1

Masterprojekt –

Operation Serval i Mali og Fransk strategisk kultur

Kaptajn (178931) Thomas Eddelien

Master i Militære Studier årgang 2016

Vejleder:

Studielektor Rikke Haugegaard, Institut for Militærhistorie, Kulturforståelse og Krigsteori,

Forsvarsakademiet

Antal tegn:

107.111

2

Abstract

In 2013 France launched Operation Serval in Mali, with the aim of repelling the rebel advance on

the capitol of Bamako and restoring the territorial integrity of the country.

Using the theoretical approach of strategic culture this thesis examines why France took the lead

in stopping the rebel advance and looks into why France has maintained close military, cultural,

political and economic ties to its’ former colonies in the francophone part of Africa.

Using the theory of strategic culture, the impact of the historical and cultural past of France is

analyzed in order to determine the effect this has on the way France conduct its current foreign

and security strategies and policies. Using the findings from this analysis a number of indicators

containing core elements of French strategic culture are formulated, and subsequently used to

analyze the French decision to launch Operation Serval in Mali in 2013.

The thesis concludes that the theory of strategic culture provides new insights into what shapes

the current foreign and security policies of France and that the formulated indicators adds new

nuances in helping to explain why France decided to go to war in Mali in 2013.

In addition, the thesis gives recommendations to how the findings can be used within the

framework of the overall Danish – French strategic partnership, and in relation to the future usage

of the theoretic concept of strategic culture.

3

Resumé

Da et oprør i den nordlige del af Mali i starten af 2013 oparbejdede momentum, og truede

hovedstaden Bamako, besluttede Frankrig at intervenere militært via den franskledet Operation

Serval, med det formål at stoppe oprørernes fremmarch og tilsikre centralregeringens kontrol med

Malis territorium.

Med afsæt i teorifeltet strategisk kultur, søger denne opgave at analysere hvorfor lige netop

Frankrig valgte at intervenere militært i konflikten, i det der tages afsæt i følgende

problemformulering:

Hvordan kan begrebet strategisk kultur forklare, hvorfor Frankrig valgte at gennemføre Operation

Serval i Mali i 2013?

Problemformeringen søges besvaret gennem en historisk og kulturel analyse af Frankrig, der

påviser at Frankrigs historiske arv, også i dag er med til at forme landets udenrigs- og

sikkerhedspolitik.

Med udgangspunkt i de centrale begreber Grandeur og exceptionalisme formuleres i opgaven en

række indikatorer, der kan siges at indeholde centrale aspekter af fransk strategisk kultur, og

dermed er med til at forme landets nutidige politik. Disse indikatorer er:

Frankrig som stormagt – Der bygger på den historisk funderet franske selvforståelse og

fortællingen om Frankrigs rolle i verden, som en stormagt og et land der har pligt til at

handle, når den franske exceptionalismes værdier skal forsvares

Frankrig er unik – Der bygger på, at fransk kultur er med til at berige verden, og at der er

en større sandsynlighed for fransk magtanvendelse, såfremt denne vil være med til at

forsvare de særlige franske værdier der er knyttet til landets historiske og kulturelle arv

4

Frankrig som en selvstændig aktør – Der omhandler det franske fokus på at føre en

selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, og dermed på at kunne agere som en

selvstændig og betydende spiller på den internationale scene.

Disse indikatorer afprøves i opgaven på casen Operation Serval, hvor det konkluderes at

beslutningen om at iværksætte Operation Serval, understøttes af de formulerede indikatorer, som

dermed understøtter, at strategisk kultur perspektivet kan give nye perspektiver og nuancer med

henblik på at forklare hvorfor Frankrig tog beslutningen om at intervenere militært i Mali i 2013.

I sin perspektivering anbefaler opgaven hvorledes den indhentede viden kan anvendes i det dansk

– franske strategiske partnerskab, samt hvorledes strategisk kultur feltet kan operationaliseres

med henblik på at sikre anvendelse af dette uden for den akademiske verden.

5

Indhold 1. INDLEDNING .............................................................................................................................................. 7

1.1. Motivation ......................................................................................................................................... 7

1.2. Relevans ............................................................................................................................................. 8

1.3. Problemformulering .......................................................................................................................... 9

1.4. Hvorfor strategisk kultur?................................................................................................................ 10

1.5. Operation Serval .............................................................................................................................. 11

2. FAGLIGE OVERVEJELSER OG AFGRÆNSNING .......................................................................................... 12

3. METODE ................................................................................................................................................... 15

4. TEORI ....................................................................................................................................................... 17

4.1. Begreberne kultur og strategi ......................................................................................................... 17

4.2. Strategisk kultur – historisk teoriudvikling ...................................................................................... 17

4.3. Strategisk kultur i en nyere kontekst ............................................................................................... 19

4.4. Teori - opsummering ....................................................................................................................... 22

4.5. Svagheder ved teorifeltet strategisk kultur? ................................................................................... 23

5. ANALYSE .................................................................................................................................................. 24

5.1. Frankrig anno 2018 .......................................................................................................................... 24

5.1.1. Fransk symbolsk magt.............................................................................................................. 25

5.1.2. Fransk hård magt ..................................................................................................................... 27

5.2. Fransk strategisk kultur som produkt af historie og geografi ......................................................... 29

5.3. Fransk Grandeur og fransk exceptionalisme ................................................................................... 31

5.3.1. Grandeur og exceptionalisme og De Gaulle ............................................................................ 31

5.3.2. Arven fra De Gaulle i nutidens Frankrig................................................................................... 34

5.3.3. Frankrigs afrikanske forbindelse .............................................................................................. 37

5.3.4. Den franske indstilling til national sikkerhed og civile-militære strukturer ............................ 40

5.3.5. Opsummering fransk strategisk kultur .................................................................................... 44

5.4. Delkonklusion – Styrende elementer for fransk strategisk kultur................................................... 45

5.4.1. Opsummering – Indikatorer for fransk strategisk kultur ............................................................. 48

5.5. Frankrig og Operation Serval ........................................................................................................... 48

5.5.1. Baggrund .................................................................................................................................. 48

5.5.2. Operation Serval set i et strategisk kultur perspektiv ............................................................. 50

5.5.2.1. Frankrig som stormagt og Operation Serval ....................................................................... 51

5.5.2.2. Frankrig er unik og Operation Serval ................................................................................... 52

6

5.5.2.3. Frankrig som en selvstændig aktør og Operation Serval ..................................................... 54

6. KONKLUSION ........................................................................................................................................... 55

7. PERSPEKTIVERING .................................................................................................................................... 57

Bibliografi ......................................................................................................................................................... 60

BILAG ............................................................................................................................................................... 64

7

1. INDLEDNING

1.1. Motivation

Denne opgave tager sit afsæt i en grundlæggende undren over hvorfor Frankrig, postkolonialt og

helt op til i dag, har fastholdt en så tæt relation til det Afrikanske kontinent, som det er tilfældet.

Frankrigs engagement i Afrika omfatter både politiske, kulturelle, økonomiske og militære forhold,

og kan umiddelbart synes uforholdsmæssigt stort, særligt når det afrikanske kontinent i nogle

sammenhænge kan anskues som havende en begrænset betydning på den internationale scene.

Selv i en tid med større sikkerhedsmæssige udfordringer med afsæt i Afrika, i form af særligt

migration og terrorisme, virker det påfaldende at lige netop Frankrig, er det land som umiddelbart

går forrest i dets tilstedeværelse på kontinentet, som eks. illustreret ved nedenstående figur over

udenlandsk militær tilstedeværelse i Afrika:

Figur 1 – Udenlandsk militær tilstedeværelse i Afrika (Jankowski 2014). (Se bilag 1 for større

udgave)

8

Hvad er det der gør, at Frankrig har valgt at fastholde dette engagement over tid, og vægte landets

relation til Afrika, selv når landet har skulle prioritere sine begrænsede ressourcer på det udenrigs-

og sikkerhedspolitiske område (Barrios 2010)?

Jeg ønsker i dette projekt, at opnå øget indsigt i hvorfor Frankrig agerer, som der er tilfældet på

det afrikanske kontinent, og herunder afklare om strategisk kultur teorifeltet kan forklare dette

store engagement.

1.2. Relevans

Frankrig er sammen med USA og Storbritannien udpeget som Danmarks vigtigste

militærstrategiske partner (Værnsfælles Forsvarskommando 2015, 1). Partnerskabet med Frankrig

har i en periode stået i baggrunden, delvist overskygget af det danske forsvars engagementer i Irak

og Afghanistan og det deraf følgende tætte samarbejde med Storbritannien og USA.

Som engagementerne i Kosovo (1999 -), Libyen (2011) og Mali (2013 -) viser er partnerskabet dog

fortsat stærkt, og Frankrig står i dag som en naturliglig nøglespiller for Danmark, grundet dets

centrale placering i NATO og EU. En placering som det kan argumenteres for, kun er blevet forøget

med den kommende britiske udtræden af EU (BREXIT), Ruslands ageren på Krim og i Ukraine samt

af den usikkerhed som præsidentskiftet i USA har medført, i relation til den amerikanske udenrigs-

og sikkerhedspolitik.

Et strategisk partnerskab med Frankrig må medføre et behov for indsigt i og forståelse for

Frankrigs ageren på den internationale scene. Dette specifikt da udpegningen af en strategisk

partner, er ensbetydende med at forsvarets tre værn skal være rede til at indsætte styrkebidrag,

herunder i højintensive operationer, i koalitioner ledet af den strategiske partner, også i områder

udenfor NATO alliancens territorium. I det danske forsvars egen policy for operativt samarbejde,

nævnes eks. Centralafrika specifikt som et muligt indsættelsesområde (Værnsfælles

Forsvarskommando 2015, 1-2).

Afrika, og specifikt den centrale og vestlige del af kontinentet, er et område hvor Frankrig skiller

sig ud fra de andre strategiske partnere. Frankrig har postkolonialt fastholdt meget tætte politiske,

økonomiske, kulturelle samt ikke mindst militære relationer til en lang række primært

fransktalende lande, hvor den militære komponent har resulteret i både en række bilaterale

9

forsvarsaftaler samt en lang række militære engagementer i regionen (Ministére de la Defense la

France 2015), som illustreres ved nedenstående figur.

Figuren udviser udelukkende selvstændige franske militære bidrag, og dermed ikke franske bidrag

integreret i eks. FN eller EU missioner i regionen.

Figur 2 – Fransk militær tilstedeværelse i Afrika under præsident Hollande (Tipping Point North

South 2014) (Se bilag 2 for større udgave)

For Danmark betyder det, at have Frankrig som strategisk partner, dermed en høj sandsynlighed

for at partnerskabet vil resultere i fremtidige militære engagementer på det afrikanske kontinent, i

tæt samarbejde med Frankrig.

Dette bør derfor rejse spørgsmålet om, hvorfor Frankrig er så dybt engageret i Afrika, som det er

tilfældet. Viden herom vil øge bevidstheden om, hvad der driver den franske sikkerheds- og

udenrigspolitik i forhold til Afrika, og dermed også hvilke agendaer Frankrig søger at fremme i

landets relationer med afrikanske og internationale partnere, og som Danmark gennem sin

deltagelse vil understøtte og levere legitimitet til.

1.3. Problemformulering

På denne baggrund finder jeg det derfor relevant at opnå indsigt i Frankrigs bevæggrunde for det

fortsatte engagement i Afrika, idet jeg i denne opgave søger at besvare følgende

problemformulering:

10

Hvordan kan begrebet strategisk kultur forklare, hvorfor Frankrig valgte at gennemføre Operation

Serval i Mali i 2013?

1.4. Hvorfor strategisk kultur?

Det grundlæggende spørgsmål Hvorfor agerer stater som de gør? og afledt heraf Hvorfor agerer

Frankrig som det gør i Afrika? kan analyseres og besvares ud fra en række forskellige teoretiske

ståsteder. Der hersker ingen generel akademisk konsensus om, hvilket teoretisk ståsted der ”er

det rigtige”, og et bestemt teoretisk udgangspunkt risikerer, at føre til en fokusering på

argumenter, der fremmer netop dette udgangspunkt.

Anlægges eksempelvis et realistisk perspektiv med udgangspunkt i Morgenthaus teori om

forholdene mellem stater (Morgenthau 1948), og overføres dette på Frankrigs ageren i Frankrig,

kunne der med god ret argumenteres for at Frankrig søger at opnå en dominerende position i dele

af Afrika, med henblik på at styrke sin stormagtsstatus1. Ud fra dette perspektiv sker dette på

bekostning af de afrikanske stater, som mister selvstændighed ved at blive en del af den franske

interessesfære, samt på bekostning af de konkurrerende stormagter som også måtte søge

indflydelse i samme område.

Analyseres Frankrigs ageren med teoretisk udgangspunkt i liberalisme eller neoliberalisme som

beskrevet af Keohane (Keohane 1984), kan Frankrigs engagement i Afrika anskues som et forsøg

på at fremme Frankrigs demokratiske og kulturelle værdier, med henblik på at knytte landene

tættere sammen regionalt og internationalt med Frankrig og dermed med den Europæiske Union

og resten af verden. I dette perspektiv vil øget interaktion landene imellem føre til øget samhandel

og demokratisering og derigennem til et mere stabilt og fremgangsrigt Afrika, hvor demokratiske

stater, med tætte økonomiske, transnationale og strukturelle relationer landene imellem, og

særligt til Frankrig, vil fjerne risikoen for krige.

De beskrevne teorier har hver især deres styrker, men også svagheder. Et liberalt perspektiv bliver

eks. udfordret i at forklare dels, hvorfor det franske engagement har en så markant militær

dimension, samt hvorfor det tætte samarbejde ikke har medvirket til at fremme demokratiske

1 Stormagt defineres som: stat eller sammenslutning af stater, som i det internationale system og i international politik udgør en væsentlig magtfaktor, fx militært, økonomisk, arealmæssigt eller ideologisk. Kilde: Ole Wæver: stormagt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. juni 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165534

11

værdier og stabil økonomisk vækst i det frankofone Afrika. Tilsvarende bliver det realistiske

perspektiv udfordret i at forklare den franske brug af ”soft power” og den vægt, der bliver lagt på

den kulturelle dimension.

Det er grundlæggende svært entydigt at forstå det franske engagement i Afrika. Ud fra et

økonomisk perspektiv, fremstår Afrika ikke som værende et vigtigt område for Frankrig, da kun

knap 6 % af Frankrigs eksport går til det afrikanske kontinent, hvilket gør kontinentet til et

eksportområde, der i omfang er mindre end Belgien (The Observatory of Economic Complexity

2017).

Der kan argumenteres for at truslen fra migration og terrorisme, kan levere nogen forklaringskraft

for det franske engagement i Afrika, men dette forklarer ikke entydigt, hvorfor netop Frankrig i

modsætning til andre sammenlignelige lande, fastholder en markant og permanent militær

tilstedeværelse på kontinentet på op imod 6- 8.000 soldater (A. Hansen 2007), (Tipping Point

North South 2014).

Samlet set indikerer dette, at der med fordel kan søges andre teoretiske afsæt med henblik på at

finde forklaringskraft for det franske engagement i Afrika, udover de klassiske IP teoretiske

perspektiver, på hvad der former staters udenrigs- og sikkerhedspolitik.

1.5. Operation Serval

Den 11. januar 2013 iværksatte Frankrig Operation Serval i Mali (Bartels, Schwartz og Haugegaard

2014, 29). Forløberen for dette var længere tids kaotiske forhold i Mali inkluderende et

militærkup, ligesom der kan argumenteres for at borgerkrigen i Libyen og Gadaffis fald, var en

medvirkende faktor i at udløse den aktuelle krise.

Dette da Libyen inden Gadaffis fald spillede en stor økonomisk rolle for den skrøbelige maliske

økonomi, ligesom et stort antal tuareger vendte kamptrænet hjem fra Libyen, hvor de havde

fungeret som Gadaffis lejesoldater. Derudover gjorde fraværet af den libyske centralmagt at store

partier våben, nu frit kunne flyde frit ind over Malis nordlige grænse (Shurkin 2014, 80-81).

Uagtet omfanget af den mulige libyske indflydelse fik det spirende oprør med islamiske elementer

efterhånden stærkere momentum, og rykkede i løbet af januar 2013 længere sydpå, og truede

pludseligt hovedstaden Bamako (Bartels, Schwartz og Haugegaard 2014, 28-29).

12

Frankrigs militære operation i Mali i 2013 blev derfor iværksat, med udgangspunkt i FN-resolution

2085, der oprindeligt havde givet tilladelse til at en afrikansk militær enhed (MISMA) kunne

indsættes i Mali, med henblik at sikre Malis territorielle integritet, ligesom resolutionen lagde op

til at genskabe demokratiske forhold i Mali (United Nations 2012).

Da situationen i Mali i starten af 2013 hastigt forværredes, var MISMA styrken dog endnu ikke på

plads, hvorfor Frankrig, efter invitation fra den maliske regering, besluttede at intervenere

militært i Mali, i hvad der blev kaldt Operation Serval (Forsvarsakademiet 2015, 4).

Den franske interventionsstyrke bestod af omkring 4.500 soldater og etablerede et samarbejde

med MISMA styrken og tropper fra andre afrikanske lande (Forsvarsakademiet 2015, 10-11).

Formålet med interventionen var at standse oprørernes fremmarch og tilsikre centralregeringens

kontrol med Malis territorium.

Militært set var Operation Serval en stor succes, og de opstillede mål blev hurtigt opnået, selvom

der i dag fortsat foregår et lav-intensivt oprør, ligesom den indgåede fredsaftale mangler at blive

implementeret (Forsvarsakademiet 2015, 4,11).

Operation Serval er i konteksten af denne opgave blevet valgt som en repræsentativ case for

franske militære operationer i Afrika.

Bevæggrundene herfor vil blive nærmere uddybet under det følgende punkt, ligesom Operation

Serval set fra et strategisk kultur perspektiv, vil blive en del af analysen og her yderligere uddybes.

2. FAGLIGE OVERVEJELSER OG AFGRÆNSNING

Teorifeltet strategisk kultur er valgt ud fra en vurdering af, at der er behov for at inddrage

kulturelle og historiske elementer, for at kunne opnå en dybere forståelse for, hvad der er

bevæggrundene for Frankrigs tætte relation til det frankofone Afrika, og den heraf resulterende

franske udenrigs- og sikkerhedspolitik der har ført Frankrig ud i gentagne militære operationer på

kontinentet.

13

Valget af teorifeltet strategisk kultur sker med afsæt i en vurdering af, at de mere traditionelle

teorifelters (realisme – liberalisme) lejlighedsvist mangler forklaringskraft, når de forsøger at

forklare det franske engagement i Afrika.

Jeg vurderer, at jeg gennem anvendelsen af teorifeltet strategisk kultur, vil kunne fremkomme

med nye og flere nuancer, samt andre perspektiver, der kan supplere de mere traditionelle

teorifelters forklaringskraft, og dermed samlet set øge indsigten i og forståelsen for Frankrigs

engagement i det frankofone Afrika.

Figur 3 – kort udvisende frankofone eller delvist frankofone lande i Afrika – se også bilag 3 for

større version (African languague solutions 2015)

Denne opgave søger derfor at opnå indsigt i de vilkår og den kulturelle baggrund, der danner

rammerne for Frankrigs ageren i Afrika, idet der med udgangspunkt i mit virke som officer, vil

fokuseres på historiske, sikkerhedspolitiske og militære aspekter.

Frankrig er blevet valgt som genstand for analysen grundet landets betydning som en af Danmarks

primære strategiske partnere (Værnsfælles Forsvarskommando 2015, 1).

14

Med henblik på at teste det teoretiske felts anvendelse på virkeligheden, er der blevet udvalgt en

repræsentativ case, der vil blive brugt til at undersøge strategisk kulturs forklaringskraft på

Frankrigs ageren i en konkret situation.

Til dette er Operation Serval i Mali blevet valgt, da denne vurderes repræsentativ for franske

militære indsættelser i Afrika (Luckham 1982). Operation Serval vurderes repræsentativ, da der er

en række faktorer til stede, som er kendetegnende ved størstedelen af de franske militære

interventioner i Afrika. Disse er:

Mali er en tidligere fransk koloni,

Frankrig har fortsat nære økonomiske, politiske og militære forbindelser til Mali

Mali er et frankofont land

I Mali var der ved tidspunktet for operationen ca. 6.000 franske statsborgere bosiddende i

landet (Shurkin 2014)

Som nedenstående figur udviser, så har der efter en periode i forlængelse af de-kolonialiseringen i

1960erne og starten af 1970erne hvor antallet af franske militære interventioner i Afrika lå på at

lavt antal, været et fast mønster med gennemsnitligt 1-2 franske militære interventioner i Afrika

pr. år.

Figur 4 – Oversigt over franske militære interventioner i Afrika i perioden 1966 – 2013 (STRATFOR

2016)

15

Operation Serval er dog også til dels atypisk, idet den var franskledet, men støttet af en lang række

regionale og internationale partnere herunder Danmark, og dermed ikke en isoleret fransk

operation (Shurkin 2014, 17-19, 82). Dette kan dog siges at gøre Operation Serval endnu mere

relevant som casestudie, idet denne må vurderes som værende både et aktuelt samt et

repræsentativt eksempel på den type operationer, som Danmark vil kunne komme til at deltage i

fremover i rammen af et fransk strategisk partnerskab.

Samlet set gør disse faktorer at Operation Serval vurderes repræsentativ for hidtidige og

kommende franske militære indsættelser, og kan dermed udgøre grundlaget for en analytisk

anvendelse af strategisk kultur begrebet, med henblik på at afklare teorifeltets forklaringskraft i

relation til Frankrigs ageren i Afrika.

3. METODE

For at kunne besvare problemformuleringen vil denne opgave indledningsvist tage udgangspunkt i

det centrale teoretiske begreb strategisk kultur, som vil blive behandlet gennem en analyse af

forskellige opfattelser af, hvad begrebet indebærer, og hvad det kan give af forklaringskraft i

forhold til at analysere staters ageren, samt med henblik på at undersøge både styrker og

svagheder ved brugen af strategisk kultur i en analytisk kontekst. Denne indledende teorianalyse

gennemføres med henblik på, at sikre et fast teoretisk udgangspunkt som efterfølgende kan danne

afsæt for den videre analyse.

16

Med afsæt i teorien, vil jeg dernæst søge at gennemføre en analyse af fransk strategisk kultur, idet

denne del af analysen vil tage afsæt i at forklare Frankrigs nuværende udenrigs- og

sikkerhedspolitik.

Formålet er, at undersøge muligheden for at opstille et analyseapparat, der med udgangspunkt i

strategisk kultur, kan benyttes til at belyse og forklare Frankrigs ageren på det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske område. Dette søges gjort gennem opstilling af en række indikatorer, der kan

anskues som værende centrale for fransk strategisk kultur, og dermed kan benyttes til at opstille

handlerum for den overordnede franske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

De identificerede indikatorer vil efterfølgende, analytisk blive anvendt i relation til den

franskledede Operation Serval i Mali, med henblik på at validere om de fundne indikatorer, og

dermed begrebet strategisk kultur, kan levere forklaringskraft til en konkret fransk militær

operation.

Afslutningsvist gennemføres en perspektivering på den indhentede viden, dels i relation til

teorifeltet strategisk kultur, dels i relation til Danmarks strategiske partnerskab til Frankrig, og

eventuelle opmærksomhedspunkter som man fra dansk side bør være opmærksom på, når man

deltager i militært samarbejde med Frankrig i Afrika.

Opgaven søger dermed at udvikle det eksisterende teoriapparat gennem at opstille styrende

indikatorer for fransk strategisk kultur. Dette med henblik på at operationalisere fransk strategisk

kultur og gøre teorifeltet mere anvendeligt også uden for det akademiske miljø.

I opgaven anvendes et bredt udvalg af kilder til både at belyse teorifeltet samt i relation til

Frankrig og Operation Serval. Teorien belyses i videst mulige omfang gennem originale kilder, idet

empiri om Frankrig og Operation Serval belyses gennem en kombination af officielle franske kilder

og faglitterære artikler og bøger suppleret lejlighedsvist af nyhedskilder. I denne sammenhæng

giver mine begrænsede franske sprogkundskaber mig en begrænsning, som er søgt reduceret

gennem også at inkludere franske kilder og forfattere, der er blevet oversat til engelsk.

Efter således at have sat rammen for opgaven og dets teorifelt, vil jeg i det følgende behandle

begrebet strategisk kultur nærmere.

17

4. TEORI

Strategisk kultur er ikke et fast defineret begreb. Jeg vil derfor i indeværende afsnit søge at belyse

begrebet, således at det efterfølgende kan bringes analytisk i anvendelse.

Dette vil jeg gøre gennem indledningsvist at behandle begrebets ophav og udvikling, således at

begrebet placeres i en videnskabsteoretiske kontekst.

Dernæst vil jeg udvælge de dele fra strategisk kultur teorifeltet, som skal danne grundlag for den

videre analyse af Frankrigs overordnede strategiske kultur.

4.1. Begreberne kultur og strategi

Der kan argumenteres for at en grundlæggende udfordring ved begrebet strategisk kultur er

navnet selv, idet begreberne kultur og strategi i sig selv indeholder en række forskellige

fortolkninger og betydninger som er kontekstafhængige. I stedet for at analysere delbegreberne

enkeltvis, fokuseres dog i det følgende på det samlede begreb strategisk kultur, idet begrebets

opstående og anvendelse behandles, og forskellige definitioner sammenholdes med henblik på at

opnå en dybere indsigt i begrebet, således at der kan etableres et fast udgangspunkt for den

videre analyse.

4.2. Strategisk kultur – historisk teoriudvikling

Ideen om at kultur påvirker menneskers og staters handlinger er ikke ny, og kan spores tilbage til

det antikke Grækenland (Zaman 2009, 68-69). I nyere tid har begrebet dog først fundet

anvendelse under den Kolde Krig, idet det i 1977 blev relanceret af amerikaneren Jack Snyder i

hans analyse af den sovjetiske strategiske kultur for anvendelse af nukleare våben (Snyder 1977).

Snyder udfordrede antagelsen om, at den sovjetiske måde at handle på, i relation til brugen af

nukleare våben, uden videre kunne sammenlignes med amerikanske forhold. Dette, da den

russiske måde at anskue anvendelsen af denne type våben på ikke, jf. Snyder, blev anskuet

objektivt, men snarere perceptuelt via et filter som han betegnede som strategisk kultur. I sin

analyse opstillede Snyder følgende definition på strategisk kultur:

18

”….the sum total of ideas, conditioned emotional responses, and patterns of habitual behavior,

that members of a national strategic community have acquired through instruction or imitation

and share with each other with regard to nuclear strategy” (Snyder 1977, 8).

Selvom definitionen er specifikt rettet mod brugen af nukleare våben, er definitionen interessant,

idet denne bringer emotionelle aspekter samt betydningen af vanens magt i spil, i forhold til

hvorledes beslutninger på strategisk niveau tages, og dermed hvorledes nationer agerer. Dette er

dermed en klar afstandtagen fra antagelsen om, at beslutninger altid tages med udgangspunkt i et

rationelt grundlag, som er en af grundteserne i realismen (Justesen og Mik-Meyer 2010, 13-15). I

stedet introduceres antagelsen om den historiske og kulturelles arvs påvirkning, af den måde som

en stats centrale aktører anskuer verden på.

Dette kan derfor også forklare, hvorfor forskellige aktører anskuer den samme problemstilling

forskelligt, da det historiske og kulturelle udgangspunkt netop ikke er ens. Den logiske konsekvens

af dette er, at forskellige aktører dermed også vil agere forskelligt, når konfronteret med den

samme problemstilling, da deres tillærte reaktionsmønster (patterns of habitual behaviour) ikke er

ens.

I Snyder eksempel anvendes de sovjetiske erfaringer under anden verdenskrig til at argumentere

for, hvorfor Sovjetunionens opfattelse af ”tærskelværdien for acceptabel ødelæggelse af

hjemlandet” forventeligt vil være væsentlig anderledes end USA, der ikke har samme erfaringer fra

anden verdenskrig, hvor Sovjetunionen oplevede en ødelæggende krig ført på eget territorium, og

hvor de store ofre førte landet til sejr (Snyder 1977, 28-29).

De heraf følgende forskellige amerikanske og sovjetiske opfattelser, baseret på erfaringer, vil

derfor sandsynliggøre forskellige handlingsmønstre når konfronteret med den samme

problemstilling. Dette er en af grundantagelserne i relation til begrebet strategisk kultur, hvilket

dermed også taler for, at begrebet kan finde anvendelse i en bredere kontekst end det af Snyder

specifikke fokus på indstillingen til anvendelsen af nukleare våben.

En anden amerikansk forsker, Colin Gray, tog afsæt i Snyders arbejde med strategisk kultur, og

udviklede dette yderligere, idet han vendte strategisk kultur prismen ind imod USA selv, med

henblik på at undersøge amerikansk strategisk kultur (Gray 1981). Gray argumenterede for, at der

eksisterede en særlig amerikansk strategisk kultur, som han definerede som:

19

“..that culture referring to modes of thought and action with respect to force, derives from

perception of the national historical experience, aspiration for self-characterization (e.g., as an

American, what am I?, how should I feel, think, and behave?), and from all of the many

distinctively American experiences (of geography, political philosophy, of civic culture, and "way of

life") that characterize an American citizen” (Gray 1981, 22).

I sin gennemgang af hvad der udgør en særlig amerikansk stil, når det kommer til strategi og

magtanvendelse, argumenterer Gray altså for, at der både skal ses på den nationale historie, og de

særlige amerikanske erfaringer, som er afledt af geografi, det amerikanske politiske system og den

særlige amerikanske indstilling til livet. Særlig interessant berører Grays definition dog også

identiteten og selvopfattelsen af amerikaneren, som værende formende for den nationale

strategiske kultur.

I sin gennemgang af den amerikanske historie analyserer Gray, hvorledes en lang række af

militære succeser gennem det 18. og 19. århundrede og første halvdel af det 20. århundrede har

ført til en amerikansk følelse af usårlighed. Denne perception blev understøttet af geografiske

forhold, der isolerede USA fra mulige trusler, og af en teknologi der gjorde, at landet kunne

intervenere i den ”gamle verdens” problemer, og afgøre disse, som det var tilfældet i første og

anden verdenskrig, der ligeledes set fra USA kunne anskues som retfærdige krige (Gray 1981, 28-

30).

Jf. Gray så er de amerikanske historiske erfaringer på slagmarken, formet af teknologisk og

materiel overlegenhed, resulterende i en reduktion i antallet af tab, hvorfor det stadig er den

amerikanske borgerkrig (1861-1865), der er den konflikt, der har kostet flest amerikanske liv. Gray

argumenterer for, i tråd med Snyder, at dette har medført en tabs-følsom kultur, og dermed en

anden indstilling til krigsførelse end eks. Sovjetunionen, hvor det netop var den sovjetiske villighed

til at acceptere massive tab under anden verdenskrig, der var en afgørende faktor i sejren over

Tyskland (Gray 1981, 37-39).

4.3. Strategisk kultur i en nyere kontekst

Efter således at have opnået indsigt i begrebet strategisk kulturs baggrund, vil jeg i det følgende

beskrive nyere eksempler på begrebets anvendelse i relation til staters overordnede nationale

sikkerhedspolitik.

20

Thomas Mahnken beskriver i sin artikel omhandlende amerikansk strategisk kultur, begrebet som

værende et produkt af et lands geografi og ressourcer, historie og erfaringer, og samfund og

politisk struktur, og bygger dermed videre på Snyders og Grays tidligere arbejde.

“A nation's strategic culture flows from its geography and resources, history and experience, and

society and political structure.” (Mahnken 2006, 3)

Mahnken anvender i sin analyse af amerikansk strategisk kultur følgende definition (Mahnken

2006, 4):

” Strategic culture is that set of shared beliefs, assumptions, and modes of behavior, derived from

common experiences and accepted narratives (both oral and written), that shape collective identity

and relationships to other groups, and which determine appropriate ends and means for achieving

security objectives.”

Mahnkens definition af strategisk kultur er bredere end Snyders, idet den anvender termen

kollektiv identitet, hvor imod Snyder fokuserer på beslutningstagerne på strategisk niveau, og

dermed placerer sig tættere op af Grays definition. Mahnken går dog skridtet videre, og anlægger

et perspektiv med social-konstruktivistiske og antropologiske elemeter, med sin beskrivelse at

strategisk kultur som havende sit udspring af et nationalt identitets fællesskab, og betydningen af

både skriftlige og mundtlige narrativer til at formidle dette.

Selvom Mahnken i sin definition anvender den engelske term ”determine”, skal strategisk kultur

ikke anskues som værende deterministisk af natur. Det er altså dermed ikke formålet gennem

anvendelsen af en strategisk kulturanalyse, at forudse et lands handlinger i en given specifik

kontekst (Staun 2018, 6). Dertil er parametrene for mange og kompleksiteten for høj.

Derimod angiver strategisk kultur i stedet et art handlerum for en stat; eller kan siges at opstille en

liste af præferencer, i en situation hvor statens sikkerhed er truet, eller hvor historiske forhold er

dominerende i politikken, og hvor ”almindelige” forklaringer på en stats handlinger derfor ikke kan

finde anvendelse (Mathiesen og Staun 2017, 4).

Handlerummet kan godt forandre sig over tid, men der er typisk træghed i forandringen, da den

accepteret strategiske kultur som oftest vil være stærkt kulturelt forankret i både enkeltpersoner,

organisationer og i samfundets kultur (Snyder 1977, 8-9), (Gray 1981, 21-22).

21

I Mahnkens (Mahnken 2006) analyse af USA’s strategiske kultur bygger han videre på Grays

arbejde, med afsæt i de særlige amerikanske vilkår, afledt af landets geografi og historie. Eks.

anfører han hvorledes landets isolerede geografiske position, med relativt svage naboer, medførte

at USA ikke, som europæiske stormagter, kontinuerligt har skullet forberede sig på, samt

gennemføre krige (Mahnken 2006, 5-6). Amerikanske krigserfaringer er derfor historisk set ikke

formet af et europæisk syn på magtpolitik, men i højere grad af et optimistisk syn på verdenen, og

dermed et ønske om at transformere verdensordenen i henhold til liberale demokratiske værdier.

Argumentet er, at denne politik har ført USA ud i en række ideologiske betingede krige, hvor eks.

anden verdenskrig blev betegnet som et korstog mod ”det onde” (Mahnken 2006, 6), ligesom

præsident George Bushs anvendte termen ”axis of evil”, til at beskrive de lande som USA mente

stod bag den internationale terrorisme (CNN 2002).

Mahnken anvender derfor strategisk kultur til at forklare et amerikansk fokus på ”det gode og det

onde” ved militære interventioner, som et produkt at landets geografi og historie. Parametrene

geografi og historie vil blive anvendt i den senere analyse af fransk strategisk kultur.

Et andet eksempel på brugen af strategisk kultur til at forklare landes ageren i situationer, hvor

mere traditionelle perspektiver har udfordringer i at finde forklaringskraft, kan findes i Thomas

Bergers arbejde med normer, identitet og national sikkerhedspolitik i hhv. Tyskland og Japan i

tiden efter anden verdenskrig (Berger 1996).

Berger tager sit udgangspunkt i en undren over, at økonomisk stærke lande som Japan og Tyskland

ikke har udnyttet denne relative stigning i styrke, til at fremme landenes position i relation til

forsvars- og sikkerhedspolitik. Dette ville man eks. have forventet med et udgangspunkt i

neorealisme, hvor forventningen ville være at Tysklands og Japans stigende relative magt,

understøttet af landenes stærke økonomier, ville føre til en forøgelse af deres politiske og militære

magt (Berger 1996, 317-318).

Forklaringskraften på hvorfor Tyskland og Japan har valgt ikke aktivt at forøge deres politiske og

militære magt søger Berger i strategisk kultur-afarten, som han benævner politisk-militær kultur. I

tråd med kernen i strategisk kulturteorien opstiller Berger et analyseapparat baseret på et

historisk og kulturelt afsæt, idet Berger vælger at fokusere på en række kerneelementer i relation

til landenes indstillinger til national sikkerhed og magtanvendelse (Berger 1996, 337-338). Disse er:

22

national identitet

alliancetilknytning

de væbnede styrkers opbygning og anvendelse

civile-militære relationer med fokus på, hvorledes der udøves civil kontrol med de

væbnede styrker.

Tesen er, at denne analyse dermed gør det muligt at sammenholde relationen mellem faktuel

opførsel (eks. magtanvendelse), og den nationale identitets eksplicitte værdier og normer

(kulturen), ud fra teorien om at der bør være sammenhæng mellem disse og at forandringerne

derfor som hovedregel sker gradvist og over tid. Konstaterer analysen pludselige skift, vil dette

hænge sammen med markante ændringer i det etablerede system.

I Tysklands og Japans tilfælde kan de markante skift i politisk-militær kultur efter anden

verdenskrig føres tilbage til, de militære og ideologiske nederlag som landene led under anden

verdenskrig, og som dermed gav muligheden for at ændre kulturen radikalt. I tiden efter anden

verdenskrig, med en stabil politisk proces og et opgør med tidligere tiders militarisme, har den

nyetableret politisk-militære kultur, været med til at modvirke forandringer i landenes og dermed

fastholde den etablerede politik (Berger 1996, 329-336).

Dele af Bergers analytiske model vil i analyseafsnittet blive anvendt på Frankrig, med henblik på at

undersøge om denne model kan levere forklaringskraft til Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitik,

samt med henblik på at undersøge om denne bringer andre perspektiver i spil end Mahnkens

(Mahnken 2006) og Grays (Gray 1981) opfattelser af strategisk kultur.

4.4. Teori - opsummering

Som gennemgangen af teorifeltet strategisk kultur udviser, så er erkendelsen af, at stater agerer

forskelligt når konfronteret med den samme problemstilling, et naturligt element når staternes

forskellige historiske og kulturelle baggrund tages med i konteksten. De i dette afsnit

gennemgåede teoretikere bringer hver især en række forskellige parametre og nuancer i spil.

Snyder (Snyder 1977) introducerer termen ”emotional responses”, som er en afstandtagen til

troen på staten som den rationelle aktør.

23

Gray (Gray 1981) refererer specifikt til ”national historical experiences, aspiration for self-

characterizations”, og bringer dermed både et lands historiske erfaringer og selvbillede i spil som

centralt for et lands strategiske kultur.

Mahnken (Mahnken 2006) bygger videre, og anlægger en social-konstruktionistisk tilgang med

fokus på narrativer, til at forklare hvad der former, og fastholder et lands strategiske kultur,

ligesom begrebet kollektiv identitet også bringer nye nuancer i spil. Mahnken ser dog også

geopolitikken som værende styrende for den strategiske kultur, idet han anser geografien som

værende rammesættende for denne.

Slutteligt har Bergers (Berger 1996) fokusering på holdningen til magtanvendelsen, og de politiske

strukturer, der styrer magtanvendelsen, henledt opmærksomheden på hvorledes dette dels er

formet af et lands strategiske kultur, og samtidig kan være med til at fastholde den gældende

strategiske kultur på trods af væsentligt ændrede omstændigheder.

Teorigennemgangen har dermed samlet set givet en række opmærksomhedspunkter, som vil blive

anvendt i den kommende analyse af fransk strategisk kultur. Derigennem søges sammenhængen

fastholdt mellem teori og praksis. De identificerede opmærksomhedspunkter, som søges belyst i

analysen af fransk strategisk kultur er:

Hvorledes har Frankrigs historiske erfaringer påvirket landet i dag?

Hvad er det franske selvbillede/ identitet, og hvordan anskues den franske rolle i verden?

Hvad kan siges at være styrende for den franske kollektive identitet?

Hvilken rolle spiller geografien?

Hvad er holdningen til magtanvendelsen, og hvorledes understøttes dette af de politiske

strukturer?

Gennem en besvarelse af disse opmærksomhedspunkter søger jeg at kunne påvise i hvilket

omfang den franske historiske arv har formet landets nutidige strategiske kultur, og dermed skabe

forudsætningen for at undersøge om begrebet kan levere forklaringskraft til at forklare Frankrigs

nutidige ageren i det frankofone Afrika, og særligt i relation til Operation Serval i Mali.

4.5. Svagheder ved teorifeltet strategisk kultur?

24

Kritikere af strategisk kultur påpeger udfordringerne med at anvende teorifeltet, herunder

udfordringerne med at opstille og afgrænse et relevant analyseapparat (Johnston 1995, 38) – for

er alting ikke et produkt af kultur, hvis der anvendes begrebets bredeste definition? Og hvis Ja, er

man så over i en deterministisk tilgang til staters ageren, som det grundet et utal af variable

alligevel er umuligt at forudse?

Ligeså kan der argumenteres for at begrebet strategisk kultur grundlæggende er for bredt og for

vagt defineret, og dermed åbner op for selvmodsigelser og manglende konkret anvendelse af

begrebet (Horton-Eddison u.d.).

Jeg finder dog, at uagtet at man kan kritisere strategisk kultur for at have en række svagheder, så

udviser eksemplerne fra teorigennemgangen, at der er behov for at inddrage historiske og

kulturelle forhold, med henblik på at levere en anden forklaringskraft i situationer, hvor andre

teorifelter udfordres.

Denne alternative forklaringskraft som strategisk kultur kan bidrage med, ønsker jeg derfor at

undersøge nærmere, idet min analyse af fransk strategisk kultur vil tage udgangspunkt i Frankrig

anno 2018.

5. ANALYSE

5.1. Frankrig anno 2018

Frankrig står i dag centralt placeret, i en verden hvor forandringerne sker hurtigere, og hvor

magtforholdene i verden er under forskydning. Enden på den Kolde Krig og bipolariteten er blevet

afløst af først unipolaritet med USA som den altdominerende magt, men siden hen af en

begyndende multipolaritet, idet lande som Rusland, Kina og Indien m. fl. I stigende grad søger at

gøre deres magt gældende. Hertil kommer globaliseringen og trusler fra islamisk terrorisme og

klimaforandringer (Rieker 2017, 1-2).

Den kommende britiske udmelding af EU, BREXIT, giver både nye muligheder og trusler for

Frankrig. Et svagere EU uden Storbritannien, vil måske give Frankrig mulighed for at positionere sig

endnu stærkere internt i EU, specielt i relation til udenrigs- og sikkerhedssamarbejdet, hvor landet

står tilbage som EU's eneste permanente medlem af FN’s Sikkerhedsråd, samt med EU’s ultimative

sikkerhedsgarant i kraft af Frankrigs nukleare kapabilitet (New York Times 2017).

25

På den anden side kan der argumenteres for, at Frankrig ingen interesse har i et svækket EU, da

denne står som en central del af en fransk tradition for ”europæisering”, med det formål at

gennemføre væsentlige dele af fransk udenrigs- of sikkerhedspolitik i en fælleseuropæisk kontekst,

og dermed med større tyngde end Frankrig ville kunne gøre alene (Rieker 2017, 3).

Derfor søger landet fortsat at udvikle det militære sikkerheds- og forsvarssamarbejde i EU, ligesom

præsident Macron har lanceret nye tiltag, der både skal styrke europæisk militær integration,

samtidig med at Frankrigs evne til at agere selvstændigt også styrkes (Ministry of the Armed

Forces 2017, 3).

Sideløbende hermed søger Frankrig at balancere sit forhold til andre stormagter eks. USA og

Rusland samt ikke mindst den franske relation til det frankofone Afrika og den franske

selvforståelse af landets rolle og position i verden.

Den franske selvforståelse har traditionelt været formet ud fra den franske grandeur tradition (La

grandeur de la France), som har til formål at sikre Frankrigs ”storhed” i verden, understøttet af

ideen om fransk exceptionalisme og den franske kulturs særstatus og udøvelse af det der i Frankrig

kaldes for symbolsk magt (Rieker 2017, 5-6).

Som værktøjer til udbredelsen af Frankrigs indflydelse i verden og fransk grandeur og

exceptionalisme står hhv. fransk symbolsk magt og fransk hård magt, hvilket uddybes i det

følgende afsnit.

5.1.1. Fransk symbolsk magt

Symbolsk magt er den franske version af det moderne begreb soft power, hvor magt opnås ikke

militært eller med pression, men gennem kulturel og social påvirkning, og kan sammenlignes med

Bourdieus symbolske kapital, hvor andre kapitalformer omsættes til moralsk eller symbolsk kapital

(Wilken 2006, 46-47). I en franks kontekst kan der argumenteres for at det officielle Frankrig

udøver symbolsk magt gennem det vidtforgrenede netværk af Institut Francais, der er

organisatorisk placeret under det franske udenrigsministerium. Institut Francais har følgende

officielle formål (forfatterens understregninger) (Institut Francais u.d.):

Its role is to act as the conduit for a new, more ambitious “diplomacy of influence”, within the

framework of French governmental policies and priorities. It will help to promote French influence

26

abroad through greater dialogue with foreign cultures, while responding to the needs of France via

a policy of listening, partnership and openness to other cultures.

Formålet med Institut Francais er altså at fremme fransk indflydelse udenfor landets egne

grænser. Konteksten er sproglig og kulturel, og kan afhængigt af perspektiv anskues som værende

et eksempel på at opnå en magtposition med alternative midler, eller som et fransk udspring af

exceptionalisme.

Fransk exceptionalisme skal forstås som opfattelsen af, at landets historiske og kulturelle arv er

særlig værdifuld, og dermed giver Frankrig en unik position i verden og et ansvar ud fra et

idealistisk ønske om at sprede den franske republiks ideer, hvorpå der kan argumenteres at

vestens demokratier udspringer, ud i verden (Rieker 2017, 15-17).

I relation til de identificerede opmærksomhedspunkter under afsnittet omhandlende

opsummeringen af teori, kan der tillige argumenteres for at den førte politik med symbolsk magt, i

høj grad understøtter det franske selvbillede og den franske kollektive identitet, som det land der

bringer de rette (franske) værdier ud i verden.

Den franske opfattelse af den særlige position som exceptionalismen giver, er dermed også et

argument for at den traditionelle franske udenrigspolitiske handlemåde der går ud på at finde en

”tredje vej” mellem de to blokke under den Kolde Krig, og det fortsatte fokus på fransk autonomi

både under og efter den Kolde Krig (Schmitt, The Reluctant Atlanticist: France’s Security and

Defence Policy in a Transatlantic Context 2016, 7-9).

Figur 5 – Kort ud

visende placering af Institut Francais og Alliances Françaises underlagt det franske

udenrigsministerium (Institut Francais u.d.)

27

På verdensplan er der I alt ca. 400 lokaliteter fordelt på 161 lande hvor Institut Francais søger at

fremme fransk udenrigspolitik under anvendelse af symbolsk magt.

5.1.2. Fransk hård magt

Frankrig søger dog også at fremme landets interesser gennem udenrigs- og sikkerhedspolitikkens

mere traditionelle midler, nemlig brugen af militær magt. Frankrig har en række permanente

militære installationer strækkende fra Fransk Guyana og Caribien, henover dele af det centrale

Afrika, den Persiske Golf, i det Indiske Ocean og i Stillehavet i Fransk Polynesien. Hertil kommer

aktuelle operationer i regi af NATO og diverse koalitioner, samt ikke mindst franske operationer i

Afrika, der samlet set kan understøtte Frankrigs evne til at fremme egne interesser, også globalt

set.

Figur 6 – kort udvisende franske militære deployeringer og operationer pr. 8. marts 2018 (État-

major des armées 2018) – se evt. bilag 4 for en større version.

28

Dette aktive franske engagement, militært som kulturelt, indikerer samlet set at den franske

selvopfattelse, fortsat går i retning af, at landet ser sig selv som værende en stormagt, der kan

agere selvstændigt.

Der kan argumenteres for at Frankrig på den ene side fremstår som en traditionel stormagt, idet

landet fører en særdeles aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik baseret på både ”hard” og ”soft”

power virkemåder. På den anden side, kan der også argumenteres for, at der hersker en

erkendelse af, at Frankrig ikke kan agere alene på den internationale scene, og derfor er afhængig

af sine internationale partnere, ikke mindst i regi af EU, hvilket kan være med til at forklare det

stærke franske engagement i at opbygge EU's sikkerhedsstrukturer (Ministry of the Armed Forces

2017, 3).

Ligeså kan det franske sikkerhedsfællesskab med dele af det frankofone Afrika, anskues som

værende partnerskaber, der kan være med til at sikre Frankrigs position som en stormagt (Rieker

2017, 39-40).

Med udgangspunkt i strategisk kultur teori, blandt andet beskrevet i afsnittet omhandlende Berger

(Berger 1996), er det også værd at bemærke at et lands strategiske kultur, under normale forhold

29

kun langsomt lader sig forandre, uagtet at andre omstændigheder forandrer sig. Derfor kan hvad

der ligner en fransk insisteren på stormagtsstatus, på trods af at landets relative magt er

reduceret, også ses som et resultat af at landets strategiske kultur, som baserer sig på netop

stormagtsstatus, gør det svært at afvige fra denne diskurs.

Efter denne redegørelse for udgangspunktet for Frankrigs udenrigspolitiske strategi anno 2018, vil

jeg hernæst med afsæt i en række centrale begreber for fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik,

belyse om disse kan ses som et resultat af en særlig fransk strategisk kultur.

Dette gøres med afsæt i en historisk analyse, med tyngden lagt i Fransk udenrigs- og

sikkerhedspolitik efter anden verdenskrig. Dette med henblik på at undersøge om den historiske

arv, dermed kan forklare Frankrigs nutidige ageren på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske

område, og i relation til den franske identitet og selvopfattelse. Denne historiske analyse er central

i både Grays (Gray 1981) og Mahnkens (Mahnken 2006) definitioner af strategisk kultur, som

rammesættende for et lands ageren og anvendelse af magt, og vil dermed være med til at belyse

de under teoriopsummeringen identificerede opmærksomhedspunkter omhandlende Frankrigs

historiske erfaringer, kollektive identitet og selvbillede.

Et andet understøttende element som både Gray og Mahnken behandler, og som ligeledes er et

identificeret opmærksomhedspunkt, er et lands geografi, hvorfor dette emne indledningsvist vil

blive behandlet i relation til Frankrig.

Afslutningsvist søges opstillet en række indikatorer, som på baggrund af analysen kan siges at

være centrale for fransk strategisk kultur, og som efterfølgende søges anvendt på casen Operation

Serval i Mali i 2013.

5.2. Fransk strategisk kultur som produkt af historie og geografi

Indledningsvist tages udgangspunkt i Mahnkens teori om at lands strategiske kultur er et produkt

af et lands geografi og ressourcer, historie og erfaringer, og samfund og politisk struktur (Mahnken

2006, 4), hvor der i det følgende indledningsvist fokuseres på geografiens betydning.

Figur 7 – Frankrigs geografiske placering (Google Maps 2018).

30

Anskues Frankrigs geografiske placering i det vestlige Europa, står en række geopolitiske

muligheder og trusler klare. Mod vest er landet sikret af Atlanterhavet, om end Storbritannien

ligger som en mulig trussel mod nordvest. Mod øst ligger hhv. Tyskland, Østrig og Italien som i

forskellige perioder gennem historien har været stormagter, der har søgt at afbalancere en mulig

fransk ekspansion. Mod syd ligger Spanien, beskyttet af Pyrenæerne og Middelhavet, hvor Afrika

ligger på den anden side.

Geografien var styrende for de bogstaveligt talt hundreder af år Frankrig var i krig med England om

hvem der skulle være den dominerende magt i det område som i dag er Frankrig, og hvor det først

i 1453 lykkedes Frankrig at konsolidere det fulde franske territorium, ligesom konflikten med

England fortsatte til Napoleons fald i 1815 (State 2011, 84-85, 94, 187).

Sideløbende hermed var der konflikter mod øst og det Tysk-romerske Rige, og dets afløser den

tyske nationalstat som blev grundlagt efter det franske nederlag i krigen i 1870-71 (State 2011,

220-221), og efterfølgende var Frankrigs hovedfjende op til tiden efter anden verdenskrig.

Kun mod syd mod Spanien og Middelhavet har Frankrigs grænse været mindre truet, hvilket

derfor har været et historisk manøvrerum for Frankrig når andre muligheder var blokeret at de

traditionelle fjender (Daguzan 2009, 388).

31

I kolonitiden understøttedes Frankrigs geografiske position etableringen af kolonier i det nordlige

og vestlige Afrika (Daguzan 2009, 389).

Opsummerende kan der i et strategisk kultur perspektiv argumenteres for, at geografien for

Frankrig har medført en tilstand af, med få undtagelser, mere eller mindre kontinuerlig konflikt

med sine naboer, hvorfor geografien dermed kan siges at have været med til at forme landets

strategiske kultur og holdning til magtanvendelse. Der kan dog argumenteres for, at dette har

været kendetegnende for mange stater i Europa, og derfor ikke er en unik fransk position.

Frankrigs position har dog givet landet et muligt handlerum mod syd, som vil blive nærmere

behandlet i analysen af fransk - afrikanske relationer.

Efter således at have behandlet de geografiske forhold, vil jeg i den følgende historiske analyse

søge at belyse historiens betydning for en særlig fransk strategisk kultur.

5.3. Fransk Grandeur og fransk exceptionalisme

De to tætforbundne begreber Grandeur og exceptionalisme er som beskrevet centrale termer i

relation til Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitik. I det følgende vil jeg søge at analysere disse

begreber med henblik på at undersøge om strategisk kultur kan forklare deres centrale nutidige

placering.

Grandeur oversættes typisk til det engelske ord ”greatness” (Schmitt 2016, 2) som igen kan

oversættes til det danske ord ”storhed”, og indbefatter i en fransk kontekst hvad der skal forme

fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik således at Frankrigs Grandeur bevares.

Exceptionalismen indbefatter både det unikke ved Frankrig, det som Frankrig kan tilbyde resten,

og som vil være med til at gøre verden rigere, men også en opfattelse af en nærmest

forudbestemt og særlig ophøjet position for Frankrig (Rieker 2017, 15-18).

5.3.1. Grandeur og exceptionalisme og De Gaulle

Den afdøde franske krigshelt og statsmand Charles de Gaulle anses som ophavsmanden til den

moderne brug af Grandeur, som den term der anvendes til at beskrive Frankrigs rolle i verden. De

Gaulle, udtalte i 1954, fem år før han blev præsident følgende (uddrag):

” All my life, I have had a certain idea of France….I have instinctively the impression the Providence

has created it for successes or exemplary misfortunes…But also, the positive side of my mind

32

convinces me that France is really only herself in the first rank…In short, in my opinion, France

cannot be France without Grandeur” (Rieker 2017, 17).

I citatet ligger altså en selvforståelse af Frankrigs rolle i verden (selvbillede) som værende dels

forhåndsbestemt af skæbnen, men også som det centrale element i hvad det vil sige at være

Frankrig (kollektiv identitet). Et Frankrig som ikke er ”in the first rank” vil ikke være Frankrig,

hvorfor det i den kontekst ikke en option for Frankrig ikke at være i den forreste række blandt

verdens lande. Grandeur kan derfor anskues som evnen til at udrette storslåede ting alene, og

dermed kunne agere som en selvstændig magt.

Legitimiteten til Frankrigs rolle i verden kan i denne sammenhæng findes, udover i skæbnen, i den

franske historie. Præsident Hollande anvendte eksempelvis klare historiske referencer til anden

verdenskrig i forbindelse med iværksættelse af Operation Serval i Mali i 2013.

“We’re fighting as brothers – Malians, French, Africans – because I haven’t forgotten that when

France herself was attacked, when she was seeking support and allies, when her territorial

integrity was threatened, who came along? It was Africa; it was Mali. Thank you, thank you, Mali.

Today we’re repaying our debt to you” (Hollande 2013 c).

Denne historiske reference er interessant, da den dels kan anskues som et eksempel på

anvendelsen af historiske begivenheder i en nutidig kontekst, dels kan anskues til illustration af

det franske verdensbillede og Frankrigs rolle heri; i relation til sidstnævnte er landet nærmest

forpligtet til at komme Mali til hjælp.

Der er også i nutidige taler af franske præsidenter adskillige eksempler på referencer til Frankrigs

grundlæggende værdier og de forpligtelser dette i en fransk exceptionalistisk kontekst medfører,

eksempelvis Præsident Holland i 2013 fire måneder før Operation Serval påbegyndelse:

“Vore universelle værdier har oplyst verden. De bør lede vore internationale handlinger. De

berettiger os at blive lyttet til. Andre lande håber, at vi spiller en nyttig rolle i verden. Hvis Frankrig

er tavs og kuldskær, mister Frankrig anseelse” (Holm 2013, 16).

Ligeså udtalte præsident Mitterand ”At handle er at eksistere” (Holm 2013, 16) i hans omtale af

fransk udenrigspolitik.

33

I disse citater kan der altså argumenteres for, at arven fra De Gaulle fremstår tydeligt, og som en

integreret del af forståelsen af hvad Frankrig er, og landets rolle i verden. Denne fortælling om

Frankrig som bærer af universelle værdier, som tilfører verden oplysning gennem landets

handlinger, forpligter altså Frankrig til at agere.

De værdier der henvises til, kan overordnet siges at referere til de særegne dele af fransk kultur,

heraf de særlige franske ”republikanske værdier”, som respekt for menneskerettighederne og

individuel og kollektiv frihed (Irondelle og Schmitt 2013, 126). I en fransk Grandeur kontekst kan

dette anskues som eksempler på, hvilken værdi Frankrig har for verden som helhed, og

understøtter dermed et aktivt handlende Frankrig.

Et Frankrig der ikke agerer ud fra sin historiske forpligtelse, vil altså efter denne logik miste

indflydelse, ligesom verden vil blive et fattigere sted uden de særlige franske værdier. Tilsvarende

vil et passivt Frankrig, ud fra denne verdensanskuelse, grundlæggende ikke være det Frankrig man

i dag forstår som Frankrig, hvorfor passivitet dermed ikke er en option.

Selv den i 2017 valgte præsident Macron, som i høj grad lancerede sig selv som en fornyer og

”anti-establishment”, benyttede sig af et sprog og referencer til værdier, som ikke ligger fjernt de

Gaulles tanker om Grandeur:

We have duties to our country. We're the heirs to a great history and to the great humanist

message sent to the world. We must pass on this history and this message, first of all to our

children, but even more importantly we must carry them into the future and give them new vigour

(Macron 2017).

Der kan argumenteres for at det narrativ som Macron viderefører, anvender historien til at

definere den nutidige politik.

De Gaulles introduktion af Grandeur sker efter en lang periode med nedgang for den franske

magtposition som varede fra omkring 1870 til de Gaulle kom til magten (State 2011).

Det var i denne for Frankrig nedadgående kontekst at de Gaulle blev præsident og etablerede den

femte franske republik, og lancerede begrebet Grandeur, som det begreb der med afsæt i

Frankrigs glorværdige historiske fortid, skulle være med til at genrejse et moderne Frankrig der

følger i fodsporene på tidligere tiders store franske riger (Bozo 2016, 41-42).

34

5.3.2. Arven fra De Gaulle i nutidens Frankrig

Fremhævelsen af en storslået historisk fortid efter en nutidig periode med nedgang, er ikke unik

og kan i en dansk kontekst sammenlignes med opblomstringen af den danske nationalitetsfølelse

efter nederlaget i 1864 (A. B. Hansen 2004), og i en nutidig kontekst i Ruslands Putin, der i høj grad

iscenesætter sig selv som hhv. det zaristiske Ruslands og Sovjetunionens efterfølger, og også

bruger dette til at retfærdiggøre nutidige handlinger (Staun 2018, 5).

De Gaulles vision var at genrejse Frankrigs traditionelle stormagtsstatus, hvilket altså medførte et

større behov for en selvstændig fransk udenrigs- og sikkerhedspolitisk linje. Et middel til dette var

en selvstændig fransk atomvåbenkapacitet, der i modsætning til eks. den britiske, ikke skulle indgå

som en del af NATO’s samlede nukleare afskrækkelsesportefølje (Schmitt 2016, 4).

I forlængelse heraf, trak Frankrig sig i 1966 ud af NATO’s kommandostruktur, da denne vurderedes

domineret af den angloamerikanske forbindelse, der dermed minimerede Frankrigs indflydelse.

(Schmitt 2016, 4-5).

Det heraf afledte udenrigs- og sikkerhedspolitiske manøvrerum udnyttede Frankrig under den

Kolde Krig til at etablere sig som en selvstændig aktør mellem de to supermagter (Bozo 2016, 84-

87), og til at videreføre traditionen med militære interventioner i tidligere kolonier i Afrika (Rieker

2017, 51), samt ikke mindst på det kulturelle område til understøttelse af det franske sprog og

kulturelle fællesskaber gennem eks. etableringen af en lang række Institut Francais, fordelt over

det meste af verden (Institut Francais u.d.).

Frankrigs store engagement i forløberen til EU, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), kan

også bruges til understøtte ønsket om at etablere et selvstændigt fransk udenrigs- og

sikkerhedspolitisk råderum. Gennem et tæt europæisk samarbejde med Frankrig i en ledende rolle

kunne den potentielle trussel fra den traditionelle fjende Tyskland fjernes, og samtidig ville en

styrket europæisk blok kunne være en modvægt til indflydelsen fra USA, og dermed skabe flere

handlemuligheder for Frankrig (Bozo 2016, 83-85). Der kan dog argumenteres for at indeholdt i

denne politik, er et evigt fransk dilemma, for hvorledes styrkes EU, samtidig med at den franske

indflydelse fastholdes?

I denne sammenhæng kan dette dilemma forklare at Frankrig hele to gange afslog Storbritanniens

ønske om optagelse i EØF, da Storbritannien i et fransk perspektiv kunne anskues som værende

35

for tæt knyttet til USA, og dermed som en slags amerikansk trojansk hest inde i EØF (Rieker 2017,

24-25).

Det franske fokus på muligheden for at føre en selvstændig udenrigspolitisk linje, som en del af

arven fra De Gaulle og Grandeur, kan også forklare det franske engagement i at søge at opbygge

EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (Irondelle og Schmitt 2013, 130-131).

En forudsætning for denne strategi er dog at Frankrig fremstår som et dominerende medlem af

EU, og dermed i stand til at forme den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvilket har været en

udfordring i kraft af EU’s udvidelser og den voksende euroskepticisme internt i Frankrig. Dette

illustreret ved det meget lille franske Ja ved folkeafstemningen omhandlende Maastrichttraktaten

(51,04 %) i 1992 og et større Nej (54 %) ved afstemningen omhandlende etableringen af en fælles

europæisk forfatning i 2005 (Rieker 2017, 25).

De udfordringer som EU står overfor, også i relation til styrkelsen af den fælles udenrigs- og

sikkerhedspolitik kan ligeledes bruges til at forklare Frankrig genindtræden i 2009 i NATO’s

integrerede kommandostruktur. Fra fransk side kunne dette tolkes om et ønske om at styrke sin

indflydelse i NATO, der kan siges at have udvist en større effektivitet end EU i relation til

gennemførelse af militære operationer. Den franske genindtræden er dog ikke uden forbehold

idet følgende undtagelser gør dig gældende (Permanent representation of France to NATO 2017):

the preservation of its full freedom of judgement for France’s contribution to NATO

operations; the retention of its nuclear independence; France thus decided not to join NATO’s Nuclear

Planning Group (NPG); no French forces are permanently placed under NATO command in peacetime; finally, the non-participation in the common financing of certain expenses decided before

our return in the structure of command.

Disse undtagelser sikrer dermed fortsat fransk handlerum, både I relation til deltagelse I NATO

operationer og ikke mindst I relation til Frankrigs nukleare kapacitet, samtidig med at den franske

indflydelse i NATO øges, både politisk og i NATO daglige virke idet eks. 750 franske officerer siden

genindtrædelsen har haft fast tjeneste i NATO stabe og hovedkvarterer (Permanent

representation of France to NATO 2017).

36

Frankrigs skiftende relationer og prioriteringer til både EU og NATO indikerer at landet har en

fleksibel tilgang i landets udenrigs- og sikkerhedspolitik, som løbende kan tilpasses aktuelle

omstændigheder, med henblik på at understøtte Frankrigs interesser. Frankrigs relation til NATO

er et godt eksempel til illustration af dette. Under Den Kolde Krig gav udmeldingen fra NATO’s

integrerede kommandostruktur, Frankrig en mere fri og uafhængig rolle på den udenrigspolitiske

scene (Bozo 2016, 69-70).

Efter den Kolde Krig, agerede NATO i en mere fremtrædende rolle som en selvstændig aktør med

forskellige rolle som eksempelvis set på Balkan (I Bosnien 1992-2004, Kosovo 1999 -), i Afghanistan

(2003 -) og Irak (2004 -) (NATO 2016), hvorfor Frankrig valgte at genindtræde fuldt ud for at styrke

sin indflydelse.

Denne ambivalente holdning til internationale organisationer, gør sig til dels også gældende i

Frankrigs relation til FN. I forbindelse med FN’s grundlæggelse efter den anden verdenskrig, var

der stor fransk tilfredshed med at Frankrig blev en af de permanente medlemmer, og med at

fransk blev et af de officielle arbejdssprog (Duroselle 1965, 697). Frankrig kunne i 1950’erne og

1960’erne benytte sin position i FN til at imødegå angreb på landets kolonipolitik, som efter det

franske nederlag i Indokina i 1954, særligt rettede sig mod at beskytte franske koloniale interesser

i Afrika (Duroselle 1965, 701-704).

Frankrig under De Gaulle modsatte sig FN indblanding og andre former for mægling i den franske

de-kolonisering, på trods af stigende pres fra FN, om at Frankrig skulle opgive sine koloniale

besiddelser. Et pres der førte til stigende modvilje i den franske opinion mod FN, der blev anset

som værende partisk mod Frankrig (Duroselle 1965, 707-709).

I dag bakker Frankrig officielt fuldt op om FN, og har endda advokeret for at øge antallet af

permanente medlemmer i FN med Tyskland, Japan, Indien og Brasilien såvel som øget adgang til

Sikkerhedsrådet for afrikanske lande (Ministry for Europe and Foreing Affair 2018). Dette kan virke

overraskende, da en forøgelse af antallet af faste medlemmer kan siges at udvande Frankrigs

position som en af de nuværende fem medlemmer.

Der kan dog argumenteres for, at inklusionen af Tyskland vil kunne styrke Frankrigs position

gennem en samlet set stærkere europæisk repræsentation som Frankrig kan påvirke gennem EU.

Derudover må det forventes, at Frankrig vil bruge sin position, ved en evt. styrkelse af afrikanske

37

landes repræsentation i Sikkerhedsrådet, til at arbejde for at de frankofone lande bliver

repræsenteret, hvilket ligeledes vil kunne styrke Frankrigs position i FN.

I relation til støtten til FN’s fredsbevarende missioner, så er der fra fransk side stor økonomisk og

politisk opbakning til disse. Senest har man set franske initiativer, der har sikret FN’s militære

tilstedeværelse i både Mali og den Centralafrikanske Republik, ligesom Frankrig er det tredje

største donorland, når det kommer til økonomisk støtte til FN’s fredsskabende operationer (Tardy

2016, 610).

Ambivalensen i relation til FN kan dog ses, når det kommer til deltagelse i FN operationer med

franske militære enheder; hvor de franske fodaftryk her er signifikant mindre tydelige. Eks. var det

samlede franske militære engagement i FN operationer i juni 2016 på under 900 soldater, ud af et

samlet FN styrketal på 102.000 (Tardy 2016, 610-611). Som en del af MINUSMA missionen i Mali

bidrager eks. Frankrig med beskedne 24 stabsofficerer ud af en militær styrke på knap 12.000

soldater (United Nations Peacekeeping 2018).

Disse beskedne tal skal sammenholdes med tallene for selvstændige franske operationer i samme

områder, hvor det franske styrketal i Operation Barkhane som centrerer sig om Mali og fire

omkringliggende lande er på 4500 soldater (État-major des armées 2018), ligesom Frankrig frem til

2016 gennemførte Operation Sangaris i den Centralafrikanske Republik, med op til 2000 soldater

(Hemez 2016, 73).

Frankrigs relationer til EU, NATO og FN indikerer altså at disse organisationer, om end vigtigt, ikke

har fortrinsret overfor det styrende franske ønske om at bevare autonomi i udenrigs. og

sikkerhedspolitikken.

5.3.3. Frankrigs afrikanske forbindelse

Indtil videre har opgaven kun berørt dele af Frankrigs tidligere samt nuværende relation til Afrika. I

indeværende afsnit søges den historiske relation opsummeret, samtidig med at den nutidige

relation søges identificeret.

Et tidligt eksempel på dette kan findes helt tilbage i 1536, hvor Frankrig stod truet og omringet af

fjendtlige stater, og derfor indgik en alliance med det Osmanniske rige. Dette blev dengang

anskuet som helligbrøde, at det kristne Frankrig skulle indgå en alliance med det Islamiske

38

ekspanderende rige, men Frankrigs svækkede position gjorde, at en sådan alliance fremstod

attraktiv og åbnede op for nye muligheder mod syd, da andre veje var blokerede (Daguzan 2009,

388).

Under Napoleon Bonapartes ansås en erobring af Egypten, som en mulighed for at kunne reducere

Storbritanniens dominans i Middelhavet. Dette felttog antændte også historien i den franske

bevidsthed, om Frankrigs position som værende ansvarlig for at eksportere goderne fra de

republikanske værdier til de civilisationer, som i datidens diskurs blev betegnet som værende

underlegne (Daguzan 2009, 389).

Der kan argumenteres for at denne dualisme mellem pragmatiske og idealistiske bevæggrunde, er

en konstant faktor for Frankrigs engagement i Afrika, understøttet af begreberne Grandeur og

fransk exceptionalisme, der ligeledes kan siges at indeholde modstridende elementer.

I det 19. århundrede blev det romantiske billede af middelhavslandene fastholdt og udbygget af

en række af tidens store forfattere som Gerard de Nerval og Victor Hugo (Daguzan 2009, 391). Der

kan her argumenteres for, at der kan trækkes en lige linje mellem det romantiserede billede af

Frankrig, der bringer civilisationen til Afrika og resten af Verden, til Frankrigs nutidige brug af ”soft

power” og placeringen af Institut Francais, og til den del af den franske selvforståelse, der anser

landet som værende forkæmperen for demokrati og menneskerettigheder (Irondelle og Schmitt,

France 2013, 126).

Som i Napoleons tilfælde kan dette dog også anskues i en større strategisk kontekst, hvor de

humanistiske parametre understøtter de mere ”hårde” nationale interesserer, der har til formål at

fremme franske nationale interesser, hvilket ofte kan resultere i en modsætningsfyldt politik.

Det ”humanistiske” perspektiv var også et argument for Frankrigs aktive koloniseringspolitik i

Afrika, idet det i ånden fra fransk exceptionalisme blev set nærmest som en pligt at hjælpe

(kolonisere) uudviklede civilisationer, som illustreret ved dette citat fra 1885 af den franske

premierminister Jules Ferry:

”There is a second point that I must touch briefly upon... it is the humanitarian and civilizing

aspects of the topic... We must say openly that superior races have a right vis-a `-vis the inferior

races ... because there is also an obligation. It is their duty to colonize the inferior races” (Daguzan

2009, 389).

39

Koloniseringspolitikken sikrede Frankrig kolonier, i store dele af det nordlige og vestlige Afrika,

stort set svarende til de i dag frankofone områder på kontinentet, med undtagelse af Den

Demokratiske Republik Congo, som var en belgisk koloni.

Figur 8 – Kort udvisende europæiske kolonier i Afrika i tiden op til første verdenskrig, med de

franske kolonier markeret med grøn (originalpeople.org 2012)

Med krigen I Algeriet (1954 - 62) som en blodig undtagelse, anskues den franske

dekoloniseringspolitik i Afrika som værende succesfuld. Dels var der ikke de store blodsudgydelser,

dels lykkedes det Frankrig at fastholde tætte økonomiske, politiske og militære bånd til

hovedparten af de tidligere kolonier (Chafer 2001, 165).

En undersøgelse viser at ministre fra frankofone afrikanske lande besøger Paris ca. 2000 gange på

et gennemsnitligt år, ligesom det er blevet beregnet at franske og afrikanske statsoverhoveder i

perioden 1960-78 afholdte 280 møder (Staniland 1987, 52), hvilket er med til at videreføre en

tradition med stærke personlige relationer mellem afrikanske og franske ledere (Chafer 2001, 172)

Selvom den økonomiske samhandel set fra Frankrigs perspektiv er begrænset, står Frankrig som

garant for den vestafrikanske CFA valuta, som 14 frankofone lande har tilsluttet sig, og som

indebærer at landene skal overdrage minimum 65 % af deres valutareserver til den franske

40

nationalbank, til gengæld for adgangen til store kreditter (Staniland 1987, 54). Derudover er der

strategiske råstoffer som eks. uran, som Frankrig primært får fra to uranminer beliggende i det

vestlige Niger, ikke langt fra den maliske grænse, der har betydning for både Frankrigs civile

atomkraftværker, såvel som for landets militære nukleare kapacitet (Keenan 2008, 454-455).

Tilsammen giver disse økonomiske forhold, sammen med de allerede beskrevne militære,

kulturelle og historiske bånd Frankrig en særstatus i det frankofone Afrika. En særstatus som

bygger på forhold der både peger tilbage på fransk exceptionalisme og dets humanitære arv, samt

på Grandeur politikken hvor Afrika til stadighed giver Frankrig et handlerum, hvor landet kan

fremstå som en stormagt og udøve en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Kritikere af denne politik ser den som en videreførelse af tidligere tiders franske kolonirige, og at

argumenterne om at bringe civilisation og franske værdier til Afrika, blot er et dække herfor

(Charbonneau 2008, 171-174). I dette perspektiv kan det humanistiske element siges at give

legitimitet for de franske interesser, som efterfølgende forsvares med hård magt og militære

interventioner, men under påberåbelse af netop forsvaret for eks. de ”republikanske værdier”.

5.3.4.Den franske indstilling til national sikkerhed og civile-militære strukturer

Efter således at have analyseret historiens betydning for udviklingen af det franske selvbillede, og

det der kan betegnes som den franske kollektive identitet, vil jeg søge at fuldende analysen under

anvendelse af Bergers (Berger 1996) teori. Dette vil ske gennem en analyse af sammenhængen

mellem den franske nationale identitet, Frankrigs alliancetilknytninger, opbygningen af de

væbnede styrker og de franske civile-militære strukturer.

Fransk national identitet:

Den historiske analyse i denne opgave har vist, at den franske nationale identitet i høj grad baserer

sig på de historisk funderede begreber Grandeur og exceptionalisme (Schmitt 2016, 16) (Rieker

2017, 15-18). Begreber som kommer til udtryk både i de officielle diskurser som franske

præsidenter og officielle franske strategidokumenter repræsenterer, eksemplificeret i denne

opgave, samt afledt i den aktive franske udenrigs- og sikkerhedspolitik. I både ord og handling

betones Frankrigs historiske rolle som en af verdens ledende lande, samt landets forpligtelse til at

tilføre resten af verden værdi, ved at udbrede de særlige franske republikanske værdier.

41

På baggrund heraf kan der argumenteres for, at der dannes en særlig fransk identitet, der baserer

sig på den oplevede unikke franske position i verden og den deraf følgende forpligtelse til at være

en aktiv spiller

På baggrund af den tidligere gennemførte historiske analyse kan den franske nationale identitet,

simplificeret opsummeres som værende:

Frankrig er en selvstændig stormagt, der agerer med henblik på at fremme særlige republikanske

værdier og den unikke franske kultur, og derigennem tilfører verden værdi og styrker Frankrigs

position.

Frankrigs alliancetilknytninger:

Hvor Berger i sin analyse fokuserer på rent militære alliancer, og dermed på Tyskland og NATO,

samt Japan og USA, er Frankrigs alliancetilknytning noget mere facetteret. NATO er også en central

spiller, men den historiske udvikling viser også et vist forbehold (Schmitt 2016, 4-5).

Frankrig søger parallelt at fremme EU, som ikke er en traditionel militæralliance, med medtages

her i kraft af sin sikkerhedspolitiske dimension. Frankrig kan siges at understøtte EU’s

sikkerhedspolitiske dimension, med henblik på at bygge en modvægt op til USA, og det af USA

dominerede NATO (Irondelle og Schmitt 2013, 130-131).

Analysen har dog vist, at der er styrende at ingen af de to alliancer må hæmme Frankrigs evne til

at agere i egen ret, men i stedet søges anvendt til at fremme franske interesser. Det er derfor

essentielt at Frankrig i både NATO og EU er så centralt placeret, og gerne så dominerende, at

landet er i stand til at forme alliancens udvikling, således at Frankrigs interesser tilgodeses, og

alliancerne ideelt understøtter Frankrigs målsætninger, hvilket er nemmere i et EU uden

Storbritannien (og USA).

Dermed kan Frankrigs alliancestrategi siges at understøtte den identificerede nationale identitet,

som netop betoner muligheden for at agere selvstændigt.

Opbygningen af Frankrigs væbnede styrker:

42

I den seneste udgave af Frankrigs ”strategic review” (Ministry of the Armed Forces 2017), som

sætter retningslinjerne for de franske væbnede styrker i perioden 2019 – 2025, betones flere

faktorer. Reviewet er udarbejdet i en tid med trusler fra militant islam, samt med en genopstået

trussel fra Rusland, og i denne kontekst nævnes Frankrigs forpligtelser overfor NATO og at landet

vil bruge 2 % af BNP på forsvaret op imod 2025 (The French delegation to NATO 2017).

Yderligere fokus er der dog på Europa og på Frankrigs mulighed for at agere selvstændigt, idet der

nævnes to prioriteter:

”… France must have two objectives: preserving its strategic autonomy and helping to build a

stronger Europe to address the growing number of common challenges.” (Ministry of the Armed

Forces 2017, 3)

Midlerne til dette er dels Frankrigs nukleare kapacitet, dels gennem at:

“…develop a shared strategic culture for Europeans, making them better able to operate together

in the future, if the situation so requires.” (Ministry of the Armed Forces 2017, 3)

Hvad denne “shared strategic culture for Europeans” indebærer, er ikke nærmere angivet, men

det må formodes at være et forsøg på at fremme franske prioriteter og værdier i relation til

magtanvendelse. Brugen af termen ”operate” gør dog at shared strategic culture” i denne

sammenhæng også kunne anskues som et forsøg på at øge EU landenes militære enheders evne til

at arbejde effektivt sammen på det taktiske og operative niveau.

Ordet ”autonomi” er dog centralt, og det nævnes ved flere lejligheder at Frankrig skal kunne agere

autonomt både nukleart og i relation til mere traditionelle militære operationer, idet partnere vil

kunne understøtte og forstærke Frankrigs egne kapaciteter. Dermed understøtter opbygningen af

Frankrigs væbnede styrker både det uafhængige element identificeret i den nationale identitet,

samt alliancetilknytningen, idet både muligheden for at agere autonomt og med allierede er til

stede.

Franske civile-militære relationer og strukturer

I det følgende belyses, om der er sammenhæng mellem den franske identitet, dets

alliancetilknytning og landets fokus på at kunne agere selvstændigt og den måde hvorpå de civile-

militære relationer (CMR) og strukturer er opbygget på. CMR fokuserer som oftest på det

43

strategiske lag, og forholdet mellem de øverste politiske og militære ledere. Jeg finder det dog

hensigtsmæssigt i en strategisk kultur ramme også at fokusere forholdet mellem befolkningen og

militæret, og mere specifikt på befolkningens støtte til den aktive anvendelse af militæret, som er

tilfældet i en fransk kontekst.

Undersøgelser viser generelt en meget høj opbakning fra den franske befolkning til anvendelsen af

militæret i forskellige typer operationer. I en undersøgelse fra år 2000, støttede mellem 72 % og

95 % af de adspurgte franskmænd anvendelsen af militæret i forskellige typer af operationer. Eks.

støttede 92 % at militæret blev anvendt til at beskytte franske statsborgere i udlandet, ligesom 93

% støttede operationer med et humanitært formål (Venneson 2003, 38-40); begge argumenter der

er blevet brugt ved militære interventioner i Afrika (Luckham 1982).

På det strategiske niveau, kan der argumenteres for at der i den 5. republik er etableret nogle

strukturer som understøtter et aktivt agerende Frankrig. Sammenlignes med andre europæiske

lande har særligt den franske præsident en unik særstatus, idet denne besidder særdeleles store

beføjelser. Den franske præsident kan eks. selvstændigt kan autorisere anvendelsen af magt uden

om parlamentet (Schmitt 2016).

Den franske præsident er samtidig øverstbefalende for de væbnede styrker, ligesom beslutningen

om brugen af nukleare våben er reserveret denne (Irondelle 2003, 181-182). Denne unikke

magtkoncentration giver altså den franske præsident store beføjelser, og handlerum til at agere

som han finder passende for at beskytte franske interesser.

Denne for Europa unikke og særlige position understøtter hurtig og resolut beslutningstagning, der

igen muliggør en aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, hvor beslutninger kan træffes og føres ud i

livet inden for et meget kort tidsrum (Rieker 2017, 20-21).

Opsummerende kan der i analysen siges at være påvist en sammenhæng mellem en fransk

national identitet, der prioriterer autonomi og det at være aktive i verden. En tilknytning til

alliancer som er tæt, men ikke tættere end at fransk autonomi altid prioriteres. En opbygning af

væbnede styrker, der ligeledes fokuserer på evnen til at agere selvstændigt, og en koncentration

af magten ved præsidenten, der gør at beslutninger om at anvende magt kan tages hurtigt;

understøttet af befolkningens generelle opbakning.

44

Der kan derfor argumenteres for at disse faktorer tilsammen understøtter en fransk strategisk

kultur, der er aktiv og reagerende, og som igen understøtter forestillingen om Frankrig som

havende en særlig forpligtende position i verden.

5.3.5. Opsummering fransk strategisk kultur

Analysen har hidtil givet øget indsigt i de særlige historisk definerede franske erfaringer og

opfattelse af landets rolle i verden, og i hvad der kan betegnes som værende styrende for den

kollektive franske identitet i tråd med Snyders (Snyder 1977), Grays (Gray 1981) og Mahnkens

(Mahnken 2006) definitioner af strategisk kultur, ligesom de geopolitiske forhold er blevet

undersøgt. Slutteligt er Bergers (Berger 1996) teoriperspektiv ligeledes blevet applikeret.

Analysen har gjort søgt at belyse de opmærksomhedspunkter som blev identificeret i

teorigennemgangens opsummering, som var:

Hvorledes har Frankrigs historiske erfaringer påvirket landet i dag?

Hvad er det franske selvbillede/ identitet, og hvordan anskues den franske rolle i verden?

Hvad kan siges at være styrende for den franske kollektive identitet?

Hvilken rolle spiller geografien?

Hvad er holdningen til magtanvendelsen, og hvorledes understøttes dette af de politiske

strukturer?

Analysen har vist at den historiske arv og de medfølgende franske historiske erfaringer, i betydelig

grad ses som influerende på den nutidige førte politik samt de overliggende strategier, og kan

dermed bruges til at forklare det modsætningsforhold eller den dualisme, der ofte finder sted.

En dualisme der dels indeholder brugen af den traditionelle hårde magt, og fokus på fransk

uafhængighed, men som i et strategisk kultur perspektiv kan anskues som værende et resultat at

landets konfliktfyldte historie. En hård magt der i høj grad er suppleret af brugen af symbolsk

magt, som igen kan siges at understøtte det franske selvbillede og den franske kollektive identitet,

som et land der har pligt til at bringe de franske værdier ud i verden, og dermed beriger både

verden, samtidig med at Frankrig udfylder sin retmæssige rolle i denne.

45

Geografiens rolle er tillige blevet belyst som en rammesættende faktor, der dels har formet

Frankrigs relationer til sine naboer, men også har muliggjort den nutidige fransk – afrikanske

forbindelse. Slutteligt har analysen påvist en sammenhæng mellem den historisk formet franske

identitet, som igen påvirker landets fleksible tilgang til alliancer. Dette får igen en påvirkning på

opbygningen af landets væbnede styrker, som afspejler en tilgang til magtanvendelse, der i en

fransk kontekst kan siges at være en naturlig del af den politiske værktøjskasse, og som har

generel opbakning fra befolkningen (Venneson 2003).

For at kunne optimere brugen af magt er der ydermere en stærk præsidentmagt, der egenrådigt

kan træffe beslutninger om magtanvendelse, hvilket giver Frankrig en unik position i Europa

(Schmitt, France in the SAHEL 2016), (Irondelle og Schmitt, France 2013, 181-182). Der er dermed

ud fra et strategisk kultur perspektiv identificeret en tilsyneladende sammenhæng mellem

opmærksomhedspunkterne, der afspejler de historisk funderede betingelser, der har været med

til at forme den franske identitet og det franske selvbillede

Analysen vurderes dermed at give mulighed for at opstille en række indikatorer der, kan siges at

være særligt styrende for fransk strategisk kultur, og som vil blive diskuteret i det følgende afsnit.

5.4. Delkonklusion – Styrende elementer for fransk strategisk kultur

Analysen hidtil har udvist en række centrale elementer, der i høj grad influerer den franske stats

handlinger, og som kan spores i udtalelser fra en række franske statsoverhoveder, der finder

væsentlige dele af deres argumentation i Frankrigs historie.

I det følgende søges nogle af disse elementer operationaliseret, således at der opstilles nogle

indikatorer, som kan benyttes til at vurdere og analysere fransk- udenrigs og sikkerhedspolitik ud

fra et strategisk kultur perspektiv. Dette sker ikke med henblik på at forklare alle elementer,

nuancer og facetter i den franske 5. republiks udenrigs- og sikkerhedspolitik, men med det formål

at få nye perspektiver i spil, der vil kunne sætte den franske ageren i et nyt lys, herunder særligt i

relation til magtanvendelse.

Indikatoren Frankrig som stormagt:

Denne indikator bygger på den franske selvforståelse og landets rolle i verden, og baserer sig på

både hård og symbolsk magt (Rieker 2017, 5-6).

46

Som analysen har vist videreformidles fortællingen om Frankrig som et naturligt ledende og aktivt

land, af adskillige franske præsidenter lige fra de Gaulle (Rieker 2017, 17) til Macron (Macron

2017). Frankrig som stormagt trækker på elementer fra Grandeur (Schmitt 2016, 16) og

exceptionalisme (Rieker 2017, 15-18), ligesom den franske historie i høj grad ses aktivt anvendt til

at understøtte denne fortælling, idet den historiske forpligtelse ses anvendt som argument ved

eks. interventionen i Mali (Hollande 2013 c).

Fordi Frankrigs position og evne til at agere som selvstændig stormagt er under pres, søger

Frankrig at forøge sin magtposition via EU og NATO. Analysen har dog også påvist, at på trods af

alliancerne, er det vigtigste for Frankrig er at bevare sin autonomi og sine politiske og militære

muligheder for at kunne agere selvstændigt og agere i egen ret som stormagt både med symbolsk

og militær magt.

Dermed leverer Frankrig som stormagt også forklaringskraft til det overordnede franske militære

engagement i Afrika, ligesom det skitserede handlerum som er indeholdt heri, taler for en fransk

fortsættelse af engagementet. Dette da Frankrig gennem tætte økonomiske relationer, eks. CFA

valutaen (Staniland 1987, 54), magtanvendelse (Luckham 1982) og etablering af patron-

klientlignende2 relation til en lang række afrikanske lande, forøger Frankrigs egen position som

den dominerende magt i den frankofone del af Afrika. Dette understøtter fortællingen om

Frankrig som stormagt, der samlet set vurderes som værende et centralt element i den franske

udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Indikatoren Frankrig er unik:

Denne parameter bygger på den franske opfattelse af at særligt landets kulturelle arv, er noget der

beriger verden. Ud fra denne indikator er der en større sandsynlighed for, at Frankrig vil anvende

magt i en given situation, såfremt magtanvendelsen vil kunne understøtte eller forsvare de særlige

franske værdier der er knyttet til landets kulturelle arv.

Frankrig er unik bygger videre på begrebet fransk exceptionalisme som er den status Frankrig

besidder, og det særlige værdisæt som Frankrig kan videregive til verden (Rieker 2017, 15-18).

2 Med patron-klientlignende relation, menes en relation mellem stater hvor en dominerende stat (patron) er i stand til at påvirke en klient (Cf. Ladwig 2016).

47

Magtanvendelse relateret til Frankrig er unik, vil typisk kunne finde sted i frankofone lande, hvor

de kulturelle og værdimæssige bånd er stærke, men vil også kunne finde anvendelse i ikke-

frankofone lande, til forsvar for fundamentale menneskerettigheder eller universelle kulturelle

værdier.

Eks. har Frankrig taget initiativ til et ”Culturel Heritage Initiative” i rammen af FN, der med

præsident Hollandes ord skal beskytte kunst og kultur i krig, med udgangspunkt i eksempler fra

Timbuktu i Mali og Palmyra i Syrien (Falk 2016):

“As there is a right of asylum for people to accommodate refugees fleeing a country that can

jeopardize their lives, we must also organize an asylum for the works of art” (Hollande i Falk 2016).

Udover magtanvendelse vil denne parameter ofte blive understøttet af fransk symbolsk magt

(Rieker 2017, 5-6).

Denne indikator vil dermed kunne medvirke til at forklare Frankrigs engagement i Afrika og Syrien,

men vil også kunne levere andre perspektiver på Frankrigs kamp mod militant islamisme, som en

kamp mellem forskellige værdifællesskaber.

Indikatoren Frankrig som en selvstændig aktør:

Denne indikator baserer sig på det centrale forhold i fransk udenrigs- og sikkerhedspolitik der har

til formål at tilsikre en autonom fransk position. indikatoren baserer sig på Grandeur-princippet

(Schmitt 2016, 16), om at Frankrig skal kunne agere i sin egen ret.

Frankrig som en selvstændig aktør kan benyttes til at levere forklaringskraft til det udenrigs- og

sikkerhedspolitiske område, og være med til at forklare Frankrigs ageren, og hvad der kan ligne

vægelsind både i forhold til NATO, FN og EU men som skyldes et ønske om fransk indflydelse, uden

dog at dette påvirker den overordnede franske autonomi i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.

Frankrig som en selvstændig aktør vil tale for fransk magtanvendelse, såfremt landet i den

konkrete situation har mulighed for at kunne agere selvstændigt, eller fremstå som det ledende

land i en koalition af underlagte partnere. Dette kan dermed levere forklaringskraft til at forklare

Frankrigs engagement i Afrika hvor Frankrig gennemfører selvstændige missioner (Luckham 1982).

Indikatoren kan også forklare Frankrigs positionering overfor andre stormagter, eks. set ved

modstanden mod den amerikanske invasion af Irak i 2003 (Villepin 2003), idet modstanden mod

48

supermagten USA samtidig positionerede Frankrig som en selvstændig aktør og også Frankrig som

stormagt.

5.4.1. Opsummering – Indikatorer for fransk strategisk kultur

Som nævnt er de tre beskrevne indikatorer ikke udtømmende til at beskrive alle nuancer og

facetter af den franske republiks handlemåder på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område,

idet eks. personlige relationers betydning, eller betydningen af strategiske råstoffer som uran ikke

inkluderes. Indikatorerne er dog blevet valgt som fokusområder, idet disse vurderes som værende

repræsentative til at beskrive centrale opfattelser af, hvad den kollektive franske identitet og

selvbillede er formet af, og dermed det filter som verden anskues ud fra set fra Paris.

Ud fra dette filter, former der sig så en række handlingsmuligheder, som derfor vil være formet af

en fransk kontekst, og dermed kunne forklare hvorfor Frankrigs ageren på den internationale

scene i nogle situationer vil differentiere sig fra andre lande.

I det følgende søges disse indikatorer anvendt til at vurdere strategisk kulturs forklaringskraft for

den franske beslutning om at gennemføre Operation Serval i Mali i 2013.

5.5. Frankrig og Operation Serval

5.5.1. Baggrund

Mali er en tidligere fransk koloni, som i 1958 på fredelig vis efter en folkeafstemning opnåede

selvstændighed fra Frankrig. Indledningsvist etableredes et socialistisk inspireret et-parti system,

som distancerede Mali fra Frankrig, men som dog ikke resulterede i den ønskede industrialisering

og økonomisk vækst. Det socialistiske eksperiment blev i 1968 afløse af et militærkup, hvis ledelse

søgte at liberalisere økonomien, og knyttede Mali til vesten og til Frankrig i særdeleshed. Det nye

styre blev hæmmet af en langvarig tørke, og ikke mindst udbredt korruption og nepotisme, og

resulterede i en folkelig opstand der førte til styrets fald, og indførelse af en demokratisk

styreform i 1992 (Bartels, Schwartz og Haugegaard 2014, 24-26).

Det demokratiske eksperiment blev dog aldrig vellykket, og blev hæmmet af udfordringerne med

den decentraliseringsproces der skulle sikre midler til Tuareg befolkningsgruppen i det nordlige

Mali, men som faldt i hænderne på lokale ledere, som brugte midlerne til at udbygge deres egen

49

magtposition (Bartels, Schwartz og Haugegaard 2014, 27), ligesom militæret stadig udøvede

indflydelse (Bartels, Schwartz og Haugegaard 2014, 84)

Parallelt med denne udvikling foregik der et løbende oprør, som lejlighedsvist blussede op i det

nordlige Mali, primært bestående af tuareg befolkningsgruppen, som trods flere fredsaftaler ikke

fik del i den økonomiske hjælp og var hårdest ramt af den regionale tørke. I forlængelse af

Gadaffis fald i Libyen, blussede et nyt oprør op, og i foråret 2012 gennemførtes der et nyt

militærkup i Mali (Rieker 2017, 52).

I forlængelse heraf kollapsede den maliske centralmagt og det maliske forsvar i det nordlige Mali,

hvilket resulterede i oprørsbevægelsens, nu indeholdende stærke islamistiske elementer, hastige

fremmarch mod syd (Shurkin 2014, 78). Dette førte i december 2012 til at FN’s sikkerhedsråd

tiltrådte resolution 2085 som autoriserede anvendelsen af magt mod oprøret, indledningsvist for

den Afrikanske Unions mission (MISMA) (Forsvarsakademiet 2015, 11).

Da situationen yderligere forværredes indsatte Frankrig 4.500 soldater støttet af fly og helikoptere

under påberåbelse af både resolution 2085, og en invitation fra den maliske regering (Hadzi-

Idanovic 2013), idet præsident Hollande annoncerede følgende 3 målsætninger for den militære

indsats (Undertegnedes oversættelse) (Shurkin 2014, 8):

1. Stands terroristernes fremmarch

2. Stabiliser landet, hvori der befinder sig mange tusinde franskmænd

3. Giv Mali mulighed for at få kontrol med sit territorium

Figur 9 – Kort udvisende situationen i Mali ved den franske interventions påbegyndelse (Army

Recognition 2013)

50

Den franske indsats støttedes af en række allierede lande, herunder Danmark, især med strategisk

og taktisk lufttransport (Shurkin 2014, 35).

Militært set er Operation Serval en succes, og allerede i marts måned annoncerer Frankrig at de vil

påbegynde tilbagetrækningen af tropper, idet deres hovedmål er opnået (Shurkin 2014, 15). En

væsentlig faktor i den franske succes var brugen af regionale afrikanske allierede, samt lokale

tuareger der yderligere styrkede franskmændenes kulturelle og lokale kendskab, samt

tydeliggjorde at der var tale om en kamp mod terrorisme og ikke tuareger (Shurkin 2014, 19-20).

Det lykkedes dog aldrig helt at neutralisere oprøret, og i 2018 har Frankrig fortsat indsat 4000 i

den regionale Operation Barkhane som er afløseren for Operation Serval (État-major des armées

2018).

5.5.2. Operation Serval set i et strategisk kultur perspektiv

Helt frem til d. 10. januar 2012 havde Frankrig officielt ikke nogen planer om at intervenere i Mali.

Oprørernes hastige fremrykning fik dog Frankrig til at ændre mening, da man vurderede, at der var

en reel risiko for at Bamako kunne falde til oprørerne, hvilket igen kunne destabilisere regionen

yderligere, og sikre islamistiske oprørere et territorium, hvorfra de ville kunne iværksætte angreb

51

mod vestlige mål (Shurkin 2014, 8). Dette er umiddelbart en trussel mod store dele af den vestlige

verden; alligevel var det kun Frankrig som umiddelbart agerede militært på truslen. Årsagen hertil

søges i det følgende belyst med udgangspunkt i strategisk kultur, og de opstillede indikatorer for

fransk strategisk kultur.

5.5.2.1. Frankrig som stormagt og Operation Serval

Indikatoren Frankrig som stormagt bygger på den historisk funderet franske selvforståelse og

fortællingen om Frankrigs rolle i verden, som har pligt til at handle, når der er brug for det, og når

den franske exceptionalismes værdier skal forsvares. I præsident Hollandes tale i Bamako d. 02.

februar 2013, i forlængelse af at truslen mod hovedstaden er afværget, anvendes termer som kan

siges at fremme Frankrig som stormagt. Blandt andet udtaler præsident Hollande:

”It was the duty of France, who was acting on behalf of the international community with the

support of the European countries, in the framework of the United Nations. Yes, we had to

respond.” (Hollande 2013 c)

”And I want to tell you, here, that I have just lived through the most important day of my political

life. Because there comes a point when a decision has to be taken which affects the lives of men

and women. I took this decision on France’s behalf. It honours France…” (Hollande 2013 c)

Disse citater refererer dels til den pligt (It was the duty of France) som Frankrig har til at handle, og

den medfølgende ære som tilfalder Frankrig som konsekvens af at landet handler (It honours

France). Derudover understøttes stormagtfortællingen indirekte gennem udtalelsen om, at

Frankrig handler på vegne af det internationale samfund (on behalf of…), hvilket man kan

argumentere for kræver en stormagt.

Tilsvarende argumenter går igen på en pressekonference præsident Hollande deltager i sammen

med den polske præsident i januar 2013:

”On the other hand, we’re duty-bound to ensure that we can enable the African forces to give Mali

lasting stability, beyond even the territorial integrity which must be effectively secured.” (Hollande,

Embassy of France in the US 2013 b)

Udover referencen til, at det er Frankrigs pligt at gå ind i Mali, antydes også at denne pligt

indebærer mere end blot at genskabe Malis territorial integritet, som ellers er det officielle mål, og

52

dermed åbner op for et længerevarende fransk engagement, hvilket efterfølgende også har været

tilfældet.

Herudover kan der også argumenteres for at koblingen til ”African forces…” dels giver operationen

legitimitet, henset til at den oprindelige FN-resolution var rettet mod MISMA styrken. Dette kan

dog også anskues som en positionering af Frankrig som stormagt overfor afrikanske partnere, idet

Frankrig med Operation Serval sender et signal om, at Frankrig nok skal støtte sine allierede, og

dermed binder disse tættere til Frankrig.

Dermed kan der argumenteres for, at Frankrigs beslutning om at indgå i Operation Serval, ud over

at være bundet af pligt og ære, iscenesætter Frankrig som en stormagt, idet landet viser det har

evnen og viljen, hvilket understøtter fortællingen om, at Frankrig er en af verdens ledende lande

der kan iværksætte denne type operationer.

Interessant er det dog at præsident Hollande i sine officielle udtalelser, også fokuserer på, at

nedtone den kritik der er af Frankrigs handlinger i Afrika, hvoraf nogen ser neo-koloniale aspekter:

”… France doesn’t intend to remain here in Mali, because it’s the Malians themselves, the Africans

who will guarantee securi,ty, independence and sovereignty.” (Hollande 2013 c)

“France doesn’t intend to remain in Mali; she undertook this operation only at the Malian

President’s express request and in the framework of the United Nations Charter”. (Hollande,

Embassy of France in the US 2013 b)

Disse udtalelser taler umiddelbart imod indikatoren Frankrig som stormagt. Omvendt kan disse

dog også anskues som en historisk bevidst præsident, der er bevidst om Frankrigs koloniale arv, og

behovet for at nedtone denne med henblik på netop at bevare den franske indflydelse i regionen.

5.5.2.2.Frankrig er unik og Operation Serval

Indikatoren Frankrig er unik bygger på at fransk kultur er med til at berige verden, og at der er en

større sandsynlighed for magtanvendelse, såfremt denne vil være med til at forsvare de særlige

franske værdier der er knyttet til landets historiske og kulturelle arv, herunder forsvare hvad der

kan betegnes som verdenskulturarven.

53

I den overordnede fortælling om Operation Serval er der flere faktorer, der indikerer at den

franske deltagelse, understøtter Frankrig er unik. Dels kan Operation Serval anskues som

fortællingen mellem det overordnede franske kulturværdisæt stillet overfor en modpart som

repræsenterer det modsatte, nemlig terrorisme, som eksemplificeret i nedenstående citat fra

præsident Hollande:

”I spoke to the Malians living in France. I promised them I will come here to Bamako to tell them,

to tell you that what we’ve got to do together is greater than our two peoples: to show that

terrorism can be defeated, that democracy can prevail and that human rights apply everywhere,

on every continent,…” (Hollande 2013 c).

Her kan der altså argumenteres for er klare reference til de værdier som er en del af fransk

exceptionalisme (demokrati og menneskerettigheder), og som Frankrig gennem Frankrig er unik,

anser sig selv som den naturlige forsvarer af. Mali som et frankofont land, men en tæt historisk og

kulturel tilknytning til Frankrig, kan her betragtes som en del af det overordnede franske

kulturfællesskab.

Modstanderen betegnes konsekvent som terrorister (Hollande 2013 a) eller kriminelle (Hollande

2013 b), men ikke som ”islamiske” terrorister, idet dette ikke er en konflikt der italesættes som

værende religiøst baseret, men omhandler værdier, hvor Frankrig tydeligvis søger at fremme et

fransk og vestligt værdisæt, som i følgende citat hvor Frankrig italesættes som demokratiets

forkæmper:

”We must also do everything to ensure that Mali’s legitimate authorities can embark on an even

more advanced democratization process, with the organization of elections.” (Hollande 2013 b)

Andetsteds berører også de kulturelle ødelæggelser som har fundet sted i Timbuktu, og som

Frankrig sammen med det internationale samfund vil søge at genskabe:

”The international community is with you, and UNESCO – represented by its Director-General – is

here too, because we can’t tolerate what happened in Timbuktu: holy places sadly tarnished,

monuments desecrated, historic documents that have disappeared… But with you we’ll recreate

them…” (Hollande 2013 c)

54

Igen kan der argumenteres for, at Frankrig iscenesætter sig selv som kulturens forsvarer, og

dermed understøtter indikatoren Frankrig er unik.

5.5.2.3.Frankrig som en selvstændig aktør og Operation Serval

Denne indikator baserer sig det franske fokus på at føre en selvstændig udenrigs- og

sikkerhedspolitik, og dermed på at kunne agere selvstændigt og i egen ret.

Også her er der flere faktorer der taler for at Operation Serval understøttes af Frankrig som en

selvstændig aktør. Dels er der den franske overvægt af tropper og ressourcer, blandt de enheder

som deltog i Operation Serval, der udover Frankrig primært var støttet af enheder fra Chad og

Elfenbenskysten samt forskellige enheder fra Mali – herunder tuareg militser (Shurkin 2014, 17-

20).

Denne sammensætning med Frankrig som det ledende land i koalitionen, med højmobile og

højteknologisk materiel, herunder støtte fra fly og droner, gjorde naturligt at der var tale om en

franskledet operation, og at Frankrig dermed fremstod både som en stormagt, og et land der kan

agere selvstændigt og i sin egen ret, understøttet af militære strukturer sammensat af lette mobile

enheder (Shurkin 2014, 17-19).

En indikator på at det var et fransk ønske om at agere selvstændigt på jorden i Mali, og ikke i

samarbejde med andre stormagter, er den hastighed hvormed Frankrig reagerede og gennemførte

sin militære operation. En hastighed som igen understøttedes af den magtkoncentration der er

hos den franske præsident (Irondelle og Schmitt, France 2013, 181-182), (Rieker 2017, 20-21).

Den militære deployering og efterfølgende styrkeindsættelse skete, blandt andet på baggrund en

indstilling fra præsident Hollande (Shurkin 2014, 9), som betonede hastigheden hvormed Frankrig

skulle reagere militært, og kan derfor ses som et ønske om både at komme oprørerne i forkøbet,

men også imødegå evt. tiltag til at samle en multinational koalition, som Frankrig ikke ville kunne

fremstå som den naturlige leder af, i samme grad som det var tilfældet med Operation Serval.

USA og andre allierede (herunder Danmark) støttede i stedet den Operation Serval med logistik og

strategisk løftekapacitet, og leverede derigennem en væsentlig forudsætning for at operationen

kunne gennemføres, men samtidig uden på nogen måde at skygge for, at der var tale om en

fransk-ledet operation (Shurkin 2014, 35, 82).

55

Støtten anerkendes også af præsident Hollande i en tale mens operationen stadig pågår i januar

2013, hvor han også skitserer hvad Frankrig har brug for i den aktuelle situation:

”What does France need? She needs political support; that’s been provided abundantly from the

outset. She needs African forces deployed on the ground; that’s been done. She needs Europe to

organize and train the Malian army.” (Hollande 2013 c)

Der er altså brug for afrikanske tropper, som selvfølgelig bringer deres lokalkendskab I spil, men

dette specifikke behov kan igen ses som et ønske om at holde konkurrerende vestlige stormagter

ude af operationen, da de kan true den franske dominans.

Dette argument kan også bruges i forbindelse med ønsket om at det specifikt er Europa, der skal

træne den maliske hær, og dermed ikke det internationale samfund som helhed. Jf. Hollande er

dette altså en opgave for EU, hvor der må formodes at Frankrig grundet sin historik i Mali, og

landets position i EU vil få stor indflydelse herpå. Der kan derfor argumenteres for, at Frankrig her

lykkedes med at få EU til at virke som Frankrigs forlængede arm, og understøtte Frankrigs

interesser. Efterfølgende har EU da også etableret flere træningsmissioner i Mali (Det Europæiske

Råd 2017).

6. KONKLUSION

Denne opgave har søgt at besvare følgende problemformulering:

Hvordan kan begrebet strategisk kultur forklare, hvorfor Frankrig valgte at gennemføre Operation

Serval i Mali i 2013?

Opgaven er metodisk grebet an gennem et udgangspunkt i teorien bag strategisk kultur begrebet,

idet udvalgte teoretiske opmærksomhedspunkter efterfølgende er blevet anvendt til at belyse

fransk strategisk kultur. Dette førte til opstillingen af en række indikatorer, som kan siges at være

rammesættende for fransk strategisk kultur, og dermed den måde som Frankrig agerer på i sin

udenrigs- og sikkerhedspolitik. Disse indikatorer er efterfølgende blevet testet op i mod casen

Operation Serval, med henblik på ultimativt at kunne besvare problemformuleringen.

Opgaven har påvist historiens betydning for nutidens franske selvbillede og kollektive identitet.

Historiens indflydelse findes i de identificerede centrale begreber Grandeur og fransk

56

exceptionalisme der, som analysen har vist, trækker på en lang historisk arv, og som i tiden efter

anden verdenskrig blev formuleret af De Gaulle.

Disse begreber indebærer eksplicit, at Frankrig naturligt har sin plads blandt et af verdens ledende

lande, og at det derfor bør agere derefter, herunder være rede til at agere alene. Tilsvarende

betyder de en særlig fransk bevidsthed om, at landet gennem sin historie og kultur har et

værdisæt, der anses som noget særligt, og som Frankrig har pligt til at udbrede og forsvare i

verden.

Dette giver landet en dualisme og et til tider selv modstridende islæt, når landet søger dels at

fremme globale menneskerettigheder, og dels at handle som en selvstændig stormagt på

verdensscenen.

Anskues handlemåden ud fra et strategisk kultur perspektiv, giver dette forklaringskraft til at

hvordan Frankrig på den ene sider er fortaler for menneskerettigheder, og på den anden side er så

engageret i eks. Afrika, i en sådan grad at nogle kritikere, som beskrevet i afsnittet omhandlende

Frankrigs afrikanske forbindelse, ser det franske engagement som en videreførelse af tidligere

tiders franske kolonirige.

Strategisk kultur perspektivet henleder dermed opmærksomheden på, at det humanitære aspekt

og stormagtsrollen begge er en del af den franske identitet, og at disse til tider modsatrettede

roller, ofte vil være at finde i samme kontekst, og tilfører dermed yderligere nuancer til at forstår

hvorfor Frankrig handler som det gør.

De i opgaven fremkomne indikatorer på fransk kultur, søger hver især at belyse centrale

elementer i fransk strategisk kultur, der anses som værende rammesættende for Frankrigs

nutidige ageren på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område.

De fundne indikatorer er efterfølgende blevet anvendt på casen Operation Serval, med henblik på

at afprøve forklaringskraften, og analysen viser at indikatorerne i relation til casen leverer

yderligere forklaringskraft, idet alle indikatorer ses indeholdt i Operation Serval. Stærkest står

Frankrig som Stormagt idet Frankrig gennem Operation Serval demonstrerer viljen og evnen til at

handle, hvilket ydermere understøttes af de andre indikatorer.

57

Samlet set, og med udgangspunkt i strategisk kultur og indikatorerne, er det derfor ikke længere

overraskende, at Frankrig valgte at gennemføre Operation Serval i Mali i 2013, og strategisk kultur

teorifeltet, kan dermed siges at have leveret nye perspektiver og nuancer og derigennem

betydelig forklaringskraft til at forklare hvorfor Frankrig valgte at gennemføre Operation Serval i

Mali i 2013.

Denne ene case er på ingen måde tilstrækkelig til fuldt ud at validere indikatorerne, ligesom disse,

i tråd med strategisk kultur teorifeltet, heller ikke skal anskues som deterministiske værktøjer, der

kan bruges til at forudses et lands handlinger. Indikatorerne fokuserer på centrale dele af

Frankrigs- udenrigs og sikkerhedspolitik, og inddrager derfor ikke alle delelementer, som eks.

betydningen af personlige relationer på strategisk niveau, eller den specifikke betydning af eks.

franske interesser i uranminen i Niger.

Derfor kan indikatorerne, og heller ikke strategisk kultur feltet, stå alene i analyser af Frankrigs

udenrigs- og sikkerhedspolitik. Indikatorerne kan derimod bruges til at skabe øget indsigt i

bevæggrundene for Frankrigs udenrigs- og sikkerhedspolitik, og dermed agere som det

perceptuelle filter der tager hensyn til de særlige kulturelle og historisk betingede elementer, der

er styrende for det moderne Frankrig.

7. PERSPEKTIVERING

Dette masterprojekt tog sit afsæt i en undren hvorfor Frankrig postkolonialt, og helt op til i dag har

fastholdt, en så tæt relation til det afrikanske kontinent som det er tilfældet. Igennem arbejdet

med masterprojektet har jeg fået forøget min indsigt, i hvorfor Frankrig agerer som det gør i

Afrika, ligesom jeg har fået viden om strategisk kultur teorifeltet.

Den i projektet opnåede erkendelse af, at strategisk kultur kan have en betydelig forklaringskraft,

til at forklare staters magtanvendelse, samt den yderligere indsigt at et lands strategisk kultur kun

langsomt lader sig forandre over tid, åbner op for nye perspektiver og indsigter i den måde hvorpå

både allierede og mulige fjendtlige stater agerer på.

58

Kulturel og historisk indsigt har vist sig, at have haft betydning i forbindelse med danske militære

indsættelser; særligt i Irak og Afghanistan, ligesom dette også må forventes at få betydning

såfremt Danmark fremadrettet vil udvide sit militære engagement i Afrika.

I Afrika vil Frankrig være en naturlig partner for Danmark, samt en kilde om kulturelle forhold i et

afrikansk operationsområde. Bevidsthed om Frankrigs strategiske kultur, vil kunne øge den danske

bevidsthed om Frankrigs motiver for landets engagement, og dermed også om den rolle et evt.

dansk militært bidrag eller støtte vil få i relation til disse motiver.

Strategisk kultur kan være udfordrende at overskue, da det netop kræver betydelig indsigt i

kulturelle og historiske forhold. En operationalisering af teorifeltet gennem opstilling af nogle

overordnede indikatorer for et givet lands strategiske kultur, vil gøre anvendelsen af teorifeltet

mere tilgængelig, og dermed nemmere at anvende.

De i denne opgave opstillede indikatorer for fransk strategisk kultur, har netop søgt at

operationalisere teorifeltet, konkret i relation til Frankrig, med den ambition at kunne tilføje nye

aspekter og nuancer på Frankrigs ageren på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Det er

forhåbningen at de identificerede indikatorer, fremadrettet vil kunne anvendes, i forbindelse med

dansk stillingtagen til deltagelse i franskledet militære operationer.

Dette da indikatorerne fra dansk side vil medvirke til at forstå hvilken historisk og kulturel kontekst

en dansk deltagelse vil understøtte for Frankrig, samt en øget opmærksomhed og indsigt i

Frankrigs bevæggrunde for deltagelse i en given operation.

Tilsvarende vil indikatorerne kunne understøtte danske militære (og civile) beslutningstagere, med

at fokusere deres dialog med deres franske samarbejdspartnere, i situationer hvor der ønskes

fransk støtte, ved at fremhæve de forhold der måtte tale ind i fransk strategisk kultur, samt være

opmærksom på områder der måtte tale imod den gældende strategiske kultur, og dermed er

potentielle konfliktområder.

En yderligere og mere dybdegående analyse, vil også kunne gennemføres med henblik på at

undersøge om fransk strategisk kultur også påvirker den måde operationer gennemføres på,

herunder om der kan siges at være særlige nationale karakteristika på det taktiske og operative

niveau afledt af den strategiske kultur.

59

Denne gennemgang af fransk strategisk kultur, kunne med fordel gennemføres for andre allierede

og potentielle fjenders vedkommende. Særligt vurderes det, at en operationalisering af den viden

og de nuancer som strategisk kultur begrebet tilfører, er vigtig med henblik på at sikre en bredere

forankring og anvendelse også uden for det akademiske miljø.

I denne opgave gives et bud på operationalisering i form af opstilling af indikatorer, der fokuserer

på centrale dele af et lands strategiske kultur, der med fordel kunne videreføres på andre lande.

Selvom teorifeltet ikke vil kunne forklare alt, vil brugen af strategisk kultur og en medfølgende

operationalisering tilsikre at kulturelle og historiske forhold er en del af overvejelserne når

Danmarks relation til Frankrig og andre lande udformes.

60

Bibliografi African languague solutions. Is there a difference between French and African French? November 09, 2015.

http://www.african-ls.com/blog/language-translation/is-there-a-difference-between-french-and-

african-french/ (accessed April13 2018).

Army Recognition. "French Armed Forces Operation Serval in Mali." Army Recognition. Januar 15, 2013.

https://www.armyrecognition.com/serval_operation_mali_french_army/french_army_tanks_and_

armoured_vehicles_crossed_into_mali_from_ivory_coast_1501133.html (accessed Maj 23, 2018).

Barrios, Cristina. France in Africa: from paternalism to pragmatism . Policy Brief, FRIDE - A European Think

Tank for Global Action , 2010.

Bartels, John, Bjørn Schwartz, and Rikke Haugegaard. Kulturlandestudie Mali. Kulturlandestudie, København

Ø: Forsvarsakademiet, 2014.

Berger, Thomas U. "Norms, Identity and National Swcurity in Germany and Japan." In The Culture of

National Security, by Peter J. Katzensteinn, 317-356. New York: Columbia University Press, 1996.

Bozo, Frederic. French Foreign Policy since 1945. New York: Berghahn Books, 2016.

Cf. Ladwig, Walter C. "Influencing clients in counterinsurgency." International security, Summer 2016: 99-

146.

Chafer, Tony. "French African Policy in Historical Perspective." Journal of Contemporary African Studies,

2001: 165-182.

Charbonneau, Bruno. France and the New Imperialism. Hampshire: Ashgate Publishing Limited, 2008.

CNN. "Bush State of the Union Address." CNN.com. Januar 29, 2002.

edition.cnn.com/2002/ALLPOLITICS/01/29/bush.speech.txt/ (accessed Marts 20, 2018).

Daguzan, Jean-Francois. "France's Mediterranean Policy: Between Myths and Strategy." Journal of

Centemporary European Studies , December 2009: 387-400.

Det Europæiske Råd. Mali og Sahel: EU styrker sin indsats til støtte for sikkerheden i regionen. Juni 20, 2017.

http://www.consilium.europa.eu/da/press/press-releases/2017/06/20/mali-sahel/ (accessed Maj

25, 2018).

Duroselle, J.-b. "France and the United Nations." International Organization, Vol. 19 1965: 695-713.

État-major des armées. Ministère de la Défense - Carte des opérations et missions militaires. Marts 08,

2018. https://www.defense.gouv.fr/english/operations/rubriques_complementaires/carte-des-

operations-et-missions-militaires (accessed April 17, 2018).

Falk, Pamela. Observer. September 26, 2016. http://observer.com/2016/09/from-timbuktu-to-palmyra-

frances-preservation-of-cultural-heritage/ (accessed Maj 25, 2018).

Forsvarsakademiet. "Kulturforståelse Mali." Kønenhavn Ø: Forsvarsakademiet, December 2015.

Google Maps. Google Maps. 2018. https://www.google.dk/maps/@43.0144241,0.2673229,3.54z (accessed

April 17, 2018).

61

Gray, Colin. "National Style in Strategy: The American Example." International Security, Efteråret 1981: 21-

47.

Hadzi-Idanovic, Vidan. Blog of the European Journal of International Law. Januar 23, 2013.

https://www.ejiltalk.org/france-intervenes-in-mali-invoking-both-sc-resolution-2085-and-the-

invitation-of-the-malian-government-redundancy-or-legal-necessity/ (accessed Maj 24, 2018).

Hansen, Andrea Bisgaard. Kristeligt dagblad. November 24, 2004. https://www.kristeligt-

dagblad.dk/historie/hvad-udad-tabes-skal-indad-vindes (accessed April 21, 2018).

Hansen, Andrew. "The New York Times." Backgrounder: The French Military in Africa. Februar 09, 2007.

https://archive.nytimes.com/www.nytimes.com/cfr/world/slot2_20070209.html?_r=0 (accessed

Marts 13, 2018).

Hemez, Remy. "Operation Sangaris A Case Study in Limited Military Intervention ." Military Review,

November-December 2016: 72-80.

Hollande, Francois. Mali: Statement by President François Hollande. Januar 11, 2013 a.

https://id.ambafrance.org/Mali-Statement-by-President (accessed Maj 25, 2018).

Hollande,Francois. Februar 07, 2013 c. http://franceintheus.org/spip.php?article4310 (accessed April 20,

2018).

Hollande, Francois. "Embassy of France in the US." januar 31, 2013 b.

https://franceintheus.org/spip.php?article4284 (accessed Maj 24, 2018).

Holm, Ulla. "Hvorfor gik Frankrig ind i Mali?" Udenrigs, April 2013: 16-26.

Horton-Eddison, M. "academia." Is the Theory of Strategic Culture Valid? n.d.

http://www.academia.edu/12536463/Is_the_Theory_of_Strategic_Culture_Valid (accessed Juni 08,

2018).

Institut Francais. Institut Francais - The Institution. n.d. http://www.institutfrancais.com/en/about-us

(accessed April 16, 2018).

Irondelle, Bastien. "Civil-Military Relations and the End of Conscription in France." Security Studies, Spring

2003: 157-187.

Irondelle, Bastien, and Olivier Schmitt. "France." In Strategic cultures in Europe, by Biehl Heiko, Bastian

Giegirich and Alexandra Jones, 125-138. Wiesbaden: Springer Fachmedien, 2013.

Jankowski, Dominik P. "twitter." Great map of foreign military bases/engagement in Africa. Oktober 18,

2014. https://twitter.com/dpjankowski/status/523452888920907776 (accessed Juni 07, 2018).

Johnston, Alistair Iain. "Thinking about strategic culture." International Security, Foråret 1995: 32-64.

Justesen, and Mik-Meyer. "Videnskabsteori, perspektiver og kvalitative metoder." In Kvalitative metoder i

organisations- og ledelsesstudier , 11-35. Hans Reitzels forlag, 2010.

Keenan, Jeremy. "Uranium Goes Critical in Niger: Tuareg RebellionsThreaten Sahelian Conflagration."

Review of African Political Economy, 2008: 449-466.

Keohane, Robert O. After Hegemony: Cooperation and Discord in the World Political Economy. Princeton,

NJ: Princeton University Press, 1984.

62

Luckham, Robin. "French Militarism in Africa." Review of African Political Economy, Maj 1, 1982: 55-84.

Macron, Emmanuel. "BBC." Full transcript of Emmanuel Macron speech. Maj 08, 2017.

http://www.bbc.com/news/world-europe-39842084 (accessed Maj 01, 2018).

Mahnken, Thomas G. United States Strategic Culture. Defence Threat Reduction Agency, 2006.

Mathiesen, Jan Werner, and Jørgen Staun. "Kapitel 3: Russisk strategisk kultur." In Krigeriske Kreml?

(Udkast - Ikke udgivet), by Niels Bo Poulsen and Jørgen Staum, 1-52. Ikke udgivet, 2017.

Ministére de la Defense la France. Rapport, Centre de Doctrine d'Emploi des Forces, 2015.

Ministry for Europe and Foreing Affair. France and the United Nations. Marts 28, 2018.

https://www.diplomatie.gouv.fr/en/french-foreign-policy/united-nations/france-and-the-united-

nations/ (accessed Maj 16, 2018).

Ministry of the Armed Forces. Strategiv review of defence and national security. Strategic review, Paris: La

délégation à l’information et à la communication de la Défense , 2017.

Morgenthau, Hans Joachim. Politics Among Nations: The Struggle for Power and Peace. Lansing, Michigan:

A. A. Knopf, 1948.

NATO. Operations and missions: past and present. December 21, 2016.

https://www.nato.int/cps/en/natohq/topics_52060.htm (accessed Maj 16, 2018).

New York Times. Fearing US withdrawal, Europe Considers Its Own Nuclear Deterrent. Marts 06, 2017.

https://www.nytimes.com/2017/03/06/world/europe/european-union-nuclear-weapons.html

(accessed April 16, 2018).

originalpeople.org. Scramble for Africa: How the African continent became divided. November 18, 2012.

http://originalpeople.org/scramble-for-africa-par/ (accessed Maj 17, 2018).

Permanent representation of France to NATO. France in NATO. December 19, 2017.

https://otan.delegfrance.org/France-and-NATO (accessed April 24, 2018).

Rieker, Pernille. French Foreign Policy in a Changing World. Cham, Switzerland: Springer International

Publishing, 2017.

Schmitt, Olivier. "France in the SAHEL." Præsentation givet som en del af faget Kultur som Operativ Enabler

ved Forsvarsakademiet. Fredericia, December 06, 2016.

—. "The Reluctant Atlanticist: France’s Security and Defence Policy in a Transatlantic Context." Journal of

Strategic Studies, August 24, 2016: 1-12.

Shurkin, Michael. France's War in Mali. Rapport, RAND corporation, 2014.

Snyder, Jack L. The Soviet Strategic Culture: Implications for Limited Nuclear Operations. Rapport, Santa

Monica, Ca.: RAND , 1977.

Staniland, Martin. "The Enduring French Conncention." The Annals of the American Academy of Political

and Social Science , Januar 1987: 51-62.

State, Paul F. A Brief History of France. New York: Checkmark Books, 2011.

63

Staun, Jørgen. Russisk strategisk kultur under Putin. København: Forsvarsakademiet, 2018.

STRATFOR. Where France Would Intervene Next in Africa. Maj 09, 2016.

https://worldview.stratfor.com/article/where-france-would-intervene-next-africa (accessed April

13, 2018).

Tardy, Thierry. "France: the unlikely return to UN peacekeeping ." International peacekeeping, vol 23 2016:

610-629.

The French delegation to NATO. 2017 Strategic Review of Defence and National Security . November 15,

2017. https://otan.delegfrance.org/2017-Strategic-Review-of-Defence-and-National-Security

(accessed Maj 22, 2018).

The Observatory of Economic Complexity. "The Observatory of Economic Complexity." France. 2017.

https://atlas.media.mit.edu/en/profile/country/fra/#Destinations (accessed Marts 13, 2018).

Tipping Point North South. French military presence in Africa. marts 11, 2014.

https://tippingpointnorthsouth.org/2014/03/11/french-military-presence-in-africa/ (accessed april

11, 2018).

United Nations Peacekeeping. Troops and police contributors. April 30, 2018.

https://peacekeeping.un.org/en/troop-and-police-contributors (accessed Maj 15, 2018).

United Nations. "United Nations." Search. December 20, 2012.

https://www.un.org/ga/search/view_doc.asp?symbol=S/RES/2085%20%282012%29 (accessed juni

07, 2018).

Venneson, Pascal. "Civil–military relations in France: is there a gap?" Journal of Strategic Studies, Juni 12,

2003: 29-42.

Villepin, Dominique de. "The New York Times." Statement by France to Security Council. Februar 14, 2003.

https://www.nytimes.com/2003/02/14/international/middleeast/statement-by-france-to-security-

council.html (accessed Juni 08, 2018).

Værnsfælles Forsvarskommando. Policy for operativt samarbejde og styrkeproduktion (Til tjenestebrug).

Policy, Udviklings- og koordinationsstaben, 2015.

Wilken, Lisanne. "Bourdieus begreber." In Pierre Bourdieu, by Lisanne Wilken, 37-59. Roskilde: Roskilde

Universitetsforlag, 2006.

Zaman, Rashed Uz. "Strategic culture: A Culturel Understanding of War." Contemporary Strategy, Februar 9,

2009: 68-88.

64

BILAG

Bilag 1 – Udenlandsk militær tilstedeværelse i Afrika (Jankowski 2014).

65

Figur 2 – Fransk militær tilstedeværelse i Afrika under præsident Hollande (Tipping Point North

South 2014) (Se bilag 2 for større udgave)

66

Bilag 3 – kort udvisende frankofone eller delvist frankofone lande i Afrika (African languague

solutions 2015)

67

Bilag 4 – kort udvisende franske militære deployeringer og operationer pr. 08. marts 2018 (État-

major des armées 2018)

68