Område: Ondskab i litteraturen

Fag: Engelsk A & tysk A

Opgaveformulering:

Der ønskes en redegørelse for ondskab som filosofisk begreb.

Med udgangspunkt i redegørelsen ønskes en analyse og fortolkning af, hvordan ondskaben frem-

stilles i henholdsvis Ian McEwans roman Atonement (2001) og Bernhard Schlinks roman Der Vorle-

ser (1997).

Der ønskes herunder en vurdering af fiktionens muligheder for at bidrage til en fortolkning og for-

ståelse af begrebet ondskab.

20-12-2011

Side 2 af 23

Abstract

Evil in Literature

This study investigates the concept of evil in philosophy by means of advancing a typology which is

further elaborated by analyses of the German philosopher Immanuel Kant’s theory of radical evil

and of the German American philosopher Hannah Arendt’s theory of the banality of evil. When the

analysis and interpretation of evil as it finds expression in the novel Atonement by Ian McEwan

and the novel Der Vorleser by Bernhard Schlink is based on an attempt at categorizing it as a type,

the philosophical theory is suddenly challenged. The sharp boundary lines between the categories

are broken down by the crimes of the fictional characters and this gives rise to a discussion of the

interrelation between philosophy and fiction. It is stated that fiction has access to our emotional

life to a greater extent than philosophy and thereby fiction can serve as an important supplement

to philosophy in order to come to an understanding of the concept of evil. Even though fiction or

art in general can provide the basis of the reflection we need in order to know right from wrong,

we as human beings are both good and evil and art alone does not have what it takes to definitive-

ly get rid of the evil of the world. This demands a justification of the existence of the luxurious art

in a world of evil and it is concluded that if art makes a purpose out of exploring evil it can perhaps

make us translate reflection into action.

20-12-2011

Side 3 af 23

Indholdsfortegnelse

1. Indledning ........................................................................................................................................ 4

2. Ondskabens fænomenologi ............................................................................................................. 4

2.1 Brudfladen mellem teologi, psykologi og filosofi ....................................................................... 4

2.2 Ondskabens antropologi og typologi ......................................................................................... 6

3. Ondskabens fiktive udfoldelser ........................................................................................................ 9

3.1 Paralleller mellem Atonement og Der Vorleser .......................................................................... 9

3.1.1 Hensigten og uvidenhedens retfærdiggørelse .................................................................... 9

3.1.2 Rollen som offerlam .......................................................................................................... 12

3.2 Indspark til ondskabens banalitet fra to fronter ...................................................................... 14

3.2.1 Forvrænget kantianisme .................................................................................................... 14

3.2.2 Den indre monolog og det fiktive univers ......................................................................... 16

3.3 Ondskaben i teori og praksis – i filosofi og fiktion ................................................................... 18

4. Ondskabens sprog .......................................................................................................................... 18

4.1 Symbolik og eksistens ............................................................................................................... 19

4.2 Mellem forståelse og fordømmelse ......................................................................................... 19

4.3 Kunstens retfærdiggørelse ....................................................................................................... 21

5. Konklusion ...................................................................................................................................... 22

6. Litteraturliste .................................................................................................................................. 23

6.1 Bøger ........................................................................................................................................ 23

6.2 Internetsider ............................................................................................................................. 23

20-12-2011

Side 4 af 23

1. Indledning

Hvad er ondskab, og hvordan kan ondskaben forstås forudsat, at den overhovedet eksisterer?

Ondskab kan ikke eksistere uden godhed, og noget er kun ondt i forhold til noget godt. Ondskab

mangler substans, da det er en egenskab ved noget andet, og den har i sin ubegribelighed en

stærk tiltrækningskraft, idet den udfordrer vores intellektuelle evner. De fleste forklaringer på

ondskaben er egentlig bortforklaringer, men forståelsen af begrebet er uløseligt forbundet med, at

vi som mennesker er i besiddelse af en fri vilje – friheden til at vælge det onde.

Der skal her gøres nogle indledende bemærkninger om teologiens og psykologiens

forståelse af ondskab for at indkredse opgavens fokus til filosofiens område. En konkretisering af

begrebet vil tage udgangspunkt i filosoffen Lars Svendsens ondskabstypologi, der udbygges med

filosofferne Immanuel Kant og Hannah Arendts teorier om begrebet. Teorien undersøges i praksis

ved at lade analysen og fortolkningen af Atonement og Der Vorleser kredse om forsøget på at ka-

tegorisere ondskaben, som den fremstilles i romanerne. Fiktionens muligheder for at bidrage til en

forståelse af begrebet vil blive afdækket igennem fortolkningen, der ledes over i en belysning af,

hvordan fiktionen kan udtrykke ondskaben.

2. Ondskabens fænomenologi

2.1 Brudfladen mellem teologi, psykologi og filosofi

Ondskabsbegrebet synes i den senere tid at opleve en renæssance efter længe at have stået i lav

kurs.1 Det er et abstrakt og komplekst begreb, som ingen af grenene inden for videnskaben rigtig

synes at ville kendes ved. Det kan skyldes, at begrebet i sin uhåndgribelighed har det med at for-

tone sig og smutte væk mellem vore hænder, når vi forsøger at tillægge det bestemte egenskaber.

Så længe forklaringerne af begrebet i sin egentlige forstand er bortforklaringer, der på forskellig vis

vil hævde, at ondskab slet ikke findes, mister det sin mening og vil således på ingen måde være et

formålstjenstligt begreb, der kan bidrage til forståelsen af os som mennesker.

Inden for kristen teologi har ondskabsbegrebet på sin vis en simpel udformning, da

det er knyttet til Djævelen som personificering af ondskaben, men det giver samtidig Gud et for-

klaringsproblem, for hvordan kan der overhovedet være ondskab og lidelse i verden, hvis Gud er

algod og almægtig? Sådan lyder det ondes problem, senere kaldet teodicéproblemet, og teodicé-

1 Svendsen, 2010, s. 7.

20-12-2011

Side 5 af 23

erne (Teo: gr. ”Gud”, dike: gr. ”ret”, ”retfærdighed”, ”retssag”), der forsøger at retfærdiggøre og

frikende Gud ved at fritage ham ansvaret for lidelsen, findes i adskillige afskygninger.2 Man kan

pege på, at Gud jo har udstyret os med den frie vilje. Det var den, der førte til Syndefaldet3, da

vores frie vilje gjorde det muligt for slangen at forlede os til at modsætte os Guds befaling og spise

af ”træet til kundskab om godt og ondt”4. Mod denne teodicé kan man imidlertid indvende, at

besiddelsen af den frie vilje ikke nødvendigvis må føre til, at vi nogle gange vælger det onde, og

man kan stadig bebrejde Gud, at han i sin almægtighed ikke har indrettet verden således, at vi blot

bruger vores frie vilje til at vælge det gode. Andre teodicéer lyder, at vi trods alt lever i den bedste

af alle verdener eller, at det onde egentligt er godt, og at det blot må tilskrives vores mangelfulde

erkendelse, når det for os synes at være ondt. Fælles for teodicéerne er, at de netop snarere bort-

forklarer fænomenet ondskab og dermed verdens lidelser, end de forklarer Guds godhed og ret-

færdighed. Det ses måske tydeligst af den teodicé, der tager al selvstændig magt ud af fænomenet

ved at forklare det som fravær af godhed,5 og som i øvrigt skal vise sig at kunne danne et besyn-

derligt forbindelsesled mellem samtlige af felterne teologi, psykologi og filosofi.

Det, som for teologien er en ældgammel teodicé, bliver for psykologien en aktuel

forklaring på begrebet ondskab – vel at mærke i en sekulariseret referenceramme, hvor begrebet

er løftet ud af fordums mytologi. En af psykologiens teorier om ondskab er, at det slet ikke er et

begreb, der kan placeres i ontologien. Ondskab eksisterer kun som privation – altså som mangel

på godhed. I sig selv har ondskaben ikke nogen væren – ikke nogen realitet – og kan ikke betragtes

som havende selvstændig eksistens i form af positiv kraft. Ud fra en mere typisk adfærdspsykolo-

gisk tilgangsvinkel bliver menneskets destruktive handlinger dermed en reaktion på de påvirknin-

ger, det har været udsat for, og dets ugerninger er blot virkninger af årsager. Ondskaben kan med

andre ord kausalforklares, hvorved dens kvalitet forsvinder.6,7

Selv ikke i filosofiens verden er opfattelsen af ondskab som privation ukendt; den kan

faktisk spores helt tilbage til Platon. I hulelignelsen, som er skrevet i første halvdel af 300-tallet

2 Møller, 2011, s. 114-115. 3 1. Mosebog 3. 4 1. Mosebog 2:9. 5 Møller, 2011, s. 115-118. 6 Brinkmann, 2003, s. 334-344. 7 Det skal her bemærkes, at gennemgangen af teologien og psykologien ikke er ment som udtømmende fremstillinger. Felterne omfatter hver især andre belysninger af begrebet ondskab, men filosofien vil her være i fokus af hensyn til opgavens samlede udformning.

20-12-2011

Side 6 af 23

f.Kr., beskriver han, hvordan den sansbare virkelighed – fænomenernes verden – er afledt af de

idéer og former, der udgør idéernes verden. Idéerne udgør en norm for fænomenerne, men kun i

idéernes findes de fuldkomne former, som fænomenerne er en ufuldkommen afglans af.8 Ondskab

vil ikke kunne findes som idé og eksisterer kun i fænomenernes verden som en afart af ”det Godes

idé”.9 I denne optik vil svaret på spørgsmålet om, hvor ondskaben kommer fra, være, at det er

menneskene, der har bragt den ind i verden. Ondskab bliver dermed i allerhøjeste grad et menne-

skeligt problem, og det at betegne ondskab som umenneskelig mister sin validitet. På den måde

kan forståelsen af ondskabsbegrebet placeres inden for eksistensfilosofien, hvis centraltema jo er

menneskets forsøg på at finde mening med livet, for hvordan er det overhovedet muligt for os at

leve et godt liv, hvis ondskab handler om mellemmenneskelige relationer?

Denne placering af ondskaben inden for eksistensfilosofien gør det ikke til et mindre

abstrakt begreb, men det gør det dog mere plausibelt, at det er inden for dette felt, vi skal finde

grundlaget for afdækningen af ondskabens fænomenologi. En måde, hvorpå begrebet kan konkre-

tiseres, er gennem en ondskabstypologi lignende den, filosoffen Lars Svendsen opstiller i værket

Ondskabens filosofi, hvor han behandler henholdsvis den dæmoniske, den instrumentelle, den

idealistiske og den dumme ondskab.10 I værket trækker han på et utal af tænkere og teoretikere,

men primært inddrager han Immanuel Kant og Hannah Arendt i sin anskueliggørelse og diskussion

af begrebet.

2.2 Ondskabens antropologi og typologi

Det afgørende punkt, når det kommer til ondskabens antropologi ligger i, hvorvidt mennesket kan

betegnes som værende godt eller ondt. Rent logisk kan der, som Svendsen påpeger, kun findes fire

mulige svar på dette spørgsmål, nemlig at mennesket er godt, at mennesket er ondt, at mennesket

hverken er godt eller ondt, og at mennesket er både godt og ondt. Med henblik på at nærme sig et

svar henviser Svendsen til kompleksiteten i vores handlingsliv og den frihed, der er forbundet med

vores handlen. Friheden bliver da i den enkelte handling en operativ frihed til godt eller ondt, men

netop i kraft af vores frihed kan vi ikke definitivt slutte til det generelle således, at vores natur en-

tydigt kan betegnes som værende enten god eller ond. Grundlæggende set er vi både gode og

onde, og vores natur skal forstås som en dualitet mellem godt og ondt. Det vil endvidere som be-

8 Platon, 1996, s. 18-24. 9 Platon, 1996, s. 21, l. 218. 10 Svendsen, 2010, s. 62-64.

20-12-2011

Side 7 af 23

mærkning til ondskabens typologi være nødvendigt at foretage en sondring mellem det naturlige

onde og det moralske onde. Det naturlige onde har en ikke-menneskelig oprindelse, mens det mo-

ralske onde dækker over påført lidelse forårsaget af en fri aktør, hvad enten årsagen skal findes i

intentionen eller tankeløsheden, og således beskæftiger følgende ondskabstypologi sig udeluk-

kende med det moralske onde ved det menneskelige handlingsliv.11

Den dæmoniske ondskab defineres som det ”at gøre noget ondt, fordi det er ondt.”12

Ud fra denne definition vil den dæmoniske ondskab have karakter af at være selvtilstrækkelig og

at finde sted for sin egen skyld. Denne form for ondskab er Svendsen imidlertid på grænsen til helt

at afskrive som reelt forekommende. Han peger på, at selv et ønske, som i sig selv åbenlyst er af

det onde, må have en snert af det gode i sig, idet det indebærer en tilfredsstillelse for den hand-

lende selv. Dermed indfører han begreberne om det subjektivt og det objektivt onde. Vi gør ikke

det onde, fordi selve egenskaben at være ond tiltrækker, men fordi vi opfatter handlingen som et

subjektivt gode. Det leder os hen til den instrumentelle ondskab, da den dæmoniske ondskab såle-

des vil være reduceret til en variant af denne.13

Ved den instrumentelle ondskab forstås, ”at aktører gør noget ondt, for at opnå no-

get andet vel vidende, at det er ondt.”14 Den instrumentelle ondskab mangler egenværdi, idet den

udelukkende er relateret til midlerne. I selve handlingen finder aktøren egentlig ikke glæde, men

det centrale er, at opnåelsen af målet er sat over hensynet til aktørens viden om, at handlingen er

ond. Han har med andre ord erkendt, hvad der er ondt og gør det onde med overlæg. I afdæknin-

gen af bevæggrundene til en sådan handling udlægger Kant det i sit begreb om det radikale onde

sådan, at egenkærligheden er blevet sat over moralloven. Med ordet radikal mener Kant ikke en

særlig form for yderliggående ondskab. Han bruger det derimod i sin oprindelige etymologiske

betydning som en slags urondskab, der har rod i den menneskelige natur, og som går forud for alle

umoralske handlinger og fordærvelsen af viljen.15 Tilstedeværelsen af det radikale onde er forud-

sætningen for dannelsen af enhver maksime, og det er selve overtrædelsen af moralloven, der

giver indsigt i menneskets frihed. Moralloven motiverer i sig selv ingen handlinger; vores eneste

11 Svendsen, 2010, s. 57-62. 12 Svendsen, 2010, s. 62. 13 Svendsen, 2010, s. 62, s. 64-81. 14 Svendsen, 2010, s. 63. 15 Bernstein, 2002, s. 28.

20-12-2011

Side 8 af 23

kilde til den er en følelse af skyld, og overtrædelsen af ens pligter forklares gennem valget af mak-

simer. Således tilskrives ondskaben hos Kant menneskets frie vilje.16

Den idealistiske ondskab kendetegnes ved, ”at aktørerne gør noget ondt i den tro, at

de gør noget godt.”17 Den idealistiske onde betragter sig selv som repræsentant for det gode,

selvom de enkelte handlinger er beklagelige. Den idealistiske ondskab skal forstås gennem be-

grebsparret ”os” og ”dem” i den forstand, at det udelukkende er aktørens ofre, der tillægges de

moralske onde egenskaber. Det kan ikke være aktøren selv, der er ond, da han har et højere for-

mål og er forkæmper for et højere gode. Den instrumentelle og den idealistiske onde aktør vil dog

begge det gode, men forskellen er, at den idealistiske onde vil det, han opfatter som det objektivt

gode, mens den instrumentelle onde blot forfølger det subjektivt gode.18

Den dumme ondskab betegner den form for ondskab, der falder uden for både den

instrumentelle og den idealistiske ondskab og adskiller sig, idet den er karakteriseret ved, ”at aktø-

rerne handler uden egentlig at tænke over, hvorvidt det, de gør, er godt eller ondt.”19 Begreberne

godt og ondt er dog ikke fremmede for dem, men de tænker forkert, og ondskaben bliver et ud-

tryk for tankeløshed eller fravær af refleksion. Dumheden refererer her ikke til manglende intelli-

gens, men derimod til manglende kundskab og dømmekraft.20 Hannah Arendt beskriver dette fæ-

nomen som ondskabens banalitet, men begrebet er ikke klart defineret hos hende som et bidrag

til forståelsen af ondskabens natur; det er produktet af det indgående studie, hun foretog af den

tyske SS-officer Adolf Eichmann under retssagen mod ham i 1961. I bogen Eichmann in Jerusalem

står skikkelsen Eichmann som personificeringen af den proces, der førte til udviklingen af Arendts

ondskabsbegreb, hvilket kommet til udtryk i hendes kommentering af hans sidste ord inden hen-

rettelsen ved hængning: ”It was as though in those last minutes he [Eichmann] was summing up

the lesson that this long course in human wickedness had taught us–the lesson of the fearsome,

word-and-thought-defying banality of evil.”21 Hvad Arendt erfarede, når hans karakter blev gjort til

genstand for en granskning, var, at han til hendes store forfærdelse var alt for menneskelig: “I was

struck by a manifest shallowness in the doer that made it impossible to trace the uncontestable

16 Svendsen, 2010, s. 63, s. 82-90. 17 Svendsen, 2010, s. 63. 18 Svendsen, 2010, s. 63, s. 81, s. 90-100. 19 Svendsen, 2010, s. 63. 20 Svendsen, 2010, s. 63-64, s. 101-135. 21 Arendt, 1964, s. 118.

20-12-2011

Side 9 af 23

evil of his deeds to any deeper level of roots or motives. The deeds were monstrous, but the doer

(...) was quite ordinary, commonplace, and neither demonic nor monstrous (...) it was not stupidi-

ty, but thoughtlessness.”22 Arendt fandt aldrig den bestialske fanatiker i ophavsmanden til de uhyr-

lige forbrydelser, som hun havde ventet. Han udeblev, og hvad man så, når man kom bag om ond-

skaben var, at den var så ulideligt banal, at den for hende kom til at stå som noget dybt forstem-

mende, der kun kunne karakteriseres som mangel på tænkning.

Dermed lades typologien være opstillet, men en sådan inddeling vil i dens skelnen

mellem de forskellige typer af ondskab være af teoretisk karakter, og skellene skal også opfattes

tentative således, at der i realiteten vil forekomme grænsetilfælde og blandingstyper. Teorien skal

derfor her gøres til genstand for en afprøvning i praksis, der vil omfatte et forsøg på at kategorise-

re fremstillingen af ondskaben som, den fremstilles i henholdsvis Atonement og Der Vorleser.

3. Ondskabens fiktive udfoldelser

3.1 Paralleller mellem Atonement og Der Vorleser

Fælles for Atonement og Der Vorleser er, at stærkt intense kærlighedsforhold, der i deres bratte

afslutning opleves aldeles hjerteskærende, danner rammen om to fortællinger, der hver især

gemmer på uanede øvrige aspekter. Som det centrale omdrejningspunkt for begge handlinger står

den forfærdelige forbrydelse, hvori hovedpersonerne Briony og Hanna hver især gør sig skyldige,

men hvor det i Atonement drejer sig om den personlige skyld, er det problemstillingen om den

kollektive skyld, afledt af forbrydelser mod menneskeheden, der er i spil i Der Vorleser. Spørgsmå-

let er, hvorvidt de to karakterer kan betegnes som værende skyldige og endeligt som værende

onde, og således må afdækningen heraf tage udgangspunkt i motivet for deres handling.

3.1.1 Hensigten og uvidenhedens retfærdiggørelse

I spørgsmålet om hvor stor en del af skylden Briony og Hanna bærer afhænger meget af, hvorvidt

man vil dømme efter deres motiv eller konsekvensen af deres handlinger. Fælles for deres forbry-

delser er, at de begge får katastrofalt ødelæggende følger, men fælles er også det, at udfaldet er

uforholdsmæssigt vidtrækkende sammenholdt med deres oprindelige hensigt. Hos begge er der

en potentielt formildende omstændighed, nemlig den at Briony er et barn, og at Hanna er analfa-

22 Arendt, 1978, volume 1, s. 4.

20-12-2011

Side 10 af 23

bet, men kan en sådan form for uvidenhed som forklaring på baggrunden for deres handlinger på

nogen måde gøre dem mere uskyldige og dermed frikende dem?

Brionys forbrydelse består i, at hun uretmæssigt anklager Robbie for voldtægt og

vidner falskt imod ham, så han bliver dømt og sat i fængsel, selvom han er helt og aldeles uskyldig.

Tilfældet vil, at hun lægger sin vej forbi biblioteket, hvorfra hun hører fjerne indistinkte lyde, der

får hende til at åbne døren lige netop i det øjeblik, hvor hun tror, at hun griber Robbie på fersk

gerning. Forinden har hun fra sit skjul bag vinduesruden været vidne til, at en skelsættende scene

udspillede sig foran fontænen, som i kraft af de to involveredes sindsbevægelse og irrationelle

opførsel har taget sig yderst kryptisk ud set på afstand. Briony udlægger det sådan, at Robbie har

befalet Cecilia at smide tøjet og dykke ned i fontænen, og at hun som et udslag af den besynderli-

ge magt, Robbie skulle have over hende, ikke vover at være ulydig. Opfyldt af dette sanseindtryk

og dets mystik støder hun på Robbie, som stikker et brev i hånden på hende og beder hende løbe i

forvejen og aflevere det til Cecilia. Briony kan selvfølgelig ikke dy sig for at åbne brevet og forfær-

des øjeblikkeligt af den obskønitet, hendes øjne uvægerligt løber ned over, og som i øvrigt har

sneget sig ind i brevet ved en fejltagelse. Det sætter hendes i forvejen uligevægtige sindstilstand

på spidsen, og da hun senere åbner døren til biblioteket, fordrejer det, hun mener at vide, hendes

bearbejdning af det foregående: “His left hand was behind her neck, gripping her hair, and with his

right he held her forearm which was raised in protest, or self-defence.”23 Briony fejlfortolker deres

akt fuldstændigt og opfatter det tag af passion Robbie har i Cecilia som et voldsovergreb, og det

bliver gjort tydeligt, at hun er alt for ung til at forstå, hvad hun ser. Hendes barnlige uskyld danner

sammen med hendes gammelkloge og retskafne karakter en farlig cocktail, der gør, at hun ikke

tvivler på sin evne til at gennemskue, hvad der er på færde. Hun får lagt sammen på de uheldige

begivenheder på en sådan måde, at hun er overbevist om, at Robbie må være den skyldige, da den

faktiske voldtægt indtræffer. Hendes falske vidneudsagn sætter herefter en kædereaktion i gang,

der skal vise sig at være uigenkaldelig. Robbie bliver sat i fængsel, der udbryder krig, og han vælger

at lade sig løslade på betingelse af, at han melder sig til hæren, hvorefter han bliver såret og dør af

blodforgiftning på selve stranden ved Dunkerque lige inden evakueringen. Samme år bliver Cecilia

dræbt under et bombeangreb i London ved Balham station, og fuldbyrdelsen af de to elskendes

kærlighed bliver endegyldigt forhindret. At dette ville blive det endelige udfald af hendes ugerning,

23 McEwan, 2010, s. 123.

20-12-2011

Side 11 af 23

kunne Briony næppe have forudset, og hun kan ikke bebrejdes for begivenhedernes videre gang,

men hun kan heller ikke endeligt frikendes for sin forbrydelse.

I modsætning til Briony er Hanna i sine forbrydelser underlagt et totalitært system,

hvis ordrer hun blot parerer. Der skal her ikke herske nogen tvivl om, at de forbrydelser, der blev

begået under Holocaust var så uhyrlige og dybt forkastelige, at de på ingen måde kan retfærdiggø-

res. Det er derimod straks vanskeligere at slå fast, hvem der bærer skylden, og hvem der dermed

skal dømmes. I Der Vorleser problematiseres den tyske befolknings kollektive skyld i passivt at ha-

ve ladet systemet blive så korrumperet og kriminelt over for den personlige skyld i aktivt at have

deltaget i forbrydelserne. Der stilles ikke på noget tidspunkt spørgsmålstegn ved Hannas skyld i de

konkrete forbrydelser. Hun har deltaget aktivt ved at være fangevogter i Auschwitz og senere i den

lille annekslejr Krakow uden for Auschwitz, hvor hun hver måned var med til at bestemme, hvem

der skulle sendes tilbage til Auschwitz for endeligt at blive slået ihjel, men hvor langt ned i syste-

mets rækker er skylden at spore, og er man i dag stadig skyldig blot ved at være tysker? Det er

uden tvivl et spørgsmål, der ligger dybt i enhver tyskers bevidsthed, og det er netop det, Schlink

berører. I Der Vorleser er dette forhold yderligere sat på spidsen i kraft af Hannas analfabetisme.

Hun meldte sig ganske vist frivilligt hos SS, hvilket hun også selv indrømmer under retssagen. I

hvor høj grad, hun selv bestemte sig for at lade sig involvere i de endelige forbrydelser, er gen-

stand for stor spekulation i Michaels indre monologer: “(…) Hanna hatte sich nicht für das Verbre-

chen entschieden. Sie hatte sich gegen die Beförderung bei Siemens entschieden und war in die

Tätigkeit als Aufseherin hineingeraten.“24 Denne udlægning vil givetvis være farvet af Michaels

behov for at bearbejde sit forhold til Hanna: ”(…) war ich schuldig, weil ich eine Verbrecherin ge-

liebt hatte.“25 Han føler sig besudlet og til en vis grad medskyldig, fordi han har elsket hende og

gør op med sig selv, at det eneste hun selv besluttede sig for var at afslå forfremmelsen som grup-

pearbejdsleder hos Siemens, og sådan havnede hun uforvarende som fangevogter. Grunden til, at

hun afslog forfremmelsen, var frygten for at blive afsløret som analfabet, hvilket en højere stilling

ville medføre. Hun så det som sin eneste redning at melde sig til SS, hvilket i øvrigt foregik be-

kvemt gennem Siemens. Det ændrer dog ikke på det forhold, at hun meldte sig frivilligt, men til

hendes forsvar må systemet også bære sin del af skylden.

24 Schlink, 1995, s. 128. 25 Schlink, 1995, s. 129.

20-12-2011

Side 12 af 23

Fælles for Brionys og Hannas forbrydelse er, at de er meget alvorlige, hvis man skal dømme efter

det endelige udfald, men betydeligt mildere, når deres oprindelige hensigt tages i betragtning. Det

må gælde som en almen regel, at et menneske kun kan bebrejdes for ikke at have handlet ander-

ledes, hvis det har haft muligheden for at handle anderledes. De formildende omstændigheder

kan således hverken frikende Briony eller Hanna. Briony er ganske vist kun et barn, men hvis man

af den grund må anse hende for at være uskyldig, kræver det evidens for, at hun er helt uden be-

greb om moral. Det vil man kunne se hos et spædbarn, der endnu ikke har udviklet en bevidsthed,

men det vil ikke engang kunne betegnes som uskyldigt, da det ikke har muligheden for at fejle mo-

ralsk. Briony må med sine tretten år for længst have udviklet en bevidsthed, og hun må også siges

at have haft muligheden for at handle anderledes. Hanna er ganske vist analfabet, og man kan

pege på, at det nok ville have været svært for hende at finde et andet arbejde, hvor hendes handi-

cap ikke var blevet afsløret, men i og med, at det er et frit valg, hun foretager, må også hun have

kunnet handle anderledes. Således har deres frie vilje ikke været indskrænket, men alligevel bru-

ger de den til at vælge det onde, og de gør sig i deres handlen skyldige i et moralsk onde.26

3.1.2 Rollen som offerlam

Forargelsen melder sig i Atonement og Der Vorleser, når man bliver bekendt med forbrydelserne

begået af hovedpersonerne. Forarget bliver man på Briony, når hun endegyldigt tilintetgør alle

muligheder for opfyldelsen af Robbie og Cecilias kærlighed. Forarget bliver man på Hanna, når

hendes dunkle fortid kommer frem, der vanhelliger hende og Michaels passionsfyldte forhold, idet

hun har ført ham bag lyset. Alligevel kommer forbryderne i sidste ende til at fremstå som ofre.

Briony har erkendt sin absolutte skyld, når man møder hende igen som attenårig i

romanens tredje del. Selv har hun på intet tidspunkt forsøgt at retfærdiggøre sin ugerning, som

hun tværtimod angrer dybt. Hun har nedfældet den hårde dom over sig selv, at hun må bruge re-

sten af sit liv på at sone sin skyld, og som et led i denne soning har hun afstået sin optagelsesplads

på Cambridge og er i stedet blevet sygeplejeelev, idet hun håber at kunne gøre en forskel for

krigsofrene. Til allersidst i romanen erfarer man, at hun har været nødt til at skabe sig en fiktiv

virkelighed for at gøre sin ugerning god igen, og således afslører romanens metafortælling sig.

Robbie og Cecilia blev aldrig genforenet i virkeligheden, men kun i den roman, Briony som en ren-

selsesproces har skrevet på hele sit liv i et forsøg på at opnå soning. Hun har omskrevet virke-

26 Jf. Svendsen, 2010, s. 60, s. 62 og s. 137-138.

20-12-2011

Side 13 af 23

ligheden uden, at det har bragt hende tættere på tilgivelsen: “The problem these fifty-nine years

has been this: how can a novelist achieve atonement when, with her absolute power of deciding

outcomes, she is also God? There is no one, no entity or higher form that she can appeal to, or be

reconciled with, or that can forgive her.”27 Hun har straffet sig selv med sin livslange bodsgang,

hun har ikke forundt sig selv nogen glæder, hun har knap nok tilladt sig selv at leve, og således har

hun ofret sit liv til den evige soning af den skyld, hun ikke kan komme af med. Kun i fiktionen har

hun kunnet give Robbie og Cecilia det, de aldrig fik i livet: “I gave them happiness, but I was not so

self-serving as to let them forgive me.”28 Hun blev i udgangspunktet offer for sin egen livlige fanta-

si, men den er ikke så stærk, at hun kan fantasere sig til tilgivelsen.

Hanna derimod bliver tilkendt sin straf af retssystemet. En hel gruppe af kvindelige

fangevogtere er anklaget sammen med hende, men hun har endnu engang sin analfabetisme imod

sig. Gruppen af kvinder står anklaget for at have ladet en flok jøder brænde ihjel i en kirke, fordi de

holdt dem indespærret og ikke lukkede dem ud, da den blev ramt af et bombeangreb. Under rets-

sagen fastholder Hanna, at de i fællesskab overvejede, hvad der skulle stå i rapporten, og at hun

ikke har skrevet den, hvilket hun jo umuligt kan have gjort. Hun bliver imidlertid udpeget af de

øvrige kvinder som den øverste ansvarlige for gruppen og som den, der egenhændigt har skrevet

rapporten. Det medfører, at retten kræver en prøve på hendes håndskrift, hvorpå hun reagerer

ved at blive ganske bestyrtet: ““Meine Schrift? Sie wollen meine Schrift…““29 Hun kan naturligvis

ikke give en prøve på sin håndskrift, men i stedet for blot at lægge det på bordet, hvilket ville have

bevist hendes uskyld i dette forhold, aflægger hun en falsk tilståelse på, at hun har skrevet rappor-

ten: ““Sie brauchen keinen Sachverständigen holen. Ich gebe zu, daß ich den Bericht geschrieben

habe.““30 Hendes frygt for den skam, det vil bringe over hende, hvis der blev indhentet en sagkyn-

dig til at bedømme hendes håndskrift, får hende til at påtage sig skylden for dem alle sammen som

en anden Kristus-figur. Hun bliver idømt livstid, mens de resterende kvinder får nedsat straf, og

sådan ofrer hun sig – ikke af fællesskabsfølelse, men af skamfølelse over sin analfabetisme.

På den måde kommer både Briony og Hanna til at påtage sig mere skyld, end de

egentlig har fortjent, og de bliver ofre for deres egen forbrydelse. Briony idømmer sig selv sin

27 McEwan, 2010, s. 371. 28 McEwan, 2010, s. 372. 29 Schlink, 1995, s. 124. 30 Schlink, 1995, s. 124.

20-12-2011

Side 14 af 23

straf, mens Hanna, idet hun ofrer sig, får den idømt retsligt, men spørgsmålet er, hvor stor en del

af skylden, de egentlig bærer, og i hvilken form for ondskab, de har gjort sig skyldige?

3.2 Indspark til ondskabens banalitet fra to fronter

Det er paradoksalt for, hvordan Atonement og Der Vorleser forholder sig til hinanden, at Briony på

en vis måde opleves som mere ond end Hanna, når den ene trods alt kun aflægger falskt vidneud-

sagn, mens den anden har været direkte involveret i jødeudryddelserne. Det skal vise sig, at det i

begge tilfælde er begrebet om ondskabens banalitet, der er mest interessant at få i spil, når det

gælder forsøget på at kategorisere deres ondskab, og således bliver der lagt pres på begrebet fra

to forskellige fronter.

3.2.1 Forvrænget kantianisme

Under retssagen i Jerusalem påberåbte Eichmann sig til sit forsvar Kants kategoriske imperativ, der

lyder: ”Handle so, daß die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen

Gesetzgebung gelten könne.”31 Eichmann mente at efterleve imperativet, og at han var fri for al

skyld, fordi han blot havde fulgt sine ordrer ovenfra og dermed gjort sin pligt. Denne pligtfølelse og

betingelsesløse udførelse af de udstedte ordre er også at finde hos Hanna, der selv kan forsvare, at

de ikke lukkede fangerne ud af kirken: “Wir hätten sie doch nicht einfach fliehen lassen können!

Wir waren doch dafür verantwortlich….“32 De havde ordre på at vogte over fangerne, og derfor

kunne de ikke lukke dem ud, selvom det indebar, at de blev dræbt. Hannah Arendt påpeger, at

Eichmann faktisk var i stand til at citere Kants kategoriske imperativ nogenlunde korrekt, og han

påstod også at have læst Kants Kritik der praktischen Vernunft. I det, han kaldte sin efterlevelse af

imperativet, har han dog ifølge Arendt fordrejet det til at lyde ”Act in such a way that the Führer, if

he knew your action, would approve it.”33 Han har sat den almengyldige lovgivning lig med Føre-

rens lovgivning og erstattet det eneste princip for alle morallove, nemlig viljens autonomi, med

det, der står i modsætning til pligtens princip, nemlig vælgeevnens heteronomi.34 Maksimen for

hans vilje bunder ikke i hans egen moralske fornuft, men er en udefrakommende norm, han blot

har overtaget. Dette er absolut ikke i tråd med Kants moralfilosofi, da han har ment imperativet

som universelt, uafhængigt af tid og rum og individers egeninteresser. Hvis Eichmann virkelig hav-

31 Kant, 1978/1788, s. 140. 32 Schlink, 1995, s. 122. 33 Arendt, 1964, s. 66. 34 Kant, 1978/1788, s. 144.

20-12-2011

Side 15 af 23

de været kyndig i Kant, ville han heller ikke have kunnet lave denne fejlslutning, da Kant flere ste-

der tager ganske bestemte forbehold i forhold til imperativet: ”(…) daß es ein kategorischer Impe-

rativ sei: Gehorchet der Obrigkeit (in allem, was nicht dem inneren Moralischen widerstreitet)

(…)“35 Man har pligt til at følge sit lands love, men ikke når de direkte strider mod den indre moral.

Kant siger endvidere eksplicit, at man ikke skal adlyde nogen i det, der er direkte ondt: “Der Satz

“man muß Gott mehr gehorchen, als den Menschen” bedeutet nur, daß, wenn die letzten etwas

gebieten, was an sich böse (dem Sittengesetz unmittelbar zuwider) ist, ihnen nicht gehorcht wer-

den darf und soll.“36 Eichmanns tolkning af Kant må betragtes som værende ugyldig, når man ta-

ger de forbrydelser i betragtning, der blev begået under Det Tredje Rige. Man kan være tilbøjelig

til at mene, at Eichmanns ondskab må betegnes som idealistisk, og at slå andre mennesker ihjel i

nazismens navn må også være udtryk for idealistisk ondskab, men grundet den tankeløshed

Arendt fandt ved sit nøje studium af hans karakter, må den idealistiske ondskab siges at være slået

over i den dumme, hvilket måske er et typisk træk, når den synker langt nok ned i rækkerne.

Hvis det er denne form for ondskab, der kendetegner Eichmann, skulle man synes, at

det samme må gælde for Hanna,37 da de har været involveret i samme forbrydelse, og meget ty-

der også på, at Hanna har fulgt sine ordrer lige så blindt som Eichmann. Da dommeren under rets-

sagen spørger hende, om hun ikke var klar over, at hun ved udvælgelserne sendte fangerne i dø-

den, svarer hun: ””Doch, aber die neuen kamen, und die alten mußten Platz machen für die

neuen.””38 Endvidere reflekterer Michael i en indre monolog over bogen om sin tid i lejren skrevet

af den datter, der overlevede kirkebranden; han synes, selvom ingen af fangevogterne optræder

ved navn, at kunne genkende Hanna: “Manchmal glaubte ich, sie in einer Aufseherin zu erkennen,

die jung, schön und in der Erfüllung ihrer Aufgaben von gewissenloser Gewissenhaftigkeit geschil-

dert wurde (…)“39 Netop dette karakteriserer Hannas måde at forholde sig til den situation, hvori

hun er havnet; hun er samvittighedsfuld i opfyldelsen af sin pligt, men samvittighedsløs i sine

handlinger. I selve handlingsøjeblikket har hun været lige så tankeløs som de øvrige anklagede

kvinder, og det er først under retssagen, at hun begynder at reflektere. Også filosoffen Joachim

35 Kant, 1907/1797, s. 371. 36 Kant, 1907/1793, s. 99n. 37 Der er et spidsfindigt sammenfald mellem hovedpersonens navn Hanna Schmitz og Hannah Arendts. Man kunne

have Schlink mistænkt for herigennem at have indlagt en slet skjult metakommentar til Eichmann-sagen og ondska-bens banalitet. 38 Schlink, 1995, s. 106. 39 Schlink, 1995, s. 115.

20-12-2011

Side 16 af 23

Kahl peger på det forhold, at hun overså pligten til at tænke selv og til at danne sig sin egen døm-

mekraft. Det er en pligt, vi har over for os selv til ikke at lade os instrumentalisere. 40 Frygten for at

blive afsløret som analfabet tvinger hende dog til at reflektere, og hun er den eneste af de ankla-

gede kvinder, der genvinder sin moral i og med, at hun er den eneste, der påtager sig den skyld, de

alle bærer og burde have påtaget sig. Paradoksalt nok er hun samtidig den, der bliver kendt skyldig

i at være ansvarlig for et moralsk onde. Hun bliver reddet fra ondskabens banalitet, men kun fordi

et større onde truer hende – nemlig skammen. Denne forbindelse til ondskabens banalitet og den

samtidige anerkendelse af, at Hanna ikke er dæmonisk understøttes af Schlinks egen udlægning af

bogens temaer. Den er ifølge ham ikke blot et litterært bidrag til Holocaust-tematikken, men den

handler mere grundlæggende om, ”was Menschen einander antun und einander schuldig bleiben

können, wie sie, ohne Monster zu sein, die furchtbarsten Verbrechen begehen können (…)“41

3.2.2 Den indre monolog og det fiktive univers

Briony forekommer på en vis måde mere ond end Hanna, men nok mest fordi hun er beskrevet

temmelig usympatisk som en naiv og indbildsk lille pige, hvis eneste motiv for at forhindre Robbie

og Cecilias kærlighed er, at hendes fantasi løber af med hende. Hun er næppe direkte dæmonisk,

men måske oplever hun i sin handling et subjektivt gode som forfatterspire, idet Robbies fængs-

ling vil være den fuldendte dramaturgiske afslutning på den fiktion, der blev sat i gang i hendes

hoved ved overværelsen af scenen foran fontænen. Umiddelbart kunne hendes forbrydelse også

bære præg af den dumme ondskab, idet hun i sin tankeløshed ikke overvejer konsekvenserne af

sin handling. For at klarlægge karakteren af denne tankeløshed trækkes et udvidelsesbegreb ind,

som Hannah Arendt introducerer til ondskabens banalitet.

Som udgangspunkt refererer hun endnu engang tilbage til Kant ligesom, det var til-

fældet med Eichmanns fordrejning af det kategoriske imperativ. Denne gang refererer hun til hans

definition af tænkning, der lyder ”talking with oneself … hence also inwardly listening”42, og

medregner hans påbud: “Always think consistently, in agreement with yourself” (“Jederzeit mit

sich selbst einstimmig denken”)43 Herefter udreder hun, hvad vi kan med en sådan indre samtale:

“The manifestation of the wind of thought is not knowledge; it is the ability to tell right from

40 Kahl, s. 134. 41 Schlink citeret fra Möckel, 2000, s. 69. 42 Kant citeret fra Arendt, 1978, volume 1, s. 186. 43 Kant citeret fra Arendt, 1978, volume 1, s. 187.

20-12-2011

Side 17 af 23

wrong, beautiful from ugly. And this, at the rare moments when the stakes are on the table, may

indeed prevent catastrophes, at least for the self.”44 Det er blandt andet denne indre monolog,

hun mente, at Eichmann manglede, og hvis han var gået i enrum med sig selv og sine tanker, ville

han ikke have gjort sig skyldig i sine forbrydelser. Hvis det også gælder for Briony, må hun ligeledes

mangle denne indre monolog. Eftersom det i udgangspunktet er scenen foran fontænen, der bli-

ver udslagsgivende for hendes forbrydelse, vil det være oplagt at undersøge, hvordan hun bear-

bejder dette indtryk: “The scene by the fountain, its air of ugly threat, and at the end, when both

had gone their separate ways, the luminous absence shimmering above the wetness on the gravel

– all this would have to be reconsidered. With the letter, something elemental, brutal, perhaps

even criminal had been introduced, some principle of darkness, and even in her excitement over

the possibilities, she did not doubt that her sister was in some way threatened and would need

her help.”45 Det er som tidligere nævnt ubestrideligt, at hun fuldstændig fejlfortolker situationen,

men det væsentlige er her, at hun i allerhøjeste grad reflekterer over, hvad det er, hun har været

vidne til. Det må sammenholdes med denne kommentar af Arendt om ondskabens banalitet: ”It

[evil] is ”thought-defying,” as I said, because thought tries to reach some depth, to go to the roots,

and the moment it concerns itself with evil, it is frustrated because there is nothing. That is its

”banality.””46 Bag om ondskaben er der i Brionys tilfælde absolut ikke den blotte intethed – der er

tværtimod livlig tænkning. Endda i selve overværelsen af scenen foran fontænen, hvor hun over-

vejer flere fortolkningsmuligheder, tænker hun således: “(…) how easy it was to get everything

wrong, completely wrong.”47 Hun er optaget af det menneskelige handlingsliv, hvordan man kan

sætte ord på det og ser hver enkelt episode gennem en forfatters øjne. Hun er i høj grad klar over,

at man kan misforstå, hvad der får mennesker til at handle, som de gør. Ud fra sin bedste iagtta-

gelsesevne tillægger hun dem motiver, og sådan skabes hendes fiktion. Hun kommer til at leve i

det fiktive univers eller i sin egen fortælling, og sådan er det, at hendes fantasi kan løbe af med

hende, så hun til sidst er overbevist om, at Robbie virkelig er den skyldige i voldtægten. Hendes

overbevisning bliver også forstærket af Lolas fortielse, der som voldtægtsoffer ved, at Paul Mar-

shall er den egentlige skyldige. Når alt kommer til alt, bærer han uomtvisteligt skylden for vold-

44 Arendt, 1978, volume 1, s. 193. 45 McEwan, 2010, s. 113-114. 46 Arendt, 2003/1963, s. 396. 47 McEwan, 2010, s. 39.

20-12-2011

Side 18 af 23

tægten, men Lola bærer også sin del af skylden for at lade Briony blive i den tro, at det er Robbie,

der er forbryderen.

3.3 Ondskaben i teori og praksis – i filosofi og fiktion

Det viser sig, at filosofiens teoretiske skelnen mellem de forskellige typer af ondskab brydes ned,

når den anvendes i praksis. Her har undersøgelsen haft fiktionens opdigtede ondskab som gen-

stand, men idet romanernes hovedpersoner på ingen måde er stereotyper, men tværtimod meget

sammensatte personer, der er tilstræbt den højeste grad af livagtighed, kan de granskes nærmest

som var de virkelige. I afdækningen af Briony og Hannas forbrydelser var det ikke muligt endegyl-

digt at frikende dem deres synd, men samtidig blev de ofre for deres egen ondskab. Det var påfal-

dende, at begrebet om ondskabens banalitet var et nyttigt redskab, når det gjaldt afsløringen af

deres inderste væsen, selvom de begge endte med at blive reddet fra den. I sin frigjorthed kan

fiktionen således tilføje filosofien en konkretisering og afprøvning af de abstrakte teorier, den er

hensat til at holde sig til. Uden egentlig at have belæg kan den undersøge, hvad der vil ske i et

menneskes indre, når det kommer ud for bestemte hændelser, og kan være med til at afdække, at

ondskaben i praksis sprænger rammerne for typologien. Der vil forekomme ondskab, der er en

sammensmeltning af flere typer og tilfælde, hvor den ene type kan optage flere af de andre typer i

sig. I andre tilfælde vil ondskaben lægge sig mellem to typer eller helt falde uden for typologien.

Fiktionen udfordrer filosofien ved at have til formål at komme til en forståelse af, hvad det vil sige

at være menneske og ved at udforske den menneskelige natur, og vi skænker den umiddelbart

adgangen til vores følelsesliv, som den teoretiske filosofi må spænde sig an for at komme i berø-

ring med. På den måde er det måske igennem fiktionen, at vi kan få styrket den i filosofien funde-

rede indre monolog, der i kraft af vores tænkning sætter os i stand til at skelne det gode fra det

onde.

4. Ondskabens sprog

Set i lyset af, at ondskab synes at modsætte sig kategorisering, vil den så også modsætte sig spro-

get? Hvis ondskab ikke lader sig udtrykke, kan fiktionen så virkelig bruges til at sætte en refleksion

i gang? For at åbne op for dette spørgsmål inddrages kort Ricœurs teori om det ondes symbolis-

me, hvorefter omgangen med ondskaben som udtryk og som moralsk dilemma i Atonement og

Der Vorleser belyses for slutteligt at overveje kunstens eksistensberettigelse.

20-12-2011

Side 19 af 23

4.1 Symbolik og eksistens

Ifølge Ricœurs teori om det ondes symbolisme kan vi ikke komme til en dybere forståelse af det

onde alene gennem filosofien. Vi kan heller ikke bare transskribere de religiøse symboler for det

onde, fordi symboler ikke skjuler en mening, der skal afdækkes. Gennem analyse vil symbolets

iklædning blot blive taget fra det, hvilket vil gøre symbolet nyttesløst og overflødigt. Begge disse

veje er umulige, men Ricœur peger på en tredje vej: ”Between these two impasses, we are going

to explore a third way – a creative interpretation of meaning, faithful to the impulsion, to the gift

of meaning from the symbol, and faithful also to the philosopher’s oath to seek understanding.

This is the road, requiring patience and rigor on our part, which is indicated by the aphorism in-

scribed at the head of this conclusion: “The symbol gives rise to thought.”“48 Det er kun ved at

følge denne tredje vej, at symbolerne for det onde vil give anledning til refleksion, og således vil

kunsten være en vigtig kilde til forståelsen af ondskaben og af eksistensen.

4.2 Mellem forståelse og fordømmelse

I Atonement og Der Vorleser er der udvist en lignende omgang med den ondskab, hvis udfoldelse

står som det centrale for handlingen. Det ondes symbolisme skal her forstås som behandlingen af

ondskaben i sin helhed. Den er nemlig beskrevet ved udeladelser – ved sit fravær – og ved sit fra-

vær glimrer den.

I Der Vorleser er der ikke dvælet ved udførlige beskrivelser af de uhyrligheder, i hvilke

Hanna har været involveret. Det er blot forudsat, at den tyske historie er noget, vi alle kender til,

og at det ikke er nødvendigt at udmale den. Det er ikke engang så meget Hanna selv som det er

Michael, der reflekterer over hendes forbrydelse, og refleksionen bliver kun givet mæle i hans in-

dre monologer: “Ich wollte Hannas Verbrechen zugleich verstehen und verurteilen. Aber es war

dafür zu furchtbar. Wenn ich versuchte, es zu verstehen, hatte ich das Gefühl, es nicht mehr so zu

verurteilen, wie es eigentlich verurteilt gehörte. Wenn ich es so verurteilte, wie es verurteilt ge-

hörte, blieb kein Raum fürs Verstehen.“49 I sin problemstilling kredser romanen om det umulige og

evigt tilbagevendende spændingsforhold mellem forståelsen og fordømmelsen af fortidens for-

brydelser. Ønsket om at forstå baggrunden for de involveredes gerninger kompliceres af nødven-

digheden af at fordømme dem. Hvordan dette spændingsforhold kan få sprogligt udtryk, og hvor-

48 Ricœur, 1969, s. 438. 49 Schlink, 1995, s. 151.

20-12-2011

Side 20 af 23

dan de overlevende kan og bør bære vidnesbyrd, er afgørende for eftertidens bearbejdning af de

uhyrlige hændelser. I den tyske filosof Theodor W. Adornos diktum hedder det: ”At skrive digte

efter Auschwitz er barbarisk”50 En tolkning af Adornos udsagn er, at han ville udstede et etisk for-

bud mod enhver form for æstetisering af Holocaust. Sproget vil aldrig kunne finde udtryk for lidel-

sen – det vil aldrig kunne gribe lidelsen og bør slet ikke forsøge at fastholde den. Vi må i stedet af

respekt for ofrene holde os i andægtig tavshed, fordi alt andet vil være at reducere lidelsen.

Spørgsmålet er bare om tavsheden egentlig ikke bliver at gå forbrydernes ærinde, og en anden

tolkning af Adornos diktum lyder også, at han i stedet ville formane om æstetisk fordring, hvor

spørgsmålet ikke skal lyde på, om vi må æstetisere Holocaust, men hvordan det bør gøres.51 I Der

Vorleser bliver det Hanna, der endeligt sætter ord på, hvordan vi bør forholde os til spændingen:

“(…) wenn keiner dich versteht, dann kann auch keiner Rechenschaft von dir fordern.“52 Fordøm-

melsen og det, at de skyldige bliver stillet til regnskab, er en nødvendighed, men forståelsen er

samtidig nødvendig for fordømmelsen.

I Atonement er der en kontrast mellem på den ene side fraværet af beskrivelsen af

den ondskab, der udfoldes og på den anden side det sceneri, der danner rammen om fortællingen.

I lighed med Der Vorleser er den et vidnesbyrd om 2. Verdenskrig uden at kunne karakteriseres

som egentlig vidnesbyrdlitteratur. Begivenhederne er blot set fra modpartens synsvinkel, og de er

koncentreret om selve kamphandlingerne og deres ofre. For at være i stand til at fremstille de hi-

storiske begivenheder har McEwan foretaget research på Imperial War Museum i London, og re-

konstruktionen af evakueringen ved Dunkerque og af et hospital fra 1940 er baseret på vidnebe-

retninger fra hans far, der var soldat under 2. Verdenskrig. Han har bestræbt sig på at gøre beskri-

velserne så autentiske som mulige af hensyn til ofrene: ”In writing about wartime especially, it

seems like a form of respect for the suffering of a generation wrenched from their ordinary lives to

be conscripted into a nightmare.”53 Krigens ondskab er gengivet ved udførlige beskrivelser, men i

modsætning til den ondskab, der beskrives ved dens fravær, og som er handlingens centrale om-

drejningspunkt, udfoldes krigens ondskab ikke. Selvom McEwan har tilstræbt det dokumentariske

vidnesbyrds objektive gengivelse, benytter han på en vis måde også et post-sprog, idet Atonement

50 Adorno citeret efter Lassen, 2011, s. 13. 51 Lassen, 2011, s. 13-17. 52 Schlink, 1995, s. 187. 53 McEwan citeret fra Ellam, 2009, s. 58.

20-12-2011

Side 21 af 23

i sit udtryk er yderst kunstfærdig, eksperimenterende og ikke mindst æstetisk. 54 McEwan har gjort

sig det moralske dilemma bevidst, der ligger i at omsætte sande begivenheder til fiktionen, og som

nutidig forfatter ved han, at fortiden ikke lader sig afdække for ham, men det afholder ham ikke

fra at gøre forsøget. Dette forhold relaterer sig til romanens meta-fortælling, der kaster et skær af

uklarhed over graden af fremstillingens sandfærdighed. Brionys fiktion bliver lagt frem som den

egentlige sandhed, hvilket sætter løgnen og sandhedens relativisme på spidsen, men hendes be-

tænkeligheder ved, hvilken version af sandheden hun ville have formidlet til læseren, understreger

det etiske dilemma i hendes flertydige omgang med sandheden. 55 Hun vælger endeligt at digte sin

egen virkelighed, hvor de katastrofalt onde konsekvenser af hendes handlinger er skrevet ud.

Hendes gendigtning og udradering af ondskaben bliver således en demonstration af vanskelighe-

den i at indfange den og udtrykke den i ord, men om det tjener til opnåelsen af hendes soning og

den endelige forståelse af hendes gerning som utilsigtet, eller om man ender med at fordømme

hende for hendes idyllisering, må være op til den enkelte læser at afgøre. At Atonement samtidig

er en fortælling om fortællingen, og om hvordan fiktionen bør forholde sig til virkeligheden, er i sig

selv en kommentar til, hvilke muligheder der ligger i fiktionen.

4.3 Kunstens retfærdiggørelse

Fiktionen har som tidligere nævnt i forhold til filosofien nogle andre virkemidler til at sætte en

refleksion i gang, der ideelt set skulle kunne styrke vores evne til at skelne det gode fra det onde,

men betyder det, at fiktionen i synergi med de øvrige kunstarter kan afskaffe det onde? Kunsten

kan tillade sig at være fri i sin behandling af det onde, men det kan samtidig være en anfægtelse

mod den. Safranski fremhæver, at kunsten hos Hegel er uløseligt forbundet med idéen om det

gode, idet den kan det kunststykke, at få skønheden til at fremstå sand og sandheden skøn. Når

kunsten alligevel er tvunget til i det uendelige at berettige sin egen eksistens, skyldes det, at den

bliver holdt ansvarlig for opretholdelsen af ordenen i verden. For at vende tilbage til udgangspunk-

tet for indkredsningen af ondskabsbegrebet får Safranski sekulariseret teodicéproblemet ved at

stille det til kunsten i en verden, hvor Gud er død: ”Hvordan kan man retfærdiggøre at beskæftige

sig med noget så luksuriøst med al den ondskab der findes i verden? Er ikke selve det at kunsten

findes udtryk for uretfærdigheden i verden? Verdens klage og kunstens syngen – hvordan stem-

54 Lassen, 2011, s. 136-139. 55 Rooney, 2006, s. 122-124 og Ellam, 2009, s. 56-60.

20-12-2011

Side 22 af 23

mer det?”56 Safranski peger på, at Tolstoj på sine gamle dage faktisk forkastede skrivningen af sine

frit opfundne historier til fordel for kampen mod den sociale nød omkring sig, hvorimod Brecht

netop gjorde kunsten til sit våben mod fattigdom og udbytning. For Safranski bliver kunstens eksi-

stensberettigelse i en ond verden, at den gør ondskab til sit tema uden at foregive egenhændigt at

kunne afskaffe den. Med Adorno må den finde et ikke-korrumperet sprog for lidelserne i verden,

og for ham yder kunsten først kravet om humanisme retfærdighed, når den forbliver et mål i sig

selv.57

5. Konklusion

Ondskab er inden for filosofien et facetteret begreb, der, når det gøres til genstand for granskning

trods dets abstraktion og kompleksitet, kan tjene til at give os en dybere forståelse af menneskeli-

vet som sådan. Vores natur må forstås som en dualitet mellem godt og ondt, hvor det ene ikke kan

eksistere uden det andet, og således kan vi som mennesker ikke karakteriseres som værende en-

ten gode eller onde. I kraft af vores frie vilje har vi i hver enkelt handling muligheden for enten det

gode eller det onde, og her vil manglen på at vælge det gode også i sig selv være et valg. Når vi

vælger det onde, kan vores ondskab antage forskellige former, men det viser sig, at ondskab i

praksis sprænger rammerne for kategorisering. Udforskningen af fiktionens ondskab viste en på-

faldende tendens til at fremstille ondskaben ved dens fravær samtidig med, at det var begrebet

om ondskabens banalitet, der åbnede op for afdækningen af forbrydernes inderste væsen. Frem-

stillingen af ondskaben ved dens fravær sammenholdt med, at der ifølge teorien om ondskabens

banalitet gemmer sig den blotte intethed bag om ondskaben, giver genklang af den forklaring af

ondskaben som privation, der er at spore i både teologien, psykologien og filosofien. Privationste-

orien og banalitetsteorien adskiller sig fra de øvrige teorier ved at beskrive ondskaben som en

mangel – henholdsvis på godhed og på tænkning. Fiktionen kan være med til at afdække dette

slægtskab og i det hele taget at udforske ondskabens natur. Kunsten – herunder fiktionen – kan

ikke alene afskaffe ondskaben, men den giver os forudsætningerne for at styrke den indre mono-

log, der sætter os i stand til at skelne det gode fra det onde. Tilbage står kun for os at omsætte

refleksion til handling.

56 Safranski, 1999, s. 194-195. 57 Safranski, 1999, s. 193-204.

20-12-2011

Side 23 af 23

6. Litteraturliste

6.1 Bøger

Arendt, Hannah (1964): Eichmann in Jerusalem – A report on the banality of evil, The Viking Press (de opgivne sidetal refererer til pdf-filen: http://www.mediafire.com/?udim2c9cmus)

Arendt, Hannah (1978): The Life of the Mind – One-volume Edition, Harcourt Brace & Com-pany

Arendt, Hannah (2003/1963): ”Banality and Conscience: The Eichmann Trial and Its Implica-tions”, i: Baehr, Peter (red.): The Portable Hannah Arendt, s. 313-418, Penguin Books

Bernstein, Richard J. (2002): Radical Evil – A Philosophical Interrogation, Polity

Bibelen (1969), Det Danske Bibelselskab

Brinkmann, Svend (2003): ”Det ondes ontologi”, Psyke & Logos 24 (1), s. 334-360, Psykolo-gisk Forlag

Ellam, Julie (2009): Ian McEwan’s Atonement – A reader’s guide, Continuum

Kant, Immanuel (1907/1793): ”Die Religion innerhalb der Grenzen der bloßen Vernunft“, i: Königlich Preuβischen Akademie der Wissenschaften (red.): Kant’s gesammelte Schriften, Bd. VI, s. 1-202, Georg Reimer

Kant, Immanuel (1907/1797): ”Die Metaphysik der Sitten“, i: Königlich Preußischen Aka-demie der Wissenschaften (red.): Kant’s gesammelte Schriften, Bd. VI, s. 203-493, Georg Reimer

Kant, Immanuel (1978/1788): ”Kritik der praktischen Vernunft”, i: Weischedel, Wilhelm (red.): Werkausgabe Bd. VII, Suhrkamp

Lassen, Morten (2011): At skrive Holocaust – En introduktion til vidnesbyrdlitteraturen – Primo Levi, Elie Wiesel og Jorge Semprún, Museum Tusculanums Forlag

McEwan, Ian (2010): Atonement, Vintage Books

Möckel, Magret (2000): Erläuterungen zu Bernhard Schlink: Der Vorleser, C. Bange Verlag

Møller, Maria Louise Odgaard (2011): ”Den grusomme Gud – Løgstrup og det ondes pro-blem”, i: Rabjerg, Bjørn og Pedersen, René Dybdal (red.): Menneskets ondskab og livets godhed – Løgstrups filosofi om tilværelsen, s. 114-121, Systime

Platon (1996): af ”Staten (Hulelignelsen)”, i: Jessen, Keld B. og Sørensen, Peter Laurs (red.): Erkendelse og virkelighed – filosofiske tekster, s. 18-24, Systime

Ricœur, Paul (1969): The Symbolism of Evil, Beacon Press

Rooney, Anne (2006): Atonement: Ian McEwan – Notes by Anne Rooney, Longman/York Press

Safranski, Rüdiger (1999): Det onde eller frihedens drama, Gyldendal

Schlink, Bernhard (1995): Der Vorleser, Diogenes

Svendsen, Lars Fredrik Händler (2010): Ondskabens filosofi, 2. udg., Klim

6.2 Internetsider Kahl, Joachim: Von der ahnungslosen Liebe zu einer KZ-Aufseherin, hentet d. 17-12-11 fra

www.kahl-marburg.privat.t-online.de