01.04.13 - 01.06.13 Sverige SEK: 59. Norge NOK: 59KR. 49,-

New goldGO GO BERLINInterviewKINGS OF LEON

4

8

NEW GOLD - GO GO BERLIN

CLOSE UP - AGNES OBEL

Pladen har efterhåndensolgt 500.000 eksemplarer på verdensplan.

Fandenivoldske rockmusikere med verden for fødderne og fødderne i den jyske muld.

Sid

e 2

IndholdNEW GOLD ..........................4

INTERVIEW .........................6

ANMELDELSER ...................8

CLOSE UP ........................... 12

GEAR .................................. 16

LIVE ...................................20

DEMO ................................. 33

ROCK ‘N ROLL PRISEN .....62

FESTIVALS GUIDE ............ 78

FINALE ............................ 100

6

14

INTERVIEW - KINGS OF LEON

GEAR

Nu er de tilbagemed et nyt album.

Rock ’n roll har kåret Vox Tone Garage-serien til at være månedens pedaler.

Sid

e 3

Ord: Mathias SommerBillede: Morten Rygaard

I slutningen af september udgav Go Go Berlin debutpladen, New Gold, som ikke bare er dalet ned fra skyerne som led i en ny himmelsk brandingstrategi, men et resultat af de fem jyders lange, fokuserede march mod stjernerne. Nu rører de dem næsten, og det er ikke til at fatte, at pladen er på gaden.

– Vi har lagt to år i den her plade og har det som om, vi har vadet rundt i en snestorm og nu er sneblinde. Vi er utroligt spændte på, hvordan der bliver taget imod vores lille barn, siger den 22-årige guitarist Mikkel Dyrehave, som vi sidder på Sonys adresse og smager på kaffen og det store øjeblik.Go Go Berlin blev i efteråret 2010

dannet i en tidligere papirfabrik, i dag højskolen Performers House, hvor man kan specialisere sig i alt fra klovneri til dans – og musik. Ved lidt af et tilfælde endte bandets fem medlemmer på en larmende musiklinje pakket med percussion-spillende ghanesere, der var i Danmark på African Footprint-programmet. Så de fem unge musikere fandt hurtigt sammen, men i forskelli-ge, skæve konstellationer, indtil harmonien opstod på en lokal bar i Silkeborg, hvor fem numre og navnet Go Go Berlin spontant opstod op til en åben scene-aften.

– Vi kunne mærke, vi havde en lyd, som opstod mellem os, og havde det bagefter sådan, at: „det var da meget fedt“, siger trommeslager Christoffer Østergaard med jysk ydmyghed. En

ydmyghed som kun en ægte jyde kan besidde.

Hellere rock’n’roll på scenen end udenfor Det er ikke svært at dissekere sig frem til de unge jyders inspirationer: Håret er langt, tøjet er tætsiddende, musikken er hård, energisk guitarrock og instrumenterne de samme som hos Led Zeppelin. Læg dertil forsan-ger Christian Viums psykedeliske energiudladninger på scenen. Go Go Berlin afviser ikke lighederne, men tillader sig at hive det kanoniserede 70’er-band ind i en nutidig kontekst.

– Når jeg ser live-optagelser med Led Zeppelin, laver jeg ikke andet end at spole. Der er alt for mange syrede passager og alt for lange soli, og dét

Fandenivoldske rockmusikere med verdenfor fødderne og fødderne i den jyske muld

Sid

e 4

Men med succes følger ofte fiasko

Hvem?

Go Go Berlin er: Christian Vium:

sang og guitar, Mikkel Dyrehave:

guitar, Anders Søndergaard: or-

gel, Emil Rothmann: bas og Chri-

stoffer Østergaard: trommer.

Hvad?

– Pladen er en rejse gennem Go Go

Berlin, hvor sangene har lagt sig

naturligt ned på en plade. Vi har

arbejdet koncentreret med album-

met som format og vægter melodi-

erne højere, men sørger selvfølgelig

for stadig at larme og provokere.

Største oplevelse?

– Den største koncertoplevelse

var på Roskilde Festival, hvor alt

klikkede. Alle var begejstrede, og

man skulle bare løfte en lillefin-

ger, så jublede publikum. En så-

kaldt ud ad kroppen-oplevelse.

ikke virkede. Vi var på efterskoleturné, og på fredagscaféen på skolen prøvede vi en masse ting af, siger Christoffer Østergaard. Lærerne på højskolen lærte de unge musikere, at det ikke gør noget at anskue Go Go Berlin som en forretning. Det handler om at blive ved, og så skal det – hvis produktet er i orden - på et tidspunkt nok give et afkast. Det fnyser Christoffer Østergaard over; musikken er kernen. Ikke desto mindre ser forretningsfremskrivningen ud til at passe: Maskinen begynder at rulle. Mermaid Records udgiver debutpladen og Heartbeat Music leverer management. Godt nok bruges de fleste penge på gear og PR, som da SPOT-festivalens hyre blev brugt på en stor brunch for branchen. Men Go Go

Berlin har allerede over-skredet de 200 koncerter, og gennembruddet I Dan-mark og Tyskland lurer på næste spillested. Men med succes følger ofte fiasko, og det ved Go Go Berlin også.

– Det er fantastisk at mærke, hvor meget vi har udviklet vores sangskrivning og lyd. Vi ved, at de mange timer i en tourbus kan knække os, men vi er opmærk-somme på, at vi hellere skal være rock’n’roll på scenen end uden for scenen. Vi er meget opmærksomme på hinanden og elsker hinanden, fortæller Mikkel Dyrehave

er jo ikke andet end masturbation. Vi lyder i dag, som vi gerne vil lyde – en fin blanding af Led Zeppelin og The Strokes, siger Mikkel Dyrehave og nævner Jack White som et eksempel på en kunstner, der har fundet ud af, hvad der virkede dengang og bragt det ind i sin opdaterede musik. Go Go Berlin forsøger at gøre det sam-me. Med tiden blev Go Go Berlin en institution på højskolen. Livsprojek-tet løftede sig op over den normale undervisning og var det eneste, der tog plads i de fem hoveder. Håret blev længere, højskoleopholdet blev for længet og drømmene fik frit løb.

– Det hele var meget nyt, og vi spil-led stadig på højskolens instrumenter, så der var en lang periode, hvor vi skulle finde ud af, hvad der virkede og

Fandenivoldske rockmusikere med verdenfor fødderne og fødderne i den jyske muld

Sid

e 5

Nathan: – Det, at vi har fået familier nu, gør, at vi bruger tiden bedre. Når vi har seks uger til at gå i studiet, anven-

der vi tiden effektivt frem for at hænge i studiet til langt ud på natten uden at lave noget. Nu vil vi hellere gå tidligt hjem, så vi kan lægge børnene i seng og selv gå tidligt i seng, så vi kan stå op samtidig med vores børn, og så gå i studiet, når vi har spist morgenmad. Vi har fået børn på nogenlunde samme tid, og vi har tidligere haft dem med

på vores turné. Det fungerede fint. Jeg tror, de bliver bedste venner. Det bliver sjovt at tage dem med på festivaler.

Har det, at I har fået børn, haft nogen betydning på, hvordan I arbejder sammen?

Caleb: – Ikke på den måde, vi spiller på, men på den måde, vi er sammen på uden for scenerne. Vi hænger altid ud med hinanden, når vi er på turné, for vi har ikke andre at hænge ud med, men nu har vi børnene med, vil vi gerne se

Nu vil vi hellere gå tidligt hjem

Kings Of Leon måtte kaste håndklædet i ring- en for en tid. Nu er de tilbage med et nyt al-bum, „Mechanical Bull“, og har sat farten lidt ned – menneskeligt, men ikke musikalsk.

I august var bandet et af hovednavn- ene på Smukfest i Skanderborg, og kort inden gruppens kon-

cert på Bøgescenerne fangede Rock ’n roll dem backstage til en snak om nedturen, genopstandelsen, det nye album, karrieren og fremtiden.

Caleb, du havde et sammenbrud på scenen i Dallas for to år siden. Hvad skete der?

Caleb: – Den sag er blevet blæst ud af proportioner. Jeg betragter det ikke som et sammenbrud, men jeg havde arbejdet mere eller mindre nonstop i næsten ti år, og det kom til et punkt, hvor min krop sagde stop. Jeg havde stemmeproblemer på hele turnéen, og lige den aften var det over 30 grader varmt. Det var det rette tidspunkt, det skete på, for det lærte os, at det var på tide at tage en pause fra den usunde livsstil på landevejen. Og det synes jeg, man kan høre på vores nye plade. At vi har fået lysten til at spille tilbage, for i slutningen af den forrige turné nød vi ikke længere at spille sammen.

Nathan (trommer): – Pausen var også god på den måde, at det for første gang gav os tid til at være ægtemænd og fædre og ikke kun musikere. Det var et wake up call om, at vi har et ansvar nu.

Nu er I tilbage på turné. Hvor-dan vil I sørge for, at I ikke igen bliver nødt til at kaste håndklæ-det i ringen på et tidspunkt?

Caleb: – Jeg tror, at vi skal holde det tempo, vi har haft på det sene-ste album, hvor vi tog et års pause efter den seneste turné. Det vil sige, vi holdt ikke helt pause, for vi skrev lidt hist og her, men det gik meget langsommere end tidligere. Min kone var gravid, og jeg nød at leve aspekter af livet, jeg aldrig tidligere havde oplevet. At gå hjemme og lave mad til hende og varte hende op.

Sid

e 6

Interview

hinandens børn, og børnene vil gerne se hinanden. Så vi hænger ud sammen med børnene og lever nok lidt sundere end før. På denne del af turnéen har vi dog ikke vores koner og børn med, så nu går vi lidt mere til den.

Det er i år 10 år siden, Kings Of Leon udgav deres debutalbum. Hvad var deres ambitioner dengang – og har de indfriet dem?

Matthew: – Vores ambitioner var slet ikke at blive så store, som vi er blevet. Vi var meget stolte, da vi fik lov at tage på turné som opvarmning for The Strokes kort tid efter udgivelsen af vores debutalbum. Det syntes vi var kæmpestort.

Jared: – Vi drømte aldrig om at vinde Grammyer eller nå det niveau, vi ramte for et par plader siden. Vi havde aldrig drømt at få så stort et hit, som vi fik med Use Somebody.

Hvad er så jeres ambitioner for de næste ti år?

Matthew: – Vi vil være tilfredse, hvis vi kan beholde det niveau, vi har nu.Jared: – Ja, og skulle populariteten falde en smule, vil det heller ikke gøre

noget. Bare vi kan ligge i top 10 på rockhitlisten, er det fint.

Hvordan har I det med, at plade-salget er faldet så meget i løbet af de ti år, I har udgivet plader?

Matthew: – Vi har altid været et liveband, og vi har altid levet af vores koncerter. Havde vi levet i 70’erne, havde vi nok solgt lidt flere plader, men vi klager ikke. I dag tjener de fleste band jo deres penge på koncerter.

Hvordan har I det med alt det rejseri, der er forbundet med at turnere?

Matthew: – Vi kan godt lide at komme

rundt i verden, men selve transporten

er ikke særlig spændende. For at kom-

me hertil skulle vi køre halvanden time

fra London, flyve i to timer og køre

i bil i en time. Vi bruger 10 gange så

lang tid i et fly og en bil, som vi er på

scenen. Jeg bemærkede, at I fire ankom

i hver sin bil til festivalen. Hvorfor

det – det virker ret ekstravagant.

Matthew: – Det er, fordi vi ikke har

nogen turbus, vi har fire biler. Og der

er andre folk i bilerne, vores assisten-

ter og vores assistenters assistenter.

Jared og jeg kom faktisk i samme bil.

Hvad betyder publikums reaktioner, når I spiller?

Jared: – Hvis crowden lytter koncen-

treret, spiller vi koncentreret. Hvis

folk er vilde, begynder vi at interagere

med dem og koncentrerer os dermed

mindre. Men vi sørger for at spille

godt, og vi har ikke noget imod, at folk

optager det og lægger det på nettet.

Er der noget, I ved nu, som I ville have vidst, dengang I startede?

Matthew: – Nej, jeg tror, der er en

mening med alt, der sker. Måske, at

vi skulle være mere os selv. I begyn-

delsen forsøgte vi at se hårde ud og

lyde hårde. Men hvis ikke vi havde

gjort, som vi gjorde dengang, var

vi måske ikke endt, hvor vi er nu.

Sid

e 7

Anmeldelser

Paul McCartneyNew

Det gælder tekstligt i stille, akusti-ske The Early Years, hvor

Kloge-Ågerne omkring Len-non-McCartneys forhold i Liverpool får en over næsen: ”Hvor ved I det fra? – det var mig, der var der”, siger den sprukne stemme, som giver sangene ekstra valør. Det gælder det smældende Got To Get You Into My Li-fe-inspirerede titel-nummer. Og de to småpsykedeliske.Er dybden ikke historisk, er musikken til gengæld inspireret, legesyg og smittende – og tåler man-ge gennemlytninger.

Icona PopThis Is ... Icona Pop

Debutal-bummet fra de svenske poptøser skal bestemt ikke

tages alvorligt. Tværtimod skal du glemme alt om dine bekymringer og dine kunstneriske forventninger til albumsammenhæng og bare danse til Then We Kiss’ hæsblæsende kazoo-melodi.

Hele albummet besidder til gengæld en stærk me-lodisk kerne. In the Stars stikker ud i mængden med en struktur, som beholder energien, men samtidig opridser en begyndende musikalsk identitet, som man gerne så foldet ud.

MØBikini Daze

På Bikini Daze har MØ samlet de sine to se-neste single- udspil og to

nye numre. Sammen udgør de et forfriskende og solidt firkløver, der lover godt for den kommende langspiller.

MØ leverer stadig et originalt og fremragende genremiks garneret med en formidabel stemmepragt, der fuldt ud berettiger den hype, der hvirvler om-kring hende. Det bliver mere end bare en smule interessant at se, hvordan hendes fremtid kommer til at se ud. Noget stort kun-ne være under opsejling.

Pearl JamLightning Bolt

Rockhjertet banker hårdt, og ballad-blo-det bruser i årene på

Lightning Bolt, der viser hele Pearl Jams spændvidde, og bandet har selv sat yder-polerne med de to singler i form af den sammenbidte hidsigt-men-melodiske punkudladning Mind Your Manners og den i PJ-sam-menhæng næsten svulstige Sirens, hvor Vedder effektivt presser sin stadig impone-rende vokal lige til grænsen.

Nummeret Future Days er bestemt en smuk af-slutning på et eminent og massivt album.

Go Go BerlinNew gold

Live har kvintetten bevist deres værd, men debu-talbummet er nu ikke helt så overbevisende.

Den hårdtslående åbner ‘Enterlude’ fader over i ’On the Run’, og sammen lægger de to numre i den grad stilen for album-met: Den aarhusianske kvintet leverer en solid

omgang energisk og klassisk guitardreven rock – som den altid er blevet spillet. For originaliteten er ikke noget, som Go Go Berlin har sat i højsædet.

Christian Viums alsidige vokal er central i lydbille-det og er med til at give den klassiske og måske endda lidt ordinære rock et stort løft. Hans vokal er rå, når Go Go Berlin kaster sig over den buldrende rock‘n’roll, men bliver pludselig blød som smør, når den står på en sukkersød ballade som ‘Castles Made of Sand’.

De 14 sange på ‘New Gold’ er både potente og med-rivende og står bare og venter på at blive spillet live.

Arcade FireReflektor

Det, der bestemt er en af Arcade Fires store forcer: at de ikke kender til – eller nægter at forholde sig til – begrænsningens kunst, bliver her en svaghed. For selvom Reflektor i mange passager som nævnt er deci-deret bjergtagende, er spille-tiden i flere numrene og al-bummet i sig selv simpelthen

for lang. Kun fire af sangene er under fem minutter lange, og det er de færreste af de øvrige numre, der klarer at udfylde spilletiden uden at tabe pusten og gabe over for meget.

Med en mere fokuseret trimning af numrene og med albummet skåret ned til en enkelt disk kun-ne her være tale om et hovedværk for Arcade Fire.

I stedet er Reflektor et vidnesbyrd om et fremra-gende band, der ikke formår at holde igen med sine myldrende masser af sprudlende idéer. Og som lyt-ter både kedes og henrykkes man på albummets rut-sjebaneridt – dog heldigvis mest det sidste.

Sid

e 8

Arctic MonkeysAM

På femte album fra Arctic Monkeys er den sidste rest hvalpefedt og letbenethed forsvundet fra den engel-ske kvartet, der er tungere rockende end nogensinde før. Det betyder lavere tempo og mindre dansegulv, hvilket nok vil dele vandene blandt fans. R You Mine? kaster dog en redningskrans

til yndere af bandets tidligere højenergiske udladninger og frontmand Turners maskingeværsleveringer af lyrik.

Ellers lyder Alex Turner som sig selv, og så alligevel ikke. Der er mere dybde i vokalen, og hans letgenkendeli-ge Sheffield-dialekt får flere steder en snert af amerikansk midwest. Mest klassisk er han på No. 1 Party Anthem, der godt kunne være løftet fra hans Submarine-soundtrack

Det er faktisk et mirakel, at bandet formår at skabe et album, der lyder sammenhængende og helstøbt, men det er faktisk tilfældet. Der er en rød tråd, de 12 numre imellem, som tilsammen skaber en tight støbt enhed.

Gavin DeGrawMake A Move

Sanger og sangskriver Gavin DeGraw har igennem fire album slået sig op som noget af en vokalorkan i sine hårdt optegnede popsan-ge. Det er ikke alle, der har haft kondi til at følge Gavin DeGraws forpuste-de sange, men på Make A Move gør han et ærligt forsøg på at opfylde den sto-

re popdrøm ved at fylde mere sødme på sangene og ikke mindst skrue en anelse ned for tempo og vokal.

Til hjælp har han hentet en lind strøm af stjerne-producere, der har været inde over navne som Bruno Mars, Pink og Justin Timberlake, og det lykkedes dem at få sat ham i scene som en popmusikkens førsteel-sker. Det bliver helt snurrigt i den fine Finest Hour med flot vokalbacking og temposkift i melodien.

Måske er den oprindelige Gavin DeGraw produceret ihjel, men han glider bestemt lettere ned i denne farveri-ge indpakning, og han undgår at gentage sig selv igen.

MetallicaThrough The Never

Det er svært at sætte en finger på lyden. Den er på én gang skarp, tung

og klar. Det er helt klart kapelmester James Hetfields show og hans præstationer bag mikrofonen og den seksstrengede, der tager stik hjem. Lars Ulrich er som altid humlebien bag trom-mesættet. Jeg er konstant i tvivl om, om han egentlig kan spille, men han gør det upåagtet. Som trofaste musketerer sekunderer de herrer Hammett og Tru-jillo på lead-guitar og bas. Through The Never er et meget solidt livealbum.

Katy PerryPrism

Sangene på Prism er målrettede og yderst effek-tive i al deres

insisteren på at sætte sig fast i øregangene som et styk-ke gennemgnasket Hubba Bubba med modhager.

Så er der mere fornøjelse at hente i den indledende tidsrejse, man føres på i henholdsvis den flødeskum-sindsmurte start-80’er-funk på Birthday og 90’er-hel-vedet Walking On Air.

Efter et par lyt har man hørt rigetligt til flere af de über-catchy omkvæd, og man savner lidt mere af den sjove Katy Perry.

Michael FalchSommeren Kom Ny Tilbage

I modsætning til ungdom-mens tungt flyvende Michael Falch

passer strygere og patos bed-re til en reflekteret og moden herre, der står ved sig selv og sin livsglæde. Michael Falch kammer dog ikke over i jubeloptisme og erkender åbent, at han bliver Svar Skyldig. Eftertænksomheden og tvivlen hæger sig nemlig stadig ved sangskriveren, selv om han også kan bryde ud i en uforbeholden hyldest til København på en ret sentimental måde i sangen Hovedstaden. så det står så-dan set okay til hos Falchen.

MegadethSuper Collider

Albummet lægger ud med den ganske habile King-maker, der

med sin insisterende tunge galop truer med at ride lytterne ned. Herefter be-gynder et mere ujævnt trav. Det veksler mellem kom-mercielle metalrocknumre, up-tempo-sange dog uden de store tekniske opvisnin-ger og mere episke, dystre sager (Dance in the Rain og The Blackest Crow), og problemet er ikke så meget de stilistiske udsving som de kvalitative. Der er ganske enkelt for mange uinspirere-de ligegyldigheder.

Sid

e 9

Poste

r

Close up

arbejde ALENE

Agnes Obel er ude med opfølgeren til massivt succesfulde Philharmonics, og Rock ’n roll har mødt den latter milde sangerinde.

Friheden i at

Agnes Obel er ude med opfølgeren til massivt succesfulde Philharmonics, og Rock ’n roll har mødt den latter milde sangerinde med det tyste ud-tryk til en snak om at følge op på suc-cesen, om at have en cello med på et fly og om den fri-hed, der ligger i at stå for tingene selv.

Når man ser billeder af Agnes Obel, der netop har udgivet sit andet album Aventine, er det

sjældent et smil, der pryder den kønne kunstners ansigt. Helt anderledes er det imidlertid, når man sidder over for hende – så spares der hverken på smil, latter eller nærvær. Et faktum er det dog, at fotografering langtfra er hendes yndlingsdisciplin – i hvert fald ikke, når hun selv star foran linsen. Når hun selv får lov at eksperimentere med kameraet, er det en anden sag, og så hjælper det også lidt, at Rock ’n rolls fotograf har en så legende tilgang til faget, som tilfældet er. Og når makeup-artisten så tilmed Ganske overraskende er en gammel veninde fra teenageårene, som man kan udveksle

vilde anekdoter om blandt andet at holde en legendarisk fest i en nedlagt Fakta med. Men nu er det jo musikken, det skal handle om, og Aventine må siges at have temmelig store musi-kalske sko at udfylde, idet forgænge-ren, Philharmonics, er et af de mest succesfulde danske album i nyere tid. Pladen har efterhånden solgt 500.000 eksemplarer på verdensplan og har fået Agnes ud over stepperne i det store udland, og i lande som Frankrig, Ca-nada, Irland, Italien og Spanien møder publikum også talstærkt op til hendes koncerter. Ikke dårligt for en pige, der leverer tyste sange, hvor stemme og klaver er de primære virkemidler. In-gen immicks. Ingen billige tricks. Bare musikken, melodierne og stemningen.

Sid

e 14

Har der været et pladesel-skab, der har åndet frøken Obel i nakken for nu at træf-fe de rigtige valg og bestemt, hvilken dyr producer hun skulle samarbejde med i for-hold til at gentage succesen?

Nej, for selvom mulighederne har været mange, og der denne gang har været råd i budgettet til alverdens endis-producere og til at indspille i Abbey Road, hvis det skulle være, har Agnes valgt præcis samme tilgang til sangskrivningen som sidst. For sig selv I lejligheden i Berlin har hun selv leget sangene frem på klaveret og med stem-men og desuden selv stået for produkti-onen. En enkelt tur i et tudiekompleks i Kreuzberg er det dog blevet til.

– Jeg har været helt overvældet over, hvor stort et arbejde det har været at lave pladen. Det har været et meget større arbejde end med den første. Jeg troede egentlig på et tidligt tidspunkt, at jeg havde alle sangene, men så fandt jeg ud af, at jeg havde rug for at eksperimentere noget mere, fordi der var nogle bestemte stem-ninger, jeg gerne ville have frem. Så jeg var nødt til at skrive alle sangene igen. Det har været meget intenst, og jeg har været meget mere bevidst om, hvad jeg ville, end jeg var sidst.

Men det, du har villet denne gang, har været mere i samme stil som sidst?

– Jeg havde gang i noget på Phil-harmonics, som jeg ikke følte, jeg havde fulgt helt til dørs, og jeg havde en nysgerrighed omkring, hvad jeg kunne få ud af den måde at arbej-de på; hvilke sange, jeg ville skri-ve, og hvordan jeg ville synge og spille, hvis jeg gjorde det alene.

Føler du så, du er kommet til bunds i det udtryk, du har udforsket indtil videre?

– Nej, jeg har stadig nogle idéer, men det kan være, jeg kan klare det med et par enkelte sange og ikke en hel plade næste gang. Men jeg bliver mere og mere interesseret i at optage musikken selv. Jeg elsker friheden i at kunne ar-bejde om natten og blive ved så længe, jeg har lyst uden at skulle tage hensyn til nogen. Men det betyder ikke, at jeg ikke gså ville elske at være i et studie.

Er alle sangene nye kompositioner?

– To af sangene er skrevet, før Phil-harmonics udkom, så Fuel To Fire og moking Mirrors er egentlig også skre-vet til skrivebordsskuffen. Og måden at skrive sangene på er den samme. Denne gang er der så bare en helt anden forventning til det, og det har gjort det svært at gøre de enkelte sange færdige i slutningen af processen.

Hvorfor det?

– Fordi der rent faktisk var folk der-ude, som ventede på at få det at høre og havde forventninger til sangene. Det blev pludselig meget virkeligt.

Har arbejdet med sangene lært dig noget?

– Jeg har i hvert fald lært, at jeg ikke er særlig god til at arbejde med noget, der ikke interesserer mig, men på den anden side er jeg så rigtig god til at for-dybe mig I det, der har min interesse.

I kølvandet på Philharmonics’ succes og I takt med, at albummet fik hold i udlandet, turnerede Agnes yderst intenst sammen med cellisten Anne Müller. De to spilled uafbrudt i sidste halvdel af 2010, præsterede at spille cirka imponerende 300 koncer-ter året efter, og havde ligeledes en pakket kalender i starten af 2012.

– Det var ret vanvittigt. Det var jo noget uventet, at jeg skulle spille så me-get, så det var en ret stejl læringskurve, samtidig med at det selvfølgelig har været vidunderligt at få lov til at rejse rundt og spille min musik for så mange mennesker rundt omkring i verden.

Så du har aldrig siddet og skulle spille en sang for 117 gang, og den virkelig har hængt dig ud af halsen?

– Jo, helt sikkert. Og det var også en af grundene til, at jeg ekstra gerne ville lave en ny plade, haha! Jeg har virkelig spillet de „gamle“ sange mange gange. Men jeg har virkelig fået meget ud af det, og når jeg kom hjem efter koncer-terne, føltes det som den mest naturlige ting i verden at skynde mig at få opta-get de ideer, der var opstået undervejs.

Hvordan kom du og Anne om-kring, når I skulle spille koncer-ter rundt omkring I udlandet?

– Ja, altså det var ikke altid lige vel-overvejet. I starten var det nærmest backpacking med instrumenter om bord på offentlig transport. Jeg havde en guitar og en kuffert med effekter, og Anne havde sin cello, samtidig med at vi også havde vores normale bagage. Helt i starten havde vi endda også et 40 kilo tungt keyboard med, som vi bar under armen. Det dropped vi efter én turné, haha! Vi tog for eksempel toget rundt i Holland, og da vi så bankede på, dér hvor vi skulle optræde, var der flere af stederne, der ikke troede på, at det var os, fordi der normalt kommer en stor bus fyldt med folk, og vi var bare to piger med instrumenter, haha! Det var også et helvede at få celloen med om bord på fly. Vi skulle købe et sæde til den, men det var ikke altid nok. Enkelte gange skulle den på første klasse. Nu er vi heldigvis begyndt at være mere organiserede og turnere i bus. Det er langt mere bekvemt.

Punktøserne i Nelson Can indspillede en noget mere smadret version end originalen af Riverside til Rock ’n roll 30 års jubilæums- cd, Gi’ Et Nummer. Men hvem kunne Agnes ellers tænke sig at høre indspille en coverversion af sine sange?

Valget falder efter en tænkepause på en række markante mandestemmer.

– Der er rigtig mange, jeg gerne ville høre fortolke mine sange, og nu er jeg helt bange for at ødelægge det ved at sige det højt, haha! Det ville være sindssygt interessant at høre mænd synge mine sange – gerne mænd med et helt andet vokalt udtryk end mit, det kunne være sjovt. Mark Lanegan, Scott Walker eller David Lynch ville være vildt fede personer og stemmer at høre fremføre mine numre. Roy Orbison er min yndlingssanger, men han er jo desværre død, ellers ville det fedeste i hele verden være at høre ham synge en sang, jeg har skrevet.

Hvad så hvis det skulle være en kvinde?

– Kate Bush og Joni Mitchell kunne være en drøm, men nu bliver det jo helt pinligt med alle de berømtheder, jeg sidder og nævner. Det kommer jo aldrig til at ske alligevel… Men måske læser de det I Rock ’n roll.

Sid

e 15

Gear

Double Decay Delay

Med sin „Both“-funk-tion kan denne klassiske analog-delay mixe et kort og et langt delay. En separat kontrol for modulation tilføjer desuden en smagfuld chorus-effekt for at give en ekstra dimen-sion til din tone.

Pris: 1.199 kr.

Trike Fuzz

Denne oktavfuzz har indstillinger for en oktav op eller en – al-ternativt to – oktaver ned. De tre forskellige oktavindstillinger kan anvendes hver for sig eller samtidigt for en rigtig fed fuzz med ægte vintage-karakter.

Pris: 1.049 kr.

Flat 4 Boost

Denne rør-booster kan agere såvel mid-, treble-, full-ran-ge-booster – eller hvorfor ikke som en ren overdrive. Baxandall-kredsen giver dig en gradvist mere intensiv low-cut i takt med øget gain. Dette giver en meget smagfuld overdri-ve-sound med kraftig vintage-fornemmelse.

Pris: 1. 1.199 kr.

Straight 6 Drive

Denne overdrive giver dig den klassiske VOX-drive med sin typiske brede dyna-mik. Med en „bright switch“ får du endnu mere britisk glitrende sound med veldefi-neret top – selv fra humbucker-guitarer.

Pris: 1.199 kr.

V8 Distortion

Denne distortions- effekt giver en saftig high-gain-dist, som alligevel bevarer kernen og karakteren i din guitar. Den passer som hånd i handske med såvel tunge riff som heftige soloer, og med en „mid-shift“ kan du i detaljer styre, hvor i mellemtonen du vil have, at lyden skal have et ekstra skub.

Pris: 1.199 kr.

Tone Garage-serien består af fem analoge effektpedaler med udvalgte kvalitetskomponenter. De tilbyder klassisk analog tone, men også helt nye lyde takket være unik voicing og

smarte funktioner. Straight 6 Drive, V8 Distortion og Flat 4 Boost er alle udstyret med et nøje match’et 12AX7-rør, som i kombination med VOX nyudviklede Hi-Volt-teknologi giver

netop den varme tone og dynamik, som kun kan fås fra et rigtigt rør. Alle Tone Garage-pedaler har selvfølgelig True Bypass og er fremstillet i metalchas-sis, som sikrer lang og tro tjeneste.

Rock ’n roll har kåret Vox Tone Garage-serien til at være månedenst pedaler

Sid

e 16

Rocksmith

Den hurtigste måde at lære at spille guitar på

Fortsætter

Sid

e 17

Xbox, PS3. Pris: 599PC. Pris: 499 kr.

R ocksmith 2014 Edition er den hurtigste måde at lære at spille guitar på. Slut en hvilken som

helst rigtig elguitar eller elbas til, og spil det prisbelønnede spil, som over en million mennesker allerede har gjort før dig. Den helt nye Rocks-mith 2014-udgave er større, bedre og hurtigere end nogensinde. Spillet er

re-designet fra grunden, hvilket gør, at du får masser af forbedrede funkti-oner: Et nyt udseende, mere fleksibili-tet, nye teknikker og stemninger, flere end 50 nye sange og meget mere. Især den revolutionerende Session Mode bringer Rocksmith 2014 Edition til et helt nyt niveau. Nu kan du spille guitar med et virtuelt band, der ”lytter” til,

hvad du spiller og følger din rytme og toneart. Vælg ud fra et stort udvalg af backinginstrumenter og stilarter, og dit Session Mode-band reagerer på de to-ner, du spiller på guitaren eller bassen.

„Rocksmith findes selvfølgelig også til PC og PlayStation 3“

Sid

e 18

Testet og bevist at det lærer dig at blive en bedre guitarist.

95%* af Rocksmith brugerne har meddelt at de er blevet en bedre guitarist, bare ved at spille spil-let. Det virker rent faktisk!

Når vi siger ”en hvilken som helst guitar eller bas”, så mener vi det Om det er din guitar som ligger på loftet,

din trofaste økse som du bruger dagligt eller den guitar som du endnu ikke har købt, så giver Rocksmith dig mulighe-den for at begynde din vej som guitar-helt, ved at tilslutte den til din Xbox 360. Juster sværhedsgrad så den passer til dig. Vanedannende gameplay som tilpasser sig dit personlige færdigheds-niveau, så du går fra at spille enkelte

toner til komplekse guitar akkorder i et tempo, der er sjovt og udfordrende uden at være overvældende. Før du ved af det så spiller du 100% af de rigtige guitar riffs fra sangene i spillet. Der er masser af sange og masser af stilarter.

Et af de fedeste øjeblikke ved at lære at spille guitar er at kunne mestre sin yndlingssang. Rocksmith enorme bibliotek, indeholder sange fra mange forskellige stilarter. Load din ynglingssang, slyng spaden på nakken, og snart behersker du det rockriff du længe har drømt om.

Spil sange i stedet for bare at lære demDu vil gerne spille nogle nye sange, men gider ikke at studere dig igennem langhårede tabulaturer eller ”pause” dig igennem dårlige videoer på nettet. No Problem! Rocksmith giver dig ikke bare nye sange, men udfordrer dig også til at forbedre dine færdigheder ved at fjerne ”prikkerne” på skær-men, som viser hvad du skal spille, for at lære at spille på hukommelsen.

Funktionerne i 2014 Edition er nu endnu mere intuitive og fleksible end før. Rocksmith har tilføjet en Riff Repeater-funktion, som giver dig mulighed for at gentage en kort sektion af et nummer, for at du derved kan mestre passagen, før du spiller videre på nummeret. Mastermode er blevet moderniseret, så udenadslæ-ring falder mere naturligt, og der er tilføjet 10 nye Guitarcade minispil, så du kan finpudse dine færdigheder.

Masser af effektpedaler, forstærkere og kabinetterForvandel din spillekonsol til en guitarforstærker og spil med mas-ser af effektpedaler, forstærkere og kabinetter direkte i spillet. Sam-mensæt dit pedalboard i stort set uendelige kombinationer, og tweak din lyd indtil du er tilfreds. Ønsker du crunchy distortion, vintage tre-molo eller psykedeliske reverbs, så har Rocksmith alt h vad du søger for at opnå netop den lyd du ønsker.

„Load din ynglingssang, slyng spaden på nakken, og

snart behersker du det rock-riff du længe har drømt om.“

Sid

e 19