SÆSO

N

20062007

TORSDAGSKONCERT – SÆSONÅBNINGFREDAGSKONCERT 2. september 2004 kL. 20 3. september 2004 kl. 20 Radiohusets Koncertsal

Torsdagskoncert – Fredagskoncert26. april 2007 kl. 20 27. april 2007 kl. 20Radiohusets Koncertsal

TorsdagskoncertFredagskoncertDR RadiosymfoniorkestretTorsdag 26. april kl. 20Fredag 27. april kl. 20Radiohusets Koncertsal

Dirigent: Thomas DausgaardSolist: Bo Skovhus, barytonKoncertmester: Johannes Søe Hansen

Maurice Ravel (1875-1937)Valses nobles et sentimentales (1911)

Modéré –Assez lent –Modéré –Assez animé –Presque lent –Assez vif –Moins vif –Epiloque: Lent

Varighed: ca. 20’

Franz Schubert (1797-1828)Der Taucher (1814)Instrumenteret af Karl Aage Rasmussen (2006)

Varighed: ca. 22’

Franz SchubertErlkönig (1815)Instrumenteret af Hector Belioz (1860)

Varighed: ca. 4’

Pause ca. 20.50

Claude Debussy (1862-1918)Images, for orkester (1906-12)

1. Gigues2. Iberia Par les rues et par les chemins Les parfums de la nuit Le matin d’un jour de fête3. Rondes de Printemps

Varighed: ca. 38’

Torsdagskoncerten sendes direkte i P2 og genudsendes i P2 søndag 29. april kl. 10.

TORSDAGSKONCERT – FREDAGSKONCERT

Redaktion og opsætning: Line Breuning. Korrektur og sangtekster: Magna Blanke. Tryk: Rek-Art Offset. Producent: Per Holst. Producer: John Frandsen Teknik: Jørn D. Jacobsen Regissør: Benedicte Balslev.

Thomas Dausgaard, chefdirigent

Foto: Agnete Schlichtkrull

Thomas Dausgaard er en af de dirigenter, der står i spidsen for den fornyelse, der går gennem den klassiske musik – og DR Radiosymfoniorketret – i disse år. Han er uden tvivl en ildsjæl, der først og fremmest arbejder seriøst, grundigt og fornyende med de store traditionelle komponisters værker. Samtidig er han dirigenten, der har inviteret til de uhøjtidelige Metrokoncerter, hvor publikum spontant kan møde op til en lille time i selskab med Radiosymfoniorkestret og en stor symfoni ... ganske uforpligtende og helt uden ”kjole og hvidt”.

Store internationale turnéer er blevet et vare-mærke for Radiosymfoniorkestret og Thomas Dausgaard. De seneste år har orkestret optrådt med Dausgaard så forskellige steder som Kina, Korea, Concertgebouw i Amsterdam, The Proms i London, Baltisk Østersøfestival i Stockholm samt i ni forskel-lige centraleuropæiske koncertsale med 10 koncer-ter på 12 dage. På hele denne centraleuropæiske turné blev orkestrets og Thomas Dausgaards præstation fulgt af funklende anmeldelser – og turnéen blev afsluttet i München, hvor anmelderne overgav sig 100 %. Abend Zeitung understregede i sin anmeldelse, at Radiosymfoniorkestret er blandt Europas bedste: ”Det danske orkester syntes, indtil den sidste node, at ville bevise, at de hører til i den europæiske top. Det beviste musikerne på denne aften.” Tageszeitung udråbte koncerten til et højdepunkt og fortsatte: ”En så begejstrende, ærkemusikalsk samklang, som mellem Thomas Dausgaard og hans danske orkester, kommer man næppe til at opleve igen foreløbig.” Senest var det efterårets koncertrække i Schweiz, Østrig og Tyskland, der blev rost, denne gang under over-skrifter som ”Meningsfuld musik” og “Eksplosivt miks”.

Dausgaard finder også tid til at arbejde med andre orkestre, senest med symfoniorkestre i Toronto og Houston. Med Det svenske Kammerorkester har han netop været på en større koncertturné til bl.a. Concertgebouw i Amsterdam, Tonhalle i Zürich – samt Berlin, Dresden og München.

Line Breuning

Hvis man vil nyde Thomas Dausgaard og RSO hjemme foran højttalerne, er det værd at anbefale deres nye indspilning af Ennas Den lille pige med svovl-stikkerne og Zemlinskys Die Zeejungfrau (Dacapo), som fik ikke færre end seks hjerter i Politiken. Endvidere skal nævnes de to nye danske bidrag til fejringen af H.C. Andersen: Bent Sørensen: Den lille havfrue og Per Nørgård: Lygtemændene tager til byen, der begge kan findes på en ny cd fra Dacapo. Også indspilnin-gerne af Rued Langgaards symfonier får fremragende anmeldelser fra nær og fjern.

I det internationale musiktidsskrift Gramophone har DR Radiosymfoniorke-strets nye cd med Carl Nielsen-værker æren af netop at være ble-vet udnævnt til Disc of the month, og samtidig er den også Editor’s choice. Gramophones anmelder David Fanning skriver bl.a.: “Thomas Dausgaard og DR Radiosymfoniorkestret spiller som djævle, fylder musikken med energi og passion,” og han fortsætter: “Den kommer så tæt på det ideelle, som jeg kunne håbe at høre, og den over-stråler alle andre på området. Dacapos optagelseskvalitet er i top, og der er et eksemplarisk essay af Jørgen I. Jensen. Indtil videre er den min Disc of the year. Og hvis den stadig er det ved udgangen af 2007, vil jeg ikke være overrasket.”

Endelig skal også nævnes af indspilning-en af Langgaards Antikrist i april måned i år er Critics Choise i Opera News – et anerkendt amerikansk operamagasin.

Bo Skovhus, baryton

Bo Skovhus er en skattet gæst hos DR Radiosymfoniorkestret, og han vender jævnligt tilbage til Radiohusets Koncertsal. Senest var i maj 2005, hvor han var med i Mendelsohns oratorium Elias.

Foto: R. S. Hauswirth

Som gymnasieelev i Ikast satsede Bo Skovhus på at blive læge. Men da musiklærerne hørte ham synge i gymnasiets årlige musikforestilling, fik de ham hurtigt på andre tanker. Selv om Skovhus’ stemme var fuldstændig uskolet dengang, vakte den opsigt med sin kraft og klang. I dag er Bo Skovhus en af de få danskere, der med rette kan smykke sig med titlen ‘verdensstjerne’.

Barytonens navn står på plakater foran operahuse og koncertscener jorden rundt. Bo Skovhus er uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium, på Opera-Akade-miet i København og siden i New York. I 1988 sang han titelrollen i Mozarts Don Juan på Wiens Volksoper, og det blev en sensationel international debut. Siden har kalenderen stor set været fuldt booket med engage-menter flere år frem i tiden. New York, Wien og Paris er blandt de byer, Bo Skovhus har opholdt sig mest i.

Spørger man Bo Skovhus selv, hvorfor han tilhører den lille kerne af sangere, der har mere end rigeligt at lave, vægrer han sig beskedent og svarer: “Held”. Debuten i Wien var heldig, og han var heldig at ramle hovedkulds ind i sin første pladeindspilning på grund af en andens sygdom. “Hvis man laver den slags ordentligt, giver det genlyd,” har barytonen forklaret i et interview, hvor han kun tøvende indrømmede, at karrieren nok også hang sammen med arbejdsomhed og talent.

Anmelderne tøver derimod ikke, når talen falder på Bo Skovhus og hans talenter: Stemmen er varm, kraftfuld og følsom, udstrålingen forførende og det dramatiske talent i særklasse for en operasanger, lyder de typiske skudsmål for danskeren.

På listen over Skovhus’ største succes-roller står blandt andet grev Almaviva i Figaros bryllup, Kurnewal i Tristan og Isolde og titelpartierne i Billy Budd, Hamlet og Wozzeck. På koncertscenen er hans specialer vær-ker af Mahler og Zemlinsky, skandinavisk musik samt tyske lieder. Han medvirker på en lang række cd’er, og man kan næppe nævne én dirigent med format, som Skovhus ikke har samarbejdet med.

Nina Ørum

Ravel: Valses nobles et sentimentales

Dans er et nøgleord i Ravels musik. Hans værker vrimler med menuetter, valse, bal-let og bolero … Valsen må han have set på med særlige følelser. I et af sine orke-sterværker, La valse, lader han den gamle verden synke i grus i tre-fjerdelstakt. Og i hans Valses nobles et sentimentales hyl-der han Schubert, en wienerkomponist og valsekomponist fra de gode gamle dage. Valsen udløste en stærk og længselsfuld nostalgi i Ravel.

Titlen har Ravel broderet over Schuberts to samlinger Valses nobles og Valses sen-timentales. Hos Ravel er de to musikalske karakterer – ædel og sentimental – bare ikke adskilte, men står side om side i en tvetydig blanding.

Ravel fortsatte maskespillet, da han lod stykket uropføre ved en koncert, hvor det parisiske publikum i en pikant gætteleg ikke fik at vide, hvem komponisterne til en række nye værker var. Ravel var blandt dem, der frydede sig, når publikum ikke kunne gætte hans navn.

På det tidspunkt, 1911, troede publikum nemlig, at de vidste, hvem Ravel var. Det var ham med de smukke og sanselige drømmestykker i den moderne franske stil, der efterhånden var blevet tilpas vel-etableret til ikke at skræmme folk væk. Da det blev afsløret, at Ravel var manden bag de skarpe, neo-wienerische valse, vakte det en del væmmelse, som gjorde Ravel meget godt tilpas.

Oprindeligt var Valses nobles et senti-mentales et klaverværk, men året efter orkestrerede Ravel musikken til brug i en ballet. Valsene blev dermed forvandlet fra valse-abstraktion til ægte dansemusik. Heldigvis lykkedes det igen for Ravel at forvandle et af sine egne klaverværker til en ny identitet som orkesterværk. Klaverudgaven er skrappere og mere kantet end orkesterudgaven, der har mere sødme og nostalgi i klangen. Begge versioner har dog det samme motto, taget fra en samtidig fransk roman: ”… den behagelige og altid nye glæde ved unyttig beskæftigelse”.

Ravel krummer heller ikke et hår på hverken stemmeføringen eller harmonise-ringen, der gør værket til et af hans mest subtile. Alene de to første takter, der på samme tid er ironiske, vildt dissonerende og kulørt valsende, viser den kombination af lynhurtig provokation og diskret nostalgi, der gør Valse nobles et sentimentales til noget særligt. Og til et særligt svært værk at opføre, især i vor tid, hvor valsens specielle rytmiske liv sjældent trives godt uden for Wien …

Jens Cornelius

Schubert/Karl Aage Rasmussen: Der Taucher Komponisten og professoren Karl Aage Rasmussen fylder 60 i år og er en institu-tion i dansk musikliv. Han har udlært unge komponister, stiftet og dirigeret ensembler, styret og programsat festivaler, arbejdet med statslig musikpolitik, skrevet bøger og holdt foredrag. Og så har han komponeret. Nogle af Karl Aage Rasmussens mest bemærkelsesværdige værker betegner han selv som “musik om musik”. Med udgangspunkt i andre komponisters værker har han tilføjet nye lag og betydninger. Han har også på en meget konkret måde arbejdet med musik af en anden komponist – Schubert.

“I de seneste år har Schubert spillet en stor, til tider dominerende rolle i mit liv,” siger Karl Aage Rasmussen, der nu har lavet tre Schubert-værker i træk. “Efter idé af den finske kulturformidler Antti Sairanen færdiggjorde jeg i 2003 Schuberts ufuldendte opera Sakontala. Og året efter (igen med Sairanen som bagmand) kastede jeg mig ud i det vovestykke at rekonstruere en stor symfoni, som kan være af Schubert. Schuberts eget manuskript til en symfoni, som han i sine breve fortæller, at han skrev på i sommeren 1825, eksisterer ikke læn-gere. Et eksisterende partitur af symfonien, lavet efter hans død, rummer mangfoldige elementer, der helt åbenlyst ikke er af ham. Men musikken er i lange stræk uforveksle-ligt Schubert. Så opgaven var her at nå ind til dét, som kunne have været Schuberts ufærdige symfoni, før en fremmed, ukendt hånd tog over.”

Schubert-symfonien i Karl Aage Rasmus-sens fuldendelse blev uropført af Colle-gium Musicum og Michael Schønwandt sidste måned.

“Undervejs i begge projekter havde jeg af og til den overvirkelige oplevelse nærmest at trænge ind i hovedet på Schubert. Jeg drømte om ham om natten, ja, til tider –hvor blasfemisk! – endog at jeg hørte med hans ører. Derfor var det næsten skæbne-styret, da Bo Skovhus i efteråret 2005 bad mig lave en orkesterudgave af Schuberts store lied Der Taucher,” fortæller Karl Aage Rasmussen. Den verdensberømte danske baryton Bo Skovhus har mange gange optrådt med denne mammut-sang og drømte om at synge den med orkester-ledsagelse.

Der Taucher – Dykkeren – er en af Schuberts allerstørste sange med klaver-akkompagnement. Den er skrevet til en tekst af Schiller på 27 strofer, og ’sangen’ tager en lille halv times tid at opføre. Det er faktisk en hel enmands-opera. Schillers dramatiske digt er en ærkeromantisk fabel om menneskets angst for mørket, døden og det skjulte. “Dernede er der frygteligt; mennesket skal ikke friste guderne og aldrig, aldrig begære at se, hvad de nådigt skjuler i nat og rædsel,” siger den unge dykker, da han kommer op fra havets bund. Rammen er et eventyr om en konge, der udfordrer sine mænd til at springe i havet efter et guldbæger, han kaster ud i bølgerne. Mange linjer bruges til at beskrive det frådende hav, der både drager og afskrækker, før en ung page til sidst kaster sig i vandet. Da han kommer op igen med bægeret i hånden, fortæller han om rædslerne i havets underverden, om hammerhajer, rokker og søslanger, og hvordan han var “blandt uhyrer det eneste følende hjerte”. Hans beskrivelse af de ukendte dybder er så malende, at kongen vil have mere. Han tager bægeret og kaster det ud en gang til og lover denne gang, at dykkeren må få hans datter, hvis han finder skatten igen. Den unge mand hopper i, men denne gang kommer han ikke tilbage.

Selv om Karl Aage Rasmussen føler sig meget tæt på Schubert, har han dog godt kunnet se på den gigantiske lied udefra.

“Schuberts bestræbelser på at finde musi-kalske udtryk for den voldsomme handling ved hjælp af klaveret giver af og til uheldige varsler om akkompagnement til stumfilm. En version for orkester ville på ingen måde blæse Schubert op på storskærm, det fore-kom mig, at den ville kunne forløse sider af værket, som ellers forblev undertrykt,” fortæller Karl Aage Rasmussen, der også gerne vil gøre opmærksom på Schuberts oversete evner som musikdramatiker. “Vanemæssigt beskrives Schubert som lyriker,” siger han, “men i Sakontala havde jeg set tydelige beviser på, at en ægte musikdramatiker var på færde. Og i den – ubegribeligt! – kun 17-årige Schuberts musik til Schillers stormfulde melodrama Der Taucher folder en fortællende dramati-ker sig ud fra første færd,” fortæller han.

Karl Aage Rasmussens udgave af Der Tau-cher er ikke blevet en historisk stiløvelse og heller ikke modernistisk ’musik om musik’. “Jeg har ikke forsøgt at skrive for orkester ’som Schubert ville have gjort,” betoner Karl Aage Rasmussen. “Min version benytter moderne messinginstru-menter, moderne pauker, osv. Men jeg har heller ikke villet ’opdatere’ ham – den slags ender let som at male overskæg på Mona Lisa. Det er en 2006-læsning for orkester af Schuberts kæmpemæssige lied, ikke mere, ikke mindre. Og en kærlighedserklæring til dramatikeren Schubert …”

Jens Cornelius

Schubert/Berlioz: Erlkönig

Schuberts flere end 600 sange havde ikke den store cirkulation i de bare 31 år, han selv levede. Han spillede og sang sammen med sine venner, ofte ved helt private sam-menkomster. Nogle af sangene blev trykt, bl.a. den berømte samling Winterreise, og disse trykte udgaver var med til at sprede Schuberts berømmelse efter hans død.

Erlkönig var det første stykke musik af Schubert, der blev udgivet, og sangen gik i triumftog gennem hele romantikken. Her er simpelthen den romantiske ånd i reneste, mest koncentrerede form. Historien i san-gen er af Goethe og handler om en far, der rider gennem skoven ved nattetid med sin lille søn forrest på sadlen. Sønnen er

rædselsslagen i mørket og skriger til sin far, at han ser Elverkongen nærmne sig. Gang på gang må faderen berolige ham og prøve at få ham til at tænke på noget andet, men sønnens rædsel stiger for hver gang, Elverkongen lokker med sin manipulerende tale. Til sidst kan selv faderen ikke skjule sin angst, og da de endelig når frem, er drengen død i hans arme.

Et mesterværk som Erlkönig er på én gang overskueligt og meget vanskeligt, for sangeren skal dramatisere fire for-skellige personer på under fem minutter. I Schuberts eftertid begyndte man at ærgre sig over, at hans sanges kunstne-riske format ikke passede til deres liden-hed. Så meget udtryk på så få minutter! Man syntes, at det fyldige harmoniske tonesprog og det fabelagtige samspil mellem ord og musik skulle kunne bære noget mere. Liszt var en af de første, der bragte Schuberts sange ud af kammeret og ind i koncertsalen i form af virtuose klaverarrangementer. Andre tog fat på at orkestrere sangene, bl.a. Brahms og Re-ger, der forgudede Schubert. “Der findes ikke en Schubert-sang, som ikke kan lære os noget,” sagde Brahms. Det var en ny erkendelse dengang.

Erlkönig blev orkestreret af både Reger og Berlioz. Det romantiske psykodrama om den symbolske kamp mod døden varlige noget for en hyperromantisk fantast som Berlioz. Faktisk minder den para-noide skræk og Schuberts heftige dis-sonanser ikke så lidt om nogle af Berlioz’ egne værker, Symphonie fantastique og Faust.

Jens Cornelius

Debussy: Images Debussy skrev billedrig musik. Han skrev ligefrem to samlinger værker, der hedder Images – Billeder. Der er seks Images for klaver, og der er tre andre Images for orkester. Nogle af billederne forestiller noget konkret, andre er mere luftige. De tre orkester-Images blev Debussys næstsidste orkesterværk. Hans revolutio-nerende gennembrudsværk Forspil til en fauns eftermiddag lå bare 15 år tilbage,

men Debussys motto ”Altid længere” – ”Toujours plus loin” – havde bragt ham til en endnu friere behandling af musik-kens materiale og en større beherskelse af orkestret.

Af de tre stykker spilles det midterste, Iberia, ofte alene. Det består i sig selv af tre dele, og Debussy skrev det i første omgang som et selvstændigt værk. Iberia beskriver tre sider af Spanien, der var drømmelandet for mange af tidens franske kunstnere. I 1. del, På gader og stræder, befinder man sig pludselig midt i en tumult af liv, råben og urolig folkemængde. 2. del, Nattens dufte, er en kontrast med beru-sende sanseindtryk i den andalusiske nat. I 3. del, Morgen på en festdag, vågner man atter til solskin og en ny dags spænding.

Iberia er hoveddelen af Images. Senere føjede Debussy to kortere stykker til, der hver har en anden national farvning. Slut-satsen er fransk: Forårsrunddans, Rondes des Printemps. Satsen er et billede af en majfest med optog, sang og dans. Debussy indfletter en fransk børnesang i musikken, men man hører den ikke så tydeligt. I det hele taget er det et luftigt, impressionistisk lydbillede, der er skrevet med en fornem og meget sart brug af orkestret.

Den første sats, Gigues, er den overra-skende indledning på Images. En gigue er en hurtig dans, der var populær i 16-1700-tallet. Som tema i satsen bruger Debussy den engelske folkemelodi The Keel Row, der rytmisk set er en gigue, selv om ingen vel før Debussy havde fået den tanke. Debussy vælger at give en fremtrædende rolle i satsen til det sjældne instrument obo d’amore. Den har en skalmeje-agtig klang, som fremmaner billeder af våde, landlige – engelske? – landskaber.Egentlig havde han planlagt at kalde denne sørgmuntre sats for Gigues tristes på grund af det underligt tvetydige i musikken. Debussys kollega André Caplet, der hjalp til med at orkestrere satsen, opfattede Gigues som et selvportræt af ”Debussys meget sammensatte person, der bundede i en dyb sørgmodighed.”

Jens Cornelius

Franz Schubert: Der Taucher Tekst: Friedrich von Schiller

“Wer wagt es, Rittersmann oder Knapp, zu tauchen in diesen Schlund? Einen goldnen Becher werf’ ich hinab. Verschlungen schon hat ihn der schwarze Mund, wer mir den Becher kann wieder zeigen, er mag ihn behalten, er ist sein eigen.”

Der König spricht es und wirft von der Höh’ der Klippe, die schroff und steil hinaushängt in die unendliche See, den Becher in der Charybde Geheul,“Wer ist der Beherzte, ich frage wieder,zu tauchen in diese Tiefe nieder?”

Und die Ritter, die Knappen um ihr hervernehmen’s und schweigen still, sehen hinab in das wilde Meer, und keiner den Becher gewinnen will, und der König zum drittenmal wieder fraget: “Ist keiner, der sich hinunter waget?”

Doch alles noch stumm bleibt wie zuvor, und ein Edelknecht, sanft und keck, tritt aus der Knappen zagendem Chor, und den Gürtel wirft er, den Mantel weg, und alle die Männer umher und Frauen auf den herrlichen Jüngling verwundert schauen.

Und wie er tritt an des Felsen Hang und blickt in den Schlund hinab die Wasser, die sie hinunterschlang, die Charybde jetzt brüllend wiedergab und wie mit des fernen Donners Getose entstürzen sie schäumend dem finstern Schoße.

Und es wallet und siedet und brauset und zischt, wie wenn Wasser mit Feuer sich mengt, bis zum Himmel spritzet der dampfende Gischt und Flut auf Flut sich ohn’ Ende drängt, und will sich nimmer erschöpfen und leeren, als wollte das Meer noch ein Meer gebären.

Doch endlich, da legt sich die wilde Gewalt, und schwarz aus dem weißen Schaum klafft hinunter ein gähnender Spalt, grundlos, als ging’s in den Höllenraum, und reißend sieht man die brandenden Wogen hinab in den strudelnden Trichter gezogen.

„Hvem, ridder eller page, vil vove at dykke ned i denne afgrund? Jeg kaster et guldbæger derned, og afgrundens sorte mund sluger det. Den, der kan vise mig bægeret igen, må beholde det som sit eget.”

Sådan taler kongen, og fra toppen af klippen, der stejl luder ud over det uendelige hav, kaster han bægeret i det larmende Karybdis. ”Hvem er den modige, jeg spørger igen, der vil dykke ned i dette dyb?”

Og ridderne og pagerne rundt omkring hører ham, men tier.De kigger ned i det vilde hav,men ingen vil vinde guldbægeret. Kongen spørger tredje gang: ”Er der ingen, der vover sig derned?”

Men alle tier som før, da en blid og kæk page træder ud af pagernes frygtsomme kreds. Han kaster bælte og kappe, og alle mænd og kvinder omkring ham stirrer forundret på den prægtige yngling.

Og da han går hen mod klippens rand og kigger ned i afgrunden, da giver Karybdis brølende det vand tilbage, som det før slugte; og som med en fjern tordens larmen styrter vandet atter skummende ned i det sorte skød.

Og det syder, koger, bruser og hvisler, som når vand blandes med ild; helt op til himlen sprøjter skummet; vandmasse efter vandmasse presses uophørligt frem, mister aldrig kraften, udslukkes aldrig; det er, som om havet føder endnu et hav.

Men endelig stilner den vilde kraft, og ud af det hvide skum åbner sig en sort, gabende spalte, bundløs, som nåede den lige til Helvede; og man ser de rivende bølger brydes og blive trukket ned i den hvirvlende tragt.

Jetzt schnell, eh’ die Brandung wiederkehrt, der Jüngling sich Gott befiehlt, und - ein Schrei des Entsetzens wird rings gehört, und schon hat ihn der Wirbel hinweggespült, und geheimnisvoll über dem kühnen Schwimmer schließt sich der Rachen, er zeigt sich nimmer.

Und stille wird’s über dem Wasserschlund,in der Tiefe nur brauset es hohl,und bebend hört man von Mund zu Mund;“Hochherziger Jüngling, fahre wohl!”Und hohler und hohler hört man’s heulen,und es harrt noch mit bangem, mit schrecklichem Weilen.

Und wärfst du die Krone selber hinein und sprächst; wer mir bringet die Kron’, er soll sie tragen und König sein – mich gelüstete nicht nach dem teuren Lohn. Was die heulende Tiefe da unten verhehle, das erzählt keine lebende glückliche Seele.

Wohl manches Fahrzeug, vom Strudel gefasst, schoss gäh in die Tiefe hinab, doch zerschmettert, nur rangen sich Kiel und Mast hervor aus dem alles verschlingenden Grab – und heller und heller, wie Sturmes Sausen, hört man’s näher und immer näher brausen.

Und es wallet und siedet und brauset und zischt, wie wenn Wasser mit Feuer sich mengt, bis zum Himmel spritzet der dampfende Gischt, und Well’ auf Well’ sich ohn’ Ende drängt, und wie mit des fernen Donners Getose entstürzt es brüllend dem finstren Schoße.

Und sieh! aus dem finster flutenden Schoßda hebet sich’s schwanenweiß,und ein Arm und ein glänzender Nacken wird bloß,und es rudert mit Kraft und mit emsigem Fleiß,und er ist’s, und hoch in seiner Linkenschwingt er den Becher mit freudigem Winken.

Und atmete lang’ und atmete tief und begrüßte das himmlische Licht. Mit Frohlocken es einer dem andern rief; “Er lebt! Er ist da! Es behielt ihn nicht!

Nu, før brændingen vender tilbage, befaler ynglingen sig Gud i vold, og – man hører et rædselsskrig – så har malstrømmen allerede spulet ham væk, og hemmelighedsfuldt lukker afgrunden sig om den dristige svømmer; man ser ham ikke mere.

Der bliver stille på overfladen, kun i dybet bruser det hult, og man hører fra mund til mund et bævende: ”Ædle yngling, far nu vel.” Man hører afgrundens hylen, mere og mere hul, og man venter i en angstfuld, frygtelig stund.

Om du kastede selveste kronen ned og sagde: ”Den, der bringer mig kronen, han skal bære den, han skal blive konge” – jeg ville ikke attrå den dyrebare løn. Hvad de hylende dybder dernede skjuler, det har ingen levende, lykkelig sjæl fortalt.

Mangt et skib, fanget i malstrømmen, styrtede pludselig ned i dybet, knust; kun køl og mast dukkede frem af den alt opslugende grav – og som stormes susen hørte man en brusen nærmere og nærmere.

Og det syder, koger, bruser og hvisler, som når vand blandes med ild; helt op til himlen sprøjter skummet, og bølge efter bølge presses uophørligt frem, og som med en fjern tordens larmen styrter vandet atter ned i det sorte skød.

Og se! Ud af det dunkle, strømmende skødhæver sig noget svanehvidt, og en arm og en glinsende nakke dukker op, armen ror kraftigt, flittigt – og det er ham! Og højt løfter han sin venstre hånd, svinger bægeret og vinker glad.

Han trak vejret længe, dybt, og priste himlens lys. Med glæde råbte den ene til den anden: ”Han er i live! Han er her! Havet beholdt ham ikke!

Ud af graven, den hvirvlende vandhule, har den tapre reddet sin levende sjæl.”

Og han kommer frem; den jublende skare omringer ham, han knæler foran kongen. Knælende rækker han kongen bægeret, og kongen vinker ad sin yndige datter, som fylder bægeret med funklende vin, og ynglingen talte således til kongen:

”Længe leve kongen! Enhver som drager ånde i dette klare lys, han glæde sig! Men dernede er der frygteligt; mennesket skal ikke friste guderne og aldrig, aldrig begære at se, hvad de nådigt skjuler i nat og rædsel.

Jeg blev trukket ned med lynets hast – da styrtede en rivende strøm fra den klippefyldte skakt frem mod mig, jeg blev grebet af dobbelt-strømmens rasende kraft; og som en snurretop med svimlende fart drev den mig rundt – jeg kunne ikke kæmpe imod.

Da viste Gud mig – ham råbte jeg til i denne min skrækkelige nød – en klippe-skrænt, som ragede frem i dybet; den greb jeg hurtigt fat i, og der hang også bægeret på spidse koraller, ellers var det faldet ned i det bundløse dyb;

for under mig lå alt, kolossalt dybt, i et rødligt mørke; og var det end her, somom ørets søvn var evig, så så dog øjet med gysen derned, hvor salamandre, øgler og drager bevægede sig i den frygtelige Helvedes-afgrund.

Der, i en sort, gruelig blanding rullet sammen til rædsomme klumper, vrimlede piggede rokker, skælfinne-fisken, hammer-hajen, den afskyelige vanskabning; og den rædsomme haj, havets hyæne, viste mig truende de frygtelige tænder.

Og der hængte jeg og var mig med gru bevidst, hvor langt jeg var fra al

Aus dem Grab, aus der strudelnden Wasserhöhle hat der Brave gerettet die lebende Seele.”

Und der kommt, es umringt ihn die jubelnde Schar, zu des Königs Füßen er sinkt, den Becher reicht er ihm knieend dar, und der König der lieblichen Tochter winkt, die füllt ihn mit funkelndem Wein bis zum Rande, und der Jüngling sich als zum König wandte:

“Lange lebe der König! Es freue sich, wer da atmet im rosigen Licht! Da unten aber ist’s fürchterlich, und der Mensch versuche die Götter nicht und begehre nimmer und nimmer zu schauen, was sie gnädig bedecken mit Nacht und Grauen.

Es riss mich hinunter blitzesschnell –da stürzt’ mir aus felsigem Schachtentgegen ein reißender Quell:Mich packte des Doppelstroms wütende Macht,und wie einen Kreisel mit schwindelndem Drehen trieb mich’s um, ich konnte nicht widerstehen.

Da zeigt’ mir Gott, zu dem ich rief in der höchsten schrecklichen Not, aus der Tiefe ragend ein Felsenriff, das erfasst’ ich behend und entrann dem Tod – und da hing auch der Becher an spitzen Korallen, sonst wär’ er ins Bodenlose gefallen.

Denn unter mir lag’s noch, bergetief,in purpurner Finsternis da,und ob’s hier dem Ohre gleich ewig schlief,das Auge mit Schaudern hinuntersah,wie’s von Salamandern und Molchen, Drachensich regte in dem furchtbaren Höllenrachen.

Schwarz wimmelten da, in grausem Gemisch, zu scheußlichen Klumpen geballt, der stachlichte Roche, der Klippenfisch, des Hammers greuliche Ungestalt, und dräuend wies mir die grimmigen Zähne der entsetzliche Hai, des Meeres Hyäne.

Und da hing ich und war’s mir mit Grausen bewusst

menneskelig hjælp, her blandt uhyrer det eneste følende hjerte, alene i den frygtelige ensomhed, dybt under lyden af menneskelig tale, blandt uhyrerne i dette sørgelige øde.

Og gysende mærkede jeg, at det krøb nærmere, hundrede lemmer bevægede sig samtidig, det griber efter mig – i rædselens vildfarelse gav jeg slip på den piggede koral. I det samme griber hvirvlen mig med rasende buldren; men det var mit held: den løftede mig op til overfladen.”

Kongen tænkte over dette og siger: ”Bægeret er dit, og desuden skænker jeg dig denne ring smykket med en kostelig ædelsten, hvis du forsøger igen og bringer mig viden om, hvad du får at se på havets allerdybeste bund.”

Dette hørte datteren, og med fin fornemmelse og smigrende ord beder hun: ”Kære far, nu er det nok med denne grusomme leg! Han har fuldført, hvad ingen kan fuldføre; og kan du ikke tæmme dit hjertes lyster, så gid ridderne vil tale pagen fra hans forehavende.”

Derpå griber kongen hurtigt bægeret og kaster det ned i malstrømmen. ”Og skaffer du mig bægeret tilbage, så skal du være min bedste ridder, og du skal som ægtemand i dag omfavne den, som netop nu beder for dig med sådan medynk.”

Pagens sjæl gribes af himmel-kraft, hans øjne stråler af tapperhed, han ser den smukke pige rødme, blegne og segne; dette får ham til at ville vinde den kostelige pris, og han styrter i dybet på liv og død.

von der menschlichen Hilfe so weit, unter Larven die einzige fühlende Brust, allein in der grässlichen Einsamkeit, tief unter dem Schall der menschlichen Rede bei den Ungeheuern der traurigen Öde.

Und schaudernd dacht’ ich’s, da kroch’s heran,regte hundert Gelenke zugleich,will schnappen nach mir - in des Schreckens Wahn lass’ ich los der Koralle umklam-merten Zweig:Gleich fasst mich der Strudel mit rasen-dem Toben,doch es war mir zum Heil, er riss mich nach oben.”

Der König darob sich verwundert schier und spricht: “Der Becher ist dein, und diesen Ring noch bestimm’ ich dir, geschmückt mit dem köstlichsten Edelgestein, versuchst du’s noch einmal und bringst mir Kunde, was du sahst auf des Meers tiefunterstem Grunde.”

Das hörte die Tochter mit weichem Gefühl, und mit schmeichelndem Munde sie fleht; “Lasst, Vater, genug sein das grausame Spiel! Er hat euch bestanden, was keiner besteht, und könnt Ihr des Herzens Gelüsten nicht zähmen! so mögen die Ritter den Knappen beschä-men.”

Drauf der König greift nach dem Becher schnell, in den Strudel ihn schleudert hinein. “Und schaffst du den Becher mir wieder zur Stell’, so sollst du der trefflichste Ritter mir sein und sollst sie als Ehgemahl heut’ noch umarmen, die jetzt für dich bittet mit zarten Erbarmen.”

Da ergreift’s ihm die Seele mit Himmelsgewalt, und es blitzt aus den Augen ihm kühn, und es siehet erröten die schöne Gestalt und sieht sie erbleichen und sinken hin - da treibt’s ihn, den köstlichen Preis zu erwerben, und stürzt hinunter auf Leben und Sterben.

Wohl hört man die Brandung, wohl kehrt sie zurück, sie verkündigt der donnernde Schall – da bückt sich’s hinunter mit liebendem Blick; es kommen, es kommen die Wasser all, sie rauschen herauf, sie rauschen nieder, doch den Jüngling bringt keines wieder.

Man hører ganske tydeligt brændingen, den kommer tilbage kundgjort af tordenlyd; hun bøjer sig ned med et kærligt blik; vandet bliver ved med at strømme; det bruser op, det bruser ned, men det bringer ikke ynglingen tilbage.

I tirsdags – den 24.april – fejrede Grethe Stilborg Düring et meget sjældent jubilæum – 40 års tjeneste i DR. For koncertsalspublikummet har Grethe Düring de senere år været den altid smilende, blonde, modne dame, der tager imod med en varme og et værtindeskab, der får enhver til at smile og komme i godt humør inden, i pausen og efter koncertoplevel-sen.

Grethe Düring er ansvarlig for personalet i foyerområdet og har gennem de senere år stået for rekruttering af det altid imødekommende og servicemindede personale, vort publikum møder i garderober og rundt omkring i foyerområdet. Grethe Düring er også den person, der i krisesituationer altid er årvågen og handlekraftig, så alt forløber på smuk-keste vis.

Det er med medarbejdere som Grethe Düring, at koncertoplevelsen får en ekstra dimen-sion! Vi glæder os til at åbne et nyt koncerthus i 2009 – forhåbentlig stadig med Grethe Düring som den samlende ‘værtinde’.

Et stort tillykke! Per Erik Veng, orkester og korchef

40 års jubilæum

RADIOSYMFONIORKESTRETRADIOKORET

VOKALENSEMBLETRADIOPIGEKORET

Ved årets sidste (Dobbelt-)Metrokoncert 20. juni har vi ladet publikum bestemme repertoiret. Mange har givet idéer til, hvad orkestret skal spille og ønskerne har til sammen sat følgende værker på programmet:

Johan Svendsen: RomanceTjaikovskij: Romeo og JulieStrauss: Don JuanTjaikovskij: “Vals” fra Eugen OneginDebussy: Forspil til en Fauns Eftermiddag Smetana: “Moldau” Fra Mit FædrelandElgar: “Nimrod” fra Enigma Variationer

ØnskekoncertDR Radiosymfoniorkestret

Radiohusets KoncertsalOnsdag 20. juni kl. 17-19

Billetter: 100 kr.

ønskekoncert.indd 1 19-04-2007 11:06:16

Franz Schubert: Erlkönig Tekst: Johann Wolfgang von Goethe

Wer reitet so spät durch Nacht und Wind? Es ist der Vater mit seinem Kind; er hat den Knaben wohl in dem Arm, er fasst ihn sicher, er hält ihn warm.

„Mein Sohn, was birgst du so bang dein Gesicht?“ „Siehst, Vater, du den Erlkönig nicht? Den Erlenkönig mit Kron und Schweif?“ „Mein Sohn, es ist ein Nebelstreif.“

„Du liebes Kind, komm, geh mit mir! Gar schöne Spiele spiel ich mit dir. Manch bunte Blumen sind an dem Strand. Meine Mutter hat manch gülden Gewand.“

„Mein Vater, mein Vater, und hörest du nicht, was Erlenkönig mir leise verspricht?“ „Sei ruhig, bleibe ruhig, mein Kind: In dürren Blättern säuselt der Wind.“

„Wilst, feiner Knabe, du mit mir gehn? Meine Töchter sollen dich warten schön; meine Töchter führen den nächtlichen Reihn und wiegen und tanzen und singen dich ein.“

„Mein Vater, mein Vater, und siehst du nicht dort Erlkönigs Töchter am düstern Ort?“ „Mein Sohn, mein Sohn, ich seh es genau: Es scheinen die alten Weiden so grau.“

„Ich liebe dich,mich reizt deine schöne Gestalt und bist du nicht willig, so brauch ich Gewalt.“ „Mein Vater, mein Vater, nun fasst er mich an! Erlkönig hat mir ein Leids getan!“

Dem Vater grauset’s, er reitet geschwind, er hält in Armen das ächzende Kind, erreicht den Hof mit Müh und Not: In seinen Armen das Kind war tot.

Hvem rider så sent i den blæsende nat? Det er en fader med sin søn. Faderen holder ham tæt ind til sig, holder ham fast og varmer ham.

”Min søn, hvorfor er du bange og skjuler dit ansigt?” ”Far, kan du ikke se Elverkongen? Han har krone på og et langt slæb.” ”Min søn, det er blot en stribe tåge.”

”Du kønne dreng, kom her hen til mig, jeg vil lære dig nogle gode lege; ved stranden vokser brogede blomster; min moder viser dig sit gyldne slør.”

“Åh, far, far, kan du ikke høre, hvad Elverkongen lover mig?” ”Vær du blot rolig, min dreng: Det er vindens susen i træernes blade.”

”Du kønne dreng, kommer du hen til mig? Mine døtre vil sørge godt for dig: Mine døtre danser en runddans for dig, de danser med dig, vugger dig og synger dig i søvn.”

”Åh, far, far, kan du ikke se Elverkongens døtre der i mørket?” ”Min søn, min søn, jeg ser det skam, men det er de gamle grå piletræer.”

”Jeg elsker dig, elsker din smukke skikkelse – og kommer du ikke, så må jeg bruge magt.” ”Åh, far, far, nu griber han fat i mig! Elverkongen har gjort mig fortræd!”

Faderen ængstes, han rider hurtigt, holder fast i det stønnende barn; med nød og næppe når han til gården – i hans arme lå drengen død.

dania annonce

SÆSO

N

2006 2007

DR Radiosymfoniorkestrets, DR Radiokorets og DR Radiopigekorets virksomhed er muliggjort gennem støtte fra blandt andre:

Augustinus Fonden Beckett-Fonden BikubenfondenCarl Nielsen & Annemarie Carl-Nielsens LegatFrederiksbergFondenGangstedfondenKnud og Dagny Gad Andresens Fond

KulturministerietKong Christian den Tiendes FondKonsul Georg Jorck og hustru Emma Jorck´s Fond Oticon FondenTømmerhandler Johannes Fogs Fond

DR Radiosymfoniorkestret DR VokalensembletDR RadiokoretDR Radiopigekoret

Rosenørns Allé 221999 Frederiksberg CTlf.: 35 20 30 40Fax: 35 20 61 21

e-mail: rso-rk@dr.dkwww.dr.dk/rsowww.dr.dk/rkwww.dr.dk/rpk

ChefdirigentThomas Dausgaard

1. gæstedirigentYuri Temirkanov

Æresdirigent Herbert Blomstedt

Orkester- og korchef Per Erik Veng