Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

1

Abstract

This analysis examines how Danish politicians communicate on the social media

platforms Facebook and Twitter. My focus is to explore whether this communication is

primarily classical political or has a more social conversational character. To analyze

this I advance characteristics of “the social conversation” using Stig Hjarvards theory on

“the social society” (det selskabelige samfund) and his theory on mediatization of

society. I use Erving Goffman’s theory on social interaction as theatrical performances

and Joshua Meyrowitz’ theory on how electronic media affect social behavior to

understand Hjarvards perception of human interaction. My overall research method is

document analysis and more specifically I use content analysis as my primary tool. I

advance my content categories for this content analysis by comparing the characteristics

of classical political communication and the characteristics of the social conversation. I

analyze 352 Tweets and Facebook statuses to explore the character of them. My

analysis finds that about 43 % of the tweets/statuses have classical political

communication character and about 57 % of them have more of a social conversation

character. Thus my conclusion is not unambiguous: Social media has to some extend

socialized political communication, however classical political communication still has

quite a presence in the social media use of Danish politicians. This result is similar to

that of several other analysis of politicians’ use of Twitter and Facebook and verifies

Hjarvards theory claiming that political communication has become more social.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

2

Indholdsfortegnelse

Indledning s.1

Hvordan er opgave opbygget s.1

Valg af teori og medier s.1

Problemformulering s.2

Hypotese s.2

Hvad er Facebook og Twitter s.3

Definition af sociale medier s.3

Hvad er Facebook s.3

Hvad er Twitter s.3

Politikerne og de sociale medier s.3

Danske undersøgelser s.4

Udenlandske undersøgelser s.5

Goffmans teori om interaktion s.6

Medieudviklingen og ændringer i interaktionen s.8

Meyrowitz og de elektroniske medier s.8

De sociale roller og medierne s.9

Det medialiserede samfund s.10

Definition af begrebet medialisering s.11

Medieinstitutionen og dennes logik s.11

Den medialiserede politik s.13

Politikken medialisering s.13

Selskabelighed s.14

Hvordan er selskabelighed blevet normen i samfundet s.14

Definition af selskabelighed s.15

Den selskabelige samtale s.16

Karakteristika ved den selskabelig samtale s.16

Politikerens selskabeliggørelse s.16

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

3

Den klassisk politiske kommunikation s.17

Den ideelle demokratiske samtale s.17

Den reelle demokratiske samtale s.17

Karakteristika ved den klassiske politiske samtale s.18

Metode s.18

Dokumentanalyse s.18

Indholdsanalyse s.20

Hvordan bruger jeg indholdsanalysen s.23

Analysekategorier s.24

Empiri s.25

Udvalgskriterier s.26

De 8 politikere s.26

Indsamling af empirien s.27

Optælling s.27

Resultater s.28

Overordnet fordeling i analysekategorierne s.31

Metodeovervejelser s.31

Validitet s.32

Reliabilitet s.34

Ekshaustivitet s.34

Eksklusivitet s.35

Diskussion s.35

Konklusion s.40

Litteraturliste s.41

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

4

Indledning

Medierne er overalt i vores samfund og optager en stor del af vores vågne tid enten som

arbejdsredskab, til kommunikation, til underholdning eller til medieret socialt samvær.

Mediernes allestedsnærværelse påvirker også den politiske kommunikation i vores

samfund. Ifølge den danske medieteoretiker, Stig Hjarvard, kommunikerer hele vores

samfund i stigende grad selskabeligt, også den politiske kommunikation er ifølge

Hjarvard blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005 og 2008). I denne opgave vil jeg

undersøge, om dette er rigtigt - er den politiske kommunikation blevet selskabelig?

Hvordan er opgaven opbygget

For at undersøge dette, starter jeg med at se på Erving Goffmans teori om interaktion,

som teateroptræden (Goffman,1959). Derefter undersøger jeg mediernes påvirkning af

interaktionen ved hjælp af Joshua Meyrowitz’ teori om de elektroniske mediers

betydning for social interaktion (Meyrowitz,1985) og Stig Hjarvards teori om

medialiseringen af samfundet (Hjarvard,2005og2008). Udfra Hjarvards teori

(Hjarvard,2008 og 2005) undersøger jeg også, hvordan medialiseringen har påvirket den

politiske institution. Herefter bruger jeg Hjarvards teori om det selskabelige samfund

(Hjarvard,2005) til at opstille nogle karakteristika ved det selskabelige samfund, den

selskabelige samtale, og til at se på politikerens selskabeliggørelse. Udfra

karakteristikaene ved den selskabelige samtale, sammen med karakteristika ved klassisk

politisk kommunikation, udarbejder jeg 8 analysekategorier, som jeg bruger til at lave

en indholdsanalyse af otte danske politikeres brug af Facebook og Twitter. Efter en

præsentation af resultaterne af min indholdsanalyse diskuterer jeg min undersøgelses

validitet og reliabilitet, samt, hvordan politikerne bruger Twitter og Facebook til at

kommunikere på.

Valg af teori og medier

Stig Hjarvard tager i sine bøger ”Det selskabelige samfund. Essays om medier mellem

mennesker” (Hjarvard,2005) og ”En verden af medier. Medialisering af politik, sprog,

religion og leg” (Hjarvard,2008), udgangspunkt i empiriske undersøgelser omkring

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

5

forandringer i vores samfund indenfor forskellige områder, herunder også det politiske,

hvilket er mit undersøgelsesområde. Samtidig beskriver Hjarvard nogle karakteristika af

det, han kalder det selskabelige samfund og den selskabelige måde at være sammen og

kommunikere på. Disse karakteristika har jeg kunnet bruge til at udarbejde

analysekategorier, som jeg har brugt til at lave en indholdsanalyse.

Hjarvard bruger Erving Goffmans og Joshua Meyrowitz’ (Goffman,1959 og

Meyrowitz,1985) teorier til at undersøge, forstå og forklare, hvordan menneskelig

interaktion fungerer, og til at undersøge hvordan medierne er med til at ændre vores

normer for adfærd, kommunikation og samvær. Derfor har jeg ønsket at undersøge

dybere, hvad Goffman og Meyrowitz skriver i deres bøger ”The presentation of self in

everyday life” (Goffmann,1959) og ”No sense of place – The impact of electronic

media om social behavior ” (Meyrowitz,1985).

De sociale medier og måden disse bliver brugt på har længe interesseret mig, og jeg har

tidligere skrevet opgave omkring de ”almindelige” borgeres brug af Facebook. Derfor

valgte jeg at indsamle min empiri fra Facebook, og for ikke kun at have Facebook som

kilde, også at indsamle tweets fra Twitter. Samtidig tænkte jeg, at det ville være

forholdsvis overkommeligt at indsamle politikernes kommunikation fra Facebook og

Twitter, da deres profiler og konti er offentlige, og jeg ville kunne nå at indsamle en

pæn mængde af deres indlæg i den tidsperiode, jeg havde til rådighed til min opgave.

Problemformulering

Når danske politikere kommunikerer på de sociale medier Facebook og Twitter, er deres

kommunikation så primært klassisk politisk kommunikation eller er den primært

selskabelig samtale?

Hypotese

Min hypotese er givet ud fra min teori - vi kommunikerer i samfundet mere selskabeligt,

også den politiske kommunikation er blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005og2010).

Det er derfor min hypotese, at politikerne på Facebook og Twitter kommunikerer

selskabeligt.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

6

Hvad er Facebook og Twitter

Definition af sociale medier

Sociale medier er teknologier, hvis primære indhold er brugergenereret. Deres formål er

interaktion, dvs. det er medier til kommunikation og deling af information både fagligt

og privat (Informationsordbogen,2013ogGhttp://da.wikipedia.org/wiki/Sociale_medier).

Hvad er Facebook

Facebook er et socialt netværksmedie, hvor brugerne deler information via profilsider.

Udover profilsiderne består Facebook også af en masse andre sider med alt fra

virksomheders reklamer til lukkede private grupper. Der kan på alle siderne uploades

links, billeder og videoer m.m. Det er muligt for politikere at oprette særlige

politikerprofilsider (informationsordbogen.dk og facebook.com).

Hvad er Twitter

Twitter er et socialt netværksmedie med mikroblogging=tweets. Indholdet består af

brugernes oprettede konti, hvorfra de tweeter. Brugerne kan skrive sine egen tweets, re-

tweete andre brugerws tweets, og kommentere hinandens tweet. Hver tweet kan

maximalt være på 140 tegn, og det er muligt at uploade billeder og videoer samt

indsætte links i tweetene (Informationsordbogen,2013 og Twitter.com/about,2013).

Politikerne og de sociale medier

Politikerne bruger i stigende grad de sociale medier til at komme i kontakt med

potentielle vælgere (Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Johannesen,2013;

Lind&Johansen,2013; Schmidt,2012). Hvis man ser på den forskning, der er lavet

omkring politikernes brug af Facebook og Twitter, er deres fokus mest på, om

politikerne bruger medier, om de kan finde ud af at bruge dem, hvor meget de bruger

dem, om det flytter stemmer, og hvordan det påvirker dem, der følger dem

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

7

(Worth,2013; Wiliams&Gulati,2007; Andersen&Madaglia,2009;

Vergeer,Hermans&Sams,2011; Pettersson&Karlström,2011). De undersøgelser, der ser

på, hvordan politikerne bruger Facebook og Twitter, viser, at de i vid udstrækning

bruger dem som endnu en kanal til formidling af velkendt politisk materiale

(Bronstein,2013;Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011;Suminas,2011;Schmidt,201

2;Worth,2013;Lind&Johannesen,2013), dog er der en vis forskel på de danske og

udenlandske undersøgelser.

Danske undersøgelser

Ugebrevet A4 har i 2012 lavet en undersøgelse af danske politikeres popularitet på

Facebook ved at undersøge, hvor mange følgere de har, hvor mange likes og

kommentarer de får, og hvem der har de mest aktive følgere (Schmidt,2012). Ud fra

denne undersøgelse konkluderer Ugebrevet A4’s journalist Jakob Bang Schmidt, at

politikerne bruger Facebook både til personlig og politisk kommunikation

(Schmidt,2012).

Dansk Journalistforbund (DJ) har også lavet en undersøgelse, men af politikernes brug

af både Facebook og Twitter (Lind og Johannesen,2013). Undersøgelsen blev lavet i

december 2012 og viser, at de danske Folketingspolitikere i stor udstrækning bruger

disse sociale medier til at kommunikere med befolkningen, og at de netop bruger disse

medier for at kunne kommunikere til befolkningen udenom journalisterne. Politikerne

svarer også, at Twitter og Facebook er vigtige for deres politiske kommunikation, at de

er bevidste om, hvad de skriver på dem, og at det i stor udstrækning ER politikerne selv,

der skriver deres facebookopdateringer og tweets. 80% af dem, der har en twitterkonto

svarer, at de bruger den til at komme i kontakt med journalister, hvilket i dansk kontekst

giver god mening, da det primært er journalister og medieinstitutioner, sammen med

politikerne, der bruger Twitter (Lind og Johannesensen,2013). Politikerne har i DJ’s

undersøgelse også svaret, at de bruger Facebook og Twitter til at få politisk input fra og

debattere politik med vælgerne (Lind og Johannesen,2013). Dette kan være sandt for de

danske politikere, men i så fald er de anderledes i deres brug af disse medier end deres

udenlandske kolleger (se afsnittet ”Udenlandske undersøgelser” nedenfor). I de

udenlandske undersøgelser bruger politikerne kun Twitter til at diskutere politik, og

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

8

dette gør de primært med andre politikere (Bronstein,2013;

Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Sæbø,2011; Suminas,2011).

Jeg har også fundet en undersøgelse af de danske Folketingspolitikeres brug af Twitter

fra januar 2013 på en engelsksproget blog, hvis indehaver hedder Jon Worth

(Worth,2013). Worth undersøger, hvor aktive de forskellige politikere er ved at

undersøge, om de debatterer og besvarer spørgsmål. Worth konkluderer, at selv de mest

aktive danske politikere er langt bagefter de af deres europæiske kollegaer, der er bedst

til at bruge Twitter. De danske politikere følger for få (de fleste under 100), og har

dermed ikke forstået, at Twitter er et to-vejs-kommunikationsmedie. De mangler

engagement, og der mangler indhold både i form af tweets, og indhold om dem selv. De

er også for dårlige til at udforme deres twitterkonti med vellignende billeder og tekst,

der beskriver, hvem de er etc. (Worth,2013).

Udenlandske undersøgelser

Ifølge de udenlandske undersøgelser, jeg har fundet, er en stor del af indholdet på

politikernes sider på Facebook formidling af klassik politisk materiale. Derudover er der

en stor del opfordringer til at deltage i politiske aktiviteter og støtte politikerens

kampagne økonomisk. Der bliver formidlet billeder og videoer på profilerne, men der

bliver enten ikke formidlet personlig information eller den personlige information, er

meget kontrolleret. Selv når der bliver formidlet personlig information, får man ikke

noget at vide om den private person bag politikeren (Bronstein,2013; Suminas,2011).

Det bør dog nok her tilføjes, at de undersøgelser, jeg har kunnet finde og få adgang til,

om hvordan politikerne bruger Facebook, bygger på facebookaktiviteter op til et

præsidentvalg i USA og et i Litauen. De amerikanske præsidentkandidaters

facebookprofiler, kan man let forestille sig, er meget kontrollerede i forhold til danske

Folketingsmedlemmers profilsider. Al den personlige information, der blev lagt ud på

deres profiler, blev brugt som en del af kandidaternes profilering af sig selv.

På Facebook bliver der især kommunikeret til det følelsesmæssige hos politikernes

følgere (patoskommunikation) eller ved at fremstille politikeren som en troværdig

person (etoskommunikation). Der er kun en meget lille procentdel af kommunikationen,

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

9

der er baseret på logisk argumentation byggende på fakta (logoskommunikation)

(Bronstein,2013). Så selvom størstedelen af kommunikationen på politikernes

facebookprofiler henviser til almindeligt/klassisk politisk materiale, er

kommunikationsformen i skrivestilen og ordvalget bygget op omkring følelser og

personlig troværdighed.

På Twitter er størstedelen af politikernes aktiviteter også formidling af velkendt politisk

materiale gennem links til andre kilder (aviser, tv-indslag etc.) eller til egne blogs eller

debatindlæg, samt tweets med klassiske politiske holdningsudmeldinger. Det politiske

indhold på Twitter er suppleret med aktivitetsinformationer om, hvad politikerne

fortager sig som politikere, f.eks. er til diskussion i parlamentet eller stemme om x. På

Twitter er en del af både den politiske og personlige information også at skrive, hvor

politikerne fysisk befinder sig – i parlamentet, hjemme, på besøg et sted. Der er en lille

procentdel af tweetene, der er opfordringer til at gøre noget aktivt (f.eks.

underskriftsindsamlinger), og en lille del personlige meddelelser, der dog heller ikke på

Twitter bliver rigtig private. Personlige holdninger eller opførsel, der på nogen måde

kunne støde nogen eller opfattes som kontroversielt, er udelukket (Sæbø,2011). Der

forgår på Twitter også diskussion, men mest mellem de politiske aktører, og sjældent

mellem de politiske aktører og andre brugere af tjenesten.

(Golbeck,Grimes&Rogers,2010; Sæbø,2011)

Goffmans teori om interaktion

I sin bog ”The presentation of self in everyday life” (Goffman,1959) fremlægger

Goffman sin teori om vores interaktion som teateroptræden. Goffman beskriver vores

ageren i livets forskellige situationer, som foregik de på og bag ved en ”scene”, hvilket

han benævner ”frontstage” og ”backstage”. Frontstage er der, hvor vi viser en bestemt

rolle for andre, og backstage er der, hvor vi øver os på denne rolle. Front- og backstage

er relative i forhold til hinanden. Altså en situation, der er backstage til én frontstage,

kan være frontstage til en tredje situation, som så her er backstage.

Et vigtigt begreb i Goffmans teori er situationsdefinition. Dette betyder, at hver

situation har en bestemt definition med tilhørende bestemt opførsel. For at definere en

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

10

situation bruger vi rekvisitter, som er genstande til situationens fysiske ”scenografi”, og

vores personlig ”front”. Den personlige front bruger vi til at vise, hvem vi er, og hvad

vores status generelt i samfundet er, samt hvilken rolle vi vil acceptere i den givne

situation.

Hver situation, hver scene, har sin tilhørende sociale rolle, og hver person har flere

sociale roller, som vi ”spiller” alt efter hvilken scene, vi befinder os på. Vi kan have

rollen som den, der er på scenen – frontstage, vi kan være publikum – dem som kun

iagttager en bestemt scene, eller vi kan have en rolle som en, der er skjult for scenen -

backstage. Rollerne på de forskellige frontstages er de formelle roller, som vi bruger

vores forskellige backstages til at øve os på. Rollen som publikum har også en bestemt

tilhørende optræden, og disse roller minder derfor om rollerne på frontstage, de er bare

mindre aktive. Rollerne backstage er de mindst formelle, men der kan stadig være

bestemte forventninger til vores optræden også backstage – f.eks. forventninger om

afslappet og ikke kontrolleret opførsel eller fortrolighed. De sociale roller er ikke nogen

vi påtager os oven på vores egentlige selv, men er forskellige dele eller udgaver af os

selv.

Det er vigtigt for os at opretholde en enstemmighed om, hvad situationsdefinitionen er,

og vi har en masse redskaber til at hjælpe os med at håndtere optræden, der ikke passer

til situationsdefinitionen, f.eks. latter, irettesættelse, ignorering og kritik. Og hvis det er

os selv, der med vores optræden agerer på en måde, som ikke er passende for

situationen, reagerer vi ofte med kraftige følelsesmæssige reaktioner som f.eks. at

rødme, blive nervøs, føle os pinligt til mode eller ydmyget.

Vi viser, hvem vi er, og hvilken rolle vi vil acceptere at spille i en situation ved at give

og afgive indtryk. De indtryk vi giver, er dem vi kan kontrollere, primært verbale

ytringer. De indtryk vi afgiver, er dem vi ikke kan kontrollere, i hvert fald ikke 100%,

så skal man være en meget dygtig skuespiller. Disse indtryk, vi afgiver, er f.eks. vores

kropssprog og ansigtsmimik.

(Hele afsnittet: Goffman,1959)

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

11

Medieudvikling og ændringer i interaktionen

Meyrowitz og de elektroniske medier

Meyrowitz arbejder videre med Goffmans teatermetaforik, og argumenterer i sin bog

”No sense of place ” (Meyrowitz,1985) for, at de elektroniske medier har været med til

at ændre vores omgangsformer gennem en omorganisering af de sociale rammer, der er

tilgængelige i samfundet. Meyrowitz opfatter medierne selv, som en bestemt type

sociale rammer, der kan inkludere eller ekskludere, forene eller opdele mennesker på

forskellige måder. Tidligere, før de elektroniske mediers fremkomst, var der et

sammenfald mellem et fysisk sted og dets tilhørende sociale ramme og korrekte

opførsel. Det var kun de personer, der havde fysisk adgang til de forskellige steder, der

kendte det specifikke steds tilhørende og passende opførsel. Med de elektroniske

medier, især fjernsynet, bliver disse eksklusionsrammer brudt ned, og alle får (åbenlyst)

kendskab til opførsel og omgangsform, der før var forbeholdt forskellige grupperinger i

samfundet f.eks. aldersopdelt adfærd, kønsroller, etniske og statusmæssige forskelle etc.

Grunden til, at de sociale scener og tilhørende passende opførsel ændrer sig med de

elektroniske medier er, at det ikke er stedet, der bestemmer, hvad der er passende

opførsel i en bestemt social situation, men andre menneskers adgang til at iagttage

information om situationen og aktørernes opførsel i denne.

”It is not the physical settings itself that determines the nature of the interaction, but the

patterns of information flow.”

(Meyrowitz,1989,s36).

En situations definition er afhængig ikke af det/et fysisk(e) sted, men af hvem der har

adgang til information om situationen, ligesom også en persons sociale status er

afhængig af, hvem og måske især hvor mange, der har adgang til informationer om en.

Mange former for informationskontrol er med til højne en persons sociale status, og

Meyrowitz skriver, at autoritet er afhængig af evner og muligheder for at kontrollere

informationer. Ved det fysiske ansigt-til-ansigt møde er der et forholdsvis begrænset

antal aktører, og evt. publikummer, der har adgang til information om situationen. Med

de elektroniske medier kan der være mange forskellige publikummer på engang,

samtidig med at eksponeringen er vedvarende. Når man hele tiden kan iagttages, og når

det er andre (og flere) mennesker end før, der kan iagttage en situation, så kan en før

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

12

passende opførsel blive upassende, og en ny og nu passende opførsel udvikles. Samtidig

sker der også gennem de elektroniske medier en kombination af før adskilte situationer.

Alt dette medfører nye definitioner af situationer, ny passende opførsel og nye sociale

roller.

Sammensmeltningen af sociale scener og udvidelsen af hvem, der kan iagttage en social

situation, samt kendskabet til adfærd inden for alle grupperinger i samfundet, nedbryder

de sociale grænser. I stedet for de klart afgrænsede front- og backstages opstår der en ny

scene, middle region, som indeholder elementer fra både front- og backstage. Dette sker

fordi aktørerne nu er mere ”på” og mangler backstagetid. Det er for udmattende at

opretholde de tidligere frontstageroller uden tid og rum til at slappe af og øve sig, så

grænserne for den enkeltes passende opførsel bliver løsnet op og kanterne bliver slebet

af de ”gamle” sociale frontstageroller, og der opstår nye normer for opførsel. Meyrowitz

mener, at den nye middle regions opførsel har en tendens til at indeholde flere elementer

fra den tidligere backstageopførsel end fra frontstageopførselen. Dette er fordi vores

tidligere backstageopførsel indeholder elementer, vi ikke kan undgå, så som kropslige

behov og følelsesmæssige reaktioner. Fordi vi stadig har brug for privathed og et sted at

slappe af og øve os på vores roller, opstår der i stedet for den Goffmanske backstage, en

deep backstage, der er kendetegnet ved en ekstrem backstageopførsel. Samtidig opstår

der en forward frontstage, der bliver brugt ved særlig ceremonielle lejligheder, som

f.eks. bal hos dronningen eller den årlige åbning af Folketinget.

(Hele afsnittet: Meyrowitz,1989)

De sociale roller og medierne

I vores optræden på de forskellige sociale scener, vil vi gerne opretholde vores

rolle/ansigt udadtil, hvilket vi kan gøre på mange forskellige måder, og medierne

udvider disse muligheder. Der er ofte ikke total overensstemmelse mellem det indtryk,

vi ønsker at give, og så det indtryk vi rent faktisk afgiver, og her kan medierne hjælpe

os med at styre de indtryk, andre får af os. Medierne giver os øget mulighed for at styre

situationsdefinitionen og vores egen rolle og eksponering i de sociale situationer. En

aktør kan optræde på flere scener på en gang, via medierne være frontstage og

backstage samtidig, og dermed indtage forskellige sociale roller på samme tid. Samtidig

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

13

er medierne konstrueret på en måde, så man kan lade noget glide i baggrunden, mens

man fokuserer på noget andet. Hjarvard pointerer, at medierne muliggør aktørens

optimering af den sociale interaktion til egen fordel, fordi medierne aflaster aktøren ved

at muliggøre stor kontakt med lille indsats, og giver aktøren større kontrol over de

informationer, han videregiver, og dermed øget kontrol over egen tilgængelighed og det

selvbillede, der videregives. Vores medievalg signalerer i sig selv en bestemt

situationsdefinition, da hvert medie har sine særlige karakteristika og interaktions- og

samværsmuligheder. På den måde kan vi også bruge bestemte medier til at understøtte

bestemte sociale situationer.

(Meyrowitz,1985;Hjarvard,2008,s.23-8og40-4)

Det medialiserede samfund

I det medialiserede samfund har medierne stor indflydelse, medierne er alle vegne og

samfundets institutioner og kultur har ændret karakter, funktion og struktur pga. af

medierne. Medierne er præget af modsatrettede tendenser som øget globalisering,

nationalisering, lokalisering og individualisering. Medialisering gør, at hvad vi opfatter

som virkeligt udvides og differentieres. Kommunikation mellem mennesker er blevet

ændret fra i stor udstrækning at have forudsat ansigt-til-ansigt fysisk møde mellem dem,

der ønskede at kommunikere, til gennem de audiovisuelle medier, og i dag de digitale

medier, at have rykket kommunikationen væk fra nødvendigheden af samtidighed i tid

og rum. Adgangen til verdenen er blevet lettere og kommunikation over store afstande

er blevet hurtig. Dette gør verden både større og mindre – større ved at man får adgang

til mange forskellige mennesker, samfund og kulturer, men samtidig mindre fordi man

bliver bekendt med og hjemmevandt med denne mangfoldighed. Medierne skaber en

global verden, et fællesskab og en offentlighed, hvor vi kan kommunikere med

hinanden, men medierne placerer sig også imellem os, der kommunikerer, og

strukturerer den måde, hvorpå vi kan kommunikere. Hjarvard forklarer ved hjælp af

Winfried Schulz’ begreber, hvordan medierne har ændret vores kommunikation og

interaktion. Ved at UDVIDE tid og rum SUBSTITUERER medierne interaktion, der

tidligere krævede fysisk ansigt-til-ansigt møde. SAMMENSMELTNINGEN af ansigt-

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

14

til-ansigt aktiviteter og medierede aktiviteter påvirker hverdagslivet, samfundets aktører

og institutioner, som alle TILPASSER sig mediernes krav.

(Hjarvard,2008,s.13-16,21-2,27,39-40og57).

Definition af begrebet medialisering

Medialiseringen er:

”…den længerevarende proces, hvorigennem institutioner og interaktionsmåder ændres

i kultur og samfund som følge af mediernes øgede betydning.”

(Hjarvard,2008,s.30)

Hjarvard bruger begrebet medialisering til at beskrive en specifik samfundsmæssig og

kulturel proces, hvori medierne er blevet en selvstændig institution i samfundet, og

samtidig udgør et forbindelsesled mellem samfundets aktører og øvrige institutioner ved

at facilitere disses kommunikation og interaktion med sig selv og hinanden. Medierne er

både en selvstændig institution og inden i alle de øvrige institutioner i samfundet.

(Hjarvard,2008,s.27-8)

Hjarvard mener, at medialiseringen af samfundet tidsmæssigt startede i den sidste del af

det 20. århundrede, og da medierne har været med til at skabe en øget mental og

kommunikativ mobilitet i samfundet, kan man opfatte medialiseringen som en kraft

eller ”bevægelse” i samfundet på linje med urbaniseringen og industrialiseringen.

(Hjarvard,2008,s.29og49)

Hjarvard understreger, at medialiseringsbegrebet er et IKKE-normativt begreb, forstået

på den måde, at det må afgøres konkret gennem analyse af hvert delområde i samfundet,

om medialiseringen har positive eller negative konsekvenser inden for hvert af de

enkelte områder.

(Hjarvard,2008,s.29-30).

Medieinstitutionen og dennes logik

Mediernes udvikling til en selvstændig institution har baggrund i arbejdsdelingen i

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

15

samfundet og differentieringen af de forskellige livsområder. Tidligere var medierne

lagt ind under de andre institutioner i samfundet, f.eks. de politiske partier eller kunsten,

men fra 1980’erne begynder en udvikling med monopolbruddet på tv, deregulering af

telesektoren og fremkomsten af nye medier som mobiltelefonen og internettet, hvor

medierne udvikler sig til en egentlig selvstændig samfundsinstitution. Medierne er som

institution i dag både en selvstændig institution og integreret i andre

samfundsinstitutioner. Den selvstændige medieinstitution agerer i et markedsorienteret

og konkurrencepræget miljø, hvorved konkurrence- og markedslogik får øget betydning

hos medierne. Medierne kommercialiseres og medieprodukterne bliver til varer.

Medieinstitutionens oprindelige mål om oplysning, diskussion og dannelse bliver

skubbet i baggrunden til fordel for en hurtig tilfredsstillelse af publikum, der skal sikre

og øge afsætningen af medieprodukterne. Der kommer øget fokus på differentiering i

forhold til målgrupper, samt at servicere et publikum i stedet for som tidligere, at oplyse

borgerne. Men da medierne stadig varetager offentlighedens kommunikationsopgave, er

de ikke udelukkende en konkurrerende, vareproducerende institution, der er styret af

kommercielle hensyn, medierne er også stadig styret af hensynet til almenheden,

upartiskhed og uafhængighed fra politiske og kommercielle interesser samt kravet om

objektivitet. Som selvstændig institution har medierne udviklet deres egne normer,

regler og love – deres egen logik som f.eks. kan være rammer, genreformater, tekniske

muligheder og markedshensyn. Medierne råder som institution over nogle ressourcer,

som de kan fordele til andre institutioner, og især synlighedsressourcen, som

medieinstitutionen kontrollerer, altså adgang til det offentlige rum, er interessant for

politikerne, men også for de andre institutioner i samfundet. Mediernes dominerende

rolle i det offentlige rum gør, at de andre institutioner i samfundet er meget påvirkede af

medieinstitutionen og oplever, at hvis de vil have adgang til offentligheden, må de

underlægge deres egen institutionelle logik mediernes logik. Medierne og deres måde at

se verdenen på gennemsyrer altså det medialiserede samfund.

(Hjarvard,2008,s.14-6,23,29,34-8,47-9og65)

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

16

Den medialiserede politik

Politikken som institution består af Folketinget, partierne, politikerne, valg,

folkeafstemninger m.m., og danner ramme om den offentlige diskussion og fælles

beslutninger om samfundets normer, samfundets fælles handlinger og om brug af

samfundets ressourcer. Politikken er ligesom alle andre institutioner i samfundet blevet

medialiseret, hvormed den politiske institution i øget grad er blevet afhængig af

medierne og underlagt mediernes logik. Denne proces er dobbelt ligesom den

overordnede medialisering af samfundet. Medierne er både inden i den politiske

institution og faciliterer institutionens interne og eksterne kommunikation, samtidig er

medierne den selvstændige institution, der sikrer kommunikationen i det offentlige rum,

hvori de politiske aktører og den politiske institution som helhed, skal opnår legitimitet.

(Hjarvard,2008,s.32og65)

Politikkens medialisering

Hjarvard beskriver medialiseringen af politikken som et historisk forløb. Udviklingen

starter med radioens fremkomst i 1920’erne og tv’ets fra 1950’erne, hvor

medlemstallene i de politiske partier falder og medierne begynder at blive der, hvor

befolkningen får viden om de politiske forhold i samfundet. I denne periode beskriver

Hjarvard mediernes behandling af politikken som formidlende. Fra 1960’erne sker der

et skift, hvor journalismen bliver til et selvstændigt fag og en profession, og medierne

begynder at undersøge politikken kritisk. Journalisterne får en central rolle i

formidlingen af politikken, som kritiske udspørgere. Det er i denne periode at

politikerne begynder at opleve nødvendigheden af at spille på mediernes præmisser, når

de vil have opmærksomhed, men i denne periode er det kun formidlingen af politikken,

der bliver underlagt mediernes logik. Udformning af politikken og udøvelsen af den

politiske magt foregår stadig på den politiske institutions egne præmisser. Den periode,

der starter fra slutningen af 1980’erne, kalder Hjarvard for ”Den medialiserede politik”.

Denne periode er præget af ændringer i selve mediesystemet, det differentieres og

kommercialiseres, og hensynet til almenheden træder i baggrunden. Publikum bliver

forbrugere, der skal serviceres, i stedet for borgere, der skal betjenes og oplyses.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

17

Hjarvard skriver, at det centrale kendetegn ved den periode, hvor politikken

medialiseres:

”…er mediernes etablering som en opinionsindustri. Herved forstås, at mediernes

bidrag til meningsdannelsen industrialiseres som følge af professionalisering,

kommercialisering, masseproduktion, øget arbejdsdeling, teknologisk innovation m.m.”

(Hjarvard,2010,s.68)

Politikken begynder nu at blive kraftigt præget af mediernes logik og ikke kun i

formidlingen af politikken, men også i tilrettelæggelsen af kampagnestrategier og i

udformningen af politikken og de budskaber, der formidles. Der kæmpes nu også

mellem valgene om at sætte den politiske dagsorden i medierne. Der er øget fokus på

opinionsdannelse i medierne og kommunikationen med borgerne bliver et strategisk

medieanliggende som i private virksomheder – politikken skal afsættes til borgerne og

sikre politikeren valg/genvalg.

(Hjarvard,2008,s.65-70)

Selskabelighed

Hvordan er selskabelighed blevet normen i samfundet?

Ifølge Meyrowitz har de elektroniske medier bidraget til at ændre forholdet mellem

front- og backstage, og altså mellem, hvad der er offentligt og hvad der er privat, og der

er opstået en ny scene – middle region – hvor opførsel, der før hørte til på henholdsvis

frontstage eller backstage, sammenblandes. Dette er sket, fordi de elektroniske medier

rykkede ved de sociale grænser i vores samfund og fordi offentligheden rykkede ind i

vores private stuer. De personlige træk og private egenskaber ved menneskene i

medierne blev synlige for os, hvorved der kræves en anden opførsel, end ved anden

offentlig optræden. Opførslen på denne nye middle region er den type omgangsform,

som Hjarvard kalder selskabelighed (Meyrowitz,1985 og Hjarvard,2005,s.27,37-40).

Gennem medierne bliver denne selskabelighed også udbredt til hele samfundet, og

dermed til social sammenhæng, der ikke tidligere havde selskabelighed og selskabelig

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

18

opførsel som norm, hvilket betyder, at aktører og institutioner bliver tvunget til at ændre

adfærd og iscenesætte sig selv anderledes og mindre formelt end de plejer. Den

selskabelige omgangsform bliver altså også norm for omgang med personer, der før var

præget af andre og mere formelle normer for omgang f.eks. arbejdskolleger eller

kontakt med offentlige myndigheder. Pga. disse ændringer i normer for samvær og

kommunikation, kan man ifølge Hjarvard tale om, at samfundet bliver selskabeliggjort

= det selskabelige samfund (Hjarvard,2005). Hjarvard pointerer, at det ikke betyder, at

alle områder i samfundet er blevet selskabelige, blot at antallet af områder, der er det, er

stigende. Med Meyrowitz’ begreb – der eksisterer stadig en deep backstage, hvor vi kan

trække os tilbage og være helt private og en forward frontstage til meget officielle og

formelle situationer, som f.eks. statsbesøg og kongelig nytårskur (Meyrowitz,1985).

Definition af selskabelighed

Selskabelighed er aktiviteter og samvær, der har en legende karakter og er formålsløs,

forstået på den måde at samværet, samtalen og hyggen er de primære formål. De sociale

roller og hierarkier har ingen betydning og alle deltager på lige fod. Den personlige

kommunikations normer, med f.eks. uformelt sprogbrug, er dem, der gælder, og det

karakteristiske for selskabeligheden er, at den er halvt offentlig/halvt privat, den

befinder sig i middle region.

Karakteristika ved selskabeligheden er: Formålsløs, uforpligtende, uformel, leg, snak,

underholdning, samvær, kontakt, impulsivitet, hygge

Hjarvard påpeger, at der findes forskellige former for selskabelighed, og at der er mange

selskabelige situationer, hvor nogen ”er mere lige” end andre – f.eks. har mere ansvar

for situationen eller mere ret til at tale. Samtidig er der også geografiske og sociale

forskelle på selskabelighed og medierne fremmer forskellige former for selskabelighed,

alt efter hvilket segment de henvender sig til.

(Hjarvard,2005,s.11-14)

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

19

Den selskabelige samtale

Den selskabelige samtale har kun selve samtalen og lysten til kommunikation som

formål. Den opstår spontant, er ustruktureret og den foregår afslappet. Deltagerne er

høflige, og hvis der opstår diskussioner, skal disse være underholdende for tilhørerne.

(Hjarvard,2005,s.12og37).

Karakteristika ved den selskabelige samtale

Snak, afslappethed, høflighed, uformel sprogbrug, legende karakter, formålsløs,

underholdende, samvær, kontakt, impulsivitet, alle deltagere er i princippet lige,

spontanitet, ustruktureret, diskussioner skal være underholdende for tilhørerne

(medlæserne).

(Hjarvard,2005,s.11-4og37)

Politikerens selskabeliggørelse

Radio og tv ændrede den politiske kommunikationssituation ved at bringe politikerne,

der optræder frontstage, ind i vælgernes backstage - dagligstuen. Her kunne de nu høre

eller/og se politikerne, hvormed kriterierne for, hvordan politikerne kunne

kommunikere blev ændret. I radio og tv optræder man på middle region, og der skal

man ikke tale til, men samtale med vælgerne, og man skal optræde afslappet og høfligt.

Politikerne bliver her ikke kun vurderet på deres politiske saglighed og evne til

argumentation, men også på deres personlige egenskaber så som lyden af deres stemme,

evt. nervøsitet, deres fysiske udseende, påklædning, ansigtsmimik og gestik. Samtidig

bliver deres budskaber og talestil vurderet anderledes end tidligere, fordi vælgerne nu

befinder sig afslappet på deres backstage, hvor de ikke så let lader sig rive med af

stærke formuleringer, følelser etc. Den selskabelige samtales normer, bliver de vigtigste

parametre for en positiv vurdering af både politikeren som person og hans politiske

budskaber. De fremstår gennem radio og tv som personer som dig og mig, og der skabes

en fortrolighed med disse personer, hvilket nedbryder den autoritet, de tidligere havde i

kraft af deres embede som f.eks. Folketingsmedlem eller minister. Det politiske rum er

rykket halvvejs ind i intimsfæren, og vi er kommet i øjenhøjde med politikerne og føler

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

20

os ligeværdige med dem.

(Hjarvard,2005,s.9-13,37og57)

Den klassiske politiske kommunikation

Den ideelle demokratiske samtale

For at finde karakteristika for den ideelle demokratiske samtale har jeg set på Kirsten

Drotners omtale af Jürgen Habermas’ teori i sin bog ”Mediehistorier” (Drotner,2011).

Habermas deler samfundet op i fire delområder: den intime og den sociale sfære, den

kulturelle og den politiske offentlighed. De fire delområder af samfundet har hver deres

funktion, og det interessante her er den politiske offentlighed, som er det område, hvor

den offentlige debat foregår. Den politiske offentlighed skal facilitere diskussionen om

de almene fælles interesser for samfundet, være forum for den politiske og offentlige

meningsdannelse. De emner, der tages op i offentligheden, skal altså altid have det

almene og principielle i fokus, og målet er, at der opnås en forståelse af, hvad der er det

fælles bedste for samfundet. Denne offentlige debat skal være herredømmefri, og

faktuelle og sande argumenter skal være det, der vægter i debatten. Ifølge Habermas

skal medierne være omdrejningspunkt for den offentlige debat, og de må ikke

sammenblande emner fra de fire delområder. Habermas opfatter medierne som hævet

over de fire delområder i samfundet, og skal samtidig være forbindelsesled imellem

dem.

(Drotner,2011,s.78-84)

Den reelle demokratiske samtale?

Hjarvard nævner i sine bøger (Hjarvard,2005og2008,) og i en artikel (Hjarvard,1997) en

teoretiker, Michael Schudson, som skelner mellem to slags samtaler, en

problemløsende/demokratisk samtale og så den selskabelige (Schudson,1997). Det

karakteristiske ved Schudsons demokratiske samtale er, at denne er regelstyret og

forpligtende, den foregår offentligt og kan være ubehagelig at deltage i, den er

anstrengende at følge, indebærer risici for at deltagerne kan tabe ansigt, og er rettet mod

(stats-)borgerne (i modsætning til f.eks. et underholdningspublikum eller forbrugere).

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

21

Den demokratiske samtale foregår ikke nødvendigvis mellem ligeværdige aktører, samt

har et klart formål og et pres for at løse samfundets problemer. Det sidste er dog et

ideal, som ofte overskygges af et andet formål, nemlig at ændre på magtbalancen

mellem debattørerne.

(Hjarvard,2005,s.42-3;Hjarvard,2008,s.106-7;Hjarvard,1999,45)

Når man ser på karakteristikaene for Habermas’ ideelle demokratiske samtale og

Schudsons måske mere reelle, så bliver det klart, at kravene til den demokratiske

samtale også går på indholdet i samtalen, ikke kun på den måde, der samtales, som

karakteristikaene for den selskabelige samtale primært handler om.

Karakteristika ved den klassiske politiske samtale

Offentlig, forpligtende, saglige/faglige argumenter, rettet mod (stats-)borgere, ikke

ligeværdige deltagere, kan være ubehagelig at deltage i, risiko for at deltagerne taber

ansigt, skal omhandle emner af principiel karakter og almen interesse, må ikke

sammenblande emner fra de fire områder i samfundet, har et klart formål og der er pres

på for at finde frem til løsninger, der er til samfundets bedste. Eller har det formål at

ændre på magtbalancen mellem debattørerne.

Metode

Min undersøgelsesmetode er dokumentanalyse, og min analysemetode er kvalitativ

indholdsanalyse.

Dokumentanalyse

Dokumentanalyse definerer Kennet Lynggaard i Svend Brinkmann og Lene Tanggaards

bog ”Kvalitative Metoder” (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.137-51), som en empirisk

analyse anvendt på et nærmere afgrænset sæt af dokumenter (Brinkmann

&Tanggaard,2010,s.137). Lynggaard definerer et dokument som ”…sprog, som er

fikseret i tekst og tid” (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.138). Det særlige ved

dokumenter som empirisk grundlag for en undersøgelse er, at dokumenterne normalt er

produceret med et andet formål end undersøgelsen, hvor f.eks. et interview bliver skabt i

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

22

forbindelse med undersøgelsen. Dvs. at den, der analyserer dokumenterne, ikke har

været med til at producere dem (Brinkmann&Tanggaard,2010,s.140).

Dokumenterne til dokumentanalysen vil næsten altid skulle indsamles over en

tidsperiode, som både kan være enten kort eller lang, og hvilken type af dokumenter,

man skal indsamle til sin dokumentanalyse, afhænger af ens undersøgelsesspørgsmål.

Nogle gange vil undersøgelsens spørgsmål klart definere hvilke dokumenter, man skal

indsamle, men oftest vil man skulle opstille klare og eksplicitte kriterier for ens

analysedokumenter, da der ofte er mange forskellige kilder og mange mulige

dokumenttyper, man kan bruge til at besvare undersøgelsens spørgsmål

(Brinkmann&Tanggaard,2010,s.140-3). I forhold til min undersøgelse er det relevant, at

Lynggaard skriver, at dokumentkriterierne kan bestå af en specifikation af en

publikation og en given tidsperiode (Brikmann&Tanggaard,2010,s.143). Mine

”publikationer” er de sociale medier Facebook og Twitter og noget bestemt indhold i

disse, nemlig de otte politikeres opdateringer og tweets. Min tidsperiode er uge 15 – for

Dan Jørgensens vedkommende uge 16 (se afsnittet ”Empiri”)

Hvordan man konkret udfører sin analyse af dokumenterne afhænger igen af

undersøgelsens spørgsmål. Dokumentanalysemetoden kan være både analytisk-induktiv

og hypotetisk-deduktiv. Ved den første undersøger man dokumenterne, og opstiller ud

fra disse variabler og indikatorer, som bruges til at besvare undersøgelsens spørgsmål

med, hvis dette da ikke bliver revideret på baggrund af den viden, man har fået fra sin

undersøgelse af dokumenterne. Den anden tilgang, den hypotetisk-deduktive, er den, der

er relevant i forhold til min undersøgelse. Her opstiller man ud fra sin teori en hypotese,

som man så undersøger holdbarheden af. Min hypotese er givet ud fra min teori - vi

kommunikerer i samfundet mere selskabeligt, også den politiske kommunikation er

blevet mere selskabelig (Hjarvard,2005og2008). Min konkrete hypotese er, at den

politiske kommunikation er blevet selskabeliggjort, og at politikerne på Facebook og

Twitter derfor kommunikerer selskabeligt. Det er dette, jeg vil undersøge holdbarheden

af. Til en dokumentanalyse skal man operationalisere teorien ved ud fra denne klart at

definere variabler og indikatorer, som bruges til analysen (Brinkmann

&Tanggaard,2010,s.144). Dette har jeg gjort ved ud fra min teori at opstille

karakteristika af det selskabelige samfund og den selskabelige samtale, og ved hjælp af

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

23

disse karakteristika at udarbejde nogle analysekategorier (se afsnittet

”Analysekategorier”)

Lynggaard foreslår, at man lader ens metodiske overvejelser om dokumentmaterialets

kvalitet tage udgangspunkt i fire kategorier. Autenticitet, troværdighed,

repræsentativitet og mening. Med autenticitet mener han, om oprindelse og afsender af

dokumenterne kan identificeres. Troværdighed handler om usikkerhed og skævheder,

altså på hvilken måde valget af dokumenttype påvirker ens analyse - er f.eks. alle

relevante dokumenter fundet og medtaget i undersøgelsen? Trækker den/de valgte

kilde(r) og/eller tidsperioden i en bestemt retning i forhold til ens konklusion?

Repræsentativitet handler om, om ens dokumenter er et gennemsnitligt og typisk

dokument i forhold til det, der undersøges. Lynggaard påpeger her, at ens

undersøgelsesdokumenter oftest er ufuldkomne. Mening omhandler klarhed i forhold til

dokumenternes mening/betydning – er dokumenterne hele og er der sproglig klarhed?

Disse overvejelser ser jeg på i min diskussion af min undersøgelse i afsnittet

”Metodeovervejelser”.

(Brinkmann&Tanggaard,2010,s.147-9).

Indholdsanalyse

I Ole R. Holstis bog ”Content analysis for the social sciences and humanities”

(Holsti,1969) beskriver han i kapital 2 ”Content analysis research design”

(Holsti,1969,s.24-41) elementerne i en indholdsanalyse, og indholdsanalysens

undersøgelsesdesign. Holsti tager udgangspunkt i det klassiske

kommunikationsspørgsmål: ”Who says what, to whom, how and with what effect” og

tilføjer et ”why” kommunikationen foregår (formålet med kommunikationen). Holsti

definerer indholdsanalyse således:

”Content analysis is any technique for making inferences by objectively and

systematically identifying specified characteristics of messages.”

(Holsti,1969,s.25)

Ved en indholdsanalyse tager man altså udgangspunkt i meddelelser, som kan være

tekst eller andre afgrænsede enheder, der indeholder meningsfulde udtryk for andre end

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

24

den, der har produceret dem. Disse meningsholdige enheder skal kunne inddeles

systematisk i indholdskategorier, som er baseret på eksplicitte retningslinjer. En

indholdsanalyse kan bruges til at undersøge flere forskellige ting f.eks. hvem der er

forfatteren til en tekst eller tendenser eller mønstre i tekstdokumenter (Stemler,2001s.1-

2 og Krippendorff,2004,s.18-19)

Holsti skriver i sin tekst, at man kan designe indholdsanalysen med tre forskellige

formål for øje. Man kan ønske at finde frem til:

1: Tekstens karakteristika

2: Årsagerne til at der kommunikeres

3: Effekten af kommunikationen

(Holsti,1969,s.24-6)

Alt efter hvad man ønsker at undersøge, skal man stille forskellige spørgsmål til ens

indsamlede meddelelser. Holsti opstiller et skema, hvori han inddeler

undersøgelsesdesignet horisontalt i 5 kategorier og vertikalt i tre kategorier. De sidste er

de tre ovenfornævnte formål, der også er indholdet i den første horisontale kategori

”Purpose”. De 4 andre horisontale kategorier er: ”Branch of semiotics”, ”Type of

comparison”, ”Question” og ”Research problem”, som vertikalt er fyldt med forskellige

specifikke undersøgelseselementer.

(Holsti,1969s.26-37)

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

25

(Holsti,1969,s.26)

Alt efter hvilket spørgsmål, man ønsker at besvare med sin undersøgelse, hvilke(n) dele

i den klassiske kommunikationsproces, man ønsker at se på, er der altså forskellige

kendetegn, man skal se efter/undersøge ved ens data.

Når man bruger indholdsanalyse som undersøgelsesmetode, pointerer Holsti, at det er

vigtigt, at man klart beskriver sin dataindsamlingsmetode, samt hvilke dataenheder og

analysekategorier man vil bruge, samt hvordan man vil sammenligne kategorierne, og

hvilke slutninger man ønsker at kunne drage ud fra ens data (Holsti,1969,s.25-7). Der er

flere forskellige måder at definere ens dataenheder på. Man kan bruge naturligt

afgrænsede enheder, som f.eks. en avisartikel eller et tweet. Man kan bruge en

syntaktisk metode, hvor man bruger enheder skabt af forfatteren. Man kan definere

enhederne efter, hvordan de referer til f.eks. personer eller steder. Eller man kan inddele

enheder efter, hvordan de omtaler bestemte begivenheder. Der er to måder at etablere

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

26

analysekategorierne på. Enten ved forud for ens undersøgelse at gennemgå et udsnit af

dataene, og så definere indikatorer og analysekategorier ud fra disse (den analytisk-

induktive metode omtalt i afsnittet ”Dokumentanalyse), eller man kan opstille

indikatorer og analysekategorier ud fra en teori (den hypotetisk-deduktive metode også

omtalt i afsnittet ”Dokumentanalyse). Analysekategorierne skal opfylde kravet om

ekshaustivitet og være gensidigt udelukkende, så ingen dataenheder falder imellem

kategorierne. Indholdsanalysens reliabilitet afhænger af, hvor godt man får beskrevet

analysekategorierne, så de er ekshaustive og eksklusive. Der er to måder at måle en

indholdsanalyses reliabilitet på. For det første ved at undersøge om den samme person

placerer de samme dataenheder i de samme analysekategorier gentagne gange. For det

andet ved at undersøge om forskellige personer placerer de samme dataenheder i de

samme analysekategorier.

(Stemler,2011)

Validiteten af indholdsanalysen undersøges ved at undersøge, om de konklusioner, der

drages af den, er i overensstemmelse med andre uafhængige observationer. Om de kan

holde til at blive testet i forhold til andre beviser uafhængige af undersøgelsen og i

forhold til andre teorier end den brugte. Eller alternativt, om de kan bruges til at

understøtte succesfulde handlinger (Krippendorf,2004,s.313-18). Validitet kan også

undersøges ved at se på, om de dataenheder man har indsamlet, rent faktisk kan bruges

til at besvare ens undersøgelsesspørgsmål, altså til at be- eller afkræfte ens hypotese(r)

(Harboe,2010,s.89-91).

Hvordan bruger jeg indholdsanalysen

Mine indholdskategorier er mine analysekategorier (se afsnittet ”Analysekategorier”),

og de er baseret på eksplicitte retningslinjer i form af de opstillede karakteristika for den

selskabelige samtale og for den klassiske politiske kommunikation. Mit formål med

indholdsanalysen (Holstis ”Purpose” kategorien) er at undersøge det, Holsti kalder

tekstens karakteristika (formål 1) – er opdateringerne og tweetene selskabelige? Den

måde, jeg undersøger karakteristikaene på, er ved hjælp af spørgsmålene: ”Hvad” bliver

sagt? (”Question” kategorien), altså at undersøge trends inden for politisk

kommunikation (”Research problem” kategorien) på sociale medier. ”Hvordan” det

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

27

bliver sagt (”Question” kategorien), hvilke overtalelsesmetoder bliver brugt, og hvilken

skrivestil/sproglig stil bruges der (”Reseach problem” kategorien). Den måde, jeg laver

min sammenligning på (”Type of comparisons” kategorien), er ved overordnet at

sammenligne hvordan facebookopdateringerne og tweetene fordeler sig i de to

overordnede analysekategorier – selskabelig samtale vs. klassisk politisk

kommunikation. Spørgsmålet ”til Hvem” (”Question” kategorien) er givet i selve

undersøgelsesdesignet (krav om at politikernes facebookprofiler og twitterkonti er

offentlige, se afsnittet ”Empiri”), men svaret er meget bredt, og det er svært at

karakterisere modtagerne (”Research problem” kategorien”), da det er hele

offentligheden, altså potentielt alle der kan læse dansk. Jeg har ud fra min teori opstillet

nogle sproglige og indholdsmæssige karakteristika (”Branch of semiotics” kategorien)

af den selskabelige samtale og af den klassiske politiske kommunikation (Se afsnittene

”Den selskabelige samtale” og ”Den klassisk politiske kommunikation”). Mine

dataenheder er naturligt afgrænsede, da opdateringerne og tweetene har en afgrænset

størrelse. Den slutning, jeg ønsker at kunne drage af min undersøgelse, er en be- eller

afkræfte af min hypotese (Min indsamlingsmetode beskriver jeg i afsnittet ”Empiri”).

Analysekategorier

Mine 2 overordnede analysekategorier er den selskabelige samtale og den klassiske

politiske kommunikation. Disse to underopdeler jeg i 4 kategorier: Politisk indhold,

politisk indhold men formidlet selskabeligt, personligt indhold og privat indhold. Disse

4 bliver videre underopdelt i 1 politisk kategori, 2 kategorier med politisk indhold men

selskabeligt skrevet eller formidlet, 4 typer personlige kategorier og 1 privat kategori.

Klassisk politisk kommunikation

Den politiske kategori

1: Fagligt/sagligt argumenterende tweets og facebookopdateringer. Udtrykker

meninger/holdninger, links til andet politisk fagligt/sagligt materiale.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

28

Selskabelig samtale

Kategorierne med politisk indhold der er selskabeligt formidlet

1:Politisk indhold – selskabelig skrive- eller formidlingsstil.

2: Politiske polemiske tweets og facebookopdateringer eller drillende andre politikere.

Også disse kan være links til andre sider.

De 4 personlige kategorier

Opdelt efter forskelligt indhold i facebookopdateringerne og tweetene.

1: Hvad laver jeg/Hvad sker der i mit liv?

2: Hvad mener jeg – ikke politisk?

3: Hyggelige og sjove kommentarer og links.

4: Spørgsmål til følgere.

Den private kategori

1: Hvad sker der med mig og medlemmer af min familie. Tweets og

facebookopdateringer der går tæt på den private person og begivenheder i dennes og de

nærmestes liv.

Empiri

Min empiri består af 8 politikeres statusopdateringer på Facebook og tweets på Twitter.

Jeg har haft problemer med at finde et Folketingsmedlem fra hvert parti, der bruger

Twitter. F.eks. kunne jeg ikke på det tidspunkt, hvor jeg indsamlede min empiri, finde et

mediekendt Folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, der brugte Twitter, og jeg har

derfor valgt at bruge to Europaparlamentarikere i min undersøgelse. En fra Dansk

Folkeparti og en fra Socialdemokratiet, for at Dansk Folkepartis europaparlamentariker

ikke skulle være den eneste europaparlamentariker i undersøgelsen. Derudover var det

svært at finde et medlem af Liberal Alliance, der brugte Twitter (hvilket der er kommet

efter jeg har gennemført min undersøgelse). Af de mediekendte politikere fra Liberal

Alliance havde Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll en twitterkonto, men

ingen af dem brugte den meget, men Simon Emil Ammitzbøll lidt mere end Anders

Samuelsen, så jeg valgt at følge ham. Desuden er Anders Samuelsen partileder og falder

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

29

derfor uden for politikerudvalgskriterierne (se afsnittet ”Udvalgskriterier”). Desværre

vidste det sig at Simon Emil Ammitzbøll ikke brugte Twitter den uge, jeg indsamlede

min empiri, så jeg har ingen tweets fra ham.

Udvalgskriterier

Kriterierne for valg af politikere har været, at de skulle være danske mediekendte

politikere, medlem af et dansk politisk parti, som har medlemmer, der sidder i

Folketinget. De skulle have officielle og offentligt tilgængelige facebookprofiler og

twitterkonti, samt helst ofte bruge disse. De måtte ikke være partiledere, da jeg tænkte,

at jeg enten skulle bruge alle partilederne eller ingen af dem, da der kunne være forskel

på, hvordan partiledere og andre politikere bruger Facebook og Twitter. Partilederne er

partiernes ansigt ud ad til, så det kunne også tænkes, at deres profiler var ret styret og

overvåget af partiets pressetjeneste. Dette har jeg ikke undersøgt, men har bare valgt

ikke at bruge partiledere.

De 8 politikere

Jeg har valgt at bruge fire almindelige Folketingspolitikere, to ministre og to

europaparlamentarikere. Jeg har medtaget to ministre, da jeg tænkte, at det kunne være

interessant at se, om ministrene var mere formelle i deres brug af de sociale medier i

forhold til de andre politikere.

Konkret har jeg valgt at indsamle facebookstatusopdateringer og tweets fra:

Enhedslisten: Pernille Skipper (Folketingsmedlem).

SF: Ida Auken (Miljøminister).

Socialdemokratiet: Dan Jørgensen (Europaparlamentariker).

De radikale: Manu Sareen (Kirke- og ligestillingsminister).

Venstre: Søren Pind (Folketingsmedlem).

Liberal Alliance: Simon Emil Ammitzbøll (Folketingsmedlem).

De Konservative: Benedikte Kiær (Folketingsmedlem)

Dansk Folkeparti: Morten Messerschmidt (Europaparlamentariker).

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

30

Indsamling af empirien

Jeg har valgt at indsamle alle facebookstatusopdateringer og alle tweets fra de otte

politikere, samt politikernes kommentarer til egne statusopdateringer og kommentarer

til kommentarerne til deres statusopdateringer, samt politikernes re-tweets og tweets til

kommentarer til deres tweets. Disse er indsamlet over en uge, altså 7 døgn, og jeg har

valgt uge 15 fra d.8. til14. april, da der i denne uge ikke var nogen helligdage eller andre

særlig begivenheder, og derfor må kunne betegnes som en almindelig uge. Desværre var

en af de valgte politikere, Dan Jørgensen, ekstraordinært inaktiv denne uge, da han

bogstavelig talt var gået i kloster for at skrive en bog færdig. Da uge 15 derfor på ingen

måde viste normal aktivitet fra Dan Jørgensen på hverken Facebook eller Twitter, har

jeg efter samråd med min vejleder valgt at indsamle facebookopdateringer og tweets fra

Dan Jørgensen i uge 16 fra d.15 til 21. april, da også denne uge kan betegnes som en

”normal” uge uden helligdage eller andre særlige begivenheder.

Alle tweets er samlet i bilag 2.

Alle facebookopdateringerne er samlet i bilag 3.

Optælling

Jeg tildelte hver af de endelige 8 analysekategorier (se afsnittet ”Analysekategorier”) et

nummer, som jeg så tildelte tweetene og facebookopdateringerne efter jeg havde læst og

analyseret dem.

Nummerering af analysekategorierne

1: Fagligt/sagligt argumenterende. Udtrykker meninger/holdninger.

2:Politisk indhold – selskabelig skrive- eller formidlingsstil.

3: Politisk polemiske eller drillende andre politikere.

4: Hvad laver jeg/Hvad sker der i mit liv?

5: Hvad mener jeg – ikke politisk.

6: Hyggelige/sjove kommentarer og links.

7: Spørgsmål til følgere.

8: Hvad sker der med mig privat og mine nærmeste pårørende.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

31

Resultater

For udvalgte karakteristiske eksempler fra hver kategori se bilag 4

Tweets fordelt mellem politikerne og i analysekategorierne

(Skema 1. For en større udgave af skemaet se bilag 1)

I skema 1 kan man se, at de politikere, der skriver mest på Twitter, er Pernille Skipper

(73 tweets) og Morten Messerschmidt (61), efterfulgt af Dan Jørgensen (45). De skriver

alle tre flest klassiske politiske tweets (kategori 1), men skriver også forholdsvis

”mange” hygge/for sjov tweets (7-8) (Kategori 6). Morten Messerschmidt er den eneste

politiker, der har 1 tweet i kategori 8 omhandlende hans privatliv (se bilag2,s.5). Søren

Pind og Benedikte Kiær har ikke skrevet mange tweets, Søren Pind lidt flere end

Benedikte Kiær (19og12), men de har begge deres tweets pænt fordelt over kategorierne

1-7. Benedikte Kiær med flest i kategori 3 (politisk polemisk/drillende), og Søren Pind

med flest i kategori 6 (for sjov/hygge). Ida Auken har en overvægt af hygge/for sjov

tweets (8) (kategori 6) i forhold til, hvor mange tweets hun har i de andre kategorier (1

eller 2), men har i det hele taget ikke skrevet mange tweets (12). Manu Sareen er den

politiker, der har skrevet færrest tweets (10), af dem, der har skrevet tweets (Simon

Emil Ammitzbøll har 0). Han har 5 tweets kategori 1, 2 i kategori 6, 1 i kategori 4 (bilag

2,s.21) og 2 polemiske/drillende tweets (kategori 3).

Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8 I alt

Morten Messerschmidt 28 8 8 4 4 7 1 1 61

Benedikte Kjær 1 1 4 1 1 3 1 0 12

Simon Emil Ammitzbøll 0 0 0 0 0 0 0 0 0

Søren Pind 4 3 3 2 1 6 0 0 19

Manu Sareen 5 0 2 1 0 2 0 0 10

Dan Jørgensen 23 8 6 1 0 7 0 0 45

Ida Auken 1 1 2 0 0 8 0 0 12

Pernille Skipper 28 21 12 3 0 8 1 0 73

I alt 90 42 37 12 6 41 3 1 232

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

32

Facebookopdateringer fordelt på politikerne og i analysekategorierne

(Skema 2. For en større udgave af skemaet se bilag 1)

I skema 2 kan man se, at på Facebook har Simon Emil Ammitzbøll skrevet flest

opdateringer (30), men han brugte heller ikke Twitter overhovedet. Han har flest

opdateringer i kategori 1 (16), og én i hver af kategorierne 5 og 6 (se bilag 3,s.2og28)

og 0 i kategori 4, 7 og 8. Morten Messerschmidt bruger Facebook næstmest med 25

opdateringer, også han har flest i kategori 1 (14). Her skal nævnes, at meget af det

Morten Messerschmidt skriver på Facebook og Twitter, er identisk eller næsten i

identisk. Ida Auken, Søren Pind, Dan Jørgensen, Manu Sareen og Benedikte Kiær har

mellem 17 og 9 opdateringer, men mens Ida Aukens (17) og Dan Jørgensens (12)

opdateringer primært ligger i kategori 1, er både Søren Pinds, Manu Sareens og

Benedikte Kiærs fordelt ud over de fleste af kategorierne, dog ikke med så mange i hver

(fra 4 til 1). Søren Pind og Manu Sareen er de eneste, der har 1 opdatering i kategori 8

(se bilag 3,s.3) – altså omhandlende deres privatliv. Pernille Skipper skriver næsten ikke

på Facebook, hun har kun 2 opdateringer, og de ligger begge i kategori 1 (bilag

3,s.21og30), men hun bruger også Twitter meget (73 tweets på en uge), så hun gør

næsten det omvendte af Simon Emil Ammitzbøll.

Procentvisfordeling af både tweets og facebookopdateringer i

analysekategorierne hos politikerne

Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8 I alt

Morten Messerschmidt 14 4 4 2 1 0 0 0 25

Benedikte Kjær 3 1 2 0 2 1 0 0 9

Simon Emil Ammitzbøll 16 6 6 0 1 1 0 0 30

Søren Pind 4 3 1 1 3 1 0 1 14

Manu Sareen 3 0 1 2 1 2 1 1 11

Dan Jørgensen 9 2 1 0 0 0 0 0 12

Ida Auken 10 4 3 0 0 0 0 0 17

Pernille Skipper 2 0 0 0 0 0 0 0 2

I alt 61 20 18 5 8 5 1 2 120

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

33

(Skema 3. Procentsatserne er ca. procentsatser. For en større udgave af skemaet se bilag1)

I skema 3 kan man se forskellene mellem de enkelte politikeres måde samlet at

kommunikere på, på to medier. Det er interessant, at Manu Sareen ikke har nogen

tweets eller facebookopdateringer, der placerer sig i kategorien med politisk indhold

formidlet selskabeligt (kategori 2), mens alle de andre politikere har en del i denne

kategori. Til gengæld har Manu Sareen 14% i kategorien om, hvad han laver/hvad der

sker i hans liv (kategori 4), hvor de andre politikere har under 10%, og en del har meget

lave eller ingen procent i denne kategori. Kategorien med spørgsmål til ens følgere

(kategori 7) og den private kategori (kategori 8) er der næsten ingen af politikernes

tweets eller facebookopdateringer, der placerer sig i. Og dem der har tweets og

facebookopdateringer i disse kategorier har få, alle procentsatser på 5% eller under.

Procentvisfordeling af analysekategorierne på henholdsvis tweets og

facebookopdateringer

(Skema 4. Procentsatserne er ca. procentsatser. For en større udgave af skemaet se bilag1)

I skema 4 er det interessant, at der i kategori 1, men især i kategori 6, er stor forskel på

procentsatsen mellem tweets og facebookopdateringer. I kategori 5 er procentsatserne

nærmere ca. 2,5% af tweetene og ca. 6,5% af facebookopdateringerne, men mit

excelprogram ville ikke acceptere halve procenter??? Kategori 7 og 8 har meget små

procentsatser både for tweets og facebookopdateringer, i kategori 7 er der 3 tweets = ca.

1,3% og 1 facebookopdatering = 0,8 %, og i kategori 8 er der 1 tweet og 2

facebookopdateringer, hvilket svarer til ca. 0,5% af tweetene og ca. 1,5% af

facebookopdateringerne.

Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8

Morten Messerschmidt 49% 14% 14% 7% 6% 8% 1% 1%

Benedikte Kjær 19% 10% 29% 5% 14% 19% 5% 0%

Simon Emil Ammitzbøll 53% 20% 20% 0% 3% 3% 0% 0%

Søren Pind 24% 18% 12% 9% 12% 21% 0% 3%

Manu Sareen 38% 0% 14% 14% 5% 19% 5% 5%

Dan Jørgensen 56% 18% 12% 2% 0% 12% 0% 0%

Ida Auken 38% 17% 17% 0% 0% 28% 0% 0%

Pernille Skipper 40% 28% 16% 4% 0% 11% 1% 0%

Kategori 1 Kategori 2 Kategori 3 Kategori 4 Kategori 5 Kategori 6 Kategori 7 Kategori 8

Tweets 39% 18% 16% 5% 3% 18% 1% 1%

Facebookopdateringer 51% 17% 15% 4% 7% 4% 1% 2%

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

34

Overordnet fordeling i analysekategorierne

Overordnet er fordelingen i analysekategorierne, at af de i alt 352 tweets og

facebookopdateringer var 151 i kategori 1, hvilket svarer til ca. 43%. Ca. 18% faldt i

kategori 2 og ca. 16% i kategori 3. I alt havde altså ca. 77% af tweetene og

facebookopdateringerne politisk indhold, hvoraf den overvejende del er i kategori 1,

altså som klassisk, politisk kommunikation. Dette er dog under halvdelen af alle tweets

og facebookopdateringer, da ca. 57% faldt i kategori 2-8, altså dem jeg har under den

selskabelige samtale enten pga. formidlingsstil og sproglig stil eller pga. indhold. 34%

(kategori 2 og 3) af alle tweetene og facebookopdateringerne, har stadig politisk

indhold, men dette er formidlet gennem samtale eller polemisk/drillende. Dette svarer til

ca. 44% af tweetene og facebookopdateringerne med politisk indhold, så altså næsten

halvdelen af kommunikationen fra politikerne med politisk indhold på Facebook og

Twitter er selskabelig. 84 ud af de 352 tweets og facebookopdateringer, hvilket svarer

til ca. 24%, har ikke politisk indhold, og falder derfor indholdsmæssigt i den

selskabelige kategori, hvor det, der formidles, enten siger noget om personlige ikke-

politiske holdninger, eller hvor indholdet er aktiviteter, hygge og sjov eller om privatliv.

Metodeovervejelser

Hvis jeg tager udgangspunkt i Lynggaards fire kategorier autenticitet, troværdighed,

repræsentativitet og mening (Brinkmann&Tanggaard,2010) til at vurdere kvaliteten af

min undersøgelse, så er den kvalitativt i orden i forhold til autenticitet og mening.

”Autenticitet” fordi man kan identificere både teksternes oprindelse og afsender – i

hvert fald den officielle afsender, men det er også i orden i forhold til min undersøgelse,

for hvis politikeren står som officiel afsender, så er det ham/hende, der bliver opfattet af

offentligheden som afsender, og også ham/hende, der skal stå til ansvar for og forsvare

det, der bliver skrevet/uploadet. ”Mening” er kvalitativt i orden, fordi mine dokumenter

(tweetene og facebookopdateringerne) er hele og klare i deres betydning på den måde,

at de alle er skrevet på et dansk, jeg forstår fuldt ud. ”Troværdigheden” er kvalitativt

både/og, for alle relevante dokumenter er fundet (inden for min tidsperiode) og

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

35

medtaget i min undersøgelse, men det kan være, at valget af medier trækker i en bestemt

retning i forhold til min konklusion – for kommunikationsformen på de sociale medier

kan tænkes at være mere selskabelig blandt politikere end den er i andre medier. Min

undersøgelses kvalitet i forhold til ”Repræsentativitet” kan jeg kun formode er i orden,

for jeg går ud fra, da mine politikere fra hvert parti kun er valgt ud fra, om de var

mediekendte og om de brugte Twitter og Facebook, at deres adfærd på disse medier i

hvert fald tilsammen er gennemsnitlig og typisk for danske mediekendte politikere på

de sociale medier - men jeg kan reelt ikke vide det.

Validitet

Man kan undersøge validiteten af ens undersøgelse ved at holde resultaterne op mod

andre uafhængige undersøgelsers resultater, eller op mod uafhængige teoriers

antagelser, eller undersøge om ens resultater kan understøtte konkrete handlinger (se

afsnittet ”Metode” og Krippendorff,2004,s.313-8). Jeg har i mit afsnit ”Politikerne og

de sociale medier” brugt undersøgelser af politikeres brug af Facebook og Twitter, som

er uafhængige af mine. Disse vil jeg holde mine resultater op imod. Konklusionen i den

danske undersøgelse, foretaget af Ugebrevet A4 (Schmidt,2012), er, at politikerne

bruger Facebook til både politisk og personlig kommunikation. Dette viser min

undersøgelse også, men hvis den personlige kommunikation i Ugebrevet A4’s

undersøgelse går på ikke-politisk indhold, så viser min undersøgelse en overvægt af

politisk indhold (ca.77%), hvor noget af det politiske indhold (ca. 44%) bliver

kommunikeret selskabeligt. Dansk Journalistforbunds (DJ) undersøgelse siger mest

noget om, at politikerne bruger de sociale medier meget, og at de er bevidste om,

hvordan de bruger dem. Min undersøgelse viser, at nogle af dem bruger Twitter og

Facebook meget og andre ikke så meget – og dette selv om jeg har forsøgt at vælge

politikere, der var meget aktive på i hvert fald et af disse sociale medier. I DJ’s

undersøgelse svarer politikerne også, at de bruger Twitter og Facebook for at

kommunikere med befolkningen, altså debattere og få input til deres politik. Min

undersøgelse viser, at de i hvert fald ikke stiller mange spørgsmål til deres følgere på de

to medier, men de indgår da i samtaler (eksempler se bilag 2,s.1,12,22,41ogbilag 3,s. 2-

3,14,28-30), dog er der mange af disse samtaler på Twitter, der, ligesom i de

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

36

udenlandske undersøgelser (Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011), er med andre

politikere (eksempler se, bilag 2,s.8-9,42-3). De udenlandske undersøgelser af

politikeres brug af Facebook (Bronstein,2013;Suminas,2011) og Twitter

(Golbeck,Grimes&Rogers,2010;Sæbø,2011) konkluderer nogenlunde det samme som

min undersøgelse, nemlig at politikerne bruger disse sociale medier mest til at formidle

politik og dem selv som politikere, og den information man får om dem personligt, er

kontrolleret og bliver sjældent privat (Bronstein,2013;Suminas,2011). Bronstein

undersøger også (Bronstein,2013), på hvilken måde politikerne stilmæssigt

kommunikerer – om de bruger patos, etos eller logos – og konkluderer, at de mest

kommunikerer via etos- og patoskommunikation, kun en lille del er

logoskommunikation (Bronstein,2013). Dette passer ikke til min undersøgelses resultat,

da 43% af tweetene og facebookopdateringerne ligge i kategori 1, altså klassisk politisk

fagligt, sagligt argumenterende kommunikation, eller klassiske politiske

holdningstilkendegivelser, hvilke svarer til logoskommunikation. Det kan evt. være en

forklaring på forskellen her, at Bronstein undersøger amerikanske præsidentkandidaters

brug af Facebook, og jeg undersøger danske politikeres brug af Facebook og Twitter.

Der kan være geografiske forskelle på brugen af de samme medier, samtidig er der stor

forskel på de politiske embeder, som danske politikere indtager, og så det embede

amerikanske præsidentkandidater kæmper om.

Min undersøgelses validitet, når man sammenligner mine resultater med resultaterne fra

andre uafhængige undersøgelser, er noget svingende. Nogle undersøgelser bekræfter

mine resultater, og nogle andre gør ikke.

Man kan også undersøge validitet ved at undersøge, om de data, man har indsamlet,

egentlig besvarer ens undersøgelsesspørgsmål (se afsnittet ”Metode” og

Harboe,2010,s.89-91). Hvis de kan inddeles i analysekategorierne, kan mine data

besvare mit spørgsmål, for jeg undersøger politikeres måde at kommunikere på, og de

data, jeg har indsamlet, er netop politikeres kommunikation i nogle bestemte medier.

Hvis mine analysekategorier er korrekt konstruerede, kan mine data besvare mit

undersøgelsesspørgsmål, og min undersøgelse er valid i forhold til Harboes krav. Hvis

min undersøgelses reliabilitet er i orden, opfylder den altså Harboes validitetskrav.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

37

Reliabilitet

Den eneste måde, jeg har kunne teste min undersøgelses reliabilitet på, var ved at

gentage min indholdsanalyse og fordelingen af tweets og facebookopdateringer i

analysekategorierne. På den måde kunne jeg se, om jeg ramte den samme fordeling to

gange i træk, hvilket jeg gjorde nogenlunde (over 90%). Dette burde nok være gjort

mere end to gange, men pga. af den begrænsede tidsperiode har det ikke været muligt

for mig at gennemføre indholdsanalysen mere end to gange. Det havde også været bedre

for min undersøgelses reliabilitet, hvis jeg havde haft en makker, der havde gennemført

indholdsanalysen og fordelingen i analysekategorier uafhængigt af min analyse og

fordeling, men det har jeg ikke haft.

Ekshaustivitet

Efter jeg har gennemført min indholdsanalyse, er jeg kommet i tvivl, om ikke kategori 3

– i hvert fald i dansk sammenhæng – hører til i den klassiske politiske kommunikation.

Kategori 3, som er den polemisk/drillende kategori med politisk indhold, har jeg

placeret i den selskabelige kategori. Det kan diskuteres om nogle af de tweets og

facebookopdateringer, jeg har placeret i denne kategori, er placeret rigtigt, for

polemiske kommentarer og kommentarer, der driller andre politikere, har jo længe

været en del af den danske, politiske kommunikation. Så jeg må konkludere, at jeg

burde have haft 2 polemisk/drillende kategorier, en i hver af de overordnede, så havde

mine analysekategorier været mere ekshaustive.

Eksklusivitet

Mine kategorier er i det store hele gensidigt udelukkende, men det er svært, når man

taler om tekst af varierende længde, for der kan være meget forskelligt indhold – f.eks.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

38

er to af Manu Sareens facebookopdateringer (se bilag3,s.3-4og17) så tydeligt hørende til

i to af mine analysekategorier, at jeg har medtaget dem i begge. Jeg har også ind

imellem været i tvivl omkring placering i enten kategori 1 eller 2 – for hvornår er

skrivestil og/eller sprogbrug for snakkende og afværgende til at være klassisk, politisk

kommunikation (eksempler bilag 3,s.6,10,30ogbilag 2,s.1,16,38)? Men da der i min

undersøgelse er tale om tekstanalyse, vil der altid indgå en subjektiv vurdering

(Brinkmann&Tanggaard,2010), også selvom jeg med indholdsanalysen har forsøgt at

opstille eksplicitte retningslinjer for inddelingen i analysekategorierne. Et problem jeg

har overvejet, i forhold til min subjektive tolkning af tweetene og

facebookopdateringerne, er, om jeg mon er blevet så vant til den selskabelige

kommunikationsform, at noget, som jeg tidligere ville have syntes var selskabelig snak,

opfatter jeg i dag som almindelig, saglig politisk kommunikation? Det var i hvert fald,

som nævnt, ind imellem svært for mig klart at adskille kategori 1 og 2 udsagn.

Mine analysekategorier er altså ikke totalt ekshaustive og ikke fuldstændigt gensidigt

udelukkende, men jeg fik næsten samme fordeling af tweets og facebookopdateringer i

analysekategorierne ved gentagelsen af min indholdsanalyse. Så min reliabilitet kunne

have været bedre og min undersøgelses validitet i forhold til Harboes krav (se afsnittene

”Validitet” og ”Metode” og Harboe,2010,s.89-91) kunne være bedre.

Diskussion

Medierne konstruerer det kommunikationsrum, hvori hele samfundet kommunikerer

med sig selv og om sig selv (Hjarvard,2008,s.32), dvs. medierne konstruerer,

strukturerer og faciliterer offentligheden og offentlighedens kommunikation. I det

selskabelige samfund er offentligheden påvirket af selskabelighedens normer for

kommunikation og samvær, og vores medier er i dag, som Hjarvard skriver

(Hjarvard,2005,s.17-22), lige så meget selskabelige teknologier, som de er teknologier,

der giver adgang til information og viden. Politikernes kommunikation på Twitter og

Facebook er en kombination af disse to – selskabeligt samvær/kommunikation og

information/viden. Den selskabelige kommunikation og det selskabelige (medierede)

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

39

samvær ”med” borgerne, opnår politikerne gennem deres tilstedeværels på de sociale

medier med profilsider/-konti, samt gennem de interaktioner, der er til rådighed f.eks.

”samtaler” på væggen/”direkte” tweets (eksempel bilag 2,s.22), mulighed for at stille

spørgsmål og kommentere (eksempel bilag 2,s.39og49), samt via en selskabelig

sprogbrug og skrivestil (eksempel bilag 2,s.29). Information og viden om deres politiske

holdninger og arbejde formidler de gennem facebookopdateringer og tweets med

politisk indhold (eksempel bilag 3,s.9), samt gennem deres argumenter og kommentarer

i ”samtalerne” (eksempel bilag 3,s.12-3), og via links til andre medier (eksempel bilag

3,s.38). De sociale medier kan altså anvendes som massemedie af politikerne med

kommunikation én til mange, men også til interpersonel kommunikation og til fælles

kommunikation i større eller mindre grupper (eksempel bilag 2,s.38-40)

(Hjarvard,2008).

Politikerne begrunder i Dansk Journalistforbunds undersøgelse deres brug af Facebook

og Twitter med, at det er godt at kunne få input fra vælgerne (Johannesen,2013 og

Lind&Johannesen,2013). Men der er næsten ingen tweets eller facebookopdateringer i

min undersøgelse, der indeholder spørgsmål til følgerne (kategori 7), kun 3 tweets og én

enkel facebookopdatering. Faktisk er de spørgsmål, politikerne stiller, mest af

opklarende karakter i forhold til drillende/fornærmende tweets, andre har skrevet til dem

(bilag 2,s.10,14og32). Og det ene spørgsmål, Manu Sareen stiller på Facebook, er af

hyggekarakter (bilag3,s.31). Det er interessant, at de politikere, der ikke har skrevet

specielt mange tweets - Benedikte Kiær, Søren Pind, Manu Sareen og Ida Auken – har

deres tweets fordelt udover de fleste kategorier (se skema 1). Politikerne bruger altså

også Twitter til selskabelig samtale, og ikke kun selskabelig samtale med politisk

indhold (for eksempel se bilag 2,s.22-3), for 27% af alle tweetene (63 ud af 323) er med

ikke-politisk indhold, hvilket også er interessant, fordi Twitter netop i Danmark næsten

kun bruges af politikere, journalister og andre mediefolk (Lind&Johannesen,2013). På

Facebook er procentsatsen af opdateringer med ikke-politisk indhold ca.17,5% (21 ud af

120), og altså mindre end på Twitter, hvilket kan undre, fordi det skulle være her, de

”almindelige” mennesker er (Schmidt,2012; Johannesen,2013). Hvis man ser specifikt

på kategorien ”Hyggelige/sjove kommentarer og links” (kategori 6), er der en forskel på

hele 14 procentpoint mellem Twitter og Facebook med flest på Twitter (se skema 4).

Dette kunne tyde på, at politikerne snakker mere for sjov og hyggeligt med hinanden og

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

40

journalister og mediefolk, end de gør med den ”almindelige” befolkning. Dette er nu

ikke, det indtryk jeg har fået gennem min indholdsanalyse, men jeg ved selvfølgelig

ikke, om de twitterkonti, jeg ikke kender, og derfor tager for ”almindelige borgere”

egentlig er mediefolk eller for mig ukendte politikere (for eksempel se bilag 2,s.4-

5,12,23).

De sociale medier gør det også muligt, med Goffmans begreb, at kontrollere både det

indtryk politikerne giver OG det de afgiver, i modsætning til hvad der er muligt for dem

ved et fysisk ansigt-til ansigt møde (Goffmann,1959 og Hjarvard,2008,s.35-4).

Politikerne har altså på de sociale medier fået en større grad af kontrol med, hvad vi ser

af dem og om dem, end hvad de ellers har både i den fysiske virkelighed og i den

journalistisk redigerede offentlighed. Dermed er det lettere for dem at styre det billede,

vi får af dem som både politikere og personer. Men de kan ikke kontrollere

fuldstændigt, hvad der forbindes med dem på Twitter og Facebook, da deres

profiler/konti er offentlige, og alle kan kommentere på dem. Der skal MEGET

overvågning til, hvis alle, der skriver noget upassende, skal blokeres. Politikerne kan

også kun styre, hvilket indtryk de afgiver på Twitter og Facebook, hvis de forstår og kan

finde ud af at bruge dem ”rigtigt” (henvisning til artikel med Lars Løkke). Men der er

ikke mange smuttere, og heller ikke mange ukontrollerede (hvis overhovedet nogen) kig

ind til den private person bag politikeren, og selv de kontrollerede kig er der få af (1

tweet og 2 facebookopdaringer i kategori 8 se bilag 2,s.6 og bilag 3,s.3-4).

Så selvom der er masser af selskabelig kommunikation fra politikerne på Facebook og

Twitter (57%), er det mest kommunikation med politisk indhold – kategori 1, 2, og 3

dækker 77% af kommunikationen. Men vi forventer, at se noget andet af vores

politikere på de sociale medier, end det vi ser i de klassiske massemedier. Vi forventer i

dag at se personen bag politikeren for at føle, at de kan være troværdige som politikere

(Hjarvard,2008). De krav, vi stiller til politikerne og de muligheder de sociale medier

giver, opfylder og benytter politikerne sig af på forskellige måder. Nogle af politikerne

giver som nævnt et kontrolleret blik ind i deres privatliv (bilag 3,s.3-4ogbilag 2,s.6),

nogle uploader links, billeder og videoer (eksempler bilag 2,s.14,20ogbilag 3,s.4,15,31),

andre bruger dem primært til at omgå den journalistiske redigerende magt imellem dem

og offentligheden (Johanessen,2013 og Lind&Johannesen,2013). Synligheden i det

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

41

offentlige rum er en livsvigtig ressource for politikere, og denne ressource råder

medieinstitutionen over, hvilket tilskynder politikerne til at tilpasse sig mediernes logik

(se afsnittene ”Medieinstitutionen og dennes logik”). Denne logik tilskynder til

populisme, polarisering/konfrontation, dramatisering, personificering og selskabelig

”snak” (Hjarvard,2008,s.95-121). Politikerne er nødt til at vedligeholde deres synlighed

i offentligheden for ikke at forsvinde ud af vælgernes bevidsthed, og i dag er

synligheden også en knap ressource, for politikerne kan sagtens være til stede i

medierne uden at blive set pga. af den ”information overload”, der generelt er i

samfundet. Derfor er det nødvendigt for dem at gøre den politiske kommunikation

interessant og attraktiv – både for medierne og for vælgerne. Her kommer inddragelse af

det personlige, konfrontationen, dramatisering og popularisering i spil. Behov for

synlighed og den måde medielogikken styrer opmærksomheden i offentligheden på, kan

måske forklare den relativt høje procentdel af tweetene og facebookopdateringerne, ca.

16%, der falder i kategori 3 - den politisk polemiske/drillende andre politikere kategori

(for eksempler se bilag 3,s.9,12,14,25,28,30og bilag 2, s.8,10,16,17,31). Dette er næsten

den samme procent som i kategori 2 (18%), og meget højere end alle de øvrige

selskabelige kategorier.

Overordnet er der ikke nogen klar og tydelig forskel på de forskellige politikeres brug af

Twitter og Facebook. Man kan IKKE konkludere, at en politiker fra et parti bruger dem

mest til klassisk politisk kommunikation og en, fra et andet parti, bruger dem primært

selskabeligt. Der er heller ikke nogen tydelig forskel mellem de borgerlige politikeres

og venstrefløjspolitikernes brug af Facebook og Twitter. Eller mellem de ”almindelige”

politikeres og ministrenes (Ida Auken og Manu Sareen) brug af medierne. Ministrene

bruger ikke Facebook og Twitter meget, men de bruger dem, og Manu Sareen bruger

dem også til at fortælle, hvad han laver (kategori 4) (bilag 2,s.20) og til at stille ét

uformelt spørgsmål (kategori 7) (bilag 3,s.4,31). Ida Auken skriver ikke om, hvad hun

laver eller stiller spørgsmål, men hun indgår i hyggesnak og pjatter (kategori 6) på

Twitter (bilag 2,s.22-24), og skriver også selskabeligt og polemisk/drillende om andre

politikere (kategori 3) (bilag 3,s.20). Så jeg kan konkludere negativt i forhold til min

begrundelse for at medtage de to ministre – ministrene bruger IKKE Facebook og

Twitter mere formelt end de andre politikere.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

42

Hvis man ser på den overordnede fordeling af politikernes tweets og

facebookopdateringer, så er 57% selskabelige – hvis vi trækker kategori 3 fra, som jeg

har haft problemer med (se afsnittet ”Reliabilitet”), så er det 41%. Eftersom der er tale

om politikernes officielle facebookprofiler/twitterkonti, som er tilgængelig for alle, der

ønsker at følge dem, og altså en del deres ”ansigt” i offentligheden, så er det vel egentlig

ret store procentdele, både hvis resultatet er 57% og hvis det er 41%. Politikerne bruger

altså i ca. 50% af deres kommunikation til offentligheden på Facebook og Twitter den

selskabelige kommunikationsform. Om der så har fundet en forandring sted i denne

politiske kommunikation, er svært at sige, for for reelt at kunne konkludere, at der har

fundet en forandring, og evt. stigning i den selskabelige politiske kommunikation, sted,

skulle man gentagne gange kunne foretage en lignende undersøgelse tilbage i tiden, og

helst længere tilbage end de 7-9 år disse medier har eksisteret. Jeg ved ikke, om det er

muligt at foretage en sådan undersøgelse bare de 7-9 år tilbage i tiden - altså om man

kan få adgang til politikeres tweets og facebookopdateringer for alle årene. Det har

heller ikke været muligt for mig at finde lignende undersøgelser lavet for bare 5 år

siden. Altså kan jeg kun, ud fra min undersøgelse, sige noget om, hvordan den politiske

kommunikation på Facebook og Twitter er i dag. Om den politiske kommunikation fra

politikerne er blevet mere selskabelig i det hele taget i samfundet, det er det Meyrowitz’

og Hjarvard behandler i deres teorier (se afsnittene ”Medieudviklingen og ændringer i

interaktionen” og ”Det medialiserde samfund”). Meyrowitz viser, at de elektroniske

medier nedbryder de sociale grænser og giver øget viden om alle gruppers opførsel og

adfærd, hvormed der skabes en ny scene (middle region), nye sociale roller, og nye og

kommunikationsmønstre (Meyrowitz,1985). Hjarvard viser, at der er sket en stigning i

den selskabelige kommunikation i vores samfund pga. den måde de sociale medier

ændrer forholdene mellem vores ”scener”, samt den måde de strukturerer og ændrer

vores kommunikationsmønstre (Hjarvard,2005og2008). Så Facebook og Twitter, som vi

kun har haft adgang til i under 10 år, har allerede forandret vores måde at kommunikere

på pga. deres anderledes måder at strukturere vores kommunikation. Og dermed vil de

også have påvirket den måde vores politikere kommunikerer på, både konkret på disse

sociale medier og overordnet, generelt i samfundet.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

43

Konklusion

Medieudviklingen har bidraget til en redefinering af de sociale scener, så der er opstået

en ny scene, middle region, hvor den selskabelige samværsmåde er normen for opførsel.

Denne opførsel er en sammenblanding af de tidligere adskilte frontstage- og

backstageopførsler. Medieudviklingen har også muliggjort, at vi, via de sociale medier,

bedre kan kontrollere det indtryk, vi afgiver af os selv til andre.

(Hjarvard,2008; Meyrowitz,1985 og Goffman,1959)

I det medialiserede og selskabelige samfund forventes politiske problemer ikke kun løst

gennem demokratiske samtaler, men også gennem selskabelig ”snak” (Hjarvard,2005

og 2010). Der er dog stadig i min undersøgelse en stor del af politikernes

kommunikation, der falder ind under den klassiske politiske kommunikation - ca. 43%.

Hvis man kun ser på de tweets og facebookopdateringer, der havde politisk indhold, var

ca. 56% klassisk politisk kommunikation og altså ca. 44% selskabelig. Af alle tweetene

og facebookopdateringerne var ca. 57% selskabelig kommunikation, og lidt over

halvdelen af denne selskabelige kommunikation havde politisk indhold (ca.58%). Hvis

man så mener, at den polemisk/drillende kategori (kategori 3), bør høre til den klassiske

politiske kommunikation i Danmark (som jeg overvejer i afsnittene ”Reliabilitet” og

”Diskussion”), så er stadig ca. 41% af al politikernes kommunikation på Facebook og

Twitter selskabelig. Og ca. 44% af denne selskabelige kommunikationen er med politisk

indhold.

Udfra min undersøgelse kan jeg altså konkludere, hvis man ser bort fra min diskussion

af kategori 3, at af de i alt 352 tweets og facebookopdateringer er ca. 43% klassisk

politisk kommunikation og ca. 57% selskabelig kommunikation. Min konklusion bliver

altså ikke et entydigt svar på min problemformulering, men at politikernes

kommunikation på Twitter og Facebook til dels er selskabelig, men at klassisk politisk

kommunikation også anvendes. Så min hypotese bliver kun tildels bekræftet, hvilket

også svarer til de resultater, som de omtalte undersøgelser i afsnittet ”Politikerne og de

sociale medier” kommer frem til.

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

44

Litteraturliste

Andersen, K.N. & Medaglia, R(2009): The use af Facebook in national election

campaigns: Politics as usual? I: ePart 2009, s.101-111. Berlin_heidelberg, Springer-

Verlag.

Bom, M. & Johannesen, T. (2010, 2. maj): SWOT 2.0 for politikere.

Kommunikationsforum.dk. Lokaliseret d. 26-05-13 på Url:

http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/swot-to-nul-for-politikere

Brinkmann, S. & Tanggaard, L. (2010). Kvalitative metoder. En grundbog. København:

Hans Reitzlers Forlag.

Bronstein, J. (2013). Like me!: Analyzing the 2010 presidental candidates Facebook

pages. Online information review, 37(2).

Drotner, K. (2011): Mediehistorier. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Goffman, E. (1959): The presentation of self in everyday life. New York. Anchor

Books.

Golbek, J.; Grimes, J.M. & Rogers, A. (2010): Twitter Use by the U.S. Congress.

Journal of the American Society for Information Science and Technology, 61(8), 1612-

1621.

Harboe, T. (2006): Indføring i samfundsvidenskabelig metode. Frederiksberg:

Samfundslitteratur.

Hjarvard, S. (1997): Simulerede samtaler – om forholdet mellem interpersonel

kommunikation og medieformidlet kommunikation. Mediekultur, 1997(26), s.5-17.

Hjarvard, S. (1999): Politik som mediemontage. Om mediernes forandring af den

politiske kommunikation. I: Andersen, J.G; Christensen, P.M.; Jørgensen, T.B.; Togeby,

L&Vallgårda, S. (red.), Den demokratiske udfordring (s.30-51). København: Hans

Reitzlers Forlag.

Hjarvard, S. (2005): Det selskabelige samfund. Essays om medier mellem mennesker (2.

udgave). Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Hjarvard, S. (2008): En verden af medier. Medialisering af politik, sprog, religion og

leg. Frederiksberg: Samfundslitteratur.

Holsti, O.R. (1969): Content Analysis for the Social Sciences and Humanities. Reading,

Massachusetts: Addison-Wesley Publishing Company.

Informationsordbogen (2013). Lokaliseret d.25-5-13 på Url: Informationsordbogen.dk

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

45

Johannesen, T. (4. feb): Johannes fornemmelser for Facebook. Kommunikationen.dk.

Lokaliseret d. 26-05-13 på Url: http://kommunikationen.dk/Bag-om-faget/Johannes-

fornemmelse-for-Facebook/

Krippendorff, K. (2004): Content analysis. An introduction to its methodology (2.

udgave). Thousand Oak, California: SAGA Publications.

Lind N. & Johannesen T (2013, 4. feb.): Sociale medier er afgørende for danske

politikere. Kommunikationen.dk. Lokaliseret d. 26-05-13 på Url:

http://kommunikationen.dk/Nyheder/2013/Januar/Sociale-medier-er-afgorende-for-

danske-politikere-/

Meyrowitz, J. (1985): No sense of place. The impact of electronic media on social

behavior. New York: Oxford University Press.

Petterson, D. & Karlström, P. (2011). Reputation as a product: Politicians in social

media. Stockholm. Paper for: The second International Conference on Reputation,

ICORE 2011. Lokaliseret d.17-05-13 på Url:

http://su.divaportal.org/smash/record.jsf?pid=diva2:469599

Schmidt, J.B. (2012, 3. dec.): DF-toppen satser benhårdt på Facebook. Ugebrevet A4.dk.

Lokaliseret d. 26-05-13 på Url:

http://www.ugebreveta4.dk/2012/201249/Mandag/DF_top_satser_benhaardt_paa_Faceb

ook.aspx

Schudson, M. (1997): Hvorfor samtalen ikke er demokratiets sjæl. Mediekultur,

2001(32),s.75-84.

Stemler S. (2001): An Overview of Content Analysis. Research evaluation,7(17).

Lokaliseret d.20-04-13 på Url: http://pareonline.net/getvn.asp?v=7&n=17

Suminas, A. (2011). Political communication in social networking web. Lokaliseret på

www d. 17-5-2013 på Url:

siteshttp://johnbothwell.com/ESW/Files/CulturalCyborgsCyber6ver1-

1080211.pdf#page=156

Sæbø, Ø (2011): Understanding Twitter use among parliament representatives: A genre

analysis.

I: ePart'11, s. 1-12. Berlin, Heidelberg: Springer-Verlag

Vergeer, M., Hermes, L. & Sams, S. (2011): Online social networks and micro-blogging

in political campaigning: The exploration of a new campaign tool and a new campaign

styl. Party politics, 19(3), s.477-501.

Wikipedia på dansk om sociale medier. Lokaliseret d. 25-05-13 på Url:

Ghttp://da.wikipedia.org/wiki/Sociale_medier

Marie Starke

Bachelorprojekt

IVA, Maj 2013

46

Williams C.B. & Gulati G.J. (2007). Social Networks in Political Campaigns:Facebook

and the 2006 Midterm Elections. Paper for: Annual Meeting of the American Political

Science Association. Lokaliseret d. 17-05-13 på Url:

http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=1451451

Worth, J. (2013). Lokaliseret på d. 17-05-13 på Url: http://www.jonworth.eu/study-of-

members-of-the-folketing-on-twitter-danish-politics-has-a-long-way-to-go/