Kritik i en krisesituation: Hvordan
Transcript of Kritik i en krisesituation: Hvordan
Kritik i en krisesituation: Hvordan
nyhedsmedierne dækkede nedlukningen af
Danmark under covid-19-pandemien
Af Perry MacLeod Jensen (54624)
Speciale i journalistik, Roskilde Universitet 2020
Vejleder: Jannie Møller Hartley
140.796 anslag
1
Abstract
This thesis analyzes Danish media coverage of the lockdown of Danish society in March 2020 in
response to the covid-19 pandemic. A content analysis of articles in three major Danish newspapers,
the center-right paper Berlingske, the tabloid Ekstra Bladet and the center-left paper Politiken, as well
as reporting by the Danish broadcasting company DR’s daily tv-news was conducted. The content
analysis was used in a longitudinal study on how the media reported on the pandemic before and after
the government-imposed lockdown.
The results indicate that coverage before the lockdown featured little criticism of the
government’s actions. Similarly, there was little politicized coverage or reporting on conflict. After
the lockdown, the number of articles related to the pandemic more than doubled. At the same time,
stories surrounding criticism of government actions and conflict increased, as did the level of
politicization.
Furthermore, based on the four framing dimensions formulated by Robert Entman (1993), this
report discusses how media coverage played an active part in framing the pandemic as an existential
threat to society within a securitization process. In addition, it considers to what extent the crisis
coverage of the pandemic can be understood as a ‘News Media’-media event.
2
Indholdsfortegnelse
Abstract .............................................................................................................................................................. 1
1. Indledning ....................................................................................................................................................... 5
1.1. Litteratur om corona-dækning ............................................................................................................. 7
1.2. Problemformulering ............................................................................................................................ 9
2. Framing ........................................................................................................................................................ 11
3. Journalistikkens kritiske rolle ........................................................................................................................... 13
4. Mediernes krisedækning ................................................................................................................................ 17
4.1. Mediernes samfundsmyter ..................................................................................................................... 18
4.2. Krisen skaber et behov for at søge tilbage til normaltilstanden ................................................................... 18
4.3. Pandemi som en krisesituation ................................................................................................................ 19
5. Sikkerhedsliggørelse ...................................................................................................................................... 21
5.1. Samspillet om sikkerhedsliggørelse ......................................................................................................... 21
5.2. Nyhedsmedier og sikkerhed ................................................................................................................... 23
6. Metode ......................................................................................................................................................... 27
6.1. Projektdesign ......................................................................................................................................... 27
6.2. Projektets dataindsamling ....................................................................................................................... 29
6.3. Kodningsmanual .................................................................................................................................... 32
6.4. Validitet af data ....................................................................................................................................... 38
7. Analyse af kodningsresultater ......................................................................................................................... 40
7.1. Dækning følger begivenheder ................................................................................................................. 40
7.2. Dækning blev først politisk efter nedlukningen .......................................................................................... 43
7.3. Fokus på sundhed og økonomi .............................................................................................................. 48
8. Diskussion .................................................................................................................................................... 51
8.1. Nedlukning skabte bevægelse mod deliberativ rolle ................................................................................. 53
8.2. Pandemi som ’News Media’-media event ................................................................................................ 53
3
9. Konklusion .................................................................................................................................................... 55
9.1 Tak til… .................................................................................................................................................. 56
10. Referencer .................................................................................................................................................. 57
10.1 Litteratur ............................................................................................................................................... 57
10.2 Artikler, hjemmesidehenvisninger, tv-indslag og lignende ......................................................................... 58
10.3 Figurer og tabeller ................................................................................................................................. 60
10.4. Bilag .................................................................................................................................................... 61
11. Formidlingsartikel ......................................................................................................................................... 62
4
»Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere«.
Statsminister Mette Frederiksen, den 11. marts 2020.
5
1. Indledning
I foråret 2020 blev verden ramt af en viruspandemi, efter den nye coronavirus covid-19 blev opdaget
i Asien og hurtigt spredte sig til resten af verden. Italien var det første land i Europa, hvor landets
regering måtte træffe ekstraordinære politiske beslutninger for at forhindre, at virussen ville sprede
sig og overbelaste landets sundhedssystem. I løbet af kort tid blev det tydeligt, at verden blev sat i en
ekstraordinær situation, og covid-19-pandemien kaldte på ekstraordinære politiske beslutninger. I
takt med at kongeriget blev lukket ned, og mange skulle til at etablere hjemmearbejdspladser, skulle
nyhedsmedier dække en af de mest vidtgående politiske beslutninger siden Anden Verdenskrig. Dette
specialeprojekt handler om, hvordan denne ekstraordinære politiske situation blev dækket i de danske
nyhedsmedier.
Den 25. februar vurderede Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, at der var en moderat
risiko for, at man ville se tilfælde af covid-19 i Danmark (Sundhedsstyrelsen 2020). 12 dage senere,
fredag den 6. marts, sagde Statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at myndighederne
opfordrede til, at arrangementer med over 1.000 deltagere blev aflyst eller udskudt (Statsministeriet
2020d). Efter denne udmelding blev der holdt mange pressemøder fra Statsministeriet, som blev sendt
på direkte tv. Midt i bedste sendetid klokken 20.30 om aftenen blev der onsdag den 11. marts afholdt
et pressemøde. Sendefladen på de to store tv-kanaler, DR1 og TV 2, blev ryddet, og der blev sendt
direkte fra pressemødet i Statsministeriet. Statsministeren indledte med at sige: »Det, jeg vil sige i
aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere« (Statsministeriet 2020e). Herefter
blev det annonceret, at store dele af Danmark ville lukke ned for at forhindre, at smittetrykket ville
blive så stort i Danmark, at kapaciteten på de danske hospitaler ville være for lav til at kunne behandle
alle covid-19 patienter, der havde brug for intensiv behandling. Nedlukningen betød blandt andet, at
skoleelever og studerende skulle blive hjemme, offentlige ansatte, der ikke varetog kritiske
funktioner, blev sendt hjem fra arbejde, og private arbejdsgivere blev opfordret til at lade folk arbejde
hjemmefra. Statsministeren kaldte situationen for ekstraordinær, og sagde: »[…]at vi kommer ikke
igennem det her som land, uden at det har omkostninger. Virksomheder kommer til at opleve tab. Der
er er nogen, der vil komme til at miste deres arbejde, desværre« (Ibid.). Politisk kommentator på TV
2 News Hans Engell sagde lige efter pressemødet, at »[…]det her, det er det mest vidtgående indgreb
i forhold til, skal vi sige, den måde Danmark fungerer på som samfund, som vi har oplevet siden
Anden Verdenskrig« (TV 2 Nyheder 2020). Efterfølgende blev der iværksat en række økonomiske
hjælpepakker (Finansministeriet 2020a, 2020c, 2020b; Skatteministeriet 2020), de danske grænser
blev lukket (Statsministeriet 2020a), der blev indført et forbud mod, at mere end 10 personer
6
forsamlede sig på et sted (Statsministeriet 2020b), og først den 15. april 2020 genåbnede vuggestuer,
børnehaver og 0.-5. klasser i folkeskolen op som de første offentlige institutioner 35 dage efter
nedlukning, var blevet annonceret (Statsministeriet 2020c).
Covid-19-pandemien blev den dominerende nyhedsdagsorden i løbet af foråret 2020, og flere
journalister og mediekommentatorer diskuterede, om journalisterne enten var for kritiske i deres
dækning af regeringens politik, eller om pressen agerede mikrofonholdere, som ikke levede op til
professionens kritiske ideologi. I en krisesituation bliver journalistikkens rolle og samfundsfunktion
genovervejet, og under nedlukningen i forbindelse med covid-19 opstod der en debat i både de danske
medier og på de sociale medier, om hvorvidt pressen var unødigt kritisk. Debatten var særligt rettet
mod de tv-transmitterede pressemøder fra Statsministeriet, hvor millioner af seere fulgte med, mens
journalisterne stillede spørgsmål til regeringen og de ansvarlige myndigheder. Eksempelvis kunne
fagbladet Journalisten bringe en artikel, hvor Nanna Mathiasen, en 34-årig mor fra Silkeborg, fortalte
om, hvordan hun synes journalisternes spørgsmål blev for meget. Hun havde delt et opslag på
Facebook, der var delt knap 53.000 gange, hvor der stod: »Øv, hvor jeg synes, det er ærgerligt, at
Søren Brostrøm [direktør for Sundhedsstyrelsen, red.] skal stå og "undskylde" over for pressen, hvad
han har gjort og ikke gjort (...) vi skal klappe af manden i stedet for at se på de "fejl", han har lavet«
(Bruun-Hansen og Albrecht 2020). Også Søren Brostrøm kritiserede flere medier for at lede efter hår
i suppen. I Journalistens artikel stod der: »"På et tidspunkt var det en sport for Berlingske at finde
håret i suppen," siger han og konkluderer, at han ikke mener, det var kvalificeret kritisk journalistik:
"Det blev konflikt for konfliktens skyld," siger han« (Ibid.).
Kritikken blev også fremført af aktører inden for det journalistiske felt. Den selvstændige
medieforsker Søren Schultz-Jørgensen udtalte i Politiken, at journalistikken skulle afholde sig fra at
lede efter hår i suppen for enhver pris. »Alle kritiske sanser skal ikke sættes ud af funktion. Men
medierne bliver nødt til at lade tillid til myndigheder, stat og Folketing være det primære parameter,
fordi det handler om borgernes liv eller død« (Herskind og Benner 2020), sagde han. Tidligere
journalist og chef for TV-avisen Lasse Jensen mente i samme artikel, at den såkaldte kritiske
rygmarvsrefleks skulle bruges i en mere reduceret grad under, hvad der blev betegnet som en
krisesituation (Ibid.). I en medieklumme i Information, spurgte Jensen: »Hvordan lever vi op til det
basale journalistiske krav om at være kritisk, ikke mindst over for magthaverne, mens vi på samme
tid lever op til mediernes højere samfundsansvar« (Jensen 2020). I samme artikel skelner han mellem
den ukritisk kritiske journalistik og den ordentlige kritiske journalistik.
7
Journalist og tidligere programchef på Radio24syv Mads Brügger udtalte i Politikens artikel, at
han tværtimod savnede en mere kritisk presse, der formidlede, hvad »[…]myndighederne gør, men
også hvorfor de gør det, og undersøger, om det er det rigtige, de foretager sig, hvad det er for tal, de
sidder med« (Herskind og Benner 2020). Efter en partilederdebat, der blev sendt på både DR1 og TV
2, kritiserede formand for Publicistklubben og tidligere tv-vært Reimer Bo Christensen debatten for
at være »[…]en farce i public servicedækningen af coronaen« (Christensen 2020), og han anklagede
stationerne for at lade magtkilder komme frit til orde, uden at give kritiske modspørgsmål. Ligeledes
har Jyllands-Posten i en leder anklaget DR for at lave »[…]adskillige mikrofonholdende
"interview"[…]« (Jyllands-Posten 2020).
De modsatartede holdninger tyder på, at der inden for det journalistiske felt er en divergerende
forståelse for, hvilken praksis ”kritisk journalistik” reelt dækker over, samt hvorvidt danske
journalister dækkede regeringens covid-19-håndtering efter den kritiske praksis. Dette speciale vil
undersøge, hvordan danske medier (repræsenteret ved Ekstra Bladet, Berlingske, Politiken og TV-
avisen på DR1) dækkede covid-19-pandemien og regeringens politiske håndtering. I hvilken grad
kom kritik til udtryk i journalistikken, og hvilke frames blev virkeligheden fremstillet igennem?
Specialet vil foretage en tvær- og længdesnitsundersøgelse gennem en kodning af de fire mediers
covid-19-relaterede indhold på udvalgte publikationsdage i perioden omkring nedlukningen, der blev
annonceret den 11. marts 2020; en periode, der strækker sig fra den 29. februar til 5. april 2020.
Endvidere vil specialet analysere medieindholdet og disse frames i forhold til teorien om
sikkerhedsliggørelse med henblik på, at undersøge om regeringens politik blev sikkerhedsliggjort, og
om denne sikkerhedsliggørelse blev afspejlet i mediernes framing af krisesituationen.
Sikkerhedsliggørelse er dog sjældent blevet inddraget i framinganalyser af nyhedsindhold. Derfor vil
studiet også diskutere nyhedsmediernes rolle i en sikkerhedsliggørelsesproces, samt hvordan framing
kan ses som et led i sådan en proces.
Pandemien er at betragte som sundhedskrise, og derfor kan pandemidækningen bruges som et
eksempel på, hvordan journalistik reagerer i en krisesituation. Nosseks (2008) teori om ’News
Media’-media events beskriver, hvordan journalistik opererer i en krisesituation, men eftersom
teorien er udviklet på baggrund af dækningen af terrorangreb, vil specialet afprøve teorien på en krise
i form af et virusudbrud.
1.1. Litteratur om corona-dækning
Der er allerede mange studier, som beskæftiger sig med den information omkring covid-19-
pandemien, der blev formidlet i medierne. Flere af studierne beskæftiger sig med spredningen af
8
misinformation (Alam m.fl. 2020; Brennen m.fl. 2020). Irwin (2020) har fokuseret specifikt på den
internationale dækning af Sveriges pandemihåndtering, som et eksempel på hvordan medier
konstruerer og repræsenterer en pandemi. Hun opstiller seks narrativer om den svenske håndtering,
der var herskende i internationale medier, men som også indeholdte misinformation: 1) Livet var
normalt i Sverige, 2) Sverige havde en flokimmunitets-strategi, 3) Sverige lyttede hverken til
eksperter eller data, 4) Sverige fulgte ikke WHO’s anbefalinger, 5) Sverige ændrede kurs, fordi
strategien ikke virkede, og 6) svenskerne stolede på regeringen (Irwin 2020:4ff). Flere af disse
narrativer var baseret på myter om Sverige samt en anderledes retorik fra landets
sundhedsmyndigheder, skriver hun. Udlandsdækningen formåede ikke at kommunikere
kompleksiteten i videnskab og politikken bag håndteringen i det enkelte land eller at tage højde for
regionale forskelle. Således vurderer Irwin, at dækningen var baseret på løsreven fakta, der ikke blev
kontekstualiseret (op.cit. p. 9f).
Ogbodo m.fl. (2020) har lavet en global, kvantitativ indholdsanalyse med fokus på, hvordan
pandemien blev framet fra den 29. december 2019 til 29. april 2020 i otte forskellige medier fra
Afrika, Asien, Europa eller Nordamerika. Forfatterne peger på, at den globale dækning var præget af
breaking news, og mediernes framing manglede sammenhæng på tværs af historierne (Ogbodo m.fl.
2020:257). Analysen viser, at omkring en fjerdedel af den globale dækning fokuserede på, hvilke
menneskelige konsekvenser pandemien afstedkommer. Den menneskeorienterede dækning
fokuserede primært på de negative konsekvenser, og hele kategorien er den klart mest dominerende
frame i analysen. Den næstmest dominerende frame er frygt og panikspredning, der fyldte 13,5
procent af dækningen i deres undersøgelse. Analysen undersøger blandt andet, hvorvidt medierne
medvirkede til at forøge krisesituationen. Studiet fokuserer på, hvordan en sundhedskrise bliver
kommunikeret. Tidligere analyser af sundhedskrise-dækninger har vist, at sundhedsemner var blevet
overdækket, været mangelfulde og upræcise. Konsekvensen er, at dækningen kan enten øge eller
neddrosle panikken blandt befolkningen (op.cit. p. 258). Ogbodo m.fl. er således interesseret i,
hvordan medieframingen af pandemier påvirker den offentlige sundhed. Der er således tale om,
hvilken effekt dækningen har på læseren, og studiet undersøger frames ud fra den erkendelse, at
framing har indflydelse på læserens verdensbillede og adfærd (op.cit. p. 261f).
Dette speciale interesserer sig dog i højere grad for, hvordan mediedækningen agerer i samspil
med den politiske håndtering af pandemien, og hvad framing betyder for
sikkerhedsliggørelsesprocessen. Det vil altså sige, at specialet interesserer sig for framing som en
9
formidler af den politiske kommunikation, og i mindre grad for hvilke framingeffekter dækningen
afstedkommer.
Selvom der allerede er skrevet flere internationale studier af pandemidækningen på både sociale
og nyhedsmedier, er den danske pandemidækning stort set ikke blevet undersøgt. Således har jeg blot
fundet én hidtidig undersøgelse af pandemidækningen: en studenterrapport fra Roskilde Universitet
undersøgte, hvordan Ekstra Bladets udviklede sin »[…]kritiske dækning af de danske
sundhedsmyndigheders vurdering og håndtering af COVID-19[…]« (Ingvardsen m.fl. 2020). Denne
undersøgelse viser, at de kritiske vinkler, spørgsmål og kilder i Ekstra Bladet steg og udgjorde en
større del af dækningen i uge 12, efter landet var blevet lukket ned den 11. marts 2020 (uge 11), og
der var et nærhedsprincip, som var udgangspunktet for avisens dækning (Ingvardsen m.fl. 2020:47f).
Men der mangler stadig et dansk studie, der undersøger et bredere udsnit af mediedækningen.
Ligeledes er der heller ikke lavet studier, der fokuserer på sikkerhed eller undersøger
pandemidækningen som et ’News Media’-medie event. Således vil specialet undersøge, hvordan den
kritiske presse arbejder under en krisesituation ved hjælp af denne problemformulering:
1.2. Problemformulering
Hvordan dækkede og framede danske nyhedsmedier covid-19-pandemien i perioden før
og efter nedlukningen den 11. marts 2020, og i hvilken grad var dækningen præget af
sikkerhedsliggørelse?
- Der vil blive lavet en redegørelse for litteratur om, hvordan kritisk journalistik kan forstås
forskningsmæssigt, og hvordan journalister arbejder i en krisesituation.
- Der vil blive redegjort for framing- og sikkerhedsliggørelse-teorien
- Projektet vil på baggrund af en kvantitativ indholdsanalyse undersøge framingtendenser i den
journalistiske dækning af covid-19 og undersøge, hvorvidt disse tendenser ændrede sig i
forløbet.
- Projektet vil diskutere, hvorvidt disse tendenser kan ses som et udtryk for
sikkerhedsliggørelse, og hvordan journalistikken bliver en del af
sikkerhedsliggørelsesprocessen.
- Projektet vil diskutere, hvilken grad af kritisk journalistik, der kommer til udtryk i dækningen
10
Rapporten er opdelt, så den først præsenterer det teoretiske afsæt for undersøgelsesdesignet. Her er
der lavet særskilte kapitler til teorier om framing, journalistikkens kritiske rolle, mediernes
krisedækning og sikkerhedsliggørelse. Den litteratur, der udgør fundamentet for rapportens analyse,
bliver gennemgået i teorikapitlerne 2-5. I kapitel 6 præsenteres projektets design og de metodiske
overvejelser, der ligger til grund for indretningen af den kodningsmanual, der har været
udgangspunktet for dataindsamlingen. Kapitel 7 præsenterer analyseresultaterne af kodningen, og
kapitel 8 diskuterer disse resultater i perspektivet af projektets fire teoretiske retninger.
11
2. Framing
Framingteorien handler om at tydeliggøre, hvordan fortællerammer eller frames ligger indlejret i
kommunikation. Analyser af tekster og deres frames handler om, at gøre disse latente rammer
tydelige, og derfor bruges teorien ofte som afsæt for at analysere, hvordan nyhedsmedier dækker et
bestemt emne. Framing-teorien har dog flere forskellige retninger. Eksempelvis har den kognitive
lingvist George Lakoff arbejdet med framing som et retorisk genstandsfelt inden for særligt politisk
kommunikation, hvor måden, der bliver talt om ting på, har indflydelse på, hvordan publikum oplever
den ting (Hjarvard 2015). Nyhedsforskningen bruger typisk professor i medievidenskab Robert
Entmans framinganalyse i analyser af nyhedsdækning. I hans klassiske essay Framing: Toward
Clarification of a Fractured Paradigm (1993), formulerer han fire dimensioner, som fremhæver
udvalgte dele af tekstens virkelighed. Disse dimensioner fremhæver særlige problemstillinger,
kausale fortolkninger, moralske evalueringer eller anbefalede løsninger. Det betyder, at frames i
nyhedsjournalistik både kan 1) definere problemer, 2) diagnosticere årsagerne, 3) lave moralske
evalueringer og 4) foreslå, hvordan man reder bod på problemet. Ikke alle dimensioner behøver dog
at være til stede i den enkelte frame. I mange nyhedsstudier udgør disse fire dimensioner fundamentet
for studiets grundspørgsmål. Eksempelvis refererer Jørndrup (2016) i et studie af attentatet mod
Krudttønden og Synagogen i København direkte til Entmans fire dimensioner og opstiller sine
undersøgelsesspørgsmål med afsæt i dimensionerne: 1) Hvilken type begivenhed er der tale om 2)
hvem er skyld i det, hvorfor skete det, og hvad var motivet, 3) hvilken moralsk evaluering kan
henføres til begivenheden, og hvem har ret til at lave denne bedømmelse, samt 4) hvad skal der ske
nu?
Entman interesserer sig for relationen mellem medier, politik og den offentlige
meningsdannelse (Hjarvard 2015:107). Teorien er funderet i, at man ser teksten som et udtryk for,
hvad kommunikatøren vælger at sige, og framingen bliver tydelig gennem, hvilke nøgleord, faste
vendinger, stereotype billeder, informationskilder og sætninger, der bliver brugt i teksten, og som
laver en tematisk klynge af fakta og bedømmelser (Entman 1993:52). Teksten er på den måde et
udfald af en række betydningsfulde valg, der kan tilskrive en mening til den begivenhed, der bliver
beskrevet – såsom om et problem er økonomisk, rettet mod klimaet, social uretfærdighed eller
lignende. Frames i nyhedsjournalistik identificeres således gennem, hvilke unikke karakteristika, der
kan findes i teksten. De fakta, der bliver præsenteret i artiklen, er ikke tilfældigt udvalgte, men et
udtryk for, hvad der bliver betragtet som meningsfulde og relevante informationer. De kilder, der
indgår i journalistikken, har betydning for, hvordan problemet defineres og dermed også løses. De
12
begivenheder og konsekvenser, der bliver beskrevet og fremhævet, bliver implicit også de problemer,
der placeres højt i hierarkiet over, hvilke problemer der skal løses. Således bliver eksempelvis
stofområde og kildetyper indikatorer for, hvordan begivenheden forstås. Hvis der eksempelvis
optræder politikere, bliver problemet også forstået som et problem, der kan løses i det politiske
system. Hvis der optræder erfaringskilder, kan de blive en repræsentant for, hvem der bliver ramt af
problemet eller løsningen. Eller hvis stofområdet er ”erhverv og økonomi”, ”udland” eller ”sport”
peger det opmærksomheden hen mod det stofområde.
Den tekstuelle fremstilling kan have en indflydelse på, hvordan modtageren opfatter og reagerer
på det problem, som teksten opstiller, da framing henfører opmærksomheden mod et særligt aspekt
af den virkelighed, der bliver fremstillet. På denne måde ligger der særligt i massekommunikation en
magt i den kommunikerede magt. Dermed tilbyder framing-analysen en kritisk analyse af, hvordan
denne magt bliver udøvet (Entman 1993; Hjarvard 2015). Lecheler og de Vreese (2019) beskriver,
hvordan den journalistiske framing af selv kontroversielle emner har en vigtig betydning for, hvordan
borgerne forstår en problemstilling. Dette element af framing-analysen kaldes også for framing
effects, og er selvsagt svære at analysere, når man kun analyserer selve teksten, og ikke hvordan
læserne fortolker teksten. Ikke desto mindre er framing-effekterne en af de tungest vejende årsager
til at lave en framinganalyse af det journalistiske indhold, hvor man påviser fortællerammerne i
teksten. Det betyder, at man laver analysen ud fra den overbevisning, at disse frames har en
indflydelse på læserens forståelse af den virkelighed, som bliver beskrevet.
Entman har i sit senere arbejde blandt andet arbejdet med at påvise, hvordan bestemte frames
kan dominere det generelle nyhedsbillede, og der dermed ikke tilbydes alternative framinger i
virkelighedsfremstillingen. Det bliver et demokratisk problem, for det kan betyde, at den politiske
meningsdannelse og demokratiske deltagelse bliver svækket, når den politiske virkelighed bliver
fremstillet ensidigt og uden blik for alternative konsekvenser (Hjarvard 2015:108). Således handler
framinganalysen først og fremmest om at se, hvad der bliver beskrevet. Men dernæst bliver
framinganalysen om muligt endnu mere relevant, når den fokuserer på, hvad der ikke bliver
beskrevet.
Framingteorien er tekstspecifik og handler om, hvordan noget bliver beskrevet. Men den er
relevant i nyhedsforskning, fordi journalistik typisk anskues som en vigtig institution for, hvordan
demokratiet udøves. Det er journalistikkens kommunikerende magt, der gør framinganalysen
relevant, fordi den også bliver en analyse af, hvordan journalistikken udøver sin magt. Men hvad er
det for en rolle, journalistikken spiller i denne demokratiske magtrelation?
13
3. Journalistikkens kritiske rolle
I indledningen af rapporten opridsede jeg holdninger til, hvorvidt pressen havde levet op til
forventningen om at udfylde en kritisk granskning af regeringens politik til fordel for demokratiet.
De divergerende oplevelser, af hvor kritisk pressen skulle agere under den omfattende nedlukning af
det danske samfund, tyder på, at der ikke er en entydig opfattelse af, hvilken rolle pressen skal spille
i demokratiet.
Den rolle har traditionelt set heller ikke været opfattet entydigt. Selvom journalistik typisk
bliver nævnt i ental, er journalistik ikke én ting. Journalistrollen er blevet klassificeret som blandt
andet vagthunden, fortolkeren, formidleren, underviseren og missionæren (Esmark og Blach-Ørsten
2013).
Men spørgsmålet om, hvilken rolle journalisten indtager i forhold til demokratiet, forudsætter,
at man først spørger, hvad man mener med demokrati. Den svenske professor i journalistik og politisk
kommunikation Jesper Strömbäck (2005) har identificeret fire demokratimodeller og undersøger,
hvilke nyhedsstandarter de enkelte demokratiformer afføder. Dermed er demokratiformen afgørende
for, hvilke kvalitetskriterier som ligger til grund for evalueringen af journalistikken, skriver
Strömbäck:
»Therefore, what might be considered to be high-quality news journalism from the
perspective of one model of democracy might not be the same when taken from the
perspective of another. The task, therefore, is to connect the discussion of different
models of democracy with the search for normative standards by which we can evaluate
the quality of news journalism, as well as point towards improvements« (Strömbäck
2005:332).
Det indikerer, at evalueringen af journalistikkens normative standarter er kontekstafhængig og ikke
kan adskilles fra den demokratiopfattelse, som den opererer i. Strömbäck forbinder nyhedsmediernes
dagsordensættende funktion og deres måde at frame begivenheder, problemer og aktører med disse
divergerende demokratiforståelser. Når mediernes demokratiske magt som informationsbringere
mellem befolkning og politikere bliver gjort til genstand for en analyse for, hvordan nyhedsmediernes
praksis potentielt kan forstærke eller underminere demokratiet, mener Strömbäck, at man også må
specificere, hvilken form for demokrati, man taler om. Han formulerer således spørgsmålet: »What
normative implications do the specified models of democracy have for media and journalism?«
14
(op.cit. p. 338). De specificerede demokratimodeller er fire former for demokrati, han bruger til at
beskrive, hvordan journalistikken bedst understøtter den politiske beslutningsproces:
Det processuelle demokrati (procedural democracy) er optaget af, at demokratiet beskytter højt
værdsatte minimumsrettigheder som retten til at stemme og ytringsfrihed, uden at borgerne
nødvendigvis behøver at benytte disse rettigheder. Derfor har det processuelle demokrati ikke
forventninger om, at borgerne skal indgå i en velinformeret, offentlig samtale, eller at de bruger deres
stemmeret. Det vigtigste er blot, at borgerne har stemmeretten. I denne demokratiform vil medierne
operere på fuldstændigt frie markedsvilkår. Det vil sige, at demokratiet sikrer mediernes frihed til at
skrive, hvad de vil. Men medierne er kun forpligtiget til at give offentligheden den information, som
folket selv efterspørger (op.cit. p. 334).
I det konkurrerende demokrati (competitive democracy) ligger den demokratiske essens i
valghandlingen. Vælgerne bliver anskuet som handlende på en markedsplads for konkurrerende
politiske budskaber, hvor der altid vil være mulige alternativer. Det betyder, politikerne har magten
til at agere, hvor vælgerne herefter kan reagere. Vælgerne har derfor brug for informationer, så de
kan træffe den bedst mulige beslutning på valgdagen. Derfor er dækningen centreret om, hvad
politikerne har gjort bagudrettet, hvad politikerne vil gøre fremadrettet, og hvad der er konteksten for
politikernes udsagn. Det stiller krav om, at journalistikken gennem faktatjek, kildekritik og upartisk
objektivitet skal levere information, folk kan stole på. Den journalistiske rolle er dermed at overvåge,
om de politiske eliter gør, hvad de har lovet, hvad de har gjort, og hvad de vil gøre. Men også at give
vælgerne basal information om, hvordan samfundet og det politiske system fungerer (op.cit. p. 334f).
Forventningen til borgeren er anderledes i det deltagende demokrati (participatory democracy),
hvor befolkningen ikke blot forventes at engagere sig i valghandlingen. Her forventes det også, at de
deltager aktivt i lokalsamfundet og de civile organisationer. På den måde bliver demokratiet skabt af
folks aktive dag-til-dag-handlinger. Derfor har befolkningen også brug for informationer om de
politiske problemer, og hvordan man kan involvere sig aktivt i de politiske beslutningsprocesser –
eksempelvis gennem politiske organisationer. Den journalistiske rolle bliver her at give troværdig
information om det samfund, borgerne forventes at engagere sig i. Ligeledes skal journalistikken
koncentrere sig om, hvilke problemer og løsningsmodeller borgerne er interesserede i, og dække
hvordan disse emner relaterer sig til de politiske beslutninger (Strömbäck 2005:335f). På den måde
får borgeren en meget mere aktiv rolle i den journalistiske dækning, fremfor at man blot bliver
betragtet som en tilskuer til den politiske proces.
15
Det deliberative demokrati baserer beslutningsprocessen på rationelle, ærlige diskussioner i
enten offentlige sfærer eller mindre sociale miljøer. Tankegangen er, at begrundelserne for og imod
et synspunkt skal vejes på dets egne præmisser, og denne proces skal inddrages i alle samfundets
beslutninger. Først når alle argumenter er blevet afvejet, kan der træffes en beslutning. Journalistikken
skal levere denne information på en præmis om, at borgerne er velkomne til at engagere sig i den
politiske løsningsproces. Ligeledes skal journalistikken facilitere de politiske diskussioner på en
måde, der er upartisk, rationel, ærlig og lige blandt deltagerne, så alle med stærke argumenter har lige
adgang til den politiske diskussion. Det kræver, at journalistikken accepterer, at man ændrer holdning,
i takt med at nye informationer og argumentationer bliver stillet til rådighed (op.cit. p. 336f).
De forskellige former anerkender alle, at medier skal levere en vis mængde af information til
borgerne, men hvilken information, det skal være, er forskellig mellem de fire forskellige
demokratiforståelser. Strömbäck fremhæver eksempelvis journalistiske dækninger af politiske
strategier som et problem i den deltagende og deliberative demokratimodel, da denne dækning ikke
giver borgerne informationen om problemet, så de kan deltage i løsningen. Men da den processuelle
og konkurrerende demokratimodel anskuer borgerne som tilskuer til den politiske problemløsning,
bliver det dermed ikke et problem, når journalistikken fokuserer på det strategiske aspekt af det
politiske arbejde (Strömbäck 2005:342).
De divergerende opfattelser af journalistikkens kritiske forpligtigelse, der blev præsenteret i
rapportens indledning, peger således også mod forskellige demokratiopfattelser. Således kunne
konflikten opstilles som en modsætning mellem en demokratiforståelse, hvor medierne i en
krisesituation skal viderebringe myndighedernes informationer og ikke lede efter hår i suppen for
enhver pris, og en forståelse hvor medierne kritiske skal granske myndighederne og regeringens
magtudøvelse. Den første forståelse peger umiddelbart mere mod et konkurrerende demokrati, end
det deltagende og deliberative demokrati. Således bliver journalistikkens vigtigste opgave at dele
informationerne om, hvordan krisesituationen skal håndteres, og hvordan borgerne skal agere – ikke
at inddrage borgerne i beslutningsprocessen, præsentere forskellige løsningsmodeller og opnå den
bedste løsning gennem den offentlige debat.
Det modsatte synspunkt, hvor medierne skal udføre en kritisk granskning af magthavernes
ageren, peger mod en deliberativ demokratimodel, hvor al information principielt set skal kunne
indgå i en offentlig samtale om, hvordan et problem bedst løses. Deriblandt en formidling af, hvad
»[…]myndighederne gør, men også hvorfor de gør det, og undersøger, om det er det rigtige, de
16
foretager sig, hvad det er for tal, de sidder med« (Herskind og Benner 2020), som Mads Brügger
sagde til Politiken.
De to demokratimodeller er dog ikke tilstrækkelige til at forklare holdningerne til den kritiske
journalistik. Det konkurrenceorienterede demokrati er centreret omkring den politiske valghandling,
og det betyder principielt set, at den politiske dækning af pandemi-håndteringen i denne
demokratimodel skal opfattes som information til vælgerne, de kan bruge til at sætte deres kryds ved
den næste valghandling. Men kritikken fra medieforsker Søren Schulz Jørgensen handler snarere om,
at nyhedsmedierne skal lade myndighederne tale ud, »[…]så borgerne kan få de vigtige beskeder
direkte« (Ibid.). På den måde bliver den journalistiske dækning opfattet som en videreformidling af
essentielle informationer om, hvordan borgerne skal reagere i pandemi-situationen – ikke
oplysninger, der skal vejlede vælgerne i, hvor krydset skal sættes til næste valg.
Men i dette syn på journalistikken bliver myndighedernes information således også ophøjet som
mere vigtige, og hvor alle kritiske granskninger ikke bliver værdsat. Det tyder altså på, at det
deliberative ideal ikke bliver efterstræbt, hvor alle beslutninger skal udsættes for en for og imod
afvejning, og hvor alle borgere – ja, selv journalister – kan deltage i den offentlige samtale med deres
rationelle argumenter.
Det modsatrettede argument om, at pressen ikke var kritisk nok, kan heller ikke entydigt
placeres i den deliberative demokratimodel. I en situation, hvor vigtige beslutninger skal træffes
hurtigt, lader det ikke nødvendigvis til, kritikerne efterspørger, at samtlige argumenter vejes rationelt
op mod hinanden. Blot, at bevæggrunden, for de beslutninger der er blevet truffet, bliver præsenteret
og kritisk udfordret.
17
4. Mediernes krisedækning
Teorierne om journalistikkens kritiske rolle og relation til demokratiet bærer præg af at beskrive
journalistik i en normaltilstand. Pandemien skal derimod betragtes som en ekstraordinær begivenhed,
der ophæver normaltilstanden. Derfor vil dette kapitel fokusere på, hvordan nyhedsmedier agerer i
en krisetilstand. Kapitlet er baseret på teori om journalistisk dækning af indenrigsterrorangreb som et
udtryk for krisesituationer. Formålet er at redegøre for teorien om ’News Media’-media events for at
vurdere, hvorvidt dækningen af covid-19-pandemien som en anden type af krisedækning kan
betragtes som et ’News Media’-media event.
Teorien er udviklet af Hillel Nossek, der i ’News Media’-media events: Terrorist acts as media
events (2008) præsenterer tesen om, at journalister under et terrorangreb forlader deres professionelle
rolle som kritiske granskere af magthavernes handlinger og i stedet laver en nationalpatriotisk
dækning af begivenhederne, som søger mod at genetablere normaltilstanden og orden i nationen.
Teorien er udviklet på baggrund af et længdesnitsstudie af terrorangreb fra 1968 og frem til 2004,
men han foreslår selv, at modellen også kan bruges til at forstå mediedækningen under andre
krisesituationer. Det er et kvalitativt studie, der metodisk er baseret på gentagende læsninger af det
samme indhold ud fra idéen om, at meninger og mønstre i teksterne bliver tydeligere og tydeligere
for hver læsning, og således gror analyseresultaterne langsomt fra denne vedvarende læsning, fremfor
gennem den kvantitative indholdsanalyses hypotesetestende, forudbestemte tilgang til analysen
(Nossek 2008:319).
Med navnet ’News Media’-media event henviser han til Dayan og Katz’ (1994) beskrivelse af
medieevents, der handler om, at massemedier transmitterer og skaber ritualiserede begivenheder, der
får en meningsfuld betydning for samfundet. Denne oprindelige forståelse af medieevents fokuserer
primært på planlagte, positive, tv-transmitterede begivenheder som et royalt bryllup, et pavebesøg,
underskrivningen af fredsaftaler og offentlige mindebegivenheder, som Dayan og Katz fremhæver i
indledningen til Media Events: The Live Broadcasting of History (1994). Der er altså en væsentlig
forskel på de to typer medieevents, eftersom ’News Media’-media events beskriver, hvordan
nyhedsmedier reagerer, når en begivenhed pludseligt opstår.
Teorien er også funderet i Shoemakers gatekeeping-teori, hvor medierne bliver anskuet som en
institution i samfundet med en gatekeeperfunktion, der på baggrund af journalistiske
professionsnormer udvælger, hvilke nyheder der skal bringes. På den måde skaber
gatekeeperfunktionen det blik på virkeligheden, som nyheden bliver set igennem (Nossek 2008:315;
18
Shoemaker 1991) På den måde anskuer Nossek også nyheder, som noget der refererer fra en socialt
konstrueret virkelighed fremfor en objektiv virkelighed.
4.1. Mediernes samfundsmyter
Modellen foreslår, at medierne automatisk og ubevidst fremfører et ritual, som skal hjælpe samfundet
med at klare udfordringen, der opstår i krisesituationen. Nosseks teori er baseret på en etnografisk
indholdsanalyse af de kulturelle myter, som indgår i nyhederne; altså narrativerne om de dominerende
værdier, som Nossek kalder for myter (Nossek 2008:318). En myte kan eksempelvis være idéen om
det danske frisind, den særlige danske hygge eller den amerikanske drøm. Han referer til Careys
beskrivelse af, hvordan nyhedsmedier enten transmitterer nyheder eller opfører et velkendt, symbolsk
ritual som en reaktion på den situation, en begivenhed har skabt. Under samfundskrisen bliver det
således nyhedsmedier, som genfortæller de grundlæggende narrativer om samfundet, dets værdier,
institutioner og vigtigste aktører. Nyhedsmedierne placerer generelt set sine historier i kulturens
velkendte narrativer, og på den måde ræsonnerer nyhederne med den kultur, de er skabt til at
kommunikere til – det gælder også i krisesituationer (op.cit. p. 316f). Det er således ikke
overraskende, hvis nyhedsdagsordenen og -framingen stemmer overens med den offentlige forståelse
af emnet, når medierne netop kommunikerer til denne offentlighed. Nossek skriver: »Thus, even
when reporting on unusual and unexpected events, news workers are able to explain situations in a
way that sounds relatively familiar and natural« (op.cit. p. 317). Dette peger på en gensidig relation
mellem samfundet og nyhedsmedierne, hvor nyhedsmedierne også er med til at skabe det narrativ,
som de selv skal ræsonnere med (op.cit. p. 316). Men relationen indeholder også en paradoksal
modsætning mellem den nationale loyalitet og journalistikkens professionsnormer og -værdier.
Nossek udtrykker det som reglen: »[…]the more ‘national’ a report is, the less ‘professional’ it will
be« (op.cit. p. 318). Modsætningen udgør således et fundamentalt paradoks, hvis man på den ene side
skal lade journalistikken ræsonnere med den kultur, man kommunikerer til, samtidigt med at man
afviger fra de professionelle værdier, hvis man indgår i dette kulturfællesskab.
4.2. Krisen skaber et behov for at søge tilbage til normaltilstanden
Hanne Jørndrup (2016) bruger ’News Media’-medie events-teorien til at undersøge, hvordan danske
journalister reagerede under attentatet mod Krudttønden og synagogen i København i 2015. Hun
refererer blandt andet til studier i journalisters ageren under terrorangrebene på World Trade Center
i 2001 og på Utøya i 2011, hvor journalisterne på den ene side fokuserede på et af journalistikkens
19
kerneelementer: at indsamle facts om, hvad der skete. Men samtidigt negligerede journalisterne deres
kritiske tilgang til de offentlige institutioner. Hun citerer Michael Schudson for at sige, at
journalistikken efter 11. september ikke kun søgte mod at give information og analyser, men også at
sørge for at trøste og berolige befolkningen (Jørndrup 2016:88). Men Jørndrup kalder ikke vendingen
i sådan en ’News Media’-media event-situation for et velovervejet skifte blandt journalister.
Konsensusdækningen er snarere et resultat af, at der er en politisk konsensus i samfundet om, hvordan
begivenheden skal forstås og behandles (Ibid.). Schudson skriver, at journalister opgiver den neutrale
rapportering, når der enten indtræder en tragedie, der opstår en offentlig fare, eller den nationale
sikkerhed er truet (Ibid.). Ligeledes beskriver hun med reference til Herman, hvordan journalistik
gennemgår tre faser i krisehåndteringen: Først skal sikkerheden etableres. Så skal minde- og
sørgeprocessen etableres. Til sidst skal forbindelsen til den normale hverdag genetableres, og det er
først i denne sidste fase, at journalistikken genvinder sit kritiske ideal (op.cit. p. 88f). I nogle tilfælde
opererer journalistikken i en form for choktilstand. Det er dog ikke tilfældet i Jørndrups beskrivelse
af attentatet på Krudttønden og synagogen i København. Den viser, at selvom et terrorangreb i
København allerede var forventet, fastholdt journalistikken strukturen fra andre typer af ’News
Media’-media events, selvom det ikke var chokerende, at terrorangrebet kom. Men både medier,
politikere og den offentlige mening indgik i en konsensustilstand, hvor der hverken var et ønske eller
behov for kritisk journalistik (op.cit. p. 97).
Jørndrup beskriver, hvordan civile borgere i timerne efter Krudttønden-attentatet blev
interviewet og fortalte om, hvordan skyderiet havde foregået i et fredeligt nabolag med legende børn.
Hverdagsbilledet får tilføjet skyderier med automatvåben, og det skaber en modsætning, som
markerer, at hverdagslivet er truet på grund af denne begivenhed (op.cit. p. 92). Tilmed er det værd
at bemærke, at det er almindelige borgere, der som repræsentanter fra civilsamfundet laver dommen
om, at hverdagslivet er blevet truet.
4.3. Pandemi som en krisesituation
Covid-19-pandemien er en anden type krisesituation, end de terrorangreb som udgør fundamentet for
Nosseks ’News Media’-media event-teori. Under covid-19-pandemien var der ikke nogen terrorister,
der angreb nationens kultur. Covid-19-pandemien var for de fleste danskere en usynlig, umenneskelig
trussel, hvor borgerne blev bedt om at agere proaktivt for at forhindre, at der ville indtræffe en
sundhedskrise. Samtidigt blev danskerne også præsenteret for billeder af og beretninger om italienske
lighuse og kinesiske nødhospitaler i nyhedsmedierne.
20
Covid-19-pandemien kan ligne en begivenhed, hvor den traditionelle opdeling mellem
udenrigs- og indenrigsstof ville blive nedbrudt. Hvad der først var en nyhed om et virusudbrud i en
fjern region i Kina, blev pludselig historien om, at virussen spredte sig til Italien og Danmark. Denne
sammenblanding er særligt interessant set i lyset af Nosseks teori om, at nyhedsmedierne dækker
terror vidt forskelligt efter om det er en udlands- eller indenrigshistorie. Hvor udenrigshistorierne har
en tendens til at vise at billede, der er præget af, hvad han kalder farlige verden-syndromet (dangerous
world syndrome), vil indenrigsterror udløse det rituelle, nationalpatriotiske spil (Nossek 2008:326).
Men spørgsmålet er, om man kan lave denne skarpe opdeling under en sundhedskrise, hvor virus ikke
bekymrer sig om kulturelle landegrænser.
21
5. Sikkerhedsliggørelse
Hvor de tre foregående kapitler havde fokus på, hvordan journalistisk indhold indeholder latente
frames, hvilken kritisk rolle journalistikken tjener i demokratiet, og hvordan nyhedsmedier opererer
i krisesituationer, vil dette kapitel handle om, hvordan retoriske problemformuleringer kan føre mod
ekstraordinære, politiske løsninger, hvis problemet bliver gjort til et spørgsmål om sikkerhed.
Traditionelt har sikkerhedsspørgsmål relateret sig til militære områder, men med Security: A New
Framework for Analysis (1998) udvider Buzan, Wæver og de Wilde det politiske område for emner,
der kan gøres til sikkerhedsspørgsmål. De betragter sikkerhed som et træk, der ændrer reglerne for,
hvilke politiske muligheder, der er til rådighed. Særligt når politiske beslutninger bliver
sikkerhedsliggjort:
»”Security” is the move that takes politics beyond the established rules of the game and
frames the issue either as a special kind of politics or as above politics. Securitization can
thus be seen as a more extreme version of politicization« (Buzan m.fl. 1998:23).
Teorien om sikkerhedsliggørelse er på den måde et spørgsmål om, hvilken retorik der bruges om en
potentiel sikkerhedsrisiko. Således er det en teori, der er beslægtet med framing-teorien, der som
nævnt i kapitel 2 beskæftiger sig med, hvordan tekster eksempelvis kan definere problemer og foreslå
løsninger på problemer. Senere i kapitlet vil jeg beskrive journalistikkens position i
sikkerhedsliggørelsesprocessen, men først vil kapitlet introducere teorien om sikkerhedsliggørelse.
5.1. Samspillet om sikkerhedsliggørelse
Teorien om sikkerhedsliggørelse tilskrives normalt Buzan, Wæver og de Wildes værk Security: A
New Framework for Analysis (1998). Deres undersøgelser af sikkerhedspolitik fokuserer foruden
militærets sektor også på sikkerhedsliggørelse inden for miljø-, økonomiske, samfunds og politiske
sektorer. Målet er således ikke kun at isolere sikkerhedsspørgsmål til den militære sektor, men at
identificere sikkerhedsproblemer i andre sektorer. Således erkendte den såkaldte Københavnerskole,
at der også kunne være årsager til internationale konflikter, der ikke kun bunder i militære konflikter.
Rationalet er, at når sikkerhedsspørgsmål kalder på handling, bliver den politiske funktion af
sikkerhed også tydelig, og hvis sikkerhedsspørgsmålet blev udvidet til andre sektorer, ville
handlingsrummet gøre det samme (Buzan m.fl. 1998:3f).
22
Ambitionen om at udvide sikkerhedsområdet stiller det grundlæggende spørgsmål om, hvornår
en trussel bliver et sikkerhedsproblem. Sikkerhed i forhold til internationale, militære relationer
forstås traditionelt som et spørgsmål om overlevelse, hvor et problem bliver præsenteret som en
eksistentiel trussel, der skal håndteres med ekstraordinære tiltag, og som legitimerer brugen af magt
(op.cit. p. 21). Det efterlader principielt et åbent spektrum af problemer, som kan sikkerhedsliggøres.
Problemer og trusler kan sikkerhedsliggøres, så længe man kan argumentere for, at et problem er en
eksistentiel trussel, der oversvømmer den normale politiske logik. Man må håndtere dette problem,
da det er et så stort problem, at alle andre problemer bliver irrelevante sammenlignet med dette (op.cit.
p. 24). Det betyder, at truslen kan tage sig forskelligt ud i de forskellige sektorer.
Sikkerhedsliggørelsen sker i et samspil mellem aktøren, som foretager sikkerhedsliggørelsen,
og modtageren. Det vil eksempelvis være politikeren, der framer et problem som et spørgsmål om
sikkerhed, men kun lykkedes med denne problemdefinition, hvis argumentet ræsonnerer med
befolkningens opfattelse af problemet. Det er således et grundlæggende spørgsmål inden for
sikkerhedsliggørelsesstudier, hvornår et argument med en særlig retorik og semiotisk struktur har den
tilstrækkelige effekt til, at publikum vil acceptere, man bryder de regler, som man normalt adlyder.
Det får Buzan m.fl. til at lave følgende definition:
»If by means of an argument about the priority and urgency of an existential threat the
securitizing actor has managed to break free of procedures or rules he or she would
otherwise be bound by, we are witnessing a case of securitization« (op.cit. p. 25).
På denne baggrund differerer Buzan m.fl. også mellem sikkerhedsliggørelsestrækket og
sikkerhedsliggørelsen. Trækket beskriver forsøget på at sikkerhedsliggøre en problematik, men
sikkerhedsliggørelsen er først komplet, når dette træk bliver accepteret (Ibid.). Problemet med denne
bredere forståelse af sikkerhedsspørgsmål er, at spørgsmål på både transnationalt makroniveau om
potentiel krig, samt personligt mikroniveau, hvor familiens overlevelse er på spil, hvis et
familiemedlem mister sit job, kan indgå i definitionen. Derfor lægger Buzan m.fl. også vægt på, at
konsekvenserne af sikkerhedsliggørelsen skal bringes ind i analysen.
Buzan m.fl. beskriver sikkerhedsliggørelse som et spørgsmål om talehandlinger, og hvordan
problemer og trusler bliver italesat, og hvordan denne framing af virkeligheden muliggør særlige
måder at løse problemet eller truslen. Balzacq (2005) kalder det dog i stedet for en proces fremfor en
talehandling, da talehandlingen skal accepteres af andre aktører, før at sikkerhedsliggørelsen er
23
lykkedes. Dermed ser han den effektive sikkerhedsliggørelse som en proces, der er kontekstafhængig
af, at det rette publikum anerkender truslen. Problemet skal referere til, hvad publikum allerede ved
om verden. På baggrund af denne viden skal problemet fremstå som en så stor udfordring, at der
straks skal komme et politisk modsvar til at overkomme denne trussel.
5.2. Nyhedsmedier og sikkerhed
Dette projekt interesserer sig for nyhedsmedierne som et led i sikkerhedsliggørelsesprocessen,
eftersom den politiske kommunikation medieres gennem nyhedsorganisationernes præsentation, og
bliver bindeledet mellem den politiske elite og den borgerlige offentlighed. Selvom et politisk emne
bliver framet som et sikkerhedsproblem blandt den politiske elite, behøver journalistikken ikke at
acceptere problemdefinitionen eller løsningsforslaget. Sikkerhedsliggørelsen skal således også
accepteres indenfor logikken i den journalistiske virkelighed, før den samme framing bliver
præsenteret for læserne, lytterne og seerne. På den måde bliver nyhedsmedierne en aktør i
sikkerhedsliggørelsesprocessen, der agerer som mellemmand, men også som det kritiske filter, der
først skal acceptere sikkerhedsliggørelsen, før den videreformidles til offentligheden.
Buzan m.fl. stiller spørgsmålet om: »Who can ”do” or ”speak” security successfully, on what
issues, under what conditions, and with what effects?« (Buzan m.fl. 1998:27). Det betyder, at visse
aktører, blot skal snakke på visse måder, før sikkerhedsliggørelsesprocessen går i gang. Visse ord kan
allerede henføre opmærksomheden mod, at der er tale om et sikkerhedsspørgsmål, selvom
sikkerhedsordet ikke engang bliver nævnt. Når den politiske diskussion handler om forsvar, eller når
man i Nederlandene taler om diger, er opmærksomheden allerede skærpet mod sikkerhedsspørgsmål,
og dele af argumentationen bliver allerede taget for givet. Sikkerhedsliggørelsen muliggør også
mørklægninger i den politiske beslutningsproces, hvor det accepteres, at politikere ikke behøver at
fremlægge alle budgetter eller beslutninger i den politiske proces, såfremt problematikken kan
henføres til sikkerhed, på trods af der kan ligge en generel demokratisk forventning om, at
beslutningstagere fremlægger alle budgetter og beslutninger. Sikkerhedsliggørelse er derfor et
radikalt, politisk træk, hvor man centrerer magten omkring få ledere i samfundet, der får
ekstraordinært politisk råderum til at bekæmpe en trussel. Dermed ser Buzan m.fl.
sikkerhedsliggørelse som et negativt tegn på, at hverdagens politiske proces ikke kan håndtere den
ekstraordinære situation (op.cit. p. 27ff). Problemets karakter er så alvorlig, at det først og fremmest
handler om at løse problemet. Men hvorvidt truslen er så reel, at den legitimerer de ekstraordinære
politiske tiltag, er teorien om sikkerhedsliggørelse ikke interesseret i at vurdere. Den undersøger en
24
intersubjektiv proces, hvor to parter bliver enige om, at den ene part får udvidede magtbeføjelser. Da
sikkerhedsliggørelsen er en intersubjektiv proces, er ingen heller i stand til at få en befolkning til at
acceptere en sikkerhedsliggørelse, og andre aktører har muligheden for at formulere, hvad Buzan
m.fl. kalder for alternative sikkerhedsfortolkninger (op.cit. p. 31) – ikke ulig Entmans beskrivelse af
alternative frames.
Men spørgsmålet er, hvor rent aktørerne kan kommunikere med hinanden i den intersubjektive
proces? Selvom nyhedsmedier må anskues som en væsentlig aktør i kommunikationen mellem
politikere og borgere, beskæftiger Buzan m.fl. sig i mindre grad med nyhedsmediernes rolle i
sikkerhedsliggørelsesprocessen i hovedværket Security: A New Framework For Analysis. I kapitlet
om sikkerhedsliggørelse i miljøsektoren bliver reporterens rolle beskrevet som en forudsætning for
at negative og positive oplevelser bliver præsenteret for et større publikum, før at området kan blive
en del af den politiske agenda og dermed sikkerhedsliggjort (op.cit. p. 88). I samfundssektoren
beskrives det, hvordan medier bliver en aktør, der medvirker betydeligt til at definere situationen ved
eksempelvis at opstille narrativer om ”os” og ”dem” (op.cit. p. 124). Ligeledes nævnes det også, at
de førende internationale medier spiller en åbenlys rolle i sikkerhedsliggørelse inden for international
politik (op.cit. p. 149). Derudover beskrives nyhedsmedier ikke i værket.
Der er dog allerede flere indikationer på, at nyhedsmedier har en betydelig rolle i
sikkerhedsliggørelsesprocessen. Nyhedsmedierne skal både fungere som det kommunikerende
bindeled mellem den politiske elite og befolkningen, samt de skal varetage en kritisk, kontrollerende
funktion på vegne af vælgerne og demokratiet. Teorier om journalistik har allerede beskrevet,
hvordan medier har en dagsordensættende funktion, hvor mediernes politiske formidling ofte er
borgernes eneste adgang til at få viden om emnet (McCombs og Shaw 1972). Gatekeeping-teorien
beskriver, hvordan medier udvælger nyheder efter journalistiske professionsnormer (Shoemaker
1991), og framing-teorien beskriver, hvordan nyhedsjournalistiske frames kan både problemdefinere,
årsagsdiagnosticere, moralevaluere og komme med løsningsforslag (Entman 1993).
En af de få, der har sammenkoblet framing- og sikkerhedsliggørelsesteorien, er den
amerikanske journalistikforsker Fred Vultee (2010). Han betegner medieframes som en social og
kulturel omstændighed, der kan forstærke eller nedtone sikkerhedsliggørelsen. Han skriver, at
»[…]securitization is a form of framing that highlights the existential threat of an issue« (Vultee
2010:79). Sikkerhedsliggørelse bliver således både en uafhængig og afhængig variabel af
medieframingen af sikkerhedstrusler. Det betyder, at trusselsvurderingen kan komme et andet sted
fra, men at effekten af mediedækningen skaber muligheden for, at et område bliver sikkerhedsliggjort
25
eller ej (op.cit. p. 78). Han lavede et eksperiment, hvor han præsenterede amerikanske læsere for otte
artikler, der enten var sikkerhedsliggjort eller repræsenterede en normaltilstand. Studiet
differentierede, hvor meget eller hvor lidt de støttede Bush-regeringen. Resultaterne viste, at de
læsere, som støttede regeringen, stolede mere på regeringen, når nyhedsartiklerne var
sikkerhedsliggjort. Omvendt indikerede studiet, at sikkerheds-framingen skabte en ”ulven kommer”-
effekt hos de læsere, der ikke støttede regeringen, når ordet ”terrorister” bliver nævnt.
Det underbygger nyhedsmediernes særlige position i sikkerhedsliggørelsesprocessen, hvor
medierne ikke blot har en medierende rolle mellem den politiske elite og befolkningen. Medierne er
også en selvstændig aktør i processen, der medvirker til at definere, granske, forstærke og nedtone
trusselsniveauet. Disse roller er indsat i nedenstående tabel, der beskriver de tre aktørers funktion i
den intersubjektive sikkerhedsliggørelsesproces.
Politisk elite Nyhedsmedier Befolkning
- Argumenterer for
sikkerhedsliggørelse
- Får udvidede magtbeføjelser
- Formidler og definerer
situationen
- Undersøger belæg for
sikkerhedsliggørelse
- Medierer
sikkerhedsliggørelse
- Medierer befolkningens svar
- Skal ræsonnere med
befolkningens verdensbillede
- Accepterer/afviser
sikkerhedsliggørelse
- Finansierer og bruger
nyhedsmedier
- Skaber kulturen, medier skal
ræsonnere med
Tabel 1: Aktører i sikkerhedsliggørelsesproces
Vultee bruger angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 som et
eksempel på, hvordan medieframes indtager en væsentlig rolle i sikkerhedsliggørelsesprocessen.
Alene valget, i om medierne kaldte de mennesker, som udførte angrebet, for terrorister eller
frihedskæmpere, tyder på en framing, der problemdefinerer, hvem der er gode og onde. Igennem
terrordefinitionen, bliver der således udpeget et trusselsbillede, der kan legitimere, at
normaltilstanden bliver opløst. Ligeledes har medieframingen indflydelse på, hvor lang tid
undtagelsestilstanden kan fortsætte.
Denne sammenhæng mellem sikkerhedsliggørelse, framing og nyhedsdagsordener kan også
sammenkobles med Nosseks ’News Media’-media events-teori. Vultee fremhæver Schudsons studie
26
af 11. september-dækningen i amerikanske medier, der viste, hvordan journalistikken kan fralægge
sig objektivitetsnormen, når der opstår en tragedie, fare for offentligheden eller en trussel mod den
nationale sikkerhed. Ud fra denne ændrede journalistiske rolle skaber journalistikken det
verdensbillede, som sikkerhedsliggørelsens publikum ser (op.cit. p. 81f). Men qua ’News Media’-
media events-teorien er dette verdensbillede skabt af en journalistik i en krisetilstand, der ikke
nødvendigvis lever op til normaltilstandens professionsnorm. Det kan betyde, at verdensbilledet er
mere selekteret og påvirket af krisesituationen, end publikum er vant til. Jørndrup beskriver, hvordan
Krudttønden-attentatet først blev framet som et ekstremistisk, islamisk terrorangreb, og flere
forskellige politikere foreslog tiltag, der skulle forhindre fremtidig radikalisering. Men DR1 dækkede
ikke dette politiske spørgsmål ud fra de vanlige, kritiske, journalistiske normer, der særligt fokuserer
på konflikt mellem de politiske aktører – den konflikt var suspenderet i tiden efter attentatet (Jørndrup
2016:95f). Det er interessant i forhold til teorien om sikkerhedsliggørelse, da politikkerne på
baggrund af framingen af attentatet kan sikkerhedsliggøre en anti-radikaliserings politik, mens
nyhedsmedierne endnu ikke er vendt tilbage til sin normaltilstand og kan levere den vanlige kritiske
dækning af politiske tiltag. Således fremhæver Jørndrup et eksempel, hvor politikere ville give
efterretningstjenesten PET øgede beføjelser til at monitorere danske borgeres telefonopkald, når de
rejste til udlandet, og dette fungerede som en løsning på framen om den generelle trussel fra islamisk
terror (Ibid.).
Men samtidigt understreger Vultee, at en framing ikke sker i et kulturel vakuum: »[…]frames
organize the world in a way that makes sense to the people who produce the news as well as those
who read it« (Vultee 2010:83). Det kan indikere en form for feedback-loop i den intersubjektive
sikkerhedsliggørelsesproces, hvor nyhedsmedieframes skabes i resonans med læsernes
virkelighedsopfattelse, og denne framing muliggør bestemte typer af sikkerhedsliggørelse.
Eftersom teorien om krisedækning er udviklet på baggrund af terrordækning, er det vigtigt at
undersøge andre typer af kriser som eksempelvis en coronaviruspandemi. I denne sammenhæng er
sikkerhedsliggørelsesteorien brugbar, da den ikke kun behandler sikkerhed som et militært
spørgsmål. Formålet med dette projekt bliver dermed at undersøge, hvordan medierne dækker en
krise i form af en pandemi, hvilken rolle nyhedsmedierne udspiller i sikkerhedsliggørelsesprocessen,
samt hvilke demokratiske idealer dækningen afspejler.
27
6. Metode
Dette kapitel vil gennemgå det projektdesign, der ligger til grund for dataindsamlingen i projektet,
samt beskrive udformningen af projektets specifikke metode: den kvantitative indholdsanalyse. I den
sidste del af kapitlet bliver der reflekteret over dataens validitet, og hvilke konklusioner der kan
uddrages af denne data.
6.1. Projektdesign
Studiet er designet som et tværsnits- og længdesnitsstudie. Bryman (2016) beskriver tværsnitsstudiet
som et forskningsdesign, hvor man indsamler et udsnit af forskellige cases fra det samme tidspunkt
for at have kvantitativ eller kvantificerbar data, hvor to eller flere variabler bliver undersøgt for at
opdage mønstre i dataene (Bryman 2016:53). På den måde er det den samme observation, der bliver
indsamlet data omkring, men fokus ligger i de potentielle forskelle eller ligheder i, hvordan de
forskellige cases reagerer på den observation – såsom hvad aviser prioriterer som en forsidehistorie
på den samme dag. Længdesnitsstudiet er interesseret i, hvordan denne observation ændrer sig over
tid i den ene case (op.cit. p. 57) – eksempelvis hvordan prioriteten af forsiden i en enkelt avis ændrer
sig.
Kombinationen af de to forskningsdesigns betyder, at der bliver indsamlet data om, hvordan
den enkelte observation tager sig ud på tværs af forskellige cases, og hvordan observationen ændrer
sig over tid i disse forskellige cases. Netop undersøgelsen af medier er velegnet til denne
kombination, hvor dataene er let tilgængelige i elektroniske databaser. Denne medieundersøgelse
kaldes for den kvantitative indholdsanalyse og er velegnet til at skabe en systematisk, repræsentativ
kortlægning af, hvordan et emne eller en begivenhed bliver omtalt i medierne (Eskjær og Helles
2015). Metoden kvantificerer medieindhold, hvor budskaber og indhold bliver omfortolket til koder.
Det gør metoden velegnet til at danne et systematisk overblik over en stor tekstmængde (Eskjær og
Helles 2015), som i dette tilfælde er danske mediers dækning af covid-19-pandemien. Man koder ofte
efter manifest indhold, såsom artiklens placering, længde eller om den er ledsaget af et billede. Det
er indhold, som enten allerede er kvantitativt, eller som er let at kvantificere. Væsentligt sværere er
det at kvantificere det latente indhold såsom holdninger, fortællerammer eller andre elementer, som
ikke fremgår direkte af teksten (Ibid.). Men selvom det latente indhold måske ikke står direkte i
teksten, peger Eskjær og Helles på, at det heller ikke kommer ud af det rene ingenting:
28
»Pointen er imidlertid, at intet kommer af intet. Heller ikke i kommunikation. Hvis der
ligger et latent indhold i et kommunikeret budskab, må dette i sidste ende kunne
identificeres i dét, der bliver meddelt (eller ikke meddelt), eller i måden, det meddeles
på« (op.cit. p. 15).
Det latente indhold udelukkes dermed ikke fra metoden, selvom der er en herskende frygt inden for
medievidenskaben om, at hvis analysen ikke kun forholder sig til det manifeste indhold, kan der
herske tvivl om, hvorvidt noget faktisk er tilfældet eller ej. Men med henvisning til Ole Holsti og
Klaus Krippendorffs beskrivelse af metoden peger Eskjær og Helles på, at så længe indholdet kan
defineres, identificeres og kodes systematisk, og andre personer vil opnå samme resultater, kan
indholdet indgå i en kvantitativ indholdsanalyse (Eskjær og Helles 2015). Denne tilgang bindes også
an til analysens formål, der sjældent er blot at tælle for optællingens skyld. Målet er oftest at lave en
statistisk funderet fortolkning, der siger noget om, hvordan medier fremstiller virkeligheden, og
hvorfor den er fremstillet på denne måde (Ibid.). Kodning handler derfor i første omgang om at
identificere de variabler, der udgør de egenskaber i kommunikationsindholdet, der er relevante for at
besvare forskningsspørgsmålet. Variablerne beskrives så præcist, at registreringen bliver regelbaseret
og uafhængig af, hvem der foretager kodningen. Det betyder også, at man eksempelvis kan kode for
det latente indhold (Ibid.). Kodningsmulighederne er dermed kun afgrænsede af, hvad der kan
beskrives og identificeres klart og tydeligt. Eskjær og Helles åbner eksempelvis for, at man kan kode
så latent indhold, som hvorvidt en frame forefindes i teksten, hvis den kan identificeres tydeligt
(Ibid.).
Eskjær og Helles adskiller kodningsprocessen i fire processer: undersøgelsesdesign, sampling,
kodning og analyse (Ibid.). Det indikerer et hierarki, hvor problemformuleringen og
undersøgelsesdesignet udstikker begrænsningerne for de samplinger, der skal udvælges, kodes og til
sidst analyseres. På den måde er kvaliteten af analysen også afhængig af kvaliteten i de forudgående
processer.
Samplingen skal derudover medregne, at journalistiske tekster ikke er ligestillet, eftersom
historien eksempelvis får større gennemslagskraft på forsiden af en landsdækkende avis end på
forsiden i et lille, lokalt medie. Derfor vælger man ofte at kode indhold fra medier med stor
gennemslagskraft (Ibid.). Ligeledes har variablerne i kodningen en vigtig, indbyrdes relation. Vi kan
måske se, at en avis har en relativt stor mængde af EU-stof, men at dette stof sjældent får den
29
opprioriterede plads på avisens forside. Heraf kan sammenkoblingen mellem variablerne placering
og stofområde vise, hvordan EU-stoffet bliver prioriteret i det pågældende medie.
Ofte kombineres den kvantitative indholdsanalyse med en kvalitativ indholdsanalyse, der laver
en tekstnær analyse af udvalgte tekster. Ofte vil man i kodningsprocessen have fået et så indgående
kendskab til datamaterialet, at man herfra kan udvælge de enkelte tekster, der giver en særlig indsigt
i de tematikker, man finder statistisk belæg for at undersøge nærmere. Den kvalitative analyse kan
eksempelvis være med til at uddybe karakteren af en nyhedsframe (Ibid.). Således vil præsentationen
af resultaterne af den kvantitative indholdsanalyse i denne rapport også indeholde forklarende
eksempler fra de artikler, der er blevet kodet. Men en systematisk kvalitativ indholdsanalyse er ikke
blevet foretaget i dette projekt.
6.2. Projektets dataindsamling
Den kvantitative indholdsanalyse er foretaget på baggrund af kodningen af 247 avisartikler, som er
tilgået via mediearkivet Infomedia, og 35 indslag fra TV-avisen på DR, der er tilgået gennem Det
Kongelige Biblioteks digitale samling af tv-, radio- og avismateriale, Mediestream. Perioden hvor
artiklerne er indsamlet strækker sig fra den 29. februar 2020 til den 5. april 2020. Artiklerne blev i
Infomedias arkiv udvalgt gennem en søgning af artikler bragt i Berlingske, Ekstra Bladet og Politiken,
som indeholder ordene corona*, covid* eller influenza*.1 De fire medier er udvalgt som
repræsentanter for fire forskellige danske medietyper: en borgerlig morgenavis (Berlingske), en
tabloidavis (Ekstra Bladet), en centrumvenstre morgenavis (Politiken) og et tv-public service-medie
(TV-avisen). I de 37 dage, som perioden strækker sig over, optrådte et af de tre ord i 3.934 artikler,
der blev bragt i en af de tre aviser. For at reducere mængden af artikler, der skulle kodes, blev det
optalt, hvor mange artikler der var bragt i hvert enkelt medie per dag. Herefter blev antallet af artikler
divideret med fire og afrundet til nærmest hele tal for at bestemme, hvor mange artikler der skulle
kodes fra mediet den enkelte dag. Eksempelvis er der 70 artikler i Berlingske den 28. marts 2020, der
indeholder et af de tre søgeord. Altså blev 18 artikler fra Berlingske denne dato udtrukket til kodning.
Artiklerne blev udvalgt ved et tilfældighedsprincip, hvor 18 tilfældige numre mellem 1 og 70 blev
udtrukket i Excel. Disse numre afspejler, hvilken placering artiklen har, hvis man sorterer
søgeresultaterne i Infomedia efter det enkelte medie og dato efter ”Ældste først”. Tilmed blev
forsideartiklen også udvalgt til kodning, hvis den indeholdt et af de tre søgeord, på trods af at artiklen
1 Specialtegnet * blev brugt for, at søgningen også skulle medtage ord, hvor søgeordet kun udgør en del af hele ordet.
30
ikke indgik i den tilfældige udvælgelse. Formålet med dette valg var aktivt at medtage avisernes
særligt udvalgte forsidehistorie.
Alt indhold på tværs af avisernes sektioner blev medtaget for at kunne se fordelingen mellem
placering, genrer og stofområder. Enkelte artikler blev dog fravalgt efter den tilfældige udvælgelse.
Således blev satireindslag fra eksempelvis Politikens ATS og Berlingskes Rokokoposten frasorteret.
Korte forsidehenvisninger og debatindlæg på under 125 ord blev frasorteret, Ligesom
opsummeringer, hvor flere nyheder bliver opsummeret på få ord (såsom Sportsdøgnet i Politiken),
enkeltstående illustrationer og grafikker ikke blev medtaget.
I kodningen af indholdet fra TV-avisen blev de tre første indslag, der nævnte et af de tre
søgeord, udvalgt til kodning. Et indslag er her forstået som den periode i programmet, hvor
udsendelsen handler om et afskåret udsnit af virkeligheden. Særligt i perioden efter nedlukningen den
11. marts var det ikke unormalt, at hele udsendelsen handlede om covid-19-pandemien. Her skal der
derfor fortages en opdeling ved de del-konsekvenser af pandemien, der dækkes i udsendelsen.
Eksempelvis handlede det første indslag i TV-avisen 18.30 den 24. marts om, at De Olympiske Lege,
der skulle afholdes i Tokyo 2020, var blevet udskudt til 2021 på grund af udbruddet af coronavirus.
Det næste indslag handlede om, at Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gik i rette med
Sundhedsstyrelsens covid-19-teststrategi, og det tredje indslag handlede om, at hospitalerne begyndte
at mangle værnemidler. Disse tre indslag varede tilsammen 8 minutter og 23 sekunder ud af de 24
minutter og 27 sekunder, der gik mellem udsendelsens start og teaseren for, hvad det efterfølgende
program, Aftenshowet, skulle handle om. Det svarer til omkring en tredjedel af udsendelsen er blevet
udvalgt.
For at korrigere for forskelligt indhold i de forskellige nyhedsudsendelser, blev der skiftevis
udvalgt indslag fra udsendelsen klokken 18.30 og 21.00, såfremt begge udsendelser blev sendt.2 I tv-
indslagene blev korte intromontager, teasere for senere indslag og korte opsummeringer af nyheder,
hvor nyheden blev præsenteret på under 20 sekunder, frasorteret.
Den oprindelige ambition var at kode samtlige dage i perioden 24. februar 2020 til 5. april 2020,
samt hver fjerde dag i perioden fra den 4. februar 2020 til den 20. februar 2020, og den 9. april 2020
til den 31. maj 2020. Det vil betyde at i alt 1424 artikler samt eventuelle forsideartikler og op til 197
2 TV-avisen sender kun en udsendelse klokken 18.30 på lørdage. Ligeledes har ekstraordinære begivenheder som
eksempelvis pressemøder i Statsministeriet betydet, at aftenens udgave af TV-avisen er udgået. Det skete eksempelvis
med TV-avisen 21.00 den 11. marts 2020.
31
tv-indslag skulle kodes. Hurtigt viste det sig i kodningsprocessen, at kodningsmanualen var så
omfattende, at der ikke ville være tid til at kode alle de planlagte artikler og indslag. Derfor blev
samplingsperioden reduceret til hver fjerde dag mellem den 29. februar 2020 og 5. april 2020.
Derudover blev forsideartikler og det første indslag i TV-avisen kodet hver dag mellem den 9. og 15.
marts 2020. Det har ført til, at i alt 282 udvalgte artikler og tv-indslag blev kodet. Berlingske Ekstra Bladet Politiken TV-avisen
Antal kodede artikler/indslag 94 67 86 35
Tabel 2: Oversigt over kodede artikler/indslag
Samplingudvælgelsen har taget udgangspunkt i at indfange data fra perioden før og efter
nedlukningen den 11. marts 2020. Ligeledes var ambitionen, at samplingen skal kunne vise en
udvikling fra perioden før og efter nedlukningen for at undersøge, hvordan covid-19-pandemien blev
dækket før og efter nedlukningen, samt hvilke potentielle framinger, sikkerhedsliggørelser og former
for kritik som prægede dækningen. Når samplingen også er strækket til en periode på over tre uger
efter nedlukningen, er det for at se, i hvilken grad problemdefinitioner, sikkerhedsliggørelse og kritik
udviklede sig i perioden. Derfor er det prioriteret, at samplingen dækker hver fjerde dag i stedet for
hver dag i perioden omkring nedlukningen.
Problemet med fire-dages-udvælgelsen er dog også, at i den specifikke sag, covid-19-
pandemien, skete der store forandringer på få dage, hvor vigtige begivenheder, udviklinger og
politiske reaktioner skete meget hurtigt. Man lukker således øjnene for essentielle udviklinger i
pressens dækning af en krisesituation, når man kun åbner dem hver fjerde dag. Derfor er
forsideartiklerne og det første indslag af TV-avisen blev kodet hver dag i perioden fra den 8. marts
2020 til den 16. marts 2020. Det giver naturligvis ikke et indblik i hele mediedækningen af covid-19-
pandemien på den pågældende dag, men denne udvælgelse giver et indblik i det opprioriterede
forsidestof eller første indslag
over en periode, fra hvor
pandemien knap nok var dagens
højeste nyhedsprioritet, og over
de første pressemøder i
statsministeriet, indførelse af
forsamlingsforbud, nedlukning
og etablering af politiske
hjælpepakker (se figur 1). Figur 1
32
Samplingsmængden på 282 artikler og indslag er i sig selv stor nok til at kunne give, hvad
Eskjær og Helles kalder for et rimelig solidt grundlag for ens analyse (2015:62). Det betyder dog
også, at hvis analysen af disse kodninger deles op i mindre variabler – som eksempelvis medie eller
dato – stiger usikkerheden, som følger med resultaterne, også.
6.3. Kodningsmanual
Kodningsmanualen er inddelt i 40 kategorier med op til 13 variabler. Nogle af kategorierne har også
subkategorier, der eksempelvis adskiller længde på artikler og tv-indslag. Kategorierne er en blanding
af manifeste kategorier som medie, dato og placering samt latente kategorier, der eksempelvis
spørger, hvorvidt der optræder kritik af regeringen i artiklen/indslaget, om der dækkes med afsæt i
økonomiske konsekvenser, menneskelig interesse, eller om risikoen, for at mange personer bliver
syge, bliver nævnt. Kategorierne er udviklet for at undersøge, hvilke frames, der kan analyseres ud
fra de generelle tendenser i dækningen af pandemien, samt hvorvidt emnet blev sikkerhedsliggjort ud
fra et sundhedsorienteret og økonomisk perspektiv. På den måde har studiet et deduktivt sigte ved at
afprøve teorierne om sikkerhedsliggørelse og krisedækning i form af ’News Media’-media events i
dækningen af covid-19-pandemien. Samtidigt muliggør den store mængde af kategorier en mere
eksplorativ analyse af kodningsresultaterne.
Flere af kategorierne fra Ogbodo m.fl.’s (2020) globale, kvantitative indholdsanalyse af
pandemidækningen minder om dette projekts kodningsmanual. Det gælder eksempelvis interessen
for økonomiske konsekvenser, politisering og konflikt. Det skal dog bemærkes, at deres studie først
blev publiceret, efter jeg havde udformet kodningsmanualen til dette projekt, og jeg blev først
opmærksom på studiets eksistens tæt på projektets afslutning. Derfor er sammenfaldene ikke
tilstræbte, men det medvirker til at kvalificere kategorierne som generiske i dækningen af
sundhedskriser.
Kategorierne er konstrueret på baggrund af en forudgående læsning af artikler fra perioden efter
nedlukningen. Her observerede jeg en række tendenser i dækningen, der dannede forudsætningen for
min formulering af kategorierne. For det første var det bemærkelsesværdigt, hvor ofte ordet ”krise”
blev brugt til at beskrive corona-pandemien og dens økonomiske konsekvenser. Flere artikler
omhandlede det store pres, der ville komme på hospitaler, offentlige institutioner og frivillige kræfter
i takt med, at smittetallet ville stige. Selvom nedlukningen ville betyde en indskrænkning af borgernes
personlige frihed qua eksempelvis forsamlingsforbud, blev den hurtige nedlukning ikke kritiseret.
Tværtimod var flere artikler præget af den forklaring, at det var vigtigt at undgå, at mange folk ville
33
dø, hvis de blev smittet med virussen, og sygehusene ville blive overbelastede af folk, der havde brug
for intensiv behandling, hvis man ikke gjorde noget for at begrænse smitten. Det gav en indikation
af, at samfundets interesse i at stoppe smittespredningen blev sat over individets frihed. Flere citerede
kilder indikerede, at borgerne havde et personligt ansvar for at begrænse smitten, og det ville være
egoistisk at følge egne behov. Men det blev også i stor grad dækket, hvilke økonomiske konsekvenser
denne nedlukning ville få for både borgere, virksomheder og hele brancher. Derfor blev de politiske
hjælpepakker, der skulle undgå fyringer, massearbejdsløshed og konkurser, også præsenteret som
nødvendige løsninger på den begyndende økonomiske krise. Forskellen mellem den økonomiske
krisehåndtering og håndteringen af sundhedskrisen var dog, at det godt kunne diskuteres, hvem der
skulle have økonomisk hjælp, i hvilken rækkefølge hjælpen skulle uddeles til de forskellige
økonomiske sektorer, og hvor meget der skulle uddeles. Ligeledes gav dækningen af pandemi-
udviklingen i udlandet et indtryk af, at Danmark håndterede epidemien bedre end andre lande, og
eksempelvis blev den italienske, iranske og spanske håndtering fremstillet som skræmmebilleder på,
hvordan pandemien ikke skulle håndteres. I forløbet omkring grænselukningen opstod der en
begyndende regeringskritik, efter direktør for Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm den 14.
marts 2020 udtalte, at grænselukningen var en politisk beslutning, der ikke var anbefalet af
Sundhedsstyrelsen (Ritzau 2020). De efterfølgende journalistiske spørgsmål indikerede, at der var en
moralsk evaluering om, at de politiske beslutninger omkring nedlukningen skulle være i
overensstemmelse med myndighedernes anbefalinger.
Allerede under kodningen blev det tydeligt, at nogle af disse observationer var
enkeltobservationer eller afvigelser fra en generel tendens, og derfor vil de ikke fremgå af analysen
af kodningsresultaterne. Det blev også tydeligt, at covid-19-pandemien fik konsekvenser for så store
dele af samfundet, at det er mere retvisende at beskrive coronadækningen som coronadækninger.
Selve manualen er opbygget med afsæt i kodningsmanualen til Kulturstyrelsens rapport om
Journalistiske kvaliteter 1999-2014 (Willig m.fl. 2015), minoritetsdækningsstudiet ”Dem vi taler
om”: Etniske minoriteter i danske nyhedsmedier (Jørndrup 2017) samt EU – forbrugernes union
(Andersen m.fl. 2017). De første ni kategorier er manifeste kategorier, der dækker løbenummer, navn
på koder, dato, medie, medietype, rubrik, placering i avis og tv, type af byline, navn på skribent,
længde, antal ord og varighed. De følgende kategorier er primært latente og stiller dermed krav til en
grad af vurdering af koderen, om hvilken variabel kodningen skal placeres indenfor. Derfor
indeholder manualen en beskrivelse, der skal vejlede koderen til, hvordan både kategorien og
variablen skal opfattes. Det ændrer dog ikke på, at koderne skal foretage en fortolkning af teksten for
34
at kunne svare på spørgsmålet i kodningskategorien og for at sikre, at denne fortolkning er ensartet
mellem mine kodninger og andre læseres fortolkning af de enkelte artikler/indslag, er der foretaget
en interkoderreliabilitetstest af de latente kodningskategorier. Denne proces bliver gennemgået senere
i rapporten (kapitel 6.4), men først vil jeg beskrive formålet med at kode indenfor de enkelte
kategorier. Kodemanualen er revideret efter en prøvekodning, hvor en tredjedel af mediernes dækning
den 12. marts 2020 blev kodet.
Den første latente kategori er genre, hvor ni bredt herskende genrer bliver listet som en variabel
sammen med muligheden for at angive en anden genre, såfremt artiklen ikke kan placeres inden for
overstående genrer. Samplingen indeholder både nyhedsgenrer som nyheden, baggrundsartiklen,
nyhedsanalysen, interviewet, reportagen og caseartikler, samt holdningsgenrer som leder, kommentar
og debatindlæg. Formålet er at kunne opdele samplingen i nyhedsgenrer og holdningsgenrer og
dermed kunne se, om eventuelle tendenser og framinger er mere eller mindre til stede i de to
overordnede genrekategorier.
Stofområde har til formål at udpege, hvilket emne journalistikken dækker. Her er skemaet
hovedsageligt delt op i en differentiering mellem nationalt og internationalt stof, samt specifikke
dækningsområder som sundhed, sport, kultur og ”erhverv og økonomi”.
Coronavinkel spørger om, hvorvidt artiklens/indslagets vinkling tager udgangspunkt i
spredning af covid-19-virus. Det skyldes, at flere artikler indeholder et af de tre søgeord, på trods af
at artiklen ikke er relateret til selve pandemien eller dens deraf følgende konsekvenser. Eksempelvis
bragte Ekstra Bladet den 13. marts 2020 en tv-anmeldelse af reportageprogrammet ”Bendtner &
Philine”, hvor anmelder Henrik Queitsch i slutningen af anmeldelsen skriver: »Ingen corona-
karantæne er lang nok til, at det her er værd at spilde så meget som et sekund på« (Queitsch 2020).
Denne type artikler, der blot nævner virusspredningen i en sidebemærkning, falder uden for projektets
interesse. Hvis der kodes ”nej” i denne kategori, vil der derfor ikke foretages en yderligere kodning
af de resterende kategorier.
De to næste kategorier, Andre lande og Bedre håndtering?, har til formål at undersøge, om den
internationale pandemihåndtering bliver sammenlignet med den danske håndtering, og om den
danske håndtering bliver vurderet som bedre på et tidspunkt i artiklen. Kategorien Bedre håndtering?
er indrettet således, at der kodes ”ja”, hvis vurderingen er tilstede. Således giver det en potentiel
overvægt til variablen ”nej”, da denne variabel både indeholder artikler, der ikke indeholder
vurderingen, slet ikke sammenligner håndteringerne eller vurderer den danske håndtering som
dårligere.
35
Begivenhed har til formål at kunne differentiere mellem, hvilken begivenhed der henvises til i
artiklen/indslaget. Variablerne er samlet i mere generiske kategorier såsom smittespredning og
aflysning eller flytning af begivenheder. Under prøvekodningen indeholdt denne kategori ikke
prædefinerede variabler, men resultaterne fra denne kodning udgjorde fundamentet for variablerne i
den endelige kodningsmanual. Endvidere er variablen ”andet” benyttet til at beskrive de tilfælde, hvor
de prædefinerede variabler ikke er vurderet til at være dækkende for artiklens indhold.
Vinkel og konflikt undersøger, hvorvidt artiklerne/indslagene er enten problem- eller
løsningsorienteret, samt hvorvidt der optræder en konflikt mellem to parter i artiklen. Formålet er at
undersøge, i hvilken grad journalistikken søger mod en konfliktfri-tilstand i pandemidækningen.
Således kan disse to kategorier sammenkobles, da problemet i forbindelse med covid-19-pandemien
ofte ikke udspringer af en konflikt mellem to parter, men af virusudbrud og de ellers accepterede
tiltag for at inddæmme spredningen.
Økonomiske konsekvenser og menneskelig interesse undersøger, hvilken type konsekvenser der
lægges vægt på i artiklen. Den første kategori er i tråd med stofområde interesseret i, om
artiklen/indslaget er centreret omkring de økonomiske konsekvenser, hvor den næste kategori handler
om, hvorvidt der bliver dækket med afsæt i, hvilke konsekvenser pandemien, nedlukningen og
konsekvenserne heraf kan få for enkelte personer eller persongrupperinger.
Krise-kategorien måler, om ordet krise blive nævnt inden for artiklens rubrik, underrubrik og
første fem afsnit eller indslaget første minut. Krise-ordet bliver betragtet som en klassificering af
problemets omfang, og kategorien har til formål at undersøge, hvornår ordet optræder i dækningen.
Mange syge og sundhedsvæsenet er kategorier, der handler om, hvorvidt artiklerne forudsiger
konsekvenserne af, hvad der sker, hvis virussen ville få lov at sprede sig uden nogen form for
inddæmning. Således skal disse kategorier anskues som et spørgsmål om, mediedækningen laver en
problemklassifikation af, at virussen kan føre til, at mange folk bliver syge, og/eller det vil få
ekstraordinære konsekvenser for sundhedsvæsenet.
Hvem bliver ramt? forsøger at bestemme, hvem konsekvenserne går ud over i
artiklen/indslaget. Denne vinkling har ligeledes en betydning for framingen af, hvem pandemien er
et problem for. Der skelnes mellem hele samfundet og helt ned til privatpersoner.
Interkoderreliabilitetstesten har vist, at i denne kategori kan flere variabler overlappe, og det kan være
svært at differentiere mellem privatperson og befolkningsgruppe eller virksomhed og branche –
eksempelvis kan privatpersonen være udvalgt som en repræsentant for en større befolkningsgruppe,
36
ligesom en virksomhed kan være repræsentant for en hel branche. I disse tvivlstilfælde er der kodet
efter den variabel, der er mest fremtræden.
Løsning måler om, det bliver angivet som en løsning at nedlukke dele af samfundet for at
inddæmme smitten. Målet her er at se i hvor høj grad, nedlukningen bliver foreslået eller accepteret
som en løsning, uden den bliver kritiseret. Derfor bliver der også kodet ”ja”, hvis forskellige former
for nedlukning bliver nævnt eksplicit, uden de bliver modsagt eller kritiseret. Kategorien ”nej”
dækker over artikler/indslag, der enten ikke nævner nedlukningen, eller afviser at nedlukningen er en
legitim måde at inddæmme smitten på. Således fanger kodningen de positive tilfælde, hvor
nedlukningen kan anskues som en løsning, hvor kritik af nedlukningen ikke kan aflæses i denne
kategori. Variablen ”både og” er tilføjet til de tilfælde, hvor dele af nedlukningen kritiseres, og andre
nævnte dele ikke kritiseres.
På samme måde koder regeringskritik efter de tilfælde, hvor regeringen aktivt kritiseres.
Således indeholder variablen ”nej” både artikler/indslag, hvor regeringen roses, og hvor den slet ikke
nævnes. Ligeledes isoleres denne kategori til kritik af ministrene og deres ministerier. Således vil
kritik af eksempelvis Sundhedsstyrelsen ikke blive medtaget i denne kategori.
De næste otte kategorier er relateret til de citerede kilder i artiklen/indslaget. I kodningen er der
oprettet en separat række til hver enkelt kilde, der optræder i artiklen/indslaget, så der kan tilføjes
yderligere information om kilden qua de øvrige kategorier. Foruden køn og nationalitet kodes der for,
hvilken kildetype kilden bliver præsenteret som i artiklen. Her er det værd at bemærke, at der er
differentieret mellem medlemmer af regeringen og medlemmer af Folketinget for at få et indblik i,
hvordan taletiden er fordelt mellem regeringen og øvrige politikere. Ligeledes skelnes der mellem
embedspersoner, der udtaler sig som repræsentant for en myndigheds holdning, og andre typer
embedspersoner, der typisk vil udtale sig på baggrund af deres erfaringer. Kategorien ”borger uden
portefølje” er også brugt, hvis personen udtaler sig som en privatperson og ikke som repræsentant for
en af de øvrige kategorier. Det er selvom, at kildens profession ofte bliver angivet i artiklen/indslaget.
Eksempelvis bliver to af kilderne i ”I Gentofte bliver flest smittet med coronavirus: »Man bekymrer
sig mere om aktiekurser end om sin næste herude«” (Dalgas, Pedersen, og Winther 2020) angivet
som studerende. De kodes dog som borger uden portefølje, da de udtaler sig om, i hvilken grad de
følger sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Ligeledes kodes der for, om den enkelte kilde tildeles
en position som part, ekspert eller erfarings-kilde i artiklen/indslaget. Denne kategori har til formål
at undersøge, hvilken funktion de forskellige kildetyper tildeles i journalistikken, og under hvilke
omstændigheder de typiske funktioner ændrer sig. Kategorien har dog den svaghed, at en kilde kan
37
indtage mere end én af de tre kildefunktioner. Således kan en kilde eksempelvis udtale sig om sine
erfaringer med en sag, der bliver dækket, men også udsige en holdning. Ligeledes kan eksempelvis
en myndighedsperson både udtale sig om den viden, myndighederne har fået om effekterne af
smitteinddæmning, samtidigt med at kilden skal forsvare, hvorfor man anbefaler et bestemt tiltag. I
grænsetilfælde er der kodet efter den mest fremtrædende funktion. De tre sidste kategorien kildens
position bliver ikke brugt i rapportens analyse. Interkoderreliabilitetstesten viste, at der er for stor
uenighed mellem koderne om, hvorvidt kilden har en enten offensiv eller defensiv position over for
vinklen, eller om positionen er neutral. De to ansvarskategorier har haft til formål at undersøge,
hvorvidt kilderne omtaler, at man som person har et ansvar for ikke at smitte andre, og om man som
borger har en pligt overfor samfundet. Forekomsten af den sidste af de to kategorier, samfunds-
ansvar, har dog vist sig at være så lav, at den ikke vil indgå i analysen. Der er kodet ja til denne
kategori i 18 ud af 509 tilfælde.
De næste seks kategorier undersøger både om en bestemt framing optræder, og hvor tidligt i
artiklen/indslaget framen optræder. Således er der kodet mellem 0 og 4. Jo, højere kodningen er, jo
tidligere optræder framen, og hvis framen ikke optræder, er der kodet ”0”. I analysen af
kodningsresultaterne vil man således både kunne undersøge, om framen overhovedet optræder i
artiklen, og i hvilken grad den optræder. Graden af framens forekomst vurderes med afsæt i princippet
om den omvendte nyhedstrekant, hvor den vigtigste information præsenteres først. Således vurderes
det, at framing er meget til stede, hvis den optræder i rubrikken/første sætning. Hernæst
underrubrikken/de første 30 sekunder, de første fem afsnit/første minut, eller hvis framen optræder i
resten af artiklen.
De seks framinger beskæftiger sig hovedsageligt med at bestemme, hvilke problemer og
løsninger, der bliver fremhævet i nyhedsjournalistikken, eller som kan læses ud af tekstens indhold.
Denne tilgang til framinganalysen er som udgangspunkt deduktiv, da der kodes efter frames, der er
opstillet på forhånd. Således kodes der ikke nødvendigvis for de mest fremherskende framinger, men
tværtimod kun de frames, der er blevet diagnosticeret i den forudgående læsning, teorierne om
framing, sikkerhedsliggørelse og ’News Media’-media events. Formålet med de opstillede frames er
således ikke blot at forstå dækningen udelukkende som information til borgerne, men også hvordan
pandemi-dækningen kan opfattes som en aktør, der både muliggør og acceptere politiske
sikkerhedsliggørelser. Således kan udlands-framen, om hvorvidt den danske pandemihåndtering er
mindre effektiv i andre lande, ses som en legitimering af den danske håndtering. Ligeledes kan
dækninger, som fokuserer på døde og alvorligt syge personer, der er smittet med covid-19, fungere
38
som en problembestemmelse, der leder mod ekstraordinære, politiske sikkerhedstiltag, som skal løse
dette problem.
6.4. Validitet af data
Da store dele af kodningskategorierne undersøger latent indhold, blev der efter kodningen foretaget
en interkoderreliabilitetstest. Det vil sige, at man lader flere personer kode samme indhold på
baggrund af den samme kodningsmanual for at se, om der er afvigelser i kodningen, der kan gøre
analysen upræcis (Eskjær og Helles 2015:77). Interkodningen i dette projekt er foretaget af to
personer, der har kodet materiale, jeg havde kodet i forvejen. Den første kodning blev foretaget af
min søster, der kodede 20 tilfældigt udvalgte artikler/tv-indslag, der tog højde for, at alle fire medier
var repræsenterede med minimum fire artikler/indslag i den tilfældige udvælgelse, og efterfølgende
blev graden af enighed og uenighed udregnet på to parametre: både sammenfaldet af ens kodninger
og Scott’s π-test, der tager højde for, om koderne bruger kategorierne ensartet. π-testen resulterer i en
værdi mellem -1 og 1, hvor 1 er et udtryk for total enighed. Det efterstræbes, at værdien ligger på 0,8
eller derover, og hvis værdien er under 0,7 bør man overveje, hvad årsagen til problemet er (op.cit.
p. 78ff). I den første interkoderreliabilitetstest er der sammenlignet mellem kategori 10 til 39 i
kodningsmanualen, hvor kategori 26, kildenummer, er undtaget. Bortset fra kategori 20, krise, er der
tale om latente fortolkningskategorier, hvor der er en samlet enighed om 77,01 procent af
kodningerne, og Scott’s π-værdien ligger på 0,68. Disse tal er så lave, at dataene bliver forbundet
med en usikkerhed. Derfor er graden af enighed og Scott’s π-værdi udregnet for hver enkelt kategori
for at skelne mellem sikkerheden i den enkelte variabel.
Flere kategorier i den første interkoderreliabilitetstest blev kodet i så få tilfælde, at der skulle
laves en ny interkoderreliabilitetstest, der aktivt efterstræbte 20 kodninger, hvor disse kategorier blev
aktiveret. Det betød, at den anden kodning udvalgte 20 tilfældige artikler og indslag, hvor
kategorierne andre lande og bedre håndtering? var blevet aktiveret i min egen kodning. Ligeledes
efterstræbte den nye interkoderreliabilitetstest at undersøge, hvorvidt at den lave enighed og π-test
kunne forklares med koderkvalifikationer. Eskjær og Helles beskriver, hvordan kendskab til sprog og
indhold, samt de rette faglige kundskaber er fundamentet for en pålidelig dataregistrering (op.cit. p.
76). Min søster arbejder ikke med journalistik, og derfor må det ikke forventes, at hun har de
forudgående kvalifikationer til at vurdere journalistikfaglige spørgsmål som eksempelvis
kildefunktion og framinger. For at undersøge, om kodningsmanualen var blevet forstået korrekt, blev
den anden kodning foretaget af en person, der har studeret journalistik på Roskilde Universitet, og
39
må forventes at besidde de samme faglige egenskaber. Den anden interkoderreliabilitetstest blev
udført med afsæt i resultaterne fra den første test. De kategorier, hvor det blev vurderet at enigheden
var tilpas høj, eller at kodningsresultaterne ikke ville blive brugt i den videre analyse, blev ikke
genkodet. Det betyder også, at den samlede enighedsprocent og Scott’s π-værdi af alle kategorier
ikke kan sammenlignes, da den anden test ikke har medtaget de sikre kategorier, som ville trække
den samlede værdi op. I stedet er der sammenlignet mellem hver enkelte kategori.
Begge π-teste viste uenigheder omkring flere af de latente kategorier. Det er en indikation på,
at flere af variablerne i kategorierne ikke klart kan adskilles, eller at variablerne er svært afkodelige i
teksten. Eksempelvis viser en samlet interkoderreliabilitetstest af de seks framingkategorier, at der
var uenighed om, hvorvidt en frame overhovedet fandtes i artiklen/indslaget i 28 og 27 procent af
kodningerne – her er π-værdien 0,37 og 0,38.
Til gengæld er der også kategorier, hvor enigheden steg mellem interkoderen og jeg i den anden
kodning, der blev foretaget af en mere kvalificeret koder. Eksempelvis steg værdien i kategorien
menneskelig interesse fra en enighed på 50 procent og en π-værdi på 0 til 95 procents enighed og en
π-værdi på 0,87.
På grund af de store udsving mellem enigheden i de forskellige kategorier vil den videre analyse
beskrive resultatet af interkoderreliabilitetstestene for at understrege den usikkerhed, der kan følge
med resultaterne. Usikkerheden i flere af kategorierne betyder også, at rapportens konklusioner skal
betragtes som indikationer på forekomsten af de beskrevne observationer i dataene. I figurerne vil
Scott’s π-værdi optræde som én værdi, der repræsenterer udregningen af π-værdien på tværs af de to
interkodninger. Formålet er at øge datamængden, der ligger til grund for udregningen af π-værdien.
I tilfælde hvor π-værdien i de to interkodninger har en voldsom variation, vil dette blive nævnt. Den
samlede oversigt over enighed og π-værdi i de enkelte kategorier og interkodninger kan ses i bilag 3.
40
7. Analyse af kodningsresultater
Dette kapitel vil præsentere kodningsresultaterne og diskutere, hvilke tendenser i pandemidækningen
de viser udtryk for. De forbehold, der blev nævnt i metodeafsnittet skal tages in mente, når kapitlet
læses, og på grund af dataudvælgelsen, -mængden og interkoderreliabiliteten er resultaterne knyttet
med en usikkerhed, der betyder at resultaterne skal ses som indikationer på en tendens. Da projektet
har efterstræbt at undersøge en udvikling over tid, er kun hver fjerde dag i perioden mellem den 29.
februar og 5. april udvalgt til kodning. Samtidig var mængden af artikler så stor på de enkelte dage,
at det kun er en fjerdedel af artiklerne, der er blevet kodet. Det er en vigtig bemærkning, når
datamaterialet er journalistik, hvor hver enkel artikel betragtes som en unik historie, der ikke gentages
i de øvrige artikler. Én stor begivenhed dækkes sjældent i mere end én artikel. Qua den tilfældige
udvælgelse er der en risiko for, at historien om denne ene begivenhed ikke udtrækkes. Det kan også
betyde at hele stofområder ikke optræder i den tilfældigt udtrukne data. Hvis der eksempelvis er 5
udlandshistorier ud af 70 artikler, er det ikke sikkert, at de fem historier er en del af de 18 udvalgte
artikler. Risikoen er således, at variablen er både over- eller underrepræsenteret.
7.1. Dækning følger begivenheder
Fra den 1. februar til den 30. april 2020 bragte de tre medier tilsammen 7.250 artikler, der nævner
enten ordet corona, covid eller influenza. Tallet stammer fra en søgning på mediearkivet Infomedia
og inkluderer alle søgeresultater på de tre ord. Det betyder, at søgningen også inkluderer grafikker,
Figur 2
41
forsidehenvisninger, tegninger, citater i noteform og lignende. Dermed er det totale antal af artikler
væsentligt højere end antallet af de artikler, der typisk vil opleves som nyhedsartikler. Frasorteret
artikler, der er kortere end 126 ord, er der tilsammen bragt 5.624 artikler i de tre medier over de tre
måneder.
Figur 2 viser, hvordan dækningen fordeler sig i perioden fordelt på de tre aviser. Mængden af
bragte artikler steg typisk i forbindelse med nationale begivenheder. Således kan man se, at mængden
af artikler steg, efter den første dansker blev testet positiv for covid-19 den 27. februar 2020. Fra den
21. februar til den 27. februar 2020 blev der i gennemsnit bragt 5,9 daglige artikler i hvert medie. Det
tal steg til gennemsnitligt 11,5 daglige artikler i de efterfølgende 7 dage.
En endnu større stigning kan observeres efter pressemødet i Statsministeriet den 11. marts, hvor
nedlukningen af store dele af det danske samfund blev annonceret. Den gennemsnitlige mængde af
bragte artikler i perioden 5. marts til 11. marts 2020 var 16,4 artikler per dag i hvert medie. I perioden
12. marts til 18. marts 2020 var det daglige antal artikler steget til 39,5 artikler per dag i hvert medie.
Herefter ligger gennemsnittet over syv dage konsekvent på over 37 daglige artikler. Selvom denne
opgørelse ikke differentierer mellem stofområde, indikerer det en sammenhæng mellem dækningen i
de tre aviser og begivenheder, der foregik i Danmark. Således steg dækningen hurtigt i dagene
omkring annonceringen af nedlukningen, og herefter lå mængden konsekvent højt i takt med, at store
dele af det danske samfund blev ramt af konsekvenserne af covid-19-pandemien.
Tendensen viser sig også, hvis man kigger på mængden af forsideartikler/første tv-indslag, der
var coronavinklede (se figur 3). Omend kodningen kun dækker to datoer, før forsamlingsforbuddet
på 1.000 mennesker blev annonceret den 6. marts, er tendensen i denne kodning, at efter der blev
indført restriktioner på
forsamlingsfriheden, blev
pandemistoffet typisk placeret som
dagens vigtigste historie i avis og tv.
Efter annonceringen af nedlukningen
den 11. marts 2020 var der på de
udvalgte samplingsdage således
minimum to aviser, der havde
coronastof på forsidepladsen, og TV-
avisen havde konsekvent en
coronavinklet historie som aftenens
Figur 3
42
første historie. Samme tendens
viser sig også i figur 1, der blev
præsenteret i kapitel 6.2, som
zoomer ind på forsidedækningen
fra 8. marts til 16. marts 2020.
Det store fokus på
indenrigsstof viser sig ligeledes,
når man kigger på mængden af
kodede artikler/indslag, hvor
”udenlandsk politik” eller ”andet
udland” er blevet kodet som stofområde. Som det kan ses i figur 4, lå mængden af kodede artikler om
internationale begivenheder gennem hele perioden på mellem 2 og 10 artikler med et gennemsnit på
5,2 kodede artikler.3 Det er på trods af, at det totale antal af artikler steg i samme periode. Men den
ekstra dækning var båret af andre stofområder, som det ses i figur 5. Det tyder på, at selvom der var
3 Bemærk der er tale om kodede artikler og ikke den totale mængde af artikler. Der er kodet en tredjedel af de bragte
artikler, som indeholder et af de tre søgeord i hver af de tre skriftmedier. Da de kodede tv-indslag er de tre første
indslag, der nævner corona i udsendelsen, er det ikke opgjort på daglig basis, hvor stor en andel af indslag, der nævner
corona, der er kodet. Det er altså tre indslag ud af en ukendt mængde, der danner grundlaget for udregningen. Derfor
sammenlignes der på baggrund af det kodede indhold, uden der omregnes til, hvor stor en del af dækningen, kodningen
repræsenterer.
Figur 4
Figur 5
43
tale om en international begivenhed i form af en pandemi, var afsættet for den største del af dækning,
at der skete indenrigsbegivenheder, som relaterede sig til det globale fænomen.
7.2. Dækning blev først politisk efter nedlukningen
Figur 5 viser, at mængden af stofområderne ”politik” og ”erhverv og økonomi” i de kodede,
coronavinklede artikler steg i tiden efter, nedlukningen blev annonceret den 11. marts 2020. På den
måde ser det ud som om, at dækningen først begyndte at bære præg af, at pandemihåndteringen er et
politisk beslutningsområde, efter regeringen allerede havde håndteret smittespredningen politisk.
Eksempelvis registrerer kodningen først det politiske stofområde i TV-avisen den 9. marts. På dette
tidspunkt var smittetallet i Danmark steget til 90, og udsendelsens første indslag handlede om,
hvordan regeringen ville holde »hånden under samfundet«, når virussen ville sprede sig (TV-Avisen
18.30 9. marts 2020). Her skal det dog bemærkes, at der ikke er kodet artikler eller indslag på den 6.
marts, hvor regeringen anbefalede, at man ikke samledes mere end 1.000 personer, og man ikke gav
hånd eller kram til andre personer end dem i ens husstand. Der er heller ikke kodet dagen efter, hvor
aviserne ville have haft mulighed for at beskrive de nye anbefalinger.
Inden nedlukningen var det sundhed, som fyldte mest af de fire udvalgte kategorier. At
”sundhed” først var det dominerende stofområde og hernæst ”erhverv og økonomi” tyder på, at
medierne fokuserede på at dække pandemiens konsekvenser på disse to parametre, hvor den politiske
dækning først for alvor steg længere inde i pandemien. Særligt den 24. marts var mængden af
historier, hvor politik optrådte som stofområde stor. Her fik artiklerne et politisk perspektiv i artikler,
der handlede om hjælpepakker, teststrategier, forlængelse af nedlukning og konsekvenserne af den
såkaldte hastelov, som gav regeringen ekstraordinære beføjelser. Det kan være en indikation på, at
nyhedsmedierne i denne
periode – 13 dage efter
nedlukningen – begyndte at
stille politikerne til ansvar
for flere begivenheder, der
var relateret til pandemien.
Figur 6 viser, at der
var en lav forekomst af
citerede, danske
regeringspolitikere i de Figur 6
44
kodede,
coronavinklede
artikler, inden
nedlukningen blev
annonceret. Den lave
forekomst af politiske
kilder inden
nedlukningen tyder
på, at pressens
pandemidækning
først behandlede
pandemien som et politisk emne efter nedlukningen. Det var også først efter nedlukningen, at andre
medlemmer af Folketinget blev citeret i de coronavinklede artikler. Der er således ikke kodet nogle
nationale parlamentarikere før den 12. marts, hvor Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen,
forsvarede, hvorfor den behandlingsgaranti, der blev indført under VKO-regeringen i 2000’erne, nu
blev suspenderet for at skaffe plads til behandling af coronasmittede (Pedersen 2020).
Den lave forekomst af regeringskilder skal både ses i lyset af, at der var færre coronarelaterede
artikler, men også at mediedækningen fokuserede på repræsentanter fra offentlige myndigheder,
sundhedspersoner og forskere. Det kan således indikere, at pandemien inden nedlukning blev
betragtet som et emne, der skulle fortælles gennem forklaringer fra myndigheder som
Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut, samt forskere og personale fra hospitalerne. Således
viser figur 7, at inden nedlukningen den 11. marts optrådte der over de tre samplede datoer flere kilder
fra hver af de tre kildetyper, end der optrådte regeringspolitikere.
Den lavere grad af
politisering i
pandemidækningen kan
også relateres til, at
mængden af
artikler/indslag, hvor
regeringens handlinger
blev kritiseret, var lavere i
perioden inden
Figur 7
Figur 8
45
nedlukningen, som det vises i figur 8.
Ligeledes viser tabel 3, at selvom mængden af
holdningsstof næsten ikke var tilstede i perioden
inden nedlukningen, optrådte der regeringskritik i
halvdelen af de seks holdningsartikler, der blev bragt
i perioden 29. februar til 12. marts. Tilsvarende
optrådte der regeringskritik i 15 procent af
nyhedsstoffet i samme periode.
Dataene i denne figur skal dog betragtes som ret
usikker, da interkoderreliabilitetstesten indikerer, at
de forskellige kodere tolkede denne kategori
forskelligt. Den første interkoderreliabilitetstest
viser, at der var enighed om 81 procent af kodninger,
og den anden viser enighed om 85 procent af
kodningerne. Alligevel har Scott’s π-testene en lav værdi på henholdsvis 0,45 og 0,31, hvilket
skyldes, at størstedelen af kodningerne i testen var kodet som ”nej”. Således opstod der stor uenighed
i de tilfælde, hvor en koder havde kodet ja. I disse tilfælde var enigheden 40 procent i den første test,
og 25 procent i den anden test. Her skal det tages in mente, at den anden test udelukkende blev
foretaget på internationale stofområder, hvor regeringskritik-kategorien kan have været sværere at
kode.
Ligesom mængden af kritik var lav inden nedlukningen, var mængden af konflikt i
nyhedsstoffet (nyhed, baggrund, nyhedsanalyse, interview, reportage og case) også lav inden
nedlukningen den 11. marts (se figur 9). Det indikerer, at inden nedlukningen blev pandemien ikke
dækket som et emne, man kunne være uenig om. Der var dog en større forekomst af konflikt tilstede
i dækningen den 8. marts,
hvor 4 ud af 10
artikler/indslag indeholdt
nyhedskriteriet konflikt.
Konflikten i disse fire
tilfælde handlede dog i to
artikler om, at
basketballspilleren Lebron
Nyhedsstof Holdningsstof
Regeringskritik Regeringskritik
Ja Nej Ja Nej
Dato 29-FEB-20 1 6 1 1
04-MAR-20 1 5 0 1
08-MAR-20 1 9 0 0
12-MAR-20 2 19 2 1
16-MAR-20 9 6 4 5
20-MAR-20 3 21 2 4
24-MAR-20 4 15 1 9
28-MAR-20 2 23 1 6
01-APR-20 3 20 3 1
05-APR-20 6 16 3 8
Tabel 3: Mængde af coronarelaterede artikler/indslag, hvor der optræder regeringskritik fordelt på genrer
Figur 9
46
James nægtede at spille for tomme tribuner. De to andre tilfælde stammer fra TV-avisen, hvor det
ene indslag handlede om coronahåndteringen i Italien i forbindelse med de massive nedlukninger, der
blev implementeret i starten af marts 2020. Her kritiserede flere indbyggere i Milano indsatsen, hvor
en borger uden portefølje eksempelvis sagde: »Det er noget pjat. Vi har det fint, og vi skal tage det
roligt. Sådan er det« (TV-Avisen 18.30 8. marts 2020). Det andet indslag handlede om, at for mange
borgere ringede med spørgsmål om coronavirus, og det skabte problemer for vagtlægen. Konflikterne
her bundede altså ikke i dybe uenigheder mellem politiske aktører eller andre elitekilder.
Nete Nørgaard Kristensen beskriver i Journalister og kilder – Slinger i valsen? (2004)
relationen mellem journalister og deres kilder. Her skelner hun mellem elitekilder og ikke-elitekilder.
Elitekilderne besidder en økonomisk, politisk eller diskursiv magt, ikke-elitekilder ikke besidder. I
stedet vil ikke-elitekilderne typisk optræde i medierne som en repræsentant for konsekvenserne af
elitens magtudøvelse eller et ”folkesynspunkt” (Nørgaard Kristensen 2004:130f). I det italienske
eksempel opstår konflikten altså på baggrund af ikke-elitekilders utilfredshed med elitens håndtering.
Men det er en konflikt med en ulige magtbalance.
Til sammenligning optrådte konflikterne i nyhedsstoffet den 16. marts i artikler som ”NB!
Sundhedsstyrelsen advarede mod indgreb” (Bredsdorff 2020), ”Flere virksomheder vil fyre trods
appel fra Mette Frederiksen” (Kristiansen og Beim 2020), ”Sundhedsstyrelsen afviste at blåstemple
regeringens vidtgående hastelov mod coronavirus” (Kildegaard og Borre 2020) og ”Restauranter,
barer og cafeer går imod opfordring: »Jeg kan gå fallit«” (Jensen og Benson 2020). Her begyndte
konflikten at opstå på tværs af elitekilderne, hvor de forskellige magthavere var uenige om
håndteringen af pandemien.
Flere af de andre kodede
variabler understreger det skifte,
der skete i den journalistiske
dækning efter nedlukningen.
Framingkategorien ”politisk
frame” afdækker, hvorvidt det
blev vurderet i artiklen/indslaget,
at de beslutninger, der skulle føre
samfundet gennem covid-19-
pandemien, skulle træffes af
politikere. Figur 10 viser, at Figur 10
47
denne frame var tilstede i en mindre grad af artiklerne/indslagene inden nedlukningen. Men efter
nedlukningen steg forekomsten af denne frame, og den var nu også allerede tilstede i rubrikken.
Denne variabel skal dog kun betragtes som en indikation på forekomsten af en tendens. Således viste
den første kodningstest kun enighed om 75 procent af kodningerne og Scott’s π-testen havde en værdi
på 0,26 i bestemmelsen af, hvor tidligt framen optræder i artiklen/indslaget, og 0,33 i hvorvidt framen
er tilstede på noget tidspunkt i artiklen. Den anden test viste, der var enighed om 65 procent af
kodningerne, med en π-værdi på 0,22 for placeringen af frame og 0,37 for forekomsten af frame. Alle
seks tal er så lave, at dataenes pålidelighed er koblet med en stor usikkerhed. Dog er tallet her
medtaget, da det viser en tendens, der allerede er blevet indikeret i de tidligere figurer.
Den manglende politisering af pandemien kan hænge sammen med, hvordan problemet bliver
klassificeret. Figur 11 viser, hvor mange daglige artikler/indslag, der nævnte ordet ”krise” i rubrik,
underrubrik, de første
fem afsnit af en
artikel eller det første
minut af et tv-
indslag. Her kan man
se, at i de
coronavinklede
artikler/indslag blev
krise-ordet blot
nævnt tre gange
inden nedlukningen.
Herefter optræder ordet hyppigt i den efterfølgende dækning. Det tyder altså på, at nedlukningen i
høj grad har været den begivenhed, der fik journalistikken til at betegne pandemien som en krise.
Det var dog særligt i stofområderne ”politik” og ”erhverv og økonomi”, at ordet krise optrådte,
som det ses i figur 12 (næste side). Det tyder altså på, at det særligt blev opfattet som en økonomisk
krise, der opstod på baggrund af pandemien, og en krise der skulle håndteres politisk. Således optrådte
ordet i mindre grad i sundheds-stoffet, på trods af at dette var det mest forekommende stofområde.
Denne figur viser dog, at ordet krise optrådte indenfor alle stofområder. Det var altså bredt
accepteret på tværs af stofområder, at pandemien var en krisesituation. Men ordet optrådte dog langt
fra i alle artikler/indslag. Det kan til dels skyldes, at krisetilstanden var blevet en kendsgerning, som
der ikke var behov for at fremhæve i hver eneste omtale af pandemien. Den daglige mængde af
Figur 11
48
pandemi-refererende artikler var meget stor, og således behøvede samtlige artikler i hver avis eller
alle indslag i nyhedsudsendelsen ikke at kommunikere, at der var tale om en krisesituation. Fraværet
kunne også skyldes, at nogle skribenter og nyhedsorganisationer afstod fra at benytte sig af denne
vurdering af begivenhedens omfang. Således benyttede nyhedsbureauet Ritzau ofte formuleringen
»udbruddet af coronavirus«, når begivenheden skulle beskrives.
Figur 12
7.3. Fokus på sundhed og økonomi
Lad os for et øjeblik vende fokus tilbage mod figur 5, der viser, at de to hyppigst forekommende
stofområder i den målte periode var ”sundhed” og ”erhverv og økonomi”. Den viser, at sundheds-
historierne var særligt forekommende inden nedlukningen, og ”erhverv og økonomi” blev det største
stofområde i ugen efter nedlukningen.
Vendingen fra sundhed til økonomi ser dog anderledes ud, hvis vi kigger på forekomsten af de
kategorier, der kan relateres til disse stofområder. Således blev forekomsten af artikler/indslag der
var koncentreret om de økonomiske konsekvenser, samt artikler der omtalte økonomiske
hjælpepakker som en løsning, overgået af artikler/indslag, der nævnte, at mange folk ville blive syge,
og sygdomsframen, der handler om, at folk kunne blive alvorligt syge eller dø, hvis de bliver smittet
49
med covid-19. Figur 13
viser således, at selv i ugen
efter nedlukningen, hvor
stofområdet ”erhverv og
økonomi” overgik
sundheds-stoffet, var
”mange syge” og
”sygdoms-frame” mere
forekommende, end de to
økonomi-kategorier.
Kategorierne var sågar
mere tilstede end hele stofområdet ”erhverv og økonomi”.
Årsagen
skyldes, at disse to
kategorier optræder i
flere stofområder end
blot sundhed, som det
ses i figur 14. Det
betyder altså, at
fortællingen om, at
mange folk ville blive
syge, og at folk kunne blive alvorligt syge, ikke blot var en
fortælling, der kunne isoleres til sundhedsstoffet. Den var bredt tilstede i mediedækningen efter
nedlukningen. Det kan altså indikere, at det blev en så grundlæggende fortælling i den journalistiske
dækning, at den også optrådte som årsag inden for områder, der ikke handlede om sundhed. Det ses
tydeligt i tabel 4 (næste side), der optæller hvor ofte mange syge og sygdoms-frame optrådte i hvert
enkelt stofområde. Tabellen skelner mellem, hvorvidt sundhed var et af de op til tre stofområder eller
ej. Den viser, at i 29 procent af coronarelaterede artikler/indslag, hvor sundhed ikke er markeret som
et stofområde, blev der alligevel kodet ja i variablen ”mange syge”. Sundhedsframen optrådte i 34
procent af de coronarelaterede artikler/indslag, hvor sundhed ikke var markeret som stofområde. Det
tyder tilmed på, at selvom ordet krise ikke blev nævnt i ”sundhedsstoffet” lige så ofte som i det
politiske stof og ”erhverv og økonomi”, blev de to faktorer, der blev fremstillet som grunden til, at
Figur 5
Figur 13
Figur 14
50
krisen var alvorlig (mange kan blive
syge, og det er farligt at blive syg),
ofte nævnt i de artikler/indslag, der
handlede om pandemien og dens
konsekvenser.
Mange syge Sygdoms-frame
Ja Nej Ja Nej
Sundhed Nej Politik Ja 13 28 13 28
Andet nationalt Ja 6 16 10 12
Udenlandsk politik Ja 7 7 9 5
Andet udland Ja 12 16 13 15
Sport Ja 5 21 6 20
Kultur Ja 6 12 8 10
Medier Ja 1 3 1 3
Erhverv og økonomi Ja 13 48 15 46
Privat Ja 2 5 4 3
Andet Ja 0 2 0 2
Ja Politik Ja 12 2 11 3
Andet nationalt Ja 6 0 5 1
Udenlandsk politik Ja 1 1 0 2
Andet udland Ja 11 2 11 2
Sport Ja 1 0 1 0
Kultur Ja 1 1 1 1
Medier Ja 0 1 0 1
Erhverv og økonomi Ja 2 0 1 1
Privat Ja 1 1 2 0
Andet Ja 0 0 0 0
Tabel 4: Forekomst per dag af kategori fordelt på stofområde
51
8. Diskussion
Figurerne i kapitel 7 viser flere eksempler på, hvordan nyhedsdækningen ændrede sig, da der opstod
danske coronarelaterede begivenheder. Således viste figur 2, der blev præsenteret i kapitel 7, hvordan
antallet af daglige artikler, der nævnte ordene corona, covid eller influenza, steg i takt med, at
pandemien blev en indlandshistorie. Derudover blev coronavinklede historier næsten ikke behandlet
som et politisk emne, før nedlukningen blev implementeret den 11. marts. Før nedlukningen optrådte
stofområdet politik i lav grad, kildetyperne var typisk sundhedspersoner eller repræsentanter for
offentlige myndigheder, og der er ikke kodet citater fra en eneste politiker, som ikke er medlem af
regeringen, i perioden før nedlukningen. Mængden af regeringskritik var tilmed meget lille, ligesom
det heller ikke tyder på, at der var alternative framinger repræsenteret.
Det tyder på, at nyhedsmedierne først behandlede pandemien som et politisk emne, efter
regeringen havde truffet beslutningen om at gennemføre den omfattende nedlukning, der blev
annonceret den 11. marts. Den rækkefølge var vigtig for, hvilken type af kritisk dækning
nyhedsmedierne kunne lave. Dataene tyder på, at nyhedsmedierne i højere grad rapporterede om,
hvordan smitten var i gang med at sprede sig i Danmark og andre lande, og medierne refererede fra,
hvad de offentlige sundhedsmyndigheder og regeringen enten anbefalede eller forberedte sig på. Det
betød, at den danske regering kunne frame pandemien som en så stor trussel for det danske samfund,
at det krævede en ekstraordinær løsning i form af en nedlukning. Tilmed kunne regeringen også
definere, hvilke konsekvenser det ville få, hvis man ikke gjorde noget. På pressemødet den 11. marts
2020 sagde Statsminister Mette Frederiksen (S):
»Alt det her tilsammen kommer til at få kæmpe konsekvenser, kæmpe konsekvenser. Men
vores vurdering er, at alternativet kan blive langt værre. Det håber jeg, der vil være
forståelse for. Det føler jeg mig nu også overbevist om, at der vil være forståelse for.
Under normale omstændigheder, der vil en regering ikke fremlægge så indgribende
meldinger og foranstaltninger, uden at have alle løsninger klar for de mange berørte
danskere. Men vi står i en ekstraordinær situation« (Statsministeriet 2020e).
I sikkerhedsliggørelsesprocessen var det altså regeringen, der både definerede situationens alvor,
argumenterede for at der skulle gennemføres en sikkerhedsliggørelse, og som fik de udvidede
magtbeføjelser. Men det var en sikkerhedsliggørelse, der blev muliggjort i forlængelse af
nyhedsmediernes hidtidige pandemidækning. Inden pressemødet havde medierne formidlet om
52
smittespredning over hele verden og rapporteret om, hvordan covid-19-virussen var farlig og
potentielt dødelig. Denne formidling dannede således et grundlæggende verdensbillede, som den
efterfølgende sikkerhedsliggørelse ræsonnerede med. Eksempelvis kunne statsministeren referere
direkte til de rapporteringer, der var kommet fra Italien i tiden op til, at covid-19-virus spredte sig til
Danmark:
»Italien er lukket ned. På hospitaler mangler der respiratorer og personale. Jeg vil gerne
understrege: Det ikke er et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt
fremtidsscenarie. Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender, og hvor mange
har været på ferie – et land i Europa, i vores del af verden« (Ibid.).
Dette belæg for sikkerhedsliggørelsen ræsonnerede med det verdensbillede, der allerede var blevet
skabt i nyhedsmediernes dækning. Således var regeringens problem- og konsekvensdefinition
samstemmende med nyhedsmediernes formidling og definition af situationen. Det var også denne
enighed, der blev journalistikkens udgangspunkt for at undersøge belægget for sikkerhedsliggørelsen
lige efter den blev introduceret. Hvis der endelig blev præsenteret en konflikt mellem flere parter, var
det en konflikt, der involverede ikke-elitekilder. Ikke andre magtpersoner, forskere eller lignende, der
eksempelvis kunne argumentere for, hvad man burde gøre i sådan en situation og kritiserede
regeringen eller andre myndigheder for ikke at gøre nok.
Den første del af sikkerhedsliggørelsesprocessen, der handler om at identificere en eksistentiel
trussel, var altså tilstede i nyhedsdækningen inden nedlukningen. Til gengæld lader det til, at
diskussionen om potentielle løsninger fyldte en mindre del af dækningen. Eksempelvis nævnes
epidemiloven seks gange i de tre avisers dækning i måneden op til nedlukningen. Den første gang
nævnes den i en refererende note i Ekstra Bladet (Hellensberg og Busk 2020) Den 4. marts bringer
Politiken artiklen ”Skrappe midler: Syge kan tvinges til indlæggelse og isolation”, der berettede om,
hvilke muligheder nogle særlige paragraffer i epidemiloven gav myndighederne for at kunne
tvangsisolere smittede, efter at Sundhedsministeriet aktiverede disse paragraffer dagen i forvejen.
Direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm forklarede i store dele af artiklen, hvorfor dette tiltag
var nødvendigt, og professor i infektionsmedicin ved Københavns Universitet Jens Lundgreen
betegnede tiltaget som rettidig omhu (Rasmussen 2020). To øvrige artikler nævnte aktiveringen af
epidemiloven i artiklens sidste sætning, og i en enkelt artikel efterspurgte de danske spillesteder og
musikfestivalers interesseorganisation Dansk Live, at epidemiloven blev brugt til at give spillesteder
53
og festivaler et påbud om at lukke, efter regeringen og sundhedsmyndighederne to dage tidligere
opfordrede til, at man ikke samles mere end 1.000 mennesker (Svendsen 2020). Der optrådte dog
ikke citater fra politikere i disse seks artikler, og kritikken kom fra en organisationsperson, som
udtalte sig på baggrund af økonomiske konsekvenser.
8.1. Nedlukning skabte bevægelse mod deliberativ rolle
Efter nedlukningen steg mængden af både regeringskritik og konflikt i dækningen. Mængden af
politiske historier steg, andre politikere end regeringsmedlemmer blev citeret, og ordet ”krise”
optrådte nu hyppigt i dækningen af situationen – særligt i det økonomiske og politiske stofområde.
Dette tyder både på, der kom en ny økonomisk sikkerhedsliggørelse, som var baseret på de
økonomiske konsekvenser af nedlukningen, og at dækningen bar præg af en større diskussion. I
perioden efter nedlukningen optrådte der flere erhvervspersoner, der var ramt af de økonomiske
konsekvenser og som fortalte om, hvad den politisk bestemte nedlukning havde af konsekvenser for
dem. Det kunne eksempelvis være faggrupper, der var blevet særligt økonomisk udsatte, eller som
ikke var omfattet af en af de første økonomiske hjælpepakker. Men dækningen udfordrede ikke
formuleringen af det eksistenstruende, økonomiske problem, der var opstået, og som skulle løses
gennem politiske hjælpepakker; spørgsmålet var mere, hvem der skulle have hvad.
I takt med at mængden af kritik, kildetyper og konflikt steg, er der en indikation på, at
journalistikkens kritiske rolle ændrede sig. Hvor dækningen først handlede om at formidle, hvad der
skete, nærmede journalistikken sig efter nedlukningen en mere deliberativ rolle, hvor dækningen
indikerer, at det blev anskuet som legitimt at bryde en del af konsensusstemningen. Beslutninger
måtte gerne diskuteres og kritiseres, så længe den fundamentale sikkerhedsliggørelses
problematisering og løsning blev holdt intakt. Her er det dog vigtigt at understrege, at kategorierne
konflikt og regeringskritik ikke skelner mellem, hvilken form for konflikt eller kritik der optræder.
Resultatet af den kvantitative indholdsanalyse viser blot, at mængden af konflikt og ordet konflikt
steg. Således kan kategorierne både dække over småskænderier og dybe, fundamentale uenigheder.
8.2. Pandemi som ’News Media’-media event
Covid-19-pandemien som krisesituation har fællesnævnere med, den måde kriser bliver dækket på i
terrorsituationer. Således er der indikationer på, at journalistikken ikke udfordrede den officielle
framing – hvad end det kom til problematiseringer eller løsninger – da ”krisen” indtraf. Denne
konsensustilstand når dog at ændre sig mod et mere diskuterende, deliberativt stadie, inden
54
normaltilstanden indfinder sig. Det skal ses i relation til, at denne krise har et atypisk tidsforløb i
forhold til eksempelvis et terrorangreb. Det kan ses, hvis man sammenligner pandemien med
attentatet mod Krudttønden og synagogen i København i 2015. Selvom de danske nyhedsmedier
allerede var forberedte på en terrorhandling i København (Jørndrup 2016), foregik selve
krisetilstanden under attentatet i en afkortet tidsperiode, der strakte sig fra omkring klokken 15.30
lørdag den 14. september til omkring klokken 04.00 morgenen efter, hvor attentatmanden, Omar El-
Hussein, blev skudt. Præcis hvornår krisetilstanden begynder og slutter i pandemisituationen er ikke
lige så let at bestemme. Starter den ved nedlukningen, ved det første danske dødsfald, det første
danske smittetilfælde eller endnu tidligere? Og kan man overhovedet snakke om, at krisesituationen
er overstået, eftersom flere af de restriktioner, der blev indført i marts 2020, stadig gælder i skrivende
stund, september 2020? Dette mindre præcise forløb gør det således sværere at adskille de tre faser,
man typisk ser under et ’News Media’-media event: krisetilstand, sorgproces og tilbagevenden til
normal tilstand. Konsekvensen er, at begivenheden skal behandles mentalt, mens
undtagelsestilstanden stadig står på. Måske indikerer den mediediskussion, der blev præsenteret i
projektets indledning, at overgangen mellem krise-, sorg- og normaltilstand er mere udflydende i en
situation, hvor normaltilstanden kun indfinder sig gradvist.
En essentiel del af ’News Media’-media events-teorien er, hvordan nyhedsmedier reproducerer
narrativerne om samfundets dominerende værdier. Disse myter er dog ikke synlige i denne
kvantitative undersøgelse, der ikke aktivt har undersøgt forekomsten af myter i pandemidækningen.
Det er dog ikke ensbetydende med, at myterne ikke har været tilstede i mediedækningen, og de vil
potentielt kunne afdækkes gennem en kvalitativ undersøgelse i stil med Nosseks (2008) og Jørndrups
(2016) undersøgelser af journalistik i krisetider. Således kunne brugen af ordet ”samfundssind” og
accepten af de økonomiske hjælpepakker indikere en dominerende velfærds-værdi, hvor samfundet
står sammen og hjælpe de svage og trængende, der bliver ramt af en krisesituation.
55
9. Konklusion
Specialeprojektet har undersøgt, hvordan danske nyhedsmedier dækkede og framede covid-19-
pandemien i perioden før og efter nedlukningen den 11. marts 2020, og i hvilken grad var dækningen
præget af sikkerhedsliggørelse. Der er blevet lavet en kvantitativ indholdsanalyse af
nyhedsdækningen i Berlingske, Ekstra Bladet, Politiken og TV-avisen i perioden 29. februar til 5.
april 2020, som dækker tiden før og efter nedlukningen den 11. marts 2020. Resultaterne er analyseret
med afsæt i Entmans (1993) framingdimensioner i samspil med både Strömbäcks (2005) fire
demokratimodeller, Nosseks (2008) beskrivelse af journalistik i krisesituationer og Buzan m.fl.’s
(1998) teori om sikkerhedsliggørelse. Interkoderreliabilitetstesten viste, at resultaterne er præget af
usikkerhed, og derfor skal denne konklusion kun ses som indikationer på en tendens i, hvordan
nyhedsmedierne dækkede pandemien før og efter nedlukningen.
Resultaterne viser, at omfanget af dækningen var drevet af indenrigsbegivenheder, på trods af
der var tale om en global begivenhed. Ligeledes tyder forekomsten af kildetyper, regeringskritik,
konflikter, stofområde, krisebetegnelser og framinger på, at pandemien først blev dækket som et
politisk emne, efter regeringen annoncerede nedlukningen. Inden nedlukningen var mængden af
regeringskilder lav, og der er slet ikke blevet kodet citater fra andre medlemmer af Folketinget før
efter nedlukningen. Mængden af regeringskritik og konflikter var lav, og situationen blev næsten ikke
betegnet som en krise før efter nedlukningen. Det tyder på, at smittespredningen ikke blev behandlet
som en begivenhed, hvor eksempelvis politikere, myndigheder eller eksperter kunne være uenige om,
hvordan man bedst håndterede den forestående pandemi. Dog blev der ofte nævnt en risiko for, at
mange folk ville blive syge, og at det ville være farligt eller dødeligt at blive smittet. Det vil sige, at
medierne medvirkede til at definere det problem, som nedlukningen skulle løse. På denne måde har
journalistikken spillet en væsentlig rolle i en sikkerhedsliggørelsesproces, ved at formidle pandemien
så nedlukningen blev en løsning på et problem, der ræsonnerede med den foreløbige nyhedsdækning.
Inden nedlukningen var der en refererende dækning, hvor nyhedsmedierne videreformidlede
om alverdens begivenheder. Efter nedlukningen fik nyhedsmedierne en mere deliberativ position,
hvor journalistikken havde en mere aktivt undersøgende rolle for at afdække konsekvenser af
nedlukningen – særligt indenfor erhvervslivet.
Specialet undersøger endvidere, hvordan pandemi-dækningen og en sundhedskrise kan forstås
som et ’News Media’-media event. Traditionelt deler teorien den journalistiske krisedækning op i en
krisesituation, en sorgperiode og en tilbagevenden til normaltilstanden. Denne opdeling er udflydende
i dækningen af covid-19-pandemien, da de forskellige tilstande overlapper, og begivenhedsforløbet
56
er langt længere end under de krisesituationer, der har dannet fundamentet for teorien. Teorien
fokuserer endvidere på, hvordan nyhedsmedier genfortæller kulturens grundværdier under en
krisesituation, men qua specialet kvantitative metodik er denne mytologisering ikke blevet undersøgt.
I denne hensigt vil en kvalitativ indholdsanalyse af pandemidækning kunne give en dybere
beskrivelse af, hvorvidt at teorien er dækkende for en sundhedskrise.
9.1 Tak til…
…Anna for uendelig støtte, at lægge øre til al min tvivl og elske mig, når jeg har mest brug for det
…Jannie for støtte mig, når jeg havde brug for det, og presse mig, når jeg havde overskud til det.
…Stine for at rydde op i mit hoved.
…Morten og Tina for at lave interkoderreliabilitetstest.
57
10. Referencer
10.1 Litteratur
Alam, Firoj, Shaden Shaar, Fahim Dalvi, Hassan Sajjad, Alex Nikolov, Hamdy Mubarak, Giovanni
Da San Martino, Ahmed Abdelali, Nadir Durrani, Kareem Darwish, og Preslav Nakov. 2020.
“Fighting the COVID-19 Infodemic: Modeling the Perspective of Journalists, Fact-Checkers,
Social Media Platforms, Policy Makers, and the Society”.
Andersen, Nicklas Bunck Sørensen, Mie Haugaard Christensen, Perry MacLeod Jensen, og Lea
Emilie Guichard Pilsborg. 2017. EU – forbrugernes union Danske mediers framing af EU i
artikler om dataroaming.
Balzacq, Thierry. 2005. “The three faces of securitization: Political agency, audience and context”.
European Journal of International Relations 11(2):171–201.
Brennen, J. Scott, Felix M. Simon, Philip N. Howard, og Rasmus Kleis Nielsen. 2020. Types,
Sources, and Claims of COVID-19 Misinformation.
Bryman, Alan. 2016. “Research designs”. S. 39–70 i Social Research Methods. Oxford University
Press.
Buzan, Barry, Ole Wæver, og Jaap de Wilde. 1998. Security: A New Framework for Analysis.
Boulder & London: Lynne Rienner Publishers.
Dayan, Daniel og Elihu Katz. 1994. Media Events: The Live Broadcasting of History. Paperback.
Harvard University Press.
Entman, Robert. 1993. “Framing: Toward a clarification of a fractured paradigm”. Journal of
Communication 43(3):51–58.
Eskjær, Mikkel Fugl og Rasmus Helles. 2015. Kvantitativ indholdsanalyse. 1. udg. Frederiksberg
C: Samfundslitteratur.
Esmark, Anders og Mark Blach-Ørsten. 2013. “Political Communication Roles Inside Out”. i
Political Communication Cultures in Europe: Attitudes of Political Actors and Journalists in
Nine Countries, redigeret af B. Pfetsch. Palgrave Macmillan.
Hjarvard, Stig. 2015. “Framing: Introduktion til et begreb og en klassisk tekst”. MedieKultur
31(58):104–14.
Ingvardsen, Jonas Mark, Laurits Hannibal Villadsen, Mikael Trzeciak Mikutajcis, og Tobias Bonde
Simonsen. 2020. Den kritiske vagthund i coronakarantæne: Ekstra Bladets kritiske dækning af
sundhedsmyndighederne under coronapandemien.
58
Irwin, Rachel Elisabeth. 2020. “Misinformation and de-contextualization: international media
reporting on Sweden and COVID-19”. Globalization and health 16(1):62.
Jørndrup, Hanne. 2016. “News Framing in a Time of Terror: A Study of the Media Coverage of the
Copenhagen Shootings”. Nordicom Review 37(Special Issue):85–99.
Jørndrup, Hanne. 2017. “Dem vi taler om”: Etniske minoriteter i danske nyhedsmedier.
Lecheler, Sophie og Claes H. de Vreese. 2019. News Framing Effects. New York: Routledge.
McCombs, Maxwell E. og Donald L. Shaw. 1972. “The Agenda-Setting Function of Mass Media”.
Public Opinion Quarterly 36(2):176–87.
Nossek, Hillel. 2008. “’News media’-media events: Terrorist acts as media events”.
Communications 33(3):313–30.
Nørgaard Kristensen, Nete. 2004. Journalister og kilder – slinger i valsen? Forlaget Ajour.
Ogbodo, Jude Nwakpoke, Emmanuel Chike Onwe, Joseph Chukwu, Chinedu Jude Nwasum,
Ekwutosi Sanita Nwakpu, Simon Ugochukwu Nwankwo, Samuel Nwamini, Stephen Elem, og
Nelson Iroabuchi Ogbaeja. 2020. “Communicating health crisis: a content analysis of global
media framing of COVID-19”. Health Promotion Perspectives 10(3):257–69.
Shoemaker, Pamela J. 1991. “Theorizing About Gatekeeping”. S. 32–84 i Gatekeeping. Sage.
Vultee, Fred. 2010. “Securitization as a media frame: What happens when the media ‘speak
security’”. S. 77–93 i Securitization Theory: How Security Problems Emerge and Dissolve,
redigeret af T. Balzacq. Taylor & Francis Group.
Willig, Ida, Mark Blach-Ørsten, Jannie Møller Hartley, og Sofie Flensburg. 2015. Journalistiske
kvaliteter. København V.
10.2 Artikler, hjemmesidehenvisninger, tv-indslag og lignende
Bredsdorff, Magnus. 2020. “NB! Sundheds- styrelsen advarede mod indgreb”. Politiken, marts 16,
5.
Bruun-Hansen, Kerstin og Jakob Albrecht. 2020. “Det kunne næsten kun gå galt”. Journalisten,
maj, 12–17.
Christensen, Reimer Bo. 2020. “Debat : DR og TV 2 har været små skødehunde, som ikke har gjort
en kat fortræd”. Jyllands-Posten, maj 20, 18.
Dalgas, Julie, Flemming Steen Pedersen, og Bent Winther. 2020. “I Gentofte bliver flest smittet
med coronavirus: »Man bekymrer sig mere om aktiekurser end om sin næste herude«”.
59
Berlingske, marts 20, 4–5.
Finansministeriet. 2020a. “Nye initiativer til at holde hånden under danske arbejdspladser”. Hentet
5. juni 2020 (https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2020/03/nye-initiativer-til-at-
holde-haanden-under-danske-arbejdspladser).
Finansministeriet. 2020b. “Regeringen indgår aftaler med KL og Danske Regioner om tiltag som
skal understøtte dansk økonomi”. Hentet 5. juni 2020
(https://fm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2020/marts/regeringen-indgaar-aftaler-med-kl-og-danske-
regioner-om-tiltag-som-skal-understoette-dansk-oekonomi/).
Finansministeriet. 2020c. “Trepartsaftale skal hjælpe lønmodtagere”. Hentet 5. juni 2020
(https://www.fm.dk/nyheder/pressemeddelelser/2020/03/trepartsaftale-skal-hjaelpe-
loenmodtagere).
Hellensberg, Laura A. og Emma Busk. 2020. “Tager familiefest på”. Ekstra Bladet, marts 4, 20–21.
Herskind, Ida og Torben Benner. 2020. “Den kritiske presse er i karantæne”. Politiken, marts 16, 3
(Kultur).
Jensen, Henrik og Peter Suppli Benson. 2020. “Restauranter, barer og cafeer går imod
opfordring: »Jeg kan gå fallit«”. Berlingske, marts 16, 6.
Jensen, Lasse. 2020. “Journalistikkens samfundsansvar”. Information, marts 25, 2.
Jyllands-Posten. 2020. “Hvornår slutter ‘Aftenshowet’?” Jyllands-Posten, maj 24, 30.
Kildegaard, Kasper og Martin Borre. 2020. “Sundhedsstyrelsen afviste at blåstemple regeringens
vidtgående hastelov mod coronavirus”. Berlingske, marts 16, 8–9.
Kristiansen, Cecilie Lund og Jakob Hvide Beim. 2020. “Flere virksomheder vil fyre trods appel fra
Mette Frederiksen”. Politiken, marts 16, 1.
Pedersen, Flemming Steen. 2020. “Prioritering af coronasmittede rammer andre syge og fødende”.
Berlingske, marts 12, 4.
Queitsch, Henrik. 2020. “Fuldstændig tomhjernede”. Ekstra Bladet, marts 13, 22.
Rasmussen, Lars Igum. 2020. “Skrappe midler: Syge kan tvinges til indlæggelse og isolation”.
Politiken, marts 4, 5.
Ritzau. 2020. “Søren Brostrøm: Lukningen af grænserne var en politisk beslutning”. Politiken.
Hentet 13. august 2020 (https://politiken.dk/indland/art7704440/Søren-Brostrøm-Lukningen-
af-grænserne-var-en-politisk-beslutning).
Skatteministeriet. 2020. “Små og mellemstore virksomheder får en markant forbedring af deres
likviditet”. Hentet 5. juni 2020 (https://www.skm.dk/aktuelt/presse-
60
nyheder/pressemeddelelser/smaa-og-mellemstore-virksomheder-faar-en-markant-forbedring-
af-deres-likviditet/).
Statsministeriet. 2020a. “Pressemøde den 13. marts 2020”. Hentet 5. juni 2020
(https://www.stm.dk/_p_14930.html).
Statsministeriet. 2020b. “Pressemøde den 17. marts 2020”. Hentet 5. juni 2020
(https://www.stm.dk/_p_14926.html).
Statsministeriet. 2020c. “Pressemøde den 6. april 2020”. Hentet 5. juni 2020
(https://www.stm.dk/_p_14938.html).
Statsministeriet. 2020d. “Pressemøde den 6. marts 2020”. Hentet 5. maj 2020
(https://www.stm.dk/_p_14913.html).
Statsministeriet. 2020e. “Pressemøde om COVID-19 den 11. marts 2020”. Hentet 5. juni 2020
(https://www.stm.dk/_p_14920.html).
Sundhedsstyrelsen. 2020. “Sundhedsstyrelsen ændrer risikovurdering og udsender nye
retningslinjer for håndtering af COVID-19”. Hentet 5. juni 2020
(https://www.sst.dk/da/Nyheder/2020/Sundhedsstyrelsen-aendrer-risikovurdering-og-
udsender-nye-retningslinjerne-for-haandtering-af-COVID-19).
Svendsen, Jacob. 2020. “Regeringen lover økonomisk hjælp Arrangører”. Politiken, marts 8, 1.
TV-Avisen 18.30 8. marts. 2020. “16 millioner italienere i karantæne”.
TV-Avisen 18.30 9. marts. 2020. “Nu er 90 smittede”.
TV 2 Nyheder. 2020. “Hans Engell: - Det største indgreb siden 2. verdenskrig”. Hentet 5. juni 2020
(https://nyheder.tv2.dk/video/NWNfOTZvVm1fWEJfRmpwWGN2NXNXYXNkM2MwX1lr
RXA).
10.3 Figurer og tabeller
Figur 1: Mængde af coronavinklede forside/første indslag per dag (kapitel 6.2.)
Figur 2: Antal daglige artikler, der nævner corona, covid eller influenza (kapitel 7.1.)
Figur 3: Antal forsideartikler/første indslag, der er coronavinklede (kapitel 7.1.)
Figur 4: Mængde af kodede artikler/indslag med coronavinklet stofområde per dag (kapitel 7.1.)
Figur 5: Mængde af stofområde i coronavinklet artikler/indslag per dag (kapitel 7.2.)
Figur 6: Mængde af kildetype i kodede, coronavinklede artikler/indslag per dag (kapitel 7.2.)
Figur 7: Mængde af kildetype i kodede, coronavinklede artikler/indslag per dag (kapitel 7.2.)
Figur 8: Mængde af coronavinklede artikler/indslag, hvor der optræder regeringskritik (kapitel 7.2.)
61
Figur 9: Mængde af konflikt i nyhedsstof per dag (kapitel 7.2.)
Figur 10: Forekomst af politisk frame per dato (kapitel 7.2.)
Figur 11: Forekomst af ordet krise per dag (kapitel 7.2.)
Figur 12: Artikler/indslag, der nævner ”krise” fordelt efter stofområde (kapitel 7.2.)
Figur 13: Forekomst af sundheds- og økonomiorienteret indhold per dag (kapitel 7.3.)
Figur 14: Forekomst per dag (kapitel 7.3.)
Tabel 1: Aktører i sikkerhedsliggørelsesproces (kapitel 5.2.)
Tabel 2: Oversigt over kodede artikler/indslag (kapitel 6.2.)
Tabel 3: Mængde af coronarelaterede artikler/indslag, hvor der optræder regeringskritik fordelt på genrer (kapitel 7.2.)
Tabel 5: Forekomst per dag af kategori fordelt på stofområde (kapitel 7.3.)
10.4. Bilag
Bilag 1: Oversigt over kodede artikler
Bilag 2: Kodningsmanual
Bilag 3: Interkoderreliabilitetstest
62
11. Formidlingsartikel
Langt debatindlæg, Politiken
Medierne halsede efter politikerne i coronadækningen Da coronavirus i foråret kom tættere og tættere på de danske grænser, dækkede
danske nyhedsmedier virusudbruddet mere og mere intenst. Men først efter landet
blev lukket ned, begyndte medierne at behandle pandemien som et politisk emne.
Af Perry MacLeod Jensen stud.cand.comm i journalistik, Roskilde Universitet
en største journalistiske historie i 2020 har uden tvivl været udbruddet af coronavirus, der i
løbet af få måneder spredte sig fra et madmarked i Wuhan til resten af verden og avisernes
forsider. Pandemien blev hurtigt kaldt for coronakrisen. Nedlukningen den 11. marts betød, at
skoleelever og studerende skulle blive hjemme, offentligt ansatte blev sendt hjem fra arbejde, og folk
blev opfordret til arbejde hjemmefra. Det blev hurtigt kaldt det mest vidtgående indgreb i, hvordan
Danmark fungerer som samfund, der var set siden Anden Verdenskrig.
Hurtigt begyndte der en debat om, hvordan medierne skulle dække pandemien. Medieforsker
Søren Schultz-Jørgensen sagde den 16. marts i Politiken: »Alle kritiske sanser skal ikke sættes ud af
funktion. Men medierne bliver nødt til at lade tillid til myndigheder, stat og Folketing være det
primære parameter, fordi det handler om borgernes liv eller død«. Sundhedsstyrelsens direktør Søren
Brostrøm sagde i fagbladet Journalisten den 3. maj: »På et tidspunkt var det en sport for Berlingske
at finde håret i suppen«.
Der var også dem, der kaldte mediernes ageren for ukritisk mikrofonholderi. Eksempelvis
efterspurgte tidligere programchef på Radio24syv Mads Brügger, at man ikke blot fortalte, om hvad
medierne gjorde. »Men også hvorfor de gør det, og undersøger, om det er det rigtige, de foretager sig,
hvad det er for tal, de sidder med«.
VURDERINGERNE, af hvordan de danske nyhedsmedier dækkede coronapandemien, var
åbenlyst forskellige, og derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan Berlingske, Ekstra Bladet,
Politiken og TV-avisen havde dækket virusudbruddet i tiden lige før og efter, smitten lukkede
Danmark ned.
D
63
Som de fleste tydeligt husker, var dækningen massiv, og mængden af artikler, der handlede om
den ubudne, gæst steg blot i takt med, at smitten kom tættere på de danske grænser. Men på trods af
den stigende dækning viser min undersøgelse indikationer på, at pandemien først blev dækket som et
emne, der også skulle behandles politisk, i tiden efter landet blev lukket ned. Inden da spurgte
nyhedsmedierne næsten ikke politikerne om, hvordan de ville håndtere en potentiel smittespredning.
Regeringen blev sjældent citeret, og de øvrige folketingsmedlemmer var stort set ikke eksisterende i
dækningen.
Når nyhedsmedierne fortalte om virusspredningen, spurgte de eksperterne, om vi skulle være
bange i Danmark. Samtidigt så vi billeder af tomme gader i Wuhan og en eskalerende epidemi i det
nordlige Italien, der dag for dag viste sig at komme ud af kontrol. Vi så billeder af danske hospitaler,
der forberedte sig på coronapatienter, og vi så interviews med patienter, der fik udskudt deres
operationer. Men kritikken af, hvordan situationen blev grebet an, udeblev stort set. Ingen var rigtigt
uenige om noget. Tværtimod kunne vi blive enige om, at Danmark ikke skulle blive det nye
Lombardiet.
DEN EFTERFØLGENDE DÆKNING har ellers vist, at der var rigeligt med kritiske
spørgsmål, man kunne stille sundhedsmyndighederne og regeringen. Hvorfor havde man ikke
opbygget et bedre lager af værnemidler? Hvorfor udrullede man ikke tidligere en offensiv
teststrategi? Gjorde man vitterligt alt det, som WHO opfordrede verdens regeringer til, da epidemien
allerede den 30. januar blev kaldt en global nødsituation? Hvilke ekstraordinære love, ville man
indføre, hvis antallet af smittede pludselig ville stige dramatisk i Danmark?
Det er let at være bagklog, men sådanne spørgsmål havde været essentielle at få besvaret, før
alt blev vendt på hovedet i løbet af et enkelt pressemøde. Derfor er det et problem, at den kritiske
coronapresse først opstod, i ugerne efter landet blev lukket ned. Inden da havde pressen været flittig
til at berette om, hvor farlig og dødelig den mystiske, nye coronavirus så ud til at være. Men den
glemte at spørge politikerne og de essentielle sundhedsmyndigheder, om hvad der ville ske, hvis
smitten kom til Danmark.
Læren af hele coronadækningen kan således være, at når landet står over for en så essentiel
trussel, som virusudbruddet vitterligt var, er det ikke nok, hvis pressen passivt videregiver, hvad dem
med ansvaret siger. Nej, pressen bør også aktivt spørge, hvad dem med ansvaret vil gøre, hvis
problemet bliver til brutal virkelighed. På den måde kan vi måske undgå, at indskrænkninger af
forsamlingsfriheden bliver til hastelove. Måske opdager vi, at vores lagre med værnemidler er tomme,
inden vi for alvor får brug for dem.