LEO-gruppenFaggruppe for uddannelse, arbejdsmarked og organisation

Aalborg UniversitetInstitut for Sociale Forhold og Organisation

Kroghstræde 7 * 9220 Aalborg ØTlf +45 98158522 * Fax +45 98157575

Hans Wadskjær

"BRUGERNES STEMME - MODERNE MENNESKER I ETMODERNE SAMFUND"

LEO Arbejdspapir nr. 7

September 1995

LEO GroupResearch in Labour Markets, Education and Organization

Aalborg UniversityDepartment of Social Studies and Organization

Kroghstræde 7 * 9220 Aalborg ØTlf +45 98158522 * Fax +45 98157575

Indledning

Denne publikation indeholder et foredrag, som blev holdt på landskonferencen"Brugernes Stemme", 1995. "Brugenes Stemme" er et bruger/borgerforum, derblev etableret med den første landskonference afholdt på Aalborg Universiteti juni 1993. Initiativet blev taget af undertegnede i samarbejde med Instituttetskursusafdeling ledet af Frank Nielsen. Konferencen i 1993 blev støttet afsocialministeriet med 100.000,- kr., mens Undervisningsministeriet ogSundhedsministeriet afslog at støtte.

"Brugernes Stemme" er et forsøg på at konkretisere det engelske udtryk"Voice" og artikulere denne stemme i forhold til velfærdsstaten i bred forstand.

"Brugernes Stemme" er kun et forum. Det skal ikke i sig selv opnåresultater, men det skal danne rammen for, at der kan udveksles erfaringerimellem bruger- og borgergrupper indbyrdes, ligesom der skal foregå dialogermellem græsrødderne og forskere og andre foredragsholdere, der er altså taleom et debat- og læringsforum, hvor professionelle i udgangspunktet kun fåradgang, når de er specielt inviteret.

Der har været foredrag om brugerbølgens samfundsmæssige perspektiv,menneskerettigheder, patientrettigheder, professionsetik, kværulantgørelse,patientombudsinstitutioner, forældreindflydelse i skolen, ældreråd, klientoprør,folkedatabase og endelig har der været foredrag om en lang række patientfore-ningers og klientrguppers måde at arbejde på med særlig henblik på selvansvar-lighed.

Ud over landskonferencerne i Aalborg afholdes der, på initiativ afkonference deltagerne fra den første landskonference, en del konferencer underoverskriften "Brugernes Stemme" i det stor-københavnske område.

Hans Wadskjær, Aalborg, september 1995

"Brugernes stemme - moderne mennesker i et moderne samfund"

Foredrag givet på konferencen "Brugernes Stemme"Aalborg Universitet, 19. - 20. august, 1995

Af Hans Wadskjær

Institut for Sociale forhold og OrganisationAalborg Universitet

1Danske fødevares produktion har været styret af privat politik, en polit ik der er udvikletgennem såkaldte landvindinger af teknologisk og videnskabelig art. Privat politikken får sit

5

"Brugernes stemme- moderne mennesker i et moderne samfund"

Det livspolitiske engagement Den Britiske regering besluttede i samråd med regeringens eksperter ogShell, at bortskaffe en udtjent boreplatform. Brent Spar skulle skaffes af vejenved at nedsænke den i Atlanten på nogle kilometers dybde. Greenpeace lavedeaktion på sagen og på Brent Spar, og en kamp tog sin begyndelse om påvirkningaf det globale miljø og den globale og lokale offentlighed med fuld dækningover fjernsynet.

Som bekendt blev platformen ikke sænket, og den ligger nu i den norskefjord, hvor den oprindeligt blev bygget. På en umiddelbar måde kan mankonstatere at Greenpeace vandt over Shell og den Britiske regering, men det varikke det væsentlige i den demonstration, vi var vidne til.

Det var folk som os spredt ud over hele Europa, der vandt. Folk, derforbinder det globale med det helt lokale og individuelle, helt ned til det dagligekøb af benzin til bilen. "Vi" tvang de store institutioner Shell og den Britiskeregering i knæ, ved at tænke over de daglige indkøb i en global sammenhæng.

Der er signaleret et magtskifte i form af en ny og løfterig forskydning afbetingelserne for centralstyring - globalt og nationalt såvel som lokalt. Enforskydning af magt, der må betragtes som nødvendig for at sikre de fremtidigemuligheder for et godt liv på kloden. Man kan selvfølgelig diskutere,sagligheden omkring Brent Spar, men vigtig er forestillingen om den ophobedevirkning af de efterfølgende måske 1000 platforme. Endnu vigtigere ergennemslagskraften af det globale folkelige forsvar for lisvbetingelserneherunder forureningen.

Tilfældet handlede ikke om en forskydning af magt fra de multinationaleselskaber og de nationale regeringer til Greenpeace. Greenpeace kunne intethave udrettet uden "os andre", det er her, forskydningerne med hensyn tilmagten over fremtiden har fundet sted, og med Brent Spar sagen blev denneudvikling åbenbaret for den ganske verden. Greenpeace var midlet i en verdenkendetegnet ved, at vi ser billeder af begivenheder, mens de foregår. Globalnyhedsformidling går hånd i hånd med interessen for det globale.

Lad os stille på optikken og zoome lidt mere ind på danske forhold, hvorvi ved den samme type af aktiviteter har fremkaldt, hvad der ligner et endeligtgennembrud for økologisk mad, udløst gennem en blotlæggelse af dettraditionelle effektive dyrkningsmetoder og disses konsekvenser for befolknin-gens liv og velfærd (Beck, 1992, 1994).1

konkrete gennemslag når disse midler tages i brug som normale metoder i fødevare produktionen.Som for eksempel vækstfremmere.

2Jeg har i en tidligere artikel beskæftiget mig med den nye selvidentitet hos modernemennesker, og de betingelser i den moderne og højmoderne udvikling i samfundet der har fremmetdenne nye selvidentitet, der kendetegnes ved at mennesker bestræber sig at kolonisere deres egenfremtid. (Wadskjær, 1993)

6

Igen har vi det typiske mønster med et samspil imellem en selvkritiskvidenskab, offentlighed omkring emnet og en oplyst og aktiv befolkning, derskaber den afgørende debat og reaktion mod de traditionelle produkter, somman ser som en direkte og indirekte trussel mod sit eget og sine børns helbred.Reaktionens omfang med mange forbrugeres bevidste skift i deres efterspørgsel,væk fra den traditionelt effektivt fremstillede type madvarer, er antagelig på vejtil at reducere nogle elementer af risiko forbundet med egne og medborgenesfremtid. I dette tilfælde nye trusler fra almindelige sygdomme på grund aflandbrugets opformering af resistente stammer af bakterier.

Det, man kalder livspolitik, kommer her til udtryk, via medborgernesovervejelser om fremtiden og det gode liv. Livspolitik kommer således til atskabe ny politik, blandt andet fordi den, som tilfældet var med vækstfremmere,opfanges af det politiske centrum, i dette tilfælde af landbrugsministeriet ogregeringen, tilmed med et videre perspektiv i en europæisk sammenhæng.Privat politikken i produktionen af fødevarer konfronteres med livspolitikken,hvorved den risikobefængte privatpolitiske linie brydes.

I dette spil, er det ikke uvæsentligt, at der på markedet har befundet sig enudbyder i detailkæden, som var anderledes i sit værdigrundlag. Brugsen harhele tiden været et skridt foran, og tiden har jo arbejdet for denne politik, sombåde var privat- og livspolitik. De andre udbydere har været nødt til at følgemed. Det startede helt tilbage til mini-risk serien, da problemer med allergi ipraksis ikke var erkendt af fabrikanterne, den slags produkter kunne få år efterfåes i alle butikker knyttet til store kæder. Mini-risk produkternes "Greenpeace"var Astma- og allergiforbundet, som stadig er aktiv på området.

Jeg kan næsten ikke lade være med at gøre opmærksom på, at lægeviden-skaben, som den ynder at kalde sig netop på dette område Astma-allergilidelserne, har udmærket sig ved at kalde alle gamle og nye grupper af allergi-ramte for tossede, simpelthen fordi den lægelige videnskab på dette punkt varuvidende og dermed ikke tog sin opgave alvorligt.

Selvom om det globale miljø og hele produktionsystemet for fødevarer eraf umådelig betydning for det fremtidige liv, som vi vil blive i stand til at leve,er disse områder langt fra de eneste, der i denne moderne tid bliver genstandfor påvirkning af den aktive og veluddannede borger blandt andet i dette land.

Inden jeg går over til at beskæftige mig med kredsen omkring dette forumog egne aktiviteter, vil jeg sige et par ord om, hvorfor vi har disse aktiveborgere i stort tal.2

Velfærdsprojektet har været en succes for den brede befolkning!

3Jeg påstår ikke, at det danske velfærdsprojekt er en total succes, så var vi næppe forsamlettil konference her.

4Der var derfor en god pointe i det, da LO-formanden Thomas Nielsen for snart mange årsiden sagde om fagbevægelsen: "Vi har sejret ad helvede til!"

7

Vi har disse borgere, fordi projekt velfærds-Danmark i vidt omfang erlykkedes. De aktive, veluddannede frigjorte og kritiske borgere, der med storenergi tager ansvar for deres egen og deres families fremtid, er et megethåndgribeligt tegn på, at de politisk demokratiske institutioner, velfærds-institutionerne og uddannelses-institutionerne har været en succes.3

Det ser faktisk ikke ud til, at ret mange har tænkt over, hvad der ville skehvis projekt-Danmark blev en succes. I stedet har man været optaget af detprimære: At afskaffe sygdom, fattigdom og uvidenhed og frigøre befolkningenfra tvangsmæssige sammenhænge til fordel for mere fri udfoldelse. Denteoretiske og politiske diskussion om velfærden har derimod kredset omkringdet symbolske og solidariske værdi-fællesskab, der kunne øjnes og reproduceresbagved og i opbygningen af projekt Danmark. Klart nok positive danskeværdier, der er helt centrale begreber for os alle og for vores demokratiskesystem, men måske har man i sin optagethed af de symbolske handlinger glemt,at de havde et konkret indhold. Måske kom det lidt bag på det etablerede, athandlingerne ikke blot og bart var symbolske, men at de også ændredebetingelserne, gennem netop den virkning, som man havde stræbt efter at opnåi forhold til den almindelige borger i Danmark. Det symbolske solidariskefællesskab, der var så åbenlyst under skabelsen af projekt Danmark, meddagpenge systemet, med sundhedssystemet, med uddannelseseksplosionen, medmiljø bekæmpelsen m.m., kan imidlertid ikke gentages uforandret!

Vi kan jo ikke gennemføre det hele én gang til så meget mere som, der joej heller er brug for det i noget nævneværdigt omfang, når talen er om langt denstørste del af befolkningen.

Jamen var det ikke hele meningen med projekt Danmark, at vi skulle endemed at have sunde, frigjorte, aktive, veluddannede borgere, der havdepersonlige ressourcer til at tage ansvar for sin egen fremtid, ja til aktivt atopsøge en god fremtid for sig selv og sine. Selvfølgelig var det! Hvorfor såbehandle det hele som et overraskende biprodukt, siden det - når alt kommertil alt - var selve meningen med projekt Danmark.4

Det kan være et problem for nationalstaten Danmark, at den har haftsucces. I vist omfang har den dermed gjort sig selv overflødig, men det skal velikke i sig selv få os til at råbe vagt i gevær, at vi har fået aktive og oplystborgere. Det er et gode, at en stor del af befolkningen har nået et acceptabeltvelfærdsniveau.

Hvad er den oplyste velfærdsborgers ærinde?Hvad er det så, det udsnit af borgere, som jeg kender fra brugernes

stemme har kastet sig energisk over? Hvis man skal sige det kort, så er man i færd med at udrydde de

8

forestillinger hos institutioner og myndigheder og visse politikere, der måttevære om, at det væsentligste ved borgernes rettigheder i hovedsagen er afsymbolsk karakter. Den er vigtig, den politiske diskussion i offentligheden omvelfærd for alle, om solidariske ordninger. På de vigtige områder inden foruddannelsesområdet og social- og sundhedsvæsenet og om lige menneskeligerettigheder i det hele taget i det samfund, vi er ansvarlig for. Men ordningerneer ikke kun vigtige fordi, man diskuterer dem politisk, de er ikke kun vigtigepå grund af den symbolske signalering af værdier og sammenhængskraft mellemsamfundets individer. Rettighederne til social- og sundhedsmæssig velfærd erogså vigtige som nogle rettigheder, der rent faktisk skal fungere som realiteterfor de enkelte individer, som noget man kan bygge livspolitisk på, noget mankan kolonisere sin fremtid med. Hvis rettighederne kun er skueretter, vil tillidentil vores demokratiske system få et alvorligt knæk.

Det betyder; a) At velfærdsinstitutionerne skal formidle de ydelser, somborgerne med rimelighed kan forvente at få del i. b) At der er lige og fri adgangtil ydelserne. c) At der lige og fri adgang til at klage i et relevant forum, hvisnoget går galt.

Formelle rettigheder er vigtige, men ikke nokDet er ikke nok, at vi har et rets-system, hvis adgangen til fri proces kan

hindres af den anklagede part, som vi ser det, for eksempel når lægeverdenenstå anklaget.

Det også et problem, at udfaldet hos domstolene kan være afhængig afpengepungen, altså spørgsmålet om hvor god en sagfører, man har råd til.

Det er ikke nok for den overordnede sundhedspolitik, at vi opretter eninstitution med fine stillinger og titler og kalder den sundhedstyrelsen. Som etviden-center og overvågnings-center, der også skal kende til speciellesygdomme og bi-virkninger. De skal også rent faktisk kende disse ting.

Det er ikke nok, at der laves patient-klagenævn, hvis deres funktion ipraksis bliver med alle midler at beskytte det system, der er under anklage.

Det er ikke nok, at der laves og underskrives rettigheder i internationaledeklarationer, til beskyttelse af de patienter, som deltager i forsøg. Patienterneskal rent faktisk nyde godt af denne beskyttelse, og i øvrigt skal deklarationerneefterleves i praksis.

Det ikke nok at bestemme, at patienter skal informeres om bi-virkningerved forsøg med sygdomsbehandling, patienterne skal rent faktisk ogsåinformeres og opleve, at de informeres.

Det er ikke nok, at børn går i skole, de skal lære noget, de kan bruge i det2100 århundrede.

Det er ikke nok at lave forældre-bestyrelser i skolen og daginstitutionen,forældrene skal faktisk også kunne udøve deres indflydelse.

Det er ikke nok at oprette en stilling til en decentral patientombuds-mand/kvinde. Den pågældende skal have mulighed for at arbejde for patienter-nes rettigheder.

Det er ikke nok at lave narkobehandling, det skal også virke positivt.

9

Det er ikke nok at blive behandlet for kræft, det skal også virke positivt.Det er ikke nok at lave omstillinger og målsætninger på ældreområdet, de

gamle, der har brug for hjælp, skal rent faktisk have en relevant hjælp.I al sin enkelthed er de aktive borgere, som vi kender fra dette forum, i

deres egenskab af borgere og brugere af velfærdssystemet fuldt optaget af atrealisere selve substansen i denne velfærd. Man udøver et pres imod detpolitiske system og dets institutionerne for, at de skal leve op til deres egen ogvelfærdsstatens mål, herunder arbejder man kollektivt for en ligelig fordelingaf velfærden ved at organisere foreninger og grupper, der kan hjælpemedborgere med relativt få personlige ressourcer. Endelig gøres der et arbejdefor at få vedtaget nye rettigheder for borgerne på landsplan, hvor sådannerettigheder helt mangler eller er utilstrækkelige til at tilgodese brugerne.

FolkeskolenVi har tidligere i dette forum haft en repræsentant fra folkeskolen til at

holde et indlæg. En skole her i byen fik afskediget sin skoleleder, fordi hanåbent nægtede skolebestyrelsen de rettigheder, i form af regnskabs-indsigt, somloven giver adgang til. Det er der noget typisk ved for Den danske Folkeskolei det hele taget. Det skyldes, at skolen er den mindst moderne af alle vorebetydningsfulde institutioner. Skolen er dybt traditionel og netop derforbegravet i troen på sin egen ufejlbarlighed. Forældreindflydelsen på skolen erda også generelt set kun symbolsk, eller rent formel om man vil. Seriøseundersøgelser viser det samme billede. Lærerne ønsker ikke, eller de kan måskeslet ikke forestille sig, at de skulle leve op til indholdet i en lov, som de ikkehar ønsket vedrørende skolers styrelser. Det er dog ikke specielt love, som deikke forholder sig til, det er i det hele taget andres påvirkning af deres skole,som ingen steder får tildelt plads i deres forestillingsverden. Min kollega PalleQvist vil muligvis nævne en sag, der har været fremme fra samme skole. Dennegang handler det om udøvelse af censur og altså om, at det er grundloven, manhar overset. Men det er som antydet tilfældigt, og man skal ikke tro, at denneskole, som er den samme, som fik fyret sin skoleleder, er noget særligt sominstitution. Den pågældende skole har bare nogle usædvanligt engageret ogmoderne forældre repræsenteret i bestyrelsen. Det kunne have foregået pånæsten hvilken som helst folkeskole.

Dynamikken på skoleområdet for forældre, der vil påvirke fremtiden forderes børn, ligger måske i de mange afsløringer af, at det er håbløst, og dekonsekvenser dette kan få, når forældrene opgiver at få indflydelse, og somkonsekvens heraf flytter til en privat skole. Det kan måske føre til besindelsehos de professionelle, måske vil ministeriet i længden heller ikke lade sig nøjemed det symbolske i forældreindflydelsen. På skoleområdet ser det altså retvanskeligt ud på landsplan, og Skole og Samfund, som kalder sig en forældre-organisation, har genvalgt sin formand, der er uddannet folkeskolelærer -hvilken bruger-organisation!

5Det har endnu ikke været fremme, hvilke erfaringer der er med denne ordning, men det måvære oplagt at ordningen er en nødløsning eller et supplement. Det rigtige må være, at man iområderne må kunne klare også de samtaler, der indeholder konkret kritik fra brugerne.

6Klientoprøret fra Sindal, som vi havde fremme på den første landskonference har dogutvivlsomt været stærkt medvirkende til at få en ansat fyret på socialforvaltningen, i hvor høj gradder er tale om, at vedkommende kom til at agerede syndebuk for den politik som kommunenførte, er vel et spørgsmål.

7Lars Uggerhøj har på dybtgående måde analyseret disse mekanismer i sin Ph.D. afhandling,som han har forsvaret ved Institut for Sociale forhold og Organisation, Aalborg Universitet.Afhandlingen er under udgivelse.

10

Det sociale område På det sociale område er der efterhånden en lang tradition for brugerindfly-delse på ældreområdet, og der sker stadig landvindinger ligesom, der er en storog stærk offentlig konfrontation om de ældres forhold. Her i byen var jeg til etstort møde med rådmanden og de ældre herunder foreningen Værdig Alderdom,hvor meget undertrykt kritik kom frem. Det var tilsyneladende en af grundenetil at systemet med indflydelse i Aalborg fungerede dårligt efter de tilstede-værende ældre mening. Kritik blev undertrykt ude omkring i områderne afledelserne. Så vidt jeg har kunnet læse i aviserne, er der sket ændringer netoppå dette område som et resultat af det pågældende møde, idet der nu er opretteten direkte "klage telefon" til modtagelse af kritik og forslag til ting, der børovervejes ændret.5 I hvor høj grad brugernes indflydelsen er reel på området,kræver som altid en nærmere undersøgelse, men ældreområdets kommunaleorganisation og faggrupper er relativt set mere åbne for signaler fra brugerne,end så mange andre steder. Endelig bør det nævnes, at der er et lovgivnings-initiativ om ældre råd i kommunerne på vej i folketinget.

Ser vi på klientområdet i traditionel forstand, er der ikke sket alverden.6

Men socialrådgiverne har haft spørgsmålet om brugerindflydelse på deresinterne dagsorden. Socialrådgiverne er i første omgang blevet enige om, at desom profession vil satse på brugerindflydelse alene gennem udvikling af detprofessionelle arbejde, og i den sammenhæng er det da heller ikke udenbetydning, at foreningen holder fanen højt i etik-diskussionen, hvilket utvivlsomogså i et vist omfang slår igennem i praksis. De mere dybtgående undersøgelserviser dog, at etikken falder sammen på lidt længere sigt. Man kan godt hævesig op ved håret, men hverken ledelsen eller faggruppen kan tilsyneladendeundgå at falde tilbage til mere tvivlsomme og ubevidste metoder, der ikketilgodeser klienterne optimalt.7 Det er derfor stadig en mulighed, at klienternesorganiserede modspil kan løse problemet mere vedvarende. Klienterne er derjo hele tiden til at holde systemet oppe på mærkerne. Man kan trods alt ikkelade være med at se faggruppens valg af brugerindflydelses-metode som udtrykfor, at de ikke ønsker de begrænsninger i deres kontrol som et modspil fraklinterne vil give. Her trænger vi altså til et kvalitativt brud. I nogle afsocialrådgivernes arbejdsmetoder, som for eksempel selvhjælpsgrupper og

8Modellen bygger på at misbrugere betragtes som syge, og tidligere misbrugere, som har fåetkontrol over deres "sygdom" står for behandlingsforløbet.

11

behandlergrupper, er disse feedback mekanismer dog i stigende grad indbygget.Udbredelsen af principperne fra Minnesota-modellen8 i narkobehandlingenindebærer også en form for feedback.

Området ser alt ialt lovende ud for brugerne, og det kan på ingen mådeafskrives, hvis det da ellers er muligt at finde ressourcer hos klienterne til at fået arbejde op at stå på området. Myndighederne kan hjælpe på dette ved at laveforsøgsordninger med klientråd.

SundhedsområdetSundhedsområdet er det store aktivitetsfelt. Det er ikke muligt her at

beskrive alt, hvad der foregår på dette område. Men hvis vi skal begynde medvores egen kreds, så kæmper hoftepatienterne videre her i landsdelen og i detøvrige land, og det ser ud til, at de kun vinder små sejre til sig selv, men altsåstore sejre til de kommende patienter, hvilket også Aalborg Stiftstidendetematiserede i en artikel for nylig: Hoftepatienterne har lidt for, at andre kan fådet bedre. Det er et grumt, men også interessant synspunkt. Hoftepatienternehar revolutioneret både behandlingen og ikke mindst informationen tilpatienterne ikke alene på deres eget behandlingsområde, men der er sket en storafsmitning rundt omkring i hele sundhedssystemet. For det første er det i sigselv interessant, at det er på den måde, der udløses lægelige fremskridt ibetragtning af det erklærede strengt naturvidenskabelig grundlag, som lægerneselv fremhæver. For det andet må man vel sige, at alternativet til at lide for atandre kan få det bedre, i dette tilfælde faktisk har været, bare at lide slet og ret,og dertil at sidde alene med sine smerter og lidelser. Hoftepatienterne gjorde enforskel, og de gør det stadig, idet der nu er rejst den første retssag. Hoftepatien-terne gjorde sit til at ændre verden inden for sundhedsvæsenet. I NordjyllandsAmt har man sat mellem 100 og 150 kvalitets-udviklingsprojekter igang medhenvisning til: aldrig mere en hoftesag. Man har et specielt forskningsprojektigang netop omkring kvalitet og udvikling af hofte-kirugien og kommunikatio-nen med patienterne. Imidlertid ser det ud til, at man har glemt patienternesmere dybtgående involvering og vil nøjes med at inddrage dem ved at spørgedem om forskellige ganske vist relevante ting. Erfaringerne viser imidlertid, atdet er nødvendigt at inddrage patienten mere dybtgående og som en selvstændigautoritet i kvalitetsudviklingen, ellers kan der nok godt smutte en enkelt mindrehoftesag med igen.

Den mulighed, jeg påpegede i mit foredrag fra konferencen i 1993, om atlave patientråd på sygehusene, har amtet her på egnen nu taget de første skridttil at realisere. Det er netop i disse dage ved at sætte et forsøgsprojekt påskinner med patientråd ved udvalgte sygehuse. Det er helt sikkert et kompliceretprojekt. Endelig skal jeg også nævne den Nordjyske ombuds-funktion påsundhedsområdet, hvor en juridisk administrativ kyndig medarbejder sidder påamtsgården og hjælper folk med de formelle spidsfindigheder i forbindelse med

12

formuleringer af klager. Denne funktion er ikke helt så tæt på sygehusetslægelige magthavere som ombudsmanden på "Riget".

Så skal jeg minde, om at en af "veteranerne" Ingrid Lolk, som holdtforedrag sidste år lavede den landsdækkende forening Bisserne på et år fra 93til 94. Det er særligt de omfattende alvorlige konsekvenser af et ødelagt bid, derhar været afgørende for foreningens mobilisering og arbejde. Jeg har fleregange måttet henvise tandpatienter til at få hjælp hos Bisserne, faktisk har jegfået flere henvendelser fra tandpatienter end andre patienter, efter det blevoffentliggjort, at jeg var med i det nye patient-institut.

Også tand-foreningen mod Skadelig Dentalmateriale har været og er stadigaktiv. Det er naturligvis lidt interessant, at nogle af symptomerne er de sammeved plomberne og ved biddet.

Patienternes indflydelse på afdeling O (for kræftpatienter) i Århus er vedat blive vurderet fagligt. Projektet var, så vidt man kunne bedømme ud fraforedraget holdt af Skoven her i 1993 en succes. Men vi skal ikke glemme,hvor svært det var, at få det startet. Skoven berettede i sit foredrag om, atpatientgruppen efter lang tids pres fik et møde med de ansvarlige læger.Lægerne kom til mødet, som foregik omkring et blankt bord, altså et helt blanktbord, hvorpå lægerne havde deres ledige hænder. Der var intet papir til atskrive, der var åbenbart ingen ting at skrive med. Alt i alt en meget symbolsknedvurderende opstilling, hvilket da også ifølge Skoven gik klart ind hos defremmødte patienter.

Senere da forsøget trods alt alligevel var gået igang, var der et møde, hvorpatienterne lod deres røst høre om forholdene på afdelingen, og herunder omhvordan de blev behandlet som mennesker. Efter dette møde tog en gammeloverlæge sin afsked.

Der er noget fundamentalt i den måde at forsvare sin person på. Ensamtale i dialog-form opfattes tilsyneladende som umulig eller uden mening,hvilket netop kendetegner en fundamentalistisk holdning.

I modsætning til, hvad der sommetider er tilfældet med kræft, er der ikkesket spredning til andre afdelinger på sygehuset af denne model for patient-indflydelse, det er en "fejludvikling" som lægerne indtil videre med succes harkunnet bekæmpe. Nu må vi se, om der sker noget når og hvis, der fremkommeren uafhængig vurdering (evaluering) af forsøget.

Kræftforeningen "Tidslerne" var etableret længe før vores førstekonference, og de er og var allerede dengang en god eksponent for tidsåndenomkring det moderne menneske og den moderne patient. De kendetegnes ved,at de tager ansvar for deres egen sygdom. Merete Birkelund (formanden) harværet aktiv med en lang debat denne sommer i dagbladet Information, hvor detblandt andet blev diskuteret, hvor meget symbolværdi der egentlig var ibehandling af brystkræft med kemoterapi. For det første er der spørgsmålet omden gennemsnitlige virkning på kvinder med sygdommen. Her blev billedetmalet lige lovligt positivt af de ansvarlige forskere. Et andet og mere personligtspørgsmål er, hvem behandlingen virker positivt på og omvendt. Det forlyderikke, at lægerne kan sige noget præcist om dette.

13

Lone Scocozza har afsluttet sin doktorafhandling om etik og medicinskeforsøg (med kemoterapi). En af de afgørende ting, hun påviser, er, atpatienterne ikke bliver fyldestgørende oplyst i overensstemmelse med dereskonventions bestemte rettigheder. Faktisk hører det til de rene undtagelser, hvisde bliver oplyst om bivirkninger i overensstemmelse med etik-konventionen påområdet. Afhandlingen er udkommet som bog med titlen: "Forskning for livet".

I øjeblikket går diskussionen livligt omkring de etiske komitéers åbenhed,og om de overhovedet er effektive, fordi komitéerne ikke kan kontrollere deresvedtagelser. Måske foregår der derfor kun en symbolsk godkendelse af forsøg,hvilket så ikke nødvendigvis har nogen virkning på, hvordan forsøgene rentfaktisk foregår.

Så kan jeg altså ikke lade være med at vende tilbage til ryg-lidelserne nokengang, jeg har jo tidligere omtalt den valgmulighed som patienten i dissemoderne tider står i, simpelthen fordi der findes flere såkaldte operations-regimer, og der er en lang række alternative behandlinger, men ingenoverordnet sandhedsvidne om, hvad der bedst for den enkelte (Giddens,1991;Wadskjær, 1993). Lad mig tage to nybrud indenfor behandlingen af rygge, somjeg har hørt omtalt som interesseret medborger, der i øvrigt aldrig nogensindehar fejlet det ringeste med ryggen. Det første nybrud var forårsaget af en mand,vist nok fra Fyn, der lod folk slide fysisk med deres dårlige ryg, idéen var atopbygge muskulaturen, der støtter ryggen. Han var formelt set en rigtigkvaksalver og selvsagt ikke anerkendt i læge-kleresiet, men nu bruger manmetoden på sygehuset i Odense. Den helbredende virkning har åbenbart væretså overvældende at, man ikke kunne stoppe metoden, og så har man istedetovertage den. Det så vel heller ikke godt ud, at folk, der ifølge lægerne skullesidde i rullestol, gik rundt på gader og stræder.

På TV så jeg her midt i august en russisk cirkusartist, der havde brækketryggen ved fald fra trapez. Han manipulerede nu med metalkugler på 40-70kilo. Desuden havde han en klinik, hvor han helbredte folk med tilsvarendelidelser efter de metoder, som han havde udtænkt for selv at komme tilbage imanegen. Han har udtænkt et system, hvor de tilbageværende muskler ognerver udnyttes til at kompensere for det ødelagte. Behandlingen er, forklaredeen af patienterne, helt afhængig af det personlige intellekts styrke, evnen til atforstå og tænke i den nye logik, og evnen til at engagere sig i at udføre de heltrigtige øvelser. Igen går kørestol-patienter rundt på gader og stræder, som følgeaf en kvaksalvers metoder.

Det er interessant at sammenligne disse behandlingsmetoder med dentraditionelle og den helt moderne teknik, for eksempel den vi udvikler her påUniversitet, hvor man kan indoperere styringselementer til musklerne, så kan -ikke man men - teknikken bringes til at styre benene, så man kan gå, selvomnerve-impulserne til bestemte muskler er ødelagt. Det er et område, hvor vi påUniversitetet selvfølgelig får stor anerkendelse ikke mindst fra lægelig hold.

Nu er der jo en iøjnefaldende forskel på de to nævnte metoder, som her eropdaget og anvendt, og der er en tilsvarende forskel på deres problemer medat blive anerkendt i sundhedsvæsenet.

14

Behandlingsmetoder, der bygger på menneskets egen evne til at behandlesig selv, bliver normalt ikke opdaget af lægerne, og de har svært ved at bliveanerkendt. Systemets måde at se det på er vel, at mennesker ikke skalhelbredes, de skal helbredes af lægerne, og disse skal helst arbejde uafhængigaf det menneske, der har lidelsen. Professionen er da også sammen med andreprofessioner blevet kaldt, en profession der gør mennesker hjælpeløse (Illich,1987). Men faktisk er det bemærkelsesværdigt, hvad mennesket som menneskekan præstere med sig selv.

De nogle gange helt hysteriske angreb på tidslerne må ses i dette lys.Denne patienternes tagen ansvar og dermed deres indirekte tvivl om lægernesevner til at helbrede netop dette specifikke menneske med sine metoder, ja, detvirker utroligt provokerende på det traditionelle behandlingssystem og detsfortalere. Men sådan er billedet på den moderne patient, og det signalerer detider, som systemet må indstille sig på. De traditionelle og system-anerkendtemetoder bliver opfattet som bare én mulighed, der står til rådighed over forandre alternativer eller kombinationer af muligheder.

Systemernes generelle tilbøjelighed til at lukke sig og udvikle sinselvtilstrækkelighed vil få mindre betydning, og det må betragtes som etaftagende problem på grund af ydre pres fra den oplyste brede befolkning afvelfærdsdanskere, der er trådt ind på scenen. Det er derfor i hovedsagen, hvadjeg optimistisk vil vælge at kalde, omstillings-periodens længde og spørgsmåletom, at få de ressource-svage med, der er problemet i den nationale sammen-hæng.

Jeg vover næppe engang at forestille mig, hvilke midler der skal tages ianvendelse for at afholde de moderne mennesker fra aktivt og tænksomt atrealisere et godt liv for sig og sine. Vi er som tidligere nævnt vidne til enjordskreds-agtig forskydning i magtbalancen i samfundet, væk fra de hidtidigetraditionelle magt-centre, når vi taler om livspolitiske fornyelser.

Vi ser dog naturligvis mange forsøg på at opretholde magtens koncen-trering i vore politiske, administrative og formidlende institutioner. De metodersom for eksempel sundhedssystemets og folkeskolens magtpolitiske repræsen-tanter benytter sig af, har et umiskendelig præg af fundamentalisme over sig.Fundamentalisme skal her forstås som et traditionelt forsvar af egen uindskræn-kede dominans over sin institution og dens fortolkning af relationen tilomverdenen for eksempel brugeren. Man kan sige, at netop karakteren af disseforsvarshandlinger, som forekommer de pågældende naturlige, afslører demsom dybt traditionelle altså som umoderne. Det betyder, at der ikke kan snakkesom tingene. Der skal simpelthen ikke være en samtale, der går ud over det renesymbolske og legitimerende i at have en samtale med udenforstående. Enillustration af denne kommunikationsform kan vi hente fra den gode familiefarstid: "Far, hvorfor må jeg ikke blive lidt oppe og høre radio?" "Det må du ikke,fordi far siger det!" Man kan selvfølgelig forestille sig, at historien fortsætter,men sandsynligvis ikke med argumenter ud over det allerede nævnte, snareremed trusler om vold, hvis autoriteten udfordres bare til en afprøvning afargumenter, med muligheden for et åbent udfald (Giddens, 1993, 1994).

15

Det betyder også, at begreb som tillid har skiftet karakter for eksempeltilliden til lægen som begreb. Tillid har tidligere kunnet forudsættes i dennetype af relation, den har så at sige være strukturelt til stede i hovederne påindividet, men tilliden er nu blevet dobbelttydig. En del mennesker har erfaret,at tillid kan koste liv eller helbred, man tyr ikke bare til skæbnen for at forklareet forløb, der ender med, at det går galt med behandlingen i sundhedsystemet.Man kigger nu også efter fejl eller inkompetence og manglede viden hossystemet. Det vil sige, at tillid nu er noget, der skal skabes i den relation manindgår i, den kan ikke forudsættes at være til stede på forhånd. En sådan tillider svær at etablere, hvis ikke der finder en dialog sted mellem systemetsrepræsentanter og udenforstående - for eksempel brugere af systemet. Detgælder i læge-patient relationen, i lærer-forældre relationen og i relationenmellem hjemme-sygeplejersken og den handicappede ældre.

Det er klart, at denne åbenhed og fortløbende opbygning af tillid ikke skalforhindre brugen af relevant viden i det som de professionelle foretager sig(sammen)med borgeren, brugerne, klienterne og patienterne. Det er i denforbindelse også værd at bemærke, at en lang række af de eksempler, vi hartrukket frem i denne kreds, har afsløret, at professionelle, som er placeret ifaste institutionelle rammer, let forfalder til at handle som magt-autoriteter ogikke på grundlag af tilstrækkelig og relevant viden, eller handler med mangelpå respekt for medborgernes rettigheder. I dette forum har vi, hver for sig somen del af vores aktivitet arbejdet på at adskille magt, rettigheder og viden-grundlaget hos de professionelle og deres systemer. Der har i samfundet i dethele taget været et stigende pres for at udvide og nøgternt at revurdere viden-grundlaget og grundlaget for velfærdsborgerens rettigheder over en bred front -jvf. den omtalte debat om kemoterapi mod brystkræft.

Privat politik kontra livspolitikJeg mener ikke, der i dette forum, "Brugernes Stemme", er tale om et

generelt felttog mod staten og alt dens væsen og regulering. Desuden harProjekt Danmark, som det er fremhævet ovenfor været en personlig berigelsefor den brede befolkning, og i dette velfærdsprojekt har staten spillet en helafgørende styrende og formidlende rolle. Rettigheder herunder almenevelfærdsrettigheder har været frigørende, og de har - for den brede befolkning -dannet grundlag for realiseringen af et godt liv. Idéen om det gode liv må derforses som selve drivkraften i den moderne borgers og brugers aktive engagementi bevægelser, foreninger og selvhjælp, hjælpearbejde, arbejde i bruger- ogborgergrupper i alle dele af samfundet. Moderne mennesker udtrykker på skiftborgerrollen og brugerrollen alt efter om man relaterer til det centrale politiskeniveau eller til velfærdsinstitutionerne.

Jeg tror derfor ikke, at friheden fra statens indblanding er et entydigt godepå længere sigt, staten er i den sammenhæng at betragte, som en art fælles vilje,som fremkommer gennem en demokratisk konstruktion. Mindre statsreguleringvil ikke nødvendigvis betyde mere frihed til den brede befolkning, det vil ogsåbetyde mere privat politik, og øget privat politik giver ikke nødvendigvis

16

mulighed for et godt liv eller i det hele taget muligheder for en ønskværdigfremtid på kloden. Måske kan staten på nogen områder aflastes i erkendelsenaf tilsynekomsten af de oplyste og kompetente medborgere, der er skabt somkonsekvens af gennemførelsen af projekt Danmark. Vi har foreløbig konsta-teret, at staten og dens institutioner skal hjælpes for at fungere til glæde forlivspolitiske mål, altså vores udformning af vores egen version af et godt liv.

Den samfundsmæssige diskussionDet skal ingen hemmelighed være, at de, der anser sig for at være,

traditionelt ansvarlige for samfunds-analyserne og de politiske analyser afsamfundet, har været dybt betænkelig ved mine og jeres aktiviteter. Der harværet en tendens til at se disse initiativer, som det endelige gennembrud for enekstrem liberalistisk egoisme, hvor den rige og veluddannede del af befolknin-gen tog til sig af rettighederne på bekostning af de udstødte, som for eksempeldet såkaldte C-hold og andre marginaliserede grupper. Der har været en udtaltfrygt for, at vi nu hurtigt og effektivt var med til at realisere det såkaldte 2/3samfund, vel nok med USA og senere Storbritannien som skræmmendeeksempel, altså skræmmende for den dårligt stillede tredjedel.

Det er en relevant diskussion. Der er en teoretisk begrundet mulighed foren sådan udvikling, samtidig med at man kan henvise til en sådan udvikling iandre lande, men det ligger ikke i sagens natur eller logik, at det faktisk vil gåsådan. Man kan dog ikke hindre folk i at gribe ud efter deres rettigheder oggøre dette med større eller mindre effektivitet, men det kan jo ske på forskelligmåde. Den tænksomme og ressourcerige medborger betragtes som nævnt somet positivt biprodukt af en velfærdsstat, der er lykkedes.

Men hvad styrer mon danskernes adfærd, ud over den menneskeligeegoisme som opfattes som mere eller mindre naturlig, ja, ligefrem arts-bestemt?

Som alle andre har danskerne værdier. Undersøgelser tyder faktisk på, atdisse værdier strækker sig langt over tid, ikke bare over 100 år, men 1000 årtaler man om i denne sammenhæng. Derfor skulle det undre mig om de værdier- der kom til udtryk i kollektiv solidarisk handel med skabelsen af andelsbevæ-gelsen, fagbevægelsen, boligbevægelsen, en række frivillige bevægelser og iselve skabelsen af velfærdsstaten, det jeg har kaldt projekt Danmark pludselig -ikke længere prægede danskernes praksis, prægede vores måde at leve sammenpå og organisere os socialt.

Det er heller ikke uhæmmet egoisme, vi kan iagttage i dette forum, hvorhver og en er optaget af aktiviteter, hvor der kollektivt arbejdes for effektivi-sering og udbredelse af velfærdsstaten til alle dele af befolkningen. Man kanaltid sige, at udviklingens retning afgøres gennem praksis. Det rigtige erselvfølgelig at undersøge dette. Uden dog at have udforsket hver enkelt afdeltagerne er det ikke min fornemmelse, at denne kreds er specielt egoistiskanlagt, min fornemmelse er tværtimod, at man i denne kreds besidder develkendte danske værdier, som blot i lyset af samtiden udtrykkes på nye måder.

17

Det manglende medløbBrugeraktiviteter er altså både kritiske og mistænkeliggjorte, vi skal derfor

heller ikke regne med nogen form for goodwill i systemerne. Får vi støtte er detsandsynligvis et engangsfænomen eller noget, der bliver nedtrappet.

En af vanskelighederne ved at få noget mere medløb hos de etableredestatslige myndigheder bundede også i, at teori-udviklingen og forskningen så atsige ikke var parat, eller ikke følte sig parat. Ikke mindst inden for forskningeni politik havde man problemer, fordi udviklingen blev forstået som en egoistiskbølge, som i sin konsekvens ville få samfundet til at falde fra hinanden. Endeligmå det også have været foruroligende, at idéen om den centrale politiskestyring, som det helt dominerende, måske ikke var særlig holdbar under demoderne betingelser. Uden for staten formede virksomhederne og forsknings-institutionerne nemlig udviklingen med deres privat-politikker, og befolkningenforfulgte livspolitiske mål lokalt, nationalt og globalt. (Beck, 1992, 1994.Giddens, 1991, 1994).

Når det nu har lysnet lidt på det forskningsmæssige område, skyldes detikke dybtgående analyser af praksis, men mere en revision af teorierne omsamfundet, herunder relationen mellem stat, livsverden og det civile samfund.Man har kunnet iagttage, hvordan store samfunds-teoretiker som Habermas harrevideret sine teorier og har fremhævet, at rettigheder ikke meningsfuldt kanskabes uden de berørte gruppers medvirken, og at disse rettigheder stadig ikkevil få værdi som realiteter med mindre de administreres under medvirken af desamme grupper. Hvis nogen nu kommer til at tænke på patienters rettighederherunder muligheder for at klage, kan jeg godt forstå det.

Jeg har i snart en del år bygget på Giddens opfattelse af samfundsudviklingog hans tyske modpart Beck, og det har da været befordrende for mine egnemuligheder for kommunikation, at de to var hovedtalere på verdens-kongressenfor sociologer i 1994.

Når denne del af diskussionen er betydningsfuld, skyldes det en formod-ning om, at det politiske medløb for effektiviseringen af rettigheder og en mereåben og deltager-orienteret administration af disse, kan påvirkes gennem denvidenskabelige fremstilling af disse moderne tendenser.

Helt ned på det partipolitiske betyder den videnskabelige diskussion ogsånoget, fordi den indeholder en kritik, godt nok en begrænset kritik, afvelfærdsstatens konkrete funktioner. Jeg fik en fornemmelse af det partipoliti-ske, da jeg var med hoftepatienterne i folketingsudvalget, hvor det var helttydeligt, at de borgerlige så venligt på os, mens især socialdemokraterne såskævt til os. I den forbindelse kunne det være udslagsgivende, at netop omtalteGiddens' seneste bog, som handler om hele denne udvikling hedder: "BeyondLeft and Right", altså hinsides højre og venstre. Giddens er faktisk tænke-tankfor Labour i deres forsøg på at redde og forny Storbritannien socialt. På denbaggrund kan det jo være, at det politiske medløb ikke er så farligt langt væk.

For så vidt angår teorien om, hvordan man kan få den konkrete indflydel-se, som brugen, er min egne forskning blevet afklaret også teoretisk omkringspørgsmålet.

9Min forskning på området har vist, at det altid er nødvendigt at danne sig en mening i etbrugerforum. Det kan umiddelbart nemt forklares, at der er problemer med traditionelle systemer,der reagerer fundamentalistisk imod brugerindflydelse. Det er straks vanskeligere at forklare, detproblem der opstår, når systemet er blevt moderne og åbent, men først her viser sig faktisk dethelt afgørende problem, idet et "venligt"system - for at sige det lidt popurlært - faktisk manipulereubevidst i samtalen med brugerne. Det viser sig, at ikke alene brugerne men også systemetsrepræsentanter bliver overrasket over denne "manipulation", når og hvis den opdages. Pointen erså, at denne afsløring kun vil fremkomme, hvis der først dannes en mening i et rent brugerforum.Jeg anvender her det teoretiske begreb kollektivt bruger subjekt som den meningsdannendestørrelse. Hans Wadskjær: "Learning User Influence - The Constitution of User-Subjects in aDifferentiated Welfare State". Forventes at udkomme som bidrag til en antologi i USA, redigeretaf Peter Bogason. NOVA Science Publisker, New York.

18

Der er nogle bestemte forudsætninger, som det er afgørende at få opfyldt,når man taler om brugerindflydelse på de decentrale institutioner som skoler,sygehuse og socialforvaltning m.m.

For det første skal man have et sted, hvor man kan mødes med systemetsrepræsentanter. For eksempel bruger-bestyrelser, ældreråd og patientråd. Derer selvfølgelig en forskel på at have adgang til en institutions interne offentlig-hed i stedet for at skulle bruge den store offentlighed og stå helt uden for, somen gruppe der vil påvirke.

Har man den formelle adgang til at føre en samtale og påvirke institutio-nen, er det vigtigt, at man kan tilføre systemet sin mening, derfor må mandanne sin mening som borger og bruger, inden man møder til forhandling. Manskal med andre ord have et forum til rådighed, hvor meningen kan dannes sårent som muligt på brugernes betingelser.9 I praksis kan man sørge for, at ingenfra systemet er repræsenteret i selve det udgangspunkt, hvor meningerne oginteresserne skal tage form. Altså, for eksempel uden at de professionelle ermed, da de ellers vil komme til bevidst eller ubevidst at styre det menings-givende indhold.

Vi har jo selv her i forsamlingen et brugerforum. I andre sammenhængekan det være brugerne i for eksempel en skolebestyrelse, eller det kan være sommedlem af Værdig Alderdom eller Ældresagen, at man henter sine holdningerog formulerer bruger-standpunkter. I skole-sammenhæng har man det problem,at lærer-forældre og lærer ægtefæller søger valg i stigende tal, hvilket betyderat et forældreforum i den omtalte forstand er svært at opdrive. Der findes intetforældresubjekt (Wadskjær, 1995), der kan danne mening og støtte til forældre-standpunkter. Også Skole og Samfund, som kalder sig en forældre organisation,er som nævnt i høj grad under indflydelse af lærermeninger.

Hermed har jeg præciseret de nødvendige betingelser for at få indflydelse,men det er ikke tilstrækkeligt. Systemet skal acceptere brugerne som part, ogderes argumenter må tælle på lige fod med viden og økonomiske grænser. Deter klart, at traditionelt agerende systemer ikke giver nogen indflydelse, de vili stedet agere præget af fundamentalisme. De ved med sig selv, at de har ret,og det betyder, at der ikke skal begrundelser til, de er overflødige, samtalen eroverflødig, men den kan da godt få lov at køre lidt i tomgang, når politikernenu mener, at man skal snakke med brugerne.

19

Hele udviklingen af et moderne og højmoderne præget samfund harimidlertid, vist at traditionen kan brydes. Det kan ske ved, at brugerneinsisterer på, at deres meninger er relevante og insisterer på, at de skalmedtænkes i praksis. Derved sker der typisk to ting. For det første vil derforegå en ofte åbenhjertig diskussion mellem parter. For det andet vil dettraditionelle system i og med, at en slags samtale foregår, blive tvunget til atforsvare sig. Men en tradition, der gennem samtale skal forsvare sig, er på vejtil ikke længere at kunne hævde sin tradition, vel at mærke netop som tradition.Traditioner er præcis traditioner, fordi de giver sig selv og derfor udgør deresegen begrundelse, deres eget argument.

Man skal altså som bruger engagere sådanne systemer i en diskussion,hvilket kan være ganske krævende, idet man kan blive udsat for grovhederundervejs. Også derfor er det rart at have et forum til støtte og opsamling.

Ofte ser man, et vedvarende engagement fra brugere eller borgere i forsøgpå - gennem brug af deres rettigheder - at påvirke traditionelle institutioner.Ikke sjældent vil der opstå afsløringer om overtrædelse af rettigheder, love,grundloven, konventioner. Det er tilfældigt, hvad der overtrædes, nårreaktionen er præget af fundamentalisme. Den slags sager kan næppe undgå atøge de traditionelle institutioners og de særligt tilknyttede professionelleorgansationers bevidsthed og følsomhed i forhold til omverdenen over en bredfront. Der er grænser for, hvad det politisk administrative system og DanmarksLærerforening og Lægeforeningen kan stå mål til i offentligheden.

20

Referencer:

Beck. U: "Risk society". SAGE, 1992. (oprindelig på tysk 1986).Habermas J.:" Faktizitet Und Geltung". Frankfurt am Mein 1993.Giddens, to bøger på dansk:Giddens A.: "modernitetens konsekvenser". Kbh. 1994Giddens A.: "Intimitetens forandreing". Kbh. 1994Giddens A.: "Modernity and Self-Identity. polity. 1991.Giddens A.: "Beyond Left and Right". Polity. 1994.Beck U, Giddens A, Lash S.: "Reflexive Modernity". Polity. 1994.Illich I.e.al.:"Disabling Professions". Marion Boyars Publishers, London,1987.Pedersen O.K. m.fl.: "Privat politik". Samfundslitteratur. 1992.Scocozza, Lone: "Forskning for Livet". Akademisk forlag 1994.Uggerhøj L.:"Hjælp eller afhængighed". Ph.D. afhandling. Institut for SocialeForhold og Organisation, Aalborg Universitet. 1994.Wadskjær H.: "Reel brugerindflydelse - hvorfor og hvordan man får det?".givet på "Brugenes Stemme" første landskonference 1993. Institut 1, AalborgUniversitet.Wadskjær H.: "Learning User-Influence", reference se note 9.Wadskjær H.: "En indflydelsesmodel for folkeskolen". Paper givet på NFPF-konference 1994, på Århus Universitet.

LEO-arbejdspapirer

I tilknytning til LEO-gruppens arbejde udsendes en serie af arbejdspapirer.Formålet med serien er at publicere forskningsprodukter i en form, der erforeløbig, men alligevel er så bearbejdet, at den er relevant at sprede tilkolleger. det kan f.eks. være konferenceoplæg, bearbejde foredragsmanuskrip-ter, og forskningsrapporter. Arbejdspapir-serien kan også bruges til udgivelseaf undervisningsmateriale.

I sommeren 1995 er følgende LEO-arbejdspapirer udsendt eller planlagt:

1. Arbejdsmarked - uddannelse - organisation. Forskning i LEO-gruppen1995-97. 1995

2. Palle Rasmussen: Rekruttering til forskeruddannelse. Samfundsviden-skabelige kandidaters vurderinger af forskeruddannelse, med særligthenblik på kønsforskelle. 1995.

3. Hans Wadskjær: En indflydelsesmodel for folkeskolen. 1995.

4. Palle Rasmussen: Sociologi og uddannelse. 1995.

5. Preben H. Rasmussen: Erhvervsuddannelserne i Danmark. 1995.

6. Kjeld Nielsen: Kvalifikationsudvikling. 1995.

7. Hans Wadskjær: "Brugernes stemme - moderne mennesker i et moderne samfund". 1995.

LEO-arbejdspapir nr. 7September 1995

Copyright: LEO-gruppenISBN 87-985532-2-4

LEO-gruppenFaggruppe for uddannelse, arbejdsmarked og organisation

Aalborg UniversitetInstitut for Sociale Forhold og Organisation

Kroghstræde 7 * 9220 Aalborg ØTlf +45 98158522 * Fax +45 98157575