Connecting regulations AbstractConnecting regulations Abstract i Abstract This report brings the...

Connecting regulations Abstract

i

Abstract

This report brings the main findings of a master thesis on how to create a holistic European environmental regulation of the electronics industry in order to reduce the environmental im-pacts through the entire lifecycle of mobile phones. The main concern is to improve the im-plementation of the WEEE, the RoHS, and the EuP Directives in order to address the complex structures and dynamics of the mobile phones industry.

The study is divided into four analytical areas.

In the first analysis (A) the life cycle of mobile phones is presented. This leads to the identi-fication of three focal areas for environmental improvements: the use of hazardous sub-stances, the use of energy during the use phase and the use of resources. These impacts are to a large extent related to the phones Printed Wiring Board, Liquid Crystal Display, semicon-ductors as well as some of the plastic parts.

The second analysis (B) studies the structures and dynamics of the mobile phones industry. It concludes that mobile phone systems (phones, networks etc.) are developed in so-called gen-erations and that it is important to incorporate environmental concerns before the system is specified as a standard, as the improvement potential is far greater. Furthermore, the tele-phones lifetime is dramatically shortened, as they technologically and fashionably outdate fast, and as new phones are massively subsidised by operators. It is furthermore concluded that the industries innovation has greatly shifted from brandholders to design-houses, contract manufacturers with R&D capabilities as well as component suppliers. Some of these are large companies, which supply many different industries. This result in relations among firms within the global production networks, which make it difficult for brandholders to influence some of the phones characteristics. Setting environmental requirements to the brandholders will therefore not automatically affect the environmental performance of the supply chain. On the other hand six companies control 80% of the world market for mobile phones, which cre-ates good possibilities for environmental improvement through certain market pull-mechanisms if brandholders set uniform requirements.

In the third analysis (C) the effects of the implementation of the WEEE, RoHS and EuP Di-rectives is assessed along with a voluntary industry agreement on reducing the standby power consumption from power supplies (CoC). It is concluded that the regulation in spite of its stated goals of addressing the lifecycle of electronics in a preventative and dynamic manner, lack of consistency and clarity. Suggestions within the existing regulative framework are given in order to improve regulations efficiency towards promoting pollution prevention.

In the fourth analysis (D) the existing regulative framework is expanded in order to create a holistic connected regulation, which to a far more radical extend promotes environmental im-provements. This includes applying a wide range of regulative tools such as taxing, technical solutions and creating a fund, which stimulates Eco-Innovations as well as upgrading suppli-ers in new industrialised countries such as China.

Resume Connecting Regulations

ii

Resume

Specialerapporten formidler vores undersøgelse af mulighederne for at skabe en holistisk og

målrettet europæisk miljøregulering af elektronikindustrien med henblik på at nedbringe mil-

jøpåvirkningerne fra mobiltelefonernes livscyklus. Udgangspunktet er at forbedre den eksiste-

rende implementering af RoHS-, WEEE- og EuP-direktiverne, så de tager højde for komplek-

siteten i strukturerne og dynamikkerne i mobiltelefonindustrien.

Specialet er inddelt i fire analyser:

Den første analyse (A) gennemgår mobiltelefonernes livscyklus. Gennem denne analyse iden-

tificeres tre indsatsområder for miljøarbejdet: farlige stoffer, energiforbruget i brugsfasen og

tab af ressourcer. En stor del af disse påvirkninger skyldes telefonernes display, chips, print-

kort samt visse plastdele.

Den anden analyse (B) undersøger strukturer og dynamikken i mobiltelefonindustrien. Der

konkluderes, at mobiltelefonsystemer (telefoner og netværk) udvikles i såkaldte generationer,

og at miljø skal indtænkes tidligt i systemernes udviklingsforløb, da der før standarderne bli-

ver specificeret er en langt bedre mulighed for at indtænke miljøforhold i mobiltelefonsyste-

merne. Samtidig er telefonernes brugsfase stadigt kortere, hvilket skyldes, at de hurtigt bliver

teknologisk og modemæssigt forældede, samt at operatørerne sælger dem med tilskud. Inno-

vationen i industrien har bevæget sig fra at være centreret omkring brandholdernes aktiviteter,

til også at omfatte design houses, kontraktproducenter med udviklingskompetencer samt visse

komponentproducenter. Nogle af disse virksomheder er meget store og leverer til mange for-

skellige industrier, hvilket resulterer i relationer mellem virksomhederne i de globale produk-

tionskæder, der gør det vanskeligt for brandholderne at influere på telefonernes egenskaber.

At stille miljøkrav til brandholderne medfører derfor ikke nødvendigvis miljøforbedringer hos

virksomhederne i produktionskæden. På den andens side sidder seks brandholdere på 80 pro-

cent af verdensmarkedet for mobiltelefoner, hvilket skaber gode muligheder for at fremme

miljøforbedringer igennem pull-mekanismer, hvis brandholderne stiller ensartede krav.

I den tredje analyse (C) kortlægges effekterne af RoHS-, WEEE- og EuP-direktiverne og den

frivillige industriaftale, Code of Conduct om at nedbringe opladernes standbyforbrug (CoC).

På trods af at reguleringen erklærer, at den har til hensigt at fremme miljøforbedringer i elek-

tronikprodukters livscyklus, er den inkonsistent, og er ikke målrettet en fortløbende og fore-

byggende miljøindsats. I rapporten udvikles forslag til at forbedre den eksisterende regule-

ringsramme.

I den fjerde analyse (D) udvikles et reguleringstiltag, der går ud over den eksisterende regule-

ringsramme og skaber en holistisk og sammenhængende indsats der kan fremme mere radika-

le miljøforbedringer. Dette omfatter brugen af miljøpolitiske redskaber som beskatning, pant-

ordninger, tekniske løsninger samt oprettelsen af en fond, der skal stimulere miljøvenlige in-

novationer og opgradering af leverandørers miljøperformance.

Connecting regulations Forord

iii

Forord

Denne rapport er resultatet af to års arbejde med at undersøge sammenspillet mellem miljøpå-

virkninger, regulering og mobiltelefonindustriens natur og anatomi, specielt set i lyset af pro-

duktionens globalisering. Det har således været et mål at forstå sammenhængene i denne me-

get komplekse, dynamiske og til tider uoverskuelige industri. Men denne forståelse har også

skabt et solidt grundlag for at diskutere, hvordan industrien kan tilgås med henblik på at for-

dre livscyklusorienterede miljøforbedringer. Igennem skiftende fokus har vi søgt at adressere

lokale myndigheders så vel som industriens og EU’s muligheder for at fremme miljøforbed-

ringer i mobiltelefonindustrien ud fra et livscyklusperspektiv.

Da et speciale (trods ihærdige forsøg) ikke kan indfange hele verden, har vi fokuseret på EU’s

muligheder for at påvirke industrien gennem en produktorienteret regulering. Vi har alle tidli-

gere arbejdet dels med virksomhedernes egne muligheder, dels med forskellige myndigheds-

niveauers muligheder for skabe en mere miljøvenlig industri ved hjælp af miljøgodkendelser.

Vi har derfor fundet det naturligt at gå skridtet videre og se på hvordan EU’s produktoriente-

rede miljøregulering kan sammenkæde industriens miljøarbejde, reguleringens muligheder

samt udfordringerne i globaliseringen af produktionssystemerne.

Vi takker de mange mennesker, som via deres informationer har bidraget til at muliggøre

dette speciale. En særlig tak går til Tyge Kjær for mange års engageret og evigt udfordrende

vejledning og Thomas Christensen for sin opmærksomme og kyndige vejledning. Vi takker

ligeledes Lis Ravn og Arne Remmen for deres grundige korrekturlæsning.

Denne version af specialerapporten er rettet igennem for stave- og forståelses fejl, men frem-

træder stort set identisk med den rapport, som udgjorde grundlaget for vores mundtlige eksa-

men. Specialet er vurderet til karakteren 13. Hvis du har uddybende spørgsmål, er du vel-

kommen til at kontakte os på mail.

Med venlig hilsen

Jan Boyesen Andersen, [email protected]

Christian Seeberg Braun, [email protected]

Kasper Remmen Dirckink-Holmfeld, [email protected]

Forkortelsesliste Connecting Regulations

Forkortelsesliste

2G 2. generation af mobiltele-

fonsystemer (bl.a. GSM,

CDMA )

3G 3 generation af mobiltele-

fonsystemer (Bl.a. UMTS/

WCDMA)

3p Polluter Pays Principle

4G 4. generation af mobiltele-

fonsystemer (System hvor

samme enhed benytter fle-

re netværkstyper. 4G er

ikke defineret endnu som

en standard, det bruges

mest som et buzword)

ADI Analog Devices Inc.

(Virksomhed)

City U City University of Hong

Kong

CoC Code of Conduct

CP Cleaner Production

EDGE Enhanced Data rates for

GSM Evolution (En-

hanced GPRS)

EEE Electrical & Electronic

Equipment

EHS Environment, Health and

Safety

EMAS Eco Management Audit

System

EMS Equipment Manufacturing

Service (kontraktpro-

ducent)

EPD Environmental Product Declara-

tions

EPR Extended Producer Responsibil-

ity (udvidet producentansvar)

EuP Directive on Energy using Pro-

ducts (Direktiv om Eco-Design

for energiforbrugende produk-

ter)

GPRS General Packet Radio Services

HGMA Hong Kong Green Manufactur-

ing Alliance

HSPA High Speed Downlink Packet

Access

IKT Informations og Kommunikati-

onsteknologi

Intw. Interview

IPP Integrated Product Policy

IPPC Integrated Pollution Prevrntion

and Control. (Direktiv om inte-

grerede miljøgodkendelser for

produktionsvirksomheder)

ITEK Branchefællesskab i Dansk In-

dustri for virksomheder inden

for IT, Tele, Elektronik og

Kommunikation.

JIG Joint Industry Guide

KEPI Key Environmental Perform-

ance Indicators

LCA Life Cycle Assesment

LCD Liquid Crystal Display

Connecting regulations Forkortelsesliste

v

LCM Life Cycle Management

NMT Nordic Mobile Telephony

ODM Original Design Manufac-

tures

PCB Printed Circuit Board

(printkort med påmon-

terede komponenter)

POEMS Product Oriented Envi-

ronmental Management

Systems

PP Pollution Prevention

PPM Parts Per Million

PSS Product Service System

PWB Printed Wiring Board

(printkort uden kompo-

nenter)

R&D Research and Develop-

ment

RFMD RF Micro Devices (Virk-

somhed)

RoHS Directive on Restriction of cer-

tain Hazardous Substances (Di-

rektivet om begrænsning af bru-

gen af visse farlige stoffer)

SAR Specific Absorption Rate (Må-

leenhed for mængden af energi

fra radiobølger som kroppen op-

tager).

SEZ Speciale Economic Zone

SMD Surface Mount Devices (kom-

ponenter der påmonteres PWB

ved hjælp af surface mount tek-

nologi)

TI Texas Instruments (virksom-

hed.Er særligt dygtige indenfor

avancerede digitale chips)

WEEE Directive on Waste from E-

lectronic and Electrical Equip-

ment (Direktivet for håndtering

af affald fra elektriske og elek-

troniske produkter)

Indholdsfortegnelse Connecting Regulations

Indholdsfortegnelse

ABSTRACT I

RESUME II

FORORD III

FORKORTELSESLISTE IV

INDHOLDSFORTEGNELSE VI

1 PROBLEMFELT 1

1.1 MILJØPÅVIRKNINGER FRA ELEKTRONIKPRODUKTER 1 1.2 ELEKTRONIKPRODUKTERNES ØGEDE KOMPLEKSITET 2 1.3 EU’S MILJØREGULERING AF ELEKTRONIKOMRÅDET 2 1.4 MOBILTELEFONINDUSTRIEN SOM KONTEKST FOR REGULERINGEN 4 1.5 PROBLEMFORMULERING 6

2 METODE 7

2.1 ANALYSERAMME 10 2.1.1 GRUNDFORSTÅELSE AF REGULERINGEN OG DETS VIRKE 11 2.1.2 ANALYSERAMME FOR C OG D 14 2.1.3 ANALYSERAMME FOR A 19 2.1.4 ANALYSERAMME FOR B 21 2.2 SPECIALETS UDVIKLING IGENNEM TIDEN 26 2.3 EMPIRI 30 2.3.1 VIRKSOMHEDER 30 2.3.2 KONSULENTER OG EKSPERTER 31 2.3.3 BAGGRUNDSINTERVIEW 31 2.3.4 KULTURELLE PROBLEMER I KINA 32

3 ANALYSE A – MILJØMÆSSIGE INDSATSOMRÅDER 35

3.1 MOBILTELEFONERS BESTANDDELE 35 3.1.1 MOBILTELEFONENS PRODUKTIONSPROCESSER 37 3.2 OPSAMLING FOR ANALYSE A 41 3.2.1 ENERGI I BRUGSFASEN 42 3.2.2 FARLIGE STOFFER 42 3.2.3 TAB AF RESSOURCER 42

4 ANALYSE B – INDUSTRIDYNAMIKKEN 47

4.1 GENERELLE UDVIKLINGSTRÆK I MOBILTELEFONINDUSTRIEN 47 4.1.1 NETVÆRKSTEKNOLOGIERNES EVOLUTION 47

Connecting Regulations Indholdsfortegnelse

vii

4.1.2 DYNAMIKKEN I MOBILTELEFONINDUSTRIEN 49 4.1.3 STRUKTURER I MOBILTELEFONINDUSTRIEN 49 4.1.4 OPSAMLING PÅ GENERELLE UDVIKLINGSTRÆK I MOBILTELEFONINDUSTRIEN 49 4.2 UDVIKLINGSAKTIVITETERNE I MOBILTELEFONINDUSTRIEN 49 4.2.1 GENEREL UDVIKLINGSPROCES INTERNT I VIRKSOMHEDERNE. 49 4.2.2 UDVIKLING VED HJÆLP AF PLATFORME 49 4.2.3 KOMPONENTLEVERANDØRERNES UDVIKLINGSAKTIVITETER 49 4.2.4 RELATIONER I PRODUKTIONSKÆDERNE I MOBILTELEFONINDUSTRIEN 49 4.2.5 OPSAMLING OG DISKUSSION AF UDVIKLINGSAKTIVITETERNE I INDUSTRIEN 49 4.3 INDUSTRIENS ARBEJDE I FORHOLD TIL MILJØINDSATSOMRÅDERNE 49 4.3.1 INDDRAGELSE AF MILJØ I R&D 49 4.3.2 MINDSKE RESSOURCEFORBRUGET 49 4.3.3 FARLIGE STOFFER 49 4.3.4 INDDRAGELSE AF STRØMFORBRUGET I UDVIKLINGSAKTIVITETERNE 49 4.3.5 OPSAMLING PÅ INDUSTRIENS MILJØARBEJDE 49 4.4 KONKLUSION PÅ ANALYSE B 49

5 ANALYSE C – EU REGULERINGENS GENNEMSLAGSKRAFT 49

5.1 WEEE DIREKTIVET 49 5.1.1 GENNEMGANG AF WEEE DIREKTIVET 49 5.1.2 IMPLEMENTERINGEN AF WEEE DIREKTIVET 49 5.1.3 DISKUSSION AF FORBEDRINGSMULIGHEDER FOR WEEE DIREKTIVET 49 5.1.4 OPSAMLING PÅ WEEE 49 5.2 ROHS DIREKTIVET 49 5.2.1 GENNEMGANG AF ROHS DIREKTIVET 49 5.2.2 INDUSTRIENS RESPONS PÅ ROHS 49 5.2.3 DISKUSSION AF ROHS DIREKTIVET 49 5.2.4 OPSAMLING PÅ ROHS 49 5.3 CODE OF CONDUCT ON EFFICIENCY OF EXTERNAL POWER SUPPLIES 49 5.3.1 DISKUSSION AF CODE OF CONDUCT 49 5.3.2 OPSAMLING CODE OF CONDUCT 49 5.4 EUP DIREKTIVET 49 5.4.1 GENNEMGANG AF EUP DIREKTIVET 49 5.4.2 DISKUSSION AF EUP 49 5.4.3 UDFORMNING AF GENERISKE PARAMETRE/INDIKATORER 49 5.4.4 OPSAMLING EUP 49 5.5 OPSAMLING ANALYSE C - REGULERINGENS GENNEMSLAGSKRAFT 49

6 DELKONKLUSION FOR PROBLEMOMRÅDERNE (A + B + C) 49

6.1 DE MILJØMÆSSIGE INDSATSOMRÅDER 49 6.1.1 TAB AF RESSOURCER 49 6.1.2 ENERGI I BRUGSFASEN 49 6.1.3 BRUG AF FARLIGE STOFFER 49

Indholdsfortegnelse Connecting Regulations

6.2 VIRKER REGULERINGEN? 49 6.2.1 GENNEMSLAGSKRAFT I PRODUKTIONSKÆDEN 49 6.3 INDSATSOMRÅDER FOR VORES FORBEDRINGSFORSLAG 49

7 ANALYSE D – FORBEDRINGSFORSLAG 49

7.1 VORES EUP SYSTEM 49 7.1.1 UDVIDET FORSTÅELSE AF EUP 49 7.1.2 GRUNDELEMENTER I SYSTEMET 49 7.1.3 PARAMETRENE I SYSTEMET 49 7.1.4 ETABLERING AF VORES PARAMETRE 49 7.1.5 OPSAMLING PÅ VORES EUP SYSTEM 49 7.2 FORLÆNGELSE AF LEVETIDEN 49 7.2.1 ÆNDRING AF BINDINGSPERIODEN 49 7.2.2 ÆNDRING AF EJERSKABSSTRUKTURER 49 7.3 FONDE 49 7.3.1 ECO-INNOVATIONSFONDEN 49 7.3.2 LEVERANDØROPGRADERINGSFONDEN 49

8 KONKLUSION OG PERSPEKTIVER 49

8.1 KONKLUSIONERNE 49 8.2 PERSPEKTIVER I SYSTEMET 49 8.2.1 SAMMENHÆNG TIL ØVRIG EU REGULERING 49 8.2.2 SYSTEMET OM 5 ÅR 49 8.2.3 ER DET MULIGT AT DRAGE PARALLELLER TIL ANDRE INDUSTRIER? 49

9 LITTERATURLISTE 49

9.1 TEKSTER 49 9.2 INTERVIEW 49 9.3 KONFERENCER OG WORKSHOPS 49 9.4 WEBADRESSER 49

Connecting Regulations Indholdsfortegnelse

ix

Connecting Regulations Del 1 - Problemfelt

1

1 Problemfelt

1.1 Miljøpåvirkninger fra elektronikprodukter

Elektronikprodukter spænder over en række forskellige typer af apparater som audio- og vi-

deoudstyr samt informations- og kommunikationsteknologiske produkter. Disse er ofte kom-

plekse og består af et stort antal forskellige komponenter og materialer, heriblandt begrænsede

ressourcer samt farlige stoffer. Blandt de begrænsede ressourcer er metaller som guld og kob-

ber, der er kendetegnet ved at de generere store mængder af affald igennem deres livscyklus,

specielt under udvindingen. Blandt de farlige stoffer findes akut toksiske stoffer, såvel som

stoffer der er kræftfremkaldende eller hormonforstyrrende. Disse bliver frigivet under frem-

stillings-, brugs- og specielt affaldsfasen. Under produktionsfasen benyttes der en række ma-

terialer og proceskemikalier, hvoraf nogle bliver en del af produktet, mens andre ender som

emissioner fra produktionen. Påvirkninger fra materialer og kemikalier som ikke ender i pro-

dukterne kan i praksis være svære at spore og dermed regulere nedstrøms i produktionskæden.

Indenfor fremstillingen af chips estimeres det eksempelvis, at op mod 99 procent af de an-

vendte kemikalier ikke ender i produktet.

Mange af de avancerede komponenter som displays, chips og printkort er yderst energikræ-

vende at fremstille. Dertil kommer, at der for sådanne komponenter og for de færdige telefo-

ner er opstået en regional specialisering, der medfører at komponenterne såvel som de færdige

produkter fragtes ved hjælp af fly, hvilket kræver store mængder af brændstof og således bi-

drager til udledningen af drivhusgasser.

Elektronikprodukter bruger per definition strøm for at fungere, hvilket også indvirker på mil-

jøet. En del af strømforbruget kommer fra produkternes standby forbrug. Selvom apparaterne

bruger mere strøm når de er i brug, vil standby forbruget ofte være relativt stort, da apparater-

ne er længere tid på standby end de benyttes. På trods af at det ofte er teknisk muligt, at ned-

sætte standby forbruget har producenterne ingen speciel interesse i at udvikle mobiltelefoner

med lavere standby forbrug, da forbrugerne betaler for strømmen og et lavt forbrug ofte kræ-

ver at der anvendes dyrere komponenter.

Elektronikprodukters indhold af farlige stoffer udgør specielt et problem i forhold til affalds-

fasen. På trods af, at der er etableret et separat affaldssystem for udtjente elektronikapparater,

er der for flere elektronikprodukter stor risiko for at de bortskaffes sammen med hushold-

ningsaffaldet. Elektronikprodukterne kan såfremt de ender i affaldsforbrændingsanlæg være

årsag til dioxiner i røggassen og tungmetaller i slaggen. I mange lande vil produkterne havne

på lossepladser, hvorfra de farlige stoffer bl.a. kan sive ned til grundvandet. Dertil kommer, at

elektronikprodukterne som sagt indeholder flere værdifulde og begrænsede materialer – spe-

cielt metaller – der går tabt i affaldsbehandlingen, såfremt det ikke bortskaffes via det separate

affaldssystem. i det separate affaldssystem vil flere af materialerne blive genanvendt såfremt

det er rentabelt. Metallerne vil ofte være rentable at genanvende, mens plasten som regel af-

Del 1 - Problemfelt Connecting Regulations

2

brændes. Selvom specifikke komponenter, der vurderes at indeholde specielt mange farlige

stoffer, bl.a. batterier, Liquid Crystal Displays (LCD) og Printed Cricuit Boards (PCB), skal

tages ud af produkterne til separat behandling, vil indholdet af farlige stoffer udgøre en risiko

for arbejdsmiljøet, ydermere skabes skrotfraktioner og slagger der betegnes som farligt affald.

1.2 Elektronikprodukternes øgede kompleksitet

Mange af komponenterne og materialerne i elektronikprodukter er ofte i sig selv komplekse

produkter, eksempelvis angiver Intel at det kræver over 250 procestrin at fremstille en mikro-

processor. Nogle af komponenterne fremstilles lokalt tæt på de markeder, hvor de aftages,

mens andre fremstilles på specialiserede anlæg placeret i få egne af kloden, hvorfra de fragtes

til resten af verden. De globaliserede virksomheder vil ofte være placeret der, hvor der er sær-

lige gunstige fordele som innovationspolitiske initiativer, lave skatter, lave lønninger, adgang

til leverandører og aftagere, adgang til kompetencer indenfor R&D eller adgang til kompeten-

cer indenfor massefremstilling.

Graden af globaliseringsgraden for den enkelte produktionskæde varierer afhængigt af disse

forhold. Hertil komme andre forhold som graden af kapitalintensitet for udvikling og produk-

tion i den enkelte branche, graden af standardisering for det enkelte produkt samt markedsdy-

namikkerne som for eksempel antallet af udbydere af et produkt samt tempoet i den teknolo-

giske innovation i den enkelte branche. I nogle brancher dominerer et begrænset antal store

aktører billedet, mens der i andre er mange om buddet. De mere udviklingsorienterede dele af

industrien og den avancerede del af produktionen er i dag ofte placeret i vestlige lande som

USA, Israel, og Irland samt ”tigerøkonomierne” Taiwan, Sydkorea, Singapore og Hongkong,

mens de produktionsorienterede aktiviteter finder sted i lavtlønslande som Kina, Thailand,

Filippinerne, Malaysia og Indien, men også nogle Østeuropæiske lande og Mexico.

Miljøpåvirkningerne fra elektronikprodukters livscyklus er mange, og relaterer sig således til

et stort antal aktiviteter fra forskellige virksomheder, som er fordelt over det meste af verden.

Elektronikprodukters høje kompleksitet gør, sammen med globaliseringen og produktionskæ-

dernes opsplitning, samt varierende markedsforhold, at en forebyggende indsats for at ned-

bringe miljøpåvirkningerne er en sammensat problemstilling der udgør en større udfordring.

1.3 EU’s miljøregulering af elektronikområdet

På grund af det kraftigt stigende salg af elektronikprodukter og således den voksende mængde

af elektronikaffald, besluttede EU i 1996 specifikt at adressere elektronikområdet. De miljø-

problemer der er relateret til brugs- og affaldsfaserne vedrører forskellige opsplittede produk-

tionskæder hvoraf store dele er placeret udenfor EU. Dette betyder, at EU's traditionelle til-

gang med at stille krav til de enkelte processer hos produktionsvirksomhederne er umulig.


3

EU har derfor besluttet at satse på en produktorienteret regulering, der stiller specifikke krav

til elektroniske og elektriske produkter samt deres producenter. Dette har ført til 3 direktivfor-

slag:

- Direktivet om begrænsning af brugen af visse farlige stoffer (RoHS)

- Direktivet for håndtering af affald fra elektriske og elektroniske produkter (WEEE)

- Direktivet for elektriske og elektroniske produkter (EEE)

RoHS og WEEE blev vedtaget i 2002, mens EEE blev droppet i den daværende form. Oprin-

delig var EEE direktivet ret vidtgående og forlangte, at virksomhederne kortlagde påvirknin-

gerne fra deres produkters livscyklus og gennemførte fortløbende miljøforbedringer som en

fast del af udviklingsarbejdet. Direktivet er siden blevet kombineret med et andet initiativ om

nedbringelsen af energiforbruget fra diverse produkters brugsfase. Dette er resulteret i direkti-

vet om miljøvenlig design af energiforbrugende produkter (EuP), der blev vedtaget i 2005.

WEEE har til hensigt gennem etablering af et separat affaldssystem, der bygger på et udvidet

producentansvar (EPR), at motivere producenterne af elektriske og elektroniske apparater til

at inkludere produkternes affaldsfase og genanvendelsesmulighederne i designfasen. I teorien

medfører et udvidet producentansvar, at producenterne får en økonomisk interesse i at reduce-

re omkostningerne, da de er blevet ansvarlige overfor produkternes affaldsfase. Direktivet er

dog ikke særlig specifikt vedrørende etableringen af de nødvendige feedbackloops, hvorfor

det er usandsynligt at WEEE får den ønskede effekt.

RoHS Direktivet begrænser brugen af bly, kviksølv, cadmium, krom hexavalent, PBB og

PBDE (bromerede flammehæmmere). Disse stoffer er udvalgt, fordi de skaber problemer i

affaldsfasen. RoHS ser ud til at ramme industrien bredt og således motivere til et samtidigt

teknologiskifte i hele elektronikindustrien. Dog er RoHS i sin nuværende form en engangsfo-

reteelse, hvor det har lange udsigter inden der tilføres flere stoffer.

EuP Direktivet er et rammedirektiv, der etablerer de overordnede principper, herunder at

kommissionen kan udfærdige konkret regulering i form af gennemførelsesforanstaltninger for

de enkelte produktgrupper omfattet af direktivet. Direktivet opfattes som en direkte imple-

mentering af EU’s integrerede produktpolitik (IPP) og har til hensigt at fremme livscyklusori-

enteringen i industrien ved at stille krav til inddragelsen af forskellige centrale miljøpåvirk-

ninger i designfasen. Eftersom der ikke er etableret konkret lovgivning under EuP, er det

svært at afgøre, om EuP vil etablere statiske minimumsstandarder indenfor enkelte områder

eller dynamiske krav der også motiverer de førende virksomheder. Det er ligeledes uvist om

EuP direktivet vil formå at indfange hele produkt-livscyklussen og skabe en sammenhæng

med RoHS og WEEE direktiverne.

Målet med de tre direktiver er således at motivere industrien til at gennemføre forebyggende

forbedringer igennem produktets livscyklus herunder at adressere produktudviklingsfasen. På


4

trods af de gode intentioner mangler en overordnet forståelse af de sammenhænge, de skal

forsøge at påvirke.

Vi ønsker med dette speciale at konkretisere denne problematik med henblik på, at opstille

forbedringsforslag der kan fordre forebyggende miljøforbedringer i et livscyklusperspektiv.

Det er uvist, hvorledes EuP vil udvikler sig, men vi mener der er elementer der giver grund til

skepsis, dog er der flere interessante aspekter i direktivet Derfor ønsker vi med dette speciale

at præge udformningen af EuP således, at de elementer vi finder interessante fremmes. Her-

under, hvordan EuP kan bidrage til at skabe en sammenhængende produktregulering på områ-

det.

Idet der i EuP er fokus på at udarbejde konkrete gennemførelsesforanstaltninger til regulerin-

gen af bestemte produktgrupper frem for generel regulering af elektronikindustrien, finder vi

det centralt at adressere en konkret industri. Samtidig er vi af den overbevisning, at regulerin-

gen for at være effektiv skal adressere de materielle forhold i produktets livscyklus samt de

dynamiske og strukturelle forhold i industrien. Disse forhold er netop forskellige for hver en-

kelt branche i elektronikindustrien, hvorfor adresseringen på produktniveau er nødvendig.

Mobiltelefoner er endnu ikke omfattet af EuP, men sælges i store mængder og har en størrelse

der bevirker at den let smides væk. Da EU har gennemført forskellige projekter vedr. mobilte-

lefoners miljøpåvirkninger, virker det plausibelt, at der før eller siden vil komme gennemfø-

relsesforanstaltninger på dette område. Derfor er det oplagt at undersøge hvordan EU’s pro-

duktregulering kan udformes for at adressere mobiltelefonindustrien nærmere. Specielt inte-

ressant er det at mobiltelefonindustrien hører til blandt de mere fragmenterede og globalisere-

de dele af elektronikindustrien, hvorfor det i sig selv er en udfordring at regulere denne på en

effektiv måde.

1.4 Mobiltelefonindustrien som kontekst for reguleringen

Mobiltelefonindustrien er kendetegnet ved at være kraftigt globaliseret. Seks virksomheder

sidder på 80 procent af verdensmarkedet og har spredt deres aktiviteter over størstedelen af

kloden. Konkurrencen er hård og omkostningerne for at være med blandt de førende er store,

hvorfor specielt vestlige brandholdere har valgt at outsource dele af deres produktion for at

mindske kapitalbindingen og frigøre midler til R&D, marketing og branding. Dette har skabt

nogle opsplittede produktionskæder, der udover leverandører af avancerede komponenter,

involverer kontraktproducenter, der fremstiller, og i nogle tilfælde udvikler, færdige produk-

ter. Den kraftige globalisering betyder, at regionale reguleringer bliver de facto standard for

den globale industri, da det er for omkostningsfyldt at operere med flere standarder. Det er

således ofte de skrappeste krav der slår igennem på verdensplan, hvorfor industrien i praksis

følger den ”højeste fællesnævner”.


5

Markedet for mobiltelefoner er stort og kraftigt stigende. ENTER & IDATE forventer at an-

tallet af solgte mobiltelefoner runder 1 mia. i 2007. Samtidigt vurderes det at op imod 80 pro-

cent af de solgte telefoner er erstatningstelefoner. Det anslås at telefoner ofte har en levetid på

under to år, selvom producenterne argumenterer for, at de faktisk kan holde i op til ti år. Idet

telefonerne er et modefænomen og der samtidig sker en hastig teknologisk udvikling, ønsker

forbrugerne en telefon som ser smart ud og/eller har de nyeste og fedeste features, hvorfor

telefoner udskiftes lang tid før de er holdt op med at virke.

I forlængelse af dette er telefonernes funktionalitet under konstant forandring, da digitalise-

ringen muliggør integration af mange forskellige produkter i telefonen såsom PDA’ere, mu-

sikafspillere, tv og video. Denne trend medfører en hastig udvikling af mobiltelefonernes an-

vendelsesområder. Den konstante innovation og hurtige udskiftning af mobiltelefonen kan

betragtes som et miljøproblem i sig selv, men betyder modsat at det er muligt at inddrage mil-

jøhensyn i produktudviklingen hurtigere, da cykluserne er kortere. Det er således produktud-

viklingen der er central at adressere miljøreguleringen til, da det ikke har relevans, at stille

krav til de produkter der allerede er på markedet – bortset fra til affaldshåndteringen.

I forhold til miljø gør de generelle problemstillinger for elektronikindustrien sig gældende,

men der er også specifikke problemstillinger tilknyttet mobiltelefonindustrien.

Mobiltelefoner indeholder de fleste af de farlige stoffer som forbindes med elektronikappara-

ter. Risikoen for at telefonerne og dermed disse stoffer håndteres uhensigtsmæssig i affaldsfa-

sen er væsentlig større end ved mange andre elektronikprodukter, da de, i modsætning til ek-

sempelvis stationære computere eller fjernsyn, nemmere kan havne i affaldsstrømmen for

husholdningsaffald på grund af deres beskedne størrelse.

Endelig forudsætter brugen af telefonerne at der etableres og drives et omfattende netværk af

master, basestations, servere m.m. Dette betyder, at problemstillingen bliver forstørret, da

telefonerne ikke er isolerede enheder, men fungerer i en større helhed der også må inddrages i

vurderingerne.

Et særligt miljøproblem relaterer sig til de eventuelle skader fra telefonernes radiobølger. Un-

dersøgelser har vist at hjernens temperatur stiger en lille smule ved påvirkning af disse bølger.

Hvad man derimod ikke ved, er, hvorvidt det giver øget risiko for kræft eller kan forårsage

sygdomme som migræne, parkinsons eller alzheimers. Det er genstand for intens debat, hvor

diverse organisationer argumenterer for forsigtighed, da langtidsvirkningerne fra brugen af

mobiltelefoner er ukendte. Derimod lobbyer industrien aktivt for, at problemstillingen under-

søges nærmere inden der fastsættes lavere krav for udslip af stråling (SAR – værdier). Selvom

denne problemstilling er interessant, afgrænser vi os fra at inddrage den i specialet, da vi som

udgangspunkt er mest interesserede i at undersøge mobiltelefoners indvirkning på det ydre

miljø.


6

Mobiltelefonindustrien indfanger således mange af de komplekse problemstillinger som også

kendetegner elektronikindustrien generelt. Den er blandt de industrier indenfor elektronikom-

rådet, hvor nye udviklingstendenser slår igennem på et tidligt tidspunkt, hvorfor erfaringer fra

denne industri med en vis tilpasning kan overføres til at andre industrier og brancher.

Mobiltelefonindustrien udgør derfor et interessant udgangspunkt for et akademisk studie.

Endelig er mobiltelefonindustrien modsat andre dele af den mere avancerede elektronikindu-

stri, i høj grad repræsenteret i Nordeuropa, herunder også i Danmark. Nokia har for eksempel

en stor udviklingsafdeling i København, mens der i Aalborg området findes et cluster for mo-

biltelefoner der omfatter filialer af nogle af verdens førende mobiltelefonvirksomheder Dertil

kommer, at europæiske virksomheder udgør en væsentlig del af den globale mobiltelefonin-

dustri, samtidigt med at det europæiske marked for mobiltelefoner er signifikant. Hvis den

europæiske miljøregulering kan påvirke industrien i Europa eller de produkter som sælges på

det europæiske marked, er der derfor gode udsigter til, at dette også vil påvirke industrien i

resten af verden. Eksempelvis er GSM standarden udviklet i Europa og siden hen blevet stan-

dard i det af verden.

Som nævnt er mobiltelefoner, modsat bl.a. PC'er, i første omgang ikke udpeget til at være

omfattet af udformningen af EuP. På grund af telefonernes store udbredelse, samt det faktum

at EU i samarbejde med Nokia har gennemført projekter i forlængelse af IPP, er det plausibelt

at der kommer fokus på industrien i fremtiden. Vores vurdering er, at kommissionen overvejer

en eller anden form for tiltag i forhold til mobiltelefoner eksempelvis i EuP regi. Påvirkningen

af processen skal ske nu, da planerne er på et tidligt stadie og der derved stadigvæk er reel

mulighed for at øve indflydelse.

EuP har et potentiale til at sikre at livscyklusperspektiv bliver inddraget i den europæiske mil-

jøregulering for elektronikprodukter, samtidig med at der skabes bedre sammenhæng til den

øvrige EU regulering. Dog sætter EuP også visse begrænsninger, hvorfor det kan være nød-

vendigt at inddrage andre reguleringsinitiativer også. Ovenstående leder frem til følgende

problemformulering for specialet.

1.5 Problemformulering

Hvordan kan EU fremme livscyklusorienterede miljøforbedringer i mobiltelefonindustrien

gennem produktorienterede reguleringsinitiativer?

Connecting Regulations Del 1 - Metode

7

2 Metode

Som det fremgår af problemformuleringen, har specialet til hensigt at give input til hvordan

EU reguleringen kan forbedres, så den i højere grad er med til at fordre livscyklusorienterede

miljøforbedringer i mobiltelefonindustrien.

Miljøproblemernes kompleksitet, industriens dynamik, samt EU reguleringens begrænsede

succes medfører imidlertid, at mobilindustrien ikke hidtil har arbejdet systematisk med at sik-

re helhedsorienterede, forebyggende og fortløbende miljøforbedringer.

Besvarelsen af problemformuleringen omfatter således flere problemstillinger, der kan sum-

meres op i tre problemområder:

- Miljømæssige indsatsområder:

For at identificere potentielle indsatsområder vil vi kortlægge de væsentlige miljøpå-

virkninger der er relateret til mobiltelefonernes livscyklus og deres bagvedliggende år-

sager.

- Mobiltelefonindustriens innovationsdynamik: Vi vil analysere innovationsdynamikken og strukturerne i mobiltelefonindustrien for

at forstå den kontekst der skaber miljøproblemerne og reguleringen skal påvirke.

- EU’s produktorienterede regulering:

For at få input til hvordan virksomme mekanismer etableres, vil vi undersøge, hvordan

EU’s tiltag har virket hidtil i forhold til at fremme livscyklusorienterede miljøforbed-

ringer i industrien.

Disse tre problemområder er tæt forbundne med hinanden. I et markedsøkonomisk samfund er

det industrien, der ved at bearbejde naturgrundlaget til produkter, i høj grad skaber eller de-

terminerer miljøpåvirkningerne. Industrien må derfor ændre adfærd, hvis miljøpåvirkningerne

skal reduceres. Reguleringen, hvis erklærede formål er at skabe et bedre miljø, kommer såle-

des i høj grad til at handle om at motivere industrien til at ændre adfærd. Dette kan afbildes

som en sekvens for reguleringens påvirkning:

Figur 1: Reguleringens påvirkningssekvens

Denne påvirkningssekvens er central for at forstå specialets opbygning og udarbejdelsen af

vores forbedringsforslag.

Hvert af problemområderne analyseres selvstændigt og bidrager med indsigt til at udarbejde

forbedringsforslagene. Disse er, i lighed med hvert af problemområderne, et selvstændigt ana-

lyseområde. Dette resulterer i fire analyseområder – betegnet A, B, C og D.

EU produktorienterede

regulering

Mobiltelefonindustriens

innovationsdynamik

Miljømæssige

indsatsområder

Del 1 – Metode Connecting Regulations

8

De tre første analyseområder (A, B og C) tager udgangspunkt i de tre ovennævnte problem-

områder mens det fjerde dækker over vores forbedringsforslag (D). Sidstnævnte er væsentlig

forskellig fra de tre foregående analyseområder. De tre første analyseområder har til hensigt at

validere og uddybe problemfeltet. Modsat har analyseområde D til hensigt at komme med

forbedringsforslag og dermed besvare problemformuleringen.

Figur 1 (reguleringens påvirkningssekvens) kan således udbygges i forhold til også at vise

hvordan vi udvikler vores forbedringsforslag:

Figur 2: Specialets analyseområder (sammenhæng mellem problemområder og forbedrings-

forslag)

Figuren illustrer, hvordan de tre problemområder skal bidrage med indsigt i, hvordan vi kan

udforme løsningsforslag der kan forbedre EU’s reguleringsinitiativer. Pilene fra A, B og C til

D illustrerer således det vidensflow, som går fra problemområderne til forbedringsforslagene

(D). De resterende pile viser, hvorledes løsningsforslagene via reguleringen og ud fra en for-

ståelse af mobiltelefonindustriens innovationsdynamik, skal fremme forbedringer af de mil-

jømæssige indsatsområder.

Forbedringsforslagene (D) har således en klar relation til EU’s produktorienterede regulering

(C), idet netop dette område forsøges forbedret. En forudsætning herfor er imidlertid, at vi har

overblik over hvorledes den nuværende regulering virker, samt en forståelse for reguleringens

påvirkningssekvens og dermed for hvordan reguleringen (C), mobiltelefonens innovationsdy-

namik (B) og de miljømæssige indsatsområder (A) hænger sammen.

Bogstaverne (A, B, C og D) referer således til specialets forskellige analyseområder, og er

strukturerende for den fremstillingsmæssige rækkefølge. Rapporten går således fra A mod D

og er modsat rækkefølgen af påvirkningssekvensen, der går fra C mod A.

For at kunne vurdere C’s effekt og virkemidler, må vi forstå både A og B. De tre analyser A-

C giver input til.

EU's produkt-

regulering

Mobiltelefonindustriens

innovationsdynamik

Miljømæssige

indsatsområder

Udvikling af forbedringsforslag - besvarelse af problemformulering: hvordan kan

EU fremme livscyklusorienterede miljøforbedringer i mobiltelefonindustrien


C

D

B A


9

Inden vi går i gang med at gennemføre den første analyse (A), har vi brug for at udvælge og

diskutere de begreber som skal bruges for at udføre denne analyse. Dette sker i analyse-

rammen, hvilket er den næste del af metoden. Problemfeltet udgør sammen med metoden,

herunder analyserammen, en beskrivelse af specialets udvikling over tid og anvendelsen af

empiri, den første del af specialet, der introducerer til problemstillingen og forklarer hvordan

vi svarer på problemformulering.

De efterfølgende tre analyser af de enkelte problemområder (A, B, C) bevæger sig på et andet

abstraktionsniveau og har til hensigt at kortlægge reguleringens påvirkningssekvens og her-

med analysere de problemstillinger som vores forbedringsforslag skal inkludere. Dette er

specialets anden del.

Den efterfølgende udvikling af forbedringsforslag bevæger sig på et tredje abstraktionsniveau

og har til hensigt at forbedre reguleringen. Dette er samtidigt svaret på vores problemformule-

ring og udgør sammen med specialets konklusion og perspektivering således specialet tredje

og afsluttende del.

Specialets tre overordnende dele er inddelt i en række steps, der svarer til specialerapportens

kapitler. Forholdet mellem rapportens tre dele, de fire analyseområderne samt de enkelte steps

(kapitlerne) kan illustreres ved nedenstående figur. I det følgende vil vi gennemgå de enkelte

steps i rapporten.

Det første step klarlægger specialets problemformulering og forklarer sammenhængen mel-

lem problemet og den valgte metodiske tilgang. Endelig præsenteres der i analyserammen det

begrebsapparat der anvendes i analysen.

Det andet step er sammen med det tredje og fjerde step valideringen af problemfeltet og såle-

des projektets kerne.

I step to beskrives de miljømæssige effekter som mobiltelefoner er årsag til. Som en del heraf

vil vi gennemgå, hvilke komponenter og materialer der indgår i mobiltelefoner. I dette step

analyseres og sammenstilles resultaterne fra fem forskellige livscyklusvurderinger (LCA) for

at udpege de væsentlige miljøindsatsområder.

Det tredje step er industrianalysen der undersøger, hvilke forhold der er styrende for indu-

striens innovation inklusiv markedsudviklingen. Denne analyse er grundlæggende for at forstå

drivkræfterne i branchen og dermed pege på hvilke forhold reguleringen må forholde sig til

og forsøge at påvirke.


10

Det fjerde step er en ana-

lyse af EU's produktorien-

terede regulering. Dette

step analyserer hvilke vir-

kemidler reguleringen er

baseret på samt ikke

mindst, hvordan industrien

har reageret på denne regu-

lering. Dette giver input til

den efterfølgende udvik-

ling af forbedringsforslag.

Det femte step er udarbej-

delsen af vores forbed-

ringsforslag. Forbedrings-

forslagene tager afsæt i de

rammer som EuP sætter og

diskuterer, hvilke mulig-

heder vi ser for at udforme

relevante parametre der

formår gennem sammen-

virkende mekanismer med

RoHS og WEEE at udbed-

re manglerne i regulerin-

gen. Da EuP rammen ikke

er tilstrækkelig for at ind-

fange alle problemstillin-

gerne, diskuteres også an-

dre reguleringsinitiativer.

Steppet er således den di-

rekte diskussion af pro-

blemformuleringen.

Det sjette step samler op

på specialet forskellige

konklusioner og perspektivere og svarer endeligt på problemformuleringen.

2.1 Analyseramme

Efter at have præsenteret vores grundlæggende metodisk tilgang i projektet og strukturen i

rapporten vil vi nu gennemgå vores analyseramme, der udgør det begrebsmæssige grundlag

og den overordnede forståelsesramme for specialets analyser.

A

B

2. Del - P

roblemområder

1. Del - M

etode

1. Step

2. Step

3. Step

4. Step

5. Step

Indledning

- Problemfelt

- Metode

- Analyseramme

Miljømæssige indsatsområde

Kortlægning af miljøpåvirkningerne

- Materialebeskrivelse

- Miljøpåvirkningerne

- Udvælgelse af miljøindsatsområderne

Innovationsdynamikken

Kortlægning af de kommercielle interesser

- Generelle udviklingstræk

- Innovation

- Miljøarbejde i produktionskæden

EU's produktorienterede regulering

En kortlægning af eksisterende

produktorienteret regulering og dens effekt.

- EU reguleringen på EE området

- Reguleringens gennemslagskraft

Forbedringsforslag

Udvikling af forbedringsforslag

- Muligheder indenfor EuP

- Andre tiltag

6. Step

Perspektiverende konklusioner

A

B

D

C

3. Del - F

orbedringsforslag

Figur 3 - Figur over sammenhæng mellem den analytiske inde-

ling og specialerapportens design


11

Som figur 2 i metoden illustrerer, må reguleringen udformes, så den inddrager de miljømæs-

sige indsatsområder (A) og en forståelse af industriens strukturer og dynamik (B), for at sikre

at kravene udformes, så virksomhederne motiveres til at arbejde kontinuerligt med produktets

miljøperformance og med et livscyklusorienteret perspektiv.

I vores arbejde opererer vi således i et spændingsfelt, hvor vi på den ene side ønsker at identi-

ficere nogle miljømæssige indsatsområder der skal skabe målsætningen for de regulerings-

mæssige virkemidler og på den anden side at analysere dynamikken i industrien for at vurde-

re, hvordan denne kan påvirkes effektivt.

2.1.1 Grundforståelse af reguleringen og dets virke

I forbindelse med Riokonferencen i 1992 og arbejdet op til introduktion af Brundtlands kom-

missionens bæredygtighedsbegreb begyndte fokus for miljøregulering at flytte sig. Fra pri-

mært at dreje sig om lokale miljøforhold som vandmiljø, luftkvalitet og jordforurening, gik

man over til at fokusere på ressourceproblematikken og miljøproblemernes sammenhæng med

”globalisering”. Modsat tidligere tiders dommedagsprofetier (grænser for vækst fra 1972) var

målet om at afkoble vækst og de stigende miljøproblemer. Vækst i sig selv opfattes ikke som

et problem, men derimod det faktum at væksten forudsætter et stigende forbrug af ressourcer

og derved skaber øgede miljøproblemer. [Brundtland 1987; Lund et al. 2005; Meadow &

Meadows 1973]

I forlængelse af dette skift ændredes også fokus i reguleringen fra, at sikre at forureningen

ikke oversteg et maksimumsniveau ved hjælp af renseforanstaltninger, oprydning og kontrol

af forurening, til i stedet at undgå dannelsen af forureningen en såkaldt kildeorienteret indsats.

Denne tilgang indebærer, at man griber ind overfor de processer der bearbejder naturgrundla-

get til forbrugsgenstande og derved skaber miljøproblemerne som bivirkninger heraf, i stedet

for at anlægge en ”black-box” tilgang, hvor man udelukkende interesserer sig for udlednin-

gerne til de forskellige medier (vand, jord og luft). I den kildeorienterede miljøindsats bliver

fokus derfor at mindske alt spild, hvilket vil sige at fjerne det ressourceforbrug som ikke bi-

drager til skabelsen af funktionalitet. Forureningsforebyggelsestanken ligger derfor i fin over-

ensstemmelse med lean manufacturing konceptet, der som udgangspunkt fordrer at alle aktivi-

teter i en virksomhed skal vurderes i forhold til om de skaber en værdi som kunden vil betale

for.

Forureningsforebyggelse ligger i sit udgangspunkt tættere på et forretningskoncept end tidli-

geres tiders reguleringsfokus. Dette skyldes, at kontrol og styring af emissionerne fra virk-

somhedernes produktion ofte indebærer en merudgift, hvorimod den forebyggende tilgang i

højere grad kan medføre besparelser, da miljøforbedringen opnås igennem produktionsopti-

meringer der medfører mindre spild i form af affald, spildevand m.m.

Forureningsforebyggelse er da heller ikke et nyt koncept. Allerede ti år før Brundtlands kom-

missionen introducerede deres bæredygtighedsbegreb, arbejdede store amerikanske kemika-


12

lieproducenter ud fra koncepter som Pollution Prevention Pays (3P), hvor målet er at spare

penge igennem ressourceoptimeringer.

I specialet er forebyggende og fortløbende miljøarbejde, samt helhedsorienteringen vigtige

grundelementer for analyserammen og dermed for vores grundforståelse af miljøarbejdets og

reguleringens fokus.

Forureningsforebyggelse

Den generelle adoption af bæredygtig udvikling som overordnet målsætning og ramme for

miljøarbejdet har medført udviklingen af en række begreber med forskellige indfaldsvinkler

til at indfange potentialet ved forebyggelse frem for rensning. Det drejer sig f.eks. om begre-

ber som renere produktion (Cleaner Production – CP), forureningsforebyggelse (Pollution

Prevention - PP) samt Eco-Efficiency.

Eco-Efficiency tager sit udspring i industrien, og relateret sig til virksomhedens mulighed for

at øge deres ressourceeffektivitet i produktionen. Grundlæggende udtrykker Eco-Efficiency

det husmandsfornuftige princip, at udnytte ressourcerne mere effektivt – dvs. at sikre det

mindst mulige input af ressourcer giver det størst mulige output i form af produkter, og der-

med opnår en større økonomisk effektivitet [www.wbcsd.com]. Det samme princip som ligger

bag 3P programmerne tilbage i midten af 70’erne. [Berkel 2000]

Begrænsningerne i denne tilgang er, at der ikke nødvendigvis er balance mellem ressourceef-

fektivitet, miljøpåvirkninger og økonomiske fordele. På trods af et vis sammenfald mellem

økonomiske besparelser og miljømæssige forbedringer gennem ressourcemæssige optimerin-

ger, er det langt fra givet at besparelser opvejer omkostninger forbundet med de nødvendige

investeringer. Eco-Efficiency formår derfor ikke at indfange forhold, hvor indsatsen kun er

baseret på hvad virksomhedernes finder relevant eller tilstrækkelig. Eco-Efficiency begrebet

er derfor blevet beskyldt for at være industriens forsøg på at kapre miljødagsordenen i debat-

ten om en bæredygtig udvikling.[Welford, R 1997]

Både PP og CP er derimod begreber, der har deres rødder i en reguleringstanke, hvorfor myn-

dighederne spiller en aktiv rolle i at fremme virksomhedernes arbejde med forurening, dog

ikke som traditionelle ”command and control” myndigheder, men primært som facilitatorer

for virksomhedernes miljøarbejde. Traditionelt har både CP og PP været relateret til frivillige

initiativer og programmer, såsom miljøledelse i form af ISO 14001 og EMAS, hvis formål er

at virksomhederne arbejder kontinuerligt med at reducere deres miljøpåvirkninger ved kilden.

Med vedtagelse af IPPC direktivet (Integrated Pollution Prevention Control – Kræver at der

opættes et integreret godkendelsessystem for særligt forurenende virksomheder.) har EU ind-

ført en regulering, hvor virksomhederne ikke kun motiveres, men også stilles overfor krav om

at implementere den bedst tilgængelige teknologi i kraft af indførelse af BREF (BAT Refe-

rence dokument). Disse er en måde til at etablerer minimumsniveauet for, hvad virksomhe-


13

ders teknologiske performance skal overholde, frem for at stille krav til virksomheders udled-

ning, hvilket ofte medfører rensningsforanstaltninger. På trods af de gode intentioner, bliver

BREF noterne ofte ”oversat” til grænseværdier, hvilket er i strid med intentionen i IPPC.

[Ravn 2003 et al.]

EU's affaldsstrategi

EU's affaldspolitik har siden strategien for affaldshåndtering i 1989 fulgt affaldshierarkiet,

hvor forebyggelse, inklusiv direkte genbrug, prioriteres højest, efterfulgt af genanvendelse,

energiudnyttelse, forbrænding og forsvarlig deponering. På trods heraf har affaldsreguleringen

taget udgangspunkt i at etablere infrastrukturen for forsvarlig deponering og forbrænding og

først derefter fokuseret på mulighederne for at etablere en ramme for behandling baseret på

genanvendelse. Forebyggelse har modsat ikke været et element i EU’s konkrete affaldsregule-

ringer, men skulle i stedet håndteres gennem EMAS og lignende tiltag der skal få virksomhe-

derne til at integrere miljøhensyn i produktionsplanlægningen mv. En del af fokuset i IPPC er

dog også at minimere affaldsdannelsen.

Da de stigende mængder affald ikke blot skyldes erhvervsaffald, men også affald fra udtjente

produkter, udvalgte EU specifikke affaldsområder som fokus for implementering af produ-

centansvar i affaldsreguleringen. Dette drejer sig bl.a. om affald i form af brugte biler, elektri-

ske og elektroniske produkter. Valget af disse affaldsområder skyldes kraftige stigninger i

mængden og at affaldet indeholder potentielle genanvendelige ressourcer og/eller udgør muli-

ge risici for miljøpåvirkninger ved den generelle affaldsbehandling [DG environment]

Parallelt med denne udvikling har EU introduceret markedsbaserede virkemidler som sup-

plement til de normative reguleringer. Ligesom det generelle skifte fra virksomhedsregulering

til produktregulering, er disse markedsreguleringer i stigende grad fokuseret på forhold vedrø-

rende produktet. Pga. begrænsede muligheder for EU om at opkræve skatter og afgifter har

disse markedsbaserede produktreguleringer først og fremmest relateret sig til både obligatori-

ske og frivillige markedsordninger. Filosofien bag er at øge gennemsigtigheden på markedet

og dermed fordre at miljø bliver en konkurrenceparameter på markedet.

Siden begyndelsen af 1990’erne har EU udarbejdet miljømærkekriterier for produkter ud fra

livscyklusbaserede performance krav. Der eksisterer miljømærker for flere typer produkter,

men få har haft succes og kun på områder, hvor miljø har særlig betydning for forbrugerne.

Det drejer sig især om forhold, hvor miljø kan kombineres med sundhed (eksempelvis vaske-

midler og fødevarer) eller hvor et miljøvenligt valg er forbundet med omkostningsbesparelser

i brugsfasen (fx energimærkede hårde hvide varer). Samtidig har en række nationale, og på

det seneste Europæiske, tiltag omkring offentlige grønne indkøb tilstræbt at etablere en efter-

spørgsel efter renere produkter.


14

Øget fokus på produkterne

Den øgede globalisering af produktionssystemerne betyder, at produkter solgt på EU’s indre

marked ikke nødvendigvis er produceret i EU lande. Dette er medvirkende til, at et fokus på

produktionsprocesser er utilstrækkeligt i miljøregulering. Det viser sig ved at en stadig sti-

gende mængde af affaldet i EU ikke har været underlagt miljøregulering, hvilket har medført

stigende problemer i affaldsbehandlingen. Derfor har det været nødvendigt, at ændre regule-

ringstilgangen fra at et snævert produktionsorienteret fokus til også at inddrage produkternes

miljøegenskaber i brugs og affaldsfaserne. Blandt andet i kraft af den integrerede produktpoli-

tik, WEEE, RoHS og EuP er der kommet fokus på, hvordan reguleringen af produkter på det

indre marked kan motivere industrien opstrøms i produktionskæden til at skabe mindre foru-

renende produkter.

2.1.2 Analyseramme for C og D

Som det fremgår af metoden, arbejder vi med regulering i vores forbedringsforslag (D), men

også i analyse C der skal undersøge virkemidler og effekten af eksisterende EU regulering. Vi

bruger derfor de samme begreber i de to dele af rapporten, hvilket er årsagen til at analyse-

rammen for C og D samlet.

I det følgende vil vi gennemgå en række begreber skal etablere en grundlæggende ramme for

vores løsningsfelt og øge forståelsen af problemområderne.

Den integrerede produktpolitik (Integrated Product Policy – IPP)

Grønbogens vedtagelse i 2001 blev begyndelsen til EU's integrerede produkt politik (IPP).

Motivationen bag IPP var de stigende affaldsproblemer, og målet var at forstærke EU's regu-

lering, der traditionelt har været fokuseret på fremstillingsprocesserne frem for produkternes

egenskaber. Baggrunden for at inkludere produktdimensionen er, at EU i kraft af globaliserin-

gen har begrænsede muligheder for at beskytte miljøet inden for EU's grænser ved regulering

af produktionsfaciliteterne, samtidigt med at mange af miljøpåvirkningerne optræder under

andre faser i livscyklussen end fremstillingsfasen. En stor del af produkterne solgt i EU pro-

duceres i dag udenfor EU og i stigende omfang i nyligt industrialiserede lande som Kina og

Indien. Intentionen er at påvirke alle produkter solgt i EU og ikke kun dem der produceres i

EU ved at stille krav til produkterne.

Modsat den traditionelle normative regulering, er IPP i langt højere grad lagt an på frivillige

initiativer, men det begrænser sig dog ikke til disse. IPP bygger som udgangspunkt på følgen-

de fire grundlæggende principper:

- Livscyklustankegangen. Denne indbefatter at produktets livscyklus og dets kumula-

tive miljøpåvirkninger inddrages, således at miljøbelastning ikke flyttes mellem de

enkelte led i produktionskæden eller faser i livscyklussen. Tankegangen er samtidigt,


15

at politikken skal være sammenhængende. (Der henvises specifikt til at tilgangen ikke

er en LCA)

- Samarbejde med markedet. Dette indbefatter at skabe incitamenter der fremmer ud-

bud og efterspørgsel efter grønnere produkter, samt belønner de virksomheder der

gennem innovation og proaktivitet arbejder mod at skabe mere bæredygtige produkter.

- Inddragelse af interessenter. Dette skal motivere alle der indgår i produktets vej fra

vugge til grav til at agere for at sikre den mindst mulige miljøbelastning. Både indu-

strien, forbrugerne og myndighederne inddrages. Industrien kan inddrage miljøforhold

i deres udvikling, forbrugeren kan sikre en optimal brug og myndigheder kan etablere

faciliterende regulering samt anvende offentlige grønne indkøb.

- Løbende forbedringer. Dette henviser til, at der skal arbejdes med løbende forbed-

ringer i forhold til produkternes miljøperformance som kan træde i stedet for præcise

grænseværdier, således at virksomhederne kan implementere løsninger i deres eget

tempo og fokusere på de omkostningseffektive løsninger først. [COMM(2003)]

Disse områder skal adresseres gennem en række initiativer, både med et lokalt og globalt sig-

te. Som nævnt så fokuserer IPP som udgangspunkt på at udnytte frivillige initiativer, men er

dog åben for at også inddrage tvungen og mere normativ reguleringer [COMM(2003)].

Ud fra ovenstående grundprincipper er det tydeligt, at IPP søger at skabe og udbrede mere

miljøvenlige produkter igennem et bredt udvalg af reguleringsinstrumenter der fungerer ved

forskellige mekanismer. IPP’s overordnede grundprincipper kan efter vores opfattelse konkre-

tiseres ved følgende begreber: udvidet producentansvar (EPR), Life Cycle Mannagement

(LCM), miljøledelsessystemer specielt POEMS, udvidede varedeklarationer (EPD) samt mil-

jømærket blomsten.

Alle disse koncepter falder indenfor hvad vi umiddelbart forbinder med IPP paraplyen, da de

er instrumenter til at skabe en regulering som er forebyggende, fortløbende og livscyklusori-

enteret. I det følgende vil vi argumentere for, hvorfor dette er tilfældet samt forklare, hvordan

vi mener, disse koncepter mest hensigtsmæssigt kan tænkes ind i IPP.

EPR - Det udvidede producentansvar er et grundlæggende reguleringskoncept, der bygger på

at producenten ansvarliggøres for deres produkters livscyklus og derigennem får en direkte

interesse i at forbedrer dets miljøperformance. I litteraturen skelnes der mellem fem typer af

udvidet producentansvar: fuld ejerskab, fysisk-, økonomisk-, erstatnings- og informationsan-

svar. Det fysiske ansvar henviser til at producenten er involveret i den fysiske håndtering af

produkterne samt i påvirkningerne fra disse. Det økonomiske ansvar henviser til at producen-

ten dækker alle omkostninger ved eksempelvis indsamling, genanvendelse samt endelig de-

ponering af produkterne. Dette ansvar kan effektueres på flere måder, for eksempel ved direk-

te betaling eller ved indbetaling af en afgift. EPR forbindes af mange med ansvar i forhold til

affaldsfasen.


16

Udover EPR som begreb finder man under samme tanke product stewardship, der har sit ud-

spring i det amerikanske EPA. Product stewardship er i højere grad end EPR tanken, der prak-

tiseres i Europa, baseret på frivillige aftaler mellem myndighed og virksomheder. Principielt

relaterer EPR sig til at brandholderne gøres ansvarlige for hele produktionskæden, det kom-

mer mest holistiske til udtryk ved det fysiske ansvar. Relateret til affald, vil Product Ste-

wardship medføre at egne produkter direkte tages tilbage, mens det i forhold til brugsfasen er

udviklet som selvstændigt begreb Product Service System (PSS).

PSS og Product Based Services er den ultimative EPR specielt i forhold til forbrugsfasen.

Begge koncepter bygger på, at producenten skal gå fra at sælge produktet til at sælge servicen

som produktet indgår i. Producenten vil således eje produktet og sælge en service, hvilket har

et dobbelt sigte. Dels vil producenten sikre at hardwaren holder længst muligt, da hardware er

en variable omkostning for producenten som (principielt) ikke er relateret til det løbende ind-

tjeningsgrundlag. Dette betyder at producenten får en interesse i at kapitalisere hardwaren

over så lang en periode som muligt, da en mindre investering i hardware vil føre til det samme

afkast. For det andet vil producenten være interesseret i at minimere eventuelle forbrugsele-

menter i brugsfasen, herunder energi. Dette forudsætter dog selvfølgelig at energiforbruget

inkluderes som en variable omkostninger for servicen og denne afholdes af producenten frem

for forbrugerne [Mont, O. 2002; Manzini & Vezzoli 2002].

LCM – ligger, som navnet også antyder, tæt op af ”livscyklustanken”, et af grundprincipper-

ne i IPP. Ideen med LCM er et holistisk ledelsesværktøj der skal sikre at produktets livscyklus

indtænkes allerede i designfasen, således at virksomhedens økonomiske dimension udvides

med en miljømæssig dimension og at producenten dermed tager ansvar produktet gennem

hele livscyklusen. På en måde minder LCM om EPR, forskellen skal bl.a. findes i at, LCM er

et begreb der udspringer af en virksomhedstilgang, mens EPR og Product Stewardship i høje-

re grad har reguleringsbaggrund. [Jensen, A and Remmen, A 2004]

Eco-Design benyttes i mange sammenhænge og dækker mange forskellige typper værktøjer,

lige fra tjeklister og simple sammenligningsværktøjer til livscyklusbaserede indsatsdetermine-

rende værktøjer. Vi mener, at Eco-Desing som koncept ud fra et miljømæssigt synspunkt skal

forstås bredt og benyttes til at sætte miljøforhold på dagsordenen tidligt i udviklingsfasen. Det

er i denne sammenhæng vigtigt, at det på forhånd gøres klart i hvor høj grad, det er muligt at

præge produktet. For eksempel om der er tale om et gendesign eller nydesign. Som det frem-

går af nedenstående figur har Brezeth og Rocha inddelt forbedringspotentialet ved Eco-

Design i fire trin: 1) produktforbedringer 2) produktmæssig gendesign 3) funktionsinnovation

og 4) systeminnovation.


17

Figur 4: Egen kreation med kraftig inspiration fra Brezet & Rocha.

Figuren illustrerer forskellige forbedringspotentialer for Eco-Design afhængigt af hvilken type

innovation der er tale om. Hver af disse innovationstyper har et forskelligt forløb og brugen af

Eco-Design skal derfor afstemmes til dette. Ved systeminnovationer er det således vigtigt at

sætte ind på et tidligt tidspunkt og på tværs af virksomhedens afdelinger (og evt. på tværs af

forskellige aktørers aktiviteter) i stedet for eksempelvis blot at adressere den endelige tilpas-

ning af produktet før dette sendes i produktion.

Interessen for at sætte ind i udviklingsstadiet skyldes at størstedelen af miljøpåvirkningerne

determineres her. Nogle vurderer således, at op imod 90 % af miljøeffekterne fastlægges i

designfasen, hvilket dog ikke skal forveksles med, at den enkelte designer har mulighed for at

reducere de eksisterende påvirkninger med faktor 10, men blot understrege, at potentialet er

stort. I praksis vil der være store teknologiske og økonomiske begrænsninger for designeres

handlerum. Eksempelvis betyder eksisterende teknologispor som overholdelse af GSM stan-

darden, at designeren er bundet af de teknologisystemer som telefon indgår i. [EcoLife 2002;

Brezet & Rocha 2001; Tischner 2001; Lindahl, M 2005; Jensen A and Remmen, A 2004;

ISO/TC207]

POEMS (og evt. andre EMS) dækker over udvidede miljøledelsessystemer der inddrager

virksomhedens produktudvikling. Dette kan være POEMS (Product Environmental Manage-

ment System), men også ISO eller EMAS med en udvidelse således at design inddrages. Tan-

ken bag er grundlæggende den samme som i nogle af de andre præsenterede koncepter, nem-

lig at inddrage miljø i udviklingsfasen. Ved at gøre miljøvenligt design til en del af virksom-

hedens systematiske og certificerede miljøarbejde, bliver det muligt for virksomheden at do-

kumentere sine aktiviteter. Disse udvidede miljøledelsessystemer kan medføre at der tages

hensyn til produktionen op- og nedstrøms i kæden med det formål at reducere de samlede

miljøeffekterne. [Ammenberg J & Sundin E 2005]

Type 1

Type 2

Type 3

Type 4

Tid

Eco-effficeiency


18

Environmental Product Declaration (EPD) er en type III ISO-label miljøvaredeklaration.

Princippet er grundlæggende, at der etableres en række parametre, inden for en produktgruppe

som virksomhederne kan vælge at måle sig på, og derved etablere en produktprofil. Målet

med disse data, er at synliggøre, hvor miljøeffekterne optræder, således at det kan anvendes

som retningsgivende for virksomheder. Et sådan EPD system er ved at blive initieret af EU,

der ønsker et fælles harmoniseret EPD system. [Poll et al. 2005]

Hvis en sådan produktprofil blev et lovmæssigt krav for at opnå markedsadgang, kunne det

benyttes til at etablere en minimums standard for miljøpåvirkninger.

Endeligt er der blomsten, der er en miljømærkeordning på EU niveau. I forhold til andre mil-

jømærker som EnergyStar og TCO, er blomsten elitær, hvilket vil sige, at det principielt kun

tildeles til de bedste produkter. Elitære mærker sikrer (i teorien) at de mærkede produkter lig-

ger over markedsstandarden, idet mærket eksempelvis kun tildeles de tyve procent som per-

former bedst. Modsat kan alle produkter opnå de ikke elitære mærker så længe de overholder

kriterierne.

Fordelen ved de elitære mærker er, at de sikrer en fortløbende innovation, idet virksomheder-

ne hele tiden skal forbedre sig hvis de ønsker fortsat at have miljømærket. Modsat kan dette

også afholde producenterne for at tage disse mærker til sig. De ikke elitære mærker kan i

princippet opnås af mange flere virksomheder, idet alle produkter som overholder kriterierne

får tildelt mærket. Dette kan være med til at sikre mærkerne en hvis udbredelse. Begge typer

af mærker har dermed sine fordele. Problemet med miljømærkerne i forhold til elektronikpro-

dukter har imidlertid været, at der generelt ikke er en interesse for at certificere produkterne

medmindre mærkningsordningen er relateret til strømbesparelser, i hvilket tilfælde forbruger-

ne har en økonomisk fordel af at købe de mærkede produkter og disse derved bliver mere

salgbare. [Schmidt, K et al. 2002b]

Opsamlende diskussion

De gennemgåede begreber udgør en bred vifte af instrumenter som implementerer de grund-

læggende principper i den integrerede produktpolitik. Begreberne benytter forskellige virke-

midler, herunder at påvirke markedets pull-effekt, så der i højere grad efterspørges miljøven-

lige produkter (miljømærker), udvidelse af producentansvar, og ejerskabsforholdene, så virk-

somhederne initieres til at tænke påvirkningerne fra forskellige livscyklusfaser ind i deres

udviklingsaktiviteter (EPR, PSS), ledelsessystemer der skal hjælpe virksomhederne med at

systematisere miljøarbejdet (LCM, POEMS), redskaber der hjælpe produktudviklerne med at

skabe produkter med færre miljøpåvirkninger (Eco-Design) samt skabe standardiserede vare-

deklarationer, der gør det muligt at vurdere enkelte produkters miljøegenskaber (EPD).

De forskellige begreber som vi har udvalgt er medtaget fordi vi ser potentiale i dem som in-

strumenter under IPP, i forhold til at fremme mere miljøvenlige produkter. Begreberne indgår


19

derfor enten direkte i specialet eller som inspiration for skabelsen af vores reguleringssystem,

der udvikles i specialets sidste analyse (D).

Dette betyder ikke, at vi uden videre tager alle begreber til os, da nogle af disse ikke er virk-

ningsfulde eller implementerbare i deres nuværende form. Men vi kan godt lade os inspirer af

principperne der ligger til grund for dem, i udviklingen af ”vores gennemførelsesforanstalt-

ninger” hvis de benyttes i fællesskab, på en sammenhængende måde og evt. modificeres til

forholdene i elektronikindustrien.

I tilknytning til at danne rammerne for vores forbedringsforslag i analyse D, er det også nogle

af de samme begreber der ligge bag de nuværende reguleringer, hvorfor vi også i dette vil

prøve at forholde dem tilde grundlæggende tanker i de begreber de prøver at implementerer.

Det drejer sig specielt om EPR i forhold til WEEE og Eco-Design i forhold til EuP

2.1.3 Analyseramme for A

Gennem det foregående har vi eksemplificeret den integrerede produktpolitik ved kort at in-

troducere en række begreber, der udgør den begrebsmæssige verden som vores forslag til for-

bedringer af reguleringen bevæger sig indenfor.

I vores forbedringsforslag og i analyse C vil vi bruge disse begreber til at diskutere og komme

med umiddelbare bud på forbedringer af den nuværende regulering, og efterfølgende vil vi

bruge dem i udviklingen af vores forbedringsforslag (D).

I forlængelse af disse analyser har vi brug for at gennemføre yderligere to analyser af hen-

holdsvis de miljømæssige indsatsområder (A) og industriens dynamikker (B). I det følgende

præsenteres analyserammen for disse to analyser.

LCA som redskab til at udvælge indsatsområder

Under analyse A, identifikation af miljøindsatsområder, inddrager vi livscyklustanken (LC).

Vi vil i det følgende diskutere og udvikle vores forståelse og brug af dette begreb. Til at starte

med er det nødvendigt at tydeliggøre det skisma, som vi mener, er indlejret i begrebet, nemlig

en skelnen mellem LC som koncept og LC som værktøj i form af LCA.

Koncept – Ideen om at tænke et produkt i den sammenhæng det designes, producers, bruges

og afskaffes i. Konceptet udgør en normativ tilgang til miljøforbedringerne, hvor handling

forholdes til hele produktets livscyklus. Denne tilgang er den grundlæggende for blandt andet

LCM, EMS og Eco-Design.

Værktøjer – Livscyklusorienteringen forbindes ofte med LCA, der er et forsøg på at opgøre

alle effekter gennem hele produktets livscyklus. Denne tilgang lægger desuden grunden for en

række sammenligningsværktøjer, som benyttes af industrien til at vurdere to alternativer i

forhold til hinanden (ofte Eco-Design værktøjer).


20

Det er nødvendig at skelne mellem disse to niveauer af livscyklusorienteringen, da der er store

forskelle mellem vores forståelse og konceptuelle brug af livscyklusorienteringen og den for-

ståelse, der blandt andet kommer til udtryk gennem opgørelserne i LCA’er.

Gennem vores arbejde er den konceptuelle forståelse af LC helt grundlæggende. Ideen er

simpel. I stedet for at orientere sig mod enkelte processer er det nødvendigt altid at afveje

handlinger og initiativer i relation til produktets samlede livscyklus. Dette ligger i tråd med

den forebyggende indsats, som vi har præsenteret tidligere. Denne tilgang til LC-tanken er

ikke værktøjsorienteret, men forståelsesorienteret.

Modsat er LCA’er et værktøj, der forsøger at opgøre et produkts samlede miljøeffekter, enten

med henblik på at sammenligne forskellige (design-) alternativers miljøpåvirkninger eller at

vurdere et produkts effekter. LCA’ere kræver imidlertid et omfattende stykke arbejde og ind-

befatter en stor usikkerhed på grund af vurderingernes antagelser, afgræsninger og vægtninger

af de enkelte effektgrupper. Vi mener dog, at livscyklusvurderinger kan være meget brugbare

til at identificere potentielle indsatsområder, der fra et miljømæssigt synspunkt er relevante at

arbejde videre med. Man skal blot sørge for at være kritisk over for grundlaget for og resulta-

terne af vurderingerne og ikke forsøge at finde de absolut ”væsentligste” påvirkninger på bag-

grund af vurderingerne.

Brugen af LCA

Livscyklusvurderinger omfatter ofte tre dele: Opgørelsen, vurderingen samt fortolkningen.

Ved opgørelsen kortlægges inputs og outputs, hvorved det bliver muligt at få et overblik over

de materielle bidrag igennem hele livscyklussen. Opgørelsen er den mest objektive del af

livscyklusvurderingen og kan i princippet være meget præcis, selvom det i praksis er svært at

få pålidelige data over de faktiske ressourcestrømme. [www.pre.nl/]

I vurderingen karakteriseres, normaliseres og vægtes de bidrag, som er blevet kortlagt i den

foregående opgørelse. I denne forbindelse kan der være flere problemer, herunder at der ikke

findes tilstrækkelig data i opgørelsen til at beregne påvirkningerne, samt at der ikke findes en

generelt accepteret metode til at vurdere påvirkningerne ud fra. [www.pre.nl]

Manglen på data skyldes, at det for komplekse produkter med mange komponenter, som er

under konstant forandring (f.eks. mobiltelefoner), i praksis er umuligt at finde samtlige data i

de eksisterende databaser. Man vil i disse tilfælde benytte data for lignende komponenter eller

tidligere versioner af den samme komponenttype eller alternativt undlade at medtage kompo-

nenten. Begge dele medfører usikkerheder i vurderingernes resultater.

Problemer i forhold til vurderingen er blandt andet, at vægtningen af forskellige påvirkninger

bygger på politiske og værdimæssige betragtninger, da det ikke videnskabeligt set er muligt at

fastslå om eksempelvis potentielle klimaskader, der måske først indtræffer om 50 eller 100 år,

skal vægtes højere end udledningen af potentielt kræftfremkaldende stoffer.


21

På grund af disse problemstillinger mener vi, at livscyklusvurderingers resultater skal tages

med forbehold, idet de er forskellige - alt afhængig af de forudsætninger, der ligger til grund

for afvejningerne. Dertil kommer, at gennemførelsen af LCA’ere er forbundet med meget

stort stykke arbejde. Ved brug af screeningsmetoder, der er langt mindre omfattende, vil man

tit kunne nå frem til tilsvarende resultater, og derfor er LCA’erne ofte unødvendige.

Vi mener, at ideen om at basere miljøindsatsen på en kortlægning af, hvilke miljøproblemer

der er relevante at inddrage, er god. Dog kan LCA’ens fokus på at indsamle et komplet data-

sæt, der afspejler hele produktets livscyklus, før der kan udpeges indsatsområder, nemt føre til

datadøden. LCA’erne kan dermed skabe handlingslammelse frem for føre til konkret handling

på baggrund af relevante fokusområder.

At metoden er så tidskrævende og omfattende, er samtidig årsag til, at LCA-metodikken ikke

er anvendelige i produktudviklingsprojekter. Derimod kan man på baggrund af en LCA ud-

vikle tjeklister, der ifølge Schischke kan bruges til at igangsætte miljøarbejdet i virksomheder.

De kan sikre, at betydelige effekter ikke overses, og at virksomheden forholder sig til effek-

terne. På den måde bliver miljøeffekterne ”bevidste”. Anbefalinger og spørgsmål i sådanne

tjeklister kan omfatte alt fra generelle overvejelser og retningslinier til meget konkrete forhold

i produktet, som eksempelvis forbudte stoffer. Det er dog essentielt, at listerne appellerer til

designerens kreativitet, og derfor bør spørgsmålene ikke kunne besvares med ja eller nej. De

skal i stedet inspirere designeren til at tage aktivt stilling. Tjeklister kan fungere som basis-

værktøjer, der giver anbefalinger af, hvilke problemer der bør fokuseres på, og inputs til,

hvordan disse kan reduceres. [Schischke, K]

2.1.4 Analyseramme for B

I det følgende vil vi se nærmere på, hvilke redskaber vi har brug for, for at forstå dynamikker

og strukturer i industrien.

Grundforståelse af industrien

Vi anlægger en dynamisk forståelse af industrien, hvor forskellige mekanismer i sammenspil

sætter nogle rammer for virksomhedernes ageren. Virksomhedernes individuelle handlinger

indvirker igen på disse mekanismer, hvorved rammerne flytter sig, og der opstår en, for den

enkelte branche, unik konkurrencesituation. Således kan konkurrencesituationen, selv inden

for nært beslægtede industrier, variere. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke kan spores

generelle og fælles træk mellem industrier, men blot at man skal være opmærksom på de en-

keltes særlige karakteristika.

Mange teoretikere har gennem tiden foreslået modeller og begreber, der kan bruges til at ind-

fange og analysere disse dialektiske forhold. En af de mest udbredte er Porter, der opstiller

fem konkurrencekræfter (five forces). I denne rapport vil vi ikke gennemgå Porters begrebs-

verden, men nøjes med at slå fast, at vores forståelse af industrien ligger tæt op ad Porters.

[Porter 1985]


22

Målsætning med den senere industrianalyse er at kortlægge de dynamiske konkurrence- og

udviklingsforhold, der præger mobiltelefonindustrien, og som har indflydelse på, hvordan

EU’s integrerede produktpolitik skal udformes for at være effektiv og få industrien til at adop-

tere fortløbende forebyggende livscyklusorienterede miljøforbedringer.

I problemfeltet skelner vi mellem to forhold, der er relevant for dette – de markedsmæssige og

de organisatoriske trends. Det første henviser til teknologi, design, modefænomener, pris og

brandmæssige udviklingstræk, mens det andet henviser til, hvordan de globale produktions-

kæder organiseres for at opnå konkurrencefordele – herunder kostpris- eller differentierings-

skabte fordele. Denne skelnen er en abstraktion, idet disse forhold er relaterede, fordi bestem-

te konkurrencestrategier nødvendiggør en bestemt organisering af produktionskæden og om-

vendt. De begreber, som vi igennem vores arbejde med at analysere denne industri har fundet

centrale for en kortlægning af trendene, er:

- Eco-Design

- Modularitet og vertikal integrering af produktionskæden

- Outsourcing

- Relationer mellem virksomheder i produktionskæden

- I det følgende vil vi præsentere disse begreber og fænomener.

Eco-Design

ECOLIFE estimerer, at valg i designfasen, eksempelvis af materialer og komponenter, deter-

minerer mellem 70 og 90 procent af miljøpåvirkningerne fra produktets livscyklus [ECOLIFE

2002 s. 16]

Som det fremgår af gennemgangen af Eco-Design under IPP, skelner Brezet & Roha mellem

fire radikalitetsgrader for innovation: Produktforbedringer, produktmæssig gendesign, funkti-

onsinnovation og systeminnovation. For at gennemføre grundlæggende ændringer i miljø-

egenskaberne er det centralt, at designløsninger ikke blot bliver til add-on’s til det eksisteren-

de produkt, men indføres i alle stadier af produktudviklingen fra koncept over design til reali-

sering i leverandørkæden. Det er vigtigt, at miljøhensyn bliver et kriterium på lige fod med de

klassiske udviklingsparametre, som for eksempel funktionalitet, profitabilitet, sikkerhed, påli-

delighed, tekniske muligheder og æstetik. [Tischner 2001; ECOLIFE 2002]

Designprocessen kan inddeles i originaldesign og gendesign. Originaldesign er design af nye

produkter helt fra bunden, mens gendesign betyder, at et nyt design baseres på eksisterende

produkter. Denne skelnen er interessant, fordi designeren ved gendesign ofte er relativt fast-

låst i sine muligheder for at præge produktets miljøegenskaber. Samtidig er der ved original-

design ikke et eksisterende produkt, som kan bruges til at benchmarke det nye produkt med,

hvilket betyder, at der er brug for en anden type Eco-Design værktøjer. Den økonomiske risi-

ko ved et originaldesign er derfor ofte større end ved gendesign, idet man ikke på forhånd

ved, hvad der kommer ud af udviklingsarbejdet. [Bey 2003]


23

Når Eco-Design aktiviteter skal gennemføres, skal flere funktioner i virksomheden, der nor-

malt ikke har så meget med design at gøre, inddrages. Dette kan eksempelvis være marke-

tings-, R&D-, EHS- samt kvalitetsafdelingen. Der findes således ikke én Eco-Designer i virk-

somheden. [Schischke]

Idet produkterne udgør et teknologisk system, hvor der indgår mange forskellige komponen-

ter, som købes fra leverandører, er virksomhederne ikke fuldt ud herre over deres produkters

egenskaber. Mange af disse overtages nemlig fra leverandørerne sammen med leverancerne.

Et Eco-Designsystem skal derfor udvides med et informationsflow gennem hele kæden, så de

sammenhænge, som produktet fremstilles og bruges under, samt hvad produkterne indehol-

der, så vidt muligt kendes af virksomhederne i produktionskæden. [Tischner 2001; Charter &

Clark; Adams, G. 2002]

Som med livscyklusorienteringen, er der indenfor Eco-Designkonceptet udviklet mange for-

skellige værktøjer til brug for den enkelte designer. Disse er dog generelt ret snævert fokuse-

ret på den enkelte virksomhed og ikke orienteret mod kæden. Vores brug af Eco-Design er

derfor også dobbelt. Dels vil vi er det et værktøj til brug i virksomheder, dels er det en kon-

cept, som vi bruger til at analysere blandt andet EuP’s virkemidler og effekt.

Modularitet og integration

De modulære leverandørkædestrukturer er fleksible og produkterne er meget standardiseret

med brug af åbne standardiserede interfaces. At interfacet er ”åbent” betyder, at det ikke er

beskyttet af ejendomsrettigheder, hvorfor mange producenter kan fremstille moduler til sy-

stemet, så længe de holder sig til standardinterfacet.

Modsat har produkter med en integreret arkitektur ofte komplekse og ikke standardiserede

interfaces, hvor undersystemerne er byggede eller tilpassede til det specifikke produkt og til-

byder unikke features, der ikke let kan sammenkobles med andre systemer. [Fine, C.H. 2005]

I de integrerede systemer vil der ofte være flere funktioner, der varetages af enkelte dedikere-

de løsninger, da disse er ”customized” til funktionaliteten i netop dette produkt. Dedikerede

løsninger vil ofte betyde en højere kostpris. [Fine, C.H. 2005; Intw. TI; Intw. ADI]

Outsourcing

Outsourcing indebærer i al sin enkelthed at flytte en aktivitet der tidligere blev udført af en

virksomhed ud til en ekstern aktør. At virksomheder vælger at outsource skyldes mange for-

skellige forhold, herunder ønsket om af skifte fra faste- til variable omkostninger og derved

eliminere den risiko, der er ved at have pengene bundet, at det er billigere, hurtigere m.m. at

få produceret produktet hos en leverandør eller at kvaliteten er bedre. [Hilmola et al. 2005]

Outsourcing af produktionen er meget udbredt i elektronikindustrien. Dette har, som vi vil

komme ind på senere i rapporten, mange forskellige årsager, blandt andet at branchen er me-

get modulært opbygget. Derfor kan flere forskellige virksomheder ofte levere det samme pro-


24

dukt/komponent. Desuden indeholder produkterne mange forskellige avancerede komponen-

ter, som det er meget dyre at udvikle og fremstille hvorfor opgaverne outsources for at holde

omkostningerne nede. (se også modularitet og integration længere fremme i analyserammen)

Et af hovedkoncepterne bag outsourcing er, at virksomhederne skal satse på deres kernekom-

petencer, forstået som de ekspertiseområder, som er essentielle for virksomhedernes værdi-

skabelse. Et eksempel på en kernekompetence kan være at have indsigt i markedsdynamikken

og forstå, hvilke ønsker brugerne har til kommende produkter. I forbindelse med brandhol-

dernes kernekompetencer nævnes ofte branding og salg, men dette varierer. Specielt asiatiske

brandholdere er også stærke indenfor produktion. Ideen bag konceptet med kernekompetencer

er, at virksomhederne skal investere i aktiviteter, der ligger indenfor deres kernekompetencer,

og outsource de aktiviteter, som ligger udenfor, og som derfor ikke bidrager væsentligt til

værdiskabelsen. [Prahalad, C.K and Hamel G. 1994]

Relationer i produktionskæden

Relationen mellem virksomhederne i produktionskæden varierer meget afhængig af mulighe-

den og behovet for at kunne påvirke leverandøren, både hvad angår produktionen og udvik-

lingsaktiviteterne. Relationerne spænder fra overfladiske relationer, hvor der handles stan-

dardkomponenter på spotmarkedet, til et egentligt ejerskab af leverandøren (vertikal integre-

ring), hvor brandholderne kan diktere retningen for udviklingen.

Disse relationer mellem virksomheder kan inddeles i fem grundlæggende former: Markeds-

udvekslinger, modulære værdikæder, relationelle værdikæder, tvungne værdikæder og hierar-

kiske relationer. I virkelighedens verden findes disse fem inddelinger naturligvis ikke som

”rene” former, men de kan hjælpe os til at forstå og beskrive en række mekanismer, som har

indflydelse på relationerne mellem virksomhederne i produktionskæderne. [Gereffi]

Markedsudveksling sker i de tilfælde, hvor der aftages standardprodukter, og hvor det er

forholdsvis nemt at skifte til en anden leverandør. I disse tilfælde vil der ofte blive brugt kort

tid på at styre leverandøren, og der vil generelt være et overfladisk forhold mellem kunde og

leverandør. Leverandøren vil ofte levere til flere forskellige kunder og ikke være bundet til

kunden.

I modulære værdikæder fremstiller leverandørerne produkter på baggrund af specifikatio-

ner. Disse kan være mere eller mindre detaljerede, og i nogle tilfælde skal leverandøren selv

stå for eksempelvis dele af eller det samlede elektriske design. Forholdet kan være på ”turn-

key” basis, hvilket vil sige, at leverandørerne har ansvaret for at vælge og indkøbe komponen-

terne, og ofte selv betaler for disse. Ved denne type forhold, vil det ofte være leverandøren

selv, der varetager relationen til det efterfølgende led i kæden. Denne type relation er meget

udbredt indenfor elektronikindustrien, hvor eksempelvis kontraktproducenter fremstiller fær-

dige produkter og komponenter som displays, chips, printkort med mere på baggrund af kun-

dernes design.


25

Figur 5: De fem relationsformer [Gereffi et.al. 2003]

De relationelle værdikæder betegner en relation, hvor der er komplekse interaktioner mel-

lem kunde og leverandør og en gensidig afhængighed. Virksomhederne, der indgår i denne

type relation, vil ofte være placeret tæt på hinanden rent geografisk. Forholdet bygger på virk-

somhedernes troværdighed og gensidige tillid. Disse relationer forekommer ofte, når leveran-

døren befinder sig i en branche, som er videnstung og, hvor leverandøren har stor kompeten-

ce. Et eksempel på en sådan relation er brandholders forholdet til virksomheder, der udvikler

og producerer chips og platforme.

De tvungne værdikæder er relationer, hvor små leverandører er afhængige af store kunder,

idet de har vanskeligt ved at skifte til en andre kunder.

De hierarkiske relationer er dem, hvor leverandøren er vertikalt integreret, det vil sige ejet

af aftageren. Leverandørens ageren er derfor ofte fastlåst, da det er ejerens overordnede inte-

resser, der fastlægger leverandørens strategi.

Hvilken relationel former, der vil være fremherskende i en kæde, er afhængig af den mængde

og type information, der skal formidles gennem kæden, muligheden for at kodificere denne

viden samt leverandørernes kvalifikationer. [Gereffi et al. 2003]

Det er vores opfattelse, at det primært er de tre første typer, der forekommer i mobiltelefonin-

dustrien (markedsudvekslinger, modulære værdikæder og relationelle værdikæder).


26

2.2 Specialets udvikling igennem tiden

Vi påbegyndte specialet i september 2004 og indledningsvis var formålet at studere, hvordan

Europæiske produktionsvirksomheder kan påvirke deres kinesiske leverandører til at forbedre

deres miljøperformance. Det var Kinas hastigt voksende industrialisering, de deraf følgende

miljøproblemer samt den kinesiske industris nye rolle i de globale produktionskæder, der vak-

te vores interesse.

Vores indgang til problemstillingen var den stigende globalisering af produktionskæderne. En

hovedpointe var således, at kombinere dette fokus på Kina med et relateret fokus på, hvorle-

des virksomhederne, både danske og kinesiske, indgår i den globale produktionskæde og i den

forbindelse om EU’s regulering kan spille en aktiv rolle for at promovere virksomhedernes

ansvar for produktionsrelationer i et land som Kina.

For at konkretisere vores problemstilling og fokusere vores empiri var det nødvendigt at væl-

ge en specifik branche. Samtidig mente vi, at det var afgørende at tage udgangspunkt i en en-

kelt industris strukturer, hvis man skal identificere de specifikke muligheder der er for at

adressere industrien efter bl.a. markedsforhold, innovationsintensitet, struktur og placering af

produktionskæder da disse forhold varierer meget afhæng af branchen.

Vi havde nogle generelle ønsker til branchen. Den skulle være globaliseret, idet vores interes-

se som sagt er globaliseringstendensen og hvordan relationen mellem vestlige og kinesiske

virksomheder kan være med til at højne de kinesiske virksomheders miljøstandard. Desuden

skulle branchen være sammensat, da vi fandt det fagligt udfordrende at analysere en kompleks

produktionskædes natur og anatomi. Vi har alle tidligere arbejdet med mindre sammensatte

industrier, såsom tekstiler, metalstøberier og garverier, og ønskede derfor en mere kompleks

branche. Derudover fandt vi det relevant, at branchen var i fokus fra EU side således, at vores

arbejde kunne relateres til eksisterende interesser på feltet. Desuden ville det give muligheder

for at inddrage nogle perspektiver på hvorledes EU kan påvirke industrien globalt. Efter at

have overvejet flere forskellige brancher blandt andet elektronikindustrien generelt, informa-

tions- og kommunikationsteknologiske produkter (IKT) mere specifikt samt bilindustrien,

besluttede vi os for mobiltelefonindustrien.

Efter at have valgt mobiltelefonindustrien og undersøgt mulighederne for at påvirke kinesiske

virksomheder via leverandørkædestyring, tog vi kontakt til de danske virksomheder indenfor

mobiltelefonindustrien der havde produktionsaktiviteter i Kina. Meningen med dette var dels

af få kendskab til virksomhedernes aktiviteter i Danmark, dels at skabe kontakt til deres kine-

siske produktionsafdelinger samt til deres kinesiske leverandører.

I løbet af efteråret og vinteren 2004 interviewede vi ITEK (den danske brancheorganisation

for IKT) og Jesper Testrup (formand for Elektronikpanelet). Derudover talte vi med GNN,

Sonion, samt BB-Electronics, hvilket førte til aftaler med disse virksomheders kinesiske pro-


27

duktionsafdelinger. Desuden havde vi en løs aftale med GNN om, at de skulle formidle kon-

takter til nogle af deres kinesiske underleverandører.

Tidligere erfaringer havde lært os, at interviewaftaler skabes undervejs i processen – dvs. et

interview fører ofte nye interview med sig. Vi var således fortrøstningsfulde, da vi i januar

2005 påbegyndte tre måneders rundrejse i Kina i Beijing, hvor vores daværende gruppemed-

lem Lingyan Xiao allerede befandt sig for igennem hendes personlige netværk at lave de før-

ste interviewaftaler i Beijing området. Målet var at besøge de tre vigtige områder for elektro-

nikproduktion i Kina: Beijing området, Pearl River Delta (Sydkina – Hongkong) og Shanghai

området.

I løbet af de tre måneder skrev vi en artikel som blev optaget på konferencen ”2005 Internati-

onal Conference on Asian Green Electronics - Design for Manufacturability & Reliability

(2005AGEC)” i Shanghai (vedlagt som bilag 2).

I forbindelse med konferencen blev vi kontaktet af City Universitet of Hong Kong (City U),

der i høj grad er knyttet til den meget store elektronikindustri i Sydkina (Pearl River Delta).

City U var interesseret i at vide mere om den kommende EU regulering på elektronikområdet

(mest RoHS og WEEE), som vores paper delvist omhandlede. De var specielt interesserede i

direktivernes konsekvenser for de kinesiske virksomheder, hvorfor de indbød os til at afholde

en workshop for ca. 40 kinesiske elektronikvirksomheder. Vi anså dette som en fantastisk

mulighed for at komme i dialog med kinesiske virksomheder og indgik derfor aftale med City

U at afholde workshoppen.

Vi havde nu muligheden for at vende hjem til Danmark, evaluere vores interviews og siden at

tage tilbage til Kina for at gennemføre en ny runde interviews. Workshoppen var samtidig en

mulighed for at komme i kontakt med de traditionelt lukkede kinesiske virksomheder.

Vi havde desuden fået kontakt til Hong Kong Green Manufacturing Alliance (HKGMA) der

arbejder med at skabe en mere konkurrencedygtig industri i Pearl River Delta ved at forbedre

miljøperformance. Industrien i det sydlige Kina er bekymret over den støt stigende mængde

udenlandske investeringer i det rivaliserende Shanghai område. HKGMA havde således en

strategi om at differentiere de sydkinesiske virksomheder ved hjælp af en højere grad af mil-

jøbevidsthed. Vi så derfor en chance for at udarbejde en strategi, der kombinerer industriud-

vikling, kinesiske elektronikvirksomheder, der henvender sig til det kinesiske marked samt

EU regulering – præcis den problemstilling som vi undervejs var blevet interesseret i. Baseret

på dette tiltag og workshoppen på City U vurderede vi, at det var muligt at samle empiri til at

gennemføre et projekt med dette fokus.

Desuden kom vi under konferencen i Shanghai, igennem Ab Stevels (TuDelft universitet i

Holland/ konsulent for Philips), i kontakt med en medarbejder hos Philips, der var ved at inte-

grere miljøaktiviteter hos Philips’ produktionsfaciliteter i Kina herunder monitorering af mil-

jøforhold hos leverandørerne. I den forbindelse drøftede vi mulighederne for et samarbejde og


28

lavede en midlertidig aftale herom. Området der skulle moniteres var lige præcist Pearl River

Delta, hvorved vi havde en oplagt mulighed for dels at få indblik i hvorledes en stor europæ-

isk elektronikvirksomheds agerede i forhold til at understøtte sine leverandører, samt arbejde

konkret med hvordan lokale faciliterende organisationer kunne bruge omstillingen i form af

RoHS og WEEE til at promovere fortløbende forbedringer.

På dette tidspunkt besluttede vi os for at rejse hjem til Danmark, da vi havde tre gode kort på

hånden i forhold til at indsamle empiri under vores anden tur til Kina. Dels forventede vi at

skabe gode kontakter til kinesiske virksomheder under afholdelsen af workshoppen, dels var

HGMAs i gang med at gennemføre et interessant stykke arbejde med at skabe en grøn klynge

i det sydlige Kina, og dels havde vi talt med Philips om at se nærmere på at skabe en strategi

for deres virksomheders miljøarbejde i Kina. Planen var at vende tilbage i forbindelse med

afholdelsen af workshoppen i Hong Kong i maj 2005.

I maj måned ændrede City U imidlertid planer. Af uforklarlige årsager droppede de work-

shoppen og ønskede i stedet, at vi udviklede et 30 timers kursus. Dette skulle omhandle EU

reguleringen mere tilbundsgående, herunder hvordan Eco-Design kunne bruges i forhold til at

opnå overensstemmelse med RoHS kravene. Idet kurset var væsentligt mere omfattende end

workshoppen, kunne vi ikke færdiggøre dette til start juni. Desværre var det eneste alternativ

at rykke kurset frem til midten af december 2005.

Vores kontakt hos Philips, der ellers havde set lovende ud fra starten, løb ud i sandet, da det

viste sig, at den projektansvarlige hos Philips var mere interesseret i at høre om vores arbejde

fremfor at indgå i et samarbejde.

Vi overvejede at flyve til Hong Kong og arbejde ud fra HKGMA projektet, men besluttede

ikke at tage til Kina igen, da der var stor uvished omkring eventuelle samarbejdspartnere. Vi

måtte derfor ændre fokus i specialet og besluttede at bruge specialet til at udvikle kursusmate-

riale, for derefter at afholde kurset og siden benytte eksamen til at evaluere kurset. Omdrej-

ningspunktet var hvordan Eco-Design værktøjer skal udarbejdes for at fungere overfor kinesi-

ske virksomheder. Vi brugte derfor en del tid på at udvikle kursusmateriale, hvorefter vi send-

te det til City U (kursusmaterialet er vedlagt som bilag 4). City U havde dog i forbindelse med

færdiggørelsen af kursusmaterialet, været stadig sværere at komme i kontakt med, hvilket

bekymrede os. Med god grund har det senere vist sig, idet vi – efter at have sendt materialet –

ikke har hørt mere fra dem trods utallige henvendelser fra vores side. Tilgangen med at udvik-

le og afholde kurset, for herefter at evaluere virkningen i en kinesisk kontekst var ikke længe-

re mulig at gennemføre. I efteråret 2005 stod vi derfor pludseligt med en empiri der ikke var

anvendelig for vores fokus og uden muligheder for at vende tilbage til Kina med vished om at

der ville komme noget brugbart ud af en opfølgende rejse.

Vore interview i Kina havde dog haft fælles omdrejningspunkter vedrørende hvad bl.a. EU

regulering WEEE & RoHS betyder for de kinesiske leverandører og deres tilgang til at bruge

disse som en kickstarter for at arbejde kontinuerligt med miljøforbedringerne.


29

Med denne empiri valgte vi at udarbejde et working paper til European Roundtable on Sustai-

nable Consumption and Production 2005 (ERSCP2005) i Antwerpen, om EU’s reguleringens

indflydelse i Kina med henblik på at vurdere om EuP kunne bidrage yderligere til at fordre

aktiviteter i Kina (paper vedlagt i bilag 3).

Med udgangspunkt i dette paper overvejede vi at gå i dybden med denne problemstilling og

udvikle mere konkrete bud på en sådan regulering. Vi tøvede dog med at opgive vores tidlige-

re ambition om også at udvikle værktøjer som kunne anvendes til at fremme fortløbende mil-

jøforbedringer blandt elektronikvirksomheder. Vi filosoferede således i lang tid om hvordan

vi kunne inkludere begge, men var dog enige om at begge tilgange nødvendiggør et konkret

udgangspunkt og vi derfor skulle holde fast i vores viden om IKT sektoren og specifikt i for-

hold til mobiltelefoner.

I starten af 2006 lagde vi os fast på vores nuværende problemstilling med omdrejningspunktet

hvordan de to direktiver, WEEE og RoHS, havde indvirket på industrien, for at give input til

hvordan EuP kan sikre fortløbende forebyggende livscyklusorienterede miljøforbedringer. I

erkendelsen af at vi gerne ville videre end vores pointer i ERSCP paperet, valgte vi at udvide

de snævre fokus på Kina til den europæiske regulerings gennemslagskraft generelt og supple-

rede vores eksisterende interview med en tur til Aalborg.

Nedenfor i figur 6 ses specialets udvikling igennem tiden.

HKGMA: Miljøvenlig klyngeudvikling i Pearl River

Delta (Sydkina).

Udvikling af et Eco-Design kursus og en strategi for

hvordan Hongkong Green Manufacturing Alliance kan

facilitere differentiering af producenterne i Pearl River

Delta ud fra en bedre miljøperformance, med særlig

fokus op overholdelse af EU reguleringen.

Vores nuværende fokus

August 2004

Februar 2005

Marts 2005

Juli 2005

Januar 2005

AGEC 2005 præsentation af paper.

ERSCP 2005 præsentation af working paper om EU

regulering indvirkning i Kina.

Fokusområder i gennem tiden

Oktober 2005

Danske elektronikvirksomheders muligheder for at

fremme miljøforbedringer blandt de kinesiske

virksomheder der indgår i der indgår i deres

produktionskæde.


30

2.3 Empiri

Specialet bygger på viden fra konferencer, workshops, litteratur, hjemmesider samt en stor

mængde interviews og telefoninterviews med virksomheder, industriorganisationer, myndig-

heder, konsulenter og universitetsfolk i henholdsvis i Danmark, Bruxelles, Finland, Kina og

Hongkong.

Som det fremgår af ”Specialets udvikling igennem tiden”, har problemstillingen ændret sig

undervejs, hvorfor vi har gennemført flere runder af interviews med forskellige fokus – de

fleste dog indenfor samme overordnede temaer; muligheder for at skabe en mere miljøvenlig

elektronikindustri.

Interviewene stammer hovedsageligt fra vores tre måneders rundrejse i Kina (januar til april

2005); interviews i København og omegn samt en tur til Aalborg i slutningen af februar 2006.

Desuden har vi talt med en del relevante personer under deltagelsen af forskellige konferencer

og workshops. Dette omfatter 2005 AGEC i Shanghai, en EU finansieret workshop om

WEEE og RoHS og EuPs betydning for den danske elektronikindustri samt ERSCP 2005.

De forskellige interviews er gennemført som semi-åbne interviews, hvor vi i nogle tilfælde

har sendt en oversigt over de emner vi ønskede at tale om på forhånd. Strukturen for inter-

viewene har været informant interviews og vi har generelt været påpasselige med ikke at ana-

lysere den interviewede bagvedliggende intentioner i forhold til de svar der er givet.

Vi kan inddele interviewene i tre overordnede grupper: 1) virksomheder, 2) konsulenter og

eksperter samt 3) baggrundsinterviews. I det følgende gennemgås de vigtigste af de inter-

views, som vi har gennemført. Resten er listet op under ”Interviews” i appendiks.

2.3.1 Virksomheder

Virksomhedsinterviewene har fundet sted på Sjælland, i Kina og Aalborg.

Sjælland

På sjælland har vi talt med Nokias miljøafdeling i Udviklingsafdelingen om Nokias arbejde

med miljø i relation til udviklingsaktiviteterne. Dertil kommer, at vi har talt med forfatteren til

Nokias IPP rapporter over telefonen, samt med flere af Nokias leverandører, heriblandt So-

nion der er en dansk leverandør af højtalere med produktion i Kina. Disse leverer også til an-

dre af de store brands som Motorola. Ydermere har vi talt med GN Netcom, der producerer

headsets under eget navn såvel som under andres (ODM) herunder Nokia. Endelig har vi også

talt med DCR i Roskilde, der er en elektronikskrots affaldsbehandler, samt har haft mail kor-

respondance med WEEE-system og telefoninterview med SONY/NERA (et alternativt WEEE

system til Elretur).


31

Kina

I Kina talte vi med Sonions og GNNs produktionsafdelinger, med Konka, der er en Kinesisk

producent af mobiltelefoner, samt en af deres leverandører der samler batterikassen. Desuden

talte vi med en kinesisk producent af Litium-Ion celler MGL samt en af Motorolas produkti-

onsfacilitet i Kina. Desuden talte vi med Woodtai, en leverandør af komponenter til GNN’s

headsets samt to af GNNs kontraktproducenter, WKK og Vtech.

Aalborg

I Aalborg talte vi med afdelinger af Texas Instruments (TI) og Analog Devices Incorporated

(ADI), der er konkurrenter og begge integrerer den grundlæggende kerne af chips som telefo-

nen bygges på baggrund af (platformen). Vi talte ydermere med Radio Frequency Micro De-

vices (RFMD), der designer sende-forstærkere til GSM telefoner og som sidder på over 55

procent af verdensmarkedet. Sidst men ikke mindst talte vi med udviklingsafdelingen for

BenQ-Siemens, der varetager udviklingen af færdige telefonmodeller.

Nokias kæde

Som det fremgår af ovenstående har mange af de virksomheder vi har talt med på en eller

anden måde relation til Nokia, hvilket sådan set ikke er odiøst med Nokias dominans på mar-

kedet. Det er således også naturligt at Nokia får en fremtræden plads i dette speciale, selvom

vi ikke intenderer at anvende Nokia som case eller på anden både tage afsæt i Nokia. I kraft af

deres dominerende position både på markedet og i vores interviews (ikke kun i forhold til de

formelle relationer, men også i forhold til hvad der generelt fremhæves af eksempler), henvi-

ses også i dette speciale mere til Nokia end f.eks. Sony Ericsson og andre brands.

2.3.2 Konsulenter og eksperter

Før vi drog til Kina talte vi med Jesper Testrup, der er leder af Elektronikpanelet. Under kon-

ferencen i Kina talte vi med Ab Stevels, der er tidligere ansat hos Philips igennem mange år,

og nuværende professor på TuDelft Universitet i Holland. Ab er en af de førende skikkelser

indenfor miljø og elektronikområdet og har deltaget i et væld af forskellige projekter igennem

tiden. Vi talte også med Karsten Schischke fra Fraunhofer Institut der er blandt de unge talen-

ter indenfor området, og som er førende indenfor Eco-Design i forhold til elektronik. Vi har

også talt med forskellige personer som er tilknyttet universitetsmiljøet i Aalborg med viden

indenfor miljø, 3G og mobile teknologier. Det drejer sig bl.a. om Frank Fitzek og Peter Koch.

2.3.3 Baggrundsinterview

Inden vi drog af sted til Kina, talte vi med brancheforeningen for informations & kommunika-

tions produkter (ITEK) da de havde lidt erfaring med deres medlemmers aktiviteter i Kina.

For at få baggrundsviden om tilblivelsen af EuP direktivet samt få klarlagt hvad ideen bag er,

talte vi med den ansvarlige medarbejder for EuP i Kommissionens Generaldirektoratet for


32

Erhvervspolitik. Ydermere har vi talt med IT og Telestyrelsen for at få klarlagt, hvordan tele-

reguleringen har indflydelse på mobiltelefonindustrien.

2.3.4 Kulturelle problemer i Kina

For at inddrage empirien fra Kina er det nødvendigt at tage visse forbehold, da de kulturelle

og sprogmæssige barriere viste sig ret signifikante i forhold til at få gennemført strukturerede

interviews og få svar på de spørgsmål, vi stillede. Vi har generelt forsøgt at tage forbehold for

dette ved at være ekstra kritiske overfor vores interviews med kinesiske aktører.

Generelt oplevede vi en meget større grad af lukkethed, end vi tidligere har erfaret i andre

asiatiske lande. Dette kom til udtryk i en generel modvilje mod at tale med os. Mange af de

interviews som blev stablet på benene kom igennem via kontakt med danske virksomheder

eller Lingyans personlige netværk. Nogle blandt sidstnævnte bar derfor også præg af pligt

overfor Lingyan (guanxi = at skylde hinanden en tjeneste). Det var således svært og krævede

stor vedholdenhed, at får svar på vores spørgsmål og bevare fokus for samtalen.

Kommunikationen blev ikke nemmere af, at vi ofte måtte kommunikere via Lingyan som

tolk; hvilket var problematisk idet hun på den ene side var et ordinært gruppemedlem, men på

den anden side, qua sin personlige relation til den interviewede, ønskede at virksomheden og

personen skulle fremstå i et godt lys. På trods af, at vi på forhånd havde prøvet at sætte os ind

i sådanne forhold, burde vi i højere grad for at få det optimale ud af interviewsituationerne

have gjort vores roller mere klare. Generelt var det svært at styre interviewene og få klarhed

over, hvad der egentligt blev sagt.

Hele det efterfølgende forløb omkring udviklingen af workshoppen, og siden hen det efterføl-

gende kursus, samt vores aftale med Philips om at indgå et samarbejde, lærte os, at ord som

”aftale” og ”samarbejde”, betyder forskellige ting i vores respektive kulturer.

Del 2 – Miljømæssige indsatsområder Connecting regulations

33

Connecting regulations Del 2 – Miljømæssige indsatsområder (A)

35

3 Analyse A – Miljømæssige indsatsområder

For at kunne etablere regulering, som løser de miljømæssige problemer, er det nødvendigt at

klarlægge og forstå de miljømæssige indsatsområder.

I denne analyse (A) identificerer vi således de miljømæssige indsatsområder, der udgør rele-

vante problemstillinger for industriens kontinuerlige miljøarbejde, og som reguleringen derfor

skal motivere industrien til at arbejde med.

Analysen er baseret på fem forskellige LCA’er:

- Life Cycle Assessment of the Mobile Communication system UMTS – Towards Eco-

Efficient Systems (M. F. Emmengegger et al, 2004). Udarbejded af bl.a. andre Moto-

rola, Swisscom og Deutsche telecom.

- LCA of a Third Generation (3G) System by Ericsson, (Malmodin 2004).

- Life Cycle Energy Analysis of a Mobile Phone by Nokia (1999).

- Life Cycle Assessment of a Third Generation Mobile Phone By Nokia (2003)

- Gennemgang af LCA: ”Miljøvurdering af en mobiltelefon” Arbejdsrapport fra Miljø-

styrelsen nr. 28, 2003. Udarbejdet af Hanne Erichsen Hansen og Ole Willum

Disse er gennemgået mere detaljeret i appendiks 5.

Vi starter med kort at gennemgå en mobiltelefons bestanddele, hvorefter vi gennemgår de

forskellige livscyklusfaser og de påvirkninger, som er forbundet til disse. Dette omfatter ma-

terialefremstilling, komponentfremstilling, samling af telefonen, transport af telefonen, samt

brugs- og affaldsfaserne. Til sidst præsenteres tre overordnede indsatsområder for miljøarbej-

det.

3.1 Mobiltelefoners bestanddele

En basistelefon (tale og SMS) består normalt af sim-kort, mikrofon, højtaler, LCD, keyboard,

antenne, printkort, batteri, en ramme, der holder de forskellige dele sammen, og et cover. På

printkortet er der monteret op mod 500 forskellige komponenter, de såkaldte Surface Mount

Devices, heriblandt chip og passive komponenter som kondensatorer, modstande og indukto-

rer. Afhængig af telefonens funktionalitet kan komponentindholdet variere betydeligt. Mere

avancerede modeller indeholder mere hardware, eksempelvis kamera, musikafspiller, blue-

tooth, Wlan og DVB-H. Batteriet består af en celle, et Printet Circuit Board (PCB) og et co-

ver. Telefon og batteri sælges sammen med en oplader, der ligeledes består af PCB og cover

samt passive komponenter og metaller. Ud over selve telefonen, sælges forskelligt tilbehør

såsom headset og hukommelse (flash ram). [www.cellular.co.za/in-fone.htm]

For at kunne kommunikere med andre telefoner er mobiltelefonen afhængig af, at der findes

et netværk, hvilket bidrager til ressourceforbruget i forbindelse med produktionen af hardware

og energiforbruget for at drive netværket. Især sidstnævnte udgør en markant del af mobiltele-

Del 2 – Miljømæssige indsatsområder (A) Connecting regulations

36

fonens energiforbrug i brugsfasen. Man betegner ofte mobiltelefonen og netværket i fælles-

skab som et mobiltelefonsystem.

Figur 7: Indholdet i en mobiltelefon [http://howstuffworks.com/]

I det følgende fokuserer vi på mobiltelefonen og opladeren, og afgrænser os således fra at gå i

dybden med tilbehøret og netværket.


37

3.1.1 Mobiltelefonens produktionsprocesser

Mobiltelefonens produktionskæde består af lang række processer, som vist i figuren.

Figur 8: over de materielle relationer i en telefons livscyklus. (Egen produktion)

Som denne figur viser, er det en yderst fragmenteret og opsplittet proces at producere en mo-

biltelefon. For overskuelighedens skyld vil vi her nøjes med at fremhæve de væsentlige mil-

forhold og således ikke gennemgå hvert procestrin i figuren. For en mere detaljeret gennem-

gang af fremstillingsfasen, se appendiks 6.

Med mindre andet specificeres, er informationer i det efterfølgende fra LCA’erne.

Fremstillingsfasen

Fremstillingen af mobiltelefoner indeholder, som figuren viser, en række processer, der i for-

skellig grad påvirker miljøet, i kraft af ressourceforbrug, brug af proceskemikalier og stoffer

der tilsættes produktet.

Printkort

Printkort eller Printed Wiering Board (PWB) består af epoxy, der forstærkes med glasfibre og

en række forskellige metaller, som guld, kobber og krom der bruges til at ledes strøm. Disse

Deponi

Bearbejdede

materialer Metaller

Wafer

Chip LCD Højtaler & mic

Endelig samling

Komponenter

Batteri Oplader

Samling

Sammensatte

komponenter

Anvendelse Genbrug i fx Afrika Brugsfase

Affaldsfasen

Bat. celle

Almhusholdningsaffald Forbrændin.

Energi

Indsamlede telefoner elektronikskrot Genanvendels.

Basis Silicium

Passive komp- PWB

Keramik

PCB

Plast


38

bærer en stor rygsæk. Desuden indeholder printkortet ofte farlige stoffer som flammehæmme-

re. Fremstillingen er meget energi og kemikalietung. Printkort laves i mange lag, og hvert lag

gennemgår de samme energi og kemikalietunge processer. Epoxy forkuller ved affaldsfor-

brændingen.[WORLD BANK GROUP; www.plast.dk/]

Liquid Crystal Display (LCD)

LCD består af et lag flydende krystaller mellem to glasplader. Over halvdelen af displayets

vægt udgøres af glas og metaller. Sammensætningen af de flydende krystaller er en forret-

ningshemmelighed fra producentens side, da innovationen indenfor displays i høj grad vedrø-

rer nye kemiske sammensætninger af de flydende krystaller. Dog fremgår det af LCA’erne, at

de flydende krystaller normalt består af PAH og nogle gange kviksølv. [Nokia, 2005]

Chip

Chip består af transistorer og en samling af passive og aktive komponenter, som er integreret i

en enkelt skive af halvledermaterialet. En chip består af en ”die” og en beskyttende kasse

(”package”).

Die’en laves af et halvledende materiale, oftest silicium, som ikke er ledende i sig selv, men

doperes (gøres urent ved at tilføre et ledende materiale) med eksempelvis aluminium eller

kobber. Ud over silicium er de mest anvendte halvledermaterialer gallium og germanium.

På ”packagen” er monteret et sæt ben, der er forbundet til dien. Benene benyttes til at forbinde

chippen med PCB’et.

En chip kan bestå af over tyve lag og gennemgå over 250 procestrin i fremstillingen. Til de

mange processer benyttes en række forskellige kemikalier, hvoraf nogle blandt andet er muta-

gene og andre kræftfremkaldende. Langt de fleste af de benyttede stoffer, over 99 procent,

indgår ikke i det endelige produkt. På trods af chippenes beskedne størrelse benyttes der me-

get energi og mange ressourcer til at fremstille den, herunder er der et stort forbrug af proces-

kemikalier. [Mazurek 1999; WORLD BANK GROUP; www.intel.com/; www.csa.com/]

Plast

Plast er det dominerende materiale i mobiltelefoner. Der anvendes mange typer plast, men

først og fremmest termoplast til covers, ramme, packages – og epoxy til PWB.

Termoplast fremstilles af fossilt råolie eller naturgas, der gennem energikrævende processer

bliver til plastgranulat. Plastgranulatet tilsættes ofte flammehæmmere og pigmenter, inden det

sendes videre til plaststøberiet. [www.plast.dk/]

Plastråvarer kan ud over basismaterialet indeholde en række tilsætningsstoffer, der dels skal

lette forarbejdningen og dels skal forbedre egenskaberne ved det færdige produkt. Alt efter

plasttype tilsættes forskellige af følgende stoffer: armeringsstoffer, blødgørere, pigment, stabi-

lisator, antistatika, brandhæmmere og fyldstoffer. [www.plast.dk/]


39

Battericellen

Battericellen var tidligere en af de store miljøsyndere på grund af dens indhold af skadelige

tungmetaller som for eksempel cadmium. Dette er dog ændret i nyere telefoner, der indehol-

der de langt mindre miljøskadelige batterityper Li-Ion, Li-Polymer eller Nikkel-metal-hydrid.

Disse indeholder dog stadig store mængder af forskellige problematiske stoffer, der i særlig

grad udgør et problem for ukontrolleret affaldsforbrænding, men der er klart sket en signifi-

kant forbedring.

Printet Circuit Board (PCB)

PCB er betegnelsen for et printkort, efter at komponenterne er loddet på. Samlingen af PCB

forgår ved, at komponenter monteres på en printplade, PWB. Komponenterne kan monteres

på begge sider af et PWB. Der findes forskellige teknologier og processer, hvor komponen-

terne loddes (eller limes) på printpladen. De forskellige loddematerialer indeholder som oftest

forskellige problematiske stoffer, tidligere indeholdt de bly. [www.cleantechindia.com]

Materialesammensætning

En Nokia-telefon er sammensat således:

Materialesammensætning i mobiltelefon

Flame retardants; 1%

Other ; 4%

ABS-PC; 29%

Silicon Plastic; 10%

Epoxy; 9%PPS; 2%

Other Plastic; 8%

Cu& it's compounds; 15%

Fe; 3%

Ni & it's compounds; 1%

Zn & it's compounds; 1%

Ceramics; 16%

Ag & it's compunds; 1%

Figur 9: Materialesammensætning i Nokia-mobiltelefon opgjort i vægt. [Nokia 2005]

De fire procent, der figurerer under ”Other”, omfatter en række metaller (Sn, Pb, Ta, Co, Al,

W, Au, Pb, Sb, Mn, Li-forbindelser, Cr2O3, LC, RuO2, Be, P, Mo og ITO ) der hver især ud-

gør under én procent.


40

Farlige stoffer i elektronik

Som det fremgår af denne gennemgang, bruges der en mængde forskellige stoffer til fremstil-

lingen af telefonen, hvoraf flere vurderes at være problematiske. De stoffer der anvendes er

bl.a. tungmetaller, flammehæmmere og andre additiver samt opløsningsmidler.

Problematiske stoffer kan være farlige på forskellige måder. Miljøstyrelsen kategoriserer de

farlige stoffer ud fra om de: har en akut dødelig virkning, er allergifremkaldende ved hudkon-

takt, skader arveanlæggene, er kræftfremkaldende eller er farlige for vandmiljøet. Hvorvidt

det enkelte stof er farligt, afgøres af den sammenhæng det indgår i, og hvordan det frigives til

naturen. Tungmetaller er især et problem ved forbrænding eller deponi, men kan også give

allergi ved berøring. Flammehæmmerne og lignende additiver til plasten udgør primært et

problem i forbrændingen, men også ved deponi, da eksempelvis de bromerede forbindelser er

persistente. Dertil kommer, at de afdunster under forbrug. Opløsningsmidler er blandt andet

hormonforstyrrende.

I bilag 7 er der vedlagt en udførlig beskrivelse af nogle af de centrale farlige stoffer, der an-

vendes i elektronik, hvor de bruges samt hvordan de er skadelige. Disse er: Antimon, arsenik,

beryllium, bly, bromerede- og klorerede flammehæmmere, cadmium, krom hexavalent, kvik-

sølv, polyvinylchlorid (PVC) og polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH’er). [Jim

Puckett et al. 2002; Nokia 2005]

Transport

Mobiltelefonens produktionskæder er stærkt globaliserede. Produktionsprocesserne er spredt

på forskellige lokaliteter rundt om i verden og ofte ikke der, hvor produktet skal afsættes.

Transport er derfor en vigtig del af mobiltelefonens produktionscyklus. Det er specielt brugen

af luftfragt, der udgør et miljøproblem på grund af det store energiforbrug. Luftfragt bruges

især til at transportere de dyre komponenter og færdige telefoner, idet det dels er for dyrt at

benytte søvejen i kraft den lange transporttid, der betyder at kapitalbinding i form af produk-

terne bliver meget stor. Dertil kommer, at der er behov for at få de nyeste produkter på mar-

kedet så hurtigt som muligt. Transporten vurderes i de forskellige LCA’er at udgøre helt op til

18-25 procent af de samlede påvirkninger i fremstillingsfasen, hvilket skyldes brug af luftfragt

både af komponenter til samlefabrikken og af færdige telefoner til salgsstederne.

Brugsfasen

Ligesom andre EEE-produkter bruger mobiltelefoner strøm, men idet de er batteridrevne, er

strømforbruget under drift noget, som industrien har haft fokus på i lang tid. Derfor er telefo-

nernes strømforbrug rimelig lavt allerede. Dette fokus på energi har forøget telefonens drifttid

på én opladning samtidig med, at størrelsen på LCD’erne og kapaciteten i chippene er øget,

og flere funktioner er integreret i telefonen. Dette skyldes dels, at batterierne er blevet bedre,

dels at virksomhederne har fået bedre styr på telefonens strømforbrug. [Intw. BenQ; Intw. TI;

Intw. RFMD]


41

Det fremhæves i flere af LCA’ere, at telefonens brugsfase er meget kort, og derfor er energi-

forbruget i brugsfasen af mindre betydning set i forhold til påvirkninger fra andre faser. Spe-

cielt nyere LCA’er når denne konklusion, da de antager, at opladerens strømforbrug er redu-

ceret fra 1 watt til 0,3 watt. Desuden antager de, at brugsfasen er reduceret fra to til halvandet

år. I LCA’erne påpeges således, at telefonens korte levealder er en væsentligste årsag til mo-

biltelefonernes miljøpåvirkninger, da dette medfører øget produktion af nye telefoner.

Hvis man anskuer påvirkningerne fra et systemniveau og inddrager netværket, vurderer flere

af LCA’erne, at brugsfasen har en væsentligt større påvirkning, da netværket bruger en stor

del af strømmen. En LCA sammenligner to generationer af netværksteknologi – nuværende

GSM (2G) med det begyndende UTMS/WCDMA (3G) – og konkluderer, at UTMS bruger

mere strøm pr. samtale. Opgøres belastningen i forhold til datamængden, er 3G-systemerne

dog mere strømeffektive.

Affaldsfasen

Affaldsfasen tillægges i LCA’erne en meget beskedne påvirkninger. Dog erkendes det, at den

eksisterende viden på dette område er mangelfuld. En af problemstillingerne er, at man ikke

er klar over, hvor stor en del af telefonerne, der affaldsbehandles som ordinært husholdnings-

affald, og hvor mange, der opbevares i forbrugerens gemmer efter endt brug.

Typisk affaldsbehandles mobiltelefoner ved at batteriet udtages, da der er særlige krav til dets

behandling, hvorefter resten af telefonen knuses, før metallerne udvindes i en kobbersmelter.

Dette resulterer i en stor restfraktion af knust plast, keramik, gummi, LCD mm., som ikke kan

genanvendes. [Stutz et al.; Takala et al. 2002]

Batterierne sorteres efter type og sendes til genanvendelse. De mest benyttede batterier i dag

er Li-ion. Litiumet sendes tilbage til den kemiske industri, der bearbejder det og benytter det

til nye batterier eller andre kemiske produkter. Cadmium, der tidligere var meget udbredt i

batterier, bruges ikke længere i mobiltelefoner og sendes derfor fra genbrug videre til andre

formål. Nikkel fra aflagte batterier benyttes blandt andet til at lave nyt rustfrit stål.

[www.azom.com/]

Coveret bliver oftest brændt i forbindelse med udvindingen af metallerne i kobbersmelteren.

Nokia skriver dog på dens hjemmeside, at plasten også kan separeres, kværnes og genanven-

des ved at blive blandet sammen med nyt plast. [www.azom.com/;

www.nokia.com/A4100012]

3.2 Opsamling for analyse A

På baggrund af denne opgørelse af mobiltelefonernes livscyklus kan vi udpege tre overordne-

de miljøindsatsområder for industriens arbejde med at nedbringe miljøpåvirkningerne.

- Energiforbrug i brugsfasen


42

- Brugen af farlige stoffer

- Tab af ressourcer inklusive energiforbrug i fremstillingsfasen

3.2.1 Energi i brugsfasen

Energiforbruget dækker både over telefonens, opladerens og netværkets brug.

Det er hovedsagligt opladerens standbyforbrug, der determinerer telefonens energiforbrug,

hvis man ser telefonen og opladeren som et isoleret produkt. Dette skyldes, at opladeren ofte

står på standby, når telefonen ikke lader. Hvis netværket inddrages, udgør dette en betydelig

del af telefonens energiforbrug.

Gennem de sidste år er det lykkes industrien at forlænge drift tiden på telefonerne samtidig

med, at nye features, større displays og hurtigere chip er indført. Indførelsen af 3G kunne me-

get vel tænkes at komme til at betyde et øget energitræk. [Intw. Fitztek]

3.2.2 Farlige stoffer

Som forklaret ovenfor bruges der mange forskellige stoffer i mobiltelefonindustrien. Der er en

begrænset viden om deres effekt på det omgivende samfund og miljøet. I store dele af indu-

strien er der en meget høj udskiftning af de anvendte stoffer, og mange producenter er meget

tilbageholdende med at videregive informationer om materialeindholdet i deres produkter.

Nogle af stofferne er vurderet som skadelige for mennesker og miljø. Blandt andet antimon,

arsenik, beryllium, bly, bromerede- og klorerede flammehæmmere, cadmium, hexavalent

krom, kviksølv, nikkel, PVC og polycycliske aromatiske hydrocarboner (PAH).

Disse stoffer udgør hovedsagligt et problem i affaldsbehandlingen, og specielt hvis de havner

i den almindelige husholdningsaffaldsstrøm, hvad end de går til forbrænding eller deponi. Det

er primært tungmetaller, PAH’er, arsenik mm., som udgør et problem ved deponi. Ved for-

brænding er tungmetaller, PVC, flammehæmmere og beryllium et problem. Dertil kommer, at

nogle af stofferne afdunster under brug eller har skadelige påvirkninger ved kontakt med

mennesker. Selv om de fleste problemer først opstår i affaldsfasen, bliver disse stoffer tilført

under produktionsfasen.

Disse stoffer er at finde i blandt andet LCD (PAH og kviksølv), additiver i plasten (blandt

andet brom, klor og tungemetaller), batterier, overfladebehandlinger (blandt andet tungeme-

taller og Cr hexavalent), pigmenter samt lodninger (blandt andet bly) og andre legeringer.

Ud over de stoffer, som er at finde i telefonerne, benyttes der en række hjælpestoffer i produk-

tionen. Dette er særligt et problem i produktionen af chips, LCD og PWB.

3.2.3 Tab af ressourcer

Telefonerne designes generelt således, at der benyttes så få komponenter som muligt. Dette

mindsker energiforbruget I brugsfasen og forbruget af ressourcer i produktionen. Modsat har


43

flere af de materialer og komponenter, der anvendes et højere ressourcetræk, som eksempelvis

metaller, chip og LCD.

Mange af metallerne kan imidlertid genindvindes i meget rene fraktioner, såfremt telefonerne

havner i den rigtige affaldsstrøm. Telefonernes størrelse betyder dog, at det ikke er nogen

selvfølgelighed, at de overhovedet indsamles, da de let ender i affaldspanden. Dertil kommer,

at alt plastindholdet (cirka 58 procent af materialeindholdet) ikke genanvendes, som telefo-

nerne behandles nu. Dette til trods for, at en stor andel af denne (cirka 30 procentpoint) fak-

tisk udgøres af forholdsvis dyre plastmaterialer (ABS).

Flere af komponenterne og de færdige produkter transporteres med fly og bidrager dermed til

øget CO2-udledning.

Endelig betyder den korte brugsfase, at telefonerne udskiftes hurtigere end deres tekni-

ske/fysiske levealder kræver, og det bidrager til et forøget ressourcetræk fra produktionen.

Blandt de komponenter, som fremhæves som mest ressourcekrævende under fremstillingen,

er PCB, chips og LCD, der kæver store mængder strøm at fremstille.


45

Connecting regulations Del 2 – Industrianalyse (B)

47

4 Analyse B – Industridynamikken

I det første analyseområde (A) har vi undersøgt hvilke miljøproblemer, som det er relevant for

reguleringen at fokusere på at mindske. I dette analyseområde (B) vil vi analyserer dynamik-

ken og strukturerne i industrien med henblik på at undersøge rammen for virksomheders pro-

duktudvikling, og mulighederne for at inddrage miljøparametre i dette arbejde. Målet er at

forstå de forhold som reguleringen skal påvirke for at fremme livscyklusorienterede miljøfor-

bedringer i mobiltelefonindustrien.

Kapitlet er inddelt i 3 underkapitler. Først kortlægges de generelle udviklingstræk i mobilte-

lefonindustrien, dernæst analyseres udviklingsaktiviteterne i mobiltelefonindustrien, og en-

deligt vurderes virksomhedernes håndtering af miljøforholdene.

Underkapitlerne opererer således på forskellige abstraktionsniveauer, hvor vi først ser på de

overordnede trends, mens vi i det efterfølgende anlægger et mere detaljeret analyseniveau i

forhold til to af de centrale omdrejningspunkter for dette speciale: virksomhedernes produkt-

udvikling og inddragelse af miljøarbejdet.

I forlængelse af dette baseres første underkapitel primært på forskellige litteratur, mens empi-

rien i højere grad inddrages i de to efterfølgende underkapitler.

4.1 Generelle udviklingstræk i mobiltelefonindustrien

Den generelle udvikling indenfor industrien undersøges i dette underkapitel i tre afsnit:

- Netværksteknologiernes evolution: Den historiske tilblivelse af netværkene og deres

indflydelse på industrien.

- Dynamikken i mobiltelefonindustrien: Mobiltelefoners udvikling til forbrugerproduk-

ter på et segmenteret massemarked, og hvordan platforme er en central del heraf.

- Strukturen i elektronikindustrien: Betydningen af outsourcing og globalisering i bran-

chen.

4.1.1 Netværksteknologiernes evolution

Historisk er mobiltelefonindustrien i udpræget grad formet af de forskellige mobiltelefonnet-

værks evolution, idet de enkelte mobiltelefoneres funktionalitet og virkemåde er forbundet til

de systemer, som telefonerne indgår i. Således har forskellige netværkstyper og teknologier

igennem tiden skabt divergerende vilkår for producenterne af mobiltelefoner. Netværkstekno-

logiernes udvikling kan tydeligt spores i innovationen og placering af nutidens globale virk-

somheder. Hver gang, der er sket et afgørende teknologisk skift i netværksteknologierne har

dette haft massiv indvirkning på industriens dynamik. [Steinbock 2002]

Del 2 – Industrianalyse (B) Connecting regulations

48

Den første generation (1G)

De første kommercielle cellebaserede mobiltelefonsystemer blev etableret i Japan (1979),

Norden (1981) og Chicago (1983). Med disse systemer gik man fra regionale netværk, hvor

én mast dækkede en stor radius, ned til at én mast ”kun” dækkede i en radius af ca. 30 km pr.

mast og fungerede som et cellesystem. [www.answers.com]

I begyndelsen dominerede det amerikanske system (AMPS) på grund af et stort hjemmemar-

ked og dermed flere brugere. I 1981 gik Sverige, Norge og Danmark sammen og dannede

Nordic Mobile Telephony (NMT), der blev det første internationale mobiletelefonsystem.

Standarden var gratis og åben, hvorfor mange virksomheder valgte at producere NMT telefo-

ner. Især flere europæiske lande implementerede dette system. Udover de nordiske lande

adopterede også Island, Schweiz, Holland, Slovenien, Kroatien, Bosnien, de baltiske lande,

Rusland, Mellemøsten samt visse asiatiske lande standarden. På trods af Nokias pres for at få

etableret en fælles europæisk standard indførte bl.a. Tyskland og Frankrig teknologisk in-

kompatible systemer – dvs. teknologier der brugte en anden access teknologi1. UK valgte at

opsætte det amerikansk baserede AMPS system. [Pedersen 2001]

1G systemet havde større succes end forventet, hvilket indebar at der var brug for at under-

støtte flere brugere end oprindeligt antaget. Dette blev delvist løst ved at øge antallet af kana-

ler indenfor frekvensbåndene samt mindske cellernes størrelse. Der var dog problemer med

øget interferens mellem cellerne, hvis cellerne blev for små. Samtidigt krævede oprettelsen af

flere celler øgede investeringer. Løsningen på problemet blev at skifte fra analoge til digitale

cellesystemer, hvilket udgør forskellen på 1G og 2G. [McGraw-Hill Encyclopedia of Science

& Technology; electronics.http://howstuffworks.com/]

Den anden generation (2G)

De digitale systemer bruger samme type radioteknologi, men da de data som overføres er di-

gitale, bliver det muligt at komprimere og manipulere disse og dermed forøge transmissions-

kapaciteten et sted mellem tre til ti gange. For at opnå 2G kapacitetsforøgelse var operatørerne

nødt til at etablere nye netværk. [http://electronics.howstuffworks.com]

I begyndelsen var der mange forskellige standarder i en indbyrdes konkurrence, men med

erfaringerne fra samarbejdet omkring NMT dannede man i Europa et fælles GSM system. På

trods af denne bredere dækkende standard holdt flere virksomheder i en overgangsfase fast i

1”Access” teknologier er den teknologi, der muliggør kommunikationen mellem telefonen og masten.


49

NMT, da der stadig var mulighed for markedsudvidelser. GSM blev dog hurtigt en ny stan-

dard, ikke bare for det europæiske marked, men en de facto verdensstandard indenfor de digi-

tale 2G teknologier, selvom GSM mødte konkurrence fra standarder baseret på anden access

teknologi. Det faktum, at EU havde en fremtrædende rolle i definitionen af 2G standarder, har

været af afgørende betydning for den europæiske mobiltelefonindustris stærke position på

verdensmarkedet med Nokia som suverænt største aktør på telefoner og Ericsson som førende

på masterne. [Steinbock 2002; Collis, D et al. 1999]

GSM systemet er verdens mest udbredte og bruges af 1.5 mia. abonnementer, hvilket svarer

77 procent af alle telefoner på verdensplan.[www.GSMworld.com]

Udover at udkonkurrere de eksisterende analoge teknologier har 2G mobiltelefoni i visse til-

fælde udkonkurreret faste telefonforbindelser og bremset udbredelsen af satellittelefoner.

[Pedersen 2001; McGraw-Hill Encyclopedia of Science & Technology; www.tdc.dk;

www.gsmworld.com; electronics.http://howstuffworks.com]

Den tredje generation (3G)

Tredje generationssystemerne er ligeledes digitale og har endnu højere datarates end 2G sy-

stemerne.

Allerede med etableringen af de første 2G systemer i 1991 var EU i regi af ETIS i gang med

at udvikle standarden for UMTS, den tredje generation af mobiltelefonsystemer i EU. På bag-

grund af dette arbejd blev WCDMA etableret. WCDMA blev lavet fleksibel i forhold til at

være bagud kompatibel med de forskellige 2G systemer rundt omkring i verden. Der er såle-

des indført forskellige varianter af WCDMA i hhv. Japan og EU. Trods det globale standardi-

seringsarbejde er CDMA2000 etableret som videreudvikling af den amerikansk 2G standard

CdmaOne, samt endelig er Kina ved at opbygge deres eget 3G system, TD-SCDMA. I mod-

sætning til overgangen til 2G, hvor EU var hurtige ude, så var Korea og Japan blandt de første

til at introducere 3G services. [McGraw-Hill Encyclopaedia of Science & Technology;

www.mblogger.cn; www.cellular-news.com; www.umts-forum.org;

http://electronics.howstuffworks.com/]

Den anden generation overfor den tredje generation

Med udbredelsen af 2G systemerne oplevede brandholderne og operatører en enorm markeds-

fremgang. Mod slutningen af det 20 århundrede var der således generel optimisme, da de

landsdækkende UMTS licenser blev udbudt i fri auktion i Europa. Operatørerne betalte derfor

enorme summer for at sikre sig rettighederne til 3G. I Danmark kostede hver af de i alt fire

UMTS licenser 948 mio. 3G har imidlertid haft en turbulent start og flere udbydere, der om-

kring årtusindskiftet købte licenser, er først i de seneste år begyndt at udbyde 3G baserede

tjenester. [Intw. Fitztek, Intw. telestyrelsen]


50

Fordelen ved 3G i forhold til 2G kan primært reduceres til højere overførelseshastigheder. I

slutningen af halvfemserne, hvor de første 3G net blev etableret og de europæiske licenser

blev udbudt, efterspurgte de fleste forbrugere imidlertid primært tale og tekstbeskeder. Da 2G

systemerne samtidigt endnu ikke havde nået sin grænse i relation til datarates og der ikke

fandtes services som krævede disse højere datarates, og 3G telefonerne var store og klodsede,

samtidigt med at de brugte meget mere strøm sammenlignet med 2G telefonerne, var skiftet til

3G langt fra givet på det tidspunkt hvor licenserne blev udbudt. Ydermere var der problemer

med ”hand-over” mellem UMTS og GSM, hvorfor forbindelsen ofte blev afbrudt, når bruge-

ren forlod 3G dækningsområdet. Dette er specielt problematisk fordi 3G netværkene kun

dækker tætbefolkede områder, hvorfor GSM systemet er backup for UMTS. Inspireret af erfa-

ringer fra Japan og Korea med datatransmission over det mobile net, har operatørerne forsøgt

at skabe et teknologisk skub, men modsat Japan og Korea har der ikke været tilstrækkelig

hensyntagen til forbrugernes behov for de højere datarates. I Japan fokuseres der allerede un-

der 2G på at motivere forbrugerne mod øget databrug, hvorimod man i EU fokuserede på

etablering af teknologien først. [Pedersen 2001; Intw. Fitzek; Robins, F 2003]

Parallelt med, at 3G systemerne har været lang tid om at blive taget i brug, er der i 2G stan-

darderne vedvarende sket forbedring af datatransmissionskapaciteten. GSM standarden er

blevet udvidet med GPRS og efterfølgende EDGE, der betegnes som 2.5G teknologier og

tilbyder samme datatransmissionshastigheder som de første 3G systemer ved at pakke data på

en bedre måde. Men med den nylige HSPA opdatering til UMTS er samme pakke metoder

anvendt til 3G med signifikant forøgelse af datatransmission, der forventes at understøtte

14mbit/sek i 2008. Dertil er 3G terminalerne begyndt at svare til 2G telefonerne i størrelse,

standby og batteri tider. Indenfor de senere år, er 3G systemerne så småt begyndt at blive ud-

bredt i de europæiske lande. [Freescale 2005; Intw. Fitzek]

I tilknytning til de nævnte ”tekniske” forbedringer af telefonen, er det blevet mere realistisk at

levere musik, TV og andre ydelser, da telefonerne har fået tilpas kraftige chips, hukommelse,

skærme m.m. og der efterhånden er ved at være et marked for disse.

At der skulle gå så mange år fra udbuddet til et begyndende salg vidner om, at markedet ikke

har været modent til sådanne services, og at forventningerne til 3G har været skruet urealistisk

op. Flere operatører har desuden frygtet, at andre operatører vil benytte udbuddet til at sprede

deres aktiviteter gennem køb af licenserne. I samme stil skal købet af 3G måske ses som en

sikring af deres muligheder for at udbyde fuld services i fremtiden. Endelig kan den generelle

stagnation pga. dot.com boblen bristen have drænet investeringslysten i forhold til mobiletele-

fonerne, og specielt i forhold til udbuddet over nettet af indhold og services.

De store investeringer i licenserne ligger et pres for at udbyde services og kapitalisere på in-

vesteringen. Ligesom der i udbuddet er krav om at etablere bestemte dækningsgrader indenfor

bestemte tidsrammer, hvis ikke de skal have inddraget deres licenser. Der er således tale om


51

meget store ”exit” omkostninger. Endelig har Hutchison (selskabet bag 3) tidlige satsning på

3G været med til at modne markedet til mere end SMS og tale.

Den fjerde generation (4G)

Selvom de forskellige 3G netværk knapt er taget i brug, er der i flere år blevet talt om den

fjerde generation af mobile trådløse kommunikationssystemer. 4G er ikke defineret i form af

en egentlig standard endnu, men bygger på et nyt paradigme indenfor mobile kommunikati-

onssystemer, hvor kommunikationen foregår på tværs af eksisterende netværk uafhængig af

frekvensområde og teknologi. Visionen er at have adgang til trådløst net overalt og blive

”handed over” til det system som er ”bedst” til et givent formål på tværs af netværkstyper. Det

”bedste” til et givet formål kan defineres ud fra forskellige parametre såsom pris for at benytte

netværket, data-raten / hastigheden eller den mængde energi det kræver at transmittere en

given mængde data.

Konceptet omkring 4G går på, at man har adgang overalt til digitale services (mail, Internet,

TV arbejdsdokumenter, spil, musik), og at disse kan udveksles mellem alle apparater (mobil-

telefon, PC, hjemmets apparater, bilens apparater m.m.). Det forventes at overgangen til en

sådan trådløs forbundet verden vil ændre den måde vi kommunikerer på med omvæltninger i

stil med indførelsen af e-mail, Internettet, PC’en osv. [Intw. Pedersen, www.motorola.com;

Intw. Koch]

I forhold til mobiletelefoner og andre mobile enheder er tankerne med 4G at gå på tværs af de

celleopbyggede mobilsystemer (2,5G og 3G), wireless local area networks (WLAN) samt

Wireless Personal Area Networks (WPAN) (f.eks. bluetooth), fastnet, trådløse fastnet, Wi-

Max, DVB-H (digitalt tv til i lav opløsning til små skærme) m.m. Kernen, der i 4G skal binde

alle disse forskellige netværk og kommunikationsveje sammen, bliver IP-teknologien der og-

så bruges til Internettet. [Intw. Kock]

Konceptet kræver at den enkelte trådløse enhed, kan tilgå flere netværk – ofte på frskellige

frekvensbånd. For bærbare enheder vil det i dag kræve flere radioenheder, hvilket vil sige at

der skal bruges mere hardwareenheder. Industrien fokuserer derfor på at udvikle fleksible

radioenheder, der kan tilgå flere frekvensområder og båndbredder. Frem for at have en dedi-

keret radioenhed for hhv. Bluetooth, GSM, WCDMA og WLAN kan disse integreres i samme

radioenhed. [Intw. Koch; Intw. Fitztech, Intw. ADI; Intw. Tholak]

Den ultimative fleksible radio er en såkaldt frekvensuafhængig softwareradio, der ved hjælp

af software kan kommunikere med alle typer trådløse netværk på alle frekvensområder, så

længe den rigtige software er installeret. En software radio henviser således til at omformnin-

gen mellem de digitale signaler og radiobølgerne frem for at ske gennem dedikerede chips

varetages af software. Frekvensuafhængig vil så sige at softwaren vil kunne omdanne de digi-

tale signaler til radiobølger i et hvilket som helst frekvensområde og med en hvilken som

helst båndbredde og acessteknologi.


52

Hvor den fleksible radioenhed stadig vil være dedikeret til specifikke netværk, vil softwarera-

dioen i princippet være opdaterbar til alle mulige tænkelige fremtidige netværk. [Intw. Koch;

Intw. Fitztech, Intw. ADI; Intw. Tholak]

En sådan softwareradio er endnu ikke en mulighed i mobiltelefoner. En sådan chip kræver en

enorm regnekraft og der findes ikke tilstrækkelig kraftige chips med en energieffektivitet, der

muliggør at de benyttes i bærbare produkter. Udviklingen af en sådan radio anses af mange i

branchen for at være centralt element i 4Gs fremtid. (For mere information om disse netværk

se appendiks E – andre trådløse netværk). [Intw. Koch; Intw. Fitztech; Intw. ADI; Intw. Tho-

lak]

4G standarden er som sagt ikke defineret, hvorfor det er svært at forklare præcist, hvad 4G

forudsætter i relation til telefoner og netværk. Det afholder dog ikke industrien og universi-

tetsverdenen fra at anlægge forskellige synspunkter. Tilhængere af 4G argumenterer således

for, at 3G systemerne i forhold til 2G ikke har en væsentlig bedre energimæssig performance

(watt/kbit), at pris per kbit er meget høj set i forhold til hvad folk betaler på ADSL, samt at

hastigheden er relativ beskeden set i forhold til omkostningerne ved etablering af netværk og

mulighederne i andre typer netværk. De er af den opfattelse, at 3G kun i begrænset omfang

forbedrer den funktionalitet som 2G systemerne tilbyder, specielt set i relation til behovet for

store investeringer for etableringen af infrastrukturen. Det er her, den fjerde generation af net-

værk har mulighed for at tilbyde noget nyt i kraft af konvergensen mellem forskellige typer af

netværk og ydelser. [Intw. Fitztech; McGraw-Hill Encyclopaedia of Science & Technology]

Selvom der helt sikkert er en del marketing i ovenstående, så vurderer vi, at der er omfattende

perspektiver og konsekvenser forbundet herved.

Diskussion

Udvikling af de forskellige netværkstyper har været styret af ønsket om at opnå højere datara-

ter.

Overgangen til cellebaserede netværk gjorde det muligt at skabe sammenhængende nationale

systemer, hvor telefonsamtaler blev overført fra en mast til en anden under samtalen. Dette

åbnede op for at masterne kunne placeres tættere, hvilket muliggjorde håndtering af flere bru-

gere, samt at telefonernes energiforbrug reduceredes kraftigt. Disse teknologiske udviklinger

har været afgørende mobiltelefonens status som forbrugerprodukter på massemarkedet.

Overgangen til 2G, 2.5G og 3G har været drevet af ønsket om at håndtere mere data, for at

kunne understøtte flere brugere samt udbyde mere krævende services. Forøgelsen er opnået

gennem formindskelse af cellestørelserne og ved at skifte til andre frekvenser, samt ved at

benytte nye acess- og kompressionsteknologier. Dataraterne ved forskellige 2G og 3G syste-

mer kan afbildes i følgende oversigt:


53

Datarates 2G og 3G

76,8 9,6 171 384

2000 2000

10000

144

2400

4800

0

2000

4000

6000

8000

10000

12000

cdmaOne

GSM

GPRS

EDGE

Enanced EDGE

WCDMA (FDD+TDD)

WCDMA HSPA

Cdma2000 1X

Cdma2000 1xEV-DO

Cdma2000 1xEV-DV

kb/s

Figur 10: Fremstillet ud fra data fra UMTS World’s hjemmeside. [www.umtsworld.com]2

Disse hastigheder er teoretiske, da de angiver, hvad standarden skaber mulighed for. De prak-

tiske hastigheder vil ofte være under dette niveau. Typiske hastigheder er: GPRS 50 kb/s,

EDGE 115 kb/s, WCDMA 300 kb/s Cdma2000 1x 130 kb/s. Bluetooth standarden understøt-

ter teoretiske datarates på 1 eller 3 Mbit/s (100Mbit i fremtiden), mens WLAN understøtter

108 Mbit/s. [www.bluetooth.org; www.bluetooth.org; www.IEEE.org]

Den gradvise forøgelse af dataraterne har betydet forøgelse af strømforbruget. [Intw. Fitzek]

I de seneste år har der været fokus på 4G, herunder hvad standarden bringer af nye services,

forbrugsmønstre og ikke mindst i forhold til påvirkningerne for operatører og brandholdernes

kommercielle situation.

2 CdmaONE er 2G systemer der benyttes i USA og Korea. GSM, GPRS og EDGE er det EU etablerede 2G sy-

stem og opdateringer heraf (betegnes ofte som 2.5G). WCDM er 3G standarder brugt i EU og Japan. WCDMA

HSPA er en opdatering a la GPRS. Endelig er de forskelligeCDM2000 3G opdateringer til cdmaONE


54

Fitzek fra AAU, der bl.a. arbejder med peer to peer argumenterer for, at for 4G kan have en

effekt, er det et krav at den hidtidige sammenhæng mellem forøgelse af datarate og af energi-

forbrug brydes, så der sker en reel afkobling mellem energibehov og datatransmission.

To forhold har afgørende betydning for 4G: IP teknologien, der binder kommunikationen

mellem de forskellige systemer sammen, og den fleksible radio, som kan sikre adgang til for-

skellige systemer, der kan være med til at udnytte radiospektret bedre, da der i visse frekvens-

områder er knaphed.

I forhold til strømforbruget og et miljømæssigt synspunkt er det vigtigt at sætte ind i forhold

til 4G tidligt, da mulighederne for at indtænke sådanne energi og miljøhensyn er størst, før de

tekniske standarder er specificeret. Helt konkret, er det interessant med en miljømæssig priori-

tering, så transmissionerne flyttes til det mest energieffektive system. Det er imidlertid ikke

sikkert, at fx operatøren er interesseret heri af kommercielle årsager. Derfor må reguleringen

skabe incitamentsstrukturer, der sikrer et sammenfald mellem operatørernes økonomiske inte-

resser og energiforbruget.

Det andet forhold ved 4G, den fleksible radio, er ligeledes en interessant parameter ud fra en

miljømæssig synsvinkel. Da 4G apparater skal kunne tilgå flere forskellige netværk skal disse

forsynes med flere radiodele, hvilket alt andet lige medfører øget forbrug af chips og andet

hardware. For at undgå mange forskellige typer radiodele, forsøger flere at udvikle en soft-

wareradio med mobiltelefoner. En sådan softwareradio har samtidig miljømæssig interesse, da

den kan sikre, at mobiltelefonerne kan nøjes med mindre hardware og alligevel tilgå forskelli-

ge netværk. Dertil kommer, at telefonerne kan opdateres til at benytte nye typer netværk lø-

bende ved at opdatere softwaren, hvilket til en vis grad kan fremtidssikre telefonerne. [Intw.

RFMD; Intw. Pedersen]

4.1.2 Dynamikken i mobiltelefonindustrien

Efter at have gennemgået udviklingen i det teknologiske system som mobiltelefonerne funge-

rer i, vender vi nu blikket mod selve og mobiltelefonen og dens ekstraordinære vækstrater. I

det følgende beskrives hvordan forbrugerne ved anskaffelsen af en ny telefon i stigende grad

fokuserer på immaterielle værdier, segmenteringen af telefonmarkedet, hvordan operatørerne

påvirker salget af telefoner, og hvordan miljømærkninger påvirker markedet.

Mobiltelefon markedet

Markedet for mobiltelefoner har været det hurtigst voksende forbrugermarked nogensinde,

drevet af den teknologiske innovation indenfor funktionalitet, performance samt en sidelø-

bende reduktion af telefonernes størrelse og pris. [Alcatel 2004]

I 2005 blev der solgt over 800 millioner enheder på verdensplan. En stigning på over 300 mil-

lioner på bare tre år med en forventet stigning med 12 % ved udgangen af 2006. [ENTER og

ENTER & IDATE 2006]


55

Figur 11: Det globale mobiltelefonmarked [ENTER & IDATE 2006]

I EU har der også været en markant vækst de sidste 10 år. Markedsgennemtrængning, opgjort

som abonnementer pr. indbygger, er steget fra 5 abonnementer pr. 100 i 1995 for EU25 til 80

i 2003, svarende til 364 mio. abonnementer i EU25 i 2003. Gennemtrængningen i flere lande

er over et abonnement per indbygger – med 120,2 abonnementer per 100 indbyggere som

højeste gennemtrængning i Luxembourg efterfulgt af Sverige, Italien, Tjekkiet og Slovenien.

[Eurostat 2005]

Opgjort i forhold til gennemsnit af Vesteuropa forudses det, at antallet af abonnementer når

over 1 pr. indbygger ved udgangen af i år [ENTER & IDATE].

Figur 12: Abonnementer prognose for Vesteuropa [ENTER & IDATE 2006]


56

Disse tal – trods visse diskrepanser – viser tydeligt mobiltelefonmarkedets signifikante stør-

relse, samt at yderligere salg i EU vil ske gennem erstatningstelefoner.

I tilknytning til at være et signifikant forbrugermarked indenfor elektronik er mobiltelefon-

markedet kontrolleret af få store globale mobiltelefon ”brands”, hvor de tre største har over 60

% af markedet med Nokia som absolut dominerende med 31,8 % efterfulgt af Motorolas mar-

kedsandel på 17,9 % og Samsung på 12,2 %. Sammen med de efterfølgende tre (LG, Sony

Ericsson og BenQ-Siemens) har disse fem brands næsten 80 % af markedet.

Solgte telefoner globalt i 2005 fordelt på brands

31,8

17,912,2

6,7

6

4,8

20,5

Nokia

Motorola

Samsung

LG

Sony Ecrisson

BenQ-Siemens

Andre

Figur 13: Udarbejdet på baggrund af estimerede tal fra IDATE 2006

Fra business- til forbrugermarked

I 1990’erne skiftede markedet for mobiltelefoner fra i udpræget grad at være henvendt til pro-

fessionelle (dyre, store, tunge og anvendt i erhvervsmæssig sammenhæng), til at henvende sig

til alle kategorier af borgere på et massemarked. Dette skyldes bl.a., at GSM blev standard i

mange lande samtidigt, hvorved telefonerne kunne udvikles og produceres i stort antal.

Dette har haft en stor effekt på forbrugernes præferencer. Tidligere var de tekniske egenska-

ber såsom størrelse, standby samt taletid vigtige konkurrenceparametre. Disse forhold betyder

i dag mindre i forhold til æstetiske hensyn og design. I visse forbrugersegmenter er det i høj

grad det visuelle design og de identitetsmæssige signaler, som telefonen udtrykker, der bety-

der noget for brugerens valg. [Intw. BenQ; Intw.Stevels; Steinbock 2005]

Dette kan begrundes ud fra to forhold. For det første har telefonerne de sidste ti år rent teknisk

gennemgået et kvantespring. Grundlæggende er tekniske forhold, som standby, taletid, stabili-

tet og netværksforbindelse i orden, og der er ikke de store forskelle produkterne imellem. Den

tekniske udvikling er ikke gået i stå, men fokus for innovationen er flyttet til de mere sofisti-


57

kerede features og målrettet de nyeste og dyreste telefoner. For det andet er telefonen blevet

en del af det image og den identitet, som forbrugerne ønsker at signalere til omverden, i lig-

hed med andre produkter såsom tøj, sko, biler, boligindretning. Der er tale om livsstil, hvorfor

telefonernes immaterielle egenskaber og muligheden for at individualisere deres udtryk væg-

tes højt. Dette ses bl.a. ved, at flere brands bruger kendte designere til at formgive visse tele-

fonmodeller. Hensigten er ikke blot at forbedre salget af disse telefonmodeller men at forbed-

re virksomhedens image og dermed øge salget generelt. Motorola har fx ansat Nikes tidligere

marketingsdirektør til at forbedre virksomhedens ”brandværdi”. [Intw. Stevels; Intw. BenQ-

Siemens]

Siden Nokia’s brug af udskiftelige covers er personalisering og kundetilpasning slået igennem

som drivkraft. Dette er specielt gældende i ungdomssegmentet, hvor det ikke længere handler

om, hvad telefonen kan, men om den er smart og trendsættende. Denne gruppe er vital for

både brandholder og operatører, da teenagere er hurtige til at adoptere ny teknologi og deter-

minere hvad der er ”cool”. [Steinbock 2005]

Nedsivningseffekten

Industrien opererer med en opdeling af forskellige typer telefoner på markedet i ”high-end”,

”mid-end” og ”low-end” telefoner. Den nuværende markedssituation kategoriser Steinbock

således:

”Low-end” er billige telefoner med fokus på førstegangsbrugere. Telefonen har en lille skærm

og er små til medium størrelse. Over de sidste par år har store ”spillere” intensiveret konkur-

rencen på modeller i denne kategori for at konkurrere på markeder under udvikling i bl.a. Asi-

en, Afrika, og Latinamerika. [Steinbock 2005]

”Mid-end” telefoner henvender sig til de mere modne forbrugere. Disse er fokuseret på det

kraftigt stigende marked for telefonen, der sælges som erstatningstelefon. Mid-end modeller-

ne har flere funktioner såsom spil, MP3 afspiller, kamera og video, samt større skærme og der

lægges vægt på det ydre design. [Steinbock 2005]

”High-end” telefoner er fokuseret på de velstillede forbrugere, som prioriterer stil højt, samt

de professionelle forbrugere. High-end telefoner kan således inddeles i to kategorier: stiltele-

foner, der er holdt i stilet ydre design eller ”bulkier”, der er telefoner der inkluderer alle de

nyeste features. [Steinbock 2005]

Traditionelt har der foregået en nedsivning mellem disse opdelinger, hvor telefonerne indføres

på markedet som high-end telefoner og over tid er endt som low-end telefoner. Denne nedsiv-

ning hører imidlertid fortiden til (nogle få år), hvor markedet var mindre segmenteret. Ned-

sivningen skyldes, at der var ret få og ensartede konkurrenceparametre, så brands kunne ”nø-

jes” med at udvikle telefoner til high-end segmentet, som så siden endte på markedet for billi-

gere telefoner.


58

Det nuværende marked er langt mere avanceret end for blot nogle år siden, idet der er forskel-

le de enkelte kategorier imellem og der er langt fra high-end telefonerne til low-end. De en-

kelte segmenter udvikles separat, idet high-end telefoner ikke kan tilfredsstille mid-end mar-

kedet, ligesom mid-end markedet ikke kan udfylde behovet for fornyelse i low-end markedet.

De samme konkurrenceparametre gør sig ikke længere gældende på de enkelte markeder.

[Intw. ADI; Intw. BenQ-Siemens; Intw. TI]

Det er derfor mere tidssvarende og brugbart i forståelsen af branchen at betragte nedsivningen

som et fænomen, der foregår på teknologiniveau.

Brands må således i højere grad udvikle telefonerne dedikeret til enten high-end, mid-end

eller low-end segmenterne. For visse meget populære mobiltelefoner så som Nokia 6230i og

Motorolas RAZR sker der dog en vis nedsivning gennem billiggørelse via masseproduktion.

Specielt i forhold til ”stiltelefonerne” er en sådan nedsivning ikke mulig, da dette undergraver

deres enestående image.

Teknologisk segmentering af telefonerne

På trods af en stigende fokusering på andre elementer er funktion og teknologi stadig afgø-

rende konkurrenceparametre.

Mobiltelefonernes funktionalitet har forandret sig radikalt siden de første 2G telefoner kom på

markedet. Funktionaliteten er gået fra ren tale til bl.a. tekst- og billedbeskeder, kamera, farve-

skærm, musikafspilning og understøttelse af høje datarates. Telefonerne har samtidigt fået

forskellige interfaces til andre enheder udover operatørernes netværk. Dette omfatter eksem-

pelvis forbindelse til andre telefoner samt PC'er via kabeltilslutninger, bluetooth netværk samt

infrarøde porte. De avancerede telefoner anvender operativsystemer, hvor brugeren kan instal-

lere og afvikle applikationer som spil, PDF-fremvisere og andre programmer. Telefonerne får

større processorer, skærme, hukommelse og kan modtage digitalt TV (bl.a. over DVB-H),

samt benytte flere netværk som 2G, 3G og WLAN.

Der er løbende sket en sammensmeltning mellem mobiltelefonerne og andre informations- og

forbruger elektronikprodukter. På grund af hurtige fald i produktionsomkostninger, forøgelsen

af datarates og af chippens regnekraft, introduktionen af flashRAM m.m., er der siden

1990’erne sket en løbende sammensmeltning med først andre informationsteknologiske pro-

dukter og siden også forbrugerelektronik. I forlængelse af telefonen som ”business tool” in-

troduceres funktioner som kalendere, e-mail m.m. som nye features, der passer til forret-

ningsmanden behov. I takt med at telefonen introduceres på forbrugermarkedet begynder in-

novationen i forhold til at involvere andre brugsfunktioner, der kan drive behovet for nye mo-

biltelefoner. Op gennem 1990’erne og fortsat ind i det nye årtusind introduceres løbende nye

anvendelsesområder til mobiltelefonerne.


59

I takt med nye teknologiske muligheder sker der en konvergens mellem telefonerne og andre

IKT redskaber. Denne trend har slået igennem indenfor business segmentet, hvor flere produ-

center af PDA’ere integrerer telefoner med stor hukommelse og tilslutningsmulighed til

WLAN, Bluetooth, samt både 2G og 3G netværk. Disse har ofte åbne operativsystemer så der

kan installeres forskellige programmer, hvorfor funktionaliteten ikke er givet på forhånd, men

i højere grad kan sammensættes af brugeren. Modsat er mobiltelefonbranchen begyndt at in-

tegrere PDA’ere i nogle telefonmodeller. Forskellige brancher begynder således at konkurrere

imod hinanden fra hvert deres udgangspunkt.

Samme fænomener begynder at slå igennem på forbrugermarkedet med multimediemaskiner

så som musikafspillere og spillekonsoller.

Steinbock argumenterer i forlængelse af denne konvergens mellem forskellige apparater, at

der sker en segmentering af telefonerne i forhold til funktionalitet. Han argumenterer for at

tidligere blev forskellige features tilføjet som et ekstra bi funktion (underholdningselement) til

telefonen, mens der i stigende grad er blevet optimeret i forhold de funktioner der er tilknyttet

telefonen. Dvs. at trenden er ved at skifte fra, hvad telefonerne kan, til hvor godt den kan det.

Altså ikke om der er et kamera eller musikafspiller i, men hvor godt dette kamera er [Stein-

bock 2005]

Modularitet og platforme

Den gennemgåede markedssegmentering i forhold til livsstilssegmenter og funktioner er mu-

liggjort af en øget modularitet i branchen. Det betyder bl.a. at der nu arbejdes ud fra en plat-

formsfilosofi, hvor der udvikles adskillige telefoner ovenpå en grundplatform. En stor del af

udviklingsarbejdet kan ”genbruges” til udvikling af forskellige telefonmodeller. Fordelen er at

sikre en så ensartede produktionsproces og dermed bevare masseproduktionsfordelene, men

samtidig segmenterer sine produkter, ved at denne udskydes så langt i processen som muligt.

[Intw.ADI; Intw. TI]

Platforme henviser grundlæggende til de centrale chips, den software som får disse til at fun-

gere sammen, et elektrisk design der fastlægger komponenternes placering på printpladen og

en teknisk specifikation over platformens egenskaber. Platformen er styrende for hvilke og

hvor mange forskellige features der kan tilføjes, samt hvor godt de fungerer sammen. Da plat-

formene som reglen har længere levetid (den periode hvor produktet forhandles) end de enkel-

te telefonmodeller, er det i platformene, at den tidligere diskuterede nedsivningseffekt foregår.

[Intw. TI; Intw. ADI]

Modularitet henviser til at interfacene mellem komponenter i et apparat er standardiseret,

hvilket muliggør at produkter opbygges af forskellige moduler. I den modsatte grøft, findes

integrerede komponenter, der er designet specifikt til et produkt. [Fine, C.H. 2005]


60

Platform kombineret med modularitet mellem platformen og resten af komponenterne betyder

således at der ud fra nogle ”grundeelementer” kan bygges forskellige telefoner med forskelli-

ge grundlæggende funktioner. Dertil kan så laves et utal af forskellige fysiske formgivninger

og udtryksmæssige stilelementer.

Platforme kan bruges på tværs af forskellige produktlinier, hvilket muliggør udviklingen af

nye produkter uden at skulle designe chipset og den grundlæggende hardware på ny.

I kraft af platforme er det muligt at separere den tekniske udvikling fra porteføljen og den

visuelle udvikling, hvilket gør hele systemet langt mere fleksibelt. Kombinationen af modulæ-

re struktur for både produkt og leverandørkæde giver brandholder mulighed for at outsource

samlingen af platform til kontraktproducenter (se senere) og dermed frigøre midler til at foku-

sere på integrering af mode og funktion som er kerneelementer ved forbrugertilfredsstillelse –

branding. [Intw. BenQ-Siemens; Intw. TI og ADI; Fine, C.H. 2005]

Nokia begyndte i 1992 at producere deres telefoner på basis af én platform per telefon. Den-

gang var det dog det tekniske der blev ændret for at sikre, at den ”samme” telefon kunne sæl-

ges på markeder i hele verden. Dette var starten til Nokias platformstanke og førte til, at alle

deres produktionsfaciliteter kunne producere samtlige modeller, hvilket gav stor fleksibilitet i

forhold til skiftende efterspørgsel. Baggrunden var den skærpede konkurrence, i starten af

1990erne, fra de japanske producenter der pressede prisen på telefoner, så Nokia var nødt til

at reagere og finde en måde at reducere deres omkostninger per enhed på. [Collis, D. 1999]

Udover hardwareplatformen er det øverste lag af softwaren i stigende grad blevet modulbase-

ret, så den kan bruges på tværs af forskellige hardwareplatforme. Dette giver mulighed for at

genbruge softwaren og skaber samtidig grundlaget for at opdatere softwaren til forskellige

hardwareplatforme samtidigt. Dette er desuden baggrunden for, at Nokia m.fl. i slutningen af

1990’erne etablerede Symbian til at udvikle et åbent operativsystem til telefoner som det ken-

des fra PC verdenen. Symbian er det første styresystem udviklet til mobiltelefoner, men har i

dag konkurrence af blandt andet Microsoft Mobile, Linux og Palm. [Ancarani, F 2002; Fine,

C.H. 2005]

Et spørgsmål vedrørende softwareplatformen, som i høj grad interesserer brandholder, er om

der på sigt kommer en de facto standard for operativsystemer til telefoner, som det er sket

indenfor PC'ere i form af Windows. En sådan udvikling vil gøre det billigere at udvikle soft-

ware til telefonerne, da markedet vil blive væsentligt større end i dag, idet alle bruger det

samme operativsystem. Antallet af telefoner med et sådant åbent operativsystem er stigende,

hvorfor industrien diskuterer dette emne samt, hvorvidt standarden skal være Windows Mobi-

le, Symbian eller et helt tredje system (f.eks. Linux). Brandholderne bag Symbian er opsat på,

at et sådan system ikke skal være Windows mobile, da de er bange for, at Microsoft skal få

for stor magt i branchen. [Fine, C.H. 2005]


61

Især Nokia og Sony Ericsson promoverer udbredelsen af Symbian og fremstiller slet ikke te-

lefoner til Windows mobile. Derimod producerer Samsung og Motorola til begge. At de ikke

har valgt, hvilket system de vil benytte, kan skyldes at de på den ene side er bange for at Mi-

crosoft får for stor betydning, men på den anden side er de heller ikke glade for at Nokia, der

har 47 procent af aktierne i Symbian, får mere magt end de allerede har. Modsat kan det også

være de bare helgarderer sig ved at satse på begge ”heste” og lade markedet diktere udviklin-

gen. [www.windowsfordevices.com; Ancarani, F 2002]

Operatørernes indflydelse på marked og innovation

Operatørerne sælger den service at forbinde telefonen til det øvrige telefonsystem. I deres

markedsføring vælger de ofte at sælge telefonerne under kostprisen sammen med et abonne-

ment, som forbrugeren binder sig til i en periode på eksempelvis 6-12 mdr. Operatørerne er

derfor de største aftagere af telefoner fra brandholderne. De største operatører som Vodafone,

T-mobil, og Telefonica Moviles sælger ydermere ofte telefoner under eget brand. Da operatø-

rernes primære indtægter kommer fra de services de leverer, vælger de at promovere telefoner

som faciliterer salg af mange ydelser, dvs. har mange features. Operatørerne har derfor stor

indflydelse på hvilke telefoner, der sælges og de er med til at præge, hvilke funktioner indu-

striens udviklingsaktiviteter skal fokusere på.

Et eksempel på en feature, som operatørerne har været med til at fremme, er kameratelefoner.

Selvom mange andre features var lige så oplagte at satse på, eksempelvis afspilning af musik,

har størstedelen af de solgte telefoner, via operatørerne, i dag et kamera indbygget. Årsagen til

at operatørerne er interesserede heri er, at disse telefoner skaber grundlag for salg af multime-

dia messages (MMS). Operatørerne har derimod ikke satset på, at telefonerne skulle afspille

musik, da det tager lang tid at downloade musiknumre over GSM nettet, selv med GPRS, og

ikke mindst vil prisen for at downloade et nummer langt overstige prisen for selve nummeret.

Dette ville derved blive for dyrt. Modsat har brandholderne været med til at promovere mu-

sikafspilning i telefonerne efter, at musikafspillere, som iPOD, har opnået stor markedsudbre-

delse.

At operatøren ”pusher” mobiltelefoner ved at sælge med tilskud, og så tjener pengene på salg

af services har to effekter på markedet og branchen. For det første at telefoner bliver billigere,

hvilket medfører et øget salg. Ligesom operatørerne opnår en hurtigere udskiftning af funkti-

onelle telefoner idet forbrugeren, når deres bindingsperiode udløber, tilbydes en ny telefon

med tilskud mod at forlænge bindingsperioden. For det andet medfører det at de solgte telefo-

ner generelt har flere features og derved mere hardware, større skærm, hurtigere chip osv.,

idet tilskuddet delvist er afhængigt af operatørens indtjeningspotentiale på de enkelte telefo-

ner. Dette har indflydelse på industriens miljøpåvirkninger, idet salget af flere telefoner med-

fører øget ressourcepres, da telefonerne kræver mere energi i brugsfasen pga. flere features

flere tjenester og stigende trafik.


62

Operatørtelefoner med åbne operativsystemer

I nogle tilfælde brander de store operatører telefonerne selv. Disse telefoner udvikles i samar-

bejde med et design house3, en chipproducent med designkompetencer eller en ODM (Origi-

nal Development Manufacturer )4. Ved at brande egne telefoner promoverer operatørerne sig

selv, og de slipper for at betale en merpris for adgang til brandholderens brandværdi. Ved

udvikling af disse operatørtelefoner har den enkelte operatør begrænset indflydelse på telefo-

nens egenskaber herunder de miljømæssige. Dette skyldes, at operatørerne ikke har kompe-

tencer i forhold til at udvikle og producere telefoner og at de derfor overlader de det fulde

ansvar til ODM’erne som dermed også egenrådig beslutter hvilke komponenter og materialer

der skal anvendes.

I et forsøg på at gennemtrænge markedet for SmartPhones har Microsoft sammen med Flex-

tronics udviklet en Windows Mobile baseret SmartPhone, som de satser på at operatørerne vil

sælge som eget brand. [www.windowsfordevices.com; www.symbian.com/]

Flere operatørtelefoner er baseret herpå. Operatørernes interesse i at sælge Windows-telefoner

er, at det er relativt nemt at udvikle ”indhold” til disse telefoner gennem modificeringer af

eksisternde software. Dertil kommer at udviklere kender Windows opbygning fra PCére og at

det derfor er nemmere at udvikle nye applikationer. Mange operatørerne, heriblandt T-mobile,

Orange, O2, Telefónica Movistar brander derfor Windows telefoner, da dette vil facilitere

salget af ”indhold” og dermed en øget datatrafik [Intw. Rideley; Northstream AB 2003; Hil-

mola et al, 2005; www.windowsfordevices.com]

Miljømærker

Miljømærker er et af midlerne til at fremme miljøvenlige produkter. Der skelnes mellem eli-

tære og ikke-elitære mærker. De elitære er afhængige af industriens performance, således at

kun de bedste produkter kan opnå mærket. Modsat er de ikke-elitære systemer uafhængige af

situationen på markedet, og der er ikke en øvre grænse for hvor mange produkter, der kan få

tildelt mærket, hvis de blot opfylder kriterierne. Argumentet for at indføre et elitært system er,

at disse sikrer niveauet, i kraft af at dem, der har det, altid er blandt de bedste. Kriterierne må

3 Design house er en virksomhed der sælger design til andre. Dette henviser både til det visuelle- og tekniske

design, men ofte er dette to forskellige virksomheder. I dette speciale er fokus alene på design houses ift. de

tekniske aspekter.

4 Kontraktproducent der udover produktionen udvikler under andres brands.


63

derfor nødvendigvis opdateres løbende. Blandt de elitære systemer er det nordiske Svane-

mærke og det europæiske miljømærke blomsten. De ikke-elitære systemer er ofte mere ud-

bredte, hvilket fra et kommercielt ståsted har sine fordele, da flere forbrugere er opmærk-

somme på deres eksistens. Dette betyder samtidigt, at deres miljøeffekt kan værre større selv-

om deres krav er lempeligere [Schmidt, K et al. 2002b]

På elektronikområdet findes en række miljømærker, der fokuserer på forskellige dele af bran-

chen, selvom langt de fleste omhandler apparater til kontorbrug. På mobiltelefoner findes kun

kriterier for to mærkningsordninger, Blaue Engel og TCO´01. Selvom disse har eksisteret i en

årrække, TCO siden 2001, findes der ingen telefoner med mærket. Kriterierne i begge ordnin-

ger minder om hinanden. De stiller bl.a. krav til SAR, ergonomiske forhold samt materiale-

indhold.

Kravene til materialeindhold er skrappere end hvad RoHS nu stadfæster ved lov. På trods af at

TCO monitorerer mobiltelefonerne i forhold til, hvor vidt de overholder TCO mærkningskrav,

må det formodes at kravene ikke bliver opdateret i og med, at ikke en eneste telefon har mær-

ket. [Schmidt, K et al. 2002b; RAL 2004]

Mange argumenterer for, at miljømærkerne ikke virker og at ingen virksomheder anvender

dem. Andre bruger derfor tilsvarende mange kræfter på at argumentere for det modsatte, og

forsøge at påvirke industrien til at adoptere disse. [Schmidt, K et al. 2002 (a+b)]

Vi mener grundlæggende at miljømærker ikke virker i forhold til elektronikprodukter. Dette

gælder i særdeleshed de ”elitære” mærker. Årsagen til dette er, at producenterne ikke tror på,

at de kan differentiere sig ved hjælp af disse mærkningsordninger og dermed retfærdiggøre de

øgede omkostninger herved. I overensstemmelse med Jesper Testrups vurdering, er det vores

vurdering, at brandholderne ikke forventer at forbrugerne er interesserede i miljømærker.

[Intw. Testrup]

For at slå igennem i forhold til mobiltelefoner må mærkerne afspejle branchedynamikken

eksempelvis ved at kriterierne er opsat i relation til platformene frem for de enkelte modeller.

En undtagelse for dette er de tilfælde hvor forbrugerne kan spare penge ved at benytte mær-

kede produkter, eksempelvis energimærker, eller hvis mærket er relateret til sundhedsaspekter

som økologimærket på cremer osv.

Dynamikkernes betydning for miljøet

Mobiltelefonen har ændret grundlæggende karakter fra at være rettet mod et snævert kunde-

segment med særlige behov til forbrugerelektronik på massemarkeder. Konkurrenceparamet-

rene er dermed også ændret radikalt med spredning over forskellige funktionelle, prismæssige

og livsstilsmæssige udgangspunkter. Den traditionelle nedsivningsmodel fra high-end til low-

end er ikke længere tilstrækkelig til at afspejle de forskellige segmenter. Brandholderneene


64

har derfor en bred produktportefølje, der dækker forskellige forbrugersegmenter, livsstilskate-

gorier og funktionselementer.

I de forskellige kategorier opereres med high-end og mid-end telefoner hvor nedsivning mel-

lem disse på produktniveau er begrænset, nedsivningen sker i større grad sker på teknologi-

og platformsniveau. Low-end markedet fører lidt sit eget liv, hvor primært pris betyder noget,

og hvor ekstra features opfattes som et fordyrende element. Men selv her sker der en vis tek-

nologisk nedsivning, hvor der for low-end telefoner (SMS og tale) begynder at være differen-

tiering ved at inkludere FM radio, kalender mv.

Segmenteringen og den hårde konkurrence nødvendiggør en øget modularitet, hvor telefoner-

ne bygges på en platform, der udgør en teknologisk basis bestående af centrale chips, et elek-

trisk design og den grundlæggende software, der binder det hele sammen. På platformen kan

der så tilføjes moduler såsom kamera, hukommelse, LCD og batteri. Dette tillader en sen dif-

ferentiering af telefonen ud fra fælles basiselementer. Derved kan forskning og udvikling fo-

kusere på platforme og moduler, hvilket gør det muligt at sikre masseproduktionens fordele

kombineret med en høj grad af individualisering og dermed målretning af produkterne til

markedssegmenterne.

Denne segmentering af forbrugermarkedet er en generel tendens i industrien, hvor der satses

massivt på nedstrømsudvikling5 i form af markedsføring, branding og porteføljestyring. Nokia

var blandt de første til at efterkomme de potentielle behov, som Nokia kan identificere på

markedet, hvilket bl.a. har bidraget til deres dominerende status på markedet. Modsat var

Ericsson konservative med et snævert fokus på teknologi og opstrømsudvikling, hvorved de

var lang tid om at forstå vigtigheden af produkter målrettet til forbrugermarkedet. Ericsson

var teknologisk set Nokia overlegen, men havde ikke lagt vægt på brugervenlighed, personifi-

cering osv.. En del af Nokias succes er baseret på et platformbaseret brugerinterface, der kan

genbruges og forbedres fra model til model. [Steinbock 2002; Hilmla 2005; Holm 2004]

At mobiltelefoner er blevet modeobjekter, den store teknologiske fornyelse samt operatører-

nes tilskud til nye telefoner har medført, at udskiftningen af telefoner sker hurtigt, specielt i

5 Virksomhedens udviklingsaktiviteter begynder med en kortlægning af forbrugerens nuværende og kommende

behov. Fokus bliver hvordan det er muligt at tilpasse produktporteføljen til eksisterende og kommende trend og

behov i markedet. I modsatte grøft findes det teknologiorienterede udviklingsfokus hvor udgangspunktet for

produktudviklingen er de teknologiske muligheder, det bliver så marketingafdelingens opgave at få solgt disse

produkter.


65

den rige del af verden, hvor 80 procent af alle solgte telefoner ifølge Nokia er erstatningstele-

foner. De kasserede telefoner fungerer imidlertid ofte fint, hvorfor udskiftningen fra et miljø-

mæssigt synspunkt er problematisk, idet fremstillingen af nye telefoner kræver brug af res-

sourcer, brug af flere farlige stoffer og medfører skabelsen af endnu mere affald. [Nokia

2005]

En mere kompleks problemstilling vedrører telefonernes øgede konvergens med andre pro-

dukter. De miljømæssige implikationer heraf er sammensatte. Flere peger på, at denne tendens

er med til at fortrænge dedikerede produkter, da kvaliteten af de enkelte funktioner i de inte-

grerede produkter ofte er på højde med i de dedikerede. Da mange komponenter i dedikerede

produkter er de samme, f.eks. displayet og den digitale processor, kan integrationen spare

komponenter samlet set og derved ressourcer. På den anden side kan denne trend ende mod-

sat, idet en bruger af en mobiltelefon med integrerede features vil skifte mange velfungerende

funktioner ud på én gang, når den ene funktion skal skiftes. Når telefonen skiftes hvert andet

år eller oftere, så skal både musikafspiller, kamera og hvad der ellers måtte være af funktioner

i telefonen skiftes. Dette vil, alt andet lige, betyde et stigende ressourcetræk frem for det mod-

satte. Fra et miljømæssigt synsvinkel udgør det enkelte kamera eller musikafspilleren ikke det

store ressourcetræk, men hvert kamera er lig med mere hardware herunder chips, der bruger

ressourcer, energi og kemikalier. Desuden har telefoner med musikafspiller, især med integre-

ret spillekonsol, en kraftig applikationsprocessor chip.

Sker integreringen imidlertid gennem software løsninger, er situationen anderledes, men her

vil energiforbruget i forbrugsfasen så være en væsentlig parameter (se senere).

Endelig konkluderer vi, at der på trods af at der er etableret to miljømærker, så benyttes disse

ikke af industrien. Modsat benyttes en code of conduct mellem EU og industrien samt det

amerikanske EnergyStar.

4.1.3 Strukturer i mobiltelefonindustrien

Forhold som forbedrede kommunikationssystemer, billigere transport, standardiseringer af

komponenter og interfaces samt frihandelsaftaler har medført, at industrien i høj grad er ble-

vet globaliseret. Dette angår produktion, R&D såvel som markedsadgang. Den skærpede kon-

kurrence, stigende omkostninger til udvikling, produktion og markedsføring har desuden be-

tydet, at mange store specielt vestlige elektronikproducenter har flyttet eller outsourcet deres

aktiviteter til andre dele af verden.

I det følgende vil vi beskrive den overordnede strukturelle udvikling i mobiltelefonindustrien i

form af globalisering såvel som outsourcing.

I modsætning til de foregående to afsnit, er fokus i dette afsnit på elektronikindustrien gene-

relt og konkretiseret med mobiltelefoner. Dette skyldes at mange trends er forholdsvis ensar-

tede. Dertil kommer, at litteraturen er mere udførlig i forhold til specielt PC industrien og

kontraktproducenter generelt.


66

Globaliseringen af mobiltelefonindustrien

Brandholderne, samt andre store virksomheder i industrien, opdeler produktionskæden i selv-

stændige enheder og placerer disse i de områder, hvor opgaverne kan udføres mest effektivt,

hvor der er adgang til særlige ressourcer eller i områder der giver dem adgang til et vigtigt

marked. [Yusuf, S (a)+(b)]

Der er derfor store forskelle på hvilke opgaver, der udføres hvor. Nogle komponenter frem-

stilles primært i enkelte regioner i specialiserede clusters og transporteres derfra til resten af

verden, mens andre produkter fremstilles forskellige steder ofte tæt på de markeder, hvor de

skal afsættes. Det er bl.a. almindeligt, at samlingen af det endelige produkt sker i lande som

Mexico, Ungarn samt Kina, tæt på de nordamerikanske, europæiske og kinesiske markeder,

hvorimod specielt Taiwan, Korea og USA har produktion af high-end komponenter. Kina

udmærker sig i denne sammenhæng ved at være storproducent og storaftager på samme tid. I

løbet af de seneste år, har Kina yderligere formået at tiltrække stigende R&D relaterede inver-

teringer, typisk er det virksomheder der i forvejen har produktion i landet, som etablerer en

udviklingsafdeling.

I begyndelsen var specielt Japan dominerende blandt de asiatiske lande. Dette er siden hen

ændret og i dag er elektronikproduktionen generelt og mobiltelefonproduktionen specifikt

koncentreret i lande som Taiwan, Sydkorea, Singapore og Hongkong og Kina.

To af de seks største brands indenfor mobiltelefoner - Samsung og LG er således fra Korea.

Tidligere blev koreanske virksomheder forbundet med billige kopiprodukter, men dette har

ændret sig. Samsung har eksempelvis i de seneste år skiftet fra at udvikle produkter ud fra

”almen” kendt teknologi og standard komponenter på markedet, til sideløbende selv at udvik-

le teknologi og komponenter. Udover den fremtrædende rolle indenfor telefoner, er Korea

også store indenfor halvledere. Eksempelvis kommer ca. 45 % af al DRAM på verdensplan

herfra. [Danmarks eksportråd; Intw. BenQ-Siemens]

Størstedelen af verdens PC’ere, LCD’ere og chips produceres af Taiwanesiske virksomheder.

Disse er dog forholdsvis ukendte, ofte EMS, faundries eller ODM’ere, hvorfor deres navn

ikke er på produktet. Mange Taiwanesiske virksomheder er begyndt at flytte produktionen til

det Kinesiske fastland. [The Economist 2005]

I 1979 ændrede Kina politik og åbnede for international handel og etablering af joint ventures,

med investeringer fra udenlandsk kapital i økonomiske udviklingszoner (SEZ – Special Eco-

nomic Zones). Disse var lagt strategisk med grænse op til de brølende asiatiske tigre og tidli-

gere dele af Kina (Taiwan, Hong Kong og Macao). Med lokkemidler som billig arbejdskraft,

skattelettelser og billig jord, fik Kina lokaliseret store dele af den arbejdsintensive produktion

fra specielt Hong Kong og Taiwan. Elektronikindustrien var ikke sene til at udnytte dette. I

Sydkina, omkring Pearl River Delta, blev der således etableret nogle af de første SEZ. I

Shenzhen oprettes et cluster med kapital fra Hongkong og Taiwan der var fokuseret på pro-


67

duktion af PCB og relaterede industrier (bl.a. de famøse lokale elektronikskrotsbehandlere).

[Pecht & Chan 2004; Luthje, B. 2004]

Parallelt fandt også vestlige brandholdere ud af, at potentialerne i Kina dels var enorme hvad

angår markedsadgang samt adgang til billig arbejdskraft. Da Kina krævede, at virksomheder-

ne skulle producere en vis andel af produktet solgt på det kinesiske marked i Kina, etablerede

flere vestlige brandholdere sig i Kina, og ”tvang” deres underleverandører (heriblandt Sonion

som underleverandør til Nokia) til Kina. I modsætning til den af Hong Kong og Taiwan inve-

sterede kapital, gik de fleste investeringer fra vestlige virksomheder til andre områder i takt

med at flere byer blev åbnet for udenlandske investeringer. Specielt Shanghai og Suzhou om-

rådet har tiltrukket vestlige virksomheder. [Pecht & Chan 2004; Luthje, B. 2004]

Sidst formåede Kina også at ændre i den statsstyrede forskningsstruktur og tillod forskellige

semi-private virksomheder (formelt ejet af de kommunale/lokale fællesskaber, men reelt givet

en masse ledelsesmæssig og prisdannelses råderum) at blive etableret. Dette medførte et inno-

vationsmiljø omkring Tsinghua University i Beijing, der bl.a. har skabt Lenovo, som med

opkøbet af IBM PC afdeling er ved at slå sig fast som central aktør og de er bl.a. begyndt at

sælge mobiltelefoner. Hertil kommer, at der i de senere år er valfartet udenlandske top-brands

til Beijing for blandt andet at oprettet R&D afdelinger. [Pecht & Chan 2004; Luthje, B. 2004]

Outsourcing af produktionen

Oprindeligt indkøbte og samlede brandholdere selv komponenterne, men idet produktionen

ofte var arbejdsintensiv, omfattede store produktionsvolumener og profitmarginerne generelt

var små, blev fremstillingen placeret i lande med lave lønomkostninger såsom Mexico og

Sydøstasien. I 1960’erne begyndte nordamerikanske, og siden hen europæiske virksomheder,

på grund af lavere lønomkostninger og skattefordele at flytte den arbejdstunge chip samling

(packaging) til Asien, specielt Hongkong, Malaysia, Singapore og Thailand. På dette tids-

punkt blev samlingen af printplader og de endelige produkter stadigvæk udført i vesten af

brandholderne, mens kontraktproducenter kun udførte mindre opgaver og blev anvendt som

produktionsbuffer. I denne periode outsourcede japanske virksomheder produktionen af tran-

sistorradioer og siden hen lommeregnere til virksomheder i Hongkong, Taiwan og Korea.

[Yusuf, S (a)+(b)]

I 1970’erne var mange af kontraktproducenterne placeret i Vesten, hvor de typisk samlede

printplader på baggrund af komponenter specificeret og indkøbt af brandholderen. Kun nogle

af kontraktproducenter var i lande som Hongkong, Singapore og Taiwan.

I 1980’erne begyndte amerikanske producenter af diskdrev og PC'er at følge efter chipprodu-

centerne. De udflyttede produktion til egne filialer eller kontraktproducenter i asien, særligt i

Taiwan. Med tiden begyndte kontraktproducenterne selv at aftage komponenter, hvilket inde-

bar at kontraktproducenterne kunne begynde at fremstille produkter på turn-key basis, hvilket


68

vil sige at leverandøren står for leverandørstyringen (indkøb, kvalitet, logistik m.m.) hvorved

brandholdere kun skal henvende sig et sted med deres ønsker. [Yusuf, S (a)+(b)]

Kontraktproducenternes tilblivelse

Indtil begyndelsen af 1990’erne var omfanget og karakteren af outsourcing relativt begrænset

og omfattede underleverancer. Herefter begyndte nordamerikanske virksomheder at benytte

kontraktproducenter mere konsekvent og som en væsentlig del af deres strategi, hvor store og

mere kritiske dele af produktionen blev outsourcet. Målet var at reducere omkostningerne ved

ikke at have kapital bundet i produktionsfaciliteter. I stedet kunne de frigøre ressourcer til

investeringer i virksomhedens værdiskabende aktiviteter som produktudvikling, salg og mar-

keting. Derudover var målet at have adgang til en stor produktionskapacitet i det øjeblik at en

omfattende efterspørgsel indtraf. Denne type outsourcing omfattede samling af færdige pro-

dukter og ikke blot samling af SMD’ere på printpladen eller samling af chips. I den forbindel-

se opstod en ny type af virksomheder, der modsat tidligere tiders kontraktproducenter (der på

dette tidspunkt ikke havde fået denne betegnelse) var vestligt ejede virksomheder frem for

asiatiske virksomheder.

Den nye type af kontraktproducenter, der fremstiller færdige produkter, betegnes ofte som

EMS (Equipment Manufacturing Services). Deres aktiviteter motiveres af, at de ved at produ-

cere til forskellige brandholdere opnår stordriftsfordele ved lavere produktionsomkostninger

pr. enhed i kraft af en højere belægningsgrad på produktionsapparatet og billigere indkøb.

Dertil kommer, at deres usikkerhed for fluktuationer i ordrerne er mindre, idet de producerer

til konkurrerende virksomheder og/eller forskellige typer af produkter. Modsat har brandhol-

derne fordel af den lavere kapitalbinding, der kan bruges andet steds, samt adgang til et stort

produktionsapparat der hurtigt kan øges, hvis efterspørgslen stiger. Dertil kommer at kon-

traktproducenternes kernekompetencer er at producere mange forskellige produkter, hvorfor

de hurtigt kan omstille til nye produkter. [Managing the Supply Chain; Simichi-Levi, 2003,

Mcgraw-Hill Profesional, p142-143]

Outsourcing af produktion til EMS’ere begyndte i USA, hvilket bl.a. ses ved, at verdens fem

største EMS’ere har deres oprindelse i Nordamerika. Sidenhen spredte outsourcing sig til Eu-

ropæiske virksomheder i slutningen af 1990’erne. Specielt til Alcatel og Ericsson og i mindre

omfang til Nokia og Siemens. Ericsson besluttede f.eks. i 1997 at outsource produktion til

Flextronics, SCI og Solectron. Siden hen solgte de deres primære produktionsfaciliteter i Sve-

rige til Flextronics. I 2000 solgte Ericsson resten af sin mobiltelefonproduktion til disse pro-

ducenter. I de senere år er japanske virksomheder også begyndt at benytte kontraktproducen-

ter. [Yusuf, S (a)+(b)]

Generelt er der fra midt 1990’erne og frem til årtusindskiftet sket en eksplosiv vækst i brugen

af kontraktproducenter. Disse virksomheder er meget store, ofte vestligt ejede, og har opnået

vækst igennem strategiske opkøb af virksomheder, som brandholderne har solgt fra. Denne

udvikling er fortsat i det nye årtusind dog i et langsommere tempo. Tidligere var det de store


69

brandholders, der valgte leverandørerne og monitorerede kvalitetskrav (herunder miljø- og

produktudviklingsforhold), hvilket nu ofte varetages af kontraktproducenten. [Gereffi et

al.[Yusuf, S (a)+(b)]

Outsourcingen udvides til andre områder

I tilknytning til outsourcing af produktion og leverandørstyring er brands begyndt at outsource

global logistik og distribution, produktudvikling, kundekontakt og reparationsfunktioner samt

endelig for nyligt også håndtering af produkterne efter endt brug. [Rossem & Dalhammer]

Som sagt har mange af EMS’erne reageret på denne outsourcing ved at opkøbe de enkelte

brands egne samlefabrikker, og konsolidere sig gennem udvidelse i kvantitet, men også gen-

nem kvalitet i form udvidelse af ressortområder mod turn-key services. [Rossem & Dalham-

mer]

I samme stil har flere af de mindre EMS set brandholdernes stigende brug af eksterne tekniske

designere som en mulighed for at tilegne sig lidt mere af værdiskabelsen ved at tilbyde Origi-

nal Development Manufacturing (ODM) services. Forskellen mellem ODM og EMS er, at

ODM’er også tilbyder produktudvikling for brands og dermed reducerer deres anstrengelser

med at udvikle produkter til hele deres produktportefølje. Dvs. at ODM faktisk leverer et fær-

digt produkt til brandholdedrne, der sælger disse under eget brand. Brandholderne har dog

defineret det overordnede koncept og de brandkendetegn, som produktet skal passe sammen

med. [Rossem & Dalhammer]

Forskellene mellem EMS og ODM bliver til stadighed udvisket, da de store EMS gennem

opkøb og samarbejde tilegner sig designkompetencer. En væsentlig forskel er om kontrakt-

producenten producerer på kundens licenser eller ud fra egne ophavsrettigheder. [Rossem &

Dalhammer]

Brandholderne er dog påpasselige i forhold til at overlade for meget kompetence til de store

EMS, der i mange tilfælde har en omsætning, der tangerer, hvis ikke overgår brandholdernes

[Hilmola 2005]. Hensigten er givetvis at undgå, at der skulle skabes et nyt Samsung, f.eks. i

Kina. ODM har fået lov til at vinde frem, fordi brandholderne ikke har set dem som konkur-

renter. BenQ’s opkøb af Siemens og Lenovas opkøb af IBM er dog et tegn på, at brandhol-

derne ikke kan vide sig sikre herpå.

EMS’ernes begyndende interesse for design og opblomstringen af ODM betyder yderligere en

markant mindskelse af indtrængningsomkostningerne på markedet, idet man uden kompeten-

cer indenfor produktudvikling eller andet, men med kapital i ryggen, har mulighed for at star-

te business gennem køb fra sådanne telefoner fra ODM’ere eller EMS’ere med designkompe-

tancer [Rossem & Dalhammer]. Mange af de føromtalte operatørtelefoner, herunder Windows

telefonerne, er en konsekvens heraf, hvor operatørerne (og motiveret af Windows) går uden

om brandholderne og direkte til kontraktproducenterne.


70

4.1.4 Opsamling på generelle udviklingstræk i mobiltelefonindustrien

Systemteknologierne

Mobiltelefonernes store udbredelse skyldes langt hen af vejen skiftet til digitale systemer,

hvilket gjorde det muligt at understøtte et langt større antal brugere. Samtidigt indebar udvik-

lingen af GSM standarden, at der kom et system som fungerede i mange forskellige lande,

hvorfor der blev skabt et stort marked som mange virksomheder producerede til.

Lanceringen af 3G systemerne kan føres tilbage til et teknologisk push fra industriens side,

hvor der har været sammenfaldende interesser fra chips, brandholdere og operatører om at

sælge telefoner der kunne håndtere en øget mængde data og funktioner. I dag er 3G systemer-

ne så småt ved at få en kommerciel udbredelse, selvom det er uvist, hvor stor gennemtræng-

ningen egentlig bliver, da nye konkurrerende teknologier begynder at presse på i horisonten

Videreudviklingen af netværkene er i høj grad drevet af ønsket om at opnå større datarates,

hvilket flere mener ikke er muligt på tilfredsstillende vis under 3G bl.a. pga. energimæssige

begrænsninger for den hidtidige sammenhæng i vækst i datarates og energiforbrug. Nogle

støtter derfor udvikling af 4G systemer, der går på tværs af eksisterende netværk såsom 2G,

3G, Bluetooth, WLAN m.m.

I forhold miljø og energi er det en god ide at indarbejde dette allerede i standarderne, da disse

determinerer hvordan systemerne fungerer og dermed også mulighederne for energireduktion.

I forlængelse af EU’s rolle i defineringen af GSM standarden, bør EU spille en aktiv rolle

under udarbejdelsen af 4G systemet i forhold til miljø. I kraft af det europæiske markeds do-

minerende rolle på det globale marked, vil krav i EU have indflydelse på verdensmarkedet.

GSM standarden er udviklet i EU, hvilket er en afgørende grund til, at de europæiske virk-

somheder er blevet dominerende på 2G markedet. EU bør udnytte det europæiske markeds

størrelse og de europæiske virksomheders magt til at påvirke de kommende 4G standarder i

en retning hvor miljø, i form af et lavt strømforbrug, indtænkes i sammensætningen af net-

værk, men primært i prioriteringsnøglen for hvilke netværk telefonen skal benytte til forskel-

lige transmissioner. Yderligere er det af miljømæssige hensyn fordelagtigt, hvis det er muligt

at indføre nogle mekanismer i 4G standarden så energiforbrug i netværket kan følge de kom-

mercielle interesser. I dag vil en operatør være interesseret i at dirigere trafikken gennem sit

eget netværk så langt som muligt, selv om det ikke nødvendigvis er den mest energieffektive.

Derfor bør EU overveje mulighederne for at sikre en øget sammenhæng mellem økonomi og

energiforbrug. Samtidigt bliver der oprettet mange forskellige parallelle netværk uden ind-

byrdes koordinering, hvilket fører til ledig kapacitet. Ved at koordinere de forskellige netværk

ville dette kunne minimeres, hvorved behovet for netværksinfrastruktur kunne mindskes.


71

Forbrugermarkedet

Markedet for mobiltelefoner har skiftet karakter i takt med udbredelsen af mobiltelefonen. Et

stort antal telefoner med forskellige funktionaliteter og services henvender sig til forskellige

markedssegmenter. I hvert af disse segmenter konkurreres på forskellige parametre, hvilket

skal medtænkes, hvis EU vil påvirke og regulere producenter og brandholdere i miljømæssig

henseende.

Forbrugerne i dag vægter i langt højere grad end tidligere, æstetiske og identitetsmæssige

hensyn sammenlignet med teknologiske forhold. Forbrugerne er stadigvæk interesserede i de

tekniske features, men forventer at telefonerne fungerer og har en passende funktionalitet.

Som påpeget har miljømærker ikke haft indflydelse i industrien. Hverken Blaue Engel eller

TCO mærkningskriterierne, der blev etableret for flere år siden har slået igennem. Inden for

PC industrien har kun Siemens fået en PC EU miljømærket, hvilket vi tolker, som der er be-

grænset perspektiv i mærkningsordninger i relation til elektronik – herunder også mobiltele-

foner. Mange forbrugere er ikke klar over, at elektronikprodukters livscyklus er forbundet

med betydelige miljøpåvirkninger. Eftersom telefonens SAR værdi vedrører forbrugerens

egen sundhed, kunne en kraftig vægt på denne parameter, være en indgangsvinkel til at ud-

brede miljømærkerne, men selv den betragter vi som tvivlsom blandt andet fordi TCO allere-

de inddrager SAR i deres mærkningsordning.

For at tilgodese de forskellige segmenter er industrien generelt begyndt at arbejde med en

platformsstrategi, hvor den endelige udformning af produktet udskydes til sidst i processen,

og hvor der kan bygges flere forskellige modeller ovenpå samme grundkærne. Platformsstra-

tegien åbner således for øget differentiering parallelt med øget omkostningseffektivisering.

Operatørerne fører en aggressiv markedsføring for at holde på kunderne samt tiltrække nye.

Dette omfatter salg af telefoner til under kostprisen med tilhørende abonnement og et mini-

mumsforbrug. Operatørerne forsøger at få forbrugerne til at bruge telefonen meget og frem-

mer derfor telefoner med flere funktioner, hvilket ikke er hensigtsmæssigt ud fra et miljømæs-

sigt synspunkt, da operatørernes service bruger elektricitet og telefonerne er mere avancerede

og dermed indeholder flere avancerede komponenter. Samtidigt betyder den lovregulerede

bindingsperiode (seks måneder i Danmark) at tilskudstelefonerne er uforholdsmæssigt billige

for forbrugeren at anskaffe, hvorved telefonernes levealder bliver meget kort. Bindingsperio-

den betyder i visse tilfælde, at forbrugeren motiveres til at købe en ny telefon hver sjette må-

ned, idet meromkostningerne er beskedne. Samtidig fordrer skift i moden ligeledes den hurti-

ge udskiftning hvilket miljømæssigt ligeledes er problematisk..

Derfor er nogle operatører begyndt at gå udenom brandholderne og direkte til EMS’erene,

herunder EMS’ere i samarbejde med udviklere af operativsystemer. Denne alliance har styr-

kemæssigt potentialer til at true brandholderne, men ser indtil videre ud til ikke at have haft

særlig betydning. De seks dominerende brandholdere går alle stadig støt frem og nærmer sig


72

de 80 procent af markedet. Herunder sidder Nokia, Motorola og Samsung alene på 60 procent

af markedet.

Globalisering og Outsourcing

Udflytning af de arbejdsintensive produktionsprocesser i chipproduktion fra USA til Asien

parallelt med en samtidig outsourcing af amerikansk forbrugerelektronik satte gang i en glo-

baliserings- og outsourcingsbølge, der har fulgt forskellige rationaler, men er endt med en

stærk koncentration af produktion i Sydøstasien, både af nationale brandholdere, vestlige

brandholdere og kontraktproducenter.

Sydøstasien, og i stigende grad Kina, er ikke til at komme uden om, når man skal have produ-

ceret telefoner, hvorfor det er centralt at påvirkningshorisonten for reguleringen forholder sig

til dette.

Mobiltelefonens stigende modularitet og platformsopbygning har åbnet mulighed for radikalt

at omstrukturere leverandørkæderne med turn-key kontraktproducenter som centrale aktører.

Med inspiration fra computer-, forbrugerelektronik-, og semiconductor industrierne er brand-

holderne gået over til brug af store EMS’ere til at varetage deres håndtering af leverandørkæ-

den og visse dele af kundekontakten i form af reparation samt endelig håndtering efter endt

brug. Dertil kommer, at brandholderne er begyndt at købe ”hele” telefoner gennem ODM ud-

bydere, som de ”blot” placerer deres brand på. Forskellen i denne sammenhæng ligger hoved-

sageligt i om kontraktproducenterne arbejder ud fra deres egne ophavsrettigheder eller på li-

cens fra brandholderne.

Dalhammer & Rossem påpeger, at mange af de store EMS’er og ODM’er besidder både nogle

designkompetencer samt står for håndtering efter endt levetid, hvorfor disse faktisk er centrale

aktører for at enten indarbejde eller formidle central feedback vedrørende design for at øge

genanvendelsen. Da disse også er yderst centrale for håndteringen af leverandørkæden, får de

en central position blandt mange aktører i denne industri. Der er dog store variationer i, hvor-

dan de enkelte kæder er organiseret både i forhold til brugen af hhv. ODM og EMS, men også

i forhold til opretholdelse af kontakt til centrale leverandør, herunder en vis vertikal integrati-

on mellem nogle slutproducenter og kernekomponenter.

Selvom denne generelle trends går mod outsourcing af flere og flere kompetencer, vælger

specielt mange asiatiske brandholdere at holde de centrale dele i egen sfære. Samsung produ-

cere således store dele af de komponenter som de benytter (chips, LCD m.m.) selv, men be-

nytter dog stadig både foundries og EMS.

Næste underkapitel vil gå mere i dybden med hvordan udviklingsaktiviteterne konkret vareta-

ges i denne fragmenterede industri, herunder hvordan de centrale komponentleverandører

indgår i dette.


73

4.2 Udviklingsaktiviteterne i mobiltelefonindustrien

Udviklingen af nye telefoner er kompleks og omfatter aktiviteter hos mange forskellige aktø-

rer fordelt over det meste af den industrialiserede verden.

I det følgende vil vi gå tættere på, hvordan udviklingen af telefonerne foregår, og hvem der

styrer hvad i den forbindelse. Det er således her, vi sætter fokus på, hvem der er de centrale

aktører at adressere en regulering til for at sikre inddragelse af miljø i produktudviklingen.

Underkapitlet begynder med at præsentere en generel udviklingsproces på virksomhedsni-

veau. Denne beskrivelse tager udgangspunkt i hvilke valg, der er overladt til hvilke afdelin-

ger. Udgangspunktet er udviklingsprocesserne omkring de færdige telefoner og platformene,

men lignende processer gør sig gældende ved udvikling af komponenterne.

Efter dette sættes der fokus på hvad introduktionen af platformstrukturen har betydet for de

forskellige afdelinger, hvad de nu udvikler og hvilke kompetencer de har brug for. Dette leder

videre til en diskussion af betydningen af outsourcing af udviklingsaktiviteter, hvad modulari-

teten betyder i denne sammenhæng samt hvordan der arbejdes med langsigtede målsætninger

i industrien.

4.2.1 Generel udviklingsproces internt i virksomhederne.

I det følgende beskrives udviklingsforløbet for de enkelte telefonmodeller. Vi tager udgangs-

punkt i, hvordan det foregår ved brandholderne, men inddrager også erfaringer fra andre virk-

somheder, da der findes mange grundlæggende ligheder.

Udviklingsarbejdet kan generelt deles op i fire steps: Markedsscreening, Brainstorm, gennem-

førelsen af det specifikke design samt test af de færdigudviklede telefoner.

Markedsscreening

Marketingsafdeling starter med at kortlægge målgrupperne og screene deres ønsker, og ikke

mindst udviklingstendenserne i de enkelte kundesegmenter. Her er det vigtigt at have fingeren

på pulsen i forhold til den teknologiske udvikling blandt konkurrenter og leverandører, så det

teknologiske grundlag for nye produkter kortlægges, samt de kompetencer som der evt. skal

opbygges fremover. Generelt er brandholdernes markedsafdelinger blevet styrende for hvilke

produkter der udvikles, samt hvilke parametre der udvikles i forhold til. [Intw. BenQ-

Siemens; Intw. Nokia; Intw. Sonion]

Marketingsafdelingerne har derfor stor indflydelse på virksomhedernes aktiviteter, herunder

miljøforhold. De beslutter samtidigt, i samarbejde med ledelsen, hvilke retningslinier for mil-

jøarbejdet, der generelt skal følges i virksomhedernes forskellige funktioner.[Intw. Nokia]


74

Brainstorm

Markedsscreeningen danner grundlag for en brainstorm, hvor repræsentanter fra de forskellige

afdelinger er med til at udarbejde telefonens overordnede specifikation. Denne fastsætter

funktionaliteten samt telefonens tekniske egenskaber såsom vægt, størrelse på display, valg af

platform osv. Derudover udarbejdes et ydre design, ofte i samarbejde med eksterne designere.

Den tekniske specifikation sendes, sammen med et fastlagt ydre design, videre til udviklings-

afdelingen, der udarbejder det specifikke design. [Intw. Stevels]

Gennemførelsen af det specifikke design

Det specifikke design fastlægger hvilke komponenter, som telefonen skal bestå af samt hvor

disse skal placeres (kredsløbsdesignet).

De forskellige komponenter og materialer (herefter materialer i dette afsnit) som produktud-

viklerne benytter under den specifikke designfase er ofte placeret i en ”værktøjskasse” (data-

base), som bestemmer hvad produktudviklerne kan benytte sig af. Flere af de virksomheder,

som vi har talt med, har en særlig afdeling til at opdatere databasen. [Intw. RFMD; Intw. TI]

Det er således materiale-, indkøbs- og/eller kvalitetsafdelingen, der skal godkende hvilke ma-

terialer designerne har til rådighed. Tilføjelsen af et materiale til databasen indbefatter en vur-

dering af leverandørernes performance i forhold til kvalitet, leveringsstabilitet m.m., men også

materialespecifikke krav. Nye materialer tilføres til værktøjskassen og udvælges ud fra disse

hensyn: dels økonomiske, dels produktionsmæssige, f.eks. hvorvidt leverandøren kan levere

stabilt og med en ensartet kvalitet, og dels ud fra tekniske hensyn. For at vurdere materialer-

nes tekniske egenskaber gennemføres fysiske, kemiske og mekaniske test. Materialer, der

består de gennemgåede tests, tilføres til værktøjskassen. Produktudviklerne kommer ofte med

forslag til, hvilke materialer de ønsker tilført værktøjskassen ud fra at de i praksis oplever at

mangle dette under udviklingsarbejdet. Der er således feedback til materialeafdelingen fra

udviklingsafdelingerne. [Intw. RFMD; Intw. TI; Intw. GNN]6

Når udviklerne vælger et materiale fra ”værktøjskassen” tages der først og fremmest hensyn

til, om materialet overholder den tekniske specifikation. Såfremt flere overholder specifikati-

onen, er prisen den næste parameter. De udviklere, som vi har talt med, har ikke mulighed for

6 Det bør bemærkes at disse virksomheder udvikler chip (RFMD) og chipsets (TI – Aalborg) hvorfor forholdene

ikke nødvendigvis er de samme hos brandholderne.


75

at vurdere, hvordan de forskellige materialer performer ud fra et miljømæssigt synspunkt, da

miljødata ikke er til rådighed i værktøjskassen. [Intw. RFMD]

Efter at det specifikke produktdesign er gennemført, kommer der en efterfølgende designfase,

hvor designet optimeres til at blive massefremstillet. Her tages der højde for de processer som

telefonen skal produceres i. Denne aktivitet varetages ofte ved produktionsstedet og betegnes

som ”design for manufacturability”.[Intw. GNN - Kina]

Testarbejdet

Efter at telefonen er designet færdig, produceres der en række testmodeller til testarbejdet.

Kvalitetskravene for mobiltelefoner er meget høje, da de udsættes for et stort fysisk pres i

form af bl.a. slag og trykpåvirkninger, fugt og saltholdige miljøer over en længere periode.

Telefonerne testes derfor før de sættes i produktion. Hvis telefonerne går i stykker under test-

arbejdet, undersøges fejlen og designet forbedres. Hvis dette arbejde ikke udføres godt nok

risikerer brandholderen at få et stort antal telefoner tilbage under garantiperioden. [Intw. No-

kia; Intw. BenQ]

Udover test af det miljø, som telefonerne skal udsættes for, testes de også for diverse sikker-

heds- og sundhedsaspekter samt overholdelse af standarder. Blandt disse test er der overhol-

delse af maksimal SAR værdi, af GSM standarden, af sikkerhedskrav, samt af lovgivning om

begrænsning af radiostøj. Disse regler er i Europa knyttet til CE mærkningsordningen, hvorfor

manglende overholdelse i princippet medfører eksklusion af markedet.

Hos Texas Instruments i Aalborg arbejdes der under udvikling af platforme med overholdelse

af disse krav, således at telefoner på TI platforme kan overholde kravene. De platforme som

TI har lavet certificerede målinger for, behøver slutproducenterne kun at lave nogle testmålin-

ger på, for sikre sig at de godkendte målinger stadigvæk overholdes. [Itw. TI]

Produktudviklingsforløbet hos BenQ-Siemens i Aalborg som eksempel

Udviklingsforløbet omkring en ny telefonmodel kan eksemplificeres ud fra udviklingsarbejdet

hos BenQ-Siemens i Aalborg.

Forløbet begynder ved at BenQ-Siemens modtager en overordnet designspecifikation, der

fastlægger det ydre design samt den funktionalitet, som telefonen skal have. Disse specifikati-

oner kommer fra BenQ-Siemens marketingsafdeling i Tyskland, der er ansvarlig for at styre

produktporteføljen. BenQ-Siemens i Tyskland udbyder i nogle tilfælde skabelsen af det ydre

design i licitation, hvor flere virksomheder kommer med bud på, hvordan telefonerne skal se

ud. Dette design skabes på baggrund af en ”business case”, der fastlægger hvilken ”historie

som telefonen skal fortælle”; hvilken funktionalitet som telefonen skal have, samt hvilken

målgruppe den henvender sig til. Ved skabelsen af det ydre design er det vigtigt at telefonen

ligger i forlængelse af BenQ-Siemens ”corporate design”, således at kunderne kan genkende

telefonerne.


76

Når Aalborg afdelingen har modtaget de overordnede specifikationer, går de i gang med det

detaljerede design, hvilket tager 2-3 måneder. Herefter går der yderligere ca. 6 mdr. før tele-

fonen kommer i produktion. Denne tid bruges til at gøre telefonen klar til masseproduktion,

hvilket i praksis vil sige at fremstille en række prototyper, der testes i forskellige miljøer. Hvis

den nye telefon kun omfatter små ændringer af en eksisterende telefon, er forløbet hurtigere.

4.2.2 Udvikling ved hjælp af platforme

Oprindeligt blev telefonerne udviklet fra bunden, hvilket var langsommeligt og omkostnings-

fyldt. Udviklingsarbejdet forgik ved, at brandholder indkøbte de enkelte chips, komponenter,

mens de selv udviklede softwaren og det elektriskedesign som fik disse komponenter til at

fungere sammen. Med den stigende kompleksitet qua den øgede datahastighed og konvergen-

sen med andre funktioner, samt den stigende segmentering, er der som beskrevet sket et skift i

udviklingstrategien mod en stigende brug af platformstrategi, hvor meget af det grundlæggen-

de udviklingsarbejde kan genbruges. [Intw. BenQ-Siemens; Intw. TI; Intw. ADI]

I dette afsnit går vi i dybden med, hvordan platformene udvikles. Vi vil beskrive de betingel-

ser platformsudviklingsarbejdet etablerer for udviklingen af den færdige telefon, som er base-

ret på platforme. Den primære aktør i relation til platformsudviklingen er oftest et design

house som designer kredsløb og den basale software.

Den esentielle hardware i platformen en række forskellige chips (chipsæt). Vi vil senere dis-

kutere ansvarsfordelingen mellem chipproducenten og design house, som i øvrigt ofte er til-

knyttet meget tæt knyttet. Figur 9 nedenfor viser, hvordan udviklingen af telefoner kan indel-

ses i tre udviklingstrin. Denne inddeling er en følge af platformsudviklingsstrategiens udbre-

delse i industrien.

Figur 14: De tre grundlæggende udviklingsprocesser [egen udvikling]

Grundkonceptet i at differentiere og forme det færdige produktet så sent som muligt er, at

forbedre time to market og at omkostningseffektiv leverandørkæde.

Chipsudvikling

Platformsudving

Udvikling af færdige tele-

foner

Materialer og

komponenter


77

Som det overordnede koncept vidner om, er der en central sammenhæng mellem, den stigende

segmentering og øget kompleksitet, brandholdernes kondensering af deres aktiviteter på ned-

strøms udvikling samt overdragelse af dele af platformsudviklingen til specielle design houses

med specifikke kompetencer i forhold til designet af selve basiskommunikationen af chipsene.

Flere af de dedikerede design houses ejes og kontrolleres af chipproducenter og har til formål

at facilitere udvikling og salg af deres chips. TI, Analog Devices Inc. (ADI), Infinion (tidlige-

re under Siemens) og Freescale (indtil for nyligt under Motorola) m.fl. har således alle opret-

tet design houses. Den absolut dominerende aktør er TI, som i tilknytning til selv at udvikle

platforme også har kundespecifikt udviklingsarbejde for Nokia og Ericsson Platforme7.

[www.3g.co.uk; Ericsson mobile platforms 2005; Intw. TI; Intw. ADI]

Tidligere solgte chipproducenterne enkelte chips som brandholderne udviklede platforme ud

fra, men i dag er det almindeligt, at chipproducenterne har overtaget udviklingen. For at mat-

che brandholdernes brede produktportefølje samt dække telefoner indenfor forskellige access

teknologier (GSM, WCDMA osv.) omfatter chipproducenternes produktportefølje flere plat-

forme. Udformningen af disse foregår ofte i separate afdelinger, og er næsten at betragte som

design houses. [Intw. TI; Intw. ADI]

Texas instruments opererer med seks platforme i deres standard sortiment fra high-end til

low-end. Hver platform sælges som et samlet produkt, sammen med udviklingsværktrøjer,

som udviklerne af færdige telefonmodeller kan benytte til at videreudvikle de enkelte tele-

fonmodeller, herunder teste forskellige hardware og softwareløsninger, afhængigt af hvad

telefonen skal kunne. [Intw. TI]

ADI opererer kun med tre platforme og sælger ikke en ligeså standardiseret udviklingspakke.

Deres platforme er i stedet sammensat sådant, at kunderne kan vælge mellem forskellige

komponenter til de enkelte basisfunktioner afhængigt af hvilke features der udvikles i forhold

til. Ønskes ”tunge” applikationer som spil kan en kraftig digital processor bruges. Denne

sammensætning af platformen betyder, at ADI i højere grad må hjælpe deres kunder mere

direkte med tilpasning af chipsættet til deres konkrete brug. [Intw. ADI]

Det er blevet billigere at udvikle telefoner uden de store kundskaber, da man ved at købe en

platform kan anskaffe basiselementerne til relativt avancerede telefoner. Ved udvikling af

færdige telefoner skal man ikke begynde fra bunden med at tilpasse hver chip til telefonen

7 Eriksson Platform er ikke en del af Sony Ericsson, men er meget store i forhold til platforme, deres platforme

er i 30% af alle 3G telefoner.


78

som tidligere. Dette har åbnet for nye indtrængere på markedet. Mange af specielt ADI’s kun-

der er mindre ”nye” aktører på markedet fra især Asien og Kina eksempelvis Konka og Hu-

weay. [Intw. ADI]

Texas Instrument udvikler som sagt platforme i samarbejde med Nokia og Ericsson Platform.

De har imidlertid oprettet ”vandtætte skodder” til resten af organisationen, hvilket er en for-

udsætning, da Ericsson og TI-DH jo faktisk er direkte konkurrenter. Ligeledes er Nokia ikke

interesseret i at alle gennem TI-DH kan købe sig til den teknologi de anvender i deres nyeste

modeller.

Udviklingen af basiselementerne som modem, digitale processer m.m. betegnes af flere som

den mest omfattende opgave under hele udviklingsforløbet for telefonen og tager ofte op imod

to år. Specielt udviklingen af den basis software, som får de forskellige chips til at tale sam-

men, er dyr. Ideen med at benytte platforme er, at der kan udvikles mange forskellige telefo-

ner ovenpå en grundkerne, hvorfor en stor del af udviklingsarbejdet kan genbruges når der

udvikles forskellige telefonmodeller. Typisk er det sådan, hvor telefonerne ofte kun produce-

res i et år, men at den samme platform benyttes i op til fem år. At kunne genbruge udviklings-

arbejdet er vigtigt i forhold til at reducere udviklingsomkostningerne, men også i forhold til at

forkorte den tid det tager at udvikle telefonerne og dermed forkorte ”time to market”. Plat-

formsarkitekturen skaber således selve grundlaget for segmentering af produktporteføljen

samt den stadigt hyppigere lancering af nye telefonmodeller. [Intw. ADI; Intw. TI]

Brandholderne har haft behov for at inddrage chipproducenterne i deres platformsudvikling.

Dette forhold bærer præg af et strategisk samarbejde, hvor Nokia og Ericsson bidrager med

kapital samt viden om markedstrends, mens TI bidrager med ”state of the art” know-how in-

denfor chipteknologi. [Intw. TI; Intw. Nokia]

Chipproducenterne har, i tilknytning til denne direkte involvering i brandenes platformsud-

vikling, tilegnet sig produktudformningskompetencer og i visse tilfælde tilegnet hele plat-

formsudviklingen.

Outsourcing af udviklingsaktiviteterne til ODM

Som beskrevet i sidste afsnit er der over de seneste mange år sket en successiv outsourcing af

flere og flere aktiviteter fra brandholder til forskellige kontraktproducenter. Hvor det tidligere

hovedsageligt var outsourcing af samlefunktioner går trenden mod outsourcing af designfunk-

tioner, men også mobiltelefonindustrien specifikt.

Som nævnt forsøger flere EMS’er at tilegne sig kompetencer indenfor design og udvikling i

form af ODM services, hvor kontraktproducenten står for at udvikle, producere og styre leve-

rancerne. Dvs. brandholderne faktisk køber et færdigt produkt som de ”blot” lægger navn til,

hvilket dog ofte også indbefatter specifikation af overordnet koncept, brandgenkendelse og

kvalitetskrav herunder miljø.


79

Brandholderne er dog tilbageholdende overfor dette, da EMS’erne er store virksomheder, der

tenderer eller overgår brandholdernes omsætning, hvorfor de frygter at miste forhandlings-

magt. På den anden side oplever brandholdere samtidig en stigende konkurrence på globalt

plan pga. den øgede segmentering og deraf følgende fornyelse af produktporteføljen, hvorfor

det er nødvendigt for dem at reducere deres omkostninger og frigøre midler til at satse på de-

res kernekompetencer. [Greenstein, S 2005]

Trenden med ODM er modsat platformsudviklingen og brugen af EMS dog ret ny. Nokia har

for eksempel BenQ-Siemens til at designe deres første klaptelefon i 2004, for at lukke et hul i

deres produktportefølje. [Hilmola; The Economist 2005]

De telefoner, som ODM’erne udvikler, henvender sig typisk til forbrugere, der køber deres

første telefon. Denne skal ofte tilfredsstille deres mest basale kommunikationsbehov, altså tale

og SMS. Ofte vil disse kunder efter en tid skifte telefonen ud med en mere avanceret, hvorfor

brandholderne håber på at de vælger en mid- eller hig-end telefon af samme brand. Netop

fordi konkurrencen er hård, også på low-end segmentet, og fordi dette kundesegment også

vægter det visuelle design, skal varesortimentet også fornyes jævnligt for low-end telefoner.

ODM services kan benyttes for at sikre sådan fornyelse. [Steinbock 2002]

Derudover er der en form for identitetskrav, idet det produkt ODM Service udbyderen leverer,

i forbrugerens øjne skal kunne identificeres med brandet. I relation til mobiltelefoner, går det-

te typisk på den softwaremæssige brugergrænseflade, men også det visuelle design skal passe

ind i brandets øvrige portefølje. Selvom disse telefoner skal være billige, er det stadigvæk

vigtigt for brandholderen, at kunden ikke får fornemmelsen af at købe et andenrangs produkt.

Brandholderne leverer derfor det øverste lag i softwaren, som er det brugeren interagerer i

forhold til, samt en overordnet specifikation af det ydre design og funktionaliteten. [Intw.

BenQ]

Brandholdernes langsigtede teknologiudvikling

Som tidligere nævnt er det primært ved udvikling af high-end telefoner, at nye teknologier

skabes og efterfølgende nedsiver til andre segmenter. Selvom der også udvikles i forhold til

low- og mid-end telefoner er der her i højere grad fokus på kostoptimeringer samt udvikling

af det ydre design. Dette er årsagen til, at brandholderne selv udvikler high-end telefoner, ofte

i samarbejde med de førende chipproducenter, da brandholderne derved vedligeholder deres

teknologiske kapacitet og sikrer den fremtidige innovation indenfor de andre segmenter.

Årsagen til brandholdernes samarbejde med chipproducenterne er, at chippene determinerer

telefonens funktionalitet og performance. Dertil kommer at platformen består af forskellige

chips som gerne skal passe sammen, hvorfor udviklingen af de enkelte chip må koordineres så

de udnyttes optimalt.


80

Selvom de chip, som indgår i platformen, er helt centrale for telefonens muligheder, er andre

komponenter som bl.a. hukommelse (flashram), displays, batterier samt højtalere også vigti-

ge. Hvor platformens bestanddele med fordel udvikles i fællesskab, kan disse komponenter i

højere grad udvikles selvstændigt, da den øgede modularitet medfører, at komponenterne ret

nemt kan fungere sammen med mobiltelefonens øvrige teknologiske system. Standard interfa-

ces og ensartede performance parametre betyder nemlig, at forbedringer af disse komponenter

kan opnås uafhængigt af innovationer i det øvrige teknologiske system.

Hidtil har telefonernes særlige karakteristika som begrænset plads og begrænsede strømres-

sourcer betydet, at brandholderne har styret udvikling af de forskellige komponenter og tilpas-

set disse til hinanden. [Fine, C.H. 2005; Intw. Sonion] Dette er ved at ændre sig i takt med, at

chipsene bliver mindre, kraftigere og mere strømeffektive, så der i stigende grad benyttes me-

re fleksible software- frem for hardwareløsninger. Samtidig er producenterne begyndt at

fremstille til de samme standarder (interfaces), så forskellige komponenter i højere grad er

integrerbare.

Telefoner baseres nu på mere standardiserede komponenter - ”hyldevarer”, hvilket vil sige, at

de ikke er kundetilpasset. En række centrale komponenter udvikles således selvstændigt af

komponentleverandørerne, uafhængigt af de enkelte brandholdere, EMS’ere og ODM. Disse

virksomheder leverer til mange forskellige brandholdere, ofte til forskellige industrier, hvor-

for de har strategiske interesser som rækker udover mobiltelefonindustriens.

Technology Roadmapping – styring af teknologiudviklingen

For at sikre den langsigtede teknologiudvikling har brandholderne ofte teknologiledelsessy-

stemer, der koordinerer arbejdet i udviklings- og forskningsafdelinger med brandholdernes

overordnede strategiske mål. Sådanne teknologiledelsessystemer har til hensigt at identificere,

vælge, tilegne, udvikle, udnytte samt beskytte de udviklede teknologier, hvilket er afgørende

for virksomhedens konkurrenceevne. Sådanne ledelsessystemer betegnes: “technology road-

maps” [Phaal, R. et al.2003]

Selvom store dele af udviklingsarbejdet er outsourcet til ODM og komponentproducenter, er

det fortsat nødvendigt for brandholderne at styre disse virksomheders udviklingsaktiviteter

eller holde sig ajour med, hvad virksomhederne arbejder med for at kunne udvikle nye attrak-

tive produkter. Brandholdernes ”technology roadmapping” begrænser sig derfor ikke til deres

egen organisation, men omfatter ligeledes ”styring” af leverandørernes udviklingsaktiviteter.

Denne ”technology roadmapping” har til hensigt at skabe kommunikation begge veje i pro-

duktionskæden, således, at brandholder kan formidle deres behov for og ønsker til fremtidige

innovationer, mens leverandørerne kan kommunikere hvilke teknologier, som de arbejder

med at udvikle og evt. få brandholders vurdering af disse teknologiers potentiale. [Int. Sonion;

Intw. TI]


81

Omfanget af den ”eksterne” roadmapping varierer givetvis afhængigt af forhold som innova-

tionsintensiteten af den enkelte komponenttype, brandholdernes behov for at fremme bestemte

løsninger, leverandørernes udviklingskapacitet, samt styrkeforholdet brandholder og kompo-

nentleverandør imellem. Der er derfor store forskelle i, hvor meget brandholderne ”styrer”

udviklingen og i hvilken grad, leverandørerne styrer produktudviklingen, hvor brandholderne

må aftage hvad der kommer.

4.2.3 Komponentleverandørernes udviklingsaktiviteter

I det følgende træder vi et skridt længere opstrøms i produktionskæden og undersøger, hvor-

dan udviklingen af komponenter og materialer finder sted samt hvordan relationen er mellem

disse aktører og brandholderne. Dette vedrører producenterne af displays, plast, batterier, høj-

talere samt chips. Samtidigt vil vi kortlægge relationen mellem brandholder og disse produ-

center.

Chipproducenten

Mobiltelefonernes udvikling over tid skyldes i høj grad innovationen af chips, da disse deter-

minerer mobiltelefonernes funktionalitet. Siden slutningen af 60’erne er der sket en fordob-

ling af antallet af transistorer per chip ca. hvert 18. måned, en trend kendt som Moores lov.

[Mazurek 1999]

PC-markedet har været drivende for og drevet af chippens konstante kapacitetsforøgelse, hvor

både software og øvrig hardware udvikles, så de svarer til chippens kapacitet. Dette tydeliggø-

res af det tætte samarbejde mellem Microsoft og Intel, hvor introduktion af ny hardware og

software har fulgtes. Generelt har chippenes øgede kapacitet betydet, at industrien er interes-

seret i at forbrugerne efterspørger kraftigere processorer og/eller helt nye produktapplikatio-

ner, hvorfor software- og hardware producenter har haft fælles interesse i denne udvikling.

[Mazurek 1999]

I forhold til mobiltelefoner er udviklingen i de senere år begyndt at ligne denne tendens i takt

med, at processorerne bliver kraftigere, og der opstår flere muligheder for at afvikle pro-

grammer, tilgå forskellige netværk osv. Dette bekræftes af, at Intel og Microsoft er begyndt at

satse på markedet for mobile enheder, da dette vokser og spås et stort potentiale, specielt set i

lyset af konvergensen mellem telefoner og andre produkter, hvilket kræver avancerede soft-

ware- og hardwareløsninger.

Telefonens præcise indhold af chips varierer i forhold til funktionaliteten samt af forskellige

kvalitative, tekniske og økonomiske afvejninger af hvorvidt forskellige funktioner skal inte-

greres som softwareløsninger og afvikles på den digitale processor, eller som dedikerede

hardware løsninger, der enten udgør en selvstændig chip eller er integreret med andre chips.

For nogle år siden arbejdede Nokia med at udvikle en chip, der integrerede de fleste andre,

hvilket man dog siden hen er gået bort fra, da dette var alt for besværligt og ufleksibelt. I den


82

aktuelle situation er der et begrænset med passende antal, der sikrer performance, pris samt

fleksibilitet i udviklingsarbejdet. [Intw. Thorlak]

Udvikling af chips og platforme

Som nævnt, er brandholderne involveret i samarbejder med chipproducenterne når det handler

om at udvikle chips, så vel som platforme, til de nyeste telefontyper. Denne relation er præget

af strategisk samarbejde for begge parters vedkommende. Disse chipproducenter udvikler et

bredt sortiment af platforme som sælges på markedet, og som dækker forskellige markeds-

segmenter. Nogle gange vil kunderne købe platformen og selv arbejde med at optimere denne

i forhold til sine ønsker og behov (f.eks. bedre performance i forhold til enkelte features),

mens der andre gange er tale om at chipproducenten assisterer kunden med at tilpasse plat-

formen til telefonen, samt bringe telefonen til masseproduktion. Den absolut dominerende

aktør på chipmarkedet for mobiltelefoner, TI, indgår i dedikerede platformsudviklingsforløb

med både Nokia og Ericsson.

Det foregående fører os frem til at konstatere, at chips og chipsets udvikles og produceres på

meget forskellige måder, hvor relation og opgavefordeling mellem chipproducenter, ODM’ere

brandholdere og evt. andre aktører, varierer en del fra tilfælde til tilfælde.

Nogle gange udvikler chipproducenten selvstændigt chippen, der efterfølgende sælges til for-

skellige kunder, hvor der i høj grad er tale om en markedsrelation. Dette gælder eksempelvis

for Samsungs flashRAM, der er en katalogvare som sælges til store dele af elektronikindustri-

en, og som benytter standard interfaces. Når virksomheder, som BenQ-Siemens skal produce-

re en ny telefon, vælger de blot en standard flashRAM-blok, da denne uden videre kan tilføres

til produktarkitekturen. BenQ-Siemens opererer ofte med dual sourcing for flashRAM for at

sikre pris, forsyningssikkerhed, m.m.. Selvom chipproducenterne enerådigt determinerer den-

ne type komponents fysiske egenskaber, og dermed miljøpåvirkningerne (f.eks. strømforbru-

get), kan det godt være at produktionen er blevet outsourcet til en chip kontraktproducent i for

eksempel Taiwan, hvorfor miljøpåvirkninger relateret til selve produktionen (et stort strøm-

forbrug, samt brug af farlige proceskemikalier), kan bestemmes af andre end de, som udvikler

chippene. Idet Samsung både fremstiller færdige telefoner og samtidigt har chipproduktion,

der også omfatter andre af de centrale chips i mobiltelefonerne, er denne del af produktions-

kæden i høj grad vertikalt integreret hos Samsung. Samsungs chipproduktion har imidlertid

ikke til hensigt at fremme salg af færdige mobiltelefoner, men denne division har deres egne

strategiske interesser og leverer til mange andre virksomheder i industrien. Der er derfor

sandsynligvis ikke tale om en type vertikal integrering, hvor divisionen for mobiltelefoner kan

diktere udviklingen hos de forskellige ”chip business groups”. [www.Samsung.com; Mazurek

1999; Intw. BenQ-Siemens]

I de tilfælde hvor chips og platformene udvikles i en tæt relation mellem brandholderne og

chipproducenten, som det sker i Niece, hvor TI udvikler High-End platforme og chips sam-

men med Nokia og Ericsson, vil brandholderne sandsynligvis have væsentligt mere at skulle


83

have sagt i forhold til chippenes og platformenes fysiske egenskaber, selvom de i sidste ende

kan fremstilles af foundries, hvorfor påvirkningerne herfra determineres af nogle helt tredje

virksomheder. Ind imellem disse to yderpunkter findes ADI og TI platformsudviklingsafde-

linger, der udvikler en standard platforme til markedet, men som dog i visse tilfælde tilpasses

kundernes behov, men hvor chipproducenterne bringer produkterne i masseproduktion. I disse

tilfælde vil det i høj grad være chipproducenten som har indflydelse på platformens og der-

med telefonens egenskaber.

Displayproducenten (LCD)

LCDen er i lighed med chips blandt de mest avancerede komponenter i telefonen.

Blandt de største producenter af LCD’er findes Samsung (inkl. en nylig Joint Venture fabrik

med SONY) og joint venture mellem LG og Philips. Dertil kommer en række Japanske pro-

ducenter som NEC, Hitachi, Sharp, Toshiba, og Fujitsu. Taiwanesiske virksomheder er repræ-

senteret på produktionssiden, men har modsat de japanske, og delvist koreanske virksomhe-

der, en begrænset rolle indenfor udvikling. LCD produktion udføres i Taiwan som kontrakt-

produktion for andres virksomheders designs. [Stolpe]

I displayindustrien er det ligesom ved produktionen af chips vigtigt at have storskala produk-

tionsfaciliteter på fabriksniveau, hvilket udgør en signifikant barriere for at komme ind på

massefremstillingsmarkedet. Opførelsen af en LCD fremstillingsfabrik beløber sig således

ofte til flere hundrede millioner af dollars. Universitetsmiljøer og små specialiserede forsk-

ningsbaserede virksomheder har dog en vigtig rolle indenfor innovationen i industrien. [Stol-

pe]

Innovationer i display industrien relaterer til brug af kemiske forbindelser i materialet som er

placeret mellem displayets to glasplader. Dette er samtidigt årsagen til, at LCD-producenterne

ikke vil oplyse sammensætningen af deres displays til fx Nokia. Dette er imidlertid problema-

tisk ud fra et miljømæssigt synspunkt, da displayene indeholder farlige stoffer som PAH’ere

samt evt. kviksølv. [Castellano, J 2005; Nokia 2005]

Displays benytter standardiserede interfaces og anskaffes i dag som komponenter på marke-

det. Den samme telefon kan fungere med forskellige displays, idet systemet selv finder den

driver som passer til det enkelte display. Relationen mellem brandholderne, ODM og LCD

producenterne bærer derfor præg af markedsudveksling, hvorfor det er de virksomheder som

udvikler og producerer displayene (og evt. kontraktproducenterne) frem for brandholderne,

der har indflydelse på displayenes egenskaber. Sammen med LCD producenternes storskala-

produktion betyder dette, at det er urealistisk at den enkelte brandholder kan gennemtrumfe

miljøkrav overfor displayproducenten, specielt set i lyset at displayproducenterne leverer til

mange andre dele af elektronikindustrien end mobiltelefoner. Hvis mere miljøvenlige displays

skal fremmes via reguleringen, er det derfor vigtigt at kravet kommer fra en samlet branche

og måske endog fra en samlet elektronikindustri. [Intw. BenQ-Siemens]


84

Batteriproducenten

Nye batterier har, som tidligere beskrevet, ofte færre miljøpåvirkninger end tidligere tiders,

når det gælder økotoksikologiske effekter, da man i dag er gået væk fra cadmiumholdige cel-

ler. Batterierne er dog fortsat af miljømæssig interesse, da de har indflydelse på hvor lang tid,

der går mellem opladningerne. Et dårligt batteri vil væsentligt hurtigere miste evnen til at

”holde på strømmen”. Det er imidlertid svært at checke kvaliteten af batterierne, da det først

efter et hvis tidsrum at batterierne begynder at udmattes. Dette er årsagen til at brandholderne

bestemmer, hvilke batterier som EMS og ODM skal gøre brug af (consigner). [Intw. Vtech;

Intw. WKK]

Indenfor små højteknologiske apparater, benyttes der i stor stil litiumbatterier. Konkurrencen

på dette marked er hård og specielt japanske virksomheder er teknologisk set førende. En ki-

nesisk producent af Litium-Ion batterier (MGL) fortalte, at de pga. den kraftige konkurrence

på markedet for små litiumbatterier, havde valgt at fokusere på andre områder, herunder store

batterier til el-cykler og biler, men også på specielle udformninger, herunder tilpasning af

cellen til bagsiden af en Apple computer. Selv om de leverede til Apple, havde de ingen rela-

tion til Apple, da kontakten gik igennem en mellemmand. Dette er i forlængelse af hvad

BenQ-Siemens fortalte, nemlig at de nøjes med at give en teknisk specifikation til batteripro-

ducenten. Modsat har Nokia gennemført et forskningsprojekt, der viste, at det var muligt af

forbedre batteriernes genanvendelighed ved tekniske, ikke særligt omkostningsfulde ændrin-

ger. Nokia valgte derfor at kræve, at alle deres batterileverandører implementerede denne tek-

nologi, hvilket de så har gjort. Dette viser at store aktører som Nokia har mulighed for at kræ-

ve teknologiske ændringer af batteriproducenterne, men også, at relationen er modulær, hvor

batterierne fremstilles efter specifikation fra brandholderne, men ud fra batteriproducentens

celler. [Intw. MGL; Intw. BenQ-Siemens; Intw. Nokia; Intw. Vtech; Intw. WKK]

Batterisamlecelleproducenten har stor indflydelse på den kemiske sammensætning af cellerne,

selvom Nokia fortalte, at de for nyligt havde krævet at leverandøren skulle ændre cellernes

sammensætning for at fremme genanvendelsen. Dette krav blev taget til efterretning og æn-

dringen blev gennemført. Brandholderne, specielt de store, ser således ud til også at have en

hvis indflydelse på battericellernes sammensætning. Dog er markedet for battericeller af høj

kvalitet domineret af en lille række meget store aktører. Idet materialesammensætningen af

cellen er afgørende for dens egenskaber, herunder holdbarhed, og dette er en konkurrencepa-

rameter på batterimarkedet, må man dog formode at batteriproducenterne ikke uden videre

formidler til kunderne, hvad batteriet består af og at det for mange brandholders, måske netop

med undtagelse af de aller største, kan være svært at trænge igennem med krav. [Intw. Nokia,

Intw.MGL, Inw.OCT ]

Højtalerproducenten

Højtalerne har en mellemposition i forhold til produktionskædens innovationer. Den ene høj-

talertype, der benyttes når brugeren holder telefonen ind til øret, er vigtigt fordi dens størrelse


85

og placering, er determinerende i forhold til placeringen af andre komponenter (bl.a. display-

et). Denne højtaler indgår derfor i det generelle telefondesign, og designes ind i platformen.

Den anden type højtaler, som kan spille høj musik m.m., og som er blevet udbredt i de seneste

år, har sat øget fokus på udvikling af bedre højtalere. Sonion, en førende dansk udvikler og

producent af højtalere, udtrykker således, at man er på vej væk fra en situation, hvor innovati-

on handlede om pris og størrelse, til en situation hvor det også handler om lydfylde og lyd-

kvalitet. [Intw. Sonion]

Udover Sonion og Phillips, samt en håndfuld andre globale spillere, findes der kinesiske og

taiwanesiske producenter af højtalere til mobiltelefoner. Sonion sælger primært direkte til

brandholderne og der holdes regelmæssige ”roadmap meetings” med bl.a. Nokia og Motorola.

Under disse drøfter brandholderne deres ønsker til kommende højtalere, mens Sonion præsen-

terer deres planer for kommende produkter. [Intw. Sonion]

Dette forhold, at der holdes møder om udviklingsaktiviteterne, er med til at understrege, at

Sonion har en vis strategisk betydning for brandholdernes innovation. Sonion leverer dog og-

så til EMS’erne, hvilket er begyndt at blive mere udpræget, i takt med at flere af de store EMS

begynder at kravle op af værdikæden og overtage design af telefoner. [Intw. Sonion]

Sonions forståelse af deres konkurrencesituation er, at de må udvikle unikke features for at

holde brandene interesseret, da de ellers udelukkende skal konkurrere på pris. Selvom Sonion

forsøger at have en tæt relation til de store brands, er disse interesserede i at køre med ”dual-

sourcing” for at øge forsyningssikkerheden samt mindske leverandørernes forhandlingsmagt,

hvilket trækker relationen mere over mod markedsudveksling. [Intw. Nokia; Intw. BenQ-

Siemens; Intw. Sonion]

Forholdet mellem Sonion og Nokia er løst relationel, hvor der sælges standardprodukter base-

ret på langtidsrelationer, og hvor der holdes regelmæssige ”roadmap meetings” i forhold til at

koordinere den fremtidige udvikling. Sonion arbejder hele tiden på at innovere og dermed

vedblive med at have berettigelse som virksomhed med strategisk interesse for brandholderne.

Dette er dog svært, idet der er mange om budet, og der på sigt må forventes at innovationen er

aftagende. Konkurrencen vil i fremtiden derfor i højere grad handle om pris.

Plastproducenten

Plastproducenterne er generelt store virksomheder, der leverer til mange forskellige industrier.

Nokia betegner sig således som en lille virksomhed i forhold til deres plastleverandør. Gene-

relt er det svært for virksomheder der aftager plast at få oplyst hvad plasten præcist indeholder

af tilsætningsstoffer som blødgørere, brandhæmmere, stabilisatorer, pigmenter m.m., da det

kemiske indhold i plasten, i lighed med mange andre materialer og komponenter holdes

hemmeligt af plastproducenten af forretningsmæssige årsager. Dette gør bl.a. at det bliver

sværere at genanvende plasten efter endt brug, da det er svært at sortere i ”rene” fraktioner.

[Intw. Sonion; Intw. Nokia]


86

Et andet problem er, at plastproducenten uden videre kommer flammehæmmere m.m. i den

plast som leveres til elektronikindustrien, uden at det er klarlagt om der er behov herfor. So-

nion fortalte eksempelvis, at den plastkasse som deres højtalere er pakket ind, helt unødven-

digt indeholder flammehæmmere, da plastleverandøren som standard kommer flammehæm-

mere i plasten. Det var således ikke muligt at få den plasttype uden flammehæmmer. [Intw.

Sonion]

Eksemplet tyder på, at plastproducenterne bestemmer hvilke tilsætningsstoffer der tilføres

plasten, og at disse tilfører fx flammehæmmer som standard, også uden at der er brug herfor.

Årsagen er sandsynligvis, at det er billigere at køre med én type af plast i stedet for at holde

styr på flere typer. Dette er problematisk ud fra et miljømæssigt synspunkt, da flammehæm-

merne udover at skabe problemer i affaldsfasen, samtidigt er toksisk. [Intw. Sonion]

Plastproducenternes størrelse taget i betragtning er det svært at komme med krav gennem de

produkter, da de enkelte elektronikproducenter ikke vil have tilstrækkelig magt til at tvinge

plastproducenterne til eksempelvis at udfase farlige stoffer. Dette betyder, at selv en samlet

mobiltelefonbanche måske ikke kan flytte plastproducenterne, hvorfor det kan kræve en sam-

let elektronikindustri, men måske nærmere en en direkte reuleringsindsats, at få plastindustri-

en til at indtænke miljøforhold i deres udvikling. Samtidigt vil en indsats overfor plast gene-

relt også løse de problemer, som de farlige stoffer skaber indenfor andre produkttyper udeover

elektronik.

4.2.4 Relationer i produktionskæderne i mobiltelefonindustrien

Relationerne mellem brandholder og virksomhederne i produktionskæden i elektronikindu-

strien varier afhængigt af den enkelte kæde. Normalt er der et vist sammenfald mellem pro-

duktets arkitektur og udformningen af virksomhedens leverandørkæde.

De fleste brandholdere benytter en kombination af modulær og integrerede komponenter,

hvilket afspejles i forholdet til leverandørerne. Den store modularitet i elektronikindustrien,

hvor komponenterne benytter standard interfaces, betyder, at en virksomhed kan vælge mel-

lem forskellige moduler til en bestemt funktion. Relationerne i produktionskæden er derfor

mindre tætte, da komponentproducenten ikke i samme grad behøver at samarbejde med kun-

den om udviklingen. Så længe komponenten har standard interface, ved komponentproducen-

ten at deres produkter kan anvendes. Modulariteten er en modsætning til den vertikale integre-

ring. I de vertikalt integrerede produktionskæder er der tættere samarbejde mellem kompo-

nentproducenten og udvikleren af færdige produkter. Modulariteten skaber samtidigt grundlag

for, at komponentfremstillingen outsources, da det er nemt at specificere komponentens egen-

skaber. [Himola 2005; Gereffi et al. 2003]

Relationerne mellem brandholderne og aktører i produktionskæden, kan illustreres som i figur

10 nedenfor..


87

A: Oplader: Produktionen af opladeren bliver typisk outsourcet til kontraktproducenter, idet

opladeren bygger på relativ simpel teknologi (passive komponenter og en printplade) og er

nem at specificere. Samtidigt er opladeren specifik for brandet, da den har et corporate design

og interface. Forholdet mellem kontraktproducenten og brandholderen er derfor ofte modu-

lært.

B: Chip: Forholdet mellem chipproducenten og brandholderne er forskelligt og varierer af-

hængigt af flere forhold, herunder typer af chips, hvilket kundesegment telefonen henvender

sig til, samt det enkelte brands grad af vertikal integrering og leverandørstrategi.

For chips med standard interface, der har en sammenlignelig performance, som eksempelvis

flashRAM er der ofte tale om en markedsrelation, hvorfor primært chipproducenten har ind-

flydelse på chippens egenskaber og stoflige indhold. I den modsatte ende af skalaen findes

forholdet mellem Samsungs mobiltelefonafdeling og koncernens vertikalt integrerede chipaf-

delinger, hvor Samsung i teorien har stor indflydelse på chippenes egenskaber. I praksis har

disse chipafdelinger ofte selvstændige interesser, hvorfor den reelle indflydelse kan være be-

grænset. I praksis er der et tæt relationelt forhold.

Deponi

Metaller

Wafer

Chip LCD Højtaler og mic

Batteri Oplader

Anvendelse Genbrug i eks. Afrika

Bat. celle

Alm. Hushold. aff. Forbrænd.

Energi

Indsamlede telefoner elektronikskrot Genanvendel

se

Basiskemikalier Silicium

Passive komp. PWB

Keramik

PC

Plast

B

A

C

E

Brugsfase

Samling

Komponenter

Bearbejdede

materialer

Sammensatte

komponenter

Affaldsfasen

F

Brandholder

D

Figur 15 - Relationer i produktionskæden for mobiltelefoner


88

I de relationer, hvor chipproducenterne og brandholderne udvikler chips og platforme i fælles-

skab, vil der være tale om et strategisk samarbejde, hvor begge parter har gode muligheder for

at præge produkternes udformning. Denne relation er ligeledes relationel. Hertil kommer de

forhold hvor chipproducenterne i en mere eller mindre løs relation til brandholderne (eller

ODM’ere eller et design houses) udvikler chippene og platformen og tilpasser disse til til de

enkelte kunders behov. Her er det efter vores opfattelse, at det er chipproducenten som har

den langt overvejende indflydelse på produkternes egenskaber. Det indbyrdes forhold må ka-

rakteriseres som værende relationel.

I de tilfælde hvor chipproducenten udvikler chips, men får dem fremstillet hos et ”foundry”,

som det sker hos ADI, er der tale om en modulær relation, hvor ADI specificerer chippene og

platformene, og dermed de forhold som er relateret til disse forhold, mens producenten frem-

stiller dem udfra egne kompetencer, og dermed har indflydelse på hvilke kemikalier som bru-

ges, samt på mængden af strøm som bruges under fremstillingen.

C PCB: Fremstillingen af printkort sker efter vores vurdering ud fra en markedsbaseret relati-

on, hvor der er mange udbydere af produkter af sammenlignelig karakter. Her er det produ-

centen af printkort som determinerer kortenes materialeindhold8. Derimod udføres fremstil-

ling af PCB modulært på baggrund af kundens design. EMS’erne tilbyder dog deres kunder

hjælp med at forbedre kredsløbsdesignet, bl.a. i forhold til at optimere printkortene til masse-

fremstilling.

D Højtalere: Højtalerne fremstilles udfra højtalerproducentens design og specifikation, selv-

om de store brandholdere har et langtidsforhold til de førende i branchen i forhold til at frem-

me bestemte løsninger. I disse tilfælde vil der være tale om et relationelt forhold. Forholdet

mellem EMS’erne, ODM’ere og de mindre innoverende producenter af højtalere vil sandsyn-

ligvis i højere grad bære præg af markedsrelation.

E Batterier: Samlevirksomhederne af batterier er del af en ”captive” værdikæde, da brand-

holderne specificerer batteriets ydre design, og samtidigt dikterer hvilke celler, som der skal

benyttes. Batterisamleproducenterne har derfor en lav kompetence indenfor R&D, dårlige

muligheder for at skifte til en anden kunde, samt ringe evne til at influere batterierne. Her er

det i højere grad producenten af cellen som er interessant ud fra et miljømæssigt synspunkt,

8 Under et interview hos Hongkong City University fik vi forklaret, at producenterne af printkort tilfører print-

kortene diverse stoffer for at sløre, hvilke stoffer der giver bestemte fysiske egenskaber, således at det bliver

sværere at lave reverse engineering.


89

da disse udvikler og fremstiller celler. Brandholderne har relativt gode muligheder for at på-

virke disse, selvom relationen i praksis bærer præg af markedsudveksling.

F Materialefremstillere: Brandholderne har ofte ikke direkte relation til materialefremstille-

re, da disse er flere led tilbage i produktionskæden og der ydermere som oftest leveres stan-

dardprodukter som ikke er kundetilpasset. Brandholderne har svært ved at påvirke plastprodu-

centerne, da disse er meget store virksomheder som leverer til mange forskellige industrier.

4.2.5 Opsamling og diskussion af udviklingsaktiviteterne i industrien

Generelt er brandholderne begyndt at fokusere på nedstrømsudvikling i form af markedsfø-

ring, branding, samt porteføljestyring, hvor high-end og mid-end telefoner udvikles i tæt sam-

arbejde med førende chipudviklere. Dette udviklingsarbejde skaber samtidigt det teknologiske

grundlag for virksomhedernes samlede udvikling indenfor alle segmenter, idet brandholderne

udvider sin vidensmæssige kapacitet.

For at udvikle de enkelte telefonmodeller hurtigt og reducere udviklingsomkostningerne, samt

bevare masseproduktionsfordelene, selv ved fremstilling af mindre serier, er industrien be-

gyndt at udvikle på baggrund af en platformsstruktur. Produkterne og komponenter er derfor

blevet mere modulære, hvorfor de enkelte dele udvikles uafhængigt af hinanden. Således kan

chipsættet udvikles uafhængig af eksempelvis kamera, Bluetooth og Wlan moduler. En væ-

sentlig del af innovationen i industrien er dermed rykket til komponentleverandører med egne

udviklingskompetencer, uden at en nævneværdig interaktion med brandholderne eller andre

aktører i produktionskæden finder sted.

Stigende segmentering, kortere produktcyklus, øget kompleksitet pga. udvidelse af funktiona-

liteten, højere datarates samt konvergensen med andre applikationer såsom kamera, musik,

video PDA og senest digitalt TV, har sat brandholderne under pres for at bruge deres kapital-

beholdning effektivt, da de ikke har ressourcer til på tilfredsstillende vis at udvikle i forhold

til alle segmenter og teknologier. Selv indenfor low-end segmentet innoveres der, da første-

gangskunder skaber det fremtidige kundegrundlag, og dette segment ikke ”blot” kan dækkes

ved hjælp af gamle telefoner. Udviklingen i low-end segmentet er fokuseret på at reducere

omkostninger, hvorfor brandholderne vælger at outsource udvikling såvel som produktion til

kontraktproducenter med udviklingskompetencer (ODM) eller design houses, da dele af ud-

viklingsomkostningerne hermed kan deles med andre telefonproducenter. Dette betyder sam-

tidigt at andre virksomheder, for relativt begrænsede midler, kan købe sig til den nødvendige

basisteknologi til udvikling af telefoner.

Ovenstående fører frem til, at brandholderne står mellem to grundlæggende valg, når de skal

udvikle en ny telefon. Enten udvikler de selv telefonen i samarbejde med en chipproducent

eller et design house, eller også outsourcer de opgaverne til en ODM, der ligeledes samarbej-

der med chipproducenter eller et design house.


90

I den første mulighed udvikles telefonen af brandholderen evt. i samarbejde med en chippro-

ducent eller et ”design house”. Nogle gange købes platformen mere eller mindre færdigudvik-

let. Derudover vil forskellige komponentleverandører udvikle andre komponenter selvstæn-

digt, muligvis på baggrund at roadmap meetings, eller ud fra brandholderens specifikation.

I det anden mulighed udvikler ODM’en telefonen ud fra en specifikation fra brandholderen.

ODM’en vil ofte købe platformen fra en platformsudvikler og overlade komponentudviklin-

gen til komponentleverandørerne. I det hele taget bygger de telefoner som udvikles af

ODM’ere i høj grad på kendt teknologi, hvorfor forløbet kræver mindre udviklingsarbejde.

ODM’en fungerer som tur-key leverandør for brandholderen, hvilket betyder at den udvælger

og anskaffer de forskellige komponenter på vegne af brandholderen. Ved dette udviklingsfor-

løb har brandholderen selvsagt mindre indflydelse på telefonernes miljømæssige egenskaber,

end når de selv er involveret heri.

Chipproducenterne har uafhængigt af udviklingsforløbet en central placering for innovationen

i branchen. I tilknytning til disse to udviklingsprocesser eksisterer også en tredje: Nemlig hos

de mere vertikal integreret brands (Samsung), der både er brandholder, og samtidigt samler

telefonerne og producerer en stor del af komponenterne selv, herunder chips.

4.3 Industriens arbejde i forhold til miljøindsatsområderne

I denne del af industrianalysen vil vi klarlægge industriens arbejde med miljø. Vi gennemgå

først, hvordan miljøforhold inddrages i forskningsaktiviteter og produktudvikling, hvorefter vi

gennemgår virksomhedernes miljøarbejde i relation de i analyseområde A identificerede ind-

satsområder:

- Ressourcer

- Farlige stoffer

- Energi under forbrug

De forhold som specifikt vedrører virksomhedernes arbejde med at overholde EU-

reguleringen, gennemgås i næste kapitel. Den første del af afsnittet ser på, hvordan miljø in-

korporeres i virksomhedernes forskellige aktiviteter. Derefter gennemgås, hvordan virksom-

hederne arbejder med specifikke problemstillinger.

4.3.1 Inddragelse af miljø i R&D

Som argumenteret for i foregående underkapitel er produktudviklingsfunktionerne i denne

industri yderst opsplittet både med henblik på de enkelte aktørers organisering af arbejdet,

samt hvilke funktioner der varetages af hvilke aktører. I det næste afsnit vil vi se på, hvordan

der typisk arbejdes med miljø i den enkelte virksomheds udviklingsarbejde.


91

Inddragelsen af miljø i forskningsaktiviteterne

Brandholdernes forskningsaktiviteter er generelt målrettet mod konkrete problemstillinger.

Der er tale om anvendt forskning, hvor miljø normalt ikke er en parameter, når der udvælges

og gennemføres projekter. Nokia hævder, at forskningsprojekterne er så målrettede mod at

løse enkelte problemer, at inddragelse af miljø ikke er relevant. Nokia gennemfører dog i nog-

le tilfælde forskningsaktiviteter, der har til hensigt at forbedre produkternes miljøperforman-

ce. Sådanne forskningsaktiviteter har, i lighed med de generelle, et medium til langt

tidsperspektiv og vedrører således kommende løsningsmuligheder, som ikke er direkte

implementerbare i de aktuelle produkter og de kortsigtede produktudviklingsprojekter. [Intw.

Nokia; Intw. Stevels]

Både Nokia og Motorola har eksempelvis udviklet en telefon, der nemt kan skilles ad med det

formål at lette affaldshåndteringen. Nokia har også gennemført et projekt for at gøre genan-

vendelse af batterier lettere. Hvorvidt sådanne forskningsprojekter bliver implementeret i pro-

dukterne, afhænger i sidste ende af, om disse har markedsmæssige muligheder. [Intw. Nokia;

Stutz et al]

Nokias researchcentre gennemfører desuden de miljømæssige undersøgelser, der ligger til

grund for de miljøchecklister, som benyttes i produktudviklingsarbejdet og i leverandørkæde-

styringen. Nokia Research Centre har gennemført forskellige livscyklusvurderinger, som dan-

ner grundlaget for en række Design for Environment projekter. [Takala et al. 2002;

www.nokia.dk]

Inddragelse af miljø i produktudviklingen

Udviklingsarbejdet er ofte splittet op i forskellige funktioner, der varetages af forskellige af-

delinger. Marketingsafdelingen initierer udviklingsarbejdet ved at fastsætte målgruppe og

funktionalitet, mens produktudviklingsafdelingen gennemfører det tekniske design med ud-

gangspunkt i en platform og tilføjer forskellige materialer og komponenter valgt i en værk-

tøjskasse. Indkøbsafdelingen beslutter hvilke materialer, som skal være i værktøjskassen.

[Intw. Nokia; Intw. RFMD; Intw. BenQ]

Produktudviklingsafdelingen har således ofte ingen indflydelse på, hvilke funktioner telefo-

nerne skal have, eller på telefonernes fysiske fremtræden. Konceptet er givet på forhånd. Der

er således tale om gendesign, hvor der gennemføres inkrementielle løsninger, der modificerer

et velkendt produkt. Hvis produktudviklerne inddrager miljø, sker det ofte i form af huskeli-

ster, der skal sikre, at forskellige aspekter som farlige stoffer inddrages, når der træffes valg.

Udviklernes muligheder for at foretage signifikante ændringer er derfor relativt begrænsede

og begrænses yderligere af, at de materialer og komponenter, som de skal udvikle ud fra, er

valgt på forhånd af materiale- og indkøbsafdelingerne. Valg af forskellige komponenter og

materialer blev blandt de udviklere som vi har talt med prioriteret ud fra kvalitet og pris, men

ikke miljø. Såfremt der i ”værktøjskassen” over materialer og komponenter mangler bestemte


92

elementer, kan produktudviklingsafdelingen opfordre indkøbsafdelingen til at finde og god-

kende leverandører af de komponenter, som mangler. [Intw. RFMD; Intw. ADI; Intw. TI;

Intw. Nokia.]

4.3.2 Mindske ressourceforbruget

Brugen af ressourcer i fremstillingsfasen er et væsentligt miljøindsatsområde i forhold til

elektronikprodukters livscyklus. Blandt de store syndere i denne effektgruppe er brug af ener-

gi til at fremstille visse af de mere avancerede komponenter som displays og chips, men også

printkortet, brugen af metaller generelt i telefonen, samt brug af energi til flytransport i frem-

stillingsfasen.

I det følgende vil vi se nærmere på, hvordan mobiltelefonindustrien arbejder med at optimere

og reducere ressourceforbruget i fremstillingsfasen, samt diskutere hvorvidt mindskelsen af

størrelsen på telefonerne samlet set fører til dematerialisering eller blot skaber problemer i

andre led af kæden. Derudover diskuteres, om der arbejdes med levetidsforlængelse som en

strategi for at mindske ressourceforbruget, og endelig hvad der gøres for at reducere ressour-

cetabet i affaldsfasen.

Ressourceforbruget under produktionsprocesser

Som led i elektronikindustriens fokus på kvalitet arbejdes der systematisk på at reducere an-

tallet af fejl i produktionen. Mængden af fejl udtrykkes som parts per million (ppm), og de

besøgte produktionsvirksomheder har alle monitoreret deres fejlandel. Ifølge deres eget ud-

sagn oplever de, at deres kunder stiller krav til deres effektivitet i form af en maksimal ppm

for de endelige produkter såvel som for de enkelte linier. Fejlstyringssystemer som lean ma-

nufacturing værktøjet Six Sigma er således udbredt i industrien.

Kontraktproducenterne er generelt optaget af deres fejlrate for både indgående materialer, de

enkelte processer og linier i den interne produktion, samt for de udgående varer. Blandt de

kinesiske samlevirksomheder blev PPM tillagt en stor betydning. Virksomhederne stiller i

lighed med deres kunder krav til deres leverandører om en maksimal fejlprocent, hvorfor

komponentleverandørerne også må formodes at fokusere på kvalitetsledelse. Samleproducen-

terne havde en væsentlig lavere PPM i deres leverancer til bilindustrien, hvilket skyldes det

fælles kvalitetscertificeringssystem som benyttes her. [Kjær et al. 2005; Intw. Woodtai;

Intw.KONKA; Intw. WKK; Intw. Vtech]

Udover fokuset på ppm er der i forlængelse af kvalitetsledelse også fokus på miljøledelse i

industrien. Nokia såvel som andre brands stiller krav til, at deres leverandører skal indføre

miljøledelsessystemer og løbende forbedre deres miljøperformance. Disse krav indgår imid-

lertid som et delelement i en række generelle krav, hvorfor det tillades, at leverandørerne i en

kortere periode ikke har et miljøledelsessystem. Der stilles samtidigt krav til, at leverandører-

ne over en periode indfører de samme krav til deres egne leverandører, og der arbejdes såle-


93

des i princippet på, at hele produktionskæden over tid bruger den samme standard.

[www.nokia.dk; Intw. Nokia]

På trods af, at WKK havde indført miljøledelse og forskellige typer at kvalitetsledelse, virke-

de det dog ikke til, at de anvendte deres miljøledelsessystem særlig aktivt i forhold til vedva-

rende forbedringer af produktionen. Modsat PPM virker det til, at miljø ikke er noget, som er

relateret til produktion. De resultater, som WKK fremhævede for deres miljøarbejde, handle-

de eksempelvis om besparelse af papir på kontoret. [Intw. WKK; Kjær et al.2005]

Den manglende kobling mellem miljøpåvirkninger og produktionen gik igen hos Motorolas

filial i Tiennen, hvor deres miljø- og sikkerhedsafdeling intet vidste om miljø relateret til pro-

duktionen, men til gengæld gjorde meget ud af at drive en sundhedsklinik og beskæftige sig

med affaldspolitik, samt at deltage i undervisnings- og sociale arrangementer. [Intw. Motorola

Tiennen]

Professor Zhang fra Peking Universitet fortalte i overensstemmelse med ovenstående to ek-

sempler, at miljøledelse i mange kinesiske virksomheder bliver opfattet som et system, der

sikrer virksomhedens image, men at det ikke opfattes som et middel, der faktisk kan anvendes

til at optimere produktionen. [Intw. Zhang Shiqui]

Dog er der også eksempler på, at kinesiske producenter har bedre forståelse af mulighederne

ved miljøledelsessystemer. I Woodtai havde de planer om at benytte indførelsen af ISO 14

001 til at opnå overensstemmelse med RoHS kravene. [Intw. Woodtai]

Minimering af telefoner – dematerialisering

Dematerialisering betyder mindre materialeforbrug til at skabe det samme produkt eller ser-

vice.

Under vores interviews har flere givet udtryk for, at telefonernes generelle vægtmæssige re-

duktion skyldes, at komponenterne bliver mindre og ofte er indbygget i integrerede kredsløb,

hvilket bidrager til en miljømæssig gevinst i form af dematerialisering. Ofte erkender virk-

somhederne dog samtidig, at dette er drevet af helt andre årsager. [Intw. Nokia; Intw. Sonion]

Denne opfattelse deles af nogle miljøorganisationer, der fokuserer på affald fra slutprodukter-

ne. Eksempelvis argumenterer INFORM med, at mobiltelefonernes mindre størrelse betyder

mindre affald. [Fishbein, B 2002]

Mindre materiale indeholdt i produkter betyder mindre materiale i affaldsfasen, men det er

imidlertid ikke nødvendigvis ensbetydende, at ressourcetrækket set over hele livscyklussen

bliver mindre, idet sådanne betragtninger ikke tager højde for affaldsdannelsen i de forskellige

produktionsled. Alt andet lige betyder mindre brug af samme materialer en forbedring – og

ikke bare i form af mindre materialer i produktet, men også i dets ”økologiske rygsæk”. Men

ofte er det ikke en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne i samme produktionsproces, der


94

forårsager miniaturariseringen af elektronik, men derimod markante skift i produktionsmeto-

derne. [Nokia, 2005]

Problemstillingen kan eksemplificeres ved udviklingen indenfor chip. For at fremstille en chip

bruges der enorme mængder proceskemikalier. Af disse havner kun 0,1 procent i produktet,

hvorfor det ud fra chippens vægt ikke er muligt at fastslå chippens rygsæk. Modsat vil inte-

grationen af forskellige passive elektroniske komponenter på chippen ofte medføre en kraftig

reduktion af slutproduktet, men det betyder samtidig, at der ofte benyttes langt flere ressour-

cer opstrøms i kæden. [Intw. RFMD, Intw. TI]

Det er vigtigt at holde sig sådanne sammenhænge for øje, når man vurderer, om en designæn-

dring fører til en reel dematerialisering eller ej.

Forlængelse af levetiden

Som beskrevet tidligere, er markedet for mobiltelefoner præget af modetendenser, hvor tele-

fonens ydre design vægtes højt. Samtidigt betyder den hurtige teknologiske innovation, at

telefonerne bliver teknologisk forældede. Disse dynamikker har sammen med operatørernes

tilskud til nye telefoner betydet, at telefonernes levetid er blevet kraftigt forkortet, og i dag

ofte er mellem et og to år. Dette har betydet, at der produceres flere telefoner, da de har en

kortere brugsfase. En oplagt måde at reducere ressourceforbruget på vil derfor være at for-

længe telefonernes levetid.

Samtidig med, at operatørerne har stor indflydelse på, at telefonernes levetid er kort, deltager

mange i ordninger, der har til hensigt at indsamle, reparere og videresælge brugte telefoner til

specielt tredjeverdenslandene. Vodafone, T-Mobile, Verizon m.fl. er således alle partnere med

virksomheder, som har specialiseret sig på dette område. [www.greenersolution.com] I Dan-

mark tilbyder Debitel, at man får rabat på en ny telefon ved at indlevere en funktionel mobil-

telefon med kamera, der ikke er over tre år. Modsat i EU er det i USA udbredt at indsamle

telefoner. Her fører Motorola således deciderede kampagner for at få telefonerne tilbage,

mens virksomheden i Kina overvejer at benytte forskellige økonomiske incitamenter for at få

brugte telefoner tilbage. [Intw. Motorola Kina; www.mototola.com]

Modsat Motorolas aktive deltagelse, er Nokia nærmere modstander af at genbruge telefonerne

gennem gensalg. Nokia argumenterer således for, at det er uetisk at sælge gamle brugte tele-

foner til tredjeverdenslande, da telefonerne indeholder flere problematiske stoffer, som kræver

et separat affaldsbehandlingssystem, hvilket ikke er til stede i disse lande. Nokia erkender dog

samtidig, at sådanne forretninger er med til at underminere salget af nye low-end telefoner på

disse markeder. De har dog heller ikke holdt sig tilbage fra at sælge nye blyholdige telefoner

til Afrika før RoHS Direktivet trådte i kraft. Nokia tilbyder dog, at man kan aflevere sine

gamle telefoner i Nokia Service Clubs, der er selvstændige virksomheder, der varetager Noki-

as after sale services. I lande, hvor der ikke etableret kollektive ordninger for elektronikaffald,

som Nokia kan deltage i, sørger Nokia selv for at organisere dette igennem aftaler med af-


95

faldsbehandlere. Nokia sørger samtidigt for, at monitere disse behandleres performance i lig-

hed med deres arbejde med at monitorere leverandørerne. [Intw. Nokia; www.nokia.dk;

www.Nokia.com]

Et andet ”miljøproblem”, som relaterer sig til en kort brugsfase, vedrører den hurtige udskift-

ning af eksternt udstyr som opladere og headsets. De enkelte producenter laver særlige inter-

faces på deres tilkoblingsudstyr, som er unikke for deres brand. I nogle tilfælde, som eksem-

pelvis batterier, passer udstyret kun til enkelte telefonmodeller af samme brand. Når man ud-

skifter telefonen til en anden model eller andet brand, vil ens eksterne udstyr derfor ofte være

ubrugeligt, hvorfor man skal anskaffe nyt. Samtidigt følger der altid en ny oplader med, når

man køber en ny telefon, selvom den gamle eventuelt er magen til og stadigvæk virker. Gen-

nem brugen af Bluetooth som standard for headsets er problemet dog reduceret for visse typer

af accessories. [Fishbein, B 2002]

Produktændringer i forhold til affaldsfasen

Et område af interesse for nogle virksomheder specielt før vedtagelsen af WEEE direktivet,

hvor det endnu var uvist, om direktivet ville fordre designændringer, har været, hvorvidt det

er muligt at forøge genanvendelsesgraden samt reducere omkostningerne for behandling til

elektronikaffald ved hjælp af designændringer (Design for Recycling). For at øge genanven-

delsen er det nødvendigt at ændre telefonernes design, så de nemmere kan adskilles og yder-

mere at minimere antallet af materialer, så der kommer færre affaldsfraktioner ud af telefo-

nerne, samt at mærke de forskellige materialer, såsom plast, så disse nemmere kan sorteres.

I det følgende vil vi se nærmere på, hvordan industrien arbejder med affald.

Både Nokia og Motorola har udviklet telefoner, der var nemme at adskille, og som derfor ville

reducere affaldsbehandlingsomkostningerne. Nokia Research Centre har under et EU-projekt

– ADSM (Active Disassembly using Smart Materials) – udviklet forskellige selv adskillelige

telefoner, der ved hjælp af varme eller magnetisme kan bringes til adskillelse. Nokia havde i

2002 designet sådanne løsninger med de finansielle, produktionsmæssige og kvalitetsmæssige

kriterier, der gælder produkterne, men var endnu ikke klar til masseproduktion. Motorola

havde i 2001 også designet lignende SMP-telefoner (Shap Memory Polymers), der ved tem-

peraturpåvirkning skiller sig selv ad. [Emmenegger et al. 2004; Takala et al. 2002]

På trods af, at disse løsninger er blevet udviklet for mere end fire år siden, er de ikke blevet

implementeret. I Nokias udviklingsafdeling i København betegner man stadigvæk sådanne

løsninger som ”science fiction”. [Intw. Nokia]

Selvom disse designløsninger ikke er blevet implementeret, så benyttes der ”samlings-

/adskillelsesanalyser” i elektronikindustrien. Disse har til hensigt at kortlægge, hvor mange

skridt der skal bruges for at samle en telefon, hvilket gøres ved at skille et samlet produkt ad.

Denne viden bruges til at designe produkter, som er lette og hurtige at samle, så omkostnin-


96

gerne kan reduceres (design for manufacturability). Da et produkt, der er let at samle, også er

let at skille ad, kan man argumentere for, at produkterne delvist er designede, så de er nemme

at skille ad i affaldsfasen, selvom dette ikke gøres af hensyn til genanvendelsesgraden. [Intw.

Nokia; Intw. Stevels]

Udover telefoner, som er nemme at adskille, har Nokia også arbejdet med at undersøge, om

det er muligt at genbruge gamle covers til at fremstille nye. De er kommet frem til at det er

muligt at blande 25 procent genbrugs ABS plast (genbrugsplast hvor farve ikke er fjernet) i

nyt materiale i. Hvis der kommes mere genbrugsmateriale i plasten vil malingen fra de gamle

covers forårsage små ujævnheder i overfladen hvilket gør det svært at få en pæn og glat finish.

Selvom det således er muligt at bruge gamle covers til at fremstille nye, et dette ikke imple-

menteret i praksis. Årsagen hertil er, at priserne på nyt plast er for lave i forhold til genan-

vendt plast. Som prisudviklingen er indenfor plast, vurderer Nokia, at det ikke er rentabelt at

benytte genanvendt plast inden for de næste par år. [Int. Nokia; Petitt, R. et al. 2005]

Genanvendelse af plast vil samtidigt kræve, at Nokia standardiserer deres anvendelse af plast.

Nokia er begyndt at mærke de anvendte plasttyper, og har etableret en database der rummer

over 1000 plasttyper. Miljøafdelingen diskuterer med produktudviklerne, hvilke materialer

der kan anvendes, men det er op til produktudviklerne at bestemme, om de ønsker et stort

antal materialer, og om de ønsker at anvende materialer, som ikke er genanvendelige. Kun-

dens opfattelse af produktet kommer altid først og er således determinerende for, hvilke plast-

typer der anvendes. Nokia mener samtidig, at det ikke giver mening at fokusere for meget på

genanvendelse af plast i forbindelse med telefondesignet, så længe plasten i praksis brændes

af under affaldsbehandlingen. [Intw. Nokia]

4.3.3 Farlige stoffer

Det meste af mobiltelefonindustriens arbejde med miljø på forskellige områder bærer enten

præg af at være eksperimenterende pilotprojekter, der skal generere viden om forskellige tek-

niske muligheder, eller at være positive bivirkninger af andre aktiviteter gennemført på grund

af deres forretningsmæssige potentialer. Når det gælder industriens arbejde med at begrænse

farlige stoffer, forholder det sig imidlertid anderledes. Dette er meget systematisk og indgår

som en naturlig del af virksomhedernes produktion og leverandørkædestyring.

Brug af varedeklarationer

Brandholders benytter normalt egne lister over forbudte, kontrollerede og uønskede stoffer,

hvis brug skal rapporteres. Disse gælder for alle deres produkter på globalt plan. Nokia, Sony

Ericsson og Motorola har arbejdet med sådanne lister over en længere periode. Motorolas går

tilbage til 1996 og har gennemgået ni revideringer siden - senest i 2005. Ligeledes startede

Nokia deres arbejde i forhold til farlige stoffer i 1996, hvor man begyndte at finde alternative

løsninger til bly. Nokia argumenterer for, at intentionen er at opnå en fuld varedeklaration –

det vil sige oplysninger om alle stoffer indeholdt i produkter, komponenter, homogene mate-


97

rialer etc. Leverandørerne skal dog begynde med at overholde og rapportere i forhold til No-

kias liste over forbudte og uønskede stoffer. [Motorola 2005; www.nokia.dk (Suppliers and

the Environment)]

De forskellige brands lister minder ofte om hinanden med referencer til de samme regulerin-

ger. Men der eksisterer alligevel variationer. For eksempel tager nogle lister hensyn til pro-

ceskemikalier, mens andre kun ser på, hvad der ender i produktet. Der er også variationer i,

hvor mange stoffer der er uønskede. De forbudte er ofte dem, som er omfattet af regionale

regulativer, f.eks. i Californien, Canada, Japan og/eller EU, men også her er der variationer.

[Intw. Nokia; Motorola 2005; Sony Ericsson 2005]

Listerne indeholder generelt mange flere stoffer end de seks, der er omfattet af RoHS, og in-

kluderer således forbudte/begrænsede stoffer fra hele verden samt stoffer, der generelt ud-

trykkes bekymring for. Listerne fungerer således ofte som en positiv benchmark af forskellige

reguleringer rundt om i verden, hvor de strengeste sætter normen.

Motorolas liste er bygget op med tre niveauer – forbudte stoffer, kontrollerede stoffer og stof-

fer, der skal rapporters. Motorola forbyder således helt brug af syv stoffer og begrænser bru-

gen af yderligere otte. Overholdelsen af grænseværdierne/forbudene for disse 15 stoffer er en

forudsætning for at levere til Motorola globalt, men for USA har de en reduceret liste på seks

stoffer, hvoraf kun to er helt forbudte. [Motorola 2005]

Endelig opererer Motorola med over 40 stofgrupper, der skal rapporteres, såfremt koncentra-

tion er over 100 PPM. Dette inkluderer ædelmetaller, uden at det dog fremgår klart, hvad in-

tentionen med dette er. Stoffer, der er kontrolleret, men som har højere grænseværdier end

100 ppm (RoHS på nær Cd), skal også rapporteres. [Motorola 2005]

Modsat Motorolas opbygning med tre niveauer for stoffer af interesse, operer Sony Ericsson

kun med to: forbudte og kommende forbudte. Men hvor Motorolas deklaration kun går på

stoffer i produktet, inkluderer Sony Ericsson også stoffer brugt i processerne. Disse omfatter

blandt andet CFC og HCFC. [Sony Ericsson 2005]

Modsat Motorola operer Sony Ericsson slet ikke med grænseværdier. Stofferne er enten for-

budte at anvende eller også bliver de nævnt, fordi Sony Ericsson regner med at forbyde dem i

fremtiden. Listen er fra starten af 2005, så flere af RoHS-stofferne står faktisk på den sekun-

dære liste, men med den specifikke dato for udfasning. Foruden disse forskelle indeholder

Sony Ericssons liste også en del flere forbudte stoffer (bl.a. Beryllium, Nikkel og PVC) og

stoffer med fast dato for udfasning. Derudover er virksomheden ved at udarbejde en dato for

udfasning af phthalater og bismuth. [Sony Ericsson 2005]

Som det fremgår af de to brandholderes forskellige tilgange til deklarationer over farlige stof-

fer, er der forskelle i kravene til, hvad der skal rapporteres, og hvordan det skal gøres. Mindre

virksomheder er eksempelvis ofte tilfredse med erklæringer om overholdelse af love fra leve-


98

randørerne, uden at der skal rapporteres mængder. Der er derfor taget forskellige initiativer til

fællesindustrielle samarbejder i forhold til udvikling af mere standardiserede lister, der er

gældende for hele elektronikindustrien. Dette indbefatter blandt andet Joint Industry Guide

(JIG), der er etableret i et samarbejde mellem de tre industriorganisationer EIA, EICTA og

JGPSSI fra henholdsvis USA, EU og Japan. JIG opererer med en A-liste over 14 kategorier af

stoffer, der er genstand for forskellige reguleringer, samt en B-liste, der dækker over ni kate-

gorier (der er taget med, fordi de er signifikante i forhold til miljø, sikkerhed, sundhed, stoffer

der udløser krav til særlig behandling som farligt affald, samt materialer, der har negativ ind-

virkning på affaldsbehandlingen) Udover JIG er der oprettet forskellige andre initiativer som

ZVEI. [EIA 2005; Schischke et.al. 2005]

Et andet initiativ er RosettaNet, der omfatter flere toneangivende aktører i elektronikindustri-

en, heriblandt Nokia. I RosettaNet har der foregået et standardiseringsarbejde for, hvordan der

bl.a. udveksles data omkring farlige stoffer sammen med den almindelige varedeklaration.

Initiativet etablerer forskellige protokoller og fokuserer således ikke på, hvad indholdet skal

være. Deklarationerne er så småt begyndt at blive brugt i industrien, først og fremmest af le-

verandører til slutkunder, men ikke mellem disse leverandører og deres leverandører. [Intw.

Sonion]

På trods af standardiseringsarbejder eksisterer der stadig store forskelle i tilgange. Generelt

kan der skelnes mellem negativlister (deklarationen skal vise, at stofferne ikke er indeholdt i

produkterne), positivlister (kvantitative materialedeklarationer af mængden af et bestemt antal

stoffer og/eller materialer), positivlister plus stoffer/materialer, der overstiger en vis mængde

(kvantitative opgørelse af visse stoffer og materialer, samt stoffer og materialer der overstiger

f.eks. 1 procent), samt 100 procents deklaration af alle indeholdte stoffer/materialer.

[Schischke et al.; Schischke et al. 2005]

4.3.4 Inddragelse af strømforbruget i udviklingsaktiviteterne

Energiforbruget tillægges af mange en af de største miljøpåvirkninger under telefonernes livs-

cyklus. Forbruget relaterer sig både til driften af netværkene, telefonens strømforbrug samt

opladernes standby forbrug. I det følgende ser vi på virksomhedernes arbejde med at reducere

strømforbruget.

Alle de virksomheder, vi har interviewet som har indflydelse på telefonernes strømforbrug,

bekræfter, at strømforbruget er en vigtig parameter i udviklingsarbejdet. Dette skyldes, at et

lavt strømforbrug er et vigtigt konkurrenceparameter, da telefonerne skal have lange standby-

og taletider. Det er således ikke for at reducere miljøpåvirkningerne, men for at forbedre tele-

fonernes brugsegenskaber. [Intw. RFMD]

Mange virksomheder fortæller, at de benytter energiregnskaber i forhold til, hvor meget de

enkelte funktioner eller komponenter må bruge. BenQ har eksempelvis ”powerbudgetter”, der

fastslår, hvordan der skal spares strøm. Ved hjælp af beregninger og simuleringer udarbejdes


99

krav til, hvor meget de forskellige komponenter må bruge. Disse indgår i målsætningerne for

udviklingsarbejdet. [Intw. BenQ-Siemens]

Det er i høj grad chipproducenterne, der fastsætter strømforbruget, da chipsene forbruger en

stor del af strømmen. Forbruget falder konstant, da størrelsen af cellerne i chippen bliver min-

dre, og flere af komponenterne integreres i chipsene. Generelt bliver mange Surface Mount

Devices (SMD) til integrerede kredsløb i chippen for at reducere omkostningerne. Tidligere

bestod en telefon ofte af mere end 1000 komponenter, hvorimod de nu kun indeholder en

brøkdel heraf [Intw. RFMD]. Dette bruger mindre strøm, da det ikke er nødvendigt at aktivere

drivers, hukommelse, strømregulatorer m.m., hver gang en funktion skal initialiseres. [Intw.

BenQ-Siemens] Integreringen af kredsløbet på silicium er dog mindre fleksibelt at udvikle i

forhold til. I stedet kan funktionerne integreres i softwaren, hvilket er mere fleksibelt, men på

den anden side koster mere strøm. Dette skyldes, at softwareløsninger generelt kræver at der

benyttes ”general purpose”-komponenter i stedet for dedikerede løsninger, der udvikles til at

varetage en bestemt funktion (f.eks. Mp3-afspilning). [Itw. BenQ-Siemens]

Telefonens strømforbrug optimeres der på, både igennem et målrettet udviklingsarbejde, men

også som en afledt funktion af integreringen af passive komponenter i chippen. Det samme er

ikke nødvendigvis tilfældet for opladerens energiforbrug. Her arbejdes med, at opladningen

skal gå så hurtigt som muligt, mens opladerens standbyforbrug ikke har fået samme prioritet.

Problemet er imidlertid, at mange opladere bliver siddende i stikket, mens de ikke er i brug,

og således er de på standbymode det meste af tiden. For at industrien forbedrer sig på dette

område, har EU indgået en frivillig brancheaftale (Code of Conduct) på dette område, mens

EnergyStar har skabt generelle standarder for opladeres standbyforbrug. De ledende brands

har på grund af den øgede opmærksomhed på problemet generelt reduceret opladernes stand-

byforbrug fra over 1W til under 0,3W. Dette gennemgås yderligere i analyseområde C.

4.3.5 Opsamling på industriens miljøarbejde

Brandholders har evnen til at identificere miljøproblemerne og arbejde målrettet med at mind-

ske disse. Der gennemføres således af og til udviklingsprojekter, der har til hensigt at fremme

miljøvenlige løsninger. Det er imidlertid langtfra sikkert, at disse løsninger implementeres i

de endelige produkter, da markedsafdelingerne skal godkende dem først ud fra en vurdering

af løsningernes forretningsmæssige muligheder. Hvorvidt brandholderne udnytter deres po-

tentiale til skabe mere miljøvenlige produkter, afhænger således i sidste ende af, om de tror, at

disse vil bidrage positivt til bundlinien. Dette ses blandt andet af, at mobiltelefonindustrien

arbejder målrettet med at promovere løsninger, der fremmer telefonernes funktionalitet og

brugervenlighed, hvilket som en sideeffekt medfører færre miljøpåvirkninger. Eksempelvis er

reduktioner af telefonens strømforbrug en central målsætning for udviklingsarbejdet blandt

virksomheder i hele kæden.

Listerne over farlige stoffer er meget udbredte og et felt, hvor indsatsen er begrundet i miljø-

hensyn og ikke andre årsager. Listerne er som regel globale for de store virksomheder, hvor-


100

for der er tale om en ”positiv” benchmark, hvor stoffer, der er forbudt af en enkelt regulering,

faktisk bliver udfaset i resten af verden. Der opereres således langt hen af vejen med den ”hø-

jeste fællesnævner”, hvad angår farlige stoffer. Årsagen til dette fænomen er, at industrien er

kraftigt globaliseret.

4.4 Konklusion på Analyse B

Selvom brandholderne gerne vil give indtryk af, at de styrer produktudviklingen og aktivite-

terne i produktionskæden, viser vores industrianalyse, at situationen er langt mindre entydig

og klar. Udviklingen af telefoner finder i stigende grad sted hos ODM’ere, mens udviklingen

af komponenter sker hos leverandører eller i samarbejde med disse. Samtidigt bliver produk-

tionen i stigende udstrækning outsourcet til kontraktproducenter, på turn-key basis. Brandhol-

der monitorerer sjældent længere end ét led tilbage i produktionskæden, hvorfor de reelt har et

beskedent kendskab til, hvad der foregår opstrøms i produktionskæden. Brandholderne har

ofte ingen viden om, hvor meget strøm og materiale, der bruges til at fremstille komponenter-

ne, eller hvilke stoffer der benyttes. Komponenternes materialeindhold i relation PCB, LCD

og chips, er ofte en hemmelighed, da innovationen i industrien relaterer sig udvikling af de

kemiske processer og styring af disse. Relationen mellem brandholder samt LCD og PCB

producenten bærer præg af markedsudvekslinger, modsat er relationen til chip producenten,

når det ikke at vedrøre flashRAM og anden højt standardiserede halvledere, udpræget relatio-

nel. I relationerne til andre typer kernekomponenter, såsom højtalere, mikrofoner og lignende

er relationen løst relationel tenderende til markedsbaseret, afhængig af brandholders interesse

i konkret innovation af den enkelte komponent. Relationerne er altså divergerende, idet

brandholder ikke har udpræget magt i kæden. Det er således ikke nok blot at adressere brand-

holderne med miljøkrav og forvente at dette automatisk medfører performance forbedringer

igennem hele kæden, idet industriens strukturer og dynamikker ofte blokerer herfor.

Den manglende informationsudveksling i kæden betyder, at brandholderne har et dårligt

grundlag for at vælge leverandører og komponenter ud fra miljømæssige parametre, da de

ikke har det fornødne datagrundlag til at benchmarke forskellige alternativers performance.

Dette påvirker samtidig muligheden for Eco-Design aktiviteter, da udviklerne under designfa-

sen ikke har faktiske tal for miljøpåvirkningerne i produktionskæden. I det hele taget er mu-

lighederne for at skabe radikale miljøforbedringer ved at adressere designfasen efter vores

mening overvurderet. Selvom der i den akademiske verden er udbredt interesse for miljøven-

ligt design og der er udviklet et bredt udbud af værktøjer hertil, som virksomhederne kan dra-

ge nytte af, så medfører brugen heraf kun mindre forbedringer. Dette skyldes, at telefoner som

oftest udvikles udfra eksisterende platforme og som videreudviklinger af eksisterende telefo-

ner, hvorfor der som regel er tale om inkrementielle innovationer. Ydermere benytter pro-

duktudviklerne normalt en værktøjskasse, der indeholder forskellige materialer og komponen-

ter som f.eks. displays, passive komponenter og printkort til at udvikle produkterne ud fra.

Værktøjskassens forskellige materialer og komponenter er oftest udvalgt af supply chain afde-

lingerne, hvorfor produktudviklernes reelle muligheder for at påvirke telefonens miljøpåvirk-


101

ninger derfor ofte er stærkt begrænsede, idet både designet og komponenterne ligger for-

holdsvis fastlagte på forhånd.

Mobiltelefoner udvikles i såkaldte generationer, hvor hver ny generation ikke kun kræver nye

telefoner, men samtidig at der skabes en række relaterede innovationer indenfor master, base-

stations, accessteknologier m.m. Når teknologien og standarder er fastlagt, er telefonernes

grundlæggende virkemåde i høj grad bestemt, hvorfor forbedringerne kun kan foregå inden

for den specifikke teknologis grænser. For tiden arbejder industrien med at specificere en 4G

standard, hvorfor det er vigtigt at påvirke dette arbejde netop nu, da der er bedre muligheder

for at præge systemerne mens udviklingen er i sin spæde begyndelse. I den forbindelse er det

interessant at undersøge, om det er muligt at skabe en bedre sammenhæng mellem prisen for

at benytte de enkelte netværk i 4G systemerne og miljøpåvirkningerne. Eksempelvis kunne

man opbygge systemet således, at de mobile enheder kobler sig på det netværk som bruger

mindst strøm.

Flere myndigheder og akademikere interesserer sig for miljømærker som middel til at skabe

økonomiske incitamenter for, at virksomhederne fremmer miljøvenlige produkter. I langt

overvejende grad har kun mærker slået igennem med relation til sundheds, eller hvor miljø-

forbedringen medfører en besparelse for forbrugeren (lavt energiforbrug). Eksempelvis har

både tyske Blau Engel samt svenske TCO, udarbejdet kriterier for mærkning af miljøvenlige

telefoner. Selv om disse har eksisteret i mange år, har mobiltelefonproducenterne ikke valgt at

mærke deres telefoner. Dette skyldes, at industrien ikke tror på, at de ved hjælp af et miljø-

mærker kan differentiere sig fra konkurrenterne. Det er derfor ikke realistisk at fremme pro-

duktion af miljøvenlige telefoner, ud fra den type miljømærkningsordninger som der benyttes

i dag.

Dynamikken i industrien går generelt mod kortere brugsfaser for telefonerne, samt et øget

antal features, hvorfor forbruget af nye telefoner, herunder en evt. livstidsforlængelse er inte-

ressant at se nærmere på. Et problem i denne sammenhæng er, at operatørerne sælger telefo-

nerne med tilskud og dermed gør det uhensigtsmæssigt billigt at anskaffe en ny telefon.

Industriens miljøarbejde viser, at virksomhederne har en stor evne til at fremme løsninger som

umiddelbart ligger indenfor deres strategiske interesser. I den sidste ende skal marketingsaf-

delingen dog se mulighederne i miljøarbejdet, hvis potentiale skal indfries som egentlige pro-

jekter.


103

Connecting regulations Del 2 – EU reguleringens gennemslagskraft (C)

105

5 Analyse C – EU reguleringens gennemslagskraft

I denne analyse vil vi undersøge, hvordan den eksisterende EU regulering påvirker industriens

agerende, samt komme med forslag til, hvordan de eksisterende reguleringer kan forbedres på

egne præmisser i forhold til at fremme livscyklusorienterede forbedringer indenfor miljøind-

satsområderne (A). Altså forslag til hvad kommende opdateringer af reguleringerne passende

kan inkludere.

I det følgende analyseres forhold vedrørende WEEE direktivet, efterfulgt af RoHS direktivet.

Derpå følger en diskussion af en frivillig industriaftale vedrørende nedbringelse af opladernes

standby forbrug, (”Code of conduct on Efficiency of External Power Supplies”), samt endelig

en præsentation af EuP. Hver af disse reguleringer præsenteres ud fra samme sekvens. Først

præsenteres reguleringen. Derefter vurderes reguleringens styrker og svagheder. Til sidst dis-

kuteres forskellige forbedringsforslag, der har til hensigt at bringe reguleringen i overens-

stemmelse med vores normative udgangspunkt. EuP er vedtaget som direktiv, men de speci-

fikke gennemførelsesforanstaltninger på forskellige produktområder er endnu ikke udarbejdet.

EuP har således en lidt anden karakter, hvor vi forholder os til de foreløbige oplæg og disku-

terer disse ud fra ideerne i direktivet.

De problemområder og forbedringselementer der er inkluderet i dette kapitel forholder sig

konkret til den givne regulering. Nogle af de præsenterede forslag videreudvikles yderligere i

næste analyse (D) i forhold til at skabe en mere helhedsorienteret og sammenhængende regu-

lering, der fremmer fortløbende forebyggende livscyklusorienterede miljøforbedringer. Ana-

lyse D indbefatter yderligere de problemområder og løsningerne, der rækker ud over, hvad

opdateringer af de enkelte reguleringer kan forventes at indeholde.

5.1 WEEE Direktivet

Dette afsnit diskuterer WEEE, dets implementering og hvilke rammer det sætter i forhold til

forbedringsmuligheder ved næste revidering. Forbedringerne vil være begrænset af den eksi-

sterende implementering, og vi forsøger således at give et bud på, hvad der kan gøres indenfor

de eksisterende rammer. En vurdering af, hvordan WEEE kunne have været etableret, er ikke

i fokus for dette speciale. For en diskussion heraf henvises til bilag 2 (Braun & Dirckinck-

Holmfeld, 2005) samt Nielsen et al. 2002.

5.1.1 Gennemgang af WEEE direktivet

Formålet med WEEE direktivet er at etablere et affaldshåndteringssystem, samt eksplicit at

forebygge frembringelsen af affald samt øge genbrug, genanvendelse og genindvinding af

dette. Midlet hertil er indførelsen af et producentansvar, der skal tilskynde til at inkludere

genanvendelse i design. [WEEE art. 1; præamblen 12]

Del 2 – EU reguleringens gennemslagskraft (C) Connecting regulations

106

Direktivet implementerer således Extended Producer Responsibility (EPR). Som gennemgået

i analyserammen, er grundideen bag EPR at udvide producentens ansvar og interessesfære

således at produkternes livscyklus, inklusiv brugs- og affaldsfasen, tilgodeses i udviklingen af

nye produkter.

I direktivet er producenten betegnet som den virksomhed, der sælger produkter under eget

navn (brandholderen) eller importerer produkter til EU eller eksporterer til et andet medlems-

land. I kraft af direktivet vil producenten blive pålagt et økonomisk ansvar for håndteringen af

deres produkter efter endt brug. Producenten kan løfte dette ansvar på egen hånd eller ved at

deltage i en kollektiv ordning. Desuden er det muligt at overdrage sit ansvar til tredje part –

dog aldrig forbrugeren. For at sikre at virksomhederne har adgang til en kollektivt ordning, er

medlemslandene forpligtiget til at igangsætte en sådan, som producenten kan vælge at deltage

i. [WEEE art. 6 og 7]

Hvordan det økonomiske ansvar effektueres er ikke præciseret i direktivet. Der stilles krav til,

at der ved markedsføring af produktet stilles en passende garanti for, at fremtidige omkost-

ninger kan afholdes. Denne garanti kan bestå af enten en forsikring, deltagelse i en passende

ordning eller indbetaling af et beløb på en lukket bankkonto. Der er imidlertid ingen retnings-

linier for hvad en passende ordning er, hvordan beløbet for garantistillelse defineres, eller på

baggrund af hvilke kriterier omkostningerne skal udregnes. Ligeledes er der ingen retningsli-

nier for, hvordan betalingen afregnes imellem de enkelte producenter. Disse forhold overlades

til de enkelte medlemslande og til industrien at beslutte. [WEEE art. 8]

Direktivet pålægger desuden medlemslandene at sikre, at der ved udgangen af 2006 bliver

indsamlet 4 kg elektronisk og elektrisk affald per indbygger. Direktivet stiller krav til produ-

centerne om at en vis andel af det indsamlede affald genanvendes. For kategori tre, der omfat-

ter IT og Telekommunikations udstyr (IKT), herunder mobiltelefoner, skal minimum 75 % af

den indsamlede mængde affald nyttiggøres9 (opgjort i vægt). Af de 75 % må maksimalt 10

procentpoint komme fra energiindvinding fra forbrænding, hvilket vil sige at mindst 65 % af

materialet i en mobiltelefon skal genanvendes. Disse krav skal sammen med indsamlingsmål-

sætningerne (4 kg. per indbygger) revideres ved udgangen af 2008, hvor der også vil komme

krav for genbrug af hele apparater. Indtil da vil genbrug af hele apparater ikke blive inddraget

i de ovenfor nævnte tal. [WEEE art. 7]

9 Nyttiggøres henviser til både materiel genanvendelse og energimæssig udnyttelse, hvorimod genanvendelse

kun er den materielle del.


107

I forbindelse med affaldsbehandlingen skal komponenter, der er særlig belastende i affaldsbe-

handlingen udtages og behandles separat. Disse komponenter er: PCB-holdige kondensatorer,

kviksølvholdige komponenter, batterier, printkort fra mobiltelefoner, plast indeholdende bro-

merede flammehæmmere, LCD-skærme med et areal på over 100 cm2. Desuden skal produ-

centen videregive oplysninger, der måtte være relevante for affaldsbehandleren. [WEEE art.

11, 6, 7 og Annex II]

For at implementere direktivet, skal medlemslandene oprette et WEEE ”clearing house”, der

er ansvarligt for at registrere producenter, der markedsføre elektroniske og elektriske produk-

ter, og sikre at disse lever op til deres forpligtigelser, samt føre statistik over hvad der er mar-

kedsført, indsamlet og genanvendt af produkter. [WEEE art. 12]

5.1.2 Implementeringen af WEEE direktivet

WEEE direktivet er vedtaget med hjemmel i EF traktatens artikel 175 vedr. et minimumsbe-

skyttelsesniveau i medlemslandende og skal således ratificeres, fortolkes og indføres i natio-

nal lov. Men selvom direktivet kun sætter et minimumsniveau med mulighed for at anlægge

forskellige (strammere) fortolkninger, er implementeringen i de enkelte EU lande stort set

identisk og svarende til direktivets ordlyd. Eksempelvis er det ikke i de nationale implemente-

ringer tydeliggjort, hvad det fysiske og økonomiske ansvar indebærer. Alle de afgørende be-

slutninger er igen overladt til producenterne selv. [Perchards, 2005]

I tilknytning til de nationale ”Clearing houses” er der over en bred kam etableret og organise-

ret ”nationale10” WEEE ordninger i regi af de nationale brancheorganisationer. De drives ved

at producenterne betaler et kontingent samt en pris for at få deres affald behandlet. Denne pris

er oftest beregnet som en gennemsnitlig behandlingspris per kilo i forhold til enkelte affalds-

kategorier.

Udover disse ”nationale” ordninger er der oprettet en række internationale ordninger, der er

organiseret på forskellig vis. Et eksempel er ERP (European Recycle Platform) som er initie-

ret af HP, SONY, Braun og Electrolux. Modsat brancheordningernes ordninger baseres denne

ordning ikke på gennemsnitlige priser, men der betales i stedet i forhold til den enkelte delta-

gers andel af de samlede behandlingsomkostninger - afhængig af deres egne produkters ka-

rakteristika. Ordningen er ikke uden videre åben for nye medlemmer, da disse skal godkendes

af de eksisterende medlemmer først. Dette sker for at sikre, at nye medlemmer ikke løber fra

10 Dvs. de ordninger som medlemslande har været forpligtiget til at igangsætte jvf. tidligere


108

regningen, da ordningen hæfter i fællesskab for en bestemt mængde affald, som skal behand-

les i fremtiden. [www.elretur.dk; www.erp-recycling.org; www.nera.dk; Intw. Stenholdt]

Implementeringen af WEEE i Danmark

I kraft af at implementeringen i de enkelte medlemsstater minder om hinanden, vil vi eksem-

plificere indførelsen af WEEE direktivet ved at se nærmere på Danmark.

WEEE-system er oprettet som den overordnede ”myndighed”11 / clearing house, der skal føre

det overordnede registre med hele systemet i Danmark.

Elretur er den kollektive ordning som den danske stat har initieret i samarbejde med DI for at

overholde forpligtigelserne om at etablere en ordning som alle virksomheder kan tilslutte sig.

I Elretur betales et årligt medlemskab på 3.000 kr., der dækker administrationsomkostninger.

Dertil kommer en betaling for behandlingen af en mængde historisk affald12 svarende til den

markedsandel, som virksomheden har indenfor den enkelte produkttype i dag. På sigt vil beta-

lingen blive fastlagt i forhold til vægten af de produkter, som behandles fra den enkelte pro-

ducent. Producenterne skal betale en standardafgift modsvarende behandlingen af deres pro-

dukter, når de mærkede produkter begynder at komme ind som affald. Elretur har lavet en

opdeling i de samme produktgrupper som i WEEE direktivet. Medlemmerne af Elretur i den

respektive produktgruppe fastlægger selv betalingsstrukturen, hvorfor de i princippet kan ska-

be et system, der er differentieret i forhold til produkternes genanvendelighed. Der er dog

intet der tyder på, det bliver tilfældet. Betalingen er pt. udregnet som en standardafgift for

behandling af affald indenfor enkelte produkt kategorier og der skelnes således ikke mellem

produkter som er nemme eller svære at behandle. For mobiltelefoner er denne afgift pt. 2,5 kr.

pr. kg. [www.elretur.dk; www.weee-system.dk]

Selve indsamlingen og behandling er udliciteret til aktører på affaldsmarkedet, men en stor

del sker dog gennem det eksisterende kommunale affaldssystem. Sidstnævnte kan betyde en

forskel fra det danske (og nordiske) samt tyske affaldshåndteringssystem til de central- og

sydeuropæiske landes. [www.elretur.dk; www.weee-system.dk; Bilag 6]

11 WEEE-system er en non-profit organisation, der kun har administrative opgaver i forbindelsen med at drive

det overordnede system i Danmark. WEEE-system har huse i DI, så Miljøministeriet har sat DI til at kontrollere

egne medlemsvirksomheder.

12 Historisk affald henviser til affald i form af produkter markedsført før ikrafttrædelsen af WEEE. Dvs. produk-

ter solgt før d. 13. august 2005.


109

I Danmark findes der også privat initierede systemer. Virksomhederne bag European Recycle

Platform har således oprettet et skandinavisk sidestykke til deres europæiske system, NERA13

(Nordic Electronic Recycling Aliance). NERA vil i lighed med Elretur primært afhente deres

skrot på de kommunale genbrugsstationer, herunder få tildelt et antal vilkårlige containere,

svarende til NERAS medlemmers markedsandel. Forskellen mellem Elretur og NERA er så-

ledes meget lille. [www.nera.dk]

Industriens reaktion på WEEE

For at opfylde producentansvaret i WEEE direktivet, vælger de fleste brandholdere at deltage

i en af de kollektive ordninger. I Danmark er Nokia med i Elretur, mens Sony Ericsson der-

imod følger Sony og benytter NERA. [www.nokia.dk; www.sonericsson.dk; Intw. Børvig]

Ud fra vores empiri tegner der sig et billede af, at WEEE direktivet ikke har fået og sandsyn-

ligvis ikke vil få effekt på virksomhedernes udviklingsaktiviteter indenfor en overskuelig

tidshorisont.

Blandt de producenter ”opstrøms” i produktionskæden, som vi har talt med, var der intet eller

et yderst begrænset kendskab til direktivets eksistens. De kinesiske samle- og komponentpro-

ducenter havde ikke kendskab til direktivets eksistens, og ingen havde fået krav fra deres

kunder om at ændre på produkterne i forhold til at øge genanvendeligheden eller gøre affalds-

behandlingen nemmere [Intw. Vtech; Intw. WKK; Intw. Woodtai]

De interviewede produktudviklere hos BenQ-Siemens, Analog Devices (ADI), RF MicroDe-

vices (RFMD), samt Texas Instruments (TI) vidste ikke, hvad WEEE direktivet var. Sonion

havde drøftet betydningen af WEEE med deres kunder, men forventede ikke, at det vil få ef-

fekt på deres aktiviteter. GNN forventede at melde sig ind i en fælles ordning. Ab Stevels fra

Phillips og Grundfos Drivers udtrykte ligeledes, at WEEE må forventes at få betydning for

affaldssektoren, de logistiske og affaldstekniske forhold og ikke for brandholdere. [Intw.

BenQ-Siemens; Intw. ADI, Intw. RFMD; Intw. TI; Intw. GNN; Intw. Sonion; Intw; Stevels;

workshop Copenhagen]

Modsat har både Motorola og Nokia for nogle år siden lavet forsøg med forskellige typer af

let adskillelige telefoner. Disse er imidlertid ikke sat i produktion. Industrien var således me-

13 Argumentationen for dette er at der er stor forskel mellem hvordan indsamlingssystemerne tilrettelægges i

Norden sammenlignet med de central- og sydeuropæiske lande


110

get aktiv i den tidlige fase af WEEE direktivets tilblivelse, hvorimod dette arbejde er for-

stummet, efter at direktivet blev vedtaget. [Takala et al. 2002; Stutz et al.]

Nokia argumenterer flere steder på deres hjemmeside for, at deres telefoner potentielt kan

opnå en genanvendelse på 80 % (90 % hvis man medtager energigenvinding). Det er dog ikke

specificeret, hvordan dette opnås, herunder hvorvidt Nokia inkluderer emballage og manualer

i disse tal. Beskrivelserne på Nokias hjemmeside giver anledning til at formode, at energigen-

vinding fra emballage og manual er medtaget i udregningen af genvindingspotentialet. Det er

dog ikke sandsynligt, at telefonerne indleveres til affaldsbehandling i original emballage og

med manual, hvorfor Nokias opgørelse må anses for at være sat for højt. [www.nokia.dk;

Intw. Nokia; www.nokia.com/link]

Dette understøttes af, at Motorola har lavet en opgørelse af genanvendelsespotentialet for en

af deres telefoner. Selv ved manuel adskillelse kan det være svært at komme op de 65 % ma-

teriel genanvendelse, som direktivet foreskriver, da op imod 60 % af telefonens vægt udgøres

af små bestanddele som på nuværende tidspunkt ikke kan genanvendes. [Stutz et al. s. 3]

Undersøgelser foretaget af Nokia Research Centre i 2002 konkluderer tilsvarende, at 65 %

genanvendelse bliver vanskeligt at nå for mobiltelefonindustrien med de nuværende behand-

lingsformer14, hvor kun metaller prioriteres, da prisen på plast ikke befordrer genanvendelse

(nyt plast er billigere end genanvendt). Fordelingen af materialer i telefonerne15 vidner om, at

andre materialefraktioner end metaller må genanvendes, for at disse krav kan overholdes. Det

er nødvendigt at skifte til manuel adskillelse, hvis WEEE direktivets genanvendelses krav skal

opfyldes. Dette betyder, at indtægterne ved at genanvende ædelmetallerne vil blive opslugt,

hvorfor affaldsbehandling vil være forbundet med udgifter. [Takala et al. 2002; Stutz et al.]

At det kan blive svært at opnå de 65 % genanvendelse for mobiltelefoner, er nødvendigvis

ikke et problem for overholdelsen af direktivet i praksis. Dette hænger sammen med, at pro-

centsatserne beregnes på baggrund af hele gruppen (IKT), hvilket omfatter væsentligt tungere

14 I Europa foregår behandlingen af telefoner ofte ved 1) udtagelse af batteri, 2) shredding, 3) forbrænding af de

kværnede telefoner i en kobber smelter med henblik på metalgenanvendelse. Dette virker ikke til at have ændret

sig siden 2002. [Intw. Nokia; www.nokia.com]

15 Mobiltelefoner består som beskrevet i analyse A af 15 % kobber, 6 % af jern og andet metal, mens plast udgør

hele 58 % og 1 % flammehæmmere samt 16 % keramik og 4 % andet. En genanvendelse på 65 % er således

umulig at nå uden genanvendelse af plast fraktionen


111

produkter med en anden sammensætning (langt over 65 % metaller), hvilket gør det nemmere

at opnå kravet for genanvendelse. [Takala et al. 2002]

5.1.3 Diskussion af forbedringsmuligheder for WEEE direktivet

WEEE direktivet fordrer, at der skabes et separat indsamlingssystem for elektrisk og elektro-

nisk affald i de medlemslande, der ikke har et sådant i forvejen. Dette er i sig selv en stor mil-

jømæssig fremgang, og som sådan har WEEE gjort en forskel. Vi mener dog ikke, at direkti-

vet lever op til egne målsætninger om at initiere en mindskelse af affaldsdannelsen.

Som det fremgår, har WEEE direktivet en begrænset indvirkning på industrien i den henseen-

de. Det er tvivlsomt, om direktivet formår at fremme mobiltelefoner, der er designet så de er

nemmere at affaldsbehandle herunder sikre øget genanvendelse og genbrug. Direktivets ud-

formning og implementering formår ikke at etablere feedback loops fra affalds- til udviklings-

fasen, da behandlingsomkostninger ikke er differentieret mellem ”gode” og ”dårlige” produk-

ter. Dette er i praksis ensbetydende med, at den enkelte virksomhed ikke kan høste økonomi-

ske fordele på et miljøvenligt design. Direktivet formår således kun at skabe konkurrence om

en effektiv affaldsbehandling. WEEE stiller altså ikke krav, der fordrer, at brandholderne skal

ændre designet af deres produkter for at øge genanvendeligheden.

Konkret for mobiltelefoner adresserer direktivet ikke den afgørende årsag til den stigende

mængde affald, nemlig den stadig kortere levetid for mobiltelefoner.

I det følgende vil vi diskutere disse aspekter yderligere og komme med anbefalinger til, hvor-

dan WEEE ved en kommende opdatering kan modificeres til at adressere de fremhævede pro-

blemer.

Individuelt vs. kollektivt ansvar

Virksomhederne har generelt valgt at tilslutte sig en kollektiv ordning som Elretur eller

NERA, da individuelle løsninger ikke prismæssigt kan konkurrere med de kollektive. Dette

skyldes, at de konkurrencemæssige fordele ved at håndtere egne (optimerede) produkter ikke

står mål med den merudgift, der følger med at skulle indsamle og administrere et individuelt

affaldssystem. Besparelsen ved skalafordele i et kollektiv system er således større end bespa-

relsen ved et optimeret design i forhold til affaldsfasen. [Intw. Stevels]

Det eneste konkurrencemæssige forhold knytter sig derfor til at vælge den billigste ordning.

Fordelene for virksomhederne ved kollektive systemer er yderligere forstærket i kraft af ud-

formningen af garantistillelsen. Indbetaling til en lukket konto er således en binding af kapital,

mens en forsikring vil betyde, at der skal betales en profit til forsikringsselskabet.

De enkelte producenter vil ikke få deres egne produkter leveret tilbage, såfremt de skaber de-

res egen ordning. De vil derimod modtage et antal telefoner fra forskellige brands som svarer

til deres markedsandel. Der er således ingen gevinst ved at udvikle produkter, der er let at


112

affaldsbehandle for den enkelte virksomhed, da de også vil skulle behandle andre virksomhe-

ders mobiltelefoner.

Det etablerede WEEE system fremmer konkurrence på affaldsområdet og letter administrati-

onen frem for at skabe feedback mekanismer til design af genanvendelige produkter. Dette

betyder også, at den nuværende organisering sætter begrænsninger for mulighederne for æn-

dringer. Med de kollektive systemer veletableret og understøttet af nationalstaterne virker det

usandsynligt, at der kommer til at ske større ændringer i forhold til den grundlæggende orga-

nisering.

Der er således efter vores vurdering ikke udsigt til at ændre WEEE systemet radikalt i forhold

til at promovere individuelle løsninger, da grundsystemet er bygget ud fra et fokus på effektiv

affaldshåndtering og minimale administrationsomkostninger. Dog er der mulighed for at

skrue på mekanismerne i WEEE så som behandlingskrav m.v., hvilket kan motivere til at

etablere feedback mekanismer. Men første prioriteten er at sikre, at telefonerne kommer tilba-

ge, så de kan affaldsbehandles korrekt.

Tilbagetagning af produkter

Et kardinalpunkt i WEEE er overhovedet at få affaldet tilbage i en separat affaldsstrøm.

Som vi vurderer WEEE, er der imidlertid indbygget et modsætningsforhold. På den ene side

er det grundlæggende formål at få mange udtjente telefoner tilbage for at sikre en høj grad af

genanvendelse. På den anden side er virksomhederne interesseret i, at så lidt som muligt af-

fald behandles, da de løbende skal betale for behandlingen af deres produkter. Virksomheder-

ne sparer således penge ved at så få telefoner som muligt behandles. Indsamlingsforpligtigel-

sen påhviler først og fremmest myndighederne, men uden en etableret mekanisme herfor kan

det ikke forventes, at virksomhederne deltager aktivt i dette.

Indsamlingsmålsætningen på de 4kg Pr. person er ydermere temmelig uambitiøs. I Danmark

bliver der således allerede i dag indsamlet over 7 kg pr. person16 [Miljøstyrelsen 2005] Dan-

mark har dog også et højere forbrug end f.eks. Grækenland, hvilket afspejler det problemati-

ske i at opgøre pr. person frem for pr. solgte enhed.

16 Egen udregning baseret på tal fra MST 2005. Disse tal er endog eksklusivt ikke cfc-holdige kølemøbler. Dvs.

at der i Danmark indsamles mindst dobbelt så meget som målsætningen.


113

Endelig favoriserer opgørelsen pr. vægt indsamling af tungt elektronik som vaskemaskiner

m.m. frem for mindre apparater som mobiltelefoner. Det er imidlertid ikke de store apparater,

der havner i husholdningsaffaldet, da disse (i hvert fald i DK og mange af de nordeuropæiske

lande) allerede indsamles, men netop de mindre apparater. Dette hænger sammen med at store

apparater er svære at bortskaffe sammen husholdningsaffaldet samt at disse ofte tages tilbage

af installatører af nye apparater. [Intw. Stevels; Stevels et al.]

Det vil derfor give god mening at gøre en ekstra indsats overfor de små apparater frem for de

store, men dette befordrer den nuværende regulering ikke. Dertil kommer, at apparatets vægt

ikke nødvendigvis er betydende parameter for produktets indhold af farlige stoffer, knappe

metaller m.m.

Det eneste WEEE gør overfor slutbrugerne for at modvirke, at telefonerne ender i affalds-

spanden, er at kræve etablering af et mærke, der indikerer, at telefonerne ikke må smides ud,

samt anvisning om at detailleddet skal tage ældre produkter tilbage. Mærket er som ofte gemt

grundigt af vejen, og medlemslandene kan faktisk afvige fra at forpligte detailhandlen til at

tilbagetage brugte telefoner.

Dette er ikke specielt ambitiøst. Skal mobiltelefonerne som et forholdsvis lille produkt ud af

husholdningsaffaldet, er det efter vores vurdering nødvendigt at indføre en pantordning.

Principielt kan denne pant etableres, så den afspejler behandlingsomkostningerne for telefo-

nen, men dette kræver en højere grad af monitorering af de enkle modeller, og dermed en ad-

ministrativ byrde i forhold til systemets nuværende organisering. [Nielsen et al. 2003]

Som sagt ser det ikke ud til at der er mulighed for grundlæggende ændringer heraf, hvorfor

etablering af differentieret pant ikke er en ændring, der umiddelbart kan indføres ved de

kommende revideringer. Dog er dette noget som på sigt kunne arbejdes på.

Affaldsbehandling og øget genanvendelse

I kraft af de svage ”feedback loops”, herunder især den manglende differentiering mellem let

og dårligt genanvendelige produkter, samt de manglende økonomiske fordele ved at drive et

eget system pga. manglende skalafordele, fejler direktivet i forhold til at påvirke produktud-

viklingen.

Direktivet kræver, at brandholderne gør data tilgængelige for affaldsbehandlerne vedrørende,

hvordan deres produkter skal affaldsbehandles, såfremt disse efterspørger dette. Affaldsbe-

handlerne er imidlertid ikke interesseret i en sådan information, da det tager for lang tid at

undersøge dette i et dataark eller lignende, og da de i øvrigt udmærket ved, hvad der skal ta-

ges ud og er i stand til at genkende disse komponenter. [Intw. DCR]

Intentionen med informationsudvekslingen mellem producent og affaldsbehandler falder såle-

des fra hinanden, da affaldsbehandlerne alligevel ikke benytter disse informationer. Dette


114

hænger igen sammen med de før omtalte besværligheder ved at håndtere enkle produkter se-

parat overfor en fælles generel behandling. Skal der videregives informationer til affaldsbe-

handlerne er det centralt, at de knytter sig direkte til produktet, så affaldsbehandleren uden at

bruge ekstra tid har den nødvendige data tilgængelig. Dette kan dreje sig om mærkning af

plasten i henhold til ISO11469 og ISO 1043-1 til 4, eller andre lignende tiltag.

Flere brands mærker deres plast. Hvor vidt dette så rent faktisk gør en forskel i behandlingen

er derimod usikkert. [www.nokia.com; www.motorola.com]

På nuværende tidspunkt er det kun batteriet der tages ud separat under affaldsbehandlingen,

mens printkort, plast med bromerede flammehæmmere samt LCD displays bliver siddende på

telefonerne og kommes i en metalsmelter, efter at telefonerne er blevet shredded. Plasten

brændes således ”blot”, hvorfor mærkning er rimelig overflødig, idet der som nævnt ikke er

økonomi i genindvundet plast. [Intw. Nokia]

Etablering af et system, der faciliterer øget efterspørgsel efter genanvendte materialer, er såle-

des afgørende for, at andet end metallet genanvendes.

Med ikrafttrædelsen af WEEE direktivet kom der specifikke krav til yderligere separat udtag-

ning af printkort og plast med bromerede flammehæmmere. Dette vil medføre stigende om-

kostninger til affaldsbehandling, specielt hvis de farlige komponenter og materialer skal tages

ud manuelt i stedet for ved en shredder. I den forbindelse må det formodes, at mærkning af

plasten bliver afgørende i forhold til udtagning af plast, der indeholder bromerede flamme-

hæmmere. Hvor vidt dette effektueres foreløbigt er dog et åbent spørgsmål.

At LCD skærme under 100 cm2 er undtaget for separat udtagelse virker til at bunde i et prak-

tisk hensyn mere end i et miljømæssigt, og var ikke med i de tidligere udkast [Stutz et al.].

Undtagelsen kommer i høj grad til at påvirke behandlingen af mobiltelefoner, da de færreste

har en skærm på over 100 cm2. Man kan foranlediges til at tro, at undtagelsen skyldes mobil-

telefoner, da disse er en af de største affaldsfraktioner med små displays. Årsagen er sandsyn-

ligvis, at det er besværligt at tage disse displays ud, da telefonerne er små, og at producenterne

har været aktive lobbyister. I vores optik er dette problematisk, da det ikke er meget mere

besværligt at ud tage LCD separat sammenlignet med plast med bromerede flammehæmmere

og printkort.

Motorola og Nokia tidligt i WEEE’s tilblivelsesfase valgte at initierer projekter, der skulle

undersøge mulighederne for at lave let adskillelige telefoner, men det virker ikke til, at hver-

ken Nokia elle Motorola har til hensigt at implementere deres løsninger på trods af rimelige

håndfaste krav.

Implementeringen kræver også i praksis, at affaldsbehandlerne har den nødvendige hardware

til at udløse de mekanismer, som skal adskille mobiltelefonerne. Dette forudsætter, at det kan


115

betale sig, hvorfor det sikkert er nødvendigt, at en stor del af telefonerne på markedet kan

adskilles med samme metode.

Modsat kan det argumenteres, at Nokia og Motorola i kraft af markedsdominans, hvor de til-

sammen har knap 50 % af markedet, godt kan gennemføre en de facto standard, hvis de bliver

enige herom.

Organisering og betalingsstruktur i affaldshåndteringen

Som Elretur er organiseret nu, hvor virksomhederne selv afgør, hvordan betalingsstrukturerne

skal udformes, kan Nokia, Motorola og evt. Samsung gennemtrumfe en differentieret betaling

i forhold til ovennævnte standarder.

At dette skal foregå i hver enkel ordning kan virke bureaukratisk og uhensigtsmæssigt, og vil

afhænge af om virksomhederne kan blive enige. Da mobiletelefoner er sammen med hele IKT

gruppen kan dette også betyde, at der er forskellige interesser i forhold til at etablere differen-

tierede systemer. Det bør derfor overvejes at etablere differentierede standarder i selve direk-

tivet i stedet, så dette ikke afhænger af industriens velvilje.

Frem for at behandling af mobiltelefoner har én pris, kan der i systemet opereres med diffe-

rentierede priser i forhold til etablerede standarder for produktets karakteristika. Der kan altså

etableres en (eller flere forskellige) standarder for, hvordan telefonerne adskilles med forskel-

lige priser herfor, alt efter hvor let denne adskillelse er. Modsat den fuldstændige vurdering af

produktet i forhold til en individuel afgift, kræver dette forslag ikke samme administration, da

der er etablerede standarder at vurdere produkterne ud fra.

Mobiltelefoner er forholdsvis små og vægtmæssigt ubetydelige, og har derfor ikke stor betyd-

ning for, om IKT gruppen når de fastsatte krav på 75 %. Mobiltelefoner kan undlade at opfyl-

de målsætningen, uden at det har betydning for IKT kategorien generelt. Dette skyldes, at

flere andre og tungere IKT produkter har blandt andet et større indhold af metaller, der er let-

tere at behandle og dermed opnå en høj genanvendelsesprocent.

I relation til dette argumenterer Stevels for at WEEE’s kategorisering i stedet for at være i

relation til funktion, burde være opgjort i relation til deres materielle sammensætning, hvor

han skelner mellem produkter dominerede af hhv. ædelmetal (mobiltelefoner), metal (DVD),

gals (tv og skærme) samt plast (audio og MP3 afspillere). [Intw. Stevels; Stevels et al.]

Det bør således overvejes at opdele WEEE’s affaldskategorier yderligere, så fx mobiltelefoner

blev opgjort og afregnet separat. Dette vil fremme, at mobiltelefonerne ikke ”gemmer sig”

bag andre IKT produkter med højere genanvendelsespotentialer samt fremme standarder for

demontering.

Genbrug og forlængelse af levetiden

WEEE har en decideret målsætning om at reducere affaldsfrembringelsen.


116

En af de determinerende faktorer for affaldsfrembringelsen er telefonernes korte levetid, hvor

de på grund af mode, nye features, tilskud fra operatører m.m. udskiftes lang tid før deres fy-

siske leveralder oprinder.

En forlængelse af produkternes levetid ligger imidlertid udenfor WEEE. WEEE forholder sig

ikke til forhold, der har indflydelse på levetidsforlængelse relateret til forbrugsmønstre, da

WEEE primært beskæftiger sig med affaldsfasen. Producentansvaret i WEEE relaterer sig til

affaldsbehandlingen og ikke til produktservice systemer eller andre koncepter relateret til

brugsfasen. Sådanne typer løsninger bør fokusere på at ændre de kommercielle forhold om-

kring operatørernes tilskudsordninger herunder abonnementsstrukturen.

Hvis WEEE til gengæld lykkes med at indsamle større mængder af telefonerne åbnes der

selvsagt mulighed for levetidsforlængelse gennem genbrug. Som sagt smides mange telefoner

ud lang tid før de teknisk og fysisk er nedslidte. I relation til mobiltelefoner vil det således

give mening med relativ strikse krav om genbrug af hele produkter. I stil med den generelle

nedsivningseffekt kan sådanne telefoner sælges igen og træde i stedet for nysalg af telefoner

på markeder for mid/low-end. Dette bekræftes af de mange virksomheder, der lever af dette17.

[Beigl et al. 2004]

Sådanne løsninger kræver, at genbrug indregnes i systemet således at disse telefoner tæller

med i genanvendelsesprocenten frem for faktisk at modvirke opfyldelsen af målsætningerne.

Det er eksplicit nævnt som et element, der sandsynligvis vil blive tilføjet ved næste revide-

ring.

Igen kan det være en ide med en opsplitning af kategorierne i WEEE, da der ikke nødvendig-

vis er samme potentialer i resten af IKT kategorien for genbrug.

5.1.4 Opsamling på WEEE

Som argumenteret begrænser WEEE sig til et affaldshåndteringsdirektiv, der fordrer konkur-

rence i affaldssektoren, men ikke formår at implementere feedback mekanismer til produktud-

formningen med henblik på at mindske affaldsfrembringelsen gennem øget genanvendelighed

m.m. Dette kan afbildes i følgende model:

17 Bl.a. ReCellular, Wireless source, Redeem, Corporate Mobile Recycling, Shields Environmental and Greener

Solutions


117

Figur 16: WEEE’s påvirkningshorisont

Denne figur illustrerer, at WEEE på trods af hensigten om at medføre designændringer gen-

nem produktionskæden kun formår at adresser affaldsfasen (den grå cirkel). Affaldsfrembrin-

gelsen er således ikke direkte adresseret i WEEE direktivet, hverken i form af levetidsforlæn-

gelse eller via designændringer, der faciliteter øget genanvendelse.

Levetidsforlængelse i relation til brugsfasen ligger udenfor WEEE’s rammer, hvorimod en

øget indsamling kan facilitere levetidsforlængelse gennem genbrug af de indsamlede produk-

ter. Dette kræver dog, at der etableres klare mekanismer til at motivere til indsamling og gen-

brug af mobiltelefoner. Selvom forskellige private aktører laver forretning på området, så er

der brug for yderligere incitamenter, hvorfor vi foreslår indførelse af en pantordning. Denne

bør principielt understøtte design af mere genanvendelige produkter, men direktivet og dets

implementering virker dog ikke faciliterende for at etablere den nødvendige monitorering af

enkelte produkter. Alternativet er, at der etableres en form for standardvurdering af produktets

egenskaber, og at betalingen afspejler dette.

I forlængelse af Motorolas og Nokias arbejde med let adskillelige telefoner argumenterer vi

for, at det bør være muligt at etablere standarder for produkternes affaldskarakteristika, som

det enkle produkt kan vurderes i forhold til (opfylder det en givet standard eller ej). Disse

kunne bruges som basis for at differentiere producenternes betaling for håndtering af deres

affald.

Eftersom at mobiltelefonerne på nuværende tidspunkt ser ud til at ”gemme sig” under resten

af IKT i forhold til at nå genanvendelsesmålsætningerne, argumenterer vi for en yderligere

opsplitning af gruppen, så mobiltelefoner tages ud og gøres til en separat gruppe. Dette kan

også facilitere specifikke parametre for hvilke miljøforhold, der skal vægtes.

5.2 RoHS Direktivet

I stil med WEEE diskussionerne ovenfor vil vi her præsentere RoHS og dets påvirkning af

industrien samt komme med forslag til at forbedre direktivet.

Produktionskæden

Affaldsfase Brugsfasen

WEEE


118

5.2.1 Gennemgang af RoHS direktivet

Som nævnt i problemfeltet begrænser RoHS anvendelsen af visse farlige stoffer i elektroniske

og elektriske produkter. Modsat WEEE er RoHS vedtaget med hjemmel i EF traktatens artikel

95 vedr. varernes frie bevægelighed, hvilket betyder, at den eksakte ordlyd skal indskrives i

national lov. [RoHS art. 1]

Direktivet skal forstås som et supplement til WEEE, der som beskrevet etablere et regelsæt

for affaldsbehandlingen. På trods af WEEE’s skærpede krav til indsamling og genanvendelse

af EE-produkter18, forventes det at anseelige mængder EE affald stadig vil ende i hushold-

ningsaffaldet. En bevæggrund for at etablere RoHS er netop at sikre, at de farligste stoffer i

mindre grad udledes til miljøet. RoHS kan altså ses som et sikkerhedsnet under WEEE.

[RoHS præamblerne 3 og 5]

De stoffer, der i første omgang bliver begrænset er, cadmium (0,01 % i homogent materiale

hvilket defineres som mindste adskillige part) og bly, kviksølv, krom VI, samt de bromerede

flammehæmmere PBB og PBDE (0,1 % i homogene materialer). Flere stoffer kan tilføjes

såfremt, der er videnskabeligt belæg herfor. [RoHS art. 5; Kommission 2005/618/EF art. 1]

Den ene af de to omfattede flammehæmmere (PBB) bruges dog i begrænset omfang, kun 1 %

af de bromerede flammehæmmere der bruges i DK er PBB, hvorimod PBDE udgøre 10 %.

[www.mst.dk]

Der gælder dog en række undtagelser listet i direktivets bilag, herunder nævnes blandt andet

bly i keramiske komponenter, bly i loddemateriale benyttet i servere og lagringssystemer og

array-lagringssystemer, net infrastruktur til kobling, signalering, transmission og net kontrol

til telekommunikation (frem til 2010). Mobiltelefonoperatørernes netværksudstyr er altså ikke

omfattet før 2010. Disse undtagelser er som udgangspunkt midlertidige. Det vil sige, at de

løbende vil være genstand for revision. Listen over disse forbehold skal således mindst, hver

fjerde år vurderes i forhold til om argumenter stadig er tilstrækkelig for ikke at annullere und-

tagelsen. Men samtidig er listen ikke endelige, hvorfor producenterne stadig kan søge om at få

undtaget komponenter fra RoHS, såfremt de kan sandsynliggøre, at det af tekniske eller vi-

denskabelige årsager er umuligt at substituere komponenten, eller at undtagelsen vil være til

gavn for miljø, sundhed eller sikkerhed. [RoHS bilag; RoHS art.5]

18 EE produkter henviser til Elektroniske og Elektriske produkter og er den danske oversættelse af EEE –

Electronic and Electrical Equipment


119

5.2.2 Industriens respons på RoHS

De største brandholdere har på et tidligt tidspunkt initieret programmer for at finde løsninger

på blandt andet blyfri telefoner. Generelt har der længe været løsninger på RoHS kravene,

hvilket dog ikke er ensbetydende med, at der er færdige løsninger klar til implementering for

alle RoHS forhold. Der er stor forskel på at producere en prototype og så masseproduktion.

Dertil kommer, at løsningsmulighederne skal formidles til de enkelte led i kæden. Et element

ved overholdelse af RoHS drejer sig således om udveksling af data vedr. materialeindhold og

erfaring i produktionskæden. [Carter-Berrios, M 2006]

Det stof der uden tvivl har forårsaget de største problemer er bly. Bly er en vital del af en

række komponenter, og er ingrediens i de loddematerialer, der benyttes i de centrale proces-

ser, herunder lodning af komponenter til printkort. Nokia argumenterer for, at der har været

mange gode grunde til at bruge bly, og at det er et stort projekt at finde brugbare alternativer.

Bly er relativt blødt, hvorfor blyholdige lodninger er langt mere fleksible end de eksisterende

alternativer uden bly. Blyfrie lodninger kan således give hårdere samlinger. Dette kommer til

udtryk i holdbarhedstestene, hvor komponenterne springer af printkortet. BenQ-Siemens for-

talte, at de har ødelagt mange telefoner under tests for at identificere årsagen til dette, og finde

en løsning på problemet med de skøre lodninger. Problemet opstår, når komponenter loddes

på et PWB, der er en smule fleksibelt. Når printkortet bliver udsat for stød giver det efter,

mens lodningerne er ufleksible og derfor knækker. [Intw. Nokia; Intw. BenQ-Siemens]

Yderligere skal de blyfri loddematerialer loddes ved en højere temperatur. Dette udsætter

komponenterne for yderligere stress, hvilket i visse tilfælde kan være nok til at de enten

brænder under lodningen eller fejler i de efterfølgende test. Derfor skal komponenter, der ind-

holdsmæssigt overholder RoHS kravene alligevel gennemgås og tjekkes for, om de kan klare

de højere temperaturer. Dette glemmes imidlertid ofte, og der findes eksempler på, at virk-

somheder har spurgt leverandører om, hvorvidt deres komponenter var i overensstemmelse

med RoHS. Leverandørerne svarede ja, men de havde kun udfaset de stoffer RoHS omfatter,

men komponenterne kunne ikke klare de højere loddetemperaturer, hvorfor de fejlede efter

lodningen. Komponenterne var altså i overensstemmelse med RoHS, men kan ikke tåle de

høje temperaturer. [Intw. BB Electronics; Intw. Vtech; Intw. WKK; Workshop Copenhagen]

At der skal loddes ved højere temperaturer betyder, at loddeovnene skal være længere for at

temperaturgradienten ikke bliver for stejl. Det har derfor været diskuteret at RoHS vil betyde

signifikante prisstigninger [Jorgensen 2006]. I praksis er dette ikke sket, idet langt de fleste

ovne indenfor mobiltelefonindustrien i længere tid har kunnet klare blyfri lodning. Dette

skyldes at der blandt de større EMS’er er en relativ hurtig udskiftning af materiel, da der er en

kraftig udvikling inden for produktionsudstyr, og EMS’erne er afhængige af hele tiden at have

det mest effektive udstyr. I relation til mobiltelefoner vil ekstraomkostningerne i relation til

nyindkøb af loddelinier være forsvindende, idet mobiltelefoner som oftest samles i meget sto-

re serier hos de allerstørste EMS’er. [Intw. BB Electronics; Siemens stander på 2005AGEC]


120

I forlængelse heraf forventer de fleste af de interviewede ikke, at de vil fakturere eventuelle

omkostningsforøgelser på grund af RoHS. RoHS vil dog betyde at der ikke vil komme samme

reduktion i priserne de næste år, som har været kutyme i industrien hidtil. Sonion udtrykker,

at RoHS omkostningerne er en engangsinvestering. Det er derfor ikke muligt at fakturere kun-

derne direkte. I sidste ende vil det dog altid være kunderne, der kommer til at betale. [Intw.

Sonion; Intw. Woodtai; Intw. BB Electronics]

Foruden bly har et af de større problemer været flammehæmmerne. Eksempelvis har Sonion i

lang tid fået plast med flammehæmmere på trods af, at flammehæmmerne i deres produkt

ingen praktisk funktion har, men de kunne ikke købe plasten uden. Problemet bunder i, at

plastproducenterne er store koncerner, der leverer til mange forskellige brancher, hvor der er

mange forskellige krav til brandsikkerhed. Da flammehæmmere er relativt billige, tilføjes de

uden at der behøver være direkte efterspørgsel, da det generelt er billigere at producere ensar-

tede produkter til mange forskellige aftagere frem for mere kundetilpassede og dermed seg-

menterede produkter. Det kan således være svært for en lille elektronikproducent at påvirke

plastproducenterne. Dette er givetvis bevæggrunden bag Nokias initiativ overfor netop plast-

producenterne. [Intw. Sonion; Intw. Nokia]

Både Nokia og Sonion forventer dog ikke at det bliver noget problem i forhold til RoHS stof-

ferne, da det er store dele elektronikindustrien der samlet efterspørger alternativer. I forhold til

andre specifikke stoffer der ønskes udfaset af den enkelte virksomhed eller måske endog den

samlede mobiltelefonindustri kan det dog blive sværere at påvirke plastindustrien, selvom

Nokia må formodes at have noget gennemslagskraft. [Intw. Nokia; Intw. Sonion]

Opfyldelse af RoHS

Der har i industrien været forvirring om, hvad der skal til for at vise overholdelse af RoHS.

Først var homogene materialer ikke defineret. Det betød at eksempelvis Sonion i lang tid tro-

ede, at deres produkter ikke blev omfattet af RoHS. Imidlertid er Sonion også omfattet, hvil-

ket har ført til at de har problemer med at finde blyfri alternativer til et af deres mest indbrin-

gende produkter. Sonions problemer har haft direkte effekt på blandt andet Nokia. De havde

planlagt deres 5140 model som den første telefon i overensstemmelse med RoHS, men pga. at

Sonions produkt ikke overholdt kravene, da telefonen blev sat i produktion, så måtte de vente

til 5140i modellen. [Intw. Sonion; Intw. Nokia]

I dele af industrien har der hersket usikkerhed om, hvordan der vises overensstemmelse med

RoHS. I starten var der fokus på ja/nej overensstemmelseserklæringer, mens flere af specielt

de større aktører er begyndt at efterspørge udførlige data over anvendte stoffer. [Deffree 2005;

Rayner, B 2006]

I branchen generelt, og specielt blandt producenter af LCD, PWB, chip og plast, hersker der

en udpræget tilbageholdende med hensyn til at videregive informationer om det stoflige ind-

hold af deres produkter, idet dette betragtet som en forretningshemmelighed. Dette skyldes, at


121

de benyttede stoffer er med til at give komponenterne deres egenskaber, hvorfor stofindholdet

er en direkte konkurrenceparameter.

Af frygt for ”reverse engineering” og piratkopiering er der virksomheder der vælger ikke at

optage patent på nye opfindelser, da et patent fungerer som et udstillingsvindue for, hvordan

produktet er fremstillet og hvad det består af. I samme stil har en Japansk PWB producent

tilføjet en række passive stoffer for at sløre de aktive stoffer. [Intw. Sonion; Intw. Alam fra

City University of Hong Kong]

Som beskrevet er det en kompleks branche, hvor et hav af processer og stoffer indgår, hvilket

gør det omfattende at indsamle udførlige data. En del virksomheder har droppet nogle af deres

leverandører, idet de ikke har kunnet opfylde informationskravene. Specielt de mindre virk-

somheder ønsker derfor retningslinier fra EU for, hvordan der vises overensstemmelse fra

deres leverandører. [Rayner, B 2006; Deffree 2005]

Visse komponentimportører har haft problemer med at få en overholdelseserklæring fra deres

leverandører. De kan på sin vis godt få en erklæring, men det er med forbehold for overtræ-

delse af kravene i RoHS. [Skov, H 2005]

IPC19 har derfor etableret en standard for udveksling af data, hvor der gives forskellige mulig-

heder rangerende fra overensstemmelseserklæring til deklaration af mængder af hhv. RoHS

stoffer og andre stoffer af interesse samt til information om de anvendte processer. [IPC 2006]

De store brands arbejder som beskrevet med lister over uønskede og forbudte stoffer. I praksis

er RoHS stofferne blot blevet tilføjet disse lister, således at kravene bliver videregivet op gen-

nem kæden. Disse lister indeholder generelt flere stoffer end de seks omfattet af RoHS, og

inkluderer således forbudte/begrænsede stoffer fra hele verden, samt stoffer der generelt ud-

trykkes bekymring for. [Intw. Nokia; Motorola 2005; Sony Ericsson 2005]

I modsætning til mindre virksomheder har Nokia ikke oplevet de store problemer med at ind-

hente de nødvendige informationer. Nokia erkender, at de har et ultimativt argument: hvis I

vil handle med os, så må I informere os. Dette illustrer, hvordan magtbalancerne er i kæden.

[Intw. Nokia]

For at opfylde kravene i ”RoHS til tiden” er det udbredt at arbejde med roadmaps, der angiver

målsætninger for, hvornår hvem og hvad skal være klar. Leverandørerne opstrøms i produkti-

19 IPC er en US baseret handelsorganisation [www.ipc.org]


122

onskæden skal typisk overholde kravene i direktivet tidligere end slutproducenterne, da disse

skal have mulighed for at tilpasse sig, hvis en leverandør ikke kan nå det. Både GNN og So-

nion har arbejdet med roadmaps og har begge ret godt styr på deres problemer, og hvordan

disse løses. Mange af kravene i disse roadmanps stammer direkte fra kunder og deres tidsplan

for overholdelse af kravene i RoHS. [Intw. Sonion; Intw. GNN; Intw. Woodtai]

I tilknytning til at lave interne roadmaps har GNN også stillet tidskrav til deres leverandører. I

nogle tilfælde har de haft dialog om, hvordan tidsfristen nås, hvilket specielt gælder deres

kinesiske leverandører såsom Woodtai. [Intw. GNN]

Woodtai forlanger i stil med Nokia, GNN m.fl. en deklaration fra deres leverandører om pro-

dukternes materialeindhold i forhold til RoHS stoffer. Deklarationen skal Woodtai selv an-

vende til at vise, at de overholder kravene overfor deres kunder. Modsat Nokia der som ud-

gangspunkt har tillid til deres leverandører, så praktiserer Woodtai mere kontrol. Hvor Nokia

kun foretager enkle stikprøvetest, så laver Woodtai kontrolmålinger på alle deres komponen-

ter for at sikre de er i overensstemmelse med kravene. [Intw. Woodtai; Intw. Nokia]

5.2.3 Diskussion af RoHS direktivet

Perspektiverne i RoHS og mulighederne heri vil blive vurderet i det følgende.

RoHS virker

RoHS har haft en markant effekt på industrien. RoHS kravene er enkle og med klare sanktio-

ner i form af markedseksklusion ved manglende overholdelse. Hvis en producent således be-

nytter et af de begrænsede stoffer i større mængder end tilladt, så er dennes pro-

dukt/komponent bandlyst i telefoner til EU’s indre marked.

Konkurrencesituationen i industrien betyder, at så snart nogle er i stand til at overholde krave-

ne, så er konkurrenterne nødt til at følge efter, da kunderne så har mulighed for at vælge den

alternative løsning.

Modsat kan det argumenteres, at undtagelsesmuligheden har betydet, at en del virksomheder

har brugt kræfterne på at få deres produkter undtaget. Men da undtagelserne er tidsbegrænse-

de kan virksomhederne ikke vide sig sikre i forhold til at opretholde disse. Finder konkurren-

ter en løsning ophæves undtagelsen, hvorfor virksomheder med en undtagelse løbende må

holde sig ajour med, om det er muligt at producere uden eller med begrænset brug af RoHS

stofferne.

Dertil kommer, at gamle komponenter ikke nødvendigvis kan anvendes i blyfri loddeproces-

ser, da loddetemperaturen er højere, hvorfor det selv med en undtagelse bliver nødvendigt at

tilpasse produktet for kunden. Samtidig kan det være et problem overhovedet at få kompatible

komponenter såfremt man ikke omstiller sin produktion, da størstedelen af industrien vælger

at skifte. Principielt skulle blyfrie komponenter være bagudkompatible, således at blyfrie


123

komponenter kan bruges sammen med blyholdige lodninger. Flere printkort-

samlevirksomheder sætter dog spørgsmålstegn ved dette. [Jorgensen 2006; Intw. BB Electro-

nics; 2005AGEC]

Nokia m.fl. begyndte tilbage i 1996 med at arbejde på at lave løsninger uden bly. Dertil kom-

mer at Japan også har kørt med blyfrie produkter over en årrække. De teknologiske løsninger

har således været tilgængelige. Da de store virksomheder har vist, at det er muligt og samti-

digt har efterspurgt kompatible produkter, så var retningen lagt, og resten af industrien har

måttet følge trop.

Global regulering

Initieringen af RoHS arbejdet i EU kommissionen i 1996 falder sammen med, at flere store

brands begynder at arbejde med de tidligere omtalte lister over farlige stoffer. Konceptet med

disse lister er at lave en Global benchmark af de nationale lovgivninger (eller de lande de har

salg i) i forhold til hvilke stoffer der er begrænset, forbudte etc. RoHS har således faciliteret,

at industrien monitorerer deres anvendelse af stoffer af interesse og ikke blot de stoffer der er

repræsenteret i RoHS.

Måden hvorpå virksomhederne arbejder med listerne vidner om, at den strengeste lovgivning

danner præcedens. Dette skyldes den høje grad af globalisering i branchen, hvor komponenter

og produkter transporteres frem og tilbage over lande- og kontinentgrænser. I håndteringen af

denne logistik er det nødvendigt at have ensartede standarder, da det ellers vil kræve (mindst)

dobbeltbogføring (og lagerføring) at holde styr på, at de rigtige komponenter nu også placeres

i de produkter til det pågældende marked. Dette er omkostningsfuldt og ufleksibelt. Etablering

af globale standarder betyder at det er tilstrækkelig med et system.

I modsætning til den generelle tendens, at globaliseringen fordrer at laveste fællesnævner bli-

ver standard i kraft af at virksomheder spiller de nationale reguleringer ud mod hinanden ved

at lokalisere sig i lande med den laveste standard, så virker globaliseringen modsat i forhold

til kemikaliereguleringen af elektronikindustrien.

Når et så vigtigt marked som det europæiske indfører restriktioner, vil det som oftest forplante

sig til verdensmarkedet – i det mindste blandt de største brands for mobiltelefoner.

Et eksempel på RoHS direktivets globale gennemslagskraft er, at Kina har indført RoHS lig-

nende regulering for at sikre at den Kinesiske elektronikindustri forsat kan levere til EU. Ki-


124

nas RoHS regler begrænser eller forbyder ikke stofferne fra RoHS, men kræver, at produkter

til det kinesiske marked har et mærke, der angiver hvilke RoHS stoffer de indeholder. Stof-

ferne må gerne bruges, men skal monitoreres. [Ministry of Information Industry20]

Det kinesiske RoHS faciliterer således, de kinesiske virksomheder til at være opmærksomme

på den Europæiske regulering, samtidigt med at den tvinger virksomhederne til at kortlægge,

hvor de evt. har problemer.

Informationshåndteringen

Som beskrevet i forrige afsnit vil specielt nogle mindre virksomheder gerne have haft stan-

darder for, hvordan der vises overensstemmelse med RoHS. Som beskrevet kan det specielt

for SME’er være svært at få tilfredsstillende informationer, og yderligere har leverandørerne

oplevet at skulle levere de samme data i mange forskellige formater, hvilket forekommer be-

sværligt.

Selvom dette helt sikkert er rigtigt for mange af SME’erne betragter vi også noget af agitatio-

nen som et forsøg på at komme uden om problemerne med at få data fra leverandørerne. Ved

at have fulgt en standard håber virksomhederne at kunne fralægge sig dele af ansvaret ved

blot at henvise til standarden.

RoHS manglende anvisning af, hvordan der vises overensstemmelse, har imidlertid efter vo-

res vurdering tvunget industrien til at søge et mere detaljeret informationsniveau om stofind-

holdet i produkterne frem for ”blot” erklæringer om overensstemmelse.

Industriens stigende interesse for detaljeret data om stofindholdet er således dels faciliteret af

RoHS manglende standardanvisninger, men også muligheden for at nye stoffer tilføres.

Hvis virksomhederne har etableret en database over deres produkters stofindholdet, er det en

smal sag at rapportere til kunder og myndigheder. Modsat kan det med erklæringer være

svært at overbevise andre om, at man rent faktisk ved, hvad der er i produkterne. Et fuldt

kendskab til materialeindholdet i produkterne er også mere langtidssikret. Erklæringer er af-

hængige af lovgivningens udformning på tidspunktet for erklæringen. Den tager således ikke

højde for om RoHS udvides i forhold til nye stoffer eller om evt. undtagelser revideres m.m.

[Adami-Sampson 2006; Deffree 2005]

20 Reference oversættelse af den Kinesiske regulering tilsvarende RoHS


125

Spørgsmålet er, om EU kunne have afhjulpet SME’ers problemer med indsamling og videre-

givelse af data og samtidig have faciliteret industrien til at søge så detaljerede information

som muligt. En certificeringsordning af underleverandører ud fra forskellige systemer kunne

måske have tydeliggjort, hvem der overholder RoHS og således gjort det overskueligt for

SME at vælge mellem leverandører. Men modsat vil en sådan ordning også mindske behovet

for detaljeret information ved at fjerne ansvaret fra virksomhederne til certificeringen.

EU’s manglende standardisering har dog medvirket til, at industrien er gået sammen om fæl-

les standarder for informationsudveksling, som det dog er for tidligt at vurdere anvendelighe-

den af.

Udvidelse af RoHS

Som nævnt indeholder RoHS en mulighed for at addere flere stoffer såfremt der er videnska-

beligt belæg herfor [RoHS art. 4]. Dette har befordret, at virksomhederne er begyndt at moni-

torere flere stoffer end de forbudte. Dette er vel både for at sende signaler til leverandørkæ-

den, og for at påvirke kommende reguleringer eller opdateringer af hvilke stoffer der inklude-

res, så det bliver stoffer, som virksomhederne har mulighed for at udfase.

Under alle omstændigheder er det positivt, at RoHS har fået initieret dette (nok ikke helt ale-

ne, men sammenfaldende med andre lignende reguleringer). Som virksomhedernes arbejde

med de forskellige lister, vores kortlægning af indsatsområder i analyse A, resultaterne af de

forskellige LCA, miljømærkerne m.m. viser, så er de seks stoffer omfattet af RoHS langt fra

de eneste, der er relevant at begrænse.

Det er således oplagt at overveje hvor vidt nogle af disse så som nikkel, beryllium, PVC,

PAH’ere eller andre bromerede flammehæmmere skulle tilføjes til RoHS, hvilket klart ligger

indenfor RoHS’ rammer i og med, at det står nævnt som en mulighed. I betragtning af RoHS

succes i forhold til at påvirke industrien, er det oplagt at fortsætte i samme spor. Dette kræver

dog overvejelser af, hvad der får RoHS til at virke, og om tilføjelsen af flere stoffer vil ændre

på disse mekanismer.

Barriere for udvidelse af RoHS

Som beskrevet er der i elektronikindustrien en ”højeste fællesnævner” trend, hvor de strenge-

ste frem for svageste reguleringer sætter standarden. Dette skyldes blandt andet logistiske

problemer ved at skulle føre dobbelt bog- og lagerføring over hvilke komponenter, der må

anvendes hvor. Omkostningerne ved at efterleve ”højeste fællesnævner” er altså på nuværen-

de tidspunkt mindre end omkostningerne ved at skulle efterleve forskellige standarder.

En central diskussion vedrørende udvidelse af RoHS er, om dette vil ændre denne balance

mellem logistik og overensstemmelse med kravene. Dilemmaet er, at tilføjelsen af stoffer kan

bidrage til en opsplitning i markederne frem for globale ensartede krav. Dette betyder, at en


126

leverandør kan differentiere om der skal leves op til det ene eller andet krav, eller slet ikke

gøre noget.

RoHS effektivitet er altså afhængig af graden af globalisering i branchen herunder om domi-

nerende producenter ser en interesse i at levere forskellige standarder af produkter til forskel-

lige markeder. Dette er bestemmende for omkostningerne ved at have dobbelt lagerføring,

såfremt der vælges forskellige produktstandarder. Skal tilføjelsen af flere stoffer til RoHS

ikke bidrage til en opsplitning af markederne, men stadig fordre ensartede produktstandarder

baseret på den strengeste regulering, så skal omkostninger for at overholde reguleringen prin-

cipielt være lavere end omkostningerne ved et differentieret logistik- og lagersystem.

Dette er en abstrakt sekvens med adskillige usikkerheder, som vanskeliggør præcise kalkuler,

og blot virksomhedsledernes opfattelser af, hvad der er mest økonomisk rationelt, kan være

med til at ændre på disse forhold.

Mobiltelefonindustrien er globaliseret, hvor seks brands står for over 80 % af verdensmarke-

det, og de centrale brands er på de fleste markeder (Japan er en undtagelse hvor kun Samsung

af de seks største formår at være blandt de førende). Disse brands har en udpræget interesse i

at deres produktportefølje er så fleksibel som muligt, herunder at de platforme som forskellige

produkter (der godt kunne være til forskellige lande) er lavet ud fra, kan baseres på de samme

”byggeklodser” lige meget hvor produktet skal sælges. Uden dog at kende omkostningerne

knyttet til separate logistiklinier for forskellige markeder tør vi godt konkludere, at der for

mobiltelefoner skal store omkostninger i spil omkring RoHS, før separate produkter til for-

skellige markeder bliver overvejet.

Dertil kommer at brandholders, af imagemæssige årsager, vil være tilbageholdende med at

indføre forskellige standarder for deres produkter på forskellige markeder, da dette hurtigt kan

bruges af miljøorganisationer m.fl. som anklage om miljødumping til den tredje verden (anta-

get at der gælder mindre skrappe krav i udviklingslande).

Samlet set, er det vores vurdering, at der i forhold til mobilindustrien godt kan tilføjes flere

stoffer til RoHS uden det betyder en opsplittelse af markederne i forhold til forskellige pro-

duktstandarder. Dog bør der, ligesom med de nuværende stoffer, anlægges en passende tids-

horisont, der giver virksomhederne tid til at finde holdbare løsninger; men samtidig skal der

være klare deadlines.

Flere lister

RoHS opererer med seks stoffer, der pr. 1. juli 2006 bliver begrænset i deres brug. Ved ikraft-

trædelsesdatoen for RoHS-kravene sker der således et skift, hvor direktivet går fra at indehol-

de en liste over kommende begrænsede stoffer, til at indeholde en liste over stoffer som kun

må optræde i begrænsede mængder. Vi foreslår, at stofferne forbydes frem for blot begrænses.

Dertil foreslår vi, at der tilføjes flere stoffer til RoHS, så direktivet stadig inkluderer en liste


127

over kommende begrænsede (forbudte) stoffer. Disse skal have en deadline for, hvornår de

overgår til at være begrænsede/forbudte.

Inspireret af den danske Miljøstyrelse, der arbejder med både en liste over forbudte stoffer og

uønskede stoffer, er det en ide at operere med en ekstra liste i forhold til RoHS. Ved at tilføje

en liste over uønskede stoffer (defineret som stoffer der generelt er bekymring for, og ønskes

udfaset, men ikke med fastsat krav) indikeres overfor industrien, hvad der kan forventes af

regulering i fremtiden.

Dette giver i alt tre lister: forbudte stoffer, kommende forbudte stoffer med deadline for for-

budets ikrafttræden samt uønskede stoffer, der på sigt potentielt vil blive overført til listen

over kommende forbudte/begrænsede stoffer.

Formålet med listerne er, at stofferne med tiden flyttes fra listen over uønskede stoffer, til

listen med de forbudte stoffer, så listen over uønskede stoffer benyttes som et pejlemærke for

til hvilken retning EU ønsker at gå. Dette kan medvirke til, dels at nogle virksomheder be-

gynder at interesserer sig herfor, og dels at produktudviklere i arbejdet med substitution ind-

drager uønskede stoffer og således udfaser i tide.

Det er yderligere centralt, at de forbehold for overensstemmelse med RoHS, der pt. er i bila-

gene, kun er udtryk for en overgangsperiode, således at de virksomheder som faktisk gør en

indsats for at udfase stofferne, ikke har spildt kræfter ved at forbeholdende ikke ophæves. Det

kan være en ide at opretholde konceptet med at forbyde stofferne fra en dato og så tillade tids-

begrænsede undtagelser, hvilket gør det muligt at medtage stoffer, der pt. ikke er klare alter-

nativer til.

Hvilke stoffer der præcist skal tilføjes til RoHS ligger uden for dette speciales rammer. Men

til inspiration kan for eksempel bruges forskellige miljømærker (TCO og Blau Engel). Af

disse fremgår beryllium, nikkel og alle de klorede- og bromerede flammehæmmere og -

plasttyper som relevante. WEEE’s krav om udtagning af flammehæmmerne er ligeledes en

indikator på, at disse vægtes højt af EU.

Dertil kommer at kravene i TCO og Blau Engel til de nuværende RoHS stoffer imidlertid er

strengere. De ønsker et forbud, men pga. måleusikkerhed, baggrundsforurening mm. er der

nogle lave toleranceværdier på 3-10 PPM for metaller (modsat RoHS’ 1000 PPM), og 500

PPM for de bromerede og klorerede flammehæmmere) (RoHS også 1000 PPM).

Da TCO og Blau Engel’s kriterier sandsynligvis ikke er taget ud af den blå luft i forhold til

hvad der teknologisk er muligt, er det således muligt at producerer til langt lavere grænsevær-

dier end det som RoHS foreskriver.


128

5.2.4 Opsamling på RoHS

RoHS direktivet har haft stor indvirkning på den globale elektronikindustri. Brandholderne

såvel som virksomhederne i deres produktionskæder har arbejdet med at udfase RoHS stof-

ferne, også for de produkter som sælges udenfor EU. Direktivet har således sat en standard for

den globale elektronikindustri, hvilket bl.a. kan tilskrives at kravene er klare og enkle. Samti-

digt har direktivet medført, at lande som Kina og USA (Californien) har indført lignende re-

gulering, hvilket yderligere er med til at sætte skub i udfasningen. Dette er illustreret i følgen-

de figur:

Figur 17 – RoHS effekt på industrien

RoHS slår igennem som argumenteret, idet industrien er globaliseret, hvor forskellige stan-

dardiserede produkter sælges på forskellige markeder. For at modvirke omkostningerne til

logistikhåndtering anvendes det ”højeste” fælles niveau som global standard. EU’s RoHS

regulering sætter således præcedens globalt, hvor leverandører ikke har andre valg end at ef-

terleve kravene.

Dette billede kan (principielt) ændres, såfremt omkostningerne ved at overholde en given pa-

rameter er mere omkostningsfyldt end at have separerede logistiksystemer.

I forhold til mobiltelefonindustrien betyder globaliseringen og markedsdominansen af seks

store brands på de væsentlige markeder, at dette ikke er aktuelt indenfor de kommende år,

med mindre de radikale omstruktureringer i industrien, hvor mere og mere overlades til for-

skellige EMS og ODM, betyder at det bliver muligt at håndtere logistikken opsplittet.

Dette er vanskeligt at vurdere, men opmærksomheden må rettes herimod såfremt EU tilføjer

flere stoffer til RoHS. Samtidig er der også andre betydende faktorer så som det enkelte

brands image, der sandsynligvis vægtes højere end logistikomkostninger.

I forhold til at forberede industrien på kommende krav foreslår vi at RoHS opererer med tre

typer lister: én over forbudte stoffer, én over kommende forbudte stoffer med angivelse af

dato for forbudets ikrafttræden, samt en liste uønskede stoffer til observation.

Produktionskæden AffaldsfaseBrugsfasen

RoHS


129

5.3 Code of Conduct on Efficiency of External Power Supplies

I fællesskab med industrien har EU etableret en Code of Conduct for eksterne opladers strøm-

forbrug både under opladning og på standby, som virksomhederne kan tilslutte sig. Denne

Code of Conduct er et resultat af et initiativ som EU Kommissionen iværksatte i 1999. Målet

er at reducere opladeres energiforbrug over en årrække.

For standby mode er en indfasningsplan med to deadlines i hhv. 2005 og 2007.

Rated Output Power 2005 2007

> 0.3 W and < 15 W 0.30 W 0.30 W

> 15 W and < 50 W 0.50 W 0.30 W

[EC 2004]

Som det fremgår af ovenstående tabel er kravet for output effekter til det område som mobile-

telefonens oplader ligger indenfor (>0.3w og <15w) 0.3W. Dette bliver ikke skærpet fra 2005

til 2007. Hvor vidt dette vil ske på sigt vides ikke. Disse krav er stor set identiske med dem

der bliver indført i den amerikanske EnergyStar ordning fra 2008. [ENERGY STAR]

På nuværende tidspunkt har Nokia, Alcatel, Sony Eriksson, Motorola, Panasonic og LG til-

sluttet sig denne aftale. Disse seks brand har over 6021 % af markedet for nye mobiltelefoner.

Dertil kommer at Samsung som det eneste mobiltelefon brand har tilsluttet sig det amerikan-

ske EnergyStar program for opladere. Mere end 75 % af de solgte mobiltelefoner er således

underlagt enten EnergyStar eller Code of Conduct.

5.3.1 Diskussion af Code of Conduct

Den frivillige aftale for strømforbruget er yderst specifik og har motiveret virksomhederne til

at reducere opladernes standby forbrug, da de fleste store brands har tilmeldt sig. Der har ge-

nerelt været øget fokus på at reducere standby forbruget fra elektronikprodukter fra EU's side,

da billiggørelsen af elektronik har medført en kraftig stigning i antallet af apparater, og der-

med i det samlede elforbrug til standby. Elektronikindustrien har formentligt indgået en frivil-

lig aftale af frygt for bindende reguleringer, som var endnu mere strikse. Aftalen er dog posi-

21 Udregnet ud fra de tidligere præsenterede tal, så ikke inkluderet Panasonic og Alcatel. Ligeledes forudsat at

alle deres solgte oplader lever op til standarden, selvom det først bliver et ”krav” ved udgangen af i år


130

tiv, idet den har reduceret energiforbruget på kort sigt, men mangler et løbende forbedrings-

perspektiv, da der på nuværende tidspunkt ikke er lagt op til strammere krav.

Modsat telefonens strømforbrug har der tidligere ikke været fokus på opladerens strømfor-

brug. Brandholderne første prioritet har været, at telefonerne kan oplades hurtigst muligt.

Først med indførelsen af industriaftalen samt EnergyStar er standby-forbruget for alvor blevet

en parameter, der tages hensyn til i udviklingsarbejdet. Som ordningen er etableret nu, kan de

fleste brands være med, hvorimod skrappere krav vil appellere til de førende virksomheder,

mens andre virksomheder vil falde fra. [Intw. BenQ-Siemens]

BenQ-Siemens fortæller, at de ikke har haft svært ved at opfylde kravene, hvorfor de har valgt

at mærke deres produkter med EnergyStar. Modsat argumenterer de for, at det fra et økono-

misk synspunkt vil være svært at opfylde kravet, såfremt det skærpes til eksempelvis 0.1W.

Såfremt dette bliver tilfældet er det ikke sikkert, at BenQ-Siemens fortsat vil arbejde på at

opnå EnergyStar mærket. Til sammenligning har Motorola udviklet en oplader, der kun bru-

ger 0.12 W i standby mode. [Intw. BenQ-Siemens; Motorola 2000]

Dette vidner om, at det er muligt at stramme kravene, specielt hvis hensigten er yderligere

motivering af den bedst performende del af industrien.

5.3.2 Opsamling Code of Conduct

Når det gælder standby forbruget for opladere, er der stadigvæk et stort potentiale. Ikke fordi

der måske er den store diskrepans på markedets opladere, selvom kun de store virksomheder

har indgået en frivillig aftale, men fordi standby forbruget i bund og grund er komplet unød-

vendigt. Det har ingen funktion og burde i princippet ikke finde sted. Vores vurdering er, at

mange forbrugere ofte ikke er klar over at opladeren bruger strøm i standby mode, eller så er

de enten ligeglade eller glemmer at tage opladeren ud af stikket/slukke for stikkontakten.

For at mindske standby forbruget burde producenterne som minimum skriver på opladeren, at

den bruger strøm i standby og, at man derfor bør slukke for opladeren, når den ikke benyttes.

Et yderligere og mere effektivt tiltag kunne være, at udstyre opladere med en mekanisme, der

afbryder den, når batteriet er færdigopladt.

Det kunne overvejes, hvorvidt kravet på 0.3W er så nemt at opnå, at dette bør etableres som

en maksimumsgrænse – eller at der pålægges en afgift på opladeres standby forbrug udover

de 0.3W. Kravet i Code of Conduct kunne i stedet skærpes til 0.1W eller 0W, hvilket kan op-

nås ved brug af en afbrydermekanisme.

Ideen må være, at selv ”røven af 4. division” blandt producenterne presses til at inkludere

standbyhensyn i deres produktudvikling, men samtidig motivere frontløberne til at finde løs-

ninger, der helt fjerner det unødige forbrug.


131

5.4 EuP Direktivet

Dette afsnit er opbygget ud fra samme grundstruktur som de forrige om WEEE, RoHS og

Code of Conduct, men har en anden karakter, da der ikke findes konkrete gennemførelsesfor-

anstaltninger endnu. Afsnittet er primært diskuterende i forhold til de forskellige implemente-

ringsmuligheder. Vores diskussion bliver derfor orienteret mod den sandsynlige regulering

frem for den egentlige regulering. Der er en del overlap til analyse D, hvis intention bl.a. er at

give vores forslag til, hvordan gennemførelsesforanstaltningerne for mobiltelefoner kan ud-

formes sammenholdt med perspektiverne i en sammenhængende regulering af mobiltelefoners

miljøpåvirkninger.

5.4.1 Gennemgang af EuP direktivet

EuPs formål er at fastsætte harmoniserede krav til miljøvenligt design af energiforbrugende

produkter solgt på EU’s indre marked. [EuP art. 1]

EuP er et rammedirektiv, der giver Kommissionen mulighed for at udstikke konkret regule-

ring for bestemte energiforbrugende produktgrupper i form af gennemførelsesforanstaltninger.

Disse foranstaltninger skal afspejle et benchmark af bedst eksisterende teknologi [Bilag I og

II]. Gennemførelsesforanstaltningerne etableres som specifikke og generiske krav:

Specifikke krav vedrører overholdelse af et bestemt niveau for en specifik parameter (f.eks.

krav til energieffektiviteten, krav om nedsat forbrug af en bestemt ressource, grænser for an-

vendelse af en bestemt ressource gennem forskellige faser af livscyklus, minimumskrav til

mængde af genvundet materiale og evt. også emissionsgrænseværdier), det er altså et norma-

tivt regelsæt, der skal overholdes. [EuP bilag II; Intw. kommissionen]

Generiske krav relaterer sig til det overordnede design af produktet og er således ikke knyttet

til specifikke produktegenskaber, men en sammenhæng mellem de forskellige egenskaber.

Kommissionen udvælger under udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltningerne nogle pa-

rametre, der vurderes relevante for den specifikke produktgruppe, som industrien så skal do-

kumenterer deres performance i relation til. [EuP bilag I; Intw. kommissionen]

Gennemførelsesforanstaltningerne kan yderligere stille krav om, at komponentleverandører

stiller relevante informationer om produktets sammensætning såsom energi-, materiale- og

ressourceforbrug til rådighed for producenterne omfattet af gennemførelsesforanstaltningen.

[EuP art. 11]


132

Direktivet er et såkaldt new approach22 direktiv, og CE mærket benyttes af virksomhederne

som erklæring af, at de overholder EU lovgivningen. EuP er det første New Approach direktiv

inden for miljøområdet, idet new approach direktiver normalt omhandler sikkerhed og sund-

hed. [Rossem & Dalhammer 2004]

Det pålægges producenten at sikre, at der foretages en vurdering af produktets overensstem-

melse med gennemførelsesforanstaltningerne. For at vise at produktet overholder gældende

regler, kan producenterne vælge mellem at benytte en intern designkontrolprotokol, eller et

ledelsessystem. [EuP art. 8]

Intern designkontrol relaterer sig til udarbejdelsen af et sæt teknisk dokumentationer23, der

gør det muligt at vurdere produktets overensstemmelse med gældende gennemførelsesforan-

staltning. [EuP Bilag IV]

Ledelsessystemet indbefatter at producenten vedvarende arbejder på at forbedre produktde-

signet. Dette indbefatter at producenten kan dokumentere overensstemmelse med relevant

gennemførelsesforanstaltning gennem fremvisning af produktets miljøprofil, procedure for

fastsættelse og løbende revidering af designmæssige målsætninger vedrørende miljø og indi-

katorer samt et program for opfyldelse af disse. Desuden kræves de samme dokumentationer

som ved intern design kontrol. [EuP bilag V]

For at bistå producenterne med at overholde kravene skal der udarbejdes harmoniserede stan-

darder, som virksomhederne kan benytte til at vise overensstemmelse. Altså en standardise-

ring af den interne designkontrol protokol. Udarbejdelsen af disse overlades til forskellige EU

certificeringsorganer bl.a. CEN, CENELEC, og ETSI. [EuP Præamble 30]

22 New Approach vil sige at regulering kun specificerer de essentielle krav der sikrer et højt beskyttelsesniveau.

Kommissionen giver de europæiske standardiseringsorganer mandat til at udarbejde tekniske standarder, som

producenterne kan benytte til at validere at de lever op til EU reguleringen. [Rossem & Dalhammer 200]

23 I tilknytning til informationen i den omtalte overensstemmelseserklæring indbefatter dette yderligere: Resulta-

ter af producentens egne miljøvurderingsundersøgelser eller litteratur og cases som denne benytter sig af til eva-

luering af, dokumentation for og fastsættelsen af løsninger for produktdesignets miljøprofil, såfremt dette er

påkrævet i gennemførelsesforanstaltningen. Designspecifikationer vedrørende produktets miljømæssige design.

De løsninger der er valgt for opfyldelse af gennemførelsesforanstaltningen, hvis ikke standarder er brugt, eller

hvis disse ikke fuldt ud dækker kravene i gennemførelsesforanstaltningen. Kopi af oplysninger vedrørende pro-

duktets miljømæssige design. Resultater af gennemførte målinger i forbindelse med kravene til miljøvenligt

design.


133

Har virksomheden et EMAS registreret ledelsessystem eller lignende, og dette system omfat-

ter virksomhedens designfunktion antages det, at de beskrevne krav for ledelsessystemet op-

fyldes [EuP art. 8]. Ligeledes formodes det, at produkter der er miljømærket efter Blomsten

(EF nr. 1980/2000) eller tilsvarende miljømærker24 opfylder designkravene i en eventuel gen-

nemførelsesforanstaltning. [EuP art. 9]

5.4.2 Diskussion af EuP

Fortolkning

Den overordnede tanke med EuP er at etablere minimums design parametre for produkters

miljømæssige performance over dets livscyklus. Formålet er altså at etablere et minimumsni-

veau for produkters miljømæssige egenskaber solgt i EU. [Intw. Kommissionen]

Ideen er således, at der gennem vurderinger af produktgruppers miljøperformance etableres en

miljøprofil, som produkterne skal overholde. Tilgangen kan på den måde minde om blomsten

og andre miljømærker, der etablerer et sæt kriterier for, om et produkt kan tildeles miljømær-

ket. Modsat miljømærket, som er orienteret mod at skabe ”markedstræk” for at motivere virk-

somhederne til at indføre miljøforbedringer, så ekskludere EuP produkter fra markedet af de

virksomheder, der ikke kan efterleve gennemførelsesforanstaltningerne. EuP etablerer således

et minimumsniveau, og presser dermed industrien frem for at motivere via markedskræfterne.

Med baggrund i VHKs25 arbejde med miljøprofiler i deres EuP screeningsmetode26 og, hvor-

dan forskellige Eco-Design (LCA) værktøjer27 operer med miljøprofiler for at sammenligne

forskellige produkter, fortolker vi EuP som værende baseres på et lignende system. Konceptet

24 Kommissionen kan beslutte at andre miljømærker kvalificerer som opfyldelse af gennemførelsesforanstaltnin-

gerne på samme måde som blomsten såfremt disse stiller tilsvarende betingelser som blomsten

25 VHK er et Hollandsk konsulentvirksomhed, der har vundet udbuddet om at udarbejde en screeningsmetode for

udvælgelsen af om et produkt skal være genstand for en gennemførelsesforanstaltning.

26 VHK screeningsmetode tager udgangspunkt i en produkt(gruppes) BOM (Bill-of-Material) og dens perfor-

mans i forskellige faser (energiforbrug under brug, End-of-life) udregner en miljøprofil, der udtrykker et aggre-

geret tal for det(te)s miljøpåvirkninger (baseret på aggregerede miljøindikatorer i forhold til brugen af en vis

mængde af forskellige materialer/energi m.m.). [VHK 2005].

27 Se bl.a. Schischke et al. og Kemna et al. 2005 i forhold til en gennemgang af de forskellige sammenlignings-

værktøjer, som alle opstiller forskellige aggregerede sammenligninger af BOM.


134

er således at etablere indikatorer, hvorudfra de forskellige produkters samlede miljøprofil bli-

ver opgjort som en sum af, produktets scorer indenfor en række forskellige indikatorer.

I modsætning til blomsten, hvis kriterier referer til et specifik performanceniveau på specifice-

rede parametre (svarende til de specifikke krav i EuP) så introduceres med EuP’s generiske

krav således et koncept, hvor det ikke handler om produktets overholdelse af specifikke pa-

rametre, men om produktets performance på de forskellige parametre samlet set ligger over et

vist niveau. Produktets miljøprofil er altså ikke en sum af forskellige specifikke krav, men en

sum af scorere i forskellige parametre, hvor det er størrelsen af denne summerede score de

generiske krav relateres til.

Fra at operere med håndfaste ultimative krav, hvor reguleringen har foretaget afvejninger mel-

lem forskellige aspekter, så etableres nu et system, hvor virksomheden i højere grad selv kan

foretage afvejninger af, hvordan en givet adderet score af forskellige vægtede parametre op-

nås.

Perspektiverne i EuP

EuP direktivet er en implementering af EU’s IPP politik, og ligesom ved blomsten anlægges

der et livscyklusperspektiv. Det er således ikke kun produkternes performance i forhold til

enkelte parametre som energi i brugsfasen28, der er omdrejningspunktet. Konceptet med at

kravene skal være generiske er således, at producenterne tvinges til at vurdere, hvordan for-

skellige parametre vægtes i forhold til hinanden, og måske endda være med til at fordre, at de

selv begynder at optimere i forhold til disse miljøparametre.

Rossem & Dalhammer argumenterer for at kravet til producenterne om at udføre miljømæssi-

ge vurderinger og etablering af en miljøprofil af deres produkter, der reflekterer miljøpåvirk-

ninger vil fordre et livscyklusperspektiv. Dette sker ved, at produktudviklere og designere vil

blive konfronteret med hvordan deres valg af komponenter, materialer, fysisk design m.m.

påvirker miljøet i de forskellige livscyklusfaser, hvilket fordrer interaktion med andre aktører

for at forstå disse påvirkninger. [Rossem & Dalhammer 2004]

De argumenterer videre for, at den blotte etablering af parametre, som hele industrien opgøres

i relation til, har et potentiale til via markedskræfterne at drive industrien mod bedre Eco-

Design og miljømæssige performance, på samme måde som energimærkningen har styrket

28 Energi i brugsfasen vægtes godt nok en ekstra i forhold til udvælgelsen af mulige fokusprodukter indtil 2007,

hvor kriteriet for udvælgelse har været apparaternes energiforbrug. [EuP art. 16].


135

markedsandelen for produkter med høj energieffektivitet. Tidligere har det været svært at få

parterne til at enes om, hvilke Eco-Design kriterier der skal konkurreres på og hvordan de

måles. Hvis EU lykkes med en standardisering af dette, vil det blive lettere at sammenligne

forskellige produkter i forhold til deres miljømæssige performance. [Rossem & Dalhammer

2004]

I henhold til de tidligere diskussioner angående etablering af feedback mekanismer i imple-

mentering af EPR og WEEE direktivet, så kræver dette, at parametrene etableres så de under-

støtter virksomhedernes muligheder for at differentiere sig på områder, der opfattes som signi-

fikante for deres forretningsstrategi. Det kan være enten i relation til generelle konkurrencepa-

rametre eller som signifikante omkostningsforskelle.

Dertil komme at udformningen af disse må tage højde for at de skal anvendes i et scoresystem

i forhold til en samlet minimumsscore, hvor det at score højt i en parameter tillader at score

mindre i andre, eller at middel score i alle parametre er lig overholdelse.

Etablerede parametre er således ikke nødvendigvis retningsanvisende for hvilke industrien

vælger at implementerer. Såfremt ønsket er reelle forbedringer af specifikke områder skal det

således vurderes om de specifikke krav er bedst egnet. Samtidig må det vurderes om paramet-

rene så også reelt fordrer miljøforbedringer for overensstemmelse, eller om blot ”business as

usual” er tilstrækkelig.

I stil med dette, er der hele afvejningsdiskussionen mellem de forskellige parametre i forhold

til, hvordan de vægtes overfor den endelige score.

Hvorvidt EuP vil formå at få industrien til at miljøforhold i deres produktudvikling er således

afhængigt af, hvordan parametrene i sidste ende bliver udformet.

5.4.3 Udformning af generiske parametre/Indikatorer

Et centralt aspekt af EuP er etablering af indikatorer/parametre, som de forskellige produkter

kan vurderes i forhold til. Vi vil diskutere nogle af de forskellige bud herpå. Mobiltelefoner

har ikke været en del af de forskellige undersøgelser, hvorfor der ikke foreligger et konkret

oplæg i EuP regi, men der er til gengæld lavet lignende undersøgelse i andre regi.

EuP’s egne parametre

I bilag 1 af EuP præsenteres forskellige parametre, som skal vurderes ved udarbejdelse af

gennemførelsesforanstaltninger i forhold til deres relevans for den specifikke produktgruppe.

Disse indbefatter bl.a. graden af genvundet materialer og brugte komponenter; sundheds- og

miljøskadelige stoffer, forbrugsparametre, genbrugs- og genindvinding egenskaber, levetid,

samt emission til de forskellige medier (luft, vand og jord). [EuP Bilag 1]

Som vist i analyse B vurderer vi, at prisen på råvareplast er så lav, at det ikke er muligt at

etablere direkte genbrug af covers m.m. selv om der er teknologiske muligheder herfor. Tiltag


136

der øger incitamentet for etablering af sådanne løsninger er derfor yderst relevante. Modsat er

det vores vurdering at genanvendte komponenter som parametre ikke vil få betydning. Ingen

af vores interviewpersoner har anset dette som farbart. Tolerancegrænserne er små i mobilte-

lefonerne, hvilket allerede har givet problemer ved de blyfrie lodninger, så uanset hvor meget

en sådan parameter bliver vægter, så er yderst tvivlsomt om dette kan få mobiltelefonprodu-

center til at overveje bruge genbrugte komponenter.

De seks RoHS stoffer er ikke de eneste sundheds- og miljøskadelige stoffer der anvendes i

mobiltelefonindustrien, hvorfor indholdet af farlige stoffer klart kan være en relevant parame-

ter, og måske fungere som den pejlingsliste som vi efterlyste i vurderingen af RoHS.

Genindvindingsegenskaber er ikke en aktuel parameter i forhold til den nuværende behand-

lingsform, da telefonerne blot puttes i en metalsmelter. Modsat er telefonernes forbedrede

genindvindingsegenskaber en forudsætning for overhovedet at ændre på affaldshåndteringen.

Med Nokia og Motorolas forskellige arbejder omkring demonteringsmuligheder er der nogle

uudnyttede muligheder, som det er relevant at få understøttet, og især da WEEE fejler på dette

felt. Dog er ikke alle parametrene i direktivet lige aktuelle. Antal anvendte materialer og

komponenter kan være relevante, men kræver et informationsniveau, som nok ikke er muligt

at etablere. En mærkning af plasten kan være et første skridt. Endelig er tidsforbrug ved de-

montering samt let adgang til værdifulde materialer og farlige stoffer centralt, hvis ændret

behandlingsmetoder skal fremmes.

Levetiden for mobiltelefoner relaterer sig ikke til de teknologiske og fysiske forhold, men

kommercielle og modemæssige trends, hvorfor dette som parameter, hverken vil gøre fra eller

til i forhold til den faktiske levealder af produkterne. Vi finder derfor ikke levealderen rele-

vant som parametre for mobiltelefoner på trods af, at vi tidligere har identificeret denne som

altafgørende. Det kræver andre og anderledes tiltag at ændre ved de kommercielle forhold, der

determinerer den korte levealder. Forlængelse af levetiden kan, såfremt det lykkes at ændre på

de kommercielle betingelser, og dermed forlænge den nuværende levetid, være en interessant

parameter i fremtiden. Dog kunne en standardisering af tilkoblingsmulighederne mellem tele-

fonen og opladeren, headset, hukommelseskort og andet tilbehør evt. bidrage til at det ikke er

nødvendigt at skifte alt tilbehør, hver gang der skiftets telefonmærke eller endog telefonmo-

del.

I forhold til at forbedre mulighederne for at ”genopfriske” brugte telefoner til gensalg, kan

muligheder for at opgradere og reparerer telefonen blive centrale. Da telefonerne ofte ikke

afskaffes pga. tekniske nedbrud, er der et stort potentiale for genbrug, hvilket også bekræftes

af, at flere virksomheder indsamler, genopfrisker og sælger brugte telefoner.

Emissioner til de forskellige medier er relateret til produktionen, og er som sådan svære at

monitorere i produktsammenhæng. Selvom signifikante miljøpåvirkninger relaterer sig til

produktionen er det svært at formulere myndighedskrav til produktet, der virker innoverende i

forhold til komponentleverandørerne. Direktivet påpeger dog at gennemførelsesforanstaltnin-


137

gerne kan kræve informationer om input m.m. fra komponentleverandørerne, men validiteten

af sådanne kan være svære at tjekke, specielt da der er modvilje mod videregivelse af infor-

mation. Modsat kan det være nødvendigt med et reguleringspres for at tilvejebringe informa-

tionerne.

I tilknytning til produktionsemissioner, så har telefonerne også emissioner af radiosignaler

under brug, der reguleres gennem direktiv 1999/5/EF om radio- og teleterminaludstyr samt

gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse, mens SAR er reguleret af R&TTE di-

rektivet. Da SAR er et diskussionspunkt, og noget forbrugere går op i, kan det være en rele-

vant parameter. [http://europe.nokia.com]

Key Environmental Performance Indicator

Key Environmental Performance Indicators (KEPI) er etableret med henblik på at fungere

som nogle lette sammenligningsparametre for mobiltelefonernes miljøpåvirkninger i et livs-

cyklusperspektiv. De har været præsenteret i et andet regi (Electronics Goes Green 2004), og

har som sådan ikke har nogen formel forbindelse til EuP eller kravene i eventuelle gennemfø-

relsesforanstaltninger for mobiltelefoner. KEPI inddrages imidlertid i specialet, da deres ka-

rakter er meget lig det forslag EPIC-ICT29 har præsenteret som parametre for PC’er i relation

til EuP. Dertil kommer, at det er flere af de store, der er gået sammen om at etablere KEPI,

hvorfor det kan formodes, at de ønsker at præge udformningen af EuP30 i forhold til mobiltele-

foner.

EPIC-ICT parametrene har antaget en markant anden karakter end den direktivets bilag 1

lægger op til. Frem for at relatere primært til affalds- og forbrugsfasen forsøger disse at adres-

sere de komponenter, der ud fra en aggregeret LCA, vurderes til at bidrage med de største

miljøpåvirkninger, herunder produktionsforholdene. Disse miljøpåvirkninger er blevet reduce-

ret til en række designvalg vedrørende komponenttyper, der bl.a. handler om størrelse på,

samt areal og vægt af komponenterne. [EPIC-ICT 2006]

29 EPIC står for “Development of Environmental Performance Indicators for ICT Products on the example of

Personal Computer”, og er etableret af EU i forbindelse med udarbejdelsen af gennemførelsesforanstaltninger for

PC’er. [www.epic-ict.org].

30 Som indlæg på en af de store elektronik og miljø konferencer og som er sammenfaldende med de sidste for-

handlinger om EuP er det sandsynligt at buddet skal ses i relation til EuP arbejdet.


138

Ud fra samme tilgang har Nokia, Motorola, Panasonic og Philips sammen med Lund Univer-

sitet, sammenlignet forskellige af deres egne LCA-opgørelser i for at diskutere hvilke elemen-

ter (komponenter, livscyklusfaser m.m.), der bidrager mest til forskellige miljømæssige kate-

gorier/effektgrupper. Ud fra denne gennemgang er der udvalgt ni forskellige indikatorer, som

repræsenterer de største miljøpåvirkninger og dermed telefonernes miljøprofil. Disse betegnes

KEPI. [Singhal et.al. 2004]

De indikatorer som KEPI foreslår, er mængden af anvendt guld, arealet af printkortet (multi-

pliceret med antallet af lag), arealet af halvleder ”dies” som er fremstillet ved samme antal

”mask steps” (arealet af den forarbejdede skive af halvledermateriale som sidder inde i chip-

pen, inddelt i antallet af procestrin), mængden af brom i telefonen, arealet af displayet,

mængden anvendt loddemateriale, mængden af kobber som benyttes i opladeren samt kabler,

antallet af komponenter i telefonen (for at reducere transportbehovet) samt standby forbruget i

brugsfasen. [Singhal et al. 2004]

Specielt ”diens” størrelse, printkortets areal, mængden af guld, samt standby-forbruget og i

mindre grad arealet af størrelsen af LCD og brugen af brom tillægges store miljøpåvirkninger

og vægter derfor højt i en vægtning mellem 1 og 3 krydser over deres vigtighed. [Singhal et

al. 2004]

Forslaget til at benytte mindre skærme går stik imod dynamikken i industrien, der pga. kame-

ra og nu DVB-H til stadighed går imod større skærme. Det er derfor urealistisk at tro, at et

designkrav ud fra et miljøhensyn skulle have en mærkbar effekt på dette felt. I lighed hermed

er det ikke selve størrelsen, men produktionen af LCD’et der udgør problemet. Problemet med

størrelsen som parameter er, at det ikke fordrer innovation af alternative og mindre forurenen-

de løsninger. Det bliver blot en konstant, der ikke indregnes som relevant. I dette tilfælde bur-

de fokus efter vores opfattelse i højere grad ligge på at udvikle skærme, der ikke indeholder

farlige stoffer, og som kræver mindre energi at fremstille.

Kravet om at bruge små printkort med så få lag som muligt, ligger umiddelbart i forlængelse

af industriens interesser, da det kræver flere processer og ressourcer (bl.a. strøm) at fremstille

store kort med mange lag, hvorfor man må formode at omkostningerne for sådanne ligeledes

er højere. Det er derfor nærliggende at antage, at der er sammenhæng mellem printkortenes

pris og ressourceforbrug, og at reducering af printkornes areal samt antallet af lag, er noget

som produktudviklerne arbejder med på forhånd. Dog er der flere eksempler (bl.a. BB

Electronics) på at der anvendes meget store printkort for relativt få komponenter, så denne

sammenhæng er måske ikke så tydelig hvorfor det evt. kunne være en relevant parameter.

Reducering af guldforbruget (og metaller generelt) har lidt samme karakter, da guld er dyrt,

og man derfor må formode, at virksomhederne er opmærksomme på ikke at bruge for meget

heraf. For begge dele gælder, at brugen heraf kan gøres endnu dyrere for at yderligere motive-

re virksomhederne til at nedsætte forbruget. Modsat er guld og de andre metaller kun et pro-


139

blem, hvis de går til spilde, dvs. at telefonerne ikke genanvendes. Hvis man således indfører

en pantordning vil tabet af guld kunne mindskes markant.

Den samme problemstilling gælder mængden af brugt loddemateriale, hvis påvirkninger mest

kommer fra indholdet af metaller. Miljøforbedringer på baggrund af reducering af mængden

af anvendt loddemateriale skal dog sammenholdes med, hvad dette betyder for telefonernes

kvalitet og levetid. Mængden af loddemateriale som miljøindikator er vanskelig at vurdere,

men en reducering af forbruget af loddemateriale må alt andet lige være positiv.

Mængde af forbrugt kobber i opladeren kan være med til at fordre teknologiskifte til opladere,

der benytter switch mode31 teknologien. Da switch mode opladere har et lavere standby-

forbrug er forslaget med til at fremme forbedringer indenfor et andet område som KEPI også

fremhæver, nemlig opladerens standby forbrug, hvorfor dette er en relevant parameter.

Brom fremhæves ofte som yderst farligt. Krav på baggrund heraf vil motivere til substitution

af flammehæmmer i plastdelene, herunder printpladen. Krav af denne art er relevante, men

kan efter vores opfattelse adresseres på industriniveau via RoHS (hvilket delvist allerede sker)

for at sende et klart signal igennem produktionskæden, frem for at overlade dette til den en-

kelte virksomhed, der designer færdige telefoner, da disse langt fra sikkert har mulighed for at

påvirke dette i kraft af, at plastproducenterne er meget store virksomheder der leverer til man-

ge forskellige industrier.

Antallet af komponenter i telefonen foreslås som en indikator for påvirkningerne fra transport

under fremstillingsfasen. Dette virker underligt, da der er stor forskel i den mængde af trans-

port, som de forskellige typer af komponenter medfører. Ifølge andre undersøgelser, er det

primært udledningen af drivhusgasser fra flytransporten som bidrager til miljøpåvirkningerne,

hvilket er kun omhandler få centrale komponenter og færdige produkter. Vi finder derfor ikke,

at dette er en god parameter for transport. Modsat så kunne den være interessant i forhold til

en mere generel parameter, da brug af færre komponenter alt andet lige har en positiv miljøef-

fekt. Men alt andet er ikke lige, og mindskelsen af komponenter kan f.eks. være forårsaget af

en integration af transistorer på die’en, og dermed afstedkomme brug af større areal chip.

Hvorvidt det så er en miljømæssig forbedring, kan med et populært udtryk kaldes for ”et godt

spørgsmål”.

31 Alternativ til den mest udbredte Jernkærneoplader teknologi


140

Arealet af halvleder ”dies” som er fremstillet ved samme antal ”mask steps”, er en speciel

indikator. Baggrunden for indikatoren er, at forarbejdningen af ”waferen” medfører væsentli-

ge påvirkninger, da den forarbejdes i mange procestrin, der involverer brug af forskellige ke-

mikalier og store mængder energi. Da det er muligt at fremstille et forskelligt antal transisto-

rer ved de samme antal forarbejdningsprocesser af ”waferen”, er konceptet at maksimere an-

tallet af transistorer per forarbejdningsproces og dermed få flere transistorer ud af en tilsva-

rende produktion. Et krav på baggrund af denne indikator vil føre til at fremme chips med

flere transistorer på det samme areal, hvilket sandsynligvis vil reducere miljøpåvirkningerne

opgjort i forhold til funktionalitet (transistorer). I det denne udvikling er helt central for inno-

vationen i chipindustrien, er der ikke nødvendigvis er brug for at reguleringen fokuserer på

dette område.

Forslag baseret på miljømærker

Et andet udgangspunkt for opstilling af miljøindikatorer end KEPI kan findes i de kriterier,

der er etableret i forskellige mærkningsordninger. EuP direktivets specifikke henvisning til at

Blomsten og tilsvarende mærkninger antages i overensstemmelse med gennemførelsesforan-

staltningerne indikerer at disse tildeles vægt. Der eksisterer som nævnt kriterier for to miljø-

mærker til mobiltelefoner: Blau Engel og TCO.

Med baggrund i disse, og specielt TCO, har en rapport, der har lavet et forslag til miljøindika-

torer for IPP generelt, også set nærmere på forskellige produktgrupper, herunder fremsat et

forslag til miljøindikatorer for mobiletelefoner. [Poll et.al. 2005]

De fleste af disse indikatorer ligger i forlængelse af EuP’s tilgang.

Indikatorerne fra miljømærkerne specificere bl.a. hvilke stoffer, der skal monitoreres. Foruden

RoHS stofferne drejer det sig om: klorerede og bromerede polymer, paraffiner og flamme-

hæmmere, Beryllium, Nikkel og Krom. [Poll et.al. 2005]

Endelig har miljømærkerne også et krav om certificeret miljøledelsessystem (ISO 14001 eller

EMAS), hvilket er en lidt anden tilgang end EuP direktivets udgangspunkt, hvor virksomhe-

der med EMAS inkl. produktudvikling antages at leve op til direktivet. Begge forslag er såle-

des befordrende for etablering af miljøledelsessystemer, hvilket kan få industrien til at arbejde

kontinuerligt med forbedringer. Besværlighederne med at få de nødvendige informationer i

mobiltelefonindustrien kan modvirkes via en øget implementering af miljøledelsessystemer

ved at miljøledelse åbner op for, at virksomhederne laver kontinuerlige forbedringer af deres


141

miljøperformance. Dog viser vores analyse (både i dette speciale og i tidligere projekter32), at

der i visse lande er en lemfældig tilgang til certificering af ledelsessystemer. Et certificeret

ledelsessystem som tilstrækkelig forudsætning for overensstemmelse kræver således trovær-

dige certificeringsorganer.

Diskussion af parametrene

Som fremhævet er der forskel på de forskellige parametre, der er bragt i forslag. På den ene

side vægter KEPI (og EPIC-ICT) mængden af centrale komponenter samt enkelte andre mate-

rialer som værende sammenligningsgrundlaget, hvorimod såvel EuP’s grundlæggende para-

metre så vel som kriterier udviklet ud fra miljømærkningsordninger har en anden karakter. I

kriterierne for miljømærker vægtes specielt stofferne, mens EuP vægter forskellige aspekter af

produkternes performance relateret til genanvendelse, genbrug, levetid m.m.

Stoffer

Mange af de opstillede parametre i både mærkningsforslaget, dele af KEPI’s og EuP direkti-

vet generelt er relateret til anvendelsen af farlige stoffer og er således i overensstemmelse med

flere af de førende brands monitorering af disse stoffer. Et dilemma i forhold til at tilføje nye

stoffer er, at industrien vil prøve at få tilføjet de stoffer, de kan score godt på, og deres kon-

kurrenter har det svært med. Dette kan måske udnyttes, men det kræver stadig regulering i

forhold til de problematiske stoffer. Samtidig er der et overlap til RoHS, som således kommer

til at virke som specifikke parametre tilknyttet relaterede generiske krav. RoHS succes taget i

betragtning, virker det dog til, at det er effektivt at operere med fastsat dato for udfasning

frem for generelle pointscore.

KEPI

KEPI prøver på samme måde at overføre stoftilgangen til materialer og komponenter ved at

pege på de typer af materialer og komponenter, der ud fra flere LCA af forskellige produkter

vurderes mest miljøproblematiske. Eksempelvis identificeres LCD som miljømæssig signifi-

kant på grund af produktionsmetoder, kemikalie- og energiforbrug. KEPI’s parametre relate-

rer sig imidlertid ikke til de forhold der gør f.eks. LCD problematisk, men til LCD generelt

(og således ikke gradueret i forhold til forskellige produktionsmetoder af LCD).

32 Bl.a. i forbindelsen med udarbejdelsen af Ravn et al. 2003!


142

Dette giver nogle parametre, der i stil med stofferne, er klare og lette at monitorere. Men

modsat er de også statiske og fordrer ikke innovation, men blot begrænsning af eksisterende

problemer.

Tilgangen er udelukkende retningsangivende i forhold til at graduere den anvendte mængde af

materiale (vægten, areal osv.) og af de komponenter og stoffer, som bruges i forvejen. Det

lægges dermed op til, at den eneste variable faktor i forhold til designet er kvantiteten af de

materialer og komponenttyper, som allerede benyttes og er forbundet med væsentlige miljø-

påvirkninger.

Tilgangen er derfor blind overfor, at der kan være variationer mellem forskellige producenters

produktionsperformance, samt forskelle i de enkelte produkters miljøperformance. Dette er

specielt et problem i forhold til at fremme teknologier som performer bedre, for eksempel

andre typer af LCD’ere (men evt. befordrende for at finde andre typer af displays).

KEPI bygger på aggregering af forskellige LCA’er af eksisterende produkter. KEPI finder

frem til de komponenter i mobiltelefonerne, som har de største påvirkninger inkl. deres frem-

stillingsproces, men undersøger ikke forskelle mellem de samme komponenters påvirkninger

og dermed eksisterende alternativer. KEPI virker således ikke som benchmark af forskellige

komponenter i forhold til hinanden, men af mængden af forskellige ”type” komponenter i

telefonerne. Derfor bliver f.eks. størrelsen af LCD etc. afgørende, frem for hvilken slags

LCD/alternativer skærme. KEPI bliver dermed fastlåst til eksisterede teknologispor, og kan

kun resultere i variationer af de produkter, som industrien allerede fremstiller.

Dertil kommer, at de forandringer som KEPI ligger op til, ofte enten bliver svære at gennem-

føre, da de går imod dynamikken i industrien, eller ligger i forlængelse af den allerede eksiste-

rende dynamik og industriens interesser, hvorfor det ikke er nødvendigt for reguleringen at

presse på.

I intentionen om at finde enkle parametre i KEPI, der udtrykker livscyklusforhold, er det

glemt at overveje, hvor vidt disse performanceparametre er med til at fordre innovation og

løsninger, der er fremadrettet og gennemførlige i industrien.

Da industrien har udformet disse parametre kan der være grund til skepsis. En nærmere vurde-

ring af samvirkende konsekvenser i et scoresystem a’ la’ EuP kan indikere, at andre dagsor-

dener er på spil. Som nævnt trækker nogle parametre i retning som flere producenter allerede

følger (fx brug af nye chips), mens andre parametre går stik imod udviklingstendensen (min-

dre LCD). Mobiltelefoner med nye chips kan score godt i denne kategori, og derfor tillades

større LCD og en dårlig score i denne kategori, men samlet set overholdes minimumskravene.

Telefoner, der anvender ældre chips, kan ikke samtidig anvende store LCD, da de alt andet

lige så ikke vil overholde minimumskravet.


143

EuP’s grundlæggende parametre og miljømærke parametrene

Modsat har EuP og miljømærkerne stort set droppet at opstille parametre relateret til de pro-

blemer, som KEPI prøver at fremhæve. Dette har f.eks. fået Ab Stevels til at argumentere for,

at EuP’s bilag vægter affaldshåndteringen alt for tungt i forhold til dets relevans i diverse

LCA vurderinger. [Intw. Stevels; Schoenmaker & Stevels 2004]

EuP implementerer nogle af de feedbackloops som WEEE fejler i at etablere, og det kan såle-

des være yderst relevant med etablering af disse parametre. Det er dog et dilemma, at der ikke

eksisterer brugbare parametre i forhold til at monitorere, hvordan produkterne klarer sig i for-

hold til de signifikante miljøforhold.

Løsningen herpå i EuP og miljømærkerne er at fremme indførelsen miljøledelsessystemer, der

så fordrer, at virksomhederne kontinuerligt arbejder med miljøforbedringer. Der eksisterer

imidlertid som argumenteret en diskrepans ved at miljøledelse med produktudvikling i direk-

tivet ses som validering for overensstemmelse, mens det ”blot” er en parameter blandt flere i

opgørelsen ved miljømærkerne. Vores identificering af den lemfældige certificering af miljø-

ledelse i nogle lande understreger, at miljøledelse ikke alene er tilstrækkelig til at sikre over-

ensstemmelse, men ideen om miljøledelse skal fungere som basis for at vise overensstemmel-

se er også interessant.

Disse diskussioner leder os frem til at påpege, at der mange signifikant forskellige parametre

er i spil. Denne diskussion vil blive videreført i analyse D. Først vil vi dog diskuterer konklu-

sionerne på dette kapitel sammenholdt med specialets problemområder (analyserne A, B og

C).

5.4.4 Opsamling EuP

EuP er en implementering af den integrerede produktpolitik (IPP) og har til hensigt at skabe et

minimums performanceniveau for produkter solgt på det indre marked.

EuP er således et supplement til EU’s miljømærke blomsten og dennes bestræbelsen på skabe

incitamenter til produktmiljøforbedringer via markedskræfterne. I modsætning til blomsten,

der bygger på fast etablerede performancekrav indenfor forskellige områder, så introducerer

EuP et koncept om ”generiske krav”, hvor der opstilles forskellige parametre som vægtes for-

skelligt. Virksomhederne kan opnå forskellige performancescore i de enkelte grupper, som så

lægges til en samlet score. Ligger produktet over et vist niveau, så kvalificerer produktet til

CE mærket og dermed til salg på det europæiske marked.

Intentionen i EuP er at give virksomhederne større frihed til at vurdere, hvordan de bedst op-

når en given score således, at virksomhederne optimerer, hvor det er økonomisk mest fornuf-

tigt først.

Der er imidlertid forskellige faldgrupper ved dette.


144

En central er udvælgelsen af de givne parametre, hvor virksomheder vil agitere for de områ-

der, hvor de har mulighed for at score godt sammenholdt med deres konkurrenter.

EuP opererer da også med ”specifikke krav”, der svarer til blomstens minimumsniveauer bare

sat i forhold til markedsadgang frem for kvalificering til et mærke. Inkludering heraf giver

således EU mulighed for at vægte nogle parametre ved at sætte disse som faste grænser der

skal overholdes, mens de generiske er op til industrien at finde ud af, hvordan de gennemfø-

rer.

En af de centrale diskussioner i forhold til EuP er hvordan og hvilke parametre der opstilles.

Selvom der ikke endnu er vedtaget at lave en gennemførelsesforanstaltning for mobiltelefoner

og der derfor ikke i EuP regi endnu ligger nogen konkrete udkast til hvordan sådanne udfor-

mes, så har der i andre regi været forsøgt etableret sådanne.

Gennem en diskussion af henholdsvis: EuP’s bilag om parametre ved udformningen af gen-

nemførelsesforanstaltninger; KEPI; samt forslag til parametre baseret på TCO (og Blaue En-

gel), når vi frem til: at der er en hel del forskelligartede parametre i spil; nogle af disse kan få

indflydelse på design af miljøvenlige mobiltelefoner; andre parametre adresseres bedre gen-

nem RoHS, mens andre sandsynligvis hverken betyder fra eller til. Dertil kommer at nogle

parametre faktisk kan virke hæmmende for innovationen i branchen.

I forhold til EuP og miljømærkningskriterierne er det relevant at få flere stoffer i spil, men

hvis industrien virkelig skal rykke på dette felt, så kræver det klare datoer for udfasningen. Vi

vurderer ligeledes, at det er centralt at øge efterspørgslen efter genanvendt plast, hvorfor en

parameter som mængden genanvende materiale (plast) kan være relevant, men det kan være

svært at validere. Det samme gælder parametre vægtet i forhold, hvor nem affaldshåndterin-

gen af et produkt er, men det bør være muligt at etablere en standard til at vurdering det. Le-

vetidsparametre vurderes ikke at være relevante på nuværende tidspunkt, da telefonerne ud-

skiftes lang tid før de er fysisk nedslidte, men såfremt de kommercielle relationer ændres kan

dette blive en fornuftig parameter. På grund af manglende standardtilslutningsmuligheder kan

et skift af mærke være ensbetydende med, at der også anskaffes nyt tilbehør, herunder opla-

der. En standardisering af interfacet mellem ekstra udstyr og mobiltelefon kunne være rele-

vant. Strømforbrug i opladeres standbymoade er som førnævnt relevant. Endelig vurderer vi,

at det er relevant at fordre miljøledelse i industrien, men at specielt ISO’s manglende perfor-

mancekrav og lemfældig håndhævelse i visse lande gør den ufuldstændig som eneste grundlag

for overensstemmelse med EuP.

I forhold til KEPI kriterierne vurderer vi, at de fleste parametre enten skal tilføjes RoHS (be-

ryllium), er urealistiske (LCD), eller mere eller mindre ligegyldige, da industrien i forvejen

arbejder hermed (chip, guld, PCB).


145

Netop de to sidste variationer (modsat tendensen og i forlængelse af tendensen) gør imidlertid

EuP’s scoresystem problematisk, idet nogle problemområder kan blive helt negligeret, idet

der opnås tilstrækkelig høj score på andre parametre som blot følger den generelle trend.

Ydermere er der behov for at gennemtænke, hvordan der etableres parametre, der formår at

adresserer de samme problemområder, men mere intelligent således at disse fordrer innovati-

on, frem for bare begrænsninger af funktionalitet.

I tilknytning problemerne i forbindelse med valg af parametre, medfører et scoresystem, at der

ikke etableres en entydig retningsangivende reguleringstræk. I en fragmenteret industri, hvor

forskellige leverandørkæder interagerer på kryds og tværs, kan forskelligartede krav medføre

problemer med at kommunikerer de forskellige krav tilbage i kæden. Der skabes ikke et ens-

artet pres på brandholderne og dermed ikke et ensartet træk hos virksomhederne tilbage i le-

verandørkæden. Dette er specielt et problem i kraft af, at nogle af leverandørerne tilbage i

kæden er store selvstendige virksomheder som levere til andre industrier, og ikke er specielt

afhængige af den enkelte producent eller den specifikke industri.

5.5 Opsamling analyse C - Reguleringens gennemslagskraft

Vi har i dette kapitel set nærmere på EU’ nuværende reguleringsinitiativer med henblik på at

vurdere deres styrker og svagheder i forhold til at bidrage med forbedringer af vores tre iden-

tificerede miljømæssige indsatsområder. Vi kommer med umiddelbare løsningsmuligheder

indenfor en ”idealistisk”33 forståelse af, hvad reguleringen kan bruges til.

I forhold til WEEE konkluderer vi, at levetidsforlængelse i relation til brugsfasen ligger uden-

for WEEE’s rammer, hvorimod en øget indsamling kan facilitere levetidsforlængelse gennem

genbrug af de indsamlede produkter. Dette kræver dog etablering af klare mekanismer til at

motivere til indsamling af mobiltelefoner så som en pantordning. Denne er nødvendig for at

sikre, at så få mobiltelefoner som muligt ender i husholdningsaffaldet.

Vi konkluderer ligeledes, at WEEE ingen eller yderst begrænset effekt har på produktets ka-

rakteristika, idet de implementerede systemer ikke fordrer, at affaldshåndteringsomkostnin-

gerne tilknyttet de enkle produkter monitoreres og pålægges de respektive producenter.

33 Idealistisk skal forstås således, at vi ikke forholder os til, hvad der er polisk sandsynligt at få inkluderet i en

kommende revission, men hvad vi ud fra vores agende om at sætte livscyklusorienterede miljøforbedringer på

dagsorden mener der bør ændres ved en kommende revission.


146

Modsat kan kravene om udtagning af PCB’et og plast med bromerede flammehæmmere må-

ske betyde en signifikant forøgelse af omkostningerne for affaldshåndteringen, hvilket kan

medvirke til at etablere standarder for produkternes karakteristika i forhold til hvor nemme de

er at adskille, hvilket på sigt kan danne grobund for differentieret betaling, alt efter om pro-

dukterne lever op til disse krav eller ej. I den forbindelse konkluderer vi, at undtagelsen på

udtagning af LCD under 100cm bør fjernes, da der ligger økonomiske frem for miljømæssige

hensyn til grund herfor.

I forlængelse af Motorolas og Nokias arbejder om let adskillelige telefoner argumenterer vi

for, at det er gennemførligt at etablere sådanne standarder for produkternes affaldskarakteri-

stika, som det enkelte produkt kan vurderes i relation til (opfylder det en given standard eller

ej).

Eftersom at mobiltelefonerne på nuværende tidspunkt ser ud til at ”gemme sig” under resten

af IKT gruppen i forhold til at nå genanvendelsesmålsætningerne (bl.a. fordi der afregnes i

forhold til vægt og telefonere er relativt lette), argumenterer vi for en yderligere opdeling af

gruppen. Dette kunne også facilitere specifikke parametre for, hvad der skal vægtes.

I henhold til RoHS konkluderer vi, at der er etableret et ”højeste” fællesnævner benchmark af

reguleringerne i de forskellige lande, hvor virksomhederne følger en global standard, frem for

dobbelt bog- og lagerføring for at opfylde forskellige krav i de forskellige lande. Dette skyl-

des graden af globalisering i mobiltelefonindustrien, hvor omkostningerne til håndtering af en

lande- eller regionsspecifik logistik er større, end hvad der kan vindes ved at have forskellige

standarder.

Vi konkluderer, at det er en ide at tilføje flere stoffer indenfor rammerne af RoHS, og foreslår

at begrænsningen ændres til et egentligt forbud. Tilføjelsen af flere stoffer kan dog ændre ved

tendensen med en global standard såfremt omkostningerne ved at overholde en given parame-

ter er større end omkostningerne ved at have separate logistiksystemer. Vi vurderer dog, at der

for mobiltelefoner er en så høj grad af globalisering, og markedsdominansen af seks brands så

markant, at der skal ske markante omkostningsstigninger for at skifte væk fra RoHS som en

fælles, global standard.

I relation til mobiltelefonerne mener vi derfor godt, at der kan tilføjes flere stoffer. Dette dre-

jer sig dels om nogle stoffer til at træde i stedet for de, der flyttes fra listen over (kommende)

begrænsede stoffer til en forbudsliste, samt yderligere tilføjelse af en liste med ”uønskede

stoffer”. Vi foreslår altså tre lister: én over forbudte stoffer, én over begrænsede stoffer

(kommende forbudte), og én over uønskede stoffer (observationslisten).

Vedrørende Code of Conduct on Efficiency of External Power Supplies konkluderer vi, at

opladerens energiforbrug i standby er helt unødvendig spild af energi, hvorfor der skal im-

plementeres en løsning, der slår strømmen fra når telefonen er opladet. Da den nuværende

standard virker til, at være generel opnåelig kan denne sættes som minimumskrav frem for


147

frivillig aftale (evt. som specifikt krav i EuP), mens CoC kan bruges til at promovere, at der

findes tekniske løsninger til at koble elforbruget fra ved standby.

I forhold til EuP konkluderer vi, at tilgangen om ”generiske” krav er så ny, at det er svært at

vurdere virkningen heraf. Dog anbefaler vi, at der satses på forholdsvis entydige krav der er

nemme at dokumentere og monitorere performance af, ligesom myndighederne må være be-

vidste om, hvilke særinteresser virksomheder har i forhold til at fremme og vægte bestemte

parametre frem for andre. Endelig anbefaler vi, at myndighederne nøje må overveje hvilke

parametre, der egner sig til generiske krav, som virksomhederne selv kan afveje, og hvilke

parametre der passer bedre som specifikke minimumskrav.

Vi vurderer forskellige tilgange til at opstille parametre, og konkludere, at der er nogle mulig-

heder for at danne generiske parametre, men at flere med fordel kan etableres som specifikke

krav, da dette er mere virkningsfuldt og sender klarerer signaler igennem produktionskæder-

ne. Dertil kommer, at specielt nogle af de krav KEPI foreslår, og som ligger i forlængelse af

hvad EPIC-IKC har foreslået for PC'er, er total misvisende i forhold til at skabe innovation og

dermed mere radikale miljøforbedringer.

Vi konkluderer i den forbindelse, at såfremt KEPI tilgangen vinder gehør, er det tvivlsomt

hvor meget EuP rent faktisk kan bidrage med, idet parametrene kan være opstillet ud fra virk-

somhedernes styrkepositioner, og således nærmere ud fra økonomiske og konkurrencemæssi-

ge hensyn frem for miljømæssige.

Denne diskussion fortsættes i analyse D i forbedringsdelen af specialet (del 3), hvor vi også

vil gå i dybden med, om EuP kan etablere nogle klare sammenhænge til WEEE, RoHS (og

CoC), sådan at manglerne ved WEEE bl.a. kan afhjælpes ved at udnytte dynamikken omkring

RoHS.

Connecting regulations Del 2 - Delkonklusion for A, B og C

148

6 Delkonklusion for problemområderne (A + B + C)

Analyseområderne A, B og C udgør kernen i projektet. Gennem disse er problemstillingen

valideret og konkretiseret. De tre analyser udgør således rammerne for vores hidtidige forbed-

ringsforlag, hvor vi har analyseret hvor og hvordan den eksisterende regulering er mangelfuld

og er kommet med forslag til hvordan denne kan forbedres indenfor de eksisterende regule-

ringsrammer. I det følgende vil vi så diskutere hvorvidt denne forbedrede regulering også

indfanger miljøproblemerne og derved kridte banen op til det næste kapitel, hvor vi kommer

med forslag der går udover rammen og også inddrager andre regulativer instrumenter. Målet

med dette kapitel er således at udpege de miljøproblemer som ikke har været mulige at adres-

sere gennem EU eksisterende regulativer initiativer, herunder vores forslag til revideringer af

disse. Endelig skal dette kapitel fremhæve den industridynamik som reguleringen skal tage

højde for, hvis den effektivt skal adressere miljøproblemerne i mobiltelefonindustrien.

Kapitlet er struktureret efter de miljøindsatsområder som vi har identificeret i analyse A, nem-

lig tab af ressourcer (inkl. energi i produktionen, samt manglende genanvendelse af affald),

energiforbrug i brugsfasen, samt brugen af farlige stoffer. Med udgangspunkt i disse tre om-

råder diskuterer vi hvordan industrien og forskellige europæiske reguleringsinitiativer adres-

serer indsatsområderne.

6.1 De miljømæssige indsatsområder

6.1.1 Tab af ressourcer

EU har delvist forsøgt at adressere ressourceproblemet gennem WEEE direktivet, der dog i

kraft at dets faktiske implementering er blevet til et affaldsdirektiv uden betydning for udvik-

lingen af nye produkter. Det bør dog fremhæves, at direktivet trods alt sikrer, at systemer for

indsamling og separat affaldsbehandling af udtjente elektroniske og elektriske apparater etab-

leres i medlemsstaterne, hvilket er positivt da flere ikke havde sådanne i forvejen. Separate

affaldssystemer er positive, specielt for store og tunge produkter der ofte vil havne i et sådant

separat system, da det simpelthen ikke er muligt at bortkaste disse sammen med hushold-

ningsaffald. For mobiltelefoner og andre mindre produkter er situationen dog en anden, da

forbrugerne nemmere kan komme til at smide telefonerne ud sammen med det normale hus-

holdningsaffald, bl.a. fordi de ikke er klar over at dette er forurenende. I denne sammenhæng

er det problematisk, at forbrugerne ikke har noget incitament for at levere brugte telefoner

tilbage til det separate affaldssystem frem for at smide dem i skraldespanden eller gemme

dem i en skuffe. For at skabe et sådant incitament foreslår vi, at telefonerne forsynes med en

pant for at motivere til tilbagelevering efter endt brug.

Såfremt telefonerne ender i det separate indsamlings og genanvendelsessystem, er det på nu-

værende tidspunkt kun metallerne som genanvendes, mens resten afbrændes eller deponeres.

Dette skyldes at det ikke kan betale sig at genanvende plasten, da nyplast er billigere end gen-

Del 2 - Delkonklusion for A, B og C Connecting regulations

149

anvendt plast. Vi mener, at det ville være hensigtsmæssigt at etablere en standard for telefo-

nernes ”affaldsbehandlingsvenlighed” for at forbedre affaldsbehandlernes mulighed for at

genindvinde metaller og eventuelt plast. En sådan standard kunne eventuelt være en del af

EuP kravene. Samtidigt burde WEEE stille modsvarende krav og forlange udtagning af LCD

på under 100cm2, hvilket er undtaget i den nuværende implementering.

I WEEE indgår mobiltelefoner som en del af IKT gruppen af produkter, når målsætningen for

mængde af genanvendt materiale fastsættes. Mobiltelefoner har svært ved at opfylde genan-

vendelseskravene i WEEE, men dette er ikke noget problem, idet andre dele af IKT gruppen

vejer væsentligt mere og er nemmere at genanvende og det derved bliver relativt nemt at op-

flyde det samlede krav om 75 % genvinding. Mobiltelefonerne ”gemmer” sig således under

den samlede IKT gruppe sådan som det er nu. Vi mener at det ville være hensigtsmæssig at

behandle telefoner som en selvstændig produktgruppe og derved sikre en øget genanvendelse

af materialer samt incitament for mere genbrug fra mobiltelefoner specifikt.

I vores kortlægning af industriens miljøproblemer identificerede vi de komponenter og mate-

rialer (LCD, chip, PWB samt visse metaller) der forårsager en væsentlig del af ressourcetræk-

ket fra produktionen inkl. energiforbruget. Det er bl.a. derfor, industrien selv foreslår at adres-

sere disse komponenter i EuP igennem KEPI tilgangen. De forslag der hidtil er præsenteret

relaterer sig imidlertid primært til reduktioner i størrelsen af disse komponenter, de adresserer

således ikke de problemer som ligger til grund for det store ressourceforbrug. Tankegangen er

inspireret af LCA, tilbageskuende og direkte hæmmende for inkorporering af miljøhensyn i

innovationen.

Industrianalysen viser samtidigt, at brandholdere og turn-key leverandører kan have meget

svært ved at påvirke producenter af disse komponenter til at ændre adfærd. Både LCD og

PWB sælges ofte som hyldevarer, relationerne mellem brandholder eller turn-key leverandø-

rer og komponentproducenterne er ofte relativt løse og følger delvist købmandsmodellen.

Brandholdernes indflydelse bliver yderligere reduceret ved at komponentleverandørerne ofte

selv er store virksomheder der leverer til forskellige brandholdere og ofte også til flere for-

skellige industrier. Disse forhold må reguleringen tage højde for, idet krav til brandholder

ikke uden problemer kan formidles igennem produktionskæden. Desuden har brandholderne

ikke kendskab til leverandørernes miljøperformance under produktionen, og ofte heller ikke

til komponenternes indhold, og brandholderne har derfor ikke mulighed for at vælge leveran-

dører ud fra miljøparametre baseret på benchmarks af forskellige produkter og leverandørers

performance.

Det er i sig selv problematisk, at fremstilling af visse komponenter forudsætter et kraftigt res-

sourcetræk, samt at flere af disse ressource er bundet i produktet og ikke fuldt ud genanvendes

efter endt brug, men endnu mere problematisk er det, at disse forhold kun delvist er adresseret

af WEEE selv med vores foreslåede forbedringer.


150

Produkternes ekstremt korte leveralder forøger problemerne signifikant, i EU er levealderen

helt ned til under et år. Den korte levealder skyldes forskellige forhold, herunder at der sker

en hurtig teknologisk fornyelse, at mobiltelefonerne er gået hen og blevet modeobjekter samt,

at operatørerne sælger telefonerne med tilskud.

EU’s regulering, eller de nationale reguleringer for den sags skyld, adresserer ikke dette, hvil-

ket også er svært indenfor den opstillede reguleringsramme. Heller ikke EuP egner sig til at

adressere kommercielle og markedsmæssige forhold af denne art.

6.1.2 Energi i brugsfasen

Energiforbruget i brugsfasen relaterer sig først og fremmest til telefonens oplader og til net-

værket, da selve telefonen er batteridrevet og derfor ofte vil være optimeret.

I forhold til opladeren er der i EU etableret en Code of Conduct (CoC) der kræver et maksi-

malt forbrug på 0,3 W i standby. Denne CoC er underskrevet af en del af de store brands,

ekskl. Samsung, der opfylder det næsten identiske US EnergyStar. Resultatet er, at op imod

80 % af alle telefoner på verdensmarkedet kommer fra en producent som overholder krav der

svarer til CoC, hvilket samlet set er flot. Det vidner dog også om, at kravene ikke er særligt

ambitiøse og nemme at opnå. Motorola har for flere år siden fremstillet en oplader der kun

bruger 0,12 W i standbyforbrug. Dertil kommer, at standbyforbruget er komplet unødvendigt,

idet brugeren alligevel fysisk skal have fat i opladeren for at tilslutte den til telefonen. Derfor

mener vi ikke, at en CoC med maks. forbrug er vejen frem på netop dette område, i stedet bør

der stilles krav om at opladeren automatisk slukker, når telefonen er færdigopladet.

Modsat opladerens energiforbrug, der kun i kraft af CoC har fået opmærksomhed, så er der

fokus på masternes energiforbrug, da dette udgør en væsentlig driftsomkostning for operatø-

ren, hvorfor et lavt strømforbrug er et parameter, på linje med alle mulige andre parameter,

ved anskaffelsen af netværksudstyret.

Der er stor forskel på de forskellige mastegenerationers energiforbrug. Selvom generationerne

ikke er umiddelbart sammenlignelige, er det blevet vurderet, at 3G systemerne bruger mindre

energi per overført dataenhed, men modsat bruger væsentligt mere energi per samtale. Da

standarderne i høj grad definerer strømforbruget, men både 2G og 3G er defineret, mener vi,

at det er vigtigt at præge udviklingen af den kommende 4G standard, så miljø indtænkes fra

starten i stedet for at der udføres lappeløsninger siden hen. Det kunne f.eks. være at trafikken

altid ledes den mest strømeffektive vej. I denne forbindelse mener vi, at det vil være gunstigt,

hvis betalingssystemerne etableres således, at de økonomiske og de energimæssige udgifter

følges ad, da operatøren derved vil have et incitament til at anvende de mest energieffektive

løsninger.


151

6.1.3 Brug af farlige stoffer

I analyse A identificerede vi en række stoffer der udgør et miljøproblem. Dette drejer sig bl.a.

om tungmetaller samt bromerede- og chlorerede flammehæmmere. Da sådanne stoffer hyp-

pigt optræder i elektronikprodukter, har EU i RoHS direktivet adresseret seks af de farligste

stoffer ved at pålægge restriktioner for brugen af disse i produkter.

RoHS har haft en stor effekt på industrien. RoHS fungerer, fordi det er entydig og markeds-

ekskluderende, samt at der fra et tidligt tidspunkt har været fokus på, at finde alternativer, som

gjorde overensstemmelse mulig. Da 80 % af markedet, herunder de fleste af de store brands,

har implementeret ensartede globale lister over forbudte stoffer og vist, at der er alternativer,

betyder en eksklusion ikke blot eksklusion fra det indre marked, men faktisk fra det globale

marked. Hvis samtlige af de store brands aktiveres og trækker i samme retning, er der et signi-

fikant ”pull” der har konsekvenser gennem hele kæden. Dog benytter brandholdere sig i sti-

gende grad af ODM og EMSer der fungerer som turn-key leverandør, hvorfor brandholder i

visse tilfælde mister føling og dermed indflydelse på, hvilke komponenter og stoffer der ind-

går i telefoner. Da brandholderne ofte også har outsourcet testfunktionerne til de samme aktø-

rer, handler det i sidste instans om tillid mellem brand og EMS. Det er altså EMS’erne der

ofte skal implementere brandholdernes leverandørpolitikker overfor komponent og materiale-

leverandører fra Kina og lignende steder, hvor det kan være svært at vurdere, hvorvidt infor-

mationer vedrørende overholdelse er valide.

Vi mener, i forlængelse af RoHS direktivets succes, det er en god ide løbende at tilføje flere

stoffer for at etablere progression i systemet. Vi foreslår, for at facilitere industrien til på et

tidligt tidspunkt at arbejde med mulige alternativer, at kommende forbudte stoffer tilføjes og

træder i stedet for de snart begrænsede stoffer (d. 1. juli) samtidig med, at der etableres en

liste over ”uønskede ” stoffer, hvor stoffer som er under observation, og som på sigt bør udfa-

ses, optages.

Mange af de stoffer der vurderes som miljøskadelige, benyttes i plast, LCD og PWB. Dette

betyder, at de virksomheder som bruger en stor del af ressourcerne under produktionsproces-

sen (mest energi) også er dem som skal aktivers til at tage hånd om problemer med miljøska-

delige stoffer. Dog er der, som påpeget, et problem i forhold til at videregive oplysninger om

ressourceforbrug. Den samme tendens gør gældende i forbindelse med de farlige stoffer, må-

ske endda i endnu højere grad, da den kemiske sammensætning af produkterne er et vigtigt

konkurrenceparameter. Dertil kommer, at specielt plastindustrien er så stor en aktør, at mobil-

telefonindustrien alene har et dårligt udgangspunkt for at trænge igennem for slet ikke at tale

om de enkelte brandholdere.

6.2 Virker reguleringen?

Det står klart, efter gennemgangen af EU reguleringens påvirkning af industriens arbejde in-

denfor de tre miljøindsatsområder, at den på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre en til-


152

fredsstillende håndtering af miljøproblemerne. EuP direktivet har etableret yderligere en

ramme for at sikre miljøet, men som det fremgår af analyse C er det sandsynligt, at gennemfø-

relsesforanstaltningerne for mobiltelefoner vil komme til at minde om dem for PC’ere og

dermed vægte nogle ensartede kvantitative krav der enten er ligegyldige eller decideret mod-

virker dynamikken i industrien. Disse vil efter vores opfattelse ikke have nogen væsentlig

indflydelse på mobiltelefonindustrien.

Analysen tydeliggør, at hverken EuP, WEEE eller RoHS formår at etablere fortløbende initia-

tiver der kan drive industrien mod bedre løsninger. Vi mener derfor, at det er nødvendigt med

et system der har samme gennemslagskraft som RoHS, men med et bredere, holistisk og mere

dynamisk sigte. En sådan regulering kunne passende tage udgangspunkt i EuP direktivet, som

stadigvæk er åbent for ændringer og kombineres med vores forbedrede WEEE og RoHS initi-

ativer. Målet er således at skabe en sammenhængende reguleringsramme der inkorporerer

WEEE, RoHS og EuP direktiverne og indfanger påvirkninger fra hele telefonernes livscyklus.

6.2.1 Gennemslagskraft i produktionskæden

Vores forslag til et sammenhængende EU reguleringssystem nødvendiggør viden om hvordan

og hvilket led i produktionskæden der er relevant at adressere for at afhjælpe de identificerede

miljøproblemer. Vi har i de foregående kapitler kortlagt, hvilke komponenter der udgør et

problem, samt undersøgt, hvor reguleringen ikke er tilstrækkelig. Det næste skridt er således,

at diskutere de relationer som reguleringen gerne skulle påvirke, før vi går videre til at skabe

”vores EuP system”.

Som udgangspunkt er det brandholderne der har det juridiske ansvar for produkternes miljø-

egenskaber, hvorfor det er dem der formelt må adresseres. På trods af et stigende brug af

ODM og EMS har brandholderne stadig en placering og funktion i kæden der er central, i

forhold til at implementere et markeds ”pull” der påvirker hele kæden – dvs. trække i en be-

stemt retning ved at efterspørge komponenter og materialer med særlige egenskaber. Specielt

hvis de forskellige brandholdere stiller ensartede krav og dermed bidrager til skabelsen af et

samlet ”pull”.

Samtidigt skal man forstå, at en stor del af udviklingsaktiviteterne finder sted hos eller i sam-

arbejde med komponentproducenterne og at udviklingen af færdige telefoner i stigende grad

varetages af ODM’ere. Endvidere er en stor del af produktionen outsourcet til EMS’ere og

ODM’ere der styrer relationen opstrøms i kæden på turn-key basis. Dette vidner om, at selv-

om brandholderne formelt har magten i kæden, så har de været tvunget til at outsource mange

opgaver for at kunne følge med udviklingen og være med helt fremme. Det er således ofte

komponent- og materialeproducenter, samt ODM’ere og EMS’ere, der i sidste ende skal im-

plementere EU’s krav tilbage i kæden, selvom disse fortsat formidles igennem brandholderne.

Det er nødvendigt, at være klar over at aktørerne i kæden har deres egne strategiske interesser

og agendaer, hvorfor det ikke altid blot er nok at stille kravet til brandholderne, hvis der skal

ske forbedringer i hele kæden.


153

I tilknytning til denne opsplittelse forsøger operatørerne også at tilegne sig mere magt. Såle-

des er der også sket en koncentration af operatører, der er blevet færre og større globale opera-

tører, frem for de nationale monopoler som var udbredte for blot 10–20 år siden. Operatører

udgør således i stigende omfang en modpol til brandholderne og visse er begyndt at gå uden

om brandene for at lave deres egne telefoner. Der er dog et vist sammenfald af interesser mel-

lem operatør og brandholder, da de begge er interesseret i at forbrugeren køber de nyeste tele-

foner. Forskellen ligger i motivet. Operatøren er interesseret i at sælge telefoner der muliggør

et øget salg af indhold, mens brandholderne er interesserede i at sælge nye og mere avancere-

de telefoner, uden at tage for meget hensyn til om disse understøtter salg af netværksbaserede

services. Dette vil sige, at operatører og brandholderne meget vel kan være interesserede i at

fremme forskellige typer af features. Forskellen i interesser imellem operatører og brandhol-

dere ses for eksempel ud fra at Microsoft forsøger at trænge ind på markedet med telefoner

der anvender Windows. Disse udvikles i samarbejde med eksempelvis Flextronics og forsøges

afsat til operatørerne udenom brandholdene. På trods af dette har brandholderne indtil videre

formået at holde operatørtelefonerne væk ved bl.a. kraftigt at brande sig selv og deres telefo-

ner og sikre, at det er brandholdernes telefoner forbrugerne efterspørger.

Kompleksiteten i industrien er altså ikke alene knyttet til opsplitningen af kæden, men også til

den evige kamp om værditilvæksten. EMS’erne og specielt ODM’erne prøver at tilkæmpe sig

en større del af kagen og forsøger at overtage udviklingen, også for mid-end og high-end

segmenterne, og udvide leverandørkædestyringen med logistik og after-sales-services.

Producenterne af chips og displays ønsker hele tiden, at udvikle nye produkter der kan skabe

et teknologisk ”push”, hvormed de opnår større markedsandele, mens printkort- og plastpro-

ducenterne umiddelbart er interesserede i at sætte deres egen dagsorden og helst ikke inddrage

andre aktører i deres strategiske overvejelser. Dertil kommer at markedet for slutprodukter

ligeledes er komplekst, idet telefonerne segmenteres, konvergerer og generelt er i konstant

forandring.

6.3 Indsatsområder for vores forbedringsforslag

På baggrund af de ovenstående konklusioner kan vi identificere en række forhold, som vi skal

tage højde for under udviklingen af ”vores EuP system”, hvis reguleringen skal være effektiv i

forhold til at fremme miljøforbedringer.

System skal først og fremmest kunne:

- Bidrage til at skabe motivation for designændringer, der muliggør let adskillelse af te-

lefonerne og nem opgradering,

- Skabe efterspørgsel efter genanvendt plast,

- Skabe motivation for udfasning af de uønskede stoffer (observationslisten) og sikre

den fornødne teknologiudvikling som på sigt vil hjælpe med at forbyde disse, samt fa-


154

cilitere at industrien bliver i stand til at overholde kravene om ”kommende forbudte

stoffer” på et tidligere tidspunkt.

- Skabe innovation blandt chips, displays, printkort, plastindustrien med henblik på at

reducere brugen af uønskede eller kommende forbudte kemikalier samt nedbringe res-

sourceforbruget under produktionen.

- Påvirke udviklingen af en 4G standard så miljø er et parameter fra starten.

- Fremme optimeringer af miljøperformance igennem hele produktionskæden, herunder

at tilskynde til, at miljø indtænkes i produktudviklingsfasen opstrøms i kæden samt at

produktionen optimeres mest muligt.

- Ændre på incitamentstrukturen så telefonernes levetid forlænges


155

-

Connecting regulations Del 3 – Forbedringsforslag (D)

157

7 Analyse D – Forbedringsforslag

I den sidste del beskæftigede vi os med de problemer, der relaterer sig til EU-reguleringens

gennemslagskraft og dens effekt på de miljømæssige indsatsområder. Vi kunne konstatere, at

en række miljømæssige problemer ikke bliver adresseret tilfredsstillende gennem de eksiste-

rende regulativer tiltag (WEEE, RoHS og CoC) eller gennem en eventuelt kommende imple-

mentering af EuP, der ser ud til at ske gennem Kepi-lignende parametre. Som nævnt mener vi

ikke, at den nuværende regulering formår at påvirke industriens pull- og push-mekanismer,

hvorfor den ingen, eller kun en begrænset, effekt har. Dog står det klart, at EuP’s rammer er

langt videre, end hvad vi forventer af den faktiske implementering. Vi mener derfor, at det

gennem en udvidet forståelse af EuP (udover KEPI), der inddrager flere af de grundlæggende

tanker under IPP, er muligt at ramme et bredere udsnit af de miljømæssige problemer, som vi

har identificeret i analyse A.

Men selv med en bred ”idealistisk” fortolkning af EuP er der visse begrænsninger. Det er spe-

cielt svært at ramme de mere push-dominerede relationer, der blandt andet optræder i forhold

plast-, LCD- og chipindustrien. Det er ydermere svært at komme igennem tre til fire led tilba-

ge i produktionskæden og ramme de kinesiske leverandører. Endelig kan et EuP-system, der

stiller krav gennem produktet, i sagens natur ikke adressere de kommercielle forhold, der er

årsag til den korte levealder (tilskud på telefoner mm.). I forhold til at ramme de push-

dominerede relationer og de kinesiske producenter opstrøms i kæden foreslår vi oprettelsen af

en fond, der skal udgøre et supplement til EuP. For at ændre de kommercielle årsager til tele-

fonernes meget korte levealder diskuterer vi specielt muligheden for at ændre operatørens

rolle i forhold til at sælge telefoner.

Kapitlet er opbygget således, at vi først gennemgår mulighederne for en udvidet EuP-

regulering, hvilket efterfølgende følges op af et bud på, hvordan levetiden kan forlænges. En-

deligt tager vi en diskussion af, hvilke mulige områder fonden kan støtte for at afhjælpe nogle

af de problemstillinger som vores EuP-system ikke formår at adressere.

7.1 Vores EuP system

I forrige kapitel konstaterede vi, at EuP vil få en begrænset indflydelse på industriens arbejde,

hvis de generiske krav skal stilles med KEPI som parametre. Vi ser imidlertid perspektiv i at

skabe en helhedsorienteret og forebyggende EuP-regulering med blandt andet elementer fra

dele af TCO-kriterierne, enkelte af KEPI-parametrene samt nogle af de parametre, som EuP

åbner mulighed for at inddrage i gennemførelsen af direktivet.

I det følgende vil vi beskrive vores EuP-system, der har til hensigt at skabe en mere helheds-

orienteret og forebyggende produktregulering.

Del 3 – Forbedringsforslag (D) Connecting regulations

158

7.1.1 Udvidet forståelse af EuP

EuPs intention er som argumenteret at etablere et minimumsmiljøperformanceniveau for pro-

dukter, der sælges på det indre marked gennem markedseksklusion af de værst performende

produkter.

EuP indgår under den bredere hat IPP, hvis intention, er at benytte markedskræfterne i regule-

ringen. Det vil sige, de midler IPP foreslår anvendt for at ændre industriens adfærd rummer

muligheden for at opnå blomsten, pres fra offentlige grønne indkøb, Code of Conduct og an-

dre primært frivillige initiativer.

EuP skal således indgå i en sammenhæng, hvor EuP etablerer minimumsniveauet, mens

blomsten skal etablere et drive for innovationer mod et bedre performanceniveau.

Vi mener, at det er afgørende at denne sammenhæng gøres tydelig, således at EuP, Blomsten

og de øvrige IPP initiativer ikke bare bliver enkelte uafhængige tiltag, men at der etableres

klarere links mellem dem, samt til de eksisterende reguleringstiltag RoHS, WEEE og CoC.

I dette lys, ligger EuP i forlængelse af blomstens tilgang til at påvirke industrien, ved at være

baseret på performance krav, men EuP’s krav er mindre restriktive og udgør tvungne ad-

gangskrav for det indre marked, hvorimod Blomsten er frivillig, og er principielt kun opnåelig

for de bedste produkter. Derfor er det blevet foreslået, at Blomstens kriterier kunne bruges til

at danne minimumskrav for markedsadgang – altså basere kravene i EuP på samme parametre

som miljømærkerne. [Dolley et al. 2003]

Ved at etablere en tæt sammenhæng mellem EuP og Blomsten sikres et simpelt system, idet

det er de samme parametre, blot med forskellig grænser, der ligger til grund for markedseks-

klusion og ”præmie”. [Rossem & Dalhammer 2004]

I forlængelse af at etablere EuP som konforme med Blomsten, diskuteres der i EU regi også

muligheden for at skabe sammenhæng til EMAS – dvs. at det skal være de samme parametre

der moniteres i på i EMAS, EuP og Blomsten.

I forlængelse af denne diskussion, har EU initieret program for Environmental Product

Declarations (EPD), der skal etablere en række parametre som virksomhederne kan monitere

deres produkters performance i forhold til. Med udgangspunkt i disse parametre virksomhe-

derne lave en produktprofil, som kan anvendes i reguleringsøjemed, som guide for offentlige

grønne indkøb eller lignende initiativer. [Poll 2005]

Et sådan EPD-system kan anvendes til at benchmarke forskellige produkter, hvilket Rossem

og Dalhammer mener, kan skabe et drive i industrien mod bedre Eco-Design performance.

[Rossem & Dalhammer 2004]

Inspireret af disse tanker, ønsker vi i det EuP system vi i det følgende vil udvikle, at etablere

et reguleringssæt, der kombinerer en række virkemidler, og som etablerer klare links til øvrig


159

regulering, for at skabe et samlet præs på industrien fra flere sider. Vi mener, at såfremt direk-

tivet skal fordre en kontinuerlig udvikling, at det er helt centralt, at det formår at motivere de

bedst performende virksomheder til at tage ekstra skridt. Det er i vores optik ikke tilstrække-

ligt kun at skubbe de dårligst performende med stadig strengere krav, blandt andet fordi det er

blandt de førende virksomheder, at nyskabelserne finder sted. Derfor er det centralt dette re-

guleringsforslag, fordrer fortløbende forbedring blandt både de dårligst og bedst performende

virksomheder. [Rossem & Dalhammer 2004]

7.1.2 Grundelementer i systemet

Vi vil i det følgende etablere et system, der er baseret på en markedsekskluderende bundgræn-

se, men som stadig motiverer til de bedst performende virksomheder til at forbedre sig. Basis-

linien kan sammenlignes med ”best avalable technology” princippet, blot i forhold til produk-

ter i stedet for produktionsprocesser. Både basisgrænsen og grænsen for de bedst performende

skal være progressive og flytte sig med industriens udvikling. Systemet finder blandt andet

inspiration i Japans ”top-runner” tilgang, hvor den bedste performance i dag danner markeds-

adgangsgrænsen om et på forhånd fastlagt antal år.

Denne tilgang minder lidt om det, vi har set i RoHS. Men for at sikre, at også de bedste virk-

somheder motiveres til kontinuerligt at forbedre deres produkter, indføres en produktafgift

relateret til virksomhedernes performance, således at der gives et direkte økonomiske incita-

ment til at forbedre denne. Samtidigt inddrages Blomsten, der skal fungere som benchmark af

bedste performere.

Afgiften skal være variabel, så dårlige produkter pålægges en støre afgift. Afgiftens formål er

at sikre en motivation for, at samtlige virksomheder forbedrer sig, og ikke at skrabe midler ind

til generelle formål. Midlerne skal derfor kanaliseres tilbage til industrien via en fond, hvis

formål er, at facilitere udviklingen af miljøvenlig teknologi inden for de områder, vi tidligere

har identificeret som værende miljømæssigt problematiske. Især de problemstillinger, der kan

være svære at ramme med den øvrig reguleringsindsats, f.eks. via pull-mekanismer, skal

adresseres gennem fonden.

Vores intention er således at etablere et tostrenget system med sammenhæng mellem paramet-

rene, hvor der tages højde for de push- og pull mekanismer som findes mellem virksomheder-

ne i produktionskæden.

Generiske og specifikke krav

I forbindelse med arbejdet med vores bud på et EuP-system, har vi haft mange diskussioner

om, hvordan de forskellige parametre virker, hvordan systemet etableres med et minimumsni-

veau, udtrykt som det generelt opnåelige, der kontinuerligt strammes, samtidig med at det

motiverer de førende virksomheder til at forbedre sig yderligere.


160

I stil med EuP var vores først tanke, at de lidt bløde og fleksible generiske krav egner sig godt

til at udstikke de overordnede parametre og retninger. Dette stiller industrien frit i forhold til

at identificere og indføre løsninger. Det grundlæggende princip bag denne tilgang er, at virk-

somheder er bedst til at afgøre, hvordan løsninger udvikles og etableres i forhold til deres

produkter. Dette vil i teorien føre til innovation, som ikke kan forudses, og vil dermed fremme

nye løsninger på eksisterende problemer. Målet ville således være, at få virksomhederne til at

trække læsset. Men for at dette virker, kræver det, at industrien ikke forsøger at modarbejde

systemet, men bruger det til at etablere løsninger på nogle af de områder, der sættes fokus på,

således, at miljøeffekten samlet set reduceres. Denne forudsætning harmonerer imidlertid ikke

med vores forståelse af industrien og de drivende kræfter, som trækker den.. Industrien, må-

ske i særdeleshed mobiltelefonindustrien, er meget presset af konkurrencen, udviklingsinve-

steringer prioriteres meget hårdt, og der er et stort krav om tilbagebetaling. Investeringer i

miljøinnovation, der ikke direkte letter reguleringspresset, vil af mange med stor sandsynlig-

hed blive nedprioriteret, således at der ikke vil ske noget – det vil være mere fordelagtigt, at

investere ressourcerne i traditionel produktudvikling, og satse på at slippe igennem ved at

være ”fast forlovers” i tilfælde af, at nogen skulle udvikle miljøvenlige teknologier eller pro-

dukter. Derved vil virksomheder, som investerer i miljø innovation, risikere at blive sat af den

kommercielle konkurrence vognen. Friheden ville altså, ifølge vores rationaler, blive benyttet

til at gøre så lidt som muligt.

Med KEPI har industrien, som argumenteret i analyse C, udarbejdet et system, hvor det der

taber på gyngerne vindes på karrusellen. Industrien har altså etableret et udkast til krav, der i

bund og grund fordrer den dynamik, som allerede gør sig gældende, bortset fra en enkelt pa-

rameter, der går direkte imod dynamikken – samlet set styrker KEPI de store brands position

ved at fordre en uvikling hvor de førende virksomheder står stærkest i forvejen.

På trods af vores kritik af KEPI har det været meget vanskeligt at ramme de områder, som

KEPI forsøger at adressere, på en effektiv måde. De parametre, som EuP arbejder med, eller

som er etableret under TCO eller Blau Engel, er ikke meget bedre til at adressere dynamikken

eller virksomhederne længere tilbage i kæden.

De gode ”produktudviklingsparametre”, der fremmer innovationen af kildeorienteret og mil-

jømæssig positive produkter, er svære at etablere i en industri, hvor mange af miljøproble-

merne opstår på baggrund af beslutninger truffet meget langtfra det europæiske marked.

I kraft af brandholders nøgleposition, og fordi blot seks virksomheder sidder på 80 procent af

verdensmarkedet, mener vi, at det er realistisk, at de, på trods af at ODM’ers, EMS’ers, design

houses og visse komponentproducenter forsøger at overtage brandholdernes aktiviteter, har

mulighed for at præge udviklingen, herunder hvilken rolle miljø skal spille. Dette kræver dog,

at de seks trækker i samlet flok, og stiller ensartede krav, som kan effektivisere markedseks-

klusionsdynamikken, som vi kender den fra RoHS, igennem hele kæden. De generiske kravs

brug af flere parametre skaber ikke nødvendigvis et samlet pull, da virksomhederne kan vælge


161

forskellige måder at efterleve reguleringen på, hvorved leverandørerne ikke bliver ekskluderet

fra markedet såfremt de ikke ønsker at implementere bestemte løsninger. Ansvaret for, hvem

der skal gøre hvad, kan således blive udvisket og forandringer vil være afhængige af styrke-

forholdet mellem den enkelte brandholder og virksomhederne i dens produktionskæde.

Specifikke og generiske krav

I vores system bliver det derfor alene de specifikke krav, der skal udgøre kernen i systemet,

og derved det nedre performanceniveau for produkter på det indre marked. Da de specifikke

krav er faste, er de i stand til at etablere markedseksklusionsdynamikken gennem kæden.

Denne nedre grænse skal dog løbende skærpes.

De generiske krav bliver, i modsætning til EuP’s oplæg, en overbygning på de specifikke

krav. De skal, i vores system, ikke sikre minimumsniveauet, men i stedet skabe et incitament

for de bedste virksomheder til at gå videre en hvad minimumsniveauet kræver. Derved skabes

grobunden for den løbende stramning af minimumsniveauet ud fra samme princip som i det

japanske ”top runner” program. Samtidig skal de generiske krav etablerer en platform, der kan

benyttes til at eksperimentere med alternative løsninger, hvilket efterhånden kan føre til mu-

ligheder for nye specifikke og generiske krav i takt med at alternativer udvikles.

Ved at overholde de specifikke krav får produktet mulighed for at bære CE mærket, hvilket er

et markedskrav på det indre marked. De specifikke krav kan bestå af forbud mod særlige stof-

fer, restriktioner mod brugen af særlige stoffer, krav om informationer der skal være tilgænge-

lige og forbud mod særlige komponenter. Det er krav der minder om dem der stilles i RoHS

Direktivet, altså normative og ultimative krav. De specifikke krav er dog ikke begrænset til at

omfatte farlige stoffer. En del af de faciliterende generiske krav vil være de samme som de

specifikke, blot skrappere. Endeligt skal de generiske krav omsættes til økonomiske fordele

for de producenter, hvis produkter er bedre end de specifikke krav kræver.

Afgiftssystemet

Ændringen af statusen for de generiske krav betyder, at de nu har til hensigt at sikre innovati-

onen blandt de førende virksomheder, frem for at skulle bruges til at determinere om et pro-

dukt må være på markedet. Da markedsadgang derfor ikke reguleres gennem generiske krav,

men gennem specifikke krav giver et pointsystem, som der i EuP Direktivet oprindeligt er lagt

op til, ikke mening.

I stedet for et pointsystem, bliver de generiske krav bundet op på en afgift, der varierer af-

hængig af det enkelte produkts performance i relation til de generiske krav. Et dårligt produkt

betaler derfor mere i afgift end et godt som. Hvis produktet er blandt de allerbedste betales der

ingen afgift.


162

Fonde

Konceptet er, at virksomhederne betaler en afgift der er afhængig af deres produkters perfor-

mance i forhold til nogle generiske parametre. Afgiften skal motivere virksomhederne til at

reducere deres produkters miljøpåvirkning til et så lavt niveau som muligt. Afgiftsindtægterne

placeres i en fond, der eksplicit har til formål at adressere de områder der er svære at ændre

gennem de øvrige parametre og reguleringstiltag. Det er eksempelvis udvikling af mindre

ressourcekrævende teknologier til fremstilling af LCD, PWB, chips og plast eller teknologi

der mindsker behovet for problematiske stoffer. Fonden er en integreret del af systemet såle-

des, at de løsninger fondens midler er med til at udvikle, skal danne grundlag for at der etable-

re nye og strengere parametre, der kan fremme de udviklede eller tilsvarende løsninger.

Blomstermærket

I tilknytning til afgiftsstrukturen, hvor der betales for dårlig miljøperformance, mener vi, at

det er relevant at inddrage blomsten i dette system. Ikke fordi vi tror at blomstermærket plud-

selig vil få stor betydning, men fordi det kan etablere et benchmark, der klart indikerer, hvor

produktet ligger. En væsentlig forskel ved, at mærket indgår som et element i EuP systemet

frem for at være en selvstændig ordning er, at det vil omfatte samtlige produkter på markedet.

Frem for at være relateret til den enkelte marketingsstrategi, vil blomsten i højere grad funge-

re som en benchmark af performance.

Fordi de bedste virksomheder vil få tildelt blomstermærket automatisk, skal de ikke afveje,

hvorvidt omkostningerne for at opnå mærket, står mål med de potentielle indtægter, som

mærket eventuelt kunne medføre. Når virksomhederne først har fået tildelt blomsten, kunne

man forestille sig, at marketingsafdelingerne vil forsøge at bruge disse aktivt i deres marke-

ting. Dette kunne måske, sammen med en generelt større udbredelse af mærkerne, være med

til at skabe opmærksomhed om ordningerne og fordre at forbrugerorganisationer m.m. også

lettere vil kunne anvende dem i deres forskellige benchmark.

Et samlet system giver også mulighed for, at det reelt kun er f.eks. de bedste 20 procent der

tildeles mærket, hvorfor det faktisk kræver en vedvarende innovation at opretholde mærket.

7.1.3 Parametrene i systemet

Parametre identificeret i del 2

I sidste kapitel under diskussion af parametre for EuP fremhævede vi følgende parametre som

kunne være af interesse.

1) Tilføjelse af flere stoffer

2) Tiltag der øger efterspørgslen efter genanvendt plast

3) Let adskillelse

4) Reparationsvenlighed


163

5) Opfiskning for gensalg

6) Opladerens standbyforbrug i brugsfasen lig nul

Disse har som sagt alle klare link til de tidligere konklusioner om WEEE, RoHS og CoC,

hvorfor det er centralt at EuP udformes således at reguleringerne understøtter hinanden.

Under RoHS identificerede vi således behovet for at tilføje flere stoffer og operere med flere

lister. Det er imidlertid kun når stofferne har fået tildelt en dato for udfasning, at de vil blive

reguleret af RoHS. Indtil dette er tilfældet, behandles de under EuP. De specifikke krav skal,

som beskrevet, opdateres løbende. I stedet for at forbyde stoffer gennem EuP som et specifikt

krav, skal RoHS’s forbudsliste ses som et specifikt krav. De øvrige lister skal være retnings-

givende for, hvad der skal arbejdes med i fremtiden. Ved at inkludere disse lister i EuP, og

derved pålægge stoffer på listerne en afgift, etableres et incitament for virksomhederne til

yderligere indsats, frem for først at agere når datoen for udfasning nærmer sig. Denne frem-

gangsmåde kan endda være med til at sikre, at der kan fastsættes en dato for nogle stoffer hur-

tigere end det ellers vil have været tilfældet pga. øget teknologiudvikling.

Under WEEE konkluderede vi ligeledes, at det er muligt at adressere en standardisering for

adskillelse af telefoner som nu er overladt til industrien selv. EuP er således et passende regi

til at stille et produktkrav vedrørende adskillelse, hvorimod selve kravet om udtagning af

LCD, PCB m.m. må være en del af WEEE. Ligeledes skal kravene til affaldsbehandlernes

håndtering af EEE affald sikres gennem WEEE. Dette betyder, at det ville være hensigtsmæs-

sigt med et sammenfald af produktdefinitionerne i EuP og kategorierne i WEEE og RoHS.

I analysen af WEEE identificerede vi en barriere for genanvendelse i den manglende efter-

spørgsel af genanvendt plast. Etableringen af et krav i EuP om minimumsniveau af genan-

vendt materialer, eller eventuelt som et generisk krav med en afgift der er modsat proportional

med indholdet af genanvendt materiale, kunne være med til at motivere udbredelsen af gen-

brugt plast. Vi konkluderede ligeledes, at der er behov for en pantordning for telefonerne så

de affaldsbehandles korrekt. I den henseende er produkternes muligheder for opgradering og

reparation faktisk relevant, da dette muliggør genbrug af telefoner bl.a. til gensalg i tredje

verdens lande.

Under analysen af Code of Conduct konkluderede vi, at der skulle etableres et krav om ”nul-

forbrug”. Dette kunne passende være et parameter i EuP

Andre typer parametre

Udover de parametre vi har gennemgået ovenfor, alle baseret på analyser af eksisterende re-

gulering, har vi yderligere identificeret nogle parametre der kunne være relevante at inddrage

i forhold til industriens dynamik.

Herunder er den meget korte levetid et område, der dog er mindre relevant i EuP regi, da bag-

grunden for problemet findes i de nationale markeder og national tele- og forbrugerregulerin-


164

ger. Dog kunne krav om standard interfaces betyde at oplader og tilbehør ikke skal skiftes i

forbindelse med køb af ny telefon eller skift til et andet brand. Hvis telefonerne fik en længere

levetid, f.eks. via ændringer i de kommercielle relationer, kunne dette være en interessant pa-

rameter i EuP regi.

Vi konkluderede ligeledes, at det var relevant at opsætte parametre for at adressere produktio-

nen af LCD, Chip og PCB, men også at sådanne parametre er yders svære at etablere på en

intelligent måde, der fordrer innovation. Det er bl.a. derfor fonden spiller en central rolle, da

den skal fremme nye innovative løsninger.

Endeligt mener vi, at et miljøledelsessystem er relevant i et forsøg på at adressere nogle af de

forhold der ellers er svære at ramme gennem produktparametre og samtidig kunne understøtte

industriens implementering af valide informationssystemer. I den sammenhæng er det rele-

vant, at påpege at EMS, ODM, design houses samt visse komponentproducenter er centrale

aktører for denne certificering.

7.1.4 Etablering af vores parametre

Baseret på de netop gennemgåede parametre vil vi nu præsentere, hvorledes vi mener, de kan

indgå i det tidligere etablerede system. Samtidig vil vi diskutere om de enkelte parametre eg-

ner sig bedst som et specifikt eller generisk krav.

Figuren nedenfor viser vores løsningsforslag. I den venstre side af figuren findes de krav, der

ligger under EuP’s rammer. I højere side findes RoHS og WEEE, samt de initiativer vi mener

disse direktiver bør udbygges med. Pilene mellem EuP til henholdsvis WEEE og RoHS, illu-

strere de direkte sammenhængen som vi ønsker at etablerer mellem direktiverne.


165

Figur 18 - Figur over vores forlag til gennemførelsesforanstaltninger

Farlige stoffer

I vores EuP system vil reguleringen af forbudte og kommende forbudte stoffer være placeret

under RoHS direktivet, da det er naturligt at regulere farlige stoffer under det regelsæt som i

forvejen adresserer dette område. Idet vores system forbinder forskellige selvstendige regule-

ringer, kan man anskue RoHS direktivets opgave i forhold til det samlede system, som at

etablere de specifikke krav til EuP vedrørende farlige stoffer. I denne forbindelse er det vigtigt

at pointere, at vi ønsker at forbyde de farlige stoffer helt (med en bagatelgrænse) frem for at

begrænse brugen af de farlige stoffer, som er tilgangen i RoHS direktivet opererer med på

nuværende tidspunkt.

Udover en liste over forbudte stoffer og en liste med kommende forbudte stoffer, der skal

udfases på et fastslået tidspunkt, ønsker vi at have en tredje liste af stoffer som aktører skal

Innovations faciliterende

Specifikke krav

RoHS

Standardiseret og nem udtagning af

LCD, PCB, batteri, samt

flammehæmmerplast (fx ISO)

Certificeret Eco-Design ledelses-

system

Mærkning af plast

Opladerens standbyforbrug = 0W

Observationslisten Stoffer

der er under mistanke

Standard interface

WEEE

Generiske Krav

Mængde af genanvendt

materiale i nye produkter

Ingen forekomst af

kommende forbudte RoHS

stoffer

Evt. fremtidige krav

Mængde af genanvendt materiale i

nye produkter

€

Innovation fond

Markeds ekskluderende

Evt. fremtidige krav

Observations list

Liste over kommende forbudte

stoffer – fast deadline

Liste over forbudte stoffer

Produktpant

Behandlingskrav

C

A

B


166

være opmærksom på at undgå og vis brug skal rapporteres (observationsliste). Denne liste vil

modsat blive placeret under EuP, da der ikke er tale om forbudte stoffer.

Observationslisten skal omfatte stoffer under mistanke for at være skadelige, og stoffer som er

kendt for at være skadelige, men som endnu ikke er flyttet over til listen af kommende forbud-

te stoffer, fordi de benyttes i så små mængder at de prioriteres lavere eller fordi der ikke eksi-

sterer kendte alternativer. Sidstnævnte er ikke ensbetydende med, at man absolut skal kende

til alternativer, før stoffet kan flyttes fra observationslisten til listen over kommende forbudte

stoffer. Principielt mener vi, at såfremt der gives en passende tidshorisont for udfasningen,

kan stoffet forbydes, da det nok skal lykkes industrien at finde et alternativ, hvis den er tvun-

gen. Der skal imidlertid altid ske en afvejning af risici kontra muligheder. Ideen med de tre

lister er, at etablere en dynamisk regulering, hvor stoffer siver gennem systemet fra observati-

onslisten, over listen af kommende forbudte stoffer til listen over forbudte stoffer.

Observationslisten under EuP er placeret under de generiske krav. Virksomheder skal rappor-

tere, hvor meget af de enkelte stoffer på listen der er i deres produkter og betale en afgift for

hvert at stofferne. Der er to mål med denne liste dels skabe viden om, hvor disse stoffer bru-

ges og i hvilket omfang, dels at der via en afgift skabes et incitament for at udfase stoffet.

Sidstnævnte vil samtidigt medvirke til at der skabes teknologier der muliggør at stoffet flyttes

over på listen over kommende forbudte stoffer.

Når et stof flyttes fra observationslisten til listen over kommende forbudte stoffer sker det

først og fremmest, hvis det er muligt at substituere (eller det er sandsynliggjort at det ligger

lige for) eller fordi stoffet vurderes så farligt, at der skal findes et alternativ. For at facilitere

en hurtigere udfasning, og samtidig belønne de virksomheder der hurtigt har fundet alternati-

ver, skal stoffer på over kommende forbudte stoffer stadig være pålagt en afgift, hvis de fore-

kommer i produkter, der sælgers på det indre marked.

Det er i denne sammenhæng centralt, at der på alle tre lister ikke forekommer for mange stof-

fer på en gang, idet dette kan betyde, at mange virksomheder i stedet for at udfase stofferne,

begynde at differentiere deres produkter til forskellige markeder, hhv. til det europæiske mar-

ked, og resten af verden (jf. diskussion under RoHS i del 2).

Baggrunden for at inddrage listerne i vores system er, at vi ønsker at faciltere industrien til at

arbejder kontinuerligt med deres miljøforhold, men også at vi mener, at det er vigtigt at udfase

stofferne gradvist og systematisk. Kravene kan således tilgodese de enkelte virksomheders

økonomiske dynamik i form af investeringscykluser samt teknologiske udviklingscyklusser.

Dette vil efter vores erfaringer give de absolut bedste resultater både ud fra et økonomisk,

men også et miljømæssigt synspunkt. Kortere deadline vil derimod ofte føre til rensetekniske

løsninger. Hvilke stoffer som der skal inddrages i listerne ligger udover hvad vi ønsker at be-

skæftige os med i dette speciale. Valget af stoffer kunne eksempelvis ske i samarbejde med

eksperter fra akademiske miljøer samt anerkendte institutionernes som FN og EU. [Porter &

van der Linde; OECD 1999; Ravn et al. 2003]


167

Parametre relateret til WEEE

Linket fra EuP til WEEE er af en anden karakter end til RoHS. Forholdet mellem EuP og

WEEE bliver nærmere en ansvarsfordeling. I det følgende vil vi gennemgå en række krav, vi

gennem rapporten har identificeret som fornuftige udvidelser af WEEE.

Standardisering for adskillelse: Dette krav virker faciliterende for WEEE og knytter sig der-

ved til ressourceproblemet. Ved at sikre at telefonerne kan adskilles ved hjælp af en standardi-

seret metode, bliver det nemt at udtage de komponenter der indeholder farlige stoffer og/eller

dyrebare materialer. Dette vil gøre det nemmere for affaldsbehandlerne at sortere telefonernes

forskellige dele i de rigtige fraktioner, så en større del bliver genanvendt. Blandt de kompo-

nenter der skal kunne fjernes ved hjælp af en standardiseret metode er LCD, plast indeholden-

de bromerede og chlorerede flammehæmmere, PCB samt batterier. For at dette er muligt, er

det nødvendigt at alle telefoner kan adskilles med identiske metoder og at affaldsbehandleren

behersker disse. Derfor vil det, udover at stille krav til produkterne, være nødvendigt at stille

krav til affaldsbehandlerne om at følge standarden. Dette kunne eventuelt sikres ved at der

under WEEE blev tilføjet krav om at affaldsbehandlerne enten skulle benytte denne metode

eller at de skal være certificerede til at håndtere affaldet på korrekt vis.

Vi etablerer dette krav som et specifikt krav, da det er essentielt at få implementeret en ensar-

tet standard og WEEE er endt med at blive et affaldsbehandlingsdirektiv der ikke relaterer sig

til produktudviklingen. Det kunne i forlængelse af diskussioner i C også etableres som et ge-

nerisk krav med henblik på at fordre mulighed for differentiering, men vi mener som sagt at

det kræver en vis volumen at kunne kræve at affaldsbehandler anskaffer sig de nødvendige

maskinel. Der kunne måske etableres en højere standard som generisk krav.

Mærkning af plast: Mærkning af plasten skal ses som et initiativ i forlængelse af WEEE. Må-

let er at en større del af plasten genanvendes. Dette vil blive et specifikt krav uden sidestykke

i de generiske, idet det ikke muligt at opnå et bedre performance indenfor denne parameter.

Mængden af genanvendt materiale: Denne kategori knytter sig til ressourceproblemet. Et krav

om øget mængde genanvendt materiale i telefonerne vil indirekte gøre genindvinding af mate-

rialer til en bedre forretning. I det lange løb kan det muligvis også have en positiv effekt på,

hvordan telefoner designes, således at de lettere kan genanvendes. At stille krav til brugen af

genanvendt materiale kan virke lidt kontroversielt, og det kan vise sig svært at sandsynliggøre

at kravet overholdes, hvilket der skal tages hensyn til når indfasningsperioden afmåles. Dette

krav kunne også have været placeret under de generiske krav, men vi mener, at brugen af

genanvendt materiale, for at kunne få en effekt, må ligge under de specifikke krav. For yderli-

gere at motivere findes dette krav dog ligeledes under generiske krav, hvor virksomhederne

vil få reduceret afgiften afhængigt af, hvor meget genanvendt materiale der er i deres produkt.

Standard interface: Gennem arbejdet med rapporten har vi identificeret levetiden som et cen-

tralt problem, men som analyseret tidligere er det først og fremmest kommercielle forhold på


168

markedet der begrænser telefonernes levealder, hvorfor EuP ikke kan stille relevante krav.

Ved udskiftning med telefon fra et nyt brand er det nødvendigt også at skifte tilbehør og opla-

der som altid følger med. Ikke desto mindre vil mange have en velfungerende oplader fra de-

res gamle telefon der ikke kan benyttes. Derfor mener vi, at der bør indføres en standard for

interfaces på telefonen, således at alle opladere passer til alle telefoner. Vi foreslår derfor som

specifikt parametre at der skal benyttes en standardtilkobling, der eksempelvis lægges under

ISO.

Energi

Opladers standby: I forlængelse af Code of Conduct mener vi, at alle kan opnå denne, hvilket

i sig selv gør den overflødig. Vi mener i stedet, at et specifikt krav der med en indfasningsho-

risont forbyder standbyforbruget i opladeren bør indføres, da det i bund og grund er et unød-

vendigt forbrug.

Andet

Vi har tidligere diskuteret forskellige tilgange til, hvordan parametre til EuP systemet kan

udformes, så de adressere processer tilbage i kæden. Problemet er, at det er vanskeligt at etab-

lere parametre der kan facilitere virksomheder til på konstruktiv vis at indføre miljøovervejel-

ser i deres designprocesser. De krav som vi har set, eksempelvis KEPI, er generelle og har

ganske vidst blandt andet identificeret LCD, chip og PWB som de mest forurenende kompo-

nenter i telefonens livscyklus. De formår dog ikke at etablere performance krav, der ændrer på

noget, hvorfor de bliver til krav der regulere disse kvantitativt (areal, vægt osv.) uden at skel-

ne mellem forskellige komponenter af den samme type fremstillet under forskellige forhold.

Sådanne krav motiverer ikke til ændringer, men ligger enten direkte i forlængelse af de områ-

der der allerede innoveres i forhold til eller går imod dynamikken i industrien. Begge dele vil

som beskrevet tidligere ikke have nogen virkning.

For at løse dette problem med manglende aktivering af på pull-mekanismerne i produktions-

kæderne, mener vi, at en fond der støtter udviklingsprojekter målrettet mod innovationen af

miljøvenlige teknologier. Ved at fordre udviklingen af ny teknologi og produkter, der har en

bedre miljøperformance, skabes der nye muligheder for at stramme reguleringen, således at

problemer der traditionelt er svære at forbedre gennem traditionel regulering pludselig kan

adresseres. Projekterne kunne eksempelvis omfatte nye måder at producere på eller teknologi-

er der fortrænger farlige stoffer m.m. Denne fond skal ses som en integreret del af EuP syste-

met. Fonden præsenteres i analyse D’s sidste del.

Derudover har vi indført et krav om, at alle brandholdene skal have et certificeret produktori-

enteret miljøledelsessystem, et så kaldt POEMS. Dette skal sikre en systematisk tilgang til

miljøarbejdet, inklusiv i arbejdet vedrørende design og produktudvikling. Et grundlæggende

krav til et sådan system er, at det skal baseres på udviklingsmål, der er skabt på baggrund af

en analyse af virksomheden nuværende performance. Desuden skal der være tale om forlø-


169

bende forbedringer af produktets miljøeffekt gennem livscyklusen ikke blot systemforbedrin-

ger.

Motivationen for at indføre et POEMS stammer fra flere af vores virksomhedsbesøg hos

EMS’er i Kina. Disse opererede med en væsentlig lavere spildprocent (PPM) på de linier som

var til bilindustrien. Årsagen til dette er, at bilindustrien sætter meget strenge krav til et lavt

spild i produktionen. Disse krav formidles gennem certificeringssystemer som ISO/TS 16949

(opdateringen af QS-9000) og som alle virksomheder, der er leverandører til bilindustrien skal

have. Dette vil sige, at det er en forudsætning at have et sådant certificeret ledelsessystem hvis

man over hovedet ønsker at levere til bilindustrien. De er således i princippet markedseksklu-

derende ikke at have certificeringen. Dette skyldes at samtlige bilproducenter benytter den

samme standard. Ideen med certificeringen i vores system er i lighed hermed, at brandholder-

ne skal kræve at en hvis del af deres leverandører har et certificeret ledelsessystem.

Vi har derfor diskuteret om det er muligt at indføre et lignende certificeringssystem i mobilte-

lefonindustrien. En af vores overvejelse har været, at stille krav i EuP om, at alle produkter

solgt på det indre marked skal være produceret af virksomheder der er certificeret. Et sådan

krav skulle omfatte både brandholder og underleverandører. Imidlertid er vi i tvivl om hvor-

vidt dette krav overhovedet er juridisk set muligt. Dertil kommer, at det i praksis vil være me-

get svært at tjekke om leverandørerne, især leverandører i fjerne lande, er certificerede. I ste-

det ville en mulighed være, at der i det certificerede system stilles krav til at ens leverandører

er certificeret.

At arbejdet med certificeringer, frem for traditionelle normative krav, indebærer altid en risi-

ko for, at virksomhederne kun lader sig certificere fordi de mener at de bør/skal af markeds-

hensyn men ikke at de ønsker at bruge systemet til at opnå miljømæssige forbedringer. Det er

derfor centralt at få involveret og engageret de store brands i certificeringssarbejdet, således at

de kan sprede certificeringerne til resten af produktionskæden. Kravene i systemet skal yder-

ligere være tidssvarende så eksempelvis krav i relation til spild, produktionsprocesser og lig-

nende bliver opdateret løbende. Til at varetager dette kunne der etableres en gruppe bestående

af virksomhedsrepræsentanter fra både brandholder, EMS og ODM’er samt EU repræsentan-

ter.

I forhold til bilindustrien er der dog nogle problemer. Bilindustriens certificeringssystem er

initieret af en række store virksomheder, der i høj grad kontrollere alle underleverandørerne.

De er enige om at kræve denne certificering af deres leverandører og har magten til at gen-

nemføre et skift, til et sådant system.

Selvom der er ligheder mellem mobiltelefonindustrien og bilindustrien, hvor et lille antal

brands sidder på størstedelen af verdensmarkedet, er de to certificeringssystemer væsentligt

anderledes, da bilindustriens er privat initieret mens vores er centreret omkring regulering.

F.eks. kan virksomheder jo godt kræve at alle deres leverandører, uafhængigt af hvor de pro-

ducerer, er certificeret, da det står virksomhederne frit for at handle med hvem de måtte øn-


170

ske. Det samme kan tænkes at være vanskeligt under et reguleringssystem, der er underlagt

internationale konventioner om frihandel m.m.

Som skrevet har en række EMS’er indført systemet gældende for bilindustrien, men valgt ikke

at benytte dette til deres resterende linier, der producere produkter til den ”generelle” elektro-

nikindustri. Dette kan tyde på, at der er nettoomkostninger forbundet med at overholde de

strengere krav. Hvis ikke brandholder er interesseret i at betale mere for denne service, kan

det derfor blive svært at få det gennemført kravet om certificering på en sådan måde at virk-

somhederne går ind i projektet velvilligt. I kraft af at platformsarkitekturen i stigende grad slår

igennem, kan det dog godt være, at det bliver økonomisk fordelagtigt at køre med en lave

fejlprocent, da man producerer serier i en væsentligt længere periode hvorfor produktionen

kan optimeres mere end ved de nuværende serier, der har en kortere produktionscyklus.

Når man skaber et sådant certificeringssystem, er det vigtigt at man overvejer hvorvidt syste-

met skal placeres som et generisk eller et specifikt krav. Ved at placere det som et generisk

krav fordrer man det frivillige element, hvilket muligvis kunne medføre et større engagement

fra industriens side. Modsat vil et generisk krav ikke nødvendigvis resultere i samme trussel

om markedseksklusions, medmindre alle seks brands stiller harmoniserede krav til leverandø-

rerne. Hvis det kun er den enkelte brandholder der indfører systemet, vil leverandøren fortsat

kunne leve af at sælge til de andre brandholders og vil derfor ikke nødvendigvis lade sig certi-

ficere.

Til at begynde med, var det vores plan, at certificeringssystemet skulle være et generisk krav,

da dette således kunne være med til at motivere til brandene aktive deltagelse. Konceptet er

imidlertid at det gerne skulle spredes til hele industrien på samme måde som i bilindustrien.

Eftersom en placering som generisk ikke sikre dette, da nogle virksomheder kan vælge ikke at

indføre det, er vi endt med at placeret kravet under de specifikke krav. Motivationen etableres

ved at lade industrien deltage i udarbejdelsen af de krav der stille.

Environemtal Product Declaration

Inspireret af at EU’s arbejde med at etablere et EPD system, har vi diskuteret, hvorvidt dette

skulle være en parameter i systemet, der motivere til øget informationsudveksling imellem

virksomhederne. Intentionen var at opbygge viden om ressourceforbruget i kæderne. Dette

skulle først og fremmest hjælpe industrien til at sikre mere miljøvenlige produkter, men desu-

den var det også tænkt til at myndighederne på sigt kunne bliver i stand til at etablere krav i

forhold ud fra sådanne informationer.

Problemet med et sådan informationssystem er imidlertid, at det kan være svært at sikre den

rigtige information videregives. Dels er der mange virksomheder som ikke har dataene, dels

kan det være svært at fastslå hvad det er for nogle data som skal videre gives, dels er virk-

somheder i mobiltelefonindustrien ofte meget tilbageholdende med at videregive informatio-

ner om deres produkters sammensætning, da dette udgør en forretningshemmelighed. Endelig


171

vil et kraftigt fokus på informationsindsamling, i visse tilfælde, kræve et meget stort stykke

arbejde og det kan frygtes, at fokus kunne ende med at være indsamling af fuld information

frem for successivt at arbejde på løbende forbedringer.

Alle disse forhold fik os til at tvivle på kvaliteten af et krav om information. Man kan også

tvivle på, hvorvidt industrien, hvis det kunne lade sig gøre, vil have accepteret at de skal at

indhent alle de informationer, uden at det skal benyttes til noget specifikt. Dertil komme at

hvis informationer skal være offentligt tilgængelige, vil store dele af industrien stå af. Det vil

således være urealistisk at få fyldestgørende data fra produktionskæden.

Vi mener dog at POEMS systemet kan være med til at skabe fundamentet for at man evt. kan

indføre EPD elementer på et senere tidspunkt.

7.1.5 Opsamling på vores EuP system

Vores EuP system har til hensigt at mindske de miljøproblemer, som vi har identificeret i ana-

lyse A ved at tage højde for de dynamiske forhold, som vi har identificeret i industrianalysen

(B). Samtidigt bygger systemet videre på nogle af de forbedringsforslag som vi introducerede

i analysen af reguleringens udformning og gennemslagskraft (C) og forsøger samtidig at af-

hjælpe de forhold som vi ikke umiddelbart kunne afhjælpe under de eksisterende rammer.

Systemet forsøger således at inddrage den viden som vi har genereret igennem specialets tre

første analyser.

Det betyder at vi baserer vores EuP system på de specifikke krav frem for de generiske krav.

Intentionen er at skabe de samme pull mekanismer gennem uniforme letforståelige krav som

RoHS og undgå de vage retningsangivelser som WEEE operer med. Men for at skabe en pro-

gression i systemet bruges de ”generiske” krav til at motivere til yderligere forbedringer ved

at koble disse sammen med en progressiv afgift samt tildeling af Blomsten til de bedst per-

formende produkter.

De farlige stoffer adresseres i sammenspil med RoHS, hvor EuP systemet skal monitorere i

hvilke produkter og i hvor store mængder de uønskede stoffer bruges vha. et tvunget informa-

tionskrav. Samtidigt motiverer vores EuP system virksomhederne til at udfaser de uønskede

stoffer og hjælper dermed til at finde alternativer ved at beskatte brugen af disse stoffer. Dette

er med til at skabe teknologiudvikling og danner dermed grundlaget for at forbyde de uønske-

de stoffer i fremtiden. I den forbindelse fungerer RoHS direktivet som et specifikt krav, der

fastlægger hvilke stoffer som er forbudte og kommende forbudte.

Energi i brugsfasen, der i høj grad relaterer sig til opladerens standby forbrug, søges fjernet

ved en teknisk løsning, da vi finder at standby forbruget er komplet unødvendigt.

Ressourceproblematikken adresserer på flere måder. Dels ved at øge efterspørgslen efter gen-

anvendt plast, dels ved at kræve at plast mærkes, samt at adskillelsen af telefoner standardise-

res, (begge dele skal øge genanvendelsen) og dels ved at brandholderne anskaffer et certifice-


172

ret produktorienteret miljøledelsessystem, der kræver at leverandørerne indfører et tilsvarende

system. (POEMS). På denne måde vil systemet forplante sig igennem hele produktionskæden

og skabe miljøforbedringer, selv blandt mange aktører som ikke har en tæt relation til brand-

holderne, men hvor forholdet nærmere bærer præg af markedsudvekslinger og modulære rela-

tioner.

På trods af at EuP systemet er omfattende, er der stadigvæk nogle områder som ikke bliver

adresseret. Heriblandt telefonernes korte levealder, der tidligere i rapporten er blevet identifi-

ceret som værende en væsentligt årsag til miljøpåvirkninger. En anden problemstilling er ud-

fasning af komponenter og materialer som er forbundet med miljøpåvirkninger, men hvor der

ikke findes alternativer. En tredje er adressering af de virksomheder opstrøms i kæden som

ikke nødvendigvis lader sig påvirke af pullmekanismen fra enkelte brandholderes krav, ek-

sempelvis plastproducenten. De to sidste forsøges adresseret gennem den nævnte fond, der

forsøger at skabe et teknologisk push, hvor det er svært at komme igennem med pull meka-

nismerne. Det første problem kræver dog igen helt andre tiltag, vi ikke har kunnet inkludere i

vores EuP system.

I det følgende vil diskutere hvad der kan gøres for at adressere de områder som ikke bliver

påvirket af voers EuP reguleringssystem i form af først levetidsforlængelse og dernæst en

uddybelse af hvad fonden skal fokusere på.

7.2 Forlængelse af levetiden

Mobiltelefoners levetid er som bekendt meget kort, hvilket betyder at telefonernes miljøpå-

virkninger fra alle andre faser i livscyklussen end telefonens brugsfase bliver ekstra store.

Påvirkningerne fra brugsfasen mindskes yderligere ikke, idet energiforbruget i nye telefoner

ikke adskiller sig væsentligt fra lidt ældre modellers. Faktisk forholder det sig i visse tilfælde

omvendt, idet nye telefoner ofte har flere features, der forbruger strøm. Derfor er det rimeligt

at antage, at en fordobling af mobiltelefoners levetid svarer til en halvering af miljøbelastnin-

gen fra fremstillings- og affaldsfaserne. [Legarth et al.2002]

Brandholderne er generelt interesseret i, at der sælges så mange nye telefoner som muligt,

hvorfor forlængelse af levetiden ikke er noget, som er i deres umiddelbare interesse.

Operatørerne er interesseret i, at have så mange brugere som muligt, der transmitterer så me-

get som muligt. De er ikke nødvendigvis interesseret i at der sælges så mange telefoner som

muligt, da det ikke nødvendigvis er ensbetydende med stører datatransition Operatørerne bi-

drage imidlertid til billiggørelsen af telefonerne ved at sælge telefoner med tilskud, som en

måde at tiltrække nye kunder på. Kunden bindes til et abonnement i en hvis periode, hvor der

eksempelvis følge et minimumsforbrug sammen med abonnementet. Operatøren tjener så til-

skuddet hjem under bindingsperioden gennem abonnementet plus services. Det er i denne

sammenhæng oplagt, at operatørerne støtter telefoner med bestemte features, der understøtter


173

salget af netværksservices. Når bindingsperioden er ophørt vælger en del forbrugere at købe

en ny telefon med tilskud mod at forlænge deres binding til operatøren.

At operatøren sælger telefonen med tilskud er derfor med til at øge forbruget at nye telefoner

og øger dermed miljøpåvirkningerne, hvorfor det kunne være interessant at se nærmere på

denne problemstilling. Selvom fastsættelse af bindingsperiodens længde er et national anlig-

gende, ønsker vi i de næste afsnit at diskutere nærmere hvilke muligheder der er for at regule-

re tilskuddet, bindingsperioden m.m.

7.2.1 Ændring af bindingsperioden

For at reducere mængden af miljøpåvirkninger fra mobiltelefonernes livscyklus er det oplagt

at se på muligheden for at begrænse salget af nye telefoner ved at regulere operatørernes til-

skud. Det er imidlertid svært at kontrollere om operatørerne sælger deres telefoner med til-

skud. Desuden er det tvivlsomt, om det juridisk set er muligt, at regulere operatørernes mulig-

heder for at give et tilskuddet, da prisdannelsen grundlæggende er virksomhedernes egen sag.

I stedet for at fjerne tilskuddet kunne man forlænge levetiden ved at forlænge bindingsperio-

den, f.eks. til et år, hvorved der ville gå længere tid inden forbrugerne fik tilbudt at købe en ny

telefon med tilskud. Dette ville på den anden side gøre det muligt for operatøren at sælge en

dyrere telefon med flere funktioner og features og dermed hardware, men til samme månedli-

ge betaling, da afbetalingen af telefonen kan spredes over længere tid. Det vil derfor ikke

nødvendigvis være hensigtsmæssigt, i forhold til at reducere miljøpåvirkningerne, at forlænge

bindingsperioden. Forlængelse af bindingsperioden er derfor, efter vores opfattelse ikke et

godt forbedringsforslag. [www.forbrug.dk]

En anden mulighed er i stedet for helt at afskaffe bindingsperioden. Dette ville medføre at

operatørerne i langt mindre grad er villige til at give tilskud til telefonerne. Dog har de stadig-

væk mulighed for at ”låse” telefonen til den enkelte operatørs netværk, hvorfor dette også skal

afskaffes. Dette ville betyde, at telefonerne ville blive langt dyre, hvilket sandsynligvis vil

betyde et mindre salg af nye telefoner, hvorfor levetiden ville forlænges, da man ville vente

længere med at skifte telefon, f.eks. indtil den holdt op med at virke.

Det er dog sandsynligt at operatørerne vil finde alternative måde at lave lignende arrangemen-

ter på, eksempelvis ved at give forbrugeren en bonus ved køb af ny telefon, der er afhængig af

brugerens forbrug gennem det sidste år. Lidt ligesom det sker med flyselskabers bonus points.

Vi vurderer dog at fjernelse af bindingsperioden samt ”sim-locken” vil forøge den samlede

levetiden for telefonerne. Omfanget er imidlertid svært at vurdere.

7.2.2 Ændring af ejerskabsstrukturer

Mobiltelefonerne er et produkt med tilknyttet service. Det er derfor nærliggende at overveje

Product Service Systems (PSS) som middel til at reducere miljøproblemerne. At producenten

og serviceudbyderen er to forskellige aktører gør imidlertid, at det i forhold til PSS er uklart


174

hvem, der er ”producent” og dermed skal have tildelt ejerskabet. Virkningen kan være for-

skellig afhængig af om det er brandholderen eller operatøren der tildeles ejerskabet. Vi vil nu

diskutere de to scenarier.

Operatøren som ejer

Da operatøren er den aktør der udbyder servicen, mobiltelefon kommunikation, er det nærlig-

gende, at operatøren tildeles ejerskabet i forbindelse med indførelse af et PSS. I virkeligheden

minder situation på markedet i dag meget om et PSS, bortset fra, at forbrugeren ejer telefonen

trodsat operatøren tilnærmelsesvis forærer telefonen væk.

Som beskrevet er operatøren interesseret i at sikre, at så mange kunder som muligt har mulig-

hed for at benytte så mange dataforbrugende services som muligt. Ved at overdrage ejerskabet

til operatøren, får denne en interesse i at forholdet mellem telefonens pris og indtjeningen, er

så fordelagtig som muligt. Det vil sige at der sælges en billig telefon og en stor mængde data-

trafik. Dette kan ske på to måder, enten forlænges telefonens liv, eller også øges mængden af

services. Af disse to, vil den sidste sandsynligvis være operatørens foretrukne.

Grundlaget for at sikre et øget behov for services er, at forbrugerne benytter enten tale og

SMS-services eller mere avancerede services. Man kunne forestille sig, at operatøren ville

satse på begge muligheder. Både at sikre telefonerne en længere brugsfase ved at udlevere

gamle telefoner til brugere, der ikke benytter de nyest services. Således kan der differentieres,

så de kunder der er villige til at betale ekstra, kan betale for hele tiden at have en high-end

telefon, mens andre kan få et billigere abonnement, og få en mid-end telefon. Dette forhold

skal ses i sammenhæng af, at hver gang operatøren udlever en telefon, der ikke indeholder de

nyest features, mister de potentielt én kunde til services på baggrund af disse. På den anden

side reduceres deres udgifter til telefoner også. Derfor kunne man forestille sig, at telefonerne

delvist vil understøtte de samme dataafhængige services, uanset hvilket kundesegment de

henvender sig til. Der er mange forskellige aspekter ved et PSS med operatøren som ejer,

hvorfor det umiddelbart er svært at vurdere hvad der ville ske, hvis operatørerne rent faktisk

overtog ejerskabet over telefonerne.

Operatøren burde ud fra en traditionel PSS tankegang have en interesse i at forlænge telefo-

nernes brugsfase. Dette kunne muligvis resultere i, at operatørerne efterspurgte telefoner hvis

software og hardware var nemme at opgradere og opdatere. Der er dog flere problemer i den-

ne sammenhæng. Dels er den teknologiske innovation indenfor mobiltelefon meget hurtig og

relaterer sig i høj grad til indførelsen af ny hardware. Mange af de centrale (og fremstillings-

mæssigt ressourcekrævende) komponenter skulle derfor opgraderes hver gang telefonen skul-

le opgraders. Dette kunne dreje sig om opgraderinger af chips, LCD’ere, hukommelse m.m.

Der ville efter en sådan opgradering kun være printkort, batteri, samt plastdele tilbage, hvor

miljøfordelen ville være stærkt begrænset. Dertil kommer, at det teknisk set kan være svært

at designe telefonerne, så de dele nemt kan skiftes ud. Eksempelvis ville det være svært at få


175

indpasset den samme skærm i et eksisterende cover. Her vil eksempelvis stationære compute-

re være mere velegnede.

Endelig vil brandholderne nok være stærkt imod en sådan udvikling, da det ville underminere

deres forretning. Brandholders og operatørernes interesser vil altså være modstridige i denne

sammenhæng. Dette ville bl.a. være et problem, da det trods alt er brandholderne som fortsat

varetager det overordnede design i de fleste tilfælde. Måske det ville være mere ”realistisk”

hvis implementeringen af et PSS skete hvis telefonerne blev udviklet i en alliance mellem

operatørerne og ODM’ere.

Brandholder som ejer af telefonen

I stede for at tildele ejerskabet til operatøren i et PSS kunne dette overdrages til brandholde-

ren. Dette kunne lede til to mulige modeller hvor enten operatøren eller brugerne lejer telefo-

nen.

Ved at lade brugeren leje telefonen af brandholderen, ville vi sikre, at operatøren kun havde

meget ringe mulighed for at påvirke brugerens valg af telefon, hvilket ville betyde at deres

indflydelse på dynamikkerne i industrien ville reduceres markant. Det ville således ikke læn-

gere være muligt at ”tvinge” forbrugerne til at købe telefoner med masse funktioner, som der

ikke var brug for.

Hvis operatøren lejer telefonen, ville situationen ikke være meget anderledes end hvad tilfæl-

det var hvor operatøren havde ejerskabet, bortset fra at modsætningsforholdet mellem brand-

holder og operatøren ville være elimineret.

Uanset hvilken model der vælges, får brandholder en interesse i at sikre en øget levealder af

telefonerne frem for så stort et salg (og dermed så kort en levealder) som muligt. Som beskre-

vet tidligere, ser det på nuværende tidspunkt ikke ud til, at PSS vil kunne realiseres, primær

fordi kernekomponenterne er flaskehalsen for opgraderingen. På sigt, når chippen er blevet

mere avanceret og er mere strømeffektive, peger meget på, at flere funktioner vil blive baseret

på softwareløsninger frem for hardwareløsninger. Dette ville betyde at telefonens funktionali-

tet ville kunne forandres ved blot software forandringer. I dag er meget baseret på hardware-

løsninger på grund af manglende tilgængelighed af strøm, modsat eksempelvis stationære

computere, der er tilsluttet strøm nettet og derfor har adgang til nærmest ubegrænsede strøm-

ressourcer.

I relation til PSS mener vi ikke at der er meget perspektiv i systemet som innovationsdyna-

mikken er i dag. Ligeledes mener vi ikke at det er hensigtsmæssigt at pålægge operatøren

ejerskabet, idet deres interesser i høj grad går i retning af at alle forbrugere skal have telefoner

der understøtter de mest datakrævende features. Desuden vil det betyde, at interessekonflikten

mellem operatør og brandholder vil blive modsatrettet. I stedet mener vi, at man bør overdra-

ge ejerskabet til brandholder, hvorved brandholder vil have en interesse i at udvikle telefoner,


176

der har en længere levealder. Dette bestyrkes af, at brandholderne, har det største udviklings-

budget i denne industri, hvorfor det er en fordel at brandholder har en interesse i mere miljø-

venlige telefoner frem for EMS’er og ODM’er, der arbejder med et langt lavere udviklings-

budget. De udvikler primært telefoner på baggrund af kendt og velafprøvet teknologi. For at

aktivere den største innovationspulje til at inddrage miljø deres udvikling, er det hensigts-

mæssigt at overdrage ejerskabet til brandholderen.

7.3 Fonde

Som beskrevet, mener vi det er kompliceret at etablere parametre i EuP systemet, der skaber

et kraftigt incitament tilbage i leverandørkæden for at arbejde helhedsorienteret og fortløben-

de med miljøproblemerne. Derfor er EuP systemet også sammenkoblet med to fonde, der kan

skabe en motivation for at innovere i forhold til miljø indenfor de områder der er svære at

ramme igennem de foregående tiltag.

Vi identificerede tidligere, at der specielt indenfor to områder er behov for at understøtte EuP

reguleringen gennem økonomiske støtte. Dette drejer sig om støtte til at fremme miljøinnova-

tion igennem kæden, samt (vestlige) virksomheders opgradering af deres underleverandører i

nyligt industrialiserede lande indenfor miljøområder.

7.3.1 Eco-innovationsfonden

Efter at have analyseret problemstillingen står det nu klart, at mulighederne for at fremme

designet af mere miljøvenlige produkter ved hjælp af reguleringstiltag er kompliceret. Der

skal derfor andre typer initiativer til for at ændre på dynamikken i industrien. Dette skyldes

bl.a., at der er mange forskellige parametre, som skal adresseres, heriblandt en række forskel-

lige komponenter der udgør miljøproblemer. Dertil kommer, at relationerne mellem aktørerne

i produktionskæden ikke nødvendigvis gør det muligt for det sidste led i kæden at influere

miljøegenskaberne i de komponenter og materialer, som de aftager. Det er således ikke nød-

vendigvis tilstrækkeligt at påvirke pull effekten, da en stor afgift ofte vil medføre forhøjede

omkostninger for brandholderne og ikke nødvendigvis vil forplante sig igennem kæden. Ek-

sempelvis har Nokia begrænset mulighed for at påvirke plastleverandører. Selvom Nokia blev

pålagt en afgift på grund af additiver i deres plast, er det ikke sikkert de ville have mulighed

for at ændre på dette. Det vil derfor blot blive en ekstra afgift.

Derimod, hvis der findes alternative løsninger er det væsentlig lettere at komme igennem med

reguleringsmæssige krav.

Vi mener derfor, at en Eco-Innovationsfond er et vigtigt initiativ til at supplere reguleringssy-

stemet for, at fremme udviklingen af nye teknologier. Projekter støttet af denne fond skal i

særlig grad have fokus på miljøvenlig udvikling indenfor områder, hvor produktionskædernes

struktur og dynamik vanskeliggør, at reguleringskrav har en effekt. Målet er at påvirke eller

etablere de teknologiske push i industrien, og derigennem facilitere skabelsen af mere miljø-


177

venlige telefoner. Udviklingen af nye teknologier med en mindre miljøbelastning, ville mu-

liggøre at der udvikles mere miljøvenlige telefoner, hvilket ville muliggøre at kravene i regu-

leringen kunne strammes. Sådanne teknologier ville være med til at skabe et teknologisk

push, som de generiske og specifikke krav samtidigt kunne bruges til at skabe en efterspørgsel

for (i lighed med genanvendt plast).

Det ville være oplagt, at en Eco-Innovationsfond blev placeres under EU’s ”syvende ramme-

program for forskning, teknologisk udvikling og demonstration”, med henblik på at stimulere

skabelsen af nye teknologier, eller under ”rammeprogrammet for konkurrenceevne og innova-

tion”, for kommerciel udbredelse i industrien af eksisterende løsninger, der ikke har opnået en

tilpas stor udbredelse på trods af at de er mere miljøvenlige. [EU’s rammeprogram for kon-

kurrence og innovation]

Udvælgelse af projekter

At udvælge de områder som skal modtage støtte fra en Eco-Innovationsfonden bør ske på

baggrund af en screening af flere forhold.

For det første skal de områder der gives støtte til være forbundet med væsentlige miljøpåvirk-

ninger.

For det andet skal den branche som der støttes, gerne omfatte virksomheder som har en stor

indflydelse på telefonernes miljøforhold, herunder være udviklingsorienteret.

For det tredje skal fonden støtte brancher eller regioner, hvor der er et vækstpotentiale inden-

for den europæiske industri. Dette skyldes at, det er EU som bevilliger midlerne, og det derfor

vil være nemmere at komme igennem med en sådan fond, hvis den yder støtte til brancher,

hvor der allerede findes kompetencer i forvejen, og som derfor vil kunne skabe grundlaget for

nye vækstområder i den europæiske industri. Ud fra vores miljømæssige udgangspunkt, har vi

ikke til hensigt at skabe en mere konkurrencedygtig europæisk industri, men på den anden

side, er det heller ikke fornuftigt at belaste den europæiske elektronikindustri med miljøregu-

lering, der ødelægger deres konkurrencesituation.

Nogle af de områder, som vi mener Eco-Innovationsfonden skal støtte, vedrører udvikling af

LCD’er som kræver mindre energi at producere, og som har et lavere indhold af farlige stof-

fer. Dette vil bl.a. kunne komme Philips til gode, der er blandt verdens største producenter af

LCD displays.

Dertil kommer udviklingen af billige og ufarlige flammehæmmere, der ikke baserer sig på

brom eller chlor. Disse vil kunne bruges både i PCB samt de forskellige plast dele i telefonen.

I Europa findes der således nogle store producenter af printkort (bl.a. Multek som er ejer Flex-

tronics) samt nogle af de største producenter af kemikalier så vel som plast.


178

7.3.2 Leverandøropgraderingsfonden

Ovenstående fond har til hensigt at modvirke den udeblivende effekt, som vi forventer at æn-

dringer af mobiltelefonmarkedets pull-effekt vil have, på virksomheder som ikke kun henven-

der sig til mobiltelefonindustrien, men i højere grad adresser hele elektronikindustrien gene-

relt eller en bred vifte af industrier, og som samtidigt selv udvikler deres produkter. Som et

supplement til Eco-Innovationsfonden, er der brug for en fond der henvender sig til de udvik-

lings og fremstillingsvirksomheder i produktionskæden, der ikke besidder et tilfredsstillende

niveau indenfor miljøvenligt design eller optimeret produktion. Principielt er det en opgave

for virksomhederne, men vi tror dog ikke, at brandholder er interesseret i at investere mange

penge for at opbygge kapacitet indenfor miljøområdet i deres leverandørkæde. Ved at give

dem mulighed for at søge støtte til dette, mener vi det er muligt at få initieret opgraderingspro-

jekter. Den type virksomheder som skal omfattes af denne fond kunne eksempelvis være vest-

lige virksomheder, der ønsker at opgradere deres leverandører i eksempelvis Kina. Ordningen

vil således ligge i forlængelse af den danske støtteordning for miljøbistand til nyligt industria-

liserede lande. Fonden skulle bruges som et instrument til at skabe en grønnere elektronikin-

dustri på globalt plan, til fordel for både EU og de nyindustrialiserede lande.

Ordningen skal samtidigt bindes op på at træne leverandørerne i forhold til at opnå overens-

stemmelse med kravene i det certificeringerssystem som vi mener virksomhederne i produkti-

onskæden skal have. I lighed skulle midlerne til denne fond komme fra indtægterne fra livs-

cyklusskatten. De skal indsamles og administreres på europæisk niveau.

Del 3 – Konklusion og perspektivering Connecting regulations

179

8 Konklusion og perspektiver

8.1 Konklusionerne

Dette speciale har til hensigt at svare på følgende problemformulering:

Hvordan kan EU fremme livscyklusorienterede miljøforbedringer i mobiltelefonindustrien


Undersøgelsen gennemføres ved hjælp af fire analyser af henholdsvis de miljømæssige ind-

satsområder (A), industriens dynamik (B), den nuværende miljøregulerings gennemslagskraft

(C) og en analyse af mulighederne for at skabe en helhedsorienteret, fortløbende, forebyggen-

de livscyklusorienteret og sammenhængende regulering af mobiltelefonindustrien (D).

I analyse A kortlagde vi de miljøpåvirkninger, der er relateret til mobiltelefonernes livscy-

klus. Vi identificerede følgende tre miljømæssige indsatsområder: 1) Farlige stoffer, 2) Ener-

giforbruget i brugsfasen og 3) Tab af ressourcer, herunder brug af energi i produktionsfasen

og tab af ressourcer ved manglende genanvendelse af affald.

De primære årsager til disse miljøproblemer er printkort, chips, displays og plast med flam-

mehæmmere. Printkort indeholder knappe ressourcer i form af metaller, toksiske additiver og

metaller derudover bruges der meget energi til produktionen af printkort. Chips og displays

kræver ligeledes en stor mængde energi at fremstille. Display indeholder desuden en mængde

toksiske stoffer, og til produktionen af chips bruges en række ukendte proceskemikalier.

Blandt de toksiske stoffer i telefonerne, er antimon, arsenik, beryllium, bly, bromerede- og

klorerede flammehæmmere, cadmium, hexavalent krom, kviksølv, nikkel, PVC og (PAH).

Disse udgør primært et problem i affaldsbehandlingen, specielt hvis telefonerne bortskaffes

sammen med den almindelige husholdningsaffaldsstrøm. Nogle af disse stoffer afdunster des-

uden under brug, eller kan være årsag til eksem. Idet telefonerne ofte bortskaffes via hushold-

ningsaffaldet, går alle ressourcerne i telefonen tabt, idet de ikke genanvendes.

I analyse B identificeres de strukturer og dynamikken, som er styrende for industriens hand-

linger og udvikling. Der identificeres en lang række forhold, som reguleringen skal tage højde

for, hvis den skal motivere industrien til at reducere miljøpåvirkningerne fra telefonernes livs-

cyklus.

Telefonerne udvikles som en del af et sammenhængende teknologisk system (1G, 2G og 3G),

der omfatter netværksudstyr, kommunikationsstandarder mv. Disse systemer, som telefonen

skal indgå i, er afgørende for telefonens miljøpåvirkning. Derfor er det vigtigt at sætte tidligt

ind for at sikre, at udarbejdelsen og specificeringen af 4G mobiltelefonsystem tager højde for

miljøforhold i udviklingen af standarden. Det er her en fordel, hvis der kan etableres en sam-

menhæng mellem brugerens/operatørens udgifter ved at benytte systemet og energiforbruget,

således at der skabes incitamenter til at vælge netværket med det laveste strømforbrug.

Connecting regulations Del 3 – Konklusion og perspektivering

180

Antallet af mobiltelefonbrugere stiger eksplosivt, og telefonernes brugsfase bliver specielt i de

industrialiserede lande stadig kortere. Mobiltelefonerne udskiftes efterhånden med et til to års

mellemrum. Dette skyldes, at telefonerne hurtigt bliver teknologisk og modemæssigt forælde-

de og, at nye telefoner er billige, fordi operatørerne sælger dem med tilskud. Den forkortede

levealder betyder et øget forbrug, fordi der efterspørges halvanden til to gange så mange tele-

foner. Derfor er levealderen for telefonerne et centralt indsatsområde.

Industrianalysen viser endvidere, at bruge af miljømærker er et ringe instrument til at fremme

udvikling og produktion af mere miljøvenlige produkter. Ingen brands benytter således de

eksisterende ordninger for mobiltelefoner, og det vurderes ikke at være en parameter, det er

muligt at konkurrere på. Erfaringer fra andre produktområder viser, at mærkerne skal have

relation til forbrugernes nære sfære, såsom sundhed og økonomiske besparelser, hvis de skal

have en effekt. For at miljømærker på mobiltelefoner skal fungere, skal de relateres til eksem-

pelvis SAR.

I akademiske kredse er der en stor forventning om, at Eco-Design kan sikre miljømæssige

forbedringer. Det anslås ofte at omtrent 80 procent af et produkts miljøbelastning determine-

res i designfasen, og at designeren har mulighed for at træffe valg, der kan reducere en del af

disse 80 procent. Mange Eco-Design tools er derfor udviklet i denne forståelse. Denne situati-

on er imidlertid langt fra, hvad vi har kunnet konstatere på baggrund af vores analyser, idet

den enkelte designers muligheder for at reducere produkternes miljøpåvirkninger ofte er be-

grænsede, dels fordi udviklingsarbejdet tager udgangspunkt i eksisterende teknologispor og

produkter (redesign), dels fordi valget af komponenter ofte er givet på forhånd (det er delvist

bestemt af andre afdelinger), og dels fordi design og udviklingskompetencerne er delt ud på

en række forskellige aktører. Som supplement til Eco-Design og andre sammenligningsværk-

tøjer er der yderligere brug for værktøjer til at intensivere samarbejdet med leverandører og

kunder om miljøforhold.

En central del af innovationen i mobiltelefonindustrien er rykket fra brandholdere til kon-

traktproducenter med egne udviklingskompetencer (ODM), design houses, og komponentle-

verandører. Specielt leverandørerne af chips, platforme og displays befinder sig i innovations-

tunge brancher med egne udviklingsaktiviteter og strategiske dagsordener.

En stigende del af produktionen af komponenter og færdige produkter outsources til EMS’ere

og ODM’ere. Disse varetager ud over fremstillingen af telefonerne, også i visse tilfælde ud-

vikling, logistik og after-sale services, samt i stigende grad udvælgelse af komponenter og

styring af leverandør relationer (turn-key). Det betyder, at brandholderne ofte ikke længere

monitorerer relationen i kæden mere end et led tilbage, og brandholder har derfor ikke kend-

skab til miljøforhold i virksomheder længere oppe i kæden. Herunder hvor store mængder

energi og ressourcer, som anvendes til fremstille de komponenter, som telefonerne består af.

Desuden vil leverandørerne ofte ikke oplyse, hvilke stoffer deres komponenter indeholder, da


181

innovation i elektronikindustrien forudsætter nye sammensætninger af de kemiske stoffer, og

den kemiske sammensætning er en forretningshemmelighed, der ikke oplyses til kunderne.

Generelt har relationerne i produktionskæderne stor betydning for brandholdernes muligheder

for at stille krav til produkternes miljømæssige egenskaber og for at få oplysninger om pro-

dukternes indhold at kemikalier. Nogle af komponenterne er ret standardiserede og modulari-

serede, hvorved relationerne bærer præg af markedsudvekslinger. Dette vedrører eksempelvis

leverandører af displays og visse chips. I andre tilfælde er der et tæt samarbejde med leveran-

dørerne om udvikling af nye kundetilpassende komponenter, hvor brandholderen vil have

væsentligt mere indflydelse på komponenternes egenskaber. Endelig er der tilfælde, hvor rela-

tionen er modulær, hvilket vil sige, at kontraktproducenten producerer på baggrund at brand-

holdernes specifikationer. I disse tilfælde vil både kontraktproducenten og brandholderen ha-

ve indflydelse på produktet. Leverandørernes størrelse har også betydning for forholdet. Nog-

le leverandører er for eksempel store virksomheder, som leverer til mange forskellige indu-

strier, og derfor kan det være svært for brandholderne at stille specifikke krav. Dette gælder

blandt andet forholdet til leverandører af plast og til dels displays.

Brandholderne har altså ikke den endelige magt til at bestemme deres egne udviklingsaktivite-

ter.

Disse forskelligartede relationer medfører, at det ikke er nok blot at stille krav til brandhol-

derne og så forvente at dette automatisk spredes til produktionskæden. Idet relationerne er

forskellige, er brandholders mulighed og dermed effekten af et krav varierer i hvert enkelt

tilfælde.

Seks brands har 80 procent af verdensmarkedet (og tre af disse sidder på 60 procent). Dette

giver dem stor gennemslagskraft, såfremt de er enige om at stille de samme krav til leveran-

dørerne. Reguleringen har tillige mulighed for at udnytte dette og styrke et samlet ”skub” i en

bestemt retning ved at opstille ensartede krav.

I analyse C undersøges den eksisterende EU-regulering. På trods af ambitiøse intentioner om

en forebyggende og livscyklusorienteret miljøindsats, formår reguleringen ikke at udfylde

disse i praksis. Selv med gennemførelsen af visse foreslåede forbedringer af disse reguleringer

inden for direktivernes rammer, konkluderer vi, at det bliver svært at efterkomme alle ambiti-

onerne.

Vi konkluderer, at WEEE-direktivet ikke formår at skabe incitamenter for at indtænke af-

faldshensyn i produktudviklingen, da der ikke er etableret feed-back loops mellem den enkelte

virksomhed og håndteringen af dets produkter. Det er således ikke muligt som WEEE er etab-

leret at høste økonomisk fordel gennem designændringer, og efter vores vurdering ikke noget

der lige kan ændres ved kommende revision af direktivet eftersom de grundlæggende organi-

seringer er på plads. Vi konkluderer yderligere, at der ikke er særlige incitamenter i WEEE’s

implementering til sikre en tilbagelevering af telefonerne, hvorfor vi foreslår WEEE udvidet


182

med en produktpant. For at sikre en øget genanvendelse skal der etableres en standard for

adskillelse af mobiltelefoner, så kritiske komponenter nemt kan tages ud.

RoHS-direktivet har som tidligere beskrevet, i modsætning til WEEE-direktivet haft en stor

indflydelse på industrien og i produktionskæden. Men antallet af stoffer på RoHS listen er for

lavt og bør derfor udvides fortløbende. Dette kan gøres ved at tilføre en liste over stoffer, som

bliver forbudte i fremtiden (med en fast deadline) samt en liste over uønskede stoffer, der er

under observation, og som på et tidspunkt vil blive flyttet til listen over forbudte stoffer.

Den frivillige aftale for at reducere opladernes standby forbrug vurderes at have bidraget til en

bedre performance af opladerne. Igen vurderes den som uambitiøs, da den ikke kræver vedva-

rende forbedringer. I relation til mobiltelefoner er standby forbruget totalt overflødig og bør

derfor fjernes. Vi mener derfor der bør stilles et direkte krav til producenterne om at fjerne

standby forbruget helt.

I forhold til det, som på nuværende tidspunkt ser ud til at blive implementeringen af EuP-

direktivet (KEPI), konkluderer vi, at reguleringen ikke vil bidrage til miljøforbedringer i væ-

sentlig udstrækning. KEPI-parametrene er således tilbageskuende og hæmmende for innova-

tion, fordi de adresserer bestemte overordnede komponenttyper uden at tage højde for, at der

kan være store forskelle mellem gode og dårlige komponenter. Et generelt problem er derfor

at stille krav, der kan ophæve hinanden, som i KEPI - der er etableret så en high-end telefon

score højt på chip og lavt på LCD modsat, hvis man ikke sætter en ny chip i kan man ikke

benytte et stort display. Dette føre ikke nogen miljøforbedringer med sig, det er blot en måde

at sikre bedre vilkår for hig end telefoner. .

I Analyse D kommer vi med bud på, hvordan en EuP gennemførelsesforanstaltning for mobil-

telefoner kan se ud.

Inspireret af RoHS succes bygger vi vores forslag til EuP systemet op omkring de specifikke

krav frem for de generiske, som EuP direktivet lægger op til. Derved bliver alle de specifikke

krav markedsekskluderende. Ideen er at få brandene til at trække samlet, frem for i forskellige

retninger, og derved etablere et pull der er stærkt nok til at underleverandørerne vil blive nød

til at efterkomme kravene. I et system baseret på generiske krav og et scoresystem kan de en-

kelte virksomheder satse på de områder de har lettest ved, hvorfor man kan forestille sig, at

presset på eksempelvis plastproducenter og LCD producenter bliver mindre. Derfor er det

kun, hvis virksomhederne ikke har andre udveje for, at opnå deres point de vil begynde på

disse områder. Dette er centralt i forhold til at sikre en effekt tilbage i kæden.

Inspireret af front-runner tilgangen (og miljømærker) skal de specifikke krav kontinuerligt

strammes, så niveauet for de bedst performerne i dag bliver standard om eksempelvis tre til

fem år. Dette vil skabe et incitament til forbedringer blandt de værst performende produkter

for at sikre sig adgang til markedet.


183

For fortsat at motivere ”front-runner” og dermed også fordre progressionen i af vores EuP

system på lang sigt indgår generiske krav i systemet som en overbygning til de specifikke

krav. De er som udgangspunkt baseret på de samme parametre som de specifikke krav, men

med et andet niveau. Ved at performe bedre end, hvad de specifikke krav foreskriver, får man

en belønning i form af en reduceret afgift og i bedste fald blomstermærket. Der pålægges så-

ledes alle produkter en afgift, som er afhængig af produktets performance i de generiske krav.

Derudover opnår de bedste, eksempelvis 20 procent, retten til at benytte Blomsten. Blom-

stermærket bliver således et automatisk benchmark af de bedst performende af alle produkter,

og ikke kun af de tilmeldte. Dette vil muliggøre øget brug af miljømærket i forbrugersammen-

ligninger og i relation til professionelle indkøbere.

Vores EuP system adresserer konkrete designændringer relateret til affaldsbehandlingen, op-

graderingsmuligheder gennem certificering af underleverandører, udfasning af flere stoffer

end RoHS, øget efterspørgsel efter direkte genanvendt materiale. Alle konkrete parametre, der

fortrinsvis adresserer de mangler ved WEEE, RoHS og CoC, som vi identificerede i analyse

C. Vi ville godt havde fundet gode parametre til at motivere direkte til miljøinnovation i

chips, LCD, PWB og plastindustrierne, men på trods af lange og ihærdige diskussioner er

dette ikke lykkes.

Derfor foreslår vi etablering af et fælles POEMS system for industrien. Virksomheder, der

ønsker at sælge på det indre marked, skal være certificerede efter dette system. Principielt bør

hele kæden certificeres, men dette er ret kompliceret at validere, hvorfor et alternativ er at

indføre et krav i systemet, om at alle leverandører i løbet af en årrække skal være certificeret.

Derudover foreslår vi, at de penge der kommer ind gennem afgifterne i EuP systemet kanali-

seres tilbage til industrien gennem oprettelse af to fonde. Én skal specifikt fremme innovation

af miljøvenlige teknologier på de områder, hvor specifikke og generiske krav ikke slår til.

Den anden fond skal medfinansiere opkvalificering af underleverandører.

Et konkret projekt, som fonden kunne støtte, er udvikling af en 4G standard, der på en hen-

sigtsmæssig måde kombinerer trådløs kommunikation med reduceret strømforbrug.

Endelig formår vores EuP system ikke at forbedre mobiltelefonernes levetid. Vi argumenterer

for, at PSS ikke er en brugbar løsning for at sikre produkterne en længere levetid. På grund af

markedsstrukturerne er det nødvendigt påvirke telefonernes salgspris, hvilket mest hensigts-

mæssigt kan gøres ved at forbyde SIM låste telefoner, kombineret med et forbud mod at binde

brugeren, og brugerens telefonnummer, til et abonnement. Dette vil reducere operatørens inci-

tament for at sælge telefoner med tilskud, hvorved telefonerne vil blive dyrere og derfor vil de

formentlig ikke blive skiftet helt så ofte.


184

8.2 Perspektiver i systemet

8.2.1 Sammenhæng til øvrig EU regulering

Vores løsningsforslag opererer på flere planer, og inddrager forskellige virkemidler. Men dog

indenfor områder koncentreret om mobiltelefoner.

Ud fra blot mobiltelefonindustrien er det urealistisk at skabe gennemgribende ændringer i

plastindustrien. Skal plastindustrien adresseres gennem produktkrav kræver det mindst en

samlet elektronikindustri. Alternativt kunne EU etablere et RoHS eller REACH lignende krav

til alt plast solgt og benyttet på det indre marked, eksempelvis i form af restriktioner for brug

af chlorerede og bromerede flammehæmmere. Som en del af en sådan regulering kan det på-

lægges plastindustrien, og producenter, som benytter plastprodukter indeholdende stoffer med

restriktioner, at sandsynliggøre at det er nødvendigt at benytte disse stoffer. Kan de ikke det,

er det ikke tilladt. Et sådant system kan besværliggøre at bruge en række uønskede stoffer,

hvorved incitamentet bliver stort for, at undgå disse. Dette er netop en af problemerne relate-

ret til flammehæmmere i dag, at det er nemmere/billigere at fylde dem i produktet, uanset om

de har en funktion i slutproduktet eller ej.

8.2.2 Systemet om 5 år

Vi argumenterer flere steder for, at de opstillede krav i vores system successiv skal strammes.

Om 5-10 år forestiller vi os, at de specifikke krav er strammet i forhold til, hvad de bedste kan

præstere i dag i forhold til de generiske krav. Desuden forestiller vi os, at fonden har været

effektiv og formået at igangsætte projekter, der har fundet bedre løsninger, hvilket har tyde-

liggjort nogle parametre og/eller specifikke krav, der kan adressere LCD, PWB og chips på en

innovationsfremmende måde. Endelig har POEMS kravet betydet at store dele af branchen er

begyndt at arbejde struktureret med deres interne og i enkelte tilfælde også eksterne informa-

tionshåndtering. Flere steder har det allerede givet udslag i bedre design samt optimerede pro-

duktion. Der er dog stadig en del af de lokale leverandører i mindre udviklede industri lande

som Kina, der ikke ser certificeringen som vedkommende for dem, da de at de på trods af de

stigende krav om certificering stadig har mulighed for at levere til mobiltelefonindustrien. De

store brandholdere er begyndt at opleve stigende krav fra visse forbrugersegmenter vedrøren-

de miljø, og de første ansøgninger fra leverandører om støtte til opgradering er begyndt at

indfinde sig.

Samtidig har vores ændring af mulighederne for at binde kunderne betydet, at mobiltelefoner-

ne brugstid tangere de to år som garantien dække, derfor har brandholder ikke længere noget

direkte incitament for at sikre yderligere holdbarhed. Idet mange af telefonerne ikke har den

proklamerede holdbarhed på op til ti år, så er det blevet relevant at adressere levetidsforlæn-

gelse som parameter under EuP.


185

Endelig er den teknologiske fornyelse i højere grad baseret på softwareudvikling frem for

hardwareudvikling, idet chippene er blevet meget kraftigere og langt mere strømeffektive. Det

betyder at mange features nu er baserede på software løsninger, hvorfor telefonerne er meget

mere fleksible. Derfor er diskussioner om PSS blevet relevante at genoverveje.

8.2.3 Er det muligt at drage paralleller til andre industrier?

Som argumenteret i problemfeltet er mobiltelefonindustrien i mange henseende på forkant

med diverse udviklingstendenser. Trends som konvergens mellem forskellige produkter, mo-

deskift, etc., viser sig tidligt i mobiltelefonindustrien blandt andet fordi konkurrencen og

kampen for at differentiere sig og opnå first mover fordele er så stor. Tiden fra ide til færdigt

produkt er lav i branchen, og der er et stort fokus på at komme først med de nyeste features.

Ligeledes bliver telefonerne stadig mere segmenterede og modulopbyggede, og samtidig er

graden af outsourcing stor, hvilket også gælder for udviklingsaktiviteterne i kæden. Disse

forhold taler for at drage nytte af erfaringer fra mobiltelefonindustrien i andre sammenhænge.

Især industrier, hvor nogle af de samme tendenser er styrende: chippens centrale rolle for tek-

nologiudviklingen; udpræget brug af EMS og ODM; udvikling fordelt på mange relativt uaf-

hængige led osv. Dette kan fx være brancher som bærbare og stationære pc’er, og avanceret

forbrugerelektronik generelt.

På den anden side, så fungerer telefoner i et system, der i høj grad determiner, hvordan de

enkelte mobiltelefoner fungerer. Denne egenskab er mindre udbredt i elektronikindustrien

generelt, hvilket taler imod at drage paralleller.

Vores metodiske tilgang og de fremsatte forbedringsforslag er relevante at diskutere i relation

andre sammenhænge – både indenfor elektronik og andre brancheområder. Trods ligheder er

der også forskelle mellem brancher, hvorfor man ikke uden videre kan regne med, at den

samme dynamik virker – selv i relativt beslægtede industrier. Det er nødvendigt at have for

øje, hvordan den specifikke kontekst er forskellig fra mobiltelefonindustrien. Men de meto-

demæssige overvejelser kan generaliseres, i forhold til at analysere industrien med henblik på

at identificere, hvor og hvordan der kan ændres ved de dominerende strukturer i markedet

bl.a. via offentlig regulering. Dertil kommer princippet om at etablere minimumsniveau i spe-

cifikke krav, mens de generiske krav kan medvirke til at skabe yderligere motivation, hvilket

også gælder sammenkædningen af flere virkemidler med henblik på påvirke i én retning.

Litteraturliste Connecting regulations

186

9 Litteraturliste

9.1 Tekster

Adami-Sampson, M: ”The RoHS countdown begins”, Green Supply Line 1/3 2006

Adams, G 2002: ”Smart ecoDesign - Eco-Design Checklist” version 2 updateret fra Clark, T

1999, Center for Sustainable Design (CfSD) 2002. Tilgængelig på www.cdsd.org.uk

Alcatel 2004: Understanding the Mobile Phone Market Drivers, Alcatel 2004

Ammenberg J & Sundin E 2005: ” Products in environmental management systems: drivers,

barriers and experiences”, Journal of Cleaner Production 13 (2005) 405e415

Ancarani, F 2002: “Symbian: Cusomers interactions through collaboration and compettition

in a convergent industry”, eBusiness Research Center Case Study, September, 2002

Jim Puckett et al. 2002: ”Exporting Harm – The High Tech Trashing of Asia”, Silicon Val-

ley Toxics Coalition og The Basel Action Network 2002,.

Beigl, P; Scheider, F; Salhofer, S: “Experiences with WEEE Take Back Systems usig the

Example of Mobile Phones“, Proceeding in Electronics goes Green 2004+

Berkel R.V 2000: “Cleaner Production for Process Industries – Overview of the Cleaner Pro-

duction Concepts and relations with Other Environmental Management Strategies”, Curtin

University of Techonolgy, Western Australia.

Bey, N et al. (2003): “Ecodesign, Plast og Innovation – En manual for produktudviklere og

designere med interesse for plast” Plastindustrien i Danmark, 2003

Braun & Dirckinck-Holmfeld: “Implementing WEEE in Denmark – Has Extended Producer

Responsibility been the outcome?”, 2005 International Conference on Asian Green Electronic

Brezet, H og Rocha, C (2001): Towards a model for product-oriented environmental man-

agement system i Carter, M og Tischner, U red.: “Sustainable Solutions - Developing products

and services for the future”, Greenleaf Publishing, 2001.

Brundtland 1987: “Vor fælles fremtid”, FN-forbundet og Mellemfolkeligt Samvirke 1987

Carter-Berrios, M 2006: “Race to the RoHS deadline”, Green SupplyLine 24/3 2006

Castellano, J 2005: “Liquid Gold: The Story Of Liquid Crystal Displays and the Creation of

an Industry”, World Scientific Publishing Company 2005

CEFIC et al. 2000: “Guidance Document on the Appliance of Substances under Special At-

tention in Electric & Electronic – Products”, CEFIC et al. 2000

Connecting regulations Litteraturliste

187

Charter, M og Clark, T: “Eco-Design and supply chain management a guide for environ-

mental managers, purchasing managers & product designers”, tilgængelig på www.cdsd.org.uk

Collis, D et al. 1999 “Mobilephone: Connecting countries – A lesson in International strate-

gies”, International Strategy and Competitio 1999

COMM (2003): “Communication from the commission to the council and European Parlia-

ment – Integrated Product Policy- Building on Environmental Life-Cycle Thinking”, EU 2003

Danmarks eksportråd: “Landerapport 2003 Sydkorea”, Udenrigsministeriet xx.

Deffree, S 2005: “Hands Off the Panic Button”, Electronic news 23/12 2005

DG Environment: “Handbook for Implementation of EU Environmental Legislation, Euro-

pean Commission” (Section 4, Waste Management Legislation)

Dolley et al. 2003: “The Suitability of Eco-label - Criteria to Derive Environmental Baseline

Requirements Applicable to all Products on the Market”, AEA Technology Environment,

ANEC 2003

EC 2004: “Code of Conduct on Energy Efficiency of External Power Supplies - Version 2”

Ispra, 24 November 2004

ECOLIFE (2002): “ECO-Design Guide – Environmentally improved product design case

studies of the European Electrical and Electronics industry”, 2002

EIA 2005: “JOINT INDUSTRY GUIDE (JIG) Material Composition Declaration for Elec-

tronic Products”, EIA 2005.

Emmenegger et al.: ”Life Cycle Assessment of the Mobile Communication System UMTS

Towards Eco-efficient Systems”, International Journal of LCA 2004 (OnlineFirst)

ENERGY STAR® “Program Requirements for Single Voltage External Ac-Dc and Ac-Ac

Power Supplies”

ENTER & IDATE 2006: ”mobile 2006, market & trends Facts & figures”.

EPIC-ICT 2006: ”EPIC-ICT Methodology – A Methodology to define Environmental Per-

formance Indicators of ICT-Products – based on the Example of Personal Computers”, Draft

description, EPIC-ICT Consortium 2006 available at www.epic-ict.org

Erichsen H og Willum, O 2003: “Miljøvurdering af mobiltelefon - Miljørigtig udvikling af

produktfamilier“, Arbejdsrapport fra Miljøstyrelsen Nr. 28 2003.

Ericsson mobile platforms 2005: “taking you forward”, Powerpoint presentation spring

Capital Market Day10 maj 2005


188

EuP - Europa-parlamentets og rådets direktiv 2005/32/EF af 6. juli 2005 om rammerne for

fastlæggelse af krav til miljøvenligt design af energiforbrugende produkter og om ændring af

Rådets direktiv 92/42/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/57/EF og

2000/55/EF

Eurostat 2005: “Consumers in Europe - facts and figures”, Eurostat 2005.

Fine C.H. 2005: “Are You Modular or Integral? – Be sure Your Supply Chain Knows”, s+b

Strategy & Competition summer 2005,

Fishbein, B 2002: “Waste in the Wireless World: The challenge of cell phones”, INFORM

2002

Freescale 2005: “HSDPA Withepaper” Freescale 2005

Gereffi et al. 2003: “The Governance of Global Value Chains”, MIT, Review of Political

Economy 2003

Greenstein, S 2005: ”Outsourcing and climbing a value chain” i Micro Economics Sept-Oct

2005, IEEE Computer Society

Hilmola et al. 2005: “On the outsoucing dynamics in the electronic sector: the envolving role

of originale desng manufacture”, xx The judge institute of management, university of Cam-

bridge, 2005

Holm 2004: “Victims of power and tradition in a market economy”, Business strategy Re-

view spring 2004, vol. 15 issue 1

IPC 2006: IPC-1752-3 - Users Guide for Materials - Declaration Forms

ISO/TC207/WG 3 N41 – ISO/PDTR 14062.3 (2001): ”Environmental management – Inte-

grating environmental aspects into product design and development (working draft)”, ISO

2001.

Jensen, A and Remmen, A 2004: ”Background Report for a UNEP Guide to LIFE CYCLE

MANAGEMENT - A bridge to sustainable products”, UNEP final draft

Jorgensen, B: “It’s tough to be green” Electronic News 3/1 2006

Kemna et al.2005: ”Eco-Design of Energy-using-Products – A methodology Study, 1st draft

final report, rev. – Appendix 1 – Methodology Report”, VHK for EU kommissionen 2005

Kjær, et al. 2005 (Dirckinck-Holmfeld, Braun and Andersen): “Are the European directives

WEEE, RoHS and EuP fostering Cleaner Production among the Chinese industry?” European

Roundtable of Sustainable Consumption and Production 2005


189

Kommission 2005/618/EF: ”Kommissionens beslutning af 18. august 2005 om ændring af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/95/EF med henblik på at fastsætte de maksima-

le koncentrationsværdier for visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr”, EU-

Tidende nr. L 214 af 19/08/2005

Legarth et al.2002: ”Miljøkonsekvenser af levetidsforlængelse for elektronikprodukter” Ar-

bejdsrapport nr. 18, Miljøstyrelsen, 2002

Lindahl, M 2005: “Engineering Designers’ Requirements on Design for Environment –

Methods and Tools” Doctorial thesis (evt. Royal Institute of Technology), KTH, Sweden

2005

Lund H et al.2005: ”Tools for a Sustainable Development”, Aalborg 2005

Luthje, B. 2004: “Global Production networks and Industrial Upgrading in China: The Case

of Electronics Contract Manufacturing”, EAST-WEST center.

Manzini & Vezzoli 2002: “Product-Service Systems and Sustainability – Opportunities for

sustainable solutions”, UNEP

Mazurek 1999: ”Making Microchips – Policy, Globalization, and economic Restructuring in

the Semiconductor Industry”, MIT Press, 1999

McGraw-Hill Encyclopedia of Science & Technology: (Betalingsopslagsværk på nettet).

McLaren, J & Piukkula, N: Life Cycle Assessment of 3rd Generation Nokia Handset, Elec-

tronics Goes Green 2004+

Meadow & Meadows 1973: “Grænser for vækst”, Gyldendals Bogklub 1973

Miljøministeriet/Miljøstyrelsen 2005: “Orientering om Elektronikskrot bekendtgørelsen (Bekendtgørelse om håndtering af affald af elektrisk og elektronisk udstyr)”, Miljøministeriet 2005.

Ministry of Information Industry: “Management Methods for Controlling Pollution by

Electronic Information Products” (Reference oversættelse af den Kinesiske regulering tilsva-

rende RoHS)

Mont, O. 2002: “Clarifying the Concept of Product-Service System”. Journal of Cleaner Pro-

duction 10 (3)

Motorola 2005: “Controlled and Reportable Materials Disclosure”, Motorola 2005

Motorola 2000: ”It’s about people and planet”, 2000 Global Corporate Citizenship report,

Motorola 2000

Nielsen et al. 2003: ”Udvidet producent ansvar i elektroniksektoren”, TekSam, RUC 2003


190

Nokia, 2005: “Integrated product policy, Stage I Final Report: Life cycle environmental is-

sues of mobile phones”, Nokia 2005

Northstream AB 2003: “Handset ODM - What's the industry Impact?”, Incode 2003

OECD 1999: “Environmental requirements for industrial permitting”

Vol 1: “Approaches and instruments”, Organisation for Economic Co-operation and Devel-

opment, c1999. - 3 bd. – Paris.

Pecht & Chan 2004: “China’s electronics Industry”, Calce Epsc Press 2004

Pedersen 2001: “The development perspectives for the ICT sector in North Jutland”, PhD

AAU.

Perchards 2005: “Transposition of the weee and ROHS directives in other EU member

states”, Perchard 2005

Petitt, R et al.2005: “A study of Mechanical And Rheological Behavior of Recycled Spray

Paint Parts” 2005 International Conference on Asian Green Electronics.

Phaal, R. et al.2003: “Technology Roadmapping – A planning framework for evolution and

revolution”, University of Cambridge, 2003

Poll et al. 2005: ”Development of Indicators for an Integrated Product Policy”, EC 2005

Porter & van der Linde 1995: “Green and competitive: ending the stalemate”, Harvard

Business Review, 1995, nr. 5

Porter 1985: “Competitive Advantage - Creating and Sustaining Superior Performance”,

New York : Free Press, 1985

Prahalad, C.K. and Hamel G. 1994: “Competing for the Future”, Hardward Business

School Press Book, 1994

RAL 2004: “Basic Criteria for Award of the Environmental Label – Mobile Phones”, Blau

Engel 2004.

Ravn et al. 2003: Implementing the IPPC directive in Poland - how to promote pollution pre-

vention through integrated permits, TekSam 2003

Rayner, B 2006: “Still a long way to go”, Green Supply Line 1/2 2006

Robins, F 2003: ”The marketing of 3G”, Marketing intelligence & planning 21/6 2003, Em-

eral.

RoHS – Europa-parlamentets og rådets direktiv 2002/95/EF af 27. januar2003 om begræns-

ning af anvendelsen af visse farlige stoffer i elektrisk og elektronisk udstyr


191

Rossem & Dalhammer 2004: “The Energy Using Products (EuP) Directive and product

chain information”, Electronics Goes Green 2004+

Rossem & Dalhammer: “OEM Outsourcing trends: An Opportunity or Threat for Life Cycle

Management in the Electronics Product Chain?”, Lund

Schischke, K (2005): “A Guide for EcoDesign Tools”, EcoDesign Awareness Raising Cam-

paign for Electrical & Electronics SME 2005. Tilgængelig på www.EcoDesignARC.info

Schischke, K et al. (2005): “State of the Art in Material Declarations: Compliance Manage-

ment and Usability for Eco-Design”, proceedings 2005 International Conference on Asian

Green Electronics.

Schischke, K et al: “An Introduction to EcoDesign Strategies – Why, what and how?” Fraun-

hofer IZM. 2005. Tilgængelig på www.EcoDesignARC.info (hjemmesiden for EcoDesign

Awareness Raising Campaign for Electrical & Electronics SME)

Schmidt, K et al. 2002a: ”Synliggørelse af de vigtigste forbrugerrelaterede miljøegenskaber

ved elektronikprodukter”, Miljøprojekt Nr. 737 2002

Schmidt, K et al. 2002b: Undersøgelse af internationale erfaringer med påvirkning af marke-

det for mindre miljøbelastende elektronikprodukter, Miljøprojekt Nr. 713 2002, Miljøstyrel-

sen 2002

Schoenmaker & Stevels 2004: ”towards an Optimization of the proposed framework Direc-

tive forsetting of eco-designrequirementsfor energy-using products (EuP)” proceedings from

Electronic Goes Green 2004

SETAC (1993): “Guidelines for Life-Cycle Assessment: A ‘Code of Practice’”, SETAC

Singhal, P et al. 2004 “Key Environmetal Performance Indicators (KEPIs): A new approach

to environmental assessment”, Electronics Goes Green 2004+

Skov, H 2005, ”Branchekritik af distributører der fraskriver sig ansvar”, Ingeniøren

25.11.2005

Sony Ericsson 2005: ”The Sony Ericsson Lists of Banned and Restricted Substances”

Stainbock 2005: Mobile Revolution: The Making of Worldwide Mobile Markets, Kogan

Page, Limited 2005

Steinbock 2002: Dan Steinbock, Wireless R&D - From domestication to globalization, Info

4,6 2002, pp 27-49 MCB UP Limited

Stevels, A. og Huisman, J: ” An Industry Vision on the implementation of WEEE and RoHS”


192

Stolpe, M: “Mobility of Research Workers and Knowledge Diffusion as Knowledge Diffu-

sion as Evidenced in patent Data” Kiel Institute of World Economies, 2001.

Storgaard, R: ”RoHS direktive – Fup eller fakta”, Update extra, september 2005, DMG

www.d-m-g.dk

Stutz, M; Burkhard, C, Ertel J: cost elements of recycling and the design of mobile phones in

the context of weee, grEEEn

Takala et al.2002: “Outlinin Oppurtunities of Engineering Processes and Technology on En-

vironmentalImpactsof the End of Life Treatment of Mobile Terminals”, IMAPS Nordic An-

nual Conference, Stockholm2002

The Economist 2005: Indlæg om økonomiske forbindelser mellem Kina og Taiwan. Bl.a.

“Onshoring – Taiwan is shifting much of its manufacturing to mainland”, “Moving on –

Manufacturing is out, Knowledge-based industries are in” og “My fab is bigger than yours –

A cross-strait chip-making competition”, Januar 15th 2005

Tischner, U (2001): “Tools for ecodesign and sustainable product design” i Carter, M og

Tischner, U red.: “Sustainable Solutions - Developing products and services for the future”,

Greenleaf Publishing, UK 2001

WEEE – Europa-parlamentets og rådets direktiv 2002/96/EF af 27. januar2003 om affald af

elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE)

Welford, R 1997: “Hijacking Environmentalism – Corporate Response to Sustainable Devel-

opment” Earthscan, London 1997

WORLD BANK GROUP, 1998: “Pollution Prevention and Abatement Handbook 1998 -

Toward Cleaner Production” WORLD BANK GROUP 1999;

Yusuf, S a; Altaf, M; Nabeshima 2004: “Global Change and East Asian Policy Initiatives”

The World Bank, 2004

Yusuf, S b; Altaf, M; Nabeshima 2004: “Global Production Networking and Technological

Change in East Asia” The World Bank, 2004

9.2 Interview

(For uddybelse se bilag 1)

Intw. ADI –Interview med Analog Divices Aalborg

Intw. Alam fra City University of Hong Kong

Intw. BenQ-Siemens – Interview med BenQ-Siemens Aalborg


193

Intw. Bøwig – mail korrespondance med Bøvig direktør Weee-System,

Intw. DCR – Interview og rundvisning

Intw. Fitzek – Interview med Frans Fitzek, Aalborg universitet.

Intw. GNN - interview og rundvisning

Intw. Koch

Intw. Konka – Interview og rundvisning

Intw. MGL – Interview CITIC GUAN MGL

Intw. Motorola – Interview og rundvisning på Motorola (China) Electronics Ltd,, Tianjin

Intw. Nokia – Interview med Nokia Denmark

Intw. Pedersen – Interview med Christian Pedersen Aalborg universitet.

Intw. RFMD – Interview med RFMD (Radio Frequency Micro Devices), Aalborg.

Intw. Ridley. – Interview med Ridley, Produktudvikler hos Microsoft Mobile i Danmark

Intw. Sonion – Interview i Danmark og Kina og rundvisning i Kina

Intw. Stenholdt – Telefoninterview med Stenholdt, miljømedarbejder i Sony.

Intw. Stevels – Interview med Ab. Stevels

Intw. Testrup – Interview med Jesper Testrup, Elektronik panelet.

Intw. Thorlak

Intw. TI- Texas Instrument Aalborg

Intw. Vtech

Intw. WKK - interview og rundvisning

Intw. Woodtai - interview og rundvisning

9.3 Konferencer og workshops

erScp – European Roundtable on Sustainable Consumption and Clean Production

2005AGEC – Asian Green Electronic Conference 2005

Workshop Copenhagen: EcoDesign - Awareness Raising Campaign for Electrical and Elec-

tronics SMEs


194

9.4 Webadresser

http://ec.europa.eu/taxation_customs/taxation/gen_info/tax_policy/index_en.htm

http://europe.nokia.com/downloads/phones/sar/sar8910i_en.pdf

http://electronics.howstuffworks.com/

www.answers.com/topic/nordic-mobile-telephone

www.azom.com/details.asp?ArticleID=1763

www.bluetooth.org

www.cellular.co.za/in-fone.htm

www.cellular-news.com

www.cleantechindia.com/eicnew/guidelines/Electronics1.htm

www.codde.fr D. 13/3 2006

www.csa.com/hottopics/mems/gloss.php

www.ecodesignguide.dk

www.elretur.dk

www.epic-ict.org

www.erp-recycling.org

www.forbrug.dk/markedsforing/fo/hoeringssvar-og-indberetninger/oevrige/telesektoren//

www.greenersolution.com

www.gsmworld.com/technology/gprs/index.shtml

www.IEEE.org

www.intel.com/education/makingchips/index.htm;

www.mblogger.cn/science.mblogger.cn/Olddog_China/

www.motorola.com

www.nera.dk

www.nokia.com / www.noia.dk

www.nokia.com/link?cid=EDITORIAL_3689 – 10 maj


195

www.plast.dk/

www.pre.nl/

www.sonyericsson.dk

www.symbian.com/

www.tdc.dk

www.umts-forum.org/servlet/dycon/ztumts/umts/Live/en/umts/News_PR_Article090206

www.wbcsd.com

www.weee-system.dk

www.windowsfordevices.com/news = -/NS2501903923.html; -/NS4828281295.html og -

/NS2501903923.htm

Connecting regulations AbstractConnecting regulations Abstract i Abstract This report brings the...

Documents

Transcript of Connecting regulations AbstractConnecting regulations Abstract i Abstract This report brings the...