylvia Thereza has been considered one of the best pianists of South-America. First Prize Winner of fifteen Competitions, including; Nelson Freire National Piano Competition. She had performed in South America, United States and Europe, both as recitalist, soloist and chamber musician. Her musical background includes lessons and Master Classes with: Nelson Freire, Paul Badura-Skoda, Sergei Dorensky, Ludmila Lazar , Alain Motard and Maria João Pires, with whom she is currently studying in Bahia, Brazil.


A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinusfonden, Oak Foundation, Den Faberske Fond, Beckett-fonden, TOYOTA-fonden, Hindsgavl Slot, Frimodt-Heineke Fonden, Oticon Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-

Sørensen Piano

17:00 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 20:00 Lars Ulrik Mortensen, cembalo, med Dame Emma Kirkby, sopran (DK/UK)



13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.)

17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Henschel Quartett (D)


Henschel Quartett (D) Christoph Henschel (violin), Alexander Butz (violin), Monika Henschel-Schwind (bratsch), Mathias

Beyer-Karlshøj (cello)

Erwin Schulhoff (1894 - 1942)

Strygekvartet nr. 1 (1924) I. Presto con fuoco II. Allegretto con moto e con malinconia grotesca III. Allegro giocoso alla slovacca IV. Andante molto sostenuto

Joseph Haydn (1732 - 1809)

Strygekvartet i es-dur, op. 33 nr. 2 (“Der Scherz”, dvs. “Vittigheden”) (1781) I. Allegro moderato II. Allegro (scherzo) III. Largo e sostenuto IV. Presto (finale)

------ PAUSE ------

Robert Schumann (1810 -1856)

Strygekvartet nr. 1 i a-mol, op. 41 (1842) I. Introduzione. Andante Espressivo - Allegro II. Scherzo. Presto - Intermezzo III. Adagio IV. Presto

13:30 Rundvisning på slot og i park 15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.) 17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Henschel Quartett (D)


"The quartet began with the least familiar of its four works, Schulhoff’s Quartet No. 1 (1924) and made a powerful case for it. “ The New York Times, 12. april 2010



Musikken

Schulhoffs strygekvartet nr. 1 er et af hans fineste – og mest underholdende – værker. I august 1924 havde han fået uropført sine Fem Stykker for strygekvartet i Salzburg, og denne premiere var en så stor personlig succes for Schulhoff, at den åbenbart ansporede ham til straks at gå i gang med en “rigtig” strygekvartet, hans strygekvartet nr. 1 som han færdiggjorde allerede i slutningen af september samme år, hjemme i Prag. Heldigvis kom der dog heller ikke denne gang – trods den mere officielt og kanonisk klingende værktitel – en helt igennem “rigtig” strygekvartet ud af anstrengelserne. Allerede strukturen er usædvanlig, med tre korte, hurtige satser og så finalen, den første egentligt langsomme sats – som til gengæld er næsten lige så lang som de tre andre til sammen. Den samlede længde er stadig relativt kort, men Schulhoff fik alligevel plads til stort set samtlige strygertekniske finter og finesser i bogen. Komponisten tog bogstaveligt talt alle midler i brug for at skabe sine inciterende, ofte folkemusikinspirerede rytmer, og en kvartet har virkelig mulighed for at vise alt hvad den kan i dette værk. Og publikum har mulighed for at overvære violin-, cello- og bratschakrobatik i en særdeles underholdende musikalsk sags tjeneste. Haydns musik er fuld af vittigheder, practical jokes og en generel driven gæk med tilhørerne, så i virkeligheden kunne de fleste af hans værker have fortjent tilnavnet Der Scherz (Vittigheden) i lige så høj grad som denne strygekvartet. Sådan gik det imidlertid ikke, måske fordi publikum i dette værk trods alt blev bragt lidt mere på glatis end de var vant til, selv fra Haydns side. Haydn lader det dog ikke kun gå ud over publikum. I andensatsen må førsteviolinen spille en række glissandi (hvor musikeren “glider” fra tone til tone) der til forveksling lyder som en beruset person der, uden det helt store held, forsøger at fremstå som ædru. (Særligt samvittighedsfulde udgivere af Haydns værker har da også altid diskret bortredigeret denne lille plet på den store mands værdighed.)

Selve “Vittigheden” fra tilnavnet kommer først til allersidst (eller gør den?), hvor Haydn tilsyneladende gør sit bedste for at få publikum til at gå i vandet. Vi siger ikke mere, men nu er man advaret! 1842 kaldes med rette Schumanns “kammermusikår”. Man kunne dog også med nogen ret kalde det hans “klassiske år”, det år hvor han omsider tog et afgørende livtag med de former han havde arvet fra Haydn, Mozart og ikke mindst Beethoven (med en symfonisk tyvstart i 1841), klassiske former som han indtil da stort set var veget udenom. Før 1842 havde han næsten udelukkende komponeret for sit eget (og hustruen, Claras) instrument, klaveret, og det havde snarere været litterære forbilleder og programmer som bandt hele denne magiske og poetiske musik sammen, fremfor en eller anden wienerklassisk rygrad. I grunden ikke så langt fra fremgangsmåden i de mange lieder Schumann også komponerede, hvor den på forhånd indbyggede tekst imidlertid gjorde denne praksis “naturlig” og helt ukontroversiel. Men nu havde Schumann så pludselig hele tiden “kvartettanker”, strygekvartettanker, den mest klassiske og den mest absolutte form af dem alle, og han studerede intenst Haydn og Mozarts kvartetter – og genopfriskede sit bekendtskab med Beethovens – inden han skrev sine egne tre. Vi skal høre den første af disse tre kvartetter – som Schumann imidlertid komponerede mere eller mindre samtidigt, nærmest som var der tale om ét stort værk, i tre store “satser”, hvad det måske også var, oppe i Schumanns hoved. A-mol-kvartettens stort anlagte og dramatiske indledning er i så fald den naturlige og helt igennem passende start på en sådan episk superkvartet.

Ulrik D. Andersen





Henschel Quartett Henschel Kvartetten blev grundlagt som kvartet i 1988 efter et møde med den berømte Amadeus Kvartet, og i 1994 fandt de tre Henschel-søskende den ideelle cello-partner i Mathias Beyer-Karlshøj, barnebarn af medlemmernes lærer i München, Prof. Franz Beyer. Med stor succes i internationale konkurrencer og med rosende anmeldelser i ryggen blev vejen hurtigt banet til at indtræde i den internationale superliga for strygekvartetter. Kvartettens CD-indspilninger er blevet fantastisk modtaget, med kritikerpriser i Tyskland, nomineringer og kåringer bl.a. på MIDEM awards i Cannes, og med top-placering på den japanske HMV-liste med deres Mendelssohn-indspilning. Og apropos Mendelssohn (og Mendelssohn-året): i en stor sammenligning af samtlige eksisterende komplette indspilninger af komponistens strygekvartetter blev Henschel Kvartettens valgt som den bedste (foran bl.a. Emerson Kvartetten).

Udgangspunktet for kvartettens aktiviteter er München, men Mathias bor desuden i København og er dansk gift. På Hindsgavl i 2010 er Markus desværre forhindret, men erstattes på kompetent vis af Alexander Butz. Alexander er født i Mainz i 1976. Han har bl.a. studeret på “Universität der Künste Berlin” og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Serguei Azizian, violin, og hos professor Tim Frederiksen, bratsch og kammermusik. I 2006 blev han optaget i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Serguei Azizian. Alexander Butz har siden 2004 været ansat i Gewandhausorchester Leipzig.


A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, Augustinusfonden, Oak Foundation, Den Faberske Fond, Beckett-fonden, TOYOTA-fonden, Hindsgavl Slot, Frimodt-Heineke Fonden, Oticon Fonden, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-Sørensen Piano




Heitor Villa – Lobos (1887 – 1959)

Bachiana Brasileiras n.4 - Preludio, Choral, Aria,

Dance

Robert Schumann (1810 – 1856)

Carnaval op.9 (1) Préambule (2) Pierrot (3) Arlequin (4) Valse noble (5) Eusebius (6) Florestan (7) Coquette (8) Réplique (9) Papillons (10) A.S.C.H.-S.C.H.A. (Lettres dansantes) (11) Chiarina (12) Chopin (13) Estrella (14) Reconnaissance (15) Pantalon et Colombine (16) Valse allemande (17) Intermezzo: Paganini (18) Aveu (19) Promenade (20) Pause (21) Marche des "Davidsbündler" contre les Philistins

15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.)

17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Trio con Brio Copenhagen + Henschel Quartett (DK + D)



Heitor Villa-Lobos

Heitor Villa-Lobos (March 5, 1887 – November 17, 1959) was a Brazilian composer, described as "the single most significant creative figure in 20th-century Brazilian art music". He wrote numerous orchestral, chamber, instrumental and vocal works. His music was influenced by both Brazilian folk music and by stylistic elements from the European classical tradition, as exemplified by his Bachianas Brasileiras ("Brazilian Bach-pieces"). Robert Schumann

The son of a bookseller, Robert soon became absorbed in literature, particularly that of the German Romantic writers E.T.A.Hoffmann and Johann Paul Richter. He studied piano with the German teacher Friedrich Wieck, but a permanent injury to one of his fingers forced him to abandon the career of pianist. One of the most archetypal of Romantic composers, Schumann characterised himself in two imaginary figures, the forceful Florestan and the poetic Eusebius, whose names he signed to his critical articles and whose musical portraits he drew in his piano suite Carnaval (1834-1835). Each piece in Carneval has a title, and the work as a whole is a musical representation of an elaborate and imaginative masked ball during carnival season.

Sylvia Thereza Born in Rio de Janeiro, Brazil, Sylvia Thereza has been considered one of the best pianists of South-America. First Prize Winner of fifteen Competitions, including; Nelson Freire National Piano Competition. She had performed in South America, United States and Europe, both as recitalist, soloist and chamber musician. After nine years of intensive studies with Brazilian teacher Maria da Penha (pupil of Marguerite Long, Jacques Février and Josef Turcsinsky), Sylvia received a scholarship, after an audition in New York, to study under the supervision of the Russian pianist Bella Davidovich, with whom she did an intensive work in New York for two years. Back to Brazil, she continued to study with the great Brazilian teacher and manager Myrian Dauelsberg at the Masters Graduation Course of the Federal University of Rio de Janeiro. In 2005, she was one of the five pianists that were selected in South America to illustrate a Kurt Masur Lecture of the Five Beethoven Piano Concerto, playing N.5 'Emperor' concerto, and also to illustrate the Lecture “Singing on the Piano Playing” of the Great Singer Ileana Cotrubas. Her musical background includes lessons and Master Classes with: Nelson Freire, Paul Badura-Skoda, Sergei Dorensky, Ludmila Lazar , Alain Motard and Maria João Pires, with whom she is currently studying in Bahia, Brazil.



Georg Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond, Det Obelske Familiefond, Solistforeningen af 1921, Knud Højgaards Fond, Juhl-Sørensen Piano½

17:00 Koncertintroduktion v. Valdemar Lønsted 20:00 Lars Ulrik Mortensen, cembalo, med Dame Emma Kirkby, sopran (DK/UK)



15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.)

17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Trio con Brio Copenhagen + Henschel Quartett (DK + D)


Trio con Brio Copenhagen + Henschel Quartett (DK + D) Henschel Quartett: Christoph Henschel (violin), Alexander Butz (violin), Monika Henschel-Schwind (bratsch), Mathias Beyer-Karlshøj (cello) Trio con Brio Copenhagen: Jens Elvekjær (klaver), Soo-Kyung Hong (cello) og Soo-Jin Hong (violin)

Robert Schumann (1810 -1856)

Klaverkvartet i es-dur, op. 47 (1842) I. Sostenuto assai. Allegro ma non troppo II. Scherzo. Molto vivace III. Andante cantabile IV. Finale. Vivace

---- PAUSE ----

Antonin Dvorak (1841 - 1904)

Strygesekstet i a-dur, op. 48 (1878) I. Allegro. Moderato II. Dumka. Poco allegretto III. Furiant. Presto IV. Finale. Tema con variazioni. Allegretto grazioso, quasi andantino

15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.) 17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Trio con Brio Copenhagen + Henschel Quartett (DK + D)



Musikken

Schumanns klaverkvartet er en af frugterne fra hans såkaldte kammermusikår, 1842, hvor han pludselig – med voldsom appetit – kastede sig over denne genre som han ellers hidtil havde negligeret, ikke mindst til fordel for hans eget instrument, klaveret, suppleret med en sanger når det gjaldt liederne. Efter at kammermusikåret var indledt med hele tre strygekvartetter vendte klaveret dog stærkt tilbage i både en klaverkvintet og en klaverkvartet. Klaverkvartetten er det mere intime af de to værker, og i den langsomme tredjesats er den store liedkomponist endda tæt på at få smuglet en sanger eller to med, så der kan synges den ømmeste og mest uforblommet romantiske duet man kan tænke sig, dog uden at man hører et eneste ord, idet det i virkeligheden er en cello og en violin som man her hører erklære hinanden deres kærlighed. Dvoraks sekstet stammer fra en – højproduktiv – periode i hans komponistliv, hvor hans musik begyndte at lyde mere og mere tjekkisk (eller bøhmisk eller slavisk om man vil) og mindre og mindre tysk. En komité i Wien, hvis medlemmer talte bl.a. Brahms og den indflydelsesrige kritiker Eduard Hanslick, havde i flere omgange tildelt ham et anseligt statsstipendium. Det var Dvoraks første anerkendelse uden for hjemstavnen, og han reagerede, som man sikkert havde håbet, med en byge af nye værker.

Brahms nøjedes dog ikke med at afgive sin stemme i en komité, han sørgede for, at hans egen forlægger afgav en bestilling til Dvorak. Fra den side ønskede man noget i stil med Brahms’ egne – og yderst populære – Ungarske danse fra Dvorak, og han skuffede ikke. De Slaviske danse (op. 46) blev en stor succes, og Dvorak fortsatte straks i samme “slaviske” stil (hvor han tydeligvis havde det som en fisk i vandet) med strygesekstetten (op. 48), hvor de folkemusikinspirerede melodier og rytmer ubesværet forenes med en musikalsk lyrik der har sine rødder i Brahms’ og Schuberts Wien. Ulrik D. Andersen

15:30 Sylvia Thereza, klaver (Bras.) 17:30 Koncertintroduktion v. Jesper Lützhøft 18:15 (ca.): Aftenmenu i restauranten 20:30 Trio con Brio Copenhagen + Henschel Quartett (DK + D)



Henschel Quartett

Henschel Kvartetten blev grundlagt som kvartet i 1988 efter et møde med den berømte Amadeus Kvartet, og i 1994 fandt de tre Henschel-søskende den ideelle cello-partner i Mathias Beyer-Karlshøj, barnebarn af medlemmernes lærer i München, Prof. Franz Beyer. Med stor succes i internationale konkurrencer og med rosende anmeldelser i ryggen blev vejen hurtigt banet til at indtræde i den internationale superliga for strygekvartetter. Kvartettens CD-indspilninger er blevet fantastisk modtaget, med kritikerpriser i Tyskland, nomineringer og kåringer bl.a. på MIDEM awards i Cannes, og med top-placering på den japanske HMV-liste med deres Mendelssohn-indspilning. Og apropos Mendelssohn (og Mendelssohn-året): i en stor sammenligning af samtlige eksisterende komplette indspilninger af komponistens strygekvartetter blev Henschel Kvartettens valgt som den bedste (foran bl.a. Emerson Kvartetten). Udgangspunktet for kvartettens aktiviteter er München, men Mathias bor desuden i København og er dansk gift. På Hindsgavl i 2010 er Markus desværre forhindret, men erstattes på kompetent vis af Alexander Butz. Alexander er født i Mainz i 1976. Han har bl.a. studeret på “Universität der Künste Berlin” og på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Serguei Azizian, violin, og hos professor Tim Frederiksen, bratsch og kammermusik. I 2006 blev han optaget i solistklassen på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium hos professor Serguei Azizian. Alexander Butz har siden 2004 været ansat i Gewandhausorchester Leipzig.

Trio con Brio Copenhagen

Med lynets hast, efter trioen blev dannet 1999 i Wien, etablerede ensemblet si

New SAMLING AF PROGRAMMER TIL HINDSGAVL FESTIVAL, 4. til...

Documents

Transcript of New SAMLING AF PROGRAMMER TIL HINDSGAVL FESTIVAL, 4. til...