Post on 01-Jun-2020
Agnete Nicolaisen År Y: Litteratur og ytringsfrihed 20082231 August 2014
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
- En kortlægning, analyse og diskussion af debatten omkring Yahya Hassan
Speciale udarbejdet af:
Agnete Nicolaisen
Nordisk Sprog og Litteratur
Aarhus Universitet
Abstract
Art and freedom of speech have the last decades been a controversial topic. In
1989 Ayatollah Khomeini of Iran issued a fatwā ordering Muslims to kill the British-Indian writer,
Salman Rushdie for his novel The Satanic Verses (1988). Events like the murder of the Dutch Islam-
critical movie director, Theo Van Gogh and the death threats against the Danish cartoonist, Kurt
Vestergaard after drawing one of the twelve Muhammad cartoons for Jyllands-Posten in 2005 have led to
controversial debates. Several commentators believe that since these events we have had a 'culture of
violation' in which the public opinion largely has been that it is morally unacceptable to offend others,
especially minority cultures.
This thesis explores how literature affects freedom of speech based on the debates surrounding the
Danish debut book Yahya Hassan (2013). The debates on freedom of expression are a result of the
books theme, which contains an explicit critique and description of a hypocritical Muslim underclass.
The explicit criticism of religious practice has led to a number of death threats against Yahya Hassan
from radical Muslims. The threats culminated when a young radical Muslim attacked Yahya Hassan on
November 18th 2013 in Copenhagen Central Station. The attack instigated a broad debate on freedom
of speech, and with his collection of poems and Islam-critical statements Yahya Hassan became part of
a polarized culture war in which poetry became policy.
The debates surrounding Yahya Hassan are rooted in the controversies following the Muhammad
cartoons. Yahya Hassan has nuanced the debate, because this time the Islam-criticism comes from an
insider who is also an artist. This leads to debates about whether one should distinguish artistic
freedom of speech from normal freedom of speech, and it questions whether we have a fundamental
freedom of speech or a pragmatic freedom of speech, which is conditioned upon the enunciation
position, and identity of the speaker exists.
I have in my analyses used Judith Butler's theory of performativity as a theoretical framework in which
I have shown that contextualization is essential to both literature and freedom of speech.
This thesis uses Yahya Hassan as a symptomatic example questioning the autonomy of literature. This is
done using theories of text and paratext, which show, that the text is no longer an arbitrary
autonomous size, but dependent on the paratext, which especially affects our reading through digital
media.
Through the analysis of Yahya Hassan I have shown how fiction moves out of its traditional frames, and
how reality moves into fiction and makes some strange interventions. It is shown how Yahya Hassan as
a literary work has intervened with society and how his media cultural performances have affected
readings and understandings of his literature and vice versa.
By using Jon Helt Haarder's theory of performativ biografisme I have also demonstrated, that the author is
resurrected in a new private aesthetic form of literature, where the literature, as we see it with Yahya
Hassan, makes use of biographical information. In the analysis I show how the traditional conventions
of literature are breaking up. What we traditionally think of as being literature is breaking down and
literature becomes open to a more context-oriented reading. The new literature will be able to interact
with reality where aesthetic actions can be performative and thus be ethical. The thesis concludes that
in the debates of Yahya Hassan, two positions within ethical communication are appearing. Based on
Onara O’Neill’s theory of ethical communication it is shown how a freedom of speech-discourse,
where they fight for the right of free self-expression, and freedom for democracy and the arts is
apparent. Opposite is the tolerance-discourse, where a context-oriented, committed ethical
communication is advocated. O’Neill’s point is that an ethical communication can be legitimized by
utterances based on obligations rather than rights.
Finally this thesis gives an historical perspective where it analyses the reception of Herman Bangs novel
Haabløse Slægter (1880) and Broby-Johansens Blod (1922). Through this, I show how discourses within
literature have moved throughout the years. Haabløse Slægter was prohibited and prosecuted for telling
an obscene tale, and this shows the contemporary society’s intolerance of the immoral discourse.
Furthermore it seemed that a part of the prohibition and indignation directed against the novel was due
to Bangs use and references of known personalities in the novel, and last but not least a lot of critics
read the novel as a latent homosexual story. Finally Broby-Johansens Blod, was also banned for
immorality and pornography, though the book was far from sexually elated. The collection of poetry is
interesting because it was rather socially critical than pornographic, which is probably why § 184, which
was meant to protect society against obscene distributions, was used as an excuse to get an unwanted
socially critical work banned.
Both novels get a poor reception and are perceived as bad literature, and both writers’ backgrounds
seem to play a role in the reception of their books. This observation is interesting in the discussion of
literature and freedom of speech, where is seems like good literature has rights. The right to say more
because of the literary qualities and bad literature has obligations, and is restricted to allow for the
context. Furthermore the thesis concludes based on these three readings that the literature is not
viewed as being autonomous, but is perceived as a form of contextualised and communicated literature,
were the author is embedded in his work, and that his possibilities of expression depends on who he is.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
1
Indholdsfortegnelse
1. Indledning ............................................................................................................................. 2
2. Afgrænsning af emnet og metodiske overvejelser ..................................................................... 3
3. Begrebsafklaring ..................................................................................................................... 5
3.1 Ytringsfrihed og censur ..................................................................................................... 6
3.2 Social censur................................................................................................................... 10
4. Kortlægning af casen ............................................................................................................ 13
4.1 Kulturkampen 2.0 ........................................................................................................... 14
4.2 Yahya Hassan: Udgivelse og reception ............................................................................... 15
4.3. Er den praktiske ytringsfrihed truet?................................................................................ 16
4.4. Kunstnerisk ytringsfrihed og positionering ...................................................................... 19
4.5. Retsligt efterspil ............................................................................................................. 23
5. Litteraturens præmisser – subjektet og konteksten .................................................................. 26
5.1 Selvcensur og ”forkerte læsere” ....................................................................................... 26
5.2. Den ideologikritiske litteratur og kunstnerens ansvar ........................................................ 28
5.3. Litterære identitetsopfattelser .......................................................................................... 29
5.4 ”Den hvide offentlighed” og strukturel racisme ................................................................ 33
6. Forfatteren og værket – tekstens rammer ............................................................................... 36
6.1 Fortolkningsansvar – tekst og paratekst ............................................................................ 36
6.2 Biografisk irreversibilitet.................................................................................................. 41
7. Diskurser for ytringer ........................................................................................................... 46
8. Delkonklusion: Yahya Hassan ............................................................................................... 52
9. Historisk perspektivering ...................................................................................................... 52
9.1 Haabløse Slægter – latent homoseksualitet? ......................................................................... 52
9.2 Blod – censur under dække ............................................................................................... 60
9.3 Delkonklusion: Bang og Broby ........................................................................................ 67
10. Diskussion ......................................................................................................................... 69
11. Konklusion ................................................................................................................................................. 71
12. Litteraturliste .............................................................................................................................................. 75
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
2
1. Indledning
”Yahya Hassan taler til dansk litteratur på en måde, som jeg ikke har oplevet
før. Den sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi arbejder på. Den spørger til
vore bøger” (Llambías 2013).
Citatet stammer fra Pablo Llambías, rektor for Forfatterskolen, der i Politiken d. 6.
december 2013 skriver en kronik under overskriften ”ÅR Y” som et udsagn om Yahya
Hassans skelsættende betydning for dansk litteratur. Digtsamlingen Yahya Hassan bliver
udgivet d. 17. oktober 2013 og vækker på mange måder opsigt. Ikke bare er den skrevet af
en 18-årig indvandrerdigter, den er også, med et oplag på over 100.000 eksemplarer, den
bedst sælgende digtsamling i danmarkshistorien (Hjort 2013).
D. 12. december 2013 bringer Politiken en ny artikel med overskriften
”Ytringsfrihedsnarkomaner”. Artiklen er blot én ud af mange omhandlende ytringsfrihed,
der kommer i kølvandet på Yahya Hassans digtsamling. Digtsamlingen får ikke bare stor
betydning for dansk litteratur, den er også ophav til en vidtrækkende debat om
ytringsfrihed.
De seneste par årtier har ytringsfrihed og kunst været et omdiskuteret emne. Det er i år 25
år siden, den britisk-indiske forfatter, Salman Rushdie, fik udstedt en fatwa af den iranske
åndelige leder, Ayatollah Khomeini, for udgivelsen af sin bog De Sataniske Vers (1988).
Siden da mener flere debattører, at vi har fået en ’krænkelseskultur’, hvor den offentlige
holdning i høj grad er blevet, at det er moralsk uacceptabelt at krænke andre, især
minoritetskulturer. Grænserne for ytringsfrihed og især kritisk religionsskildring har de
sidste par år været omdiskuteret både i ind- og udland, hvor begivenheder som mordet på
den hollandske, islamkritiske filminstruktør, Theo Van Gogh, og dødstruslerne på Jyllands-
Postens Kurt Vestergaard efter de satiriske Muhammedtegninger har sat ytringsfriheden til
debat.
Hele ytringsfrihedsdiskussionen omkring Yahya Hassan kommer sig af, at digtsamlingen
rummer en eksplicit kritik og beskrivelse af en hyklerisk muslimsk underklasse. Den
udtrykkelige kritik af religionspraksissen fører blandt andet til en række dødstrusler på
Yahya Hassan fra radikale muslimer. Det hele kulminerer, da Yahya Hassan d. 18.
november 2013 bliver overfaldet på Københavns Hovedbanegård af en ung radikal muslim
(Koefoed 2013). Overfaldet sætter for alvor gang i en debat om ytringsfrihed, og Yahya
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
3
Hassan bliver med sin digtsamling og islamkritiske udtalelser en del af en polariseret
kulturkamp, hvor poesi er blevet til politik. Debatterne har siden hen udspillet sig bredt
omkring den unge digter. Tematisk har de også forgrenet sig, og nogle gange er det blevet
glemt, hvor hele debatten udspringer fra, nemlig litteraturen. Yahya Hassan bliver ikke kun
et litterært fænomen, han bliver i lige så høj grad et kulturelt fænomen båret frem af
medierne.
Debatten omkring Yahya Hassan bliver med andre ord også en diskurskamp, hvor diskurs
forstås som sammenblandingen af sprog og magt, hvor sprog anskues i en social praksis,
som fx Fairclough definerer det inden for den kritiske diskursanalyse (Fairclough 1989: 22).
Debatterne bliver således en diskurskamp om, hvad man må sige, hvem der må sige det, og
hvordan det må siges. I debatterne bliver der stillet spørgsmålstegn ved, om der findes en
kunstnerisk ytringsfrihed, der er større end den almindelige ytringsfrihed?
Overstående leder frem til følgende problemformulering: Med udgangspunkt i Yahya
Hassan vil jeg undersøge litteraturens rolle i debatten om ytringsfrihed.
2. Afgrænsning af emnet og metodiske overvejelser
I min opgave vil det primære fokus være på Yahya Hassan og på den aktuelle debat, som
digtsamlingen og forfatteren har skabt omkring ytringsfrihed og restriktioner, litteratur og
udsigelsesniveau. Jeg vil undersøge substansen af og karakterisere de debatter, der har været
omkring ytringsfrihed i receptionen af digtsamlingen og i forlængelse heraf vise, hvordan
digtsamlingen er med til at udstille ytringsfrihedens kompleksitet, og diskutere, om - og
hvordan - litteratur har nogen indflydelse på ytringsfriheden. Jeg vil i den forbindelse ikke
foretage en udfoldet analyse af digtsamlingen, men i stedet se på receptionen af
digtsamlingen samt digtsamlingens formelle og tematiske karakteristika for at undersøge
dens rolle i ytringsfrihedsdebatterne.
Inden mit analyseobjekt kortlægges, redegør jeg for, hvordan den juridiske ytringsfrihed
defineres, og ligeledes redegør jeg for dens juridiske restriktioner. Jeg beskriver her de
vigtigste paragraffer i forhold til debatten omkring Yahya Hassan og hans digtsamling, dvs.
racisme- og blasfemiparagrafferne. Derudover redegør jeg for andre væsentlige paragraffer,
der er relevante i forhold til de litterære eksempler, jeg undervejs inddrager for at
eksemplificere, hvordan litteraturen tidligere har udstillet gråzoner inden for den juridiske
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
4
ramme. Udover de juridiske censurparagraffer vil jeg desuden komme ind på en mere
implicit form for censur præsenteret ved den amerikanske filosof og identitetsteoretiker,
Judith Butler. Butlers teori om performativitet og citation som et vilkår bliver især relevant
inden for minoritetsdebatterne og for forståelsen af Yahya Hassans performance, da
teorien har fokus på sammenvævningen mellem sprog, magt og konstruktion.
I kapitlet ”Kortlægning af casen” afgrænser jeg mit analyseobjekt, ved at skildre og
analysere de debatter, der har været vedrørende ytringsfrihed og udsigelsesposition, ligesom
jeg diskuterer, om der findes en universel ytringsfrihed, eller om ytringsfriheden altid er
kontekstafhængig. Debatterne omkring Yahya Hassan og digtsamlingen er stadig aktuelle,
og der er mange facetter deri, hvilket har gjort mit analyseobjekt til en lidt uhåndgribelig
størrelse. Det har derfor været nødvendigt at skildre debatterne forholdsvis kronologisk for
at få hold på og skabe en ramme om specialets objekt. Som kortlægningen skrider frem,
bliver debatterne mere og mere polariserede, og der vil i skildringen af dem være elementer
af analyse, hvor de debatterede fronter bliver stillet op mod hinanden og diskuteret.
I kapitlet ”Litteraturens præmisser” skildrer og analyserer jeg de debatter, der kommer i
kølvandet på Yahya Hassans reception i Sverige. Her diskuterer jeg, om forfatteren har et
ansvar i forhold til den offentlighed, han skriver til.
Dernæst følger den rene analytiske del med kapitlet ”Forfatteren og værket – tekstens
rammer”, hvor jeg undersøger, hvordan Yahya Hassan som litteratur har haft mulighed for
at påvirke samfundet. Det er litteraturens rolle, der her er i fokus, og den undersøges ud fra
teorier om tekst og paratekst og ud fra lektor Jon Helt Haarders begreb om performativ
biografisme. Dertil kommer en analyse af, hvilke positioneringer der har været i debatten
omkring etisk kommunikation.
Afslutningsvist laver jeg en perspektivering med to historiske nedslag for at skildre,
hvordan litteratur og ytringsfrihed tidligere har krydset veje og for at vise, hvordan
diskurser inden for litteraturen har rykket sig med tiden. Det første nedslag vil være på
Herman Bangs Haabløse Slægter (1880), der er det tidligste af de kendte forbud mod et
litterært værk i Danmark (Lauridsen 1997). I perspektiveringen viser jeg med Haabløse
Slægter som symptomatisk eksempel datidens intolerance over for usædelighedens diskurs
og diskuterer endvidere, hvilken rolle den private diskurs med referencer til faktiske
personer har spillet for romanen og dens reception. Slutteligt inddrager jeg Broby
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
5
Johansens ekspressionistiske og samfundskritiske digtsamling Blod (1922), der ligeledes blev
beslaglagt for usædelighed og som i høj grad satte gang i debatten om kunstens
udfoldelsesmuligheder under censurens blik. Digtsamlingen er interessant at diskutere,
fordi den snarere var samfundskritisk end pornografisk, hvorfor § 184, der skulle beskytte
samfundet mod utugtige distributioner, formentlig blev benyttet som påskud for at få et
uønsket samfundskritisk værk beslaglagt.
Jeg har valgt at bruge de tre værker i forbindelse med hinanden, fordi de på eksemplarisk
vis repræsenterer vidt forskellige tematikker og perioder, og fordi de alle har skabt debat
om, hvad man må ytre sig om i litteraturen. Derudover er værkerne interessante, fordi de er
svære at læse uden at tage forfatternes baggrund i betragtning. Man kan i værkernes
reception ikke undgå at stille spørgsmålstegn ved deres autonomibegreb og indlæse en
biografisk vinkel. Undervejs stiller jeg derfor spørgsmålstegn ved, hvilken betydning det har
haft for de tre værkers receptioner og dermed også debatten om ytringsfrihed, at Yahya
Hassan har muslimsk baggrund, Herman Bang var homoseksuel, og Broby Johansen
revolutionær kommunist.
Opmærksomheden på de tre litterære værker og forfatterskaber er af tematisk karakter,
som vedrører forholdet mellem litteratur og ytringsfrihed. Jeg har derfor i specialets værk-
og receptionsanalyser lavet selektive læsninger, der bevidst vælger ét spor og fravælger
andre. Hovedfokusset har været på debatten omkring Yahya Hassan, og med
perspektiveringen til Haabløse Slægter og Blod har jeg forsøgt at drage forbindelseslinjer og
påpege forskelle mellem det samtidige og de fortidige værker og deres respektive
kontekster. Værkerne er sat ind i en kultur- og litteraturhistorisk ramme, hvor de anskues i
forhold til de diskurser, de tematiserer og udfordrer i deres samtid.
3. Begrebsafklaring
Inden specialets analyseobjekt kortlægges, vil jeg først redegøre for, hvordan ytringsfrihed
juridisk defineres, og hvordan forskellige juridiske bestemmelser ofte kan modarbejde
hinanden inden for ytringsfrihedens rammer. Ytringsfrihed er svær at definere uden dets
modpol, censur. Derfor vil dette afsnit også redegøre for to former af censur. Den første
definition vil være af eksplicit censur defineret i lovgivningen. Den anden definition vil tage
udgangspunkt i en mere implicit censur, der er en form for normgivende censur fremsat af
Judith Butler. Begge censurbegreber vil jeg senere bruge i specialets analysedel.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
6
3.1 Ytringsfrihed og censur
”Jeg foragter Deres mening herom, men jeg vil med mit liv forsvare Deres ret til at ytre
den.” Citatet fra oplysningstidens franske filosof, Voltaire, udtrykker ytringsfrihedens
essens (Den store danske Encyklopædi: Voltaire). Det danske samfund er grundlæggende
formet efter en grundlov, der garanterer borgernes ytringsfrihed. Ytringsfriheden er barn af
oplysningstiden og udspringer af oplysningstidens opgør med religiøse dogmer og absolutte
autoriteter, hvor friheden til at formulere og fremsætte kritik af bestående forhold er den
første forudsætning for handlefrihed (Hansen 2011: 99). Dette kapitel vil redegøre for,
hvordan ytringsfrihed juridisk defineres, og hvilke juridiske restriktioner der ligeledes findes
for ytringsfriheden.
Ytringsfriheden defineres af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som: ”at
give eller modtage meddelelser eller tanker uden indblanding fra offentlig instans” (Hansen
2011: 96). Ytringsfriheden er stadfæstet både af den danske Grundlov og af Den
Europæiske Menneskerettighedskonvention (Hansen 2011: 97) og bliver indført i Danmark
i 1770 af Christian d. 7. under tilskyndelse af Struensee. I 1800-tallet bliver ytrings- og
trykkefriheden stadfæstet i Grundlovens § 77, hvor det fremgår, at: ”Enhver er berettiget til
på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.
Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres” (Hansen
2013: 94).
Censur bliver i Magtens Tavse tjener (1991), et debatskrift om censur og ytringsfrihed,
defineret som:
Den systematiske kontrol med indholdet af givne kommunikationskanaler, nogle
eller alle medier, med midler af forfatningsmæssig, retslig, administrativ eller
finansiel karakter eller rent fysiske foranstaltninger, der tvangsindføres af den
herskende magt eller en herskende elite eller med dennes stiltiende accept. Den kan
ledsages af vold eller ej, den kan være total eller delvis, den kan inkludere
propaganda eller ej. Men den tvangsmæssige kontroludøvelses systematiske karakter
er central for afgørelsen af, om der er censur i et land ligesom karakteren af
hensigten med kontroludøvelsen er det. […] Hvor der hersker systematisk kontrol
med alle kommunikationskanaler, kan vi passende tale om ”total censur”. Hvor
kontrollen er mindre end total og udøves selektivt, kan vi tale om ”delvis” eller
”selektiv” censur. Og hvor den er lunefuld og vilkårlig kan vi kalde det en ”vilkårlig”
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
7
censur, der har til hensigt at skræmme og indskrænke, men ikke fuldstændig forbyde
uønskede ytringer” (Barfoed 1991: 24).
Ytringsfriheden har aldrig været tænkt som absolut. I Danmark kommer det til udtryk i
tilføjelsen i § 77, der siger, at ytringer skal ske ”under ansvar for domstolene”. Det er
tydeligt, at vi i Vesten og Danmark, hvis censur forekommer, kun har delvis eller vilkårlig
censur. Ytringsfriheden er en betydende og højst prioriteret rettighed i demokratiske lande,
men på trods af det kan denne rettighed godt komme i konflikt med andre rettigheder
eksemplificeret i de følgende lovgivninger. Det kan fx være retten til privatlivets fred og
retten til et omdømme, der ikke forringes af ondsindet eller løgnagtige udtalelser, også
kaldet injurieloven (Hansen 2011: 97). Derudover kan man også med rette tale om arven
efter tidligere censurperioder. Der er lavet love om statshemmeligheder, love om
tilskyndelse til oprør og love om blasfemi og pornografi. Lovene om statshemmeligheder
og tilskyndelse til oprør er lavet for at sikre nationens sikkerhed. Det er anerkendt i de
fleste demokratier, at regeringen har ret til en vis grad af hemmeligholdelse for nationens
bedste (Barfoed 1991: 30). Statshemmeligheder og ytringsfrihed er en højaktuel debat, efter
Edward Snowden, den amerikanske systemadministrator for efterretningstjenesten NSA i
USA, i juni 2013 lækkede oplysninger til den britiske avis The Guardian om blandt andet
USA’s masseovervågning af europæiske parlamentsmedlemmer.
Hvad blasfemi- og pornografilovgivninger angår trækker de i høj grad på spørgsmål om
traditionel moral og nedarvede normer. Usædelighed er en de største censurstridspunkter i
de vestlige lande. I 1866 blev der i straffeloven for første gang formuleret en paragraf
omhandlende sædelighedscensur, den førnævnte § 184: ”Den, som offentliggør et utugtigt
Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den som
sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offentlig udstiller utugtige
Afbildninger” (Thing 1999: 25). Forbuddet mod tekstlig pornografi bliver dog afskaffet
igen i 1967 (Thing 1999: 8).
På trods af en mangeårig liberalisering af området er det stadig almindeligt accepteret, at
offentlig udstilling af seksuelle forhold skal begrænses af hensyn til borgernes ret til
privatliv, og inden for dette område bliver der især stadig taget hensyn til mindreårige
(Barfoed 1991: 31-32).
Blasfemiloven har de seneste par år også været omdiskuteret. I Danmark har vi § 140, der
gør blasfemi strafbart: "Den, der offentlig driver spot mod eller forhåner noget her i landet
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
8
lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudedyrkelse, straffes med bøde
eller fængsel indtil fire måneder" (www.kristeligt-dagblad.dk/blasfemi). Blasfemiloven skal
sikre, at man ikke krænker religiøse følelser, og det er én af de love, der ofte kommer i
karambolage med ytringsfriheden. I 2007 anbefalede Europarådet således, at lande
erstattede paragraffen om blasfemi med en lovgivning, der i stedet straffer hadefulde
angreb og opfordringer til vold, diskrimination eller forstyrrelse af den offentlige orden
(Pedersen 2007). I Danmark har vi dog beholdt blasfemiparagraffen, hvilket vil sige, at
religionsfriheden i princippet vægtes højere end ytringsfriheden.
Slutteligt inddrages racismeparagraffen, som ligeledes indskrænker ytringsfriheden med §
266b: ”Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter
udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller
nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, national eller etniske oprindelse, tro eller
seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år” (Hansen 2011: 97).
Formålet med racismeparagraffen er at forhindre, at bestemte grupper i samfundet ikke
nedværdiges på grund af etniske eller religiøse forhold.
Ovenstående har demonstreret, at ytringsfriheden altid befinder sig i et spændingsfelt
mellem frihed og regulering, hvilket gør, at ytringsfriheden ofte er uregerlig. Litteraturens
rolle mellem disse eksplicitte reguleringer har det sidste årti spillet en interessant rolle, hvor
tendensen med at blande fiktion og virkelighed har skabt flere retslige efterspil. Der er en
lang tradition i litteraturen for at bruge virkelige personer og begivenheder og putte dem
ind i en fiktiv fortælling, som nedenstående citat af Virginia Woolf udtrykker: "Fiction is
like a spider's web, attached ever so lightly perhaps, but still attached to life at all four
corners" (Tindbæk 2011). Det er altså ikke noget nyt, at der i litteraturen er en referentiel
struktur til virkeligheden, men det er en nyere tendens, at der fx er, hvad Poul Behrendt
kalder en dobbeltkontrakt, der refererer til, at et værk sagtens kan være fiktion, men samtidig
indeholde elementer, der peger på en konkret virkelighed bag fiktionen (Behrendt 2006: 59-
61). Blandt romaner, der de seneste par år har skrevet sig ind i gråzonen mellem virkelighed
og fiktion, kan blandt andre nævnes: Jørgen Leth Det uperfekte menneske (2005), Peter Høeg
De måske egnede (2006), Knud Romer Den som blinker er bange for døden (2006), Karl Ove
Knausgård Min Kamp, bind 1-6 (2009-2011) og Das Beckwerk Suverænen (2008). Listen over
disse hybridværker, der har fået betegnelsen autofiktion, er lang, men fokus vil nu kort være
på Suverænen, som er skrevet af ét af Claus Beck Nielsens mange aliasser, Das Beckwerk.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
9
Denne roman er nemlig et kontroversielt eksempel på, hvordan litteraturen kan
demonstrere en kollision mellem to juridiske rettigheder. I marts 2009 anlagde
performancekunstneren, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech, en injuriesag mod Gyldendal
samt Das Beckwerk personificeret i afdøde Claus Beck Nielsen1. Omdrejningspunktet for
retssagen var Suverænen, som Das Beckwerk udgav på Gyldendal i 2008. Suverænen blev
lanceret som en roman, men dele af bogen omhandler Thomas Skade-Rasmussen Strøbech,
med hvem Das Beckwerk tidligere havde arbejdet tæt sammen med under flere
performancekunstprojekter (Geist 2009).
Skade-Rasmussen følte, at sagsøgte med romanens udgivelse gjorde sig skyldige i krænkelse
af privatlivets fred, idet de havde offentliggjort følsomme og private oplysninger om blandt
andet Skade-Rasmussens familieforhold og økonomiske dispositioner (Teilmann-Lock og
Rosenmeier 2011: 124). Derudover bliver han også i romanen tilskrevet en moralsk
anfægtelig, racediskriminerende adfærd, ligesom sagsøgte havde offentliggjort billeder af
Skade-Rasmussen på bogomslaget og på plakater uden Skade-Rasmussens tilladelse (Geist
2009).
Sagen var kontroversiel i og med omdrejningspunktet i retssagen var en roman. Hvad
vægtede højst? Hensynet til privatlivets fred eller den kunstneriske frihed? Inden retssagen
fandtes der ingen præcedens for, hvor langt en forfatter måtte gå i beskrivelsen af virkelige
personer i fiktionsværker, og derfor havde den også principiel karakter. Det skulle afgøres,
om de sagsøgte havde handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention
art 8., som siger, at ”enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin
korrespondance”. Ligeledes var straffelovens § 264d i spil, der forbyder uberettiget
videregivelse af ”meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold”, hvilket
sagsøger mente, sagsøgte havde forbrudt sig imod (Teilmann-Lock og Rosenmeier 2011:
124). Helge Bille Nielsen og Gyldendal påberåbte sig på den anden side deres kunstneriske
ytringsfrihed, som står beskrevet i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art 10:
”Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller
tanker”. Væsentligt i denne bestemmelse er dog et ’men’, hvor den kunstneriske
ytringsfrihed ifølge art 10, stk. 2. kan begrænses for ”at beskytte andres gode navn og rygte
eller rettigheder” (Teilmann-Lock og Rosenmeier 2011: 124). Det var altså disse
1 Claus Bech Nielsen erklærede sig selv for død i 2001, og under retssagen kaldte han sig for Helge Bille Nielsen (Teilmann-Lock og Rosenmeier 2011: 124), hvilket han også her vil blive benævnt fremover.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
10
rettigheder, der var i spil, og som blev afprøvet imod hinanden med udgivelsen af
Suverænen.
Sagen faldt ud til Gyldendal og Helge Bille Nielsens fordel. Strøbech-Rasmussen fik ikke
medhold i sin anklage, hvilket demonstrerede, at hensynet til den kunstneriske frihed går
forud for privatlivets fred (Nielsen 2011). Dette litterære identitetstyveri er et eksempel på
en litterær debat om juridiske reguleringer, der historisk har sat grænsen for, hvor langt den
kunstneriske ytringsfrihed må gå. Skildringen af Suverænen-retssagen viser, at man principielt
må skrive om alt inden for romangenrens rammer.2
3.2 Social censur
I det forrige afsnit er der redegjort for de juridiske og eksplicitte reguleringer af
ytringsfriheden. Der findes dog også implicitte reguleringer af ytringer, som ikke er
juridiske bestemte, men forankret i normer, hvilket Judith Butler tematiserer i Excitable
Speech – A politics of the performative (1997). Butlers teori om implicit censur og performativitet
bliver væsentlig i forståelsen af positioneringerne i Yahya Hassan-debatten.
Inden vi ser på Butlers censurbegreb, vil jeg først give en generel introduktion til Butler og
hendes teori om køn og performativ identitet, da dette er essentielt for en forståelse af
Butler overordnet.
Generelt mener Butler, at performativitet er et uundgåeligt vilkår i menneskets sociale
eksistens. Individer er altid begrænset af sociale normer, men samtidig også aktive
forhandlere af disse normer. Butlers performative identitetsteorier er i høj grad bygget op
på køn, hvor hovedessensen er, at køn ikke er noget, man ”er”, men noget man ”gør”.
Kønsidentiteten er således ikke en betinget autentisk identitetskerne. Køn skabes gennem
individets performative kønscitering og konstitueres over tid ved bestandigt at gentage
handlinger og citationer, der accepteres eller sanktioneres af samfundets og kulturens
regulerende praksis (Zeuthen 2008: 47-48). Butlers teorier om identitetsforhandling går
dog ud over og er mere generelle end kønsproblematikken. Køn, kønsidentitet og
subjektivitet kan nemlig ikke adskilles i Butlers optik om performativitetsteorien, hvor
individet først får eksistens som subjekt, når det genkendes som et socialt accepteret køn
2 Afgørelsen vidner måske mere om en ontologisk og generisk utilstrækkelighed i romanbegrebet, hvor
fiktion ikke kan karakteriseres som det modsatte af virkelighed, men det er en anden diskussion.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
11
(Zeuthen 2008: 49). Vigtigt er det dog for Butler at understrege, at selvom kønsidentitet og
subjektivitet ikke er bestemt og betinget af en indre identitetskerne, men af den gentagne
performative kønscitering, så er det ikke frivilligt, om individet vil deltage i den
performative proces (Zeuthen 2008: 48).
I Excitable Speech – A politics of the performative diskuterer Butler den engelske sprogfilosof J.L.
Austins begreb om “performative ytringer” som han præsenterede i 1962 i How to do things
with words. Her argumenterer Austin for, at sproglige ytringer, der gør noget ved verden, er
’sproghandlinger’ og ikke blot deskriptive eller konstaterende ytringer. Butler laver en
revurdering af Austins teori om performative sproghandlinger og siger, at det er sproget og
diskurserne, der ”gør” subjektet og ikke, som ifølge Austin, subjektet, der frit kan ”gøre”
noget med sproget. Set ud fra Butlers diskurs er subjektet således i sin kommunikation nødt
til at tage højde for den kulturelle norm, der præger den sociale kontekst (Zeuthen 2008:
58). Så selvom subjektet og kønnet i Butlers forståelse er dynamiske størrelser, er de ikke
uden bindinger, men tværtimod betinget af de kulturelle diskurser og de eksisterende
normer og magtforhold, der ellers kan vælge at censurere subjektet.
Om censur skriver Butler, at censur ofte er rettet mod en person eller vedkommendes tales3
indhold. Men hvis man i stedet anser censur som en måde at producere sin tale på, hvor
man i forkøbet tager stilling til, hvad der vil være acceptabel kommunikation, så kan en tale
ikke udelukkende forstås ud fra juridiske restriktioner (Butler 1997: 128). Konventionelt set
er censur rettet mod offensiv tale. Censur er altså noget, der forekommer, efter talen i
offentligheden er blevet opfattet som offensiv eller upassende. Hvis man i stedet ser på
censur i det perspektiv, at censur producerer talen, ligger censuren allerede i den
producerende proces. ”Censorship precedes the text (by which I include ’speech’ and other
cultural expressions), and is in some sense responsible for its production” (Butler 1997:
128).
At selektere talens indhold er forfatteren givet vis ansvarlig for. Butler argumenterer dog
for, at forfatteren ikke skaber de regler, han eller hun selekterer ud fra. ”Those rules that
govern the intelligibility of speech are ’decided’ prior to any individual decision” (Butler
1997: 129). Disse regler, der regulerer vores talehandlinger, inden vi offentliggør dem,
kalder Butler for implicit censur. Butler definerer den implicitte censur som ”implicit
3 Ved tale menes både mundtlig tale og skriftlig tale.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
12
operations of power that rule out in unspoken ways what will remain unspeakable. In such
cases, no explicit regulation is needed in which to articulate this constraint.” (Butler 1997:
130). Den implicitte censur er, ifølge Butler, meget mere effektiv end den eksplicitte censur,
fordi folk ofte ikke er sig bevidste om den implicitte censur. Den fungerer som en social
uskreven regel, og derfor er den svær at stille spørgsmålstegn ved. Den eksplicitte censur
derimod er mere tydelig og dermed også sårbar, fordi modtageren hele tiden kan betvivle
autoritetens ret (Butler 1997: 130).
Butler mener, at vi har en række normalitetsforestillinger i samfundet, der er dannet af en
række eksplicitte og implicitte normer, som individet skal performe indenfor for at skabe
identitet. Dette gøres ved at citere allerede etablerede subjektpositioner (Butler 1997: 133).
Subjektets talehandlinger er også en del af subjektets performativitet, som nedenstående
citat viser:
Censorship is a productive form of power. It is not merely privative, but formative
as well. I propose that censorship seeks to produce subjects according to explicit
and implicit norms, and that the production of the subject has everything to do with
the regulation of speech. The subject’s production takes place not only through the
regulation of the subject’s speech, but through the regulation of the social domain
of speakable discourse. […] To become a subject means to be subjected to a set of
implicit and explicit norms that govern the kind of speech that will legible as the
speech of a subject (Butler 1997: 133).
Butler argumenterer her for, at der er en form for social censur, der skaber social
eksklusion, hvis man ikke agerer inden for de allerede etablerede matricer omkring
identitetsdiskurser og normalitetsforestillinger. Der er altså censur på spil, i alt hvad vi siger
og gør. Butler mener, at mange individer og grupper problematiseres, fordi de er på kant
med den implicitte sociale censur, men siger samtidig også, at man gennem performativitet
og citation af de etablerede matricer og positioner kan skabe social forandring.
Identitetsforestillinger skal citeres for at blive opretholdt. Individet er altså determineret af
det socialt kontekstuelle, men individet bliver samtidig magtudøvende ved at være et objekt
for social magt. Det sker gennem perfomativitetens dobbelte vilkår (Butler 1997: 145-147).
By understanding the false or wrong invocations as reiterations, we see how the
form of social institutions undergoes change and alteration and how an invocation
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
13
that has no prior legitimacy can have the effect of challenging exiting forms of
legitimacy, breaking open the possibility of future form (Butler 1997: 147).
Butler eksemplificerer dette ved Rosa Parks. Rosa Parks var en sort kvinde, der under
Apartheidstyret i Sydafrika nægtede at afgive sin plads i en bus til en hvid mand, sådan som
regler ellers foreskrev det. Hændelsen med Rosa Parks førte slutteligt til en lovændring.
Parks er et godt eksempel på et individ, der skabte social ændring ved at performe op imod
de gældende normalitetsforestillinger (Butler 1997: 147).
Et andet eksempel er ’hate speech’, som forfatter til bogen Hate Speech – Fra hadetale til
hadesyn, Rune Engelbrect Larsen, definerer som: ”den magtfuldes negative generalisering,
stereotypisering og stigmatisering af afmægtige grupper” (Engelbrecht Larsen 2013). Butler
mener, at social forandring også kan skabes ved at svare igen på hate speech: ”The word
that wounds becomes an instrument of resistance in the redeployment that destroys the
prior territory of its operation” (Butler 1997: 163).
Ændringen foregår igen gennem performativitetens dobbelte vilkår, hvor subjektet først
skal agere inden for de sociale forestillinger og samtidig påvirke disse gennem citationen
ved at tage brændemærkningen på sig: ”Insurrectionary speech becomes the necessary
response to injurious language, a risk taken in response to being put at risk, a repetition in
language that forces change” (Butler 1997: 163). Man kan altså, ved at svare igen på hate
speech, ved at gentage eller citere og performe ind i den diskurs, der problematiserer
afvigere, ændre diskursen.
Butlers teori om citationen som et almenmenneskeligt vilkår, hvor vi alle er et produkt af
vores kontekst, er væsentlig i en debat om minoritetslitteratur. Butler er derfor central i
forståelsen af debatterne, der har været omkring position, litteratur og identitet, og hendes
teori vil blive inddraget løbende i specialet.
4. Kortlægning af casen
“Yahya Hassan is perhaps not as interesting as a work of literature as it is as a game of
social reactions” (Norđdahl 2014: 120).
Som det anførte citat indikerer, har debatterne omkring Yahya Hassan i højere grad
centreret sig omkring reaktionerne som følger på digtsamlingen, end den har været på selve
litteraturen. Debatten om Yahya Hassan er aktuel, vidtrækkende og fortløbende, mens
dette speciale skrives. Det vil sige, at skildringen aldrig vil være fuldendt med specialet. I
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
14
dette kapitel vil der blive redegjort for udgivelsen og receptionen af Yahya Hassan. Herefter
følger en redegørelse af udvalgte debatter og fora, der har relevans for diskussionen
omkring digtsamlingen og ytringsfrihed, hvilket vil blive specialets primære analyseobjekt.
4.1 Kulturkampen 2.0
Debatten omkring Yahya Hassan har rødder i den debat, der følger, da Jyllands-Posten d. 30.
september 2005 vælger at trykke 12 satiriske tegninger af profeten Muhammed ledsaget af
en artikel om ytringsfrihed og censur. Muhammedtegningernes formål var ifølge Jyllands-
Postens chefredaktør, Carsten Juste ikke at provokere, men at undersøge omfanget af
selvcensur blandt danske tegnere. Det var kommet frem, at forfatter Kaare Bluitgen ikke
kunne finde en tegner, der ville lægge navn til en børnebog om Profeten Muhammed af
frygt for konsekvenserne. De 40 medlemmer i Danske Bladtegners Forening blev
kontaktet. 12 ønskede at deltage (JP 2008: ”Chefredaktør afhørt for første gang”).
Muhammedtegningerne får vidtrækkende konsekvenser for Jyllands-Posten og for Danmark.
De leder til en diplomatisk krise mellem Danmark og flere arabiske lande. Danske varer
bliver boykottet, ambassader raseret og danske flag brændt af. Som følge af tegningerne
bliver Jyllands-Postens kontorer i Aarhus og København i 2006 udsat for bombetrusler og må
evakueres. Ligeledes lægger Det Islamiske Trossamfund i oktober 2006 sag an mod Carsten
Juste og Jyllands-Postens daværende kulturredaktør, Flemming Rose. De bliver dog begge
frikendt. I 2008 afværger man et drabsforsøg på tegneren, Kurt Westergaard, der er
ophavsmand til den mest omdiskuterede Muhammedtegning. Kurt Westergaard lever i dag
stadig under fuld politibeskyttelse (www.kristeligt-dagblad.dk/muhammed-tegningerne).
Muhammedtegningerne sætter for alvor gang i debatten om ytringsfriheden, provokationer,
retmæssige udtalelser og god offentlig tone. Det er denne debat, polemikken omkring
Yahya Hassan igen har pustet liv i og nuanceret. Yahya Hassan har med sin digtsamling og
udtalelser facetteret debatten, fordi kritikken af de praktiserende muslimer denne gang
kommer fra en insider, som også er kunstner. Diskussionen om Muhammedkrisen og
Yahya Hassan minder et godt stykke hen ad vejen om hinanden, men er langt fra ens.
Muhammedtegningerne var en demonstration af ytringsfrihed, hvorimod Yahya Hassan har
skrevet en overvejende selvbiografisk digtsamling. Debatterne har altså forskellige
udgangspunkter. I debatten om Yahya Hassan bliver der nu stillet spørgsmålstegn ved, om
man kan tillade sig at sige mere, når man har en bestemt position? Er der forskel på
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
15
almindelig ytringsfrihed og poetisk ytringsfrihed? Og hvornår er grove udtalelser udtryk for
hetz og stigmatisering, og hvornår er de berettiget?
4.2 Yahya Hassan: Udgivelse og reception
Dette afsnit vil kortlægge de debatter, der opstår ved receptionen af digtsamlingen, som
omhandler ytringsfrihed og udsigelsesniveau.
Allerede inden digtsamlingens udgivelse d. 17. oktober 2013 har Yahya Hassan vakt opsigt.
Det litterære Danmark havde i mange år efterlyst en litterær indvandrerstemme, og derfor
var der allerede inden bogens udgivelse store forventninger til fænomenet Yahya Hassan.
Hans historie og hans rejse fra Gellerup til Gyldendal får megen spalteplads i medierne,
selvom Hassan er opvokset i Trillegården. D. 5. oktober 2013 giver han et interview i
Politiken med overskriften: ”Digter: Jeg er fucking vred på mine forældres generation”.
Artiklen bliver den mest delte artikel på de sociale medier i Politikens historie (Brovall og
Olesen 2013).
To dage efter d. 7. oktober interviewer Martin Krasnik Yahya Hassan i Deadline, hvor
Yahya Hassan også læser op af digtet LANGDIGT. Digtet bliver lagt på Deadlines
Facebookside en time inden udsendelsen, og allerede inden udsendelsens begyndelse er
utallige vrede kommentarer knyttet til digtet (Deadline d. 8. oktober 2013). Efter
udsendelsen modtager Yahya Hassan 27 dødstrusler på Facebook, hvoraf seks af dem er så
alvorlige, at politiet efterforsker dem (Brovall og Olesen 2013).
I den efterfølgende uge er der stor rift om digteren, og han stiller op til interviews i alle
landsdækkende dagblade samt diverse lokalmedier, TV 2, Radio24syv og DR.
D. 13. oktober 2013 bringer aviserne de første anmeldelser af Yahya Hassan, og det er et
stort set enigt anmelderkorps, der giver digtsamlingen fem stjerner. ”Det er muligt, at
ordene lider under Yahyas voldsomme behandling, men i så fald er det lidelse af den
glødende, produktive slags, hvor det danske sprog bliver pint til at kunne noget, vi ikke
vidste, det kunne”, skriver Politikens litteraturanmelder, Lilian Munk Rösing (Brovall og
Olesen 2013).
D. 17. oktober 2013 udkommer debutantdigtsamlingen i et opslag på 1600 eksemplarer.
Digtsamlingen, der nærmest kan betegnes som en punktroman, er hele vejen igennem
skrevet med versaler, og tematisk handler den om Yahya Hassans barndom og ungdom,
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
16
om familiært og institutionelt svigt og overgreb, om tilståelser af alskens kriminalitet og om
et opgør med en skinhellighed i en hyklerisk muslimsk underklasse. Sidst, men ikke mindst,
er den et anklageskrift mod autoriteter. Et opgør og had vendt mod faderen, pædagogerne,
socialrådgiverne og Allah.
Der er rift om bogen, der som skildret allerede inden dens udgivelse har vakt stor
opmærksomhed, og så tidligt som dagen efter udgivelsen melder flere boghandlere om
udsolgt af digtsamlingen (Brovall og Olesen 2013).
Herefter går det for alvor stærkt for den unge debutant. Fænomenet Yahya Hassan er på
alles læber, og med hans provokerende og kontante udmeldinger får han stor
mediebevågenhed.
D. 6. november er fænomenet nået til USA, hvor USA’s største avis, Wall Street Journal,
bringer et interview med ham på avisens netversion. Et par dage efter bliver det også
offentliggjort, at hans digtsamling skal oversættes til engelsk (Brovall og Olesen 2013).
D. 8. november vinder Yahya Hassan Debutantprisen på Bogforum. Det litterære
Danmark hylder den unge digter, mens hans eget bagland føler sig svigtet og frustreret over
hans udtalelser. Yahya Hassan modtager flere og flere trusler fra radikale muslimer. Der
bliver gjort alvor af truslerne, da Yahya Hassan som nævnt indledningsvis d. 18. november
2013 bliver overfaldet på Københavns Hovedbanegård af en tidligere terrordømt muslim.
Yahya Hassan kommer efterfølgende under konstant politibeskyttelse af PET (Høyrup og
Dreehsen 2013).
Yahya Hassan og hans digtsamling er, som ovenstående skildring viser, på alle måder
opsigtsvækkende, og hans litteratur og udtalelser har givet anledning til store diskussioner
især på de sociale medier, hvor kun en lille del af debatten når til de traditionelle medier.
Politiken bliver toneangivende i debatten og bliver med Yahya Hassan også reduceret til en
entydig størrelse, ’Politiken-segmentet’.
4.3. Er den praktiske ytringsfrihed truet?
Politiken forfægtede under Muhammedkrisen det synspunkt, at Muhammedtegningerne var
unødvendige provokationer, og at drabsforsøg på islamkritikere var kritisable, men ikke en
trussel for ytringsfriheden. Senere hen har avisen også fordømt kulturpersonligheder såsom
islamkritikeren, Lars Hedegaard (Villemoes 2014). Politiken mente, at vold og trusler imod
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
17
islamkritikere var frastødende, men ikke et problem for ytringsfriheden. Tonen i debatten
var vigtigere at diskutere. Den holdning blev sammen med blandt andet tolv danske
forfatteres kendetegnende for en strømning i tiden, hvormed avisen, som tidligere nævnt,
blev betegnet Politiken-segmentet. Politiken-segmentet stod for, at ytringsfriheden skulle
bruges under ansvar (Villemoes 2014).
Ville man tegne Muhammed, skulle man huske at tænke på de forhutlede muslimer.
Ville man tage kokke-datteren, skulle man overveje sin alder og kolonihistoriens
tunge arv først. Lighed frem for frihed (Villemoes 2014).
Politiken-segmentets verdensbillede bliver med Yahya Hassan udfordret. 13 dage efter
overfaldet på den unge digter skriver Politikens kulturredaktør, Rune Lykkeberg i et essay
følgende:
Det, der længe havde været en diskuteret påstand, fremstår nu som et offentligt
faktum: Den juridiske ytringsfrihed er ikke udfordret af trusler om vold. Grænserne
for den forhandles på forskellige niveauer med argumenter og rettigheder. Den
praktiske ytringsfrihed er derimod truet, når alle forventer, at offentlig kritik af
radikal islam kan føre til trusler og attentater. Så er momenter i den offentlige debat
terroriseret. Det er ikke længere en pointe fra den ene side over for den anden side,
det er en præmis for den offentlige diskussion (Villemoes 2014).
Med fænomenet Yahya Hassan argumenterer Lykkeberg nu for, at den praktiske
ytringsfrihed er truet, og Politiken markerer dermed en holdningsændring i forhold til
debatten omkring Muhammedtegningerne.
D. 21. november 2013 bliver et foredragsarrangement med Yahya Hassan på Vollsmose
Bibliotek aflyst, da politiet vurderer, at man ikke kan garantere for Hassans sikkerhed.
Hassan selv kalder det en falliterklæring for ytringsfriheden:
Det er fint nok at læse op for det fine segment og høste klapsalver i pressen på
Politiken. Men der, hvor der sker noget, er jo, når jeg kommer ud i de miljøer, jeg
selv kommer fra, og taler til de folk, jeg egentlig skriver om i mine digte (Brovall og
Olesen 2013).
Arrangementet flyttes i stedet til H. C. Andersen Skolen i Vollsmose og afholdes d. 26.
november 2013 under massiv politibeskyttelse. Skarpskytter, hundepatruljer, flyveforbud,
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
18
metaldetektorer, politiafspærring og videoovervågning bliver taget i brug, for at Yahya
Hassan kan få lov til at ytre sig. Arrangementet får massiv mediedækning, og ytringsfrihed
er på alles læber.
Med udgangspunkt i sagen om Yahya Hassan bliver ytringsfriheden d. 25. november
debatteret i Deadline, hvor tidligere chefredaktør for Dagbladet Information, George Metz,
ansvarshavende chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard, professor og debattør Frederik
Stjernfelt og forfatter Thomas Boberg er samlet for at diskutere den aktuelle sag. Her
bakker Bo Lidegaard Rune Lykkeberg op og siger, at ”Ytringsfriheden som institution er
ikke truet” (Deadline 2013: 17:13), men at den praktiske ytringsfrihed er under pres. George
Metz stemmer i og siger, at ytringsfriheden aldrig har været tænkt som absolut og pointerer,
at denne diskussion handler om, om man i visse situationer skal pålægge sig selv tavshed
for sit eget bedste. George Metz argumenterer for, at budskaber vil kunne fremføres med
meget større effekt, hvis man i udtalelsen tager bestik af situationen og moderer sine
udsagn derefter. Det er altså ikke kun ytringernes indhold, der er relevant i denne
diskussion, men også rammesætningen. Thomas Boberg anfægter George Metz’ synspunkt
og siger, at man som digter ikke først kan vurdere situationen for derefter at moderere sin
digtning. ”Digtning handler om at sige sandheden” (Deadline 2013: 20:29), mener Boberg.
”Som digter kan man ikke lægge bånd på sig selv. Som digter har man nogle æstetiske
overvejelser, formodentligt.” (Deadline 2013: 20:52). Debatten i Deadline skildrer det litterære
paradoks. Har forfatteren også etiske overvejelser ud over de æstetiske?
Allerede tidligt i debatten er ytringsfrihed det, der fylder mest. Søren Willemoes skriver i
Weekendavisen d. 22. november 2013 under overskriften ”En væltet totempæl”, at
ytringsfrihedsdebatten med Yahya Hassan har skabt nye positioner. Ordet ytringsfrihed var
i nullerne den store totempæl, som hele kulturkampen ifølge Willemoes dansede rundt om.
Hvordan man positionerede sig i forhold til begreber som ytringsfrihed, selvcensur og den
gode tone havde indforståede symbolske følgevirkninger og var afgørende for ens syn på
politik, kultur og samfund. I nullerne var det lettere at debattere om ytringsfriheden, fordi
dens ofre og forsvarere primært var folk på højrefløjen. Men nu er det en ung, talentfuld
digter med muslimsk baggrund, der er et offer for ytringsfriheden, hvilket ifølge Willemoes
gør debatten langt mere nuanceret og gør, at alle - også venstrefløjen- stiller spørgsmålstegn
ved, om ytringsfriheden er truet på det praktiske plan (Villemoes 2013).
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
19
4.4. Kunstnerisk ytringsfrihed og positionering
Ideen om ytringsfriheden som en væltet totempæl videreføres også i dette afsnit, hvor
positionering og udsigelsesniveau diskuteres i forhold til ytringsfriheden. 12 danske
forfattere, der anfægtede, at den kritiske tone mod muslimske medborgere under
Muhammedkrisen var uacceptabelt melder sig atter ind i kulturkampen, denne gang for at
bakke op om Yahya Hassans kritiske diskurs. Det afgørende i denne debat bliver identitet
og det kunstneriske aspekt.
Det er ikke noget nyt, at litteratur skaber debat. Den moderne litteratur i Danmark
begynder under George Brandes’ devise om, at litteraturen skal ”sætte problemer under
debat”, hvilket bliver startskuddet til Det moderne gennembrud. I litteraturen kommer der
nu et realismekrav. Litteraturen skal forholde sig til problemer i samfundet, fremstille dem
og debattere dem. På George Brandes’ foranledning sætter forfattere problemer til debat i
kritisk og debatterende litteratur, hvorved de demonstrerer litteraturens potentiale som
politisk, kritisk og debatskabende ressource. Skønlitteraturen har det potentiale, at den kan
skildre problemstillinger i et suggestivt sprog, og den kan indlejre kritik og problemstillinger
i (måske) fiktive universer og narrative forløb, hvilket har folkeliggjort og effektiviseret
budskabet i den offentlige og mere folkelige bevidsthed.
Mange personer og instanser forholder sig til problemstillinger i samfundet og debatterer
dem. Det interessante i dette kapitel er, hvordan litteraturen og forfatteren differentierer sig
fra andre debattører?
I en kronik i Information d. 22. november 2010 kommer forfatter Carsten Jensen med sit
bud på, hvad det er, der stiller litteraturen og forfattere i en unik position:
Det kan siges på flere måder. Men lad mig sige det med ét ord: frihed. Forfatterne er
frie som ingen andre […] Friere end nogen statsminister eller præsident, friere end
kulturministre, generaldirektører eller bestyrelsesformænd. Nej, vi er ikke
magthavere, og det er netop derfor vi er frie, fordi magt betyder bundethed, og jo
mere magt, jo mere bundethed. Der findes noget, der er større end al denne
selvfremhævende, prangende magtudøvelse, større end popularitetens svøbe, større
end meningsmålingernes gustne overlæg. Det er ordet, når det udveksles mellem
mennesker. Så opstår der noget imellem os, som er større end magtens og de
hævdvundne sandheders banaliteter, og det er frihed: læsningens upåfaldende kunst,
mødet mellem litteraturen og dens meddigtende, medtænkende, medfølende
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
20
modtagere. […] Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et
mediebillede, der bliver stadig mere styret og konformt (Jensen 2010).
Jensen slår med sin kronik et slag for den poetiske ytringsfrihed og i det hele taget friheden,
som ifølge ham er helt unik for forfatteren. Er man en magtinstans, er man bundet og har
begrænset frihed, påstår Carsten Jensen. Besidder man en magtposition, er man underlagt
en form for censur. Det er i bund og grund den samme problemstilling, H. C. Andersen
skildrer I Kejserens nye klæder. Embedsmændene tør ikke ytre sig om realiteten, nemlig det, at
kejseren er nøgen af frygt for at miste deres job. Andersen viser her den erkendelse, man
kunne kalde ”Jamen…!” Som barnet i eventyret er gode forfattere også gode til at komme
med denne ”Jamen”-oplevelse. Barnet er ligesom forfatterne. De har hverken magtposition
eller noget socialt at miste ved at sige sandheden. Barnet og forfatterne er uden selvcensur
(Barfoed 1991: 278).
Carsten Jensens synspunkt er interessant, og det lægger sig i forlængelse af det synspunkt,
han og elleve af hans forfatterkollegaer kommer med, da de i 2005 som tidligere nævnt
melder sig ind i debatten om Muhammedtegningerne. Suzanne Brøgger, Ib Michael, Benny
Andersen, Klaus Rifbjerg, Stig Dalager, Kirsten Thorup, Carsten Jensen, Thomas Boberg,
Henning Mortensen, Hanne-Vibeke Holst, Inge Eriksen og Per Schultz Jørgensen skriver
d. 15. december 2005 en kronik i Politiken under overskriften ”Det er på tide, vi siger fra”
(Thorsen og Brovall 2013). De tolv forfattere står i artiklen bag et samlet opråb om, at
tonen i den offentlige debat omkring etniske minoriteter er blevet for hård:
I de senere år er der foregået en åbenlys diskriminering af det etniske mindretal i
Danmark både i sprogbrug og i lovgivning […] Vores medborgere med muslimsk
kultur- og trosbaggrund - mange af dem danske statsborgere som vi selv og mange
højtuddannede og velintegrerede - bliver over én kam udsat for forhånelser af deres
religion og kultur, nedværdigende og diskriminerende omtale og usande kollektive
generaliseringer (Brøgger mf. 2005).
Forfatternes opråb får støtte fra andre forfattere, blandt andet Janne Teller, der i et
kulturessay i Information i begyndelsen af 2006 også kritiserer den spottende og intolerante
tone, indvandrerdebatten har fået. Forfatternes opråb er et væsentligt partsindlæg i den
ophedede debat om Muhammedkrisen, og om hvor langt man kan og skal gå i
ytringsfrihedens navn.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
21
De samme forfattere melder sig igen på banen, da Yahya Hassan udkommer med sin
digtsamling og kritik af et religiøst hykleri. Diskussionen omkring Yahya Hassan bliver nu
en diskussion om forskelsbehandling og udsigelsesniveau. Hvem der har ret til at ytre sig,
bunder i høj grad i forskellig etnisk herkomst, religiøs baggrund og position i samfundet.
Derudover spiller den æstetiske kvalitet også en rolle.
Et ofte citeret og diskuteret citat i debatten er nedenstående uddrag:
”MIG JEG PISSER PÅ ALLAH OG PÅ HANS SENDEBUD/ OG PÅ HANS ALLE
MULIG UDUELIG DISCIPLE” (Hassan 2013: 153). Citatet er fra Yahya Hassans
digtsamling, der hurtigt blev karakteriseret som mere kritisk end Salman Rushdies De
Sataniske Vers (Thorsen og Brovall 2013). Med Yahya Hassans position som
førstehåndsvidne bliver der flyttet rundt på fronterne i den gamle kulturkamp. De tolv
forfattere bakker nemlig op om Yahya Hassan og hans islamkritiske udtalelser, selvom
kritikken og tematikken langt hen af vejen er den samme som fx Muhammedtegningerne
og debattør Lars Hedegaard i sin tid fremlagde. Med denne ompositionering i
kulturkampen bliver der rejst spørgsmål ved, om der er en kunstnerisk ytringsfrihed over
for almindelig ytringsfrihed og ligeledes, om der findes én ytringsfrihed for danskere og en
anden for danskere med indvandrerbaggrund?
Forfatterne nuancerer debatten ved at diskutere identitet og lødig ytring. Janne Teller
argumenterer således for, hvorfor hun støtter op om Yahya Hassan, og hvordan hans
udtalelser adskiller sig fra debatten og tonen omkring Muhammedtegningerne i 2005:
Tegningerne var lavet af en avis med en magtposition, som valgte at tegne et
fjendebillede af nogle, der i forvejen var et trængt mindretal og dæmoniseret i
offentligheden. Det var lovligt, men ikke acceptabelt blandt voksne mennesker i et
civiliseret samfund. Yahya har som individ ingen magt. Det er forskellen (Kosovic
2013).
Jane Tellers argument lægger sig i forlængelse af Carstens Jensens kronik fra 2010, hvor han
netop også skelner mellem forfatternes frihed over for magtinstanser. Er man ikke en
magtinstans, kan man tillade sig at sige mere, er Tellers argument. For Teller handler det
altså lige så meget om position i samfundet, som det handler om tonen i argumentet.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
22
For Thomas Boberg er det ligeledes den samfundsmæssige position, der er det afgørende
for, at det er acceptabelt, at det er Yahya Hassan, der beskriver denne ”Jamen”-oplevelse
frem for eksempelvis Lars Hedegaard. ”At Yahya selv kommer fra indvandrermiljøet, giver
større respekt, end når én bor i Gentofte og hagler ned over et mindretal” (Kosovic 2013).
Den personlige erfaring er altså også afgørende for, hvad man berettiget og velfunderet kan
udtale sig om og kritisere ifølge de tolv forfattere. Yahya Hassans digtsamling og udtalelser
kommer ifølge de tolv forfattere fra et førstehåndsvidne, hvorimod fx Jyllands-Postens
Muhammedtegninger og Lars Hedegaards udtalelser kommer fra udefrastående og
generaliserende magtinstanser. Slutteligt mener blandt andet Klaus Rifbjerg, at også den
æstetiske kvalitet spiller en rolle. Han mener, at dét, der differentierer Yahya Hassan fra for
eksempel Kurt Westergaard, er den kunstneriske karakter. ”Jeg syntes ikke, at det var særlig
frugtbart at bringe nogle ikke særlig kunstnerisk overbevisende tegninger.”(Kosovic 2013),
udtaler Rifbjerg. Denne form for argumentation med, at gode kunstnere må udtale sig mere
kritisk end dårlige kunstnere, vil blive diskuteret senere. I første omgang kan det dog
konkluderes, at en sådan skelnen bliver svær at praktisere, for hvem kan gøre sig til
dommer for, hvad der er god og dårlig kunst?
I denne debat bliver diskussionen om litteratur og dens kontekst relevant. For hvorfor må
man kun kritisere inden for egne rækker, når litteraturen har vist sig at intervenere politisk i
samfundet og dermed have betydning for samme?
De tolv forfattere holder fast i det standpunkt, at kritik skal komme indefra, et standpunkt
den tidligere nævnte debattør Frederik Stjernfelt ikke er enig i. I en kronik i Weekendavisen d.
29. november 2013 beskriver Stjernfelt under overskriften ”Pligtytringer” med dyb ironi,
hvordan store personligheder såsom Præsident Kennedy med fordel kunne have holdt
mund om Cuba og mafiaen. Præsident Lincoln kunne have ladet være med at udtale sig om
negerslaveri, og Danmark kunne godt have vist lidt høflighed over for Tyskland i 1930’erne
(Stjernfelt 2013). Der er nemlig et forhold mellem, hvad folk siger, og hvordan de bliver
behandlet. Den selvkritiske tilgang sætter Stjernfelt på spidsen med følgende citat:
Vi andre kan naturligvis ikke kritisere nazister - det må være deres egen opgave. Vi
skulle bare have ventet på, at der kom en generation af nazister, der selv kunne tage
opgøret. Så havde vi måske undgået Anden Verdenskrig. Allerede Sokrates gik rundt
og blandede sig i alting på torvet - se bare, hvordan det gik... (Stjernfelt 2013).
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
23
Det er med dyb ironi, at Stjernfelt fremstiller ovenstående postulat. Stjernfelts pointe er, at
det gør ondt at kritisere totalitære bevægelser, men at det ikke altid giver mening bare at
lade stå til og vente på en velfunderet selvkritik. I et debatindlæg i Politiken d. 21. november
2013 diskuterer Stjernfelt sammen med forfatter Jens-Martin Eriksen under underskriften
”Er Yahya Hassan et patetisk fjols?”, hvad der ville ske, hvis man byttede navnet Yahya
Hassan ud med Lars Hedegaard. Eksperimentet foretager Stjernfelt og Eriksen for at vise,
at de kulturradikale ikke har hold i deres udtalelser, når de bakker op om Hassans
udtalelser, men ikke Hedegaards, fordi deres udsagn stort set er de samme. Der må derfor
ifølge Stjernfelt og Eriksen være lighed for loven. Hvis ytringsfriheden gælder for Hassan,
må den også gælde for Hedegaard (Stjernfelt og Eriksen 2013). D. 30. november skriver
Information et modsvar til Stjernfelt og Eriksens debatindlæg. Modargumentet her er, at
udsigelsesposition og afsenderfunktionen har relevans for ytringer, som nedenstående citat
viser:
Tag et simpelt eksempel: Hvis nogen råber ’hey, du dér!’ til mig på gaden, så gør det
en ret stor forskel, om det er en politibetjent, eller en af mine venner, der råber det.
Jeg reagerer med rette på to vidt forskellige måder. På samme måde med Hedegaard
og Hassan (Information 2013: ”Hvad er Yahya Hassan navnet på?”).
Med Yahya Hassan er debatten blevet nuanceret til en mulig skelnen mellem almindelig
ytringsfrihed og en poetisk ytringsfrihed. Universel ytringsfrihed eller en ytringsfrihed
bundet op på identitet og udsigelsesposition. Ovenstående eksempler viser, at litteraturen
først og fremmest kan være med til at folkeliggøre et budskab, da man med den æstetiske
form kan opnå en større gennemslagskraft end ellers. Derudover viser debatten også, at
accept af ytringer i høj grad ligger i afsenderens identitet og position. Hvem skal så gøre sig
til dommer over, om der er en universel ytringsfrihed eller ej? Det skal juristerne, som
næste afsnit vil vise.
4.5. Retsligt efterspil
Digtsamlingen og Hassans udtalelser får også et retsligt efterspil. D. 29. november 2013
bliver Yahya Hassan anmeldt for overtrædelse af straffelovens § 266b, racismeparagraffen.
Det er den muslimske debattør, Mohamed Suleban, der mener, at udtalelser som
”Ghettoerne er fyldt med dumme perkere” og ”Perkerne konkurrerer nærmest om, hvem
der kan begå mest socialt bedrageri”, har gjort Yahya Hassan skyldig i forhånende og
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
24
nedværdigende udtalelser om det muslimske mindretal i Danmark (Jensen 2013). ”Jeg
håber, at der er lighed for loven, så racismeparagraffen gælder for både Pia Kjærsgaard og
Yahya Hassan”, udtaler Mohamed Suleban (Jensen 2013). Sagen er endnu ikke blevet
afgjort.
20 dage senere bliver de juridiske bestemmelser igen sat på prøve i forbindelse med
digtsamlingen, da Yahya Hassan d. 9. december 2013 vidner i retten mod sin
overfaldsmand fra d. 18. november 2013. Overfaldsmanden havde fra morgenstunden
tilstået overfaldet, så normalt ville sagen hurtigt være blevet afgjort med en mild voldsdom.
Denne sag havde dog en ekstra principiel karakter, da politiet mente, at overfaldet var
motiveret i Yahya Hassans islamkritiske digte og udtalelser, og derfor handlede sagen også
om ytringsfrihed (Bredal 2013). Politikens reporter skriver således om retssagen:
At 18-årige Yahya Hassan og 24-årige IM skulle komme til at sidde i Københavns
Byret på hver sin side af kulturkampen, var ikke givet på forhånd. På overfladen er
der mange fællestræk i deres opvækst (Bredal 2013).
Retssagen handlede altså langt fra bare om den flækkede læbe, Yahya Hassan pådrog sig
under overfaldet. Retssagen var nu blevet en kulturkamp, hvor to mænd med
palæstinensisk baggrund ufrivilligt kom til at repræsentere de to sider i kulturkampen om
ytringsfriheden. Yahya Hassan udtalte selv i retten:
Hvis han vil overfalde mig på gaden, tager vi den derfra. Jeg er ikke bange for et
slagsmål. Jeg er ligeglad, hvad der sker med gerningsmanden. Han er ikke mit
problem, han er retssystemets problem, han er ytringsfrihedsnarkomanernes
problem (Bredal 2013).
Yahya Hassan bliver hurtigt læst ind i den danske kulturkamp, der nemlig handler om
retten til ytringsfrihed, og ”ytringsfrihedsnarkomanerne”, insisterer på at forstå Yahya
Hassan i deres logik. Yahya Hassans egen kulturkamp imod den vold, undertrykkelse,
fanatisme og falskhed, som han konfronterer sit eget miljø med, bliver hurtigt et sidespor i
kampen for ytringsfriheden.
D. 23. januar 2014 skriver formanden for Det Konservative Folkeparti, Lars Barfoed, i en
kronik i Jyllands-Posten, at det er tid til et eftersyn af racismeparagraffen, fordi den ikke
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
25
længere fungerer efter hensigten. Barfoed mener, at der tegner sig et mønster, hvor politisk
ukorrekte udtalelser bliver straffet fremfor egentlige racistiske udtalelser. Barfoed bygger
sin begrundelse op på sagen omkring Yahya Hassan.
Den unge digter Yahya Hassan er blevet meldt til politiet for at overtræde
racismeparagraffen ved at sige ”dumme perker” om mennesker, han er vokset op
med. Således har alene muligheden for at politianmelde potentielle kritiske røster
efter racismeparagraffen udviklet sig til et tvivlsomt våben mod netop retten til en
fordomsfri debat (Barfoed og Behnke 2014).
Den konservative formand mener, at vigtige debatter i dag kvæles i politisk korrekthed og
misforstået hensynstagen og siger, at der er brug for en lempelse af paragraffen. Udover
Yahya Hassan refererer Barfoed også til den iranskfødte kunstner, Firoozeh Bazrafkans,
der efter at hun på sin blog i 2013 skrev: ”Jeg er meget overbevist om, at muslimske mænd
i meget stort omfang verden over både voldtager, mishandler og slår deres døtre
ihjel”(Barfoed og Behnke 2014) blev idømt fem dagsbøder á 1000 kr. i 2013. Barfoed
argumenterer for, at når man som Hassan og Bazrafkans kan blive dømt efter
racismeparagraffen § 266b for generaliserende udtalelser som disse, så er det at indskrænke
ytringsfriheden og selvkritikken, som altid har været en afgørende drivkraft for udvikling i
et demokratisk samfund. Hæmmes sådanne udsagn, hvor forkastelige de end måtte være,
kan man også skærme af for måske fortiede sandheder, mener Barfoed (Barfoed og Behnke
2014). Barfoed argumenterer derfor for, at paragraffen skal ændres, så man kun overtræder
straffeloven, hvis man opfordrer til had eller fjendtlige handlinger og forfølgelser. Ikke hvis
man er nedværdigende over for nogen (Sokoler og Vibjerg 2014). Dette lovforslag svarer til
den anbefaling, Europarådet kom med i 2007, som tidligere nævnt under kapitlet
”Ytringsfrihed og censur”, hvor paragraffen om blasfemi skulle erstattes med en
lovgivning, der straffer hadefulde angreb og opfordringer til vold. Barfoed har opfordret
den siddende regering til at gå til strafferådet for at finde en ny formulering til § 266b, så
det frie ord, ifølge Barfoed, definitivt kan blive sikret (Barfoed og Behnke 2014).
Med dette lovforslag er det ikke et spørgsmål, om litteraturen påvirker måden, vi ytrer os på.
Det gør den. Yahya Hassan er således et eksempel på, at litteratur intervenerer politisk i det
omkringliggende samfund og dermed influerer diskursen i den indvandrer- og
religionskritiske debat.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
26
5. Litteraturens præmisser – subjektet og konteksten
Dette kapitel vil fortsat skildre debatter vedrørende Yahya Hassan. Det er debatter, der
opstår i kølvandet på den svensk-iranske digter Athena Farrokhszads kritiske anmeldelse i
Sverige, der starter diskussioner om forfatterens ansvar, litterære identitetsforståelser og i
forlængelse af disse identitetsforståelser også forskellige anskuelser af litteraturens ontologi.
5.1 Selvcensur og ”forkerte læsere”
Ytringsfrihed og selvcensur er fokusset, da Yahya Hassan bliver anmeldt i Sverige. Forfatter,
Athena Farrokhzad giver Hassan en kritisk anmeldelse i Aftonbladet d. 22. januar 2014 under
overskriften: ”Hans raseri hyllas av danska rasister”. Hendes anmeldelse starter en
diskussion om, hvorvidt forfatteren skal stå til ansvar for både tekst og fortolkning, og om
der findes ”forkerte læsere”.
Farrokhzad mener, at Hassan med sin digtsamling kommer til at gå Dansk Folkepartis
ærinde, og at han burde have pålagt sig selv en form for selvcensur, når det kommer til
emnet patriarkalsk vold inden for intimsfæren (Farrokhzad 2014). Farrokhzad appellerer
her til, at Hassan skulle have modereret sine digte og udtalelser efter en, hvad Butler
definerer som, implicit social censur. Hassan skulle efter Farrokhzads mening have
censureret sine digte allerede i den producerende proces, så de var tilpasset det socialt
kontekstuelle. Farrokhzad er selv forfatter og har ligeledes skrevet en selvbiografisk
digtsamling. Hun mener, at latent racisme er et større problem end patriarkalsk vold, og at
det er forfatterens ansvar, hvordan hans eller hendes bøger bliver læst, og i hvilken
dagsorden den bliver brugt. Farrokhzad lægger sig med disse udtalelser op ad Butlers teori
om, at intet er kontekstfrit:
Att hävda att allt är tillåtet i den konstnärliga frihetens namn så länge avsikten är god
är inte bara en klyscha som används för att tysta den som ogillar hur den skildras.
Det säger också något om borgerlighetens syn på litteratur som en i grunden
verkningslös njutningssyssla.
Så trots att jag tror på Hassans smärta, och trots att han säger att Danskt Folkeparti
är nazister när de använder hans bok för sina egna intressen, är han inte fri från
ansvar om den spelar dem i händerna (Farrokhzad 2014).
Et standpunkt Yahya Hassan er uenig i. Hassan er blevet læst ind i mange forskellige
dagsordener. Selv vil han ikke forholde sig til de mange dagsordener, hans forfatterskab har
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
27
aktualiseret i den offentlige debat. Hassan argumenterer for at holde en konsekvent
skillelinje mellem sin poesi, og hvordan folk tolker den. ”Alle har en dagsorden. Jeg er
ansvarlig for mine digte, ikke for fortolkningerne”, har han sagt utallige gange (Villemoes
2013a). Om han vil det eller ej, er Yahya Hassan dog blevet et offer for den progressive,
sekulære liberale fløj, hvilket, Farrokhzad mener, er selvforskyldt. Hun anklager Hassan for
at spille argumenter i hænderne på en indvandrerkritisk dansk højrefløj, når han lader sit
generationsopgør publicere til, hvad Farrokhzad kalder en ”hvid offentlighed”, som vil
blive styrket i sine fordomme om muslimer. Den svenske digter fortæller i artiklen, at hun
har underlagt sig selv censur, når det kommer til emnet patriarkalsk vold i hjemmet (Bruun
2014). Den implicitte censur som Butler definerer, er, som vi ser i denne debat, forskellig i
de to nabolande. Det interessante i Athena Farrokhzads udtalelser fra Aftonbladet d. 22.
januar 2014 er, at hun vælger at selvcensurere sig. Ikke på grund af truslen og frygten fra
radikale muslimer, hvilket er den begrænsende instans for ytringer, som vi hovedsagligt har
diskuteret i Danmark, men på grund af frygten for ”den hvide offentlighed”.
Farrokhzads anmeldelse i Sverige indleder en debat om indvandrerkritiske diskurser.
Sverige er kendt for deres humanistiske korrekthed. I Deadline d. 29. januar 2014 pointerer
Politikens kulturredaktør, Jes Stein Petersen, dette ved at kalde Sverige for ”Skandinaviens
moralske stormagt” og ”en humanistisk forpost”. I udsendelsen d. 29. januar 2014
debatterer Ekspressens kulturredaktør, Karin Olsson, og Jes Stein Petersen den kritiske
modtagelse af Yahya Hassan i Sverige. Under debatten bliver det klart, at svenskerne
omtaler indvandrere ud fra en helt anden diskurs, end danskerne gør. I debatten mellem
Karin Olsson og Jes Stein Petersen bliver der stillet skarpt på, hvordan man kan tillade sig
at omtale etniske minoriteter. Karin Olsson kritiserer den danske omgangstone for at være
grov og generaliserende. Hun ønsker en specifikation af, hvilke muslimer der snakkes om,
og hun mener, at man ikke kan generalisere muslimer, som debatten omkring Yahya
Hassan gør. Netop den hårde og direkte omgangsform kan være én af grundene til den
fejlslagne integration, som hele digtsamlingen i stor grad handler om, mener Olsson. Jes
Stein Petersen mener derimod, at svenskerne omtaler muslimer på en håndsky måde, og at
de i realiteten ikke tør tale om virkeligheden og de problemer, der er. Konsekvenserne
heraf er, at de i sidste ende kommer til at sælge ud af vigtigt arvegods, mener Stein
Petersen. Debatten belyser altså, at vi i Danmark omtaler indvandrere efter helt andre
diskurser, end de gør det i Sverige.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
28
Farrokhzads anmeldelse er interessant på flere punkter, og som vi kan se af ovenstående
afsnit, er hendes anmeldelse anledning til en række debatter om såvel omgangstone som
forfatterens ansvar. Hendes anmeldelse er især interessevækkende, fordi den rejser vigtige
spørgsmål, der handler om den politiske kontekst, som intet kunstværk kan ignorere.
Hvilket ansvar har kunstneren for kunstens effekter? Dette spørgsmål diskuteres i det
følgende afsnit.
5.2. Den ideologikritiske litteratur og kunstnerens ansvar
Jeg synes, det er farligt at sige, at kunsten er noget andet end det politiske eller det
ideologiske. For når du siger det, så ophøjer du lidt kunstneren til et individ, der er
fritaget for de normale rammer, ethvert menneske er sat i. [...] Så er du også i færd
med at sige, at kunstneren ikke står til ansvar for det, han selv sender ud til os. [...]
Det er at reducere kunstneren til en person, der er ansvarsløs (Lyngsø og Bundgaard
2014).
Citatet er ikke om Yahya Hassan, selvom det kunne minde om nogle af Athena
Farrokhzads udtalelser. Det er derimod sognepræst og samfundsdebattør, Sørine
Gotfredsen, der udtaler sig om Lars von Triers Nymphomaniac i Deadline d. 8. februar 2014. I
en samtale med digter Søren Ulrik Thomsen argumenterer Gotfredsen for, at Nymphomaniac
er et kunstnerisk svigt, fordi Trier går Satans ærinde, i og med ”han svælger i ondskab og
ødelæggelse” (Deadline 2014a: 23:20) og ikke har gjort plads til ’det gode’ i sin film. I en
kronik i Politiken d. 25. januar 2014 skriver Gotfredsen ligeledes, at Trier er ved at
undergrave sin betydning som værdifuld kunstner, fordi han har en udtalt pagt med det
dæmoniske. Søren Ulrik Thomsen kritiserer i Deadline Gotfredsens læsning, fordi hun læser
den som et stykke ideologikritik, hvor værket skal repræsentere en ideologisk udvej i form
af det gode (Deadline 2014a: 26:53). Søren Ulrik Thomsen argumenterer derimod for, at det
er vigtigt at skelne imellem politik, etik og kunst, hvor kunstens rolle ikke er at formidle
politiske og etiske budskaber. Det ville ifølge Søren Ulrik Thomsen eliminere kunsten
(Deadline 2014a: 28:30).
Debatten omkring Nymphomaniac bliver her inddraget, fordi den i høj grad minder om
Hassan-Farrokhzad debatten. Gotfredsen beskylder Lars von Trier for at gå Satans ærinde.
Farrokhzad beskylder Hassan for at gå rascisternes ærinde. De to kvinder er begge
modstandere af den uregerlige kunst, der nægter at tjene et formål, som i de to tilfælde er
henholdsvis kristendommen og antiracismen. Både Farrokhzad og Gotfredsen tillægger
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
29
kunsten et ideologikritisk synspunkt, hvor kunsten skal underlægge sig en ideologisk eller
politisk dagsorden, hvor det ikke kun er værket, der er i fokus, men lige så meget hvis
interesse det tjener. Hvorimod Thomsen, og som vi senere skal se litteraturanmelder ved
Weekendavisen, Lars Bukdahl, er fortaler for kunstens autonomi. Det er nogle mærkværdige
alliancer, der bliver skabt i denne litterære debat. Gotfredsen, der repræsenterer højrefløjen,
er på samme hold som den venstreorienterede Farrokhzad, og ligeledes danner Bukdahl og
Thomsen en alliance, hvor de argumenterer for det samme autonome litteratursyn.
Debatten er interessant i forhold til Carsten Jensen, som blev citeret under afsnittet
”Ytringsfrihed og positionering”. Her bliver Carsten Jensen blandt andet citeret for denne
udtalelse: ”Litteraturen er frihedens eneste virkelige tilholdssted i et mediebillede, der bliver
stadig mere styret og konformt.” Drages Jensens kommentar ind i denne debat, kommer
hans udtalelse til at fremstå som ikke fyldestgørende. Hele debatten omkring Yahya Hassan
og Farrokhzad har nemlig centreret sig om kunstnerens manglende friheder og om en
litteratur, der bliver stadig mere og mere styret og influeret af mediebilledet. Jensens citat er
dog stadig væsentligt til endnu engang at demonstrere, at man ikke kan fornægte
afsenderrollens betydning.
Debatten om Nymphomaniac er blevet inddraget i dette speciale for at eksemplificere, hvor
komplekse positioneringerne i problemstillingen om kunstnerens ansvar er og for at
nuancere spørgsmålet om kunstnerens ansvar, der hermed kobles sammen med en
ideologikritisk læsning. Netop det, at man ikke deler Gotfredsens interesserede læsning og
forståelse af Nymphomaniac, og at Thomsen i denne debat fremstår som den sympatiske
debattør, der siger, at en skelnen mellem politik og etik overfor æstetik og kunst er essentiel
for hele kunstforståelsen. I denne debat om Nymphomaniac synes den autonome læsning
altså at være på sin plads, hvilket er med til at belyse Yahya Hassan-debattens kompleksitet.
5.3. Litterære identitetsopfattelser
Debatten omkring Yahya Hassan skaber, som forrige afsnit viser, en debat om litteraturen,
dens præmisser og udsigelsesvilkår, især set i lyset af hvordan litteratur politisk bør
interagere med samfundet. Dette afsnit vil tage udgangspunkt i debatten affødt af Athena
Farrokhzads anmeldelse i Sverige og centralisere sig om hendes forfattersyn. Farrokhzad
argumenterer for, at forfatteren har et ansvar ikke kun for sine tekster, men også for
læsningerne af dem. Ifølge Farrokhzad skulle Yahya Hassan have taget højde for, at han
skrev til en implicit læser i form af ”en hvid offentlighed”. I kølvandet på den udmeldelse
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
30
begynder en række forfattere og litteraturanmeldere at diskutere forfatterens ansvar for
deres bøgers offentlige liv, herunder også subjekt- og identitetsopfattelser. Lars Bukdahl
melder sig ind i debatten, da han bliver harm over Farrokhzads udmeldelse om at lade sig
intimidere og censurere, fordi man skriver ind i en offentlighed, der kan have sine egne
dagsordener. Bukdahl har det svært ved ”pludselig at være en læser, der er forkert i forhold
til en bog.” (Deadline 2014).
I forbindelse med ”hvidhedsdebatten”, som debatten bliver døbt i kølvandet på
Farrokhzads anmeldelse, giver Bukdahl udtryk for to følgende litterære positioner på sin
blog, Blogdahl: ’Identitetskarnevalisme’, som han er tilhænger af, og som han mener, Yahya
Hassan praktiserer, og ’identitetsfundamentalisme’ som han opponerer imod, og som han
mener, Farrokhzad praktiserer:
Jeg vil foreslå at tale om en identitetsfundamentalisme, hvor en (del)identitet, ikke-
hvid, kvinde, rødhåret, bebrillet, har så fundamental betydning, at folk, der ikke
deler denne identitet, er ude af stand til at kvalificeret at forstå dem, der gør. Vs. en
identitetskarnevalisme hos Yahya, hvor der peges fingre af og påpeges og leges med
alskens og alles og alle egne identiteter (inkl. –oh gru – de racistiske koder for disse,
mildt ex: langdigtets perkerdansk) (Bukdahl 2014: ”Sorte, homoseksuelle, kvindelige
Lars says”).
Bukdahls begrebsdefinition bygger på, at man med identitetskarnevalisme frivilligt kan lege
med sin identitet og forholde sig til forskellige identiteter med en ironisk distance, hvilket
ifølge Bukdahl er, hvad Yahya Hassan gør, når han fx i det før citerede ”LANGDIGT”
sprogligt imiterer, hvad man ville betegne som ’perkerdansk’.
MIG JEG ER PERKER / MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER
/ MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT / OG HVIS DU BLIVER
VED / MED OG SNAK OM SPINAT / SÅ DIG DU FÅR EN PROBLEM
(Hassan 2013: 142).
Citatet er et eksempel på, hvordan Yahya Hassan leger med sin identitet som kunster og
som ghettodreng. Hassan spiller her på begge identiteter ved brug af ordet ’idiom’.
Kunstneren Hassan er bevidst om ordets betydning som et sprogligt udtryk, men det er
digtets positionerede stemme ”perker-Hassan” ikke, hvilket skaber den legende og
ironiserende distance til begge identiteter, som nedenstående citat også understøtter:
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
31
DEN ENE DAG / JEG ER EN SUND OG VELINTEGRERET DIGTER /
MIG JEG SKRIVER MAIL TIL LARS SKINNEBACH / TIL PABLO
LLAMBIAS TIL SIMON PASTERNAK / DEN NÆSTE JEG ER SIGTET FOT
BILTYVERI (Hassan 2013: 135).
Identitetskarnevalisme står i modsætning til identitetsfundamentalisme, hvor man insisterer
på sin identitet. Bukdahl mener ikke kun, at Yahya Hassan benytter sig af
identitetskarnevalisme. Også andre danske forfattere såsom Asta Olivia Nordenhof,
Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad tilføjer Bukdahl til sin forståelse af begrebet
(Glaffey og Langvad 2014).
I et åbent brev i Information d. 21. februar 2014 skriver forfatterne Kristina Nya Glaffey og
Maja Lee Langvad, der henholdsvis er lesbisk og koreansk adopteret, under overskriften
”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en
del af din hverdag”, hvor de opponerer mod begge Bukdahls begreber. De afviser Bukdahls
postulat om identitetskarnevalisme og postmodernistisk leg, som han mener, det er muligt
for forfatteren at indtage. Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad mener ikke, det er
sjov og leg, når digtere tematiserer deres særidentiteter, men nærmere et udtryk for et
vidnesbyrd om undertrykkelse af minoriteter af etnisk, social og seksuel karakter (Glaffey
og Langvad 2014). Om ordet identitetsfundamentalisme skriver de to kvindelige forfattere
følgende:
Når du [Lars Bukdahl] beskylder dem, du kalder for identitetsfundamentalister for at
have race på hjernen, så vil vi mene, at det er samfundet og dermed os alle, dig selv
inklusiv, du burde beskylde for at have race på hjernen. Det er ikke kun den, der
skriver om f.eks. racisme, der har race på hjernen, men også den, der tolker bøger
om brunhed som udtryk for en identitetskarnevalisme (Glaffey og Langvad 2014).
Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad finder begrebet ’fundamentalisme’ misvisende
for en solidaritet med undertrykte særidentiteter, som Bukdahl definerer det.
Fløjene er nu ridset op. Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad kæmper den liberale,
seriøse kamp for minoritets- og særidentitetsrettigheder. De påstår, at Bukdahls tankegang
om identitetskarnevalisme lægger sig op af en nyliberalistisk forestilling om en
postmoderne, ironisk leg med identiteter som et frit valg af sociale identiteter, der bare er
noget, man kan til- og fravælge sig. Glaffey og Langvad mener derimod, i forlængelse med
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
32
Butler, at man som individ altid er født med nogle grundvilkår, som man er tvunget til at
forholde sig til, og derfor bifalder de ikke Bukdahls karnevalistiske begrebsramme (Glaffey
og Langvad 2014).
I Deadline-udsendelsen d. 8. marts 2014 debatterer Kristina Nya Glaffey og Lars Bukdahl de
to forskellige litterære positioner. Bukdahl som hvid, heteroseksuel middelklassemand
argumenterer for, at identiteter er en udskiftelig størrelse. Kristina Nya Glaffey mener
derimod ikke, at man som minoritet kan fraskrive sig sin identitet og vælge til og fra, som
det passer en. Der er nogle samfundsmæssige omstændigheder, man som minoritet er
tvunget til at forholde sig til, udtaler Kristina Nya Glaffey i Deadline-udsendelsen (Deadline
2014: 20:01). Glaffey og Langvad mener, at minoriteter er tvunget til at være særligt
opmærksomme på deres identitet. Det er ikke så overraskende. Det overraskende ved
denne debat er, at majoriteten også bliver bedt om at være opmærksom på minoriteternes
identitet, da Glaffey og Langvad mener, at dette er et vilkår ved litteraturen, man ikke bare
kan se bort fra. D. 26. januar 2014 skriver Bukdahl følgende på sin blog for at demonstrere
det, efter hans mening, absurde i eksklusionen af nogle læsere ud fra en fast
identitetsforståelse:
Det er kun brilleaber, der må kalde brilleaber for brilleaber – jeg fik briller som 5-
årig og ustandseligt kaldte andre børn mig brilleabe, og det var ikke altid det virkede
at jeg sagde: Det er mig, der har brillerne, men det er dig, der er aben, derfor kalder
jeg mig nu stolt for brilleabe og proklamerer, at alt det jeg skriver og har skrevet,
kun kan og må læses og forstå af andre, der bærer briller og dermed er brilleaber,
som er noget, vi som sagt kun må kalde os selv og hinanden, brilleaberne (Bukdahl
2014: ”Må kun læses af brilleaber”).
Den litterære identitetsdiskussion er interessant i forhold til Butlers teori om sprog, magt
og identitet, som synes at være hele forståelsesrammen for de to uforenelige positioner.
Bukdahl mener, at subjektet frit kan lege og handle med sproget, hvorimod Glaffey og
Langvad mener, at det som i Butlers optik ikke er muligt at anskue en performativ ytring
uden at skulle forholde sig til kulturens diskursive normer omkring seksualitet, magt, køn
og subjektivitet. Butlers performativitetsteori giver i denne debat et godt greb til at afdække
den funderede anderledes subjekt- og identitetsopfattelse som ses i flere af
postmodernismens selviscenesættende værker.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
33
Den før citerede litteraturkritiker ved Politiken, Lillian Munk Rösing, melder sig også ind i
debatten. Hun mener ikke, at vejen frem for en fælles litterær positionering eller forståelse
er, at vi identificerer os med én identitet, men at vejen frem nærmere er disidentifikation
(Rösing 2014). Lillian Munk Rösing mener, at hvad Bukdahl kalder karnevalisme, kan
minde om det begreb, feminismen har betegnet ’maskerade’. Inden for feminismen dækker
begrebet over, når kvinden under patriarket klædte sig ud og vekslede mellem forskellige
roller fx fra luder til Madonna. Med denne vekslen kunne hun skabe skred i faste identiteter
og kritisk og distanceret udstille roller. Denne form for maskerade skal ikke som i Bukdahls
optik forstås som en ironisk postmoderne identitetsleg ud fra en liberalistisk forestilling om
det frie valg, men snarere ses som en ’mimetisk kritik’, som en måde at udstille og ændre
faste normer og kategorier indefra på (Rösing 2014). Rösings maskeradebegreb minder om
Judith Butlers teori om citation under performativitetens dobbelte vilkår, som jeg senere vil
vende tilbage til.
5.4 ”Den hvide offentlighed” og strukturel racisme
D. 5. februar 2014 skriver adoptionsforskeren Lene Myong på Modkraft et forsvar for
Athena Farrokhzad, hvis kritiske anmeldelse og påstand om racisme som tidligere nævnt
bliver kritisk modtaget i Danmark af ”den hvide offentlighed”. ”Den hvide offentlighed”
kommer til orde med toneangivende forfattere og litteraturkritikere såsom Lars Bukdahl,
Jes Stein Pedersen, Robert Zola Christensen, Thomas Boberg og Simon Pasternak. De
litteratursagkyndige forholder sig kritiske til Farrokhzad og skaber en ophedet debat om
validiteten af hendes udsagn, hvor hun beskyldes for at være selvcensurerende og
patroniserende (Myong 2014), som nedenstående citat fra Lars Bukdahls blog
eksemplificerer:
Man skal være meget svensk i hovedet for at censurere sig selv så eftertrykkeligt og
inderligt, meget fokuseret på den (mest idiotiske del af den) hvide
publikumsmajoritet og meget lidt fokuseret på den ikke-hvide minoritet, som godt
kunne bruge en intens og ærlig inside-skildring af patriarkat og vold at spejle sig
splintret i (Bukdahl 2014: ”Swedish non-white girl”).
Også Thomas Boberg argumenterer imod en censureret og modereret læsning alt efter,
hvilken kontekst og offentlighed, den udgives i:
Hvilken digtning vil vi så få, hvis vi skal til at tænke på den måde, i forhold til en
eller anden (hypotetisk) reception? Hvid eller brun? Jeg tror, det er en blindgyde. Jeg
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
34
tror stadig på, at den digteriske frihed er det stærkeste kort i den samtale eller
konflikt (Bukdahl 2014: ”Swedish non-white girl”).
Myong vælger som en af de få ikke at fokusere på Farrokhzads budskab om selvcensur,
men vælger i stedet at fokusere på ”den hvide offentligheds” modtagelse af Farrokhzads
anmeldelse.
Yahya Hassans digtsamling er ifølge Myong blevet set og fremhævet som et opgør med
patriarkalske normer og dobbeltmoral i den muslimske underklasse, mens Farrokhzads
vidnesbyrd er knap så entydigt. I hendes anmeldelse vedkender hun den patriarkalske vold
blandt muslimer, men hun udpeger også en skandinavisk racisme, hvis holdninger
internaliserer minoriteternes. Denne konfrontation med en strukturel racisme i
Skandinavien er, hvad ”den hvide offentlighed” i lige så høj grad har reageret på (Myong
2014). Udover det bakker Myong også op om Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvads
kritik af Bukdahls indentitetsfundamentalismebegreb og vender betegnelsen mod den hvide
majoritet:
For mig er spørgsmålet ikke hvem der er identitetsfundamentalist, men hvilke kroppe
og identiteter, der påkalder sig en sådan betegnelse. Mens den danske offentligheds
mange afvisninger af Farrokhzad aldrig vil blive fortolket som et udtryk for (hvid)
identitetsfundamentalisme, så viser debatten på foruroligende vis, at det forholder
sig omvendt, når man taler fra en ikke-hvid minoritetsposition (Myong 2014).
Fundamentalismen gælder således kun som en identitetsopfattelse for minoriteten, selvom
tankegangen ifølge minoriteterne selv også gør sig gældende for den hvide majoritet. Ifølge
Myong vidner modtagelsen af Farrokhzads anmeldelse om, at det også er et vidnesbyrd om
skandinavisk racisme og hvid dominans, ”hvor racismen er naturliggjort” (Myong 2014).
Denne dominans tillægges på ingen måde samme opmærksomhed og forståelse som det
minoritetsvidnesbyrd, der handler om patriarkask vold i den muslimske underklasse
(Myong 2014).
Under overskriften ”Er det danske samfund strukturelt racistisk?” melder lektor Peer
Bundgaard og forfatter Niels Lyngsø sig med en kronik i Politiken d. 23. februar 2014 også
ind i debatten. I artiklen argumenterer de for, at debatten omkring Hassan og Farrokhzad
er vigtig og principiel. De hæfter sig ved Myong og Farrokhzads beskrivelser og postulater
vedrørende den hvide offentlighed, hvor racismen ifølge de to er henholdsvis ’naturliggjort’
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
35
og ’strukturel’. Det er stærke postulater, som Bundgaard og Lyngsø tager afstand fra.
Myong og Farrokhzads udmeldinger er dog interessante i forhold til Butlers teori om
implicit social censur. Bundgaard og Lyngsø hæfter sig ved de stærke begreber ’strukturel’
og ’naturliggjort’, der indikerer, at racismen ikke er et forbigående, vagt fænomen, men en
væsensegenskab i det skandinaviske samfund. Racismen er som bekendt ikke en juridisk
forpligtelse, det er noget uskrevent. En uskreven norm, der ifølge Myong og Farrokhzad
ligger i samfundet, som kan ekskludere minoriteterne. En norm, hvis autoritet er svær at
stille spørgsmålstegn ved, netop fordi den er uskreven. Derved minder den om, hvad
Butler kalder social censur. Det er en alvorlig anklage, som Bundgaard og Lyngsø
opponerer imod. Racismen er ikke en del af vores samfundsindretning. Racisme findes
uden tvivl, men den er ifølge Bundgaard og Lyngsø langt fra strukturel og naturliggjort,
hvilket først og fremmest ses ved det faktum, at racisme er forbudt ved lov og socialt
uacceptabelt i de fleste kredse (Lyngsø 2014).
I spørgsmålet vedrørende, hvornår det er legitimt at kritisere fx patriarkalsk vold, religiøs
dobbeltmoral og uhæderlig social adfærd er svaret ifølge Peer Bundgaard og Niels Lyngsø
indlysende. Kritikken er legitim, når den er velbegrundet og beror på fakta (Lyngsø og
Bundgaard 2014). Men for Myong og Farrokhzad kan kritik ifølge Bundgaard og Lyngsø
ikke legitimeres ud fra det kriterium udelukkende, om det er velbegrundet og faktuelt eller
ej. For Myong og Farrokhzad afhænger legitimeringen af yderligere to forhold: Den sociale,
etniske og kulturelle herkomst hos den, der fremsætter kritikken, og den kontekst, kritikken
fremsættes i (Lyngsø og Bundgaard 2014). Det første forhold legitimerer Hassans kritik af
den muslimske underklasse, da han selv stammer fra dette miljø. Det andet forhold, som er
kernen i Farrokhzads argumentation, er konteksten.
Den, der med skyklapper på anfægter urimelige forhold på et lokalt niveau (som
Hassan), kan sagtens på et højere niveau være den overordnede ’strukturelle
racismes nyttige idiot. Han burde altså have færdiggjort opgøret med andre og værre
urimeligheder, f.eks. ’det racistiske samfund’, før han gik i gang med at fortælle sin
historie (Lyngsø og Bundgaard 2014).
Bundgaard og Lyngsø er ikke enige i disse præmisser for legitimeringen af en kritik. De
mener, at præmisserne er et udtryk for, hvad der kan betegnes som et ad-hominem-argument,
der betyder, at man symbolsk går efter manden (den, der udtrykker sig) i stedet for at gå
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
36
efter bolden (det, der siges) (Lyngsø og Bundgaard 2014). Udsagns gyldighed og ytringers
accept kommer altså også i denne diskussion til at afhænge af, hvem man er.
Diskussionen om forskellige litterære identitetsopfattelser er vigtig i undersøgelsen af
litteraturens rolle i forhold til ytringsfrihed, fordi de divergerende opfattelser også har
forskellige litteraturforståelser. Bukdahl argumenterer med begrebet identitetskarnevalisme
for, at det er muligt at skabe kunst uden at skulle medtænke den kønsmæssige,
sociokulturelle og etniske sammenhæng, da denne ikke er af en vedvarende karakter.
Myong, Farrokhzad, Glaffey og Langvad, der alle repræsenterer en form for minoritet,
mener derimod, at man som minoritet ikke kan skabe kunst uden at insistere på sin
identitet. Debatten er et udtryk for to forskellige subjekt- og identitetsforståelser i et
moderne liberalistisk-demokratisk samfund. Bukdahl, Bundgaard og Lyngsø argumenterer
for en rationalistisk opfattelse af subjektet som autonomt over for Myong, Farrokhzad,
Glaffey og Langvad, der plæderer for en mere kontekstafhængig identitetsopfattelse, der i
langt højere grad er affektiv og kropslig (Kjerkegaard 2014: 2). Dette får betydning i
spørgsmålet om forfatterens ansvar for sine tekster, som nedenstående afsnit vil
demonstrere.
6. Forfatteren og værket – tekstens rammer
Debatten har vist, at Yahya Hassan som kunstværk ikke kan siges at stå uden for den
politiske kontekst. På trods af digtsamlingens æstetiske kvalitet er det i langt højere grad
digtsamlingens etiske potentiale, der er blevet debatteret. Det stiller spørgsmålstegn ved
kunstnerens ansvar for kunstens effekter. I dette kapitel vil litteraturens ontologi
bestemmes ud fra begreberne tekst og paratekst, og det bliver diskuteret, hvilket ansvar den
mere kontekstorienterede litteratur efterlader forfatteren med.
6.1 Fortolkningsansvar – tekst og paratekst
Som skildret i de forrige afsnit har de forskellige identitets- og subjektopfattelser også
forskellige, noget nær uforenelige, forståelser for kunsten, herunder litteraturens rolle i
samfundet. Bukdahl ser ingen umiddelbar sammenhæng imellem subjektet, dets identitet og
litteraturen, og kunsten er ifølge ham kontekstuafhængig. På sin blog d. 13. februar 2014,
hvor Bukdahl i debatten omkring ”Generation Etik”, skriver om Asta Olivia Nordenhof,
citerer han forlægger, Rolf Spare Johannesen, hvis litteratursyn understøtter Bukdahls:
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
37
En forfatter er en, der har skrevet en tekst og givet den fra sig, i modsætning til ”at
sige noget”, hvor man prøver at komme med et udsagn, man kan stå ved? Og hvis
litteratur er ”noget” man siger, åbner det op for moraliserende læsninger &
persondyrkelse, som underminerer litteraturens potentiale (Bukdahl 2014: ”Rolf
genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre grundigt!”).
Litteraturen er jævnfør ovenstående citat en helt anden kommunikationsform end
almindelig kommunikation. Bukdahl bliver med sit standpunkt om litteraturens
egenrådighed også en fortaler for litteraturens autonomi. Som begreb var
autonomidoktrinen dominerende under den nykritiske orientering, der i 1960 bliver
præsenteret i Danmark i Den ny Kritik af Johan Fjord Jensen (Lützen 2002: 12-17).
Nykritikken gør op med den historiske, nationale og biografiske læsning. Det autonome
tekstbegreb bliver i stedet introduceret, og det er nu teksten og evnen til at nærlæse, der er i
fokus. Dermed rummer den autonome nærlæsning også demokratisk potentiale, da
læsernes forskellige forudsætninger og litterære forforståelse (såvel som identitetsmæssige
forskelligheder) ugyldiggøres (Lützen 2002: 12-17). Med denne opfattelse er litteraturen
først kunst, når det har løsrevet sig fra forfatteren og har sine egne intentioner (Kjerkegaard
2014: 5). Når forfatteren som i Yahya Hassans tilfælde efter Bukdahls synspunkt har en
karnevalistisk tilgang til sin identitet, er litteraturen helt automatisk løsrevet fra forfatteren.
En biografisk læsning og kobling er hermed ikke mulig, da den litterære identitet ikke er en
konstant.
Denne opfattelse er tydeligvis modstridende med Farrokhzads holdning, hvor forfatteren
har et medansvar for sin tekst, som følgende citat viser:
Men jag tror också att texter kan ha en effekt i världen som inte nödvändigtvis
behöver vara avhängig en agenda. Särskilt inte i en medialiserad tid när hypertexten
– till exempel en intervju vars utformning författaren inte kontrollerar – ofta blir lika
betydelsebärande som texten (Farrokhzad 2014).
Her berører Farrokhzad en gennemgående tendens i tiden, hvor tekst og værk smelter
sammen. Farrokzad argumenterer for et opgør med litteraturens autonomitanke, ligesom
Glaffey, Langvad og Myong argumenterer for, at opfattelsen af subjektet som autonomt
også er utilstrækkelig. Ifølge dem skal individet også forstås og ses ud fra dets kontekst.
Farrokzads pointe er, at intet litterært værk kan isoleres fra dets kontekst, her paratekst og
hypertekst, og hendes tankegang giver mening for et værk som Yahya Hassan.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
38
I den forbindelse er det i første omgang væsentligt at definere, hvad der menes med
begreberne tekst og paratekst. Paratekster er traditionelt set blevet anskuet som supplement
til teksten (Stanitzek 2005: 27). Frankfurterskolens Theodor Adorno refererede til litteratur
som tekst, og hans kollega Dolf Sternberger definerede den ligeledes ved at lade den
betegne en universel generisk term som det produkt, forfattere producerer. Forfatterne
skriver således ikke digte, noveller eller historier, de skriver tekster (Stanitzek 2005: 27).
Disse opfattelser om det afgrænsede tekstbegreb er i dag historie. Under kulturelle studier
arbejdes der nu med et udvidet tekstbegreb, hvor kulturel virkelighed også anses som en
tekst. Det vil sige, at man også bruger begrebet medietekster i flæng om fx interviews,
nyhedsudsendelser osv. Der kommer dermed en samtidig skelnen og ikke-skelnen mellem
kultur som tekst og litterær tekst som kulturelt element (Stanitzek 2005: 28). En af
løsningerne på denne begrebslige forvirring er begrebet paratekst introduceret af den
franske litteraturteoretiker, Gerard Genette (1930). Begrebet paratekst er brugbart til at
bestemme, hvilken form for tekstlig enhed man arbejder med (Stanitzek 2005: 28).
Genette definerer en tekst som: “more or less long sequence of verbal statements that are
more or less endowed with significance” (Genette 1997: 1). Parateksten definerer han som
alt dét, der omslutter teksten:
Paratexts, on the other hand, are the “verbal or other productions”—such as the
author’s name, title (possibly including an indication of the genre), preface,
dedication, epigraphs, illustrations, book design in the broadest sense, interviews,
commentaries, and so on—that frame the text in the manner depicted above, give it
its “external” contours (Stanitzek 2005: 30).
Den tyske litteraturprofessor, Georg Stanitzek, problematiserer imidlertid Genettes skarpe
skelnen mellem paratekst og tekst. Han mener, at en tekst aldrig er paratekstfri, og derfor er
skellet umuligt at lave. Den rene tekst findes ifølge Stanitzek ikke (Stanitzek 2005: 30). Fx
vil fodnoter under Genettes definition være en del af parateksten, men ofte er fodnoter en
integreret del af tekstens diskurs. Et godt eksempel på en sådan brug af paratekster er
Svend Åge Madsens Levemåder (2004). Her bruger Madsen fodnoter som paratekster, der
ligner rigtige henvisninger. Blandt andet på side 238, hvor han i en fodnote skriver: ”Bogen
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
39
der er tale om er Marianne Kainsdatter: Engleskyts. (Alvid.)”. Fodnoten refererer således til
en roman4 og bliver dermed en del af den interne kontur.
Pointen med denne begrebsdefinition er at vise, hvordan den litterære tekstforståelse også
er blevet mere og mere kontekstorienteret. Farrokhzad refererer til hyperteksten, der skal
forstås som, at teksten skal ses i et netværk, den hele tiden er referentiel til. Parateksten
bliver, som Farrokhzad argumenterer for, i Hassans eksempel en naturlig del af værket,
hvilket hele diskussionen omkring Yahya Hassan også har vist. Ved digtsamlingen
bemærker man som noget af det første, at forfatter og digtsamling hedder det samme,
hvilket indikerer, at værket er meget mere end selve bogen. Hassan har fra starten sagt, at
digtsamlingen er selvbiografisk: ”Yahya Hassan bekräftar att boken är han, han är boken,
det finns inget autofiktionsskydd mellan uppväxt och hans skildring av den” (Åsbrink
2014). Med sådanne udtalelser bliver det svært at skelne mellem teksten og parateksten.
Parateksten spiller ofte en lige så stor rolle som selve teksten, som vi har set det i Hassans
tilfælde, og derfor giver en skarp skelnen mellem tekst og paratekst ikke mening.
Spørgsmålet er, om ikke en sådan skelnen også ville give en dårligere læsning? Hassan digte
er uden tvivl af høj kvalitet, og de ville sagtens have kunnet stå alene uden parateksten, men
det er under Hassans oplæsning, at værket fungerer bedst. Her fornemmer man for alvor
digtenes energi og vrede under den forunderlige blanding af den århusianske dialekt og den
islamiske messen, som oplæsningen rytmisk imiterer.
Hvis vi kort vender tilbage til titlen, synes der at ligge noget strategisk i sammenfaldet
mellem forfatterens navn og titlen. Genette skriver følgende om titlens egenskab:
The title is directed at many more people than the text, people who by one route or
another receive it and transmit it and thereby have a hand in circulating it. For the
text is an object to be read, the title (like, moreover, the name of the author) is an
object to be circulated – or, if you prefer, a subject of conversation (Genette 1997:
75).
Det har nemlig været titel og forfatterens navn (og forfatteren), der har været objekt for
samtale og debat, og det har været dette objekt, der er nået ud til det brede publikum frem
for den læste tekst. Titlen har ifølge Genette to funktioner. En tematisk, som ”in any way at
all indicate the ”subject matter” of the text” (Genette 1997: 78) og en rhematisk, hvis
4 Marianne Kainsdatter er et pseudonym for Svend Åge Madsen og Bendte Ingerlise Madsen, der i 2002 udgav bogen Engleskyts.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
40
”purpose is to announce the genre status deciden on for the work of the title” (Genette
1997: 94). Titlen Yahya Hassan kan både læses tematisk og rhematisk. Læser man titlen
tematisk, indikerer den, at den handler om Yahya Hassan, som fx Niels Lyhne handlede om
Niels Lyhne. Læses titlen derimod rhematisk, kunne det indikere en selvbiografi. Vi ved
dog fra titlens undertitel, at formen er digte. Sammenfaldet mellem navn og titel er alligevel
en pointe, der indikerer, at værket er manden og omvendt. Det selvbiografiske understreges
og nedtones på samme tid. Derudover fungerer navnet som en slags programforklaring.
Det er fremmedartet og mystisk, og den symbolske værdi betegner Yahya Hassan selv i
digtet RULLESTOLEN:
HVIS NAVNET IKKE KAN UDTALES SÅ ER DET IKKE ET NAVN/
DET ER POESI/ MAN SKAL SELV TÆNKE SIG TIL DET/ ELLERS
ER DET IKKE POESI (Hassan 2013: 109).
Også coveret synes at have en tematisk betydning. Genette skriver om coverets betydning
som paratext: ”Simply the color of the paper chosen for the cover can strongly indicate a
type of book” (Genette 1997: 24), hvilket det også gør i Yahya Hassans tilfælde. Titlen står
ikke sort på hvidt, men hvidt på sort, og dette sort-hvide bogomslag synes at foregribe hele
hvidhedsdebatten.
Hele kulturkampen omkring Yahya Hassan er som sagt også med til at understøtte den
kontekstorienterede strømning. Fænomenet Hassan blev som sagt allerede debatteret inden
digtsamlingens udgivelse. Interviewet i Politiken og Deadline henholdsvis d. 5. og 7. oktober
2013 og de efterfølgende debatter har uden tvivl påvirket receptionen af digtsamlingen og
givet teksten dens første konturer. Under receptionen af Yahya Hassan har parateksten i høj
grad fungeret som en dørtærskel til værket og til vores læsning, hvor den har virket som en
forhandlingszone mellem værket og læseren. Yahya Hassan er altså et godt eksempel på,
hvordan paratektsen er med til at forme vores læsning, og hvordan det ikke altid er givtigt
at priviligere en tekst over parateksten, uanset hvor god en tekst det måtte være.
Debatten omkring identitet og position understøtter således denne tendens. Det, at man
har diskuteret, hvem der er berettiget til at udtale sig kritisk, viser, at forfatteren bliver
tænkt ind i sit værk. Afsenderfunktionen er ikke ubetydelig, og derfor er det måske også
berettiget, når Farrokhzad stiller Yahya Hassan til ansvar for sine tekster i og med, at han
som forfatter er så stor en del af værket. Farrokhzads anmeldelse har som tidligere nævnt
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
41
fået hård kritik i Danmark. Men som vi ser, er Yahya Hassans litteratur kontekstorienteret
og spørgsmålet er så, om ikke Farrokhzads læsning er rimelig? Er hendes kritik blevet
fordummet og forsimplet, fordi hun implicit kom til at nævne det grimme ord ’selvcensur’,
hvilket måske har desavoueret hendes budskab? Hun læser jo netop Hassan, som den
inviterer til. Digtsamlingen vil diskutere. Hassan vil også gerne debattere med sin
digtsamling, og også gerne uden, så Farrokhzad kan på sin vis have ret i, at Hassans
litteratur ikke har intentioner om at være autonom. Og har Hassan så dermed ikke et ansvar
for den?
6.2 Biografisk irreversibilitet
Et sidste træk, der gør, at man ikke kan undgå at tænke Yahya Hassan ind i værket, er det
biografiske aspekt, som også berøres tidligere med det udvalgte citat: ”Yahya Hassan
bekräftar att boken är han, han är boken, det finns inget autofiktionsskydd mellan uppväxt
och hans skildring av den” (Åsbrink 2014).
Den franske litteraturkritiker Roland Barthes erklærede i 1967 forfatterens død. Barthes og
den franske filosof Paul Ricæur argumenterede for, at forfatterens død var tekstens fødsel.
Med forfatterens død kan læsningen ikke ses som en dialog mellem læser og forfatter.
Teksten er dermed ikke en slags tale, men den har sin egen agenda (Haarder 2005: 2). Med
Yahya Hassan som symptomatisk eksempel vil dette kapitel argumentere for forfatterens
genkomst ud fra lektor Jon Helt Haarders teori om performativ biografisme.
Med artiklen Det særlige forhold vi havde til forfatteren. Mod et begreb om performativ biografisme
skriver Jon Helt Haarder sig op imod forestillingen om forfatterens død. Haarder mener, at
denne beskyttelse af læsningen har udviklet sig til en ”ideologisk mystifikation” (Haarder
2005: 5) af teksten, der stadig er mærkbar på de akademisk-litterære institutioner. Haarder
plæderer i stedet for, at kunsten og massemedierne har aflivet dogmet om den afdøde
forfatter, (Haarder 2005: 4) og han argumenterer for, at vi har svært ved at opfatte tekstens
afsenderfunktion i andet end:
…antropomorfe termer, formentlig fordi vores umiddelbart fænomenologiske
indstilling til kommunikation har talen som model. I talen antager vi, at afsenderens
person og omstændigheder indeholder information, der er relevant for afkodningen
af meddelelsen. Nogle af os lærer – med f.eks. Paul Ricœur som mentor – at opgive
den forestilling i forbindelse med læsning af litterære tekster, men jeg vil påstå, at
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
42
denne sekundære og afledte læsemåde bestandigt må afgrænse sig fra den første i
kraft en viljeshandling baseret på en rationel overvejelse (Haarder 2005: 4).
Ifølge Haarder opstår der med vores mediekulturelle viden en biografisk irreversibilitet
omkring forfatteren. Efterhånden ved vi så meget om forfatterne, at det er svært ikke at
inddrage denne biografiske viden i vores tekstlæsning. Haarder påstår, at vi lever i en
biografisk tidsalder, hvor medierne personaliserer kommunikationen mellem offentlige
personer. Derudover ser Haarder en tendens, hvor forfatteren tit i værket installerer
biografiske oplysninger, der fungerer som allusioner til læsernes kulturelle viden ”på
fuldstændig samme måde som henvisninger til historiske omstændigheder eller
intertekstualitet” (Haarder 2005: 8). Denne henvisningsform betegner Haarder performativ
biografisme.
Performativ biografisme indebærer, at biografiske oplysninger ikke hentes ind uden
for teksten som angivelse af tekstens kontekst eller oprindelse, men optræder som et
æstetisk virkemiddel i teksten (Haarder 2005: 8).
Det er forfatterens insisteren på retten til det private og til at optræde med det på kunstens
præmisser. Michel Foucault sagde i 1969, at forfatterfunktionen er foranderlig og ændrer
sig med det samfund, den agerer i (Haarder 2004: 28), hvilket ovenstående diskussion også
viser. De teknologiske forudsætninger for distribution og konsumption af kultur og viden
er væsensforskellige, hvilket afsenderforholdene dermed også er. Afsenderfunktionen bliver
således en historisk variabel, hvor teknologien bliver rammesættende (Haarder 2004: 28).
Især med den digitale medialisering er forfatteren nu for alvor genopstået, og man begynder
at trække forfatteren ind i værket på trods af, at man fra folkeskolen og frem er blevet
indoktrineret med aldrig at sætte lighedstegn mellem en jeg-fortæller og den empiriske
forfatter. Der bliver nu en interesse for det private, der ellers ikke har været anset tidligere.
Opgøret med værkbegrebet, med antiprivathedsæstetikken og med skellet mellem
høj- og lavkultur er ligeledes genkommende. Begrebet performativ biografisme
betegner det fænomen, at biografisme går fra at være en dom over uvidenskabelig,
biografisk orienteret litteraturvidenskab til at være en kunstnerisk strømning, en
isme (Haarder 2004: 32).
Den performative biografisme kræver altså nye analytiske tiltag, der især trækker på
tværmediale tilgange.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
43
Fremstillingen ovenfor viser, at en forestilling af litteraturen som autonom ikke er
fyldestgørende. Forfatteren er genopstået og spiller ind på teksten både internt i form af
performativ biografisme og eksternt i form af det paratekstuelle. Stefan Kjerkegaard skriver
således om forfatterens genkomst i forhold til Yahya Hassan:
…ved at hævde, at den fundamental-autonome forståelse af litteraturen også er en
umyndiggørelse af den, der faktisk gerne vil sige noget med sin tekst, og det må man
gå ud fra, at Yahya Hassan vil. Nøjes man med at læse hans tekster som udtryk for
identitetskarnevalisme risikerer man ganske simpelt en dårligere læsning, end hvis
man i sin læsning tager hensyn til forfatterens intention med sine digte (Kjerkegaard
2014: 7).
Hele debatten omkring Yahya Hassan viser, at man læser imod autonomidoktrinen mod en
mere kontekstorienteret læsning. Yahya Hassan kan ses som det nyeste produkt inden for
den postlitterære tilstand, der sprænger rammerne for, hvordan vi traditionelt tænker
litteratur. Jon Helt Haarder mener endda, at litteraturen også foregår uden for bøgerne.
Haarder har ladet sig inspirere af den tyske professor, Erika Fischer-Lichte, der står bag
teorien om den performative æstetiks transformative kraft. Fischer-Lichte taler således om
et feedback-loop, der opstår imellem performer og publikum under events (Fischer-Lichte
2008: 11-75). Denne teori har Haarder bygget videre på ved at argumentere for, at
kredsløbet kan forskydes over tid. Der behøver ikke være et direkte samspil mellem
performer og publikum. Haarder kalder det et feedback-kredsløb (Christensen 2014). I et
interview til Berlingske d. 7. februar 2014 siger han følgende om feedback-kredsløbet i
forhold til Yahya Hassan:
Yahya Hassans digte er et godt eksempel. De har jo sat gang i alt muligt. En eller
anden idiot havde læst eller hørt om digtene og slog Hassan ned. Hassan skrev så et
digt om overfaldet. Og Louise Østergaard5 skrev en roman om det forhold, Hassan
skrev om i sin digtsamling, hvor hun gav sin version. Det er en form for feedback
og i tilfældet Hassan også til medierne og videre ud på de sociale medier. På den
måde bliver det også en slags litteratur uden for bøgerne (Christensen 2014).
5 Louise Østergaard var Yahya Hassans kontaktperson, som han havde et seksuelt forhold til, som han blandt andet skriver om i digtene KONTAKTPERSON på side 62 og BEKENDELSER på side 77. Louise Østergaard udgav en selvbiografisk roman d. 22. januar 2014 der blandt andet omhandler hendes forhold til Yahya Hassan.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
44
Pointen med Haarders feedback-kredsløb er, at æstetiske handlinger kan være
performative, hvormed de også får en etisk karakter. Litteraturen bliver dermed en form
for tærskelæstetik i dens transformative kraft mellem etik og æstetik.
Som vi ser med de omtalte teorier om tekst og paratekst og Haarders performative
biografisme, så er konventionerne for litteraturen på alle måder under opbrud, hvilket bedst
illustreres ved værkbestemmelsen af Yahya Hassan. Hvis digtsamlingen skal betegnes som et
værk, så er det Hassan og teksten sammen. Titlen viser først og fremmest også, som før
nævnt, hvordan performativ biografisme er på spil i parateksten. Hassans livshistorie er
digtsamlingen, og på intet tidspunkt har han taget afstand fra det biografiske i det.
Forfatteren svælger nu selv i privatlivet. Det er dog vigtigt at huske, at det biografiske er
forankret i digtsamlingen under performativitetens vilkår. Forholdet mellem den empiriske
forfatter og digterjeget er ikke transparent. Spørgsmålet bliver så, hvordan det private og
intime i form af teksten og den empiriske forfatter udenfor skal forstås i en kultur, hvor
sammenhængen både kan formidles af den litterære tekst og af det udvidede tekstbegreb i
form af andre medier. Dette er interessant for Yahya Hassan, der i høj grad synes at spille
på den biografiske irreversibilitet. Hassan performer nemlig under, hvad Butler kalder
performativitetens dobbelte vilkår. Hassan performer således ind i den diskurs, han selv
problematiserer, hans ghettobaggrund, som vi kender til gennem medierne. Det gør han
som før nævnt for eksempel i LANGDIGT, hvor han i høj grad tager en stigmatisering på
sig og udtrykker sig i et multietnisk sprog, hvilket ikke er konsekvent for digtsamlingen.
Det er altså et bevidst valg fra Hassans side. Et uddrag af digtet lyder:
MIG DA JEG VAR EN LILLE PERKER/ MED MIN LÆRERES
RACISTRÆNKER/ JEG BLEV HURTIGT SMEDET UD AF FOLKESKOLE/
SÅ KOMMUNE DE FANDT EN SPECIALSKOLE/ OG EN TAXA TIL OG
HENTE MIG HVER MORGEN/ DER SAD ALTID EN DAMPBARN / PÅ
BAGSÆDE OG SNORKSOV/SÅ KØRTE VI HEN TIL EN BLOK TÆT PÅ
MIN / OG HENTEDE MIN VEN/ OG SÅ KØRTE VI HEN/ TIL EN
ANDEN BLOK TÆT PÅ MIN / OG HENTEDE MIN FÆTTER (Hassan 2013:
137-138).
Her skriver Hassan netop under performativitetens dobbelte vilkår, hvor han agerer inden
for de fordomme og sociale forestillinger, der er om diskursen ’indvandrer’ og ’muslim’.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
45
Hassan overdriver denne diskurs både sprogligt og tematisk, hvorpå han tager
brændemærkningen på sig gennem citationen. Sprogligt ser vi det i dette eksempel gennem
brugen af den karakteristiske sociolekt, som ses ved brugen af fx fælleskøn ’en dampbarn’,
der på standarddansk er intetkøn, ’et dampbarn’. Andre steder i digtsamlingen er der
sprogligt også andre eksempler på multietnisk sprogbrug, eller ’perkerdansk’, om man vil.
Senere i LANGDIGT er der eksempler på afvigende kasus og et fordoblet grundled i form
af ’MIG’. Fx på side 149: ”MIG JEG SIGER DET TIL PERKERNE”. Denne afvigelse
bruger Hassan gentagende gange. Slutteligt benytter han sig også af ligefrem ordstilling,
hvor standarddansk har omvendt ordstilling. Fx på side 148 ligeledes i LANGDIGT: ”OG
FØR DE SMÆKKER DØR DE SIGER” i stedet for ”OG FØR DE SMÆKKER DØR
SIGER DE”. Det er eksempler på, hvordan Hassan sprogligt visse steder i sin lyrik imiterer
et ghettosprog, hvilket er et bevidst stilistisk virkemiddel. Tematisk skildrer LANGDIGT
og også andre digte såsom GHETTOGUIDE forestillinger og fordomme om ghettolivet,
som næste citat viser:
MIN MOR HUN KENDER PROCEDURE/ HUN HJÆLPER
ARABERMØDRE/ HUN HJÆLPER DEM MED OG SØGE
KONTANTHJÆLP/ MEN FØRST DE GÅR EFTER FØRTIDSPENSION
(Hassan 2013: 122).
Med denne citation kan Hassan med en distance udstille sprogstilen og fordomme om sin
egen baggrund ved hele tiden at veksle mellem det referentielle og metaforisk poetiske.
Netop med den bevidste distancerede selvironiske citation opnår Hassan en form for
katarsis, selvom han aldrig synes at fortryde nogle af de bekendte synder. Men gennem
humoren og digtenes umiddelbare bekendelser opnår Hassan denne rensende effekt. Det
efterfølgende citat er et eksempel på Hassans bizarre og rensende humor, der netop giver
ham mulighed for at ændre ved den citerede performative biografiske diskurs: ”DET VAR
SVÆRT AT FINDE KOBLINGSPUNKTET / MED TO PÆDAGOGER PÅ
KØLEREN” (Hassan 2013: 42). Ved at tage stigmatiseringen om ”perker-Hassan” på sig
på en ironisk distanceret måde, kan han således rykke ved citationerne og fordommene om
ordet ”perker”.
De anførte citater er altså ikke en form for identitetskarnevalistisk leg, som Bukdahl læser
det. Det er litteratur, der bryder med autonomidoktrinen og i stedet tænkes ind i en
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
46
kommunikativ kontekst. Det er litteratur, der tager hensyn og stilling til Yahya Hassan som
person med noget på sinde. Det er en litteratur, der myndiggør forfatteren og laver en
parallel udnyttelse af bogformatet og mediernes videnscirkulation, der er med til at påvirke
vores logik. Det er litteratur, der i æstetikken indlejrer etik og politik, hvormed den
intervenerer med samfundet.
7. Diskurser for ytringer
Specialets mål var at undersøge, hvilken rolle litteraturen spiller for ytringsfriheden. Jeg har
indtil nu med udgangspunkt i Yahya Hassan vist, hvordan litteraturen som begreb er under
forandring og bevæger sig mod en mere kommunikativ kontekst. Dette kapitel vil fokusere
på, hvordan ytringer i debatten er blevet diskuteret. Via debatterne har jeg vist, at
ytringsfriheden ikke er absolut, men nærmere en kompleks størrelse. Dette kapitel vil
derfor diskutere de positioneringer, der har været omkring etisk kommunikation i
forbindelse med Yahya Hassan-debatterne. Lektor Carsten Stage skriver i Tegningekrisen – som
mediebegivenhed og danskhedskamp, at man under Muhammedkrisen diskuterede to former for
diskursive ytringer, som debatterne omkring debutantdigtsamlingen og Yahya Hassan også
synes at trække på.
Hvis man kigger overordnet på diskussionerne omkring Yahya Hassan, afhænger
kerneproblematikken af, hvilken fortolkningsdiskurs man er tilhænger af. Fortolkningen af
Hassan-diskussionerne spalter sig nemlig i to positioneringer, som diskussionerne også
gjorde det under Muhammedkrisen. Enten debatterede man en stigende intolerance, eller
også debatterede man bekæmpelsen af religiøs ekstremisme (Stage 2011: 27). I begyndelsen
af Yahya Hassan-debatten var disse positioneringer også de dominerende. Enten mente
man, at ytringsfriheden var truet på grund af radikale muslimer (fx. Bo Lidegaard), eller
også mente man, at Yahya Hassan burde have modereret sine udsagn (fx George Metz),
hvilket debatten i Deadline d. 25. november 2013 bedst vidner om. Som debatterne skrider
frem, bliver de to positioneringer dog mere komplekse og flydende. Omdrejningspunktet
kommer som følge af Athena Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassan i Sverige, der rykker
på positioneringerne. Nu går diskurskampen i stedet på en kamp for ytringsfrihed og
bekæmpelse af censur, som er bedst repræsenteret af to vidt forskellige eksponenter. De to
eksponenter kan deles op i en litterær interesse og en politisk interesse. Den litterære
interesse er repræsenteret ved Lars Bukdahl og Thomas Boberg, der kæmper for den
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
47
kunstneriske frihed og autonomi, og som den politiske repræsentant kæmper endnu en
Lars, nemlig Barfoed, der er politisk fortaler for en uindskrænket religiøs kritik og en
fordomsfri debat. Derudover er Stjernfelt og Eriksen også tydelige rettighedskæmpere, der i
deres kamp plæderer for en endimensionel opfattelse af ytringsfrihedens princip: Enten må
man sige alt, og så har man ytringsfrihed, ellers har man ikke. På den anden side har vi en
fløj, der kæmper for en litteratur, der er etisk funderet og tager bestik af og hensyn til sine
omgivelser. Denne fløj er repræsenteret ved blandt andre Athena Farrokhzad, Lene Myong,
Kristina Nya Glaffey og Maja Lee Langvad. De kæmper for en etisk forpligtet,
kontekstansvarlig litteratur, ligesom de 12 forfattere under Muhammedkrisen slog et slag
for den gode offentlige tone.
Hvad man har set som problematikken, har været rammesættende for den diskurskamp,
der har været. Overordnet kan man i denne debat argumentere for, som Carsten Stage også
gør det med Muhammedkrisen, at diskussionen har været domineret af hhv. en
ytringfrihedsdiskurs og en tolerancediskurs. Det, der adskiller de to diskurser, er ifølge Stage
definitionen af de implicitte modtagere, den sociale og historiske kontekst og de
genremæssige tilhørsforhold (Stage 2011: 27), hvilket jeg vil uddybe senere i min analyse i
henhold til Yahya Hassan-debatten.
Stage henter inspiration fra filosoffen Onara O’Neill, der i essayet Practices of Toleration
skelner mellem to fundamentalt forskellige tilgange til etisk kommunikation. O’Neill
skelner mellem en rettighedsbaseret tilgang (’rights-based approach’) og en pligtbaseret
tilgang (’obligation-based approach’). Rettighedstilgangen er en liberal positionering, der vil
bekæmpe censurering og kæmpe for sin ret til ubegrænset udtryk. Den pligtbaserede tilgang
bygger, som navnet antyder, sin kommunikation på etiske forpligtelser frem for rettigheder
(O’Neill 1990: 156). O’Neills overordnede pointe er, at en ytring godt kan være etisk
problematisk uden at være rettighedskrænkende (Stage 2011: 39). O’Neill er derfor fortaler
for, at man tænker i forpligtelser frem for rettigheder, da der ikke er knyttet noget
forpligtende korrelativ til rettigheder. Ifølge O’Neill er det nemlig ikke alle rettigheder, der
er opbygget på forpligtelser. De forpligtelser, der ikke er nedskrevet i rettigheder, betegner
O’Neill som imperfect obligations (O’Neill 1990: 161). Disse kan ikke oversættes direkte til
rettigheder eller lovgivning, og dermed kan de være med til at fordre uetisk
kommunikation, uden at man har krænket nogen rettigheder (O’Neill 1990 161). Set i lyset
af dette, giver det mening at spørge, hvad det rette objekt for tolerancen er? Et
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
48
standardsvar inden for den rettighedsbaserede tilgang vil være meningstilkendegivelser,
hvorimod den pligtbaserede tilgang vil svare, at objektet for tolerance er kommunikation.
De to forskellige objekter kræver dermed to forskellige hensyn:
Those who view speech primaly as self-expression may think that their speaking is not
obliged to take account of social context, that their speech acts ought only to refrain
from violating other’s rights, including rights of self-expression. Those who aim to
communicate, and who do not preempt others’ acting on like principles, must do more
than refrain from violating others’ rights (O’Neill 1990: 167).
Den rettighedsbaserede tilgang vil ikke opfatte self-expression som uetisk kommunikation, da
man udelukkende tænker i rettigheder: ”If rights preemt all other ethical considerations, the
only way to do wrong is to violate a right” (O’Neill 1990: 163). Ifølge O’Neill er det altså
ikke nok for demokratiske aktører at undlade at overtræde rettigheder, da der i et
demokratisk samfund også er etiske idealer for kommunikation, der ikke nødvendigvis er
funderet i lovgivningen (Stage 2011: 39). Disse imperfect obligations medtænker man kun i sin
kommunikation, der derved bliver etisk ansvarlig, hvis man ytrer sig ud fra den diskurs,
som O’Neill kalder pligtbaseret, og som Stage tilsvarende kalder tolerancediskursen.
O’Neill’s pointe er, at man for at fordre en etisk kommunikation derfor starter sin tale ud
fra idéen om forpligtelser, hvor man medtager den kontekstuelle forståelse frem for
rettigheder, der kun tænker i self-expression. Det essentielle i denne problemstilling er altså,
om man fokuserer på kommunikative rettigheder eller på agentens kommunikative
ansvarlighed (Stage 2011: 39), som også debatterne omkring Yahya Hassan har gået på.
Diskurskampen omkring Yahya Hassan kommer således ifølge denne optik til at handle
om, hvorvidt kritikken af hans digte og udtalelser kan betragtes som en påpegning af den
etiske dimension, som ikke fanges af rettighedsbegrebet? Eller skal kampen nærmere ses
som en anfægtelse af selve rettighedsbegrebet? Forsvarerne af Yahya Hassan, der
repræsenterer ytringsfrihedsdiskursen, har angrebet kritikerne med beskyldninger om
patroniserende censur, hvilket ifølge Yahya Hassans forsvarere kan betragtes som uetisk,
fordi det anfægter menneskets ret til at ytre sig frit. Kronikredaktør på Politiken, Christoffer
Emil Bruun, anklager derimod i en kronik Yahya Hassans forsvarere ud fra deres
rettighedssyn. Bruun skriver således under overskriften ”Danske kritikere har glemt
selvkritikken, når det gælder Yahya Hassan”: ”Resultatet ser vi nu: en enig flok, der
prædiker kunstnerisk frihed, mens de helt glemmer nuancerne i den virkelighed, den
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
49
udfolder sig i”(Bruun 2014). Modsat rettighedstilgangen står Yahya Hassans kritikere, der
taler inden for pligt-optikken. Som forsvar i beskyldningerne om censurering siger de, at
der ikke er tale om selvcensur, men nærmere selvdisciplinering, hvormed man i sin tale
forholder sig til og tilpasser sin tale efter konteksten og de givne magt- og
positioneringsforhold.
Et nøglepunkt i debatten om etisk kommunikation bliver den intenderede modtager. Efter
modtagelsen i Sverige kommer der især fokus på majoritetsmodtageren, hvor fokus i
Danmark mestendels har været på muslimernes reaktion. Med den kritiske beskrivelse af en
hyklerisk muslimsk underklasse og udsagn om vold og kriminalitet i ghettoerne er den
beskrevne minoritet et naturligt mål for digtsamlingen, og deres oprørte reaktion var
dermed til dels ventet. Men digtsamlingen er også som før nævnt blevet set som en gave til
den indvandrerkritiske højrefløj, hvis påstande nu bliver bekræftet af et førstehåndsvidne. I
debatten omkring Yahya Hassan er det tydeligt, at den intenderede modtager defineres
forskelligt ud fra de to diskurser. Under tolerancediskursen arbejder man med en intenderet
modtager i ”den hvide offentlighed”. Ytringsfrihedsdiskursen derimod, her repræsenteret
ved den politiske fløj i form af Lars Barfoed, argumenterer for radikale muslimer og
ekstremister som den intenderede modtager. Den sidste repræsentant for
ytringsfrihedsfløjen, Lars Bukdahl, har tidligere luftet det standpunkt, at han ikke arbejder
med begrebet ’rigtige og forkerte læsere’, og derfor er han ikke væsentlig i analysen af en
intenderet modtager.
Den anden dimension i adskillelsen af de to diskurser er digtsamlingens sociale kontekst.
Her tager især Barfoed inden for ytringsfrihedsdiskursen udgangspunkt i en social kontekst
præget af religiøs diversitet og indvandring, der skaber sammenstød mellem forskellige
kulturer og tankesystemer. Barfoed argumenterer for frihed til at kritisere religioner, uden
at det kriminaliseres. Barfoeds sociale kontekst er altså en religiøs intimidering af det
offentlige rum, der ifølge Barfoed er skadelig for de demokratiske værdier (Barfoed og
Behnke 2014). Moddiskursens sociale kontekst er derimod ifølge Farrokhzad, Myong,
Glaffey og Langvad et Skandinavien, der er domineret af ”en hvid offentlighed” og en
diskrimination af et kulturelt mindretal.
Slutteligt nævner Carsten Stage det genremæssige tilhørsforhold som den sidste
diskursstridighed. Genremæssigt er der i Yahya Hassan-debatten ingen tvivl om, at det
drejer sig om litteratur, nærmere bestemt episke digte. Men litteraturens ontologi og formål
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
50
har der dog været sået tvivl om. De forskellige anskuelser af litteraturen og dens formål har
også skabt forskellige fortolkninger eller diskurser i forbindelse med debatten. Både
højrefløjen og venstrefløjen synes at læse Yahya Hassan med et ideologisk formål.
Højrefløjen læser digtsamlingen som et debatindlæg i fremmedfjendtlighedens tjeneste, og
venstrefløjen har travlt med at beskytte den særlige poetiske ytringsfrihed og fremme et
autonomt litteratursyn, hvor digtsamlingen ses som poesi og intet andet. Ideologisk set er
Yahya Hassan-debattørerne dog ikke sådan at sætte i en højre- og venstrefløjsorienteret
bås. Man kan dog argumentere for, at man enten laver en æstetisk læsning af Yahya
Hassans poesi, hvor man vurderer værkets digteriske kvaliteter, som Boberg og Bukdahl
gør, eller også laver man en etisk læsning, hvor man sætter digtsamlingen i forhold til
samfundets gældende normer og værdier, som blandt andet Farrokhzad gør. Dette er også,
hvad Jon Helt Haarder argumenterer for, er den performative biografiske litteraturs
potentiale, i og med litteraturens æstetiske handlinger kan have en transformativ kraft og
karakter i virkeligheden.
Journalist Anna Libak skriver i en kronik i Weekendavisen d. 1. november 2013, at denne
skelnen mellem digtsamlingen som debatindlæg og poesi er umulig at lave, for hvem er
”betjente fra det ortodokse, autokefale smagspoliti, som skal have lov at svinge staven over
folk, der tillader at mene, at man godt må læse Yahya Hassans digte som udsagn om
virkeligheden?” (Libak 2013). Det er der ingen, der kan afgøre. Som tidligere nævnt
insisterer Yahya Hassan på at blive taget alvorligt. Ikke bare som digter, men også som
sandhedsvidne. Naturligvis skal Yahya Hassan først og fremmest læses æstetisk, men værket
lægger også op til at blive læst etisk. De to kategorier er altså ikke sammenfaldende, men
samtidig er det heller ikke kategorier, der udelukker hinanden.
Ved dette tredje stridighedspunkt viser der sig en mindre konsekvent linje mellem de to
diskurspositioneringer. Tolerancediskursen markerer sig markant repræsenteret ved
Farokkhzad, der først og fremmest laver en udmærket æstetisk læsning af Yahya Hassan i sin
anmeldelse i Aftonbladet. Men hun laver også en etisk læsning, hvori hendes kritik ligger.
Farrokhzad tillægger således værket etisk værdi, og det er heri, hun også efterlyser etiske
idealer for kommunikationen. Den manglede konsekvens mellem de to diskurser i dette
stridighedspunkt ses i form af Barfoed, der tydeligt positionerer sig under
ytringsfrihedsdiskursen, men som også ser Yahya Hassan som et etisk vidnesbyrd og som
et vigtigt indslag i samfundsdebatten. Spørgsmålet er så her, om Barfoed overhovedet
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
51
forholder sig til Yahya Hassan som digtsamling. Bukdahl og Boberg, der er de sidste
repræsentanter for ytringsfrihedsdiskursen ved dette stridighedspunkt, taler for en litteratur,
der først og fremmest læses æstetisk.
Selvom kortlægningen af de to debatfortolkningspositioner, ytringsfrihedsdiskursen og
tolerancediskursen, ikke er så stringent optegnet i en venstrefløj og højrefløj som under
Muhammedkrisen, giver denne opdeling under Yahya Hassan-debatten dog et fint overblik
over debattens essens for etisk kommunikative handlinger. Krisediskurserne etablerer
ligesom under Muhammedkrisen (Stage 2011: 49) to forskellige nodalpunkter, som er
henholdsvis ytringsfrihed og tolerance. Under ytringsfrihedsdiskursen handler debatten om
en truet ytringsfrihed og retten til ekspressivitet, hvor den truede part her enten er religion
(Barfoed) eller en intimiderende kunstnerisk selvcensur (Bukdahl). Her kæmpes der altså
for demokratiets og kunstens grundprincipper. Kommunikationsetikken her er
rettighedsfokuseret, og konteksten er præget af voksende kunstnerisk intimidering og
angsten for at kritisere religion og islam. Kerneværdierne for ytringsfrihedskæmperne er
frihedsrettigheder og kulturel selvbestemmelse. Moddiskursen, tolerancediskursen, ser i
stedet problematikken ligge i en marginaliseret minoritet og et racistisk skandinavisk
samfund og taler for, at man moderer sin kommunikation efter den subjektive og sociale
kontekst. Kommunikationsetikken her er forpligtelsesfokuseret, og konteksten er
diskrimination af kulturelle, etniske og sociale minoriteter. Kerneværdierne er her tolerance,
frisind og kulturel åbenhed.
O’Neills teori kan altså her bruges som forståelsesramme for hele diskussionen omkring en
universel og principiel ytringsfrihed over for en mere modereret ytringsfrihed, som har
præget debatten omkring Yahya Hassan. O’Neill’s tolerancediskurs er uden tvivl den mest
sympatiske, så hvorfor er det så, at Yahya Hassan vinder så megen opbakning, og
Farrokhzad bliver stemplet som patroniserende og selvcensurerende, når hun netop
argumenterer for tolerancediskursen? Min teori er, at Farrokhzad som tidligere nævnt bliver
læst forkert og indirekte kommer til at nævne ”fy”-ordet ’selvcensur’, samtidig med at hun
laver en beskyldning om en racistisk, hvid offentlighed. Hendes pointe er jo netop en etisk
kontekstmodereret kommunikation i forlængelse med O’Neill, hun fremsætter den bare
med de forkerte argumenter, som paradoksalt nok kommer til at ligne, at hun glemmer at
kontekstorientere sin egen kommunikation.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
52
8. Delkonklusion: Yahya Hassan
I redegørelsen, analysen og fortolkningen af Yahya Hassans reception har jeg vist, at det i
undersøgelsen af litteraturens rolle for ytringsfriheden ikke er fyldestgørende kun at tænke
litteraturen som tekst. Yahya Hassan har allerede skabt problemstillinger og
lovforslagsændringer om, hvordan vi må ytre os. Dette er dog ikke sket inden for den
traditionelle litteraturforståelse, men som litteratur, der bryder med autonomidoktrinen og
som i høj grad inddrager paratekstuelle elementer. Yahya Hassan kan altså ses som litteratur,
der ikke bare skal læses inden for bogens rammer, men som i høj grad spiller på den
mediekulturelle viden, de teknologiske muligheder fordrer, ligesom digtsamlingen bliver
etisk og blander sig i samfundet gennem den privatæstetiske diskurs. Med litteraturens
etiske potentiale er der opstået divergerende positioneringer for, hvordan etisk
kommunikation bør ytres. Enten er man fortaler for ytringsfrihedsdiskursen, hvor man
kæmper for retten til en uindskrænket ekspressivitet, eller også er man fortaler for
tolerancediskursen, hvor man har en forpligtelsesetik i forhold til den sociale kontekst.
9. Historisk perspektivering
I dette afsnit indrammes emnet med en receptionsanalyse af hhv. Herman Bangs Haabløse
Slægter og Broby-Johansens Blod. De to historiske nedslag skal give specialets tema, litteratur
og ytringsfrihed, en historisk dybde. De to værker skal ses som foregangseksempler, der
skal indramme casen og demonstrere, hvordan diskurser inden for litteraturen har rykket
sig med tiden, og hvordan litterær ytringsfrihed aldrig er uden for kontekst. De to værker er
valgt, fordi de hver især var med til at sætte den kunstneriske ytringsfrihed til debat i deres
samtid, og fordi forfatterne af disse værker ligesom Yahya Hassan har en interessant
baggrund, som ikke kan ignoreres i værklæsningen.
9.1 Haabløse Slægter – latent homoseksualitet?
Hvad jeg vil fortælle paa disse Blade, er i Brudstykker et Livs Historie. Og Jeg vil
fortælle det, netop som det er levet uden at lægge til og uden at tage fra; ogsaa uden
at bekymre mig om, hvorvidt, hvad jeg fortæller, bliver skønt eller ej, eller om det
vækker enten Graad eller Latter.
Hvad jeg mener, kan siges kort.
William Høgs Liv syntes mig levet til Advarsel, kun derfor har jeg nedskrevet den
Ulykkeliges Levnetsforløb (Bang 1880: 24).
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
53
Citatet er af Herman Bang, skrevet som et forord til den første udgave af den over 600
sider lange roman Haabløse Slægter. Bang var som Yahya Hassan en ung forfatter, der også
møder kritik, da han som 22-årig udgiver et langt hen af vejen selvbiografisk værk, der også
beskriver en fortabt og degenereret generation. Romanen udkommer første gang i 1880 og
handler om William Høgs nytteløse forsøg på at blive skuespiller. Romanen består af tre
adskilte bøger: Som man saar, Sæden blomstrer og Golde Aks. Haabløse Slægter bliver betegnet
som en degenerationsroman, hvilket allerede antydes ved overskriften på første roman, Som
man saar. Hvis sæden er dårlig, bliver aksene det ligeså. I romanen skildres den stolte slægt
Høgs forfald; en slægt, der går tabt med William Høg under arven og miljøets
deterministiske indflydelse. Det er dog ikke bare en enkelt slægts forfald, romanen skildrer.
Den skildrer en hel generation og kulturs sammenbrud.
Romanen skaber megen furore, da den bliver udgivet. Ikke på grund af skildringen af de
degenererede slægter, men på grund af bogens usædelighed. Bang selv havde forudset, at
samtiden ville blive forarget over bogen og skriver da også sært forudanende i forordet, at
Haabløse slægter er en sandhedstro og uforskønnet læsning, hvormed Bang nærmest får
forsvaret romanens moralske tendens og advaret sine læsere om den. Bang var sig altså
bevidst om bogens usædelige karakter i samtiden, men han havde næppe regnet med de
senere konsekvensers omfang. Omkring et år efter sin udgivelse får romanen en dom for
usædelighed efter § 184, der som tidligere benævnt lyder: ”Den, som offentliggør et utugtigt
Skrift, straffes med Fængsel eller Bøder. Den samme Straf er anvendelig paa den som
sælger, uddeler eller paa anden Maade udbreder, eller som offentlig udstiller utugtige
Afbildninger” (Thing 1999: 25). Det er især de ”usædelige” passager (på side 276-306 i
Bang 1880)6 med William Høg og den noget ældre Grevinde Hatzfeldt (hvis karakter
sandsynligvis var en stærk fortegnet Harriet von Hetz, hvis søn Bang havde været huslærer
for (Sørensen 2009: 119)), der vækker opsigt. Vilhelm Rode, der er aktorat, dvs. anklager i
sagen mod Bang, hæfter sig især ved: ”Grevinde Hatzfeldt, der beskrives som umættelig
vellystig; hun har staaet i kjødelig Forbindelse med den Ene efter den Anden […] Hun har
forresten ogsaa staaet i Forbindelse med Faderen til den unge Mand, der her bliver hendes
Offer!” (Winge 1927: 87). Derudover hæfter aktoren sig ved det ulige forhold William og
grevinden har, som blandt andet ses i Haabløse Slægter side 281, hvor William Høg er
omkring de 20 år. ”Det var et Barn, Grevinde Hatzfeldt havde gjort til sin Elsker” og lidt
6 Når jeg refererer til romanen fremover, er det i Haabløse Slægter 1880-udgaven.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
54
længere nede på siden pointeres den store aldersforskel igen: ”Ingen vidste, hvor gammel
Grevinde Eva Hatzfeldt var, nogle mente fem og tredive, andre fyrre”.
Haabløse Slægter udkommer som sagt i starten af december 1880, og den får en kritisk
modtagelse. Modtagelsen fra Dagens Nyheder d. 19. december 1880 lyder således: ”Haabløbe
Slægter er en af de usundeste og i flere Retninger uforsvarligste Bøger, der i lang Tid er
faldbrudt paa vort Bogmarked” Dels på grund af ”den sansekrilrende, nervepirrende
Tendens, der pibler frem mellem hver sætning i Skildringerne af de mere erotiske
Situationer”, dels gennem ”den i vor Literateur enestaaende Hensynsløshed, hvormed
Forfatteren blander bekendte Personalier sammen med sine Fantasibilleder” (Bang 1966:
291). Det er altså kombinationen mellem bogens lystige og erotiske scener og så det, der
hurtigt bliver klart, at mange af bogens skikkelser er let genkendelige portrætter, der skaber
forargelse.
De kritiske anmeldelser får konsekvenser. D. 29. december 1880 indeholder Berlingske
Tidende følgende notits: ”Tiltale efter Straffeloven § 184. Justitsministeriet har efter
Politidirecteurens Indstilling beordret Tiltale imod Forfatteren af Haabløse Slægter” (Bang
1966, 293). D. 23. juli 1881 bliver der afsagt dom. Haabløse Slægter bliver kendt utugtig og
konfiskeres. Bang bliver idømt en bøde på 100 kr., en bøde, der bliver stadfæstet ved
Højesteret i marts 1882 (Winge 1972: 12). Anklagen imod Herman Bang som en person,
der søgte vinding ved pornografi vækker stor opsigt og røre i det københavnske byliv.
Mange er kritiske stemte over for Bang og Haabløse Slægter, men et par enkelte blade
forsvarer dog den kritiserede forfatter. Ikke på grund af værkets litterære kvaliteter, ej heller
på grund af Bang selv, men på grund af hans digteriske frihed (Bang 1966: 293). Dagens
Nyheder, som tidligere havde givet Bang en hård anmeldelse, skriver således efter anklagen
mod Bang:
Hvad man end mener om Hr. Bangs sidste Produkt, saa er det dog et litterairt
Arbejde, hvis Tendens hverken udelukkende eller endogsaa blot hovedsagelig gaar
ud paa at spekulere i et vist Publikums Smag for lascive Skildringer og gjøre sig en
Pengefordel heraf (Bang 1966: 293).
Dagbladet beklager altså aktionen for den kunstneriske friheds skyld. Overretssagfører
Alexander Cantor bakker Dagens Nyheder op med en udtalelse, der også meget godt skildrer
Bangs popularitet i samtiden:
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
55
Det sjofle og utugtige, som jo unægtelig skildres i Bogen, kan jeg, skøndt det synes
mig alt andet end tiltalende, langt lettere tilgive ham end den absolut utilladelige
Maade, hvorpaa han skildrer bestemte Personer og bruger Ord, som nødig maa siges
imellem Mand og Mand, langt mindre trykkes. Men naar jeg beklager
Politidirektørens Foranstaltning, saa er det, fordi den er faretruende for den literære
Frihed. Lad Politiet med Energi skride ind mod de Bøger, der annoncere sig med
Gemenheden som Trækplaster; men det bør ikke bruge sin formelle Ret overfor
Forfattere, der skrive med andre Formaal, selv om de komme til at gaa over Stregen.
Spørgsmaalet foreligger nu mindre alvorligt, fordi det er gaaet ud over Herman
Bang, men sæt, at det ramte en af vore modnere Forfattere, Topsøe, der saa ofte
spiller ind på delikate Emner, Schandorph, eller J.P. Jacobsen (Winge 1972: 42).
Ligesom Dagens Nyheder beklager Cantor sagsanlægget, dog ikke af hensyn til Bang, der her
fremstilles og opfattes som en endnu umoden forfatter, men af hensyn til kunsten. Selvom
mange er kritiske stemte overfor Bang, vækkes der en forbløffelse over anklagen mod
Bang. Bangs forsvarer, V. Richter, hæfter sig ved, at det er enkelte udtryk i værket, der
bliver anklaget, hvilket undrer ham, når man i dansk litteratur har værker af Carl Bagger,
Emil Aarestrup og Christian Winther, hvor ”Snærperiet og Hykleriet ikke havde hersket i
vor Literatur, hvis højeste Fortrin netop er dens ophøjede Naturlighed” (Winge 1972: 107) .
Richter argumenterer yderligere med, at Byrons Don Juan i tiden netop blev oversat til
dansk og udgivet på samme forlag som Haabløse Slægter, hvormed Richter formulerer sin
pointe: ”Man [kan] ikke undlade at tænke paa det gamle Ord om de smaa Tyve, man
hænge, og de store, man lader løbe”( Winge 1972: 108). Var retssagen mod Bang blevet sat
op for at statuere et eksempel?
Den hårde modtagelse og anklagen mod Bang tager hårdt på den unge forfatter, der ellers
tidligere fornøjede sig med at være en offentlig person. Det kommer bag på folk, at den
kritiske modtagelse og den megen omtale går Herman Bang så meget på (Winge 1972: 9).
Mette Winge skriver i bogen Omkring Haabløse Slægter, at inden man undersøger
anmeldelserne af Haabløse Slægter, må man forstå Herman Bangs position i tiden (Winge
1972: 10). Bang er en kendt og offentlig debattør i det københavnske byliv, og både i de
sociale og litterære kredse er han kendt for sine radikale udmeldinger. Disse holdninger
bliver som oftest publiceret i konservative aviser som Dagbladet og Nationaltidende, hvor han
er ansat, hvilket gør at de progressive venstrefolk bedst repræsenteret ved Brandes-
brødrene ikke nærer den store tillid til Bang. Dertil kommer, at Bangs fremtoning og
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
56
udseende stærkt afviger fra normen. Derfor er den unge forfatter også et let offer for
vittighedsbladene, og især i Punch er Bang en yndet karikatur, hvor han ofte bliver
fremstillet som krukket og kvindagtig med jødiske træk (Winge 1972: 10-11). Bang er altså
allerede inden bogens udgivelse et yndet offer i den intellektuelle, litterære kreds. Da
romanen udkommer, har begge litterære fløje noget at indvende. Venstrefløjen mener, den
er krukket og overdrevet, og de mere konservative er harme over de seksuelle skildringer
især med den famøse Grevinde (Winge 1972: 11).
To ting er især interessante og væsentlige i denne reception af Bangs Haabløse Slægter i
forhold til den aktuelle debat om ytringsfrihed. For det første den biografiske læsning, som
mange af anmelderne laver og den konsekvens, det får for læsningen. Dette punkt vil blive
analyseret senere. For det andet er der bogens intenderede læsere. Mange af anmeldelserne
hæfter sig nemlig ved, hvilket publikum bogen er stilet imod og forfatterens ansvar over for
dette.
Erik Bøgh, forfatter og fremtrædende skikkelse i den københavnske blad- og teaterverden,
skriver således i en anmeldelse i Dagbladet d. 19. december 1880.
Uforsvarligt nok er det ogsaa, uden nogen Advarsel paa Bindet eller paa Titelbladet,
som Roman at udgive en Række af Skildringer, der lige som de patologiske Voks-
Kabinetter kun er beregnet ”for voksne Herrer”. At der i enhver stor Stad findes
andre ”seperate Kabinetter” hvorfra Anstændigheden kan udelukkes, og at der, naar
dette er sket, i dem kan forefalde Optrin, som en Tegner ikke vilde kunne gengive
uden at blive straffet som pornograf, tør vel Ingen benægte, men naar en
Romanforfatter vil udmale en saadan Scene i hele dens naturalistiske Uterlighed, bør
han i det mindste gøre sit for, at hans Bog kommer i de rette Hænder og ikke i god
Tro bliver købt af anstændige Damer (Winge 1972: 36).
Først og fremmest bemærker man det kyske kvindesyn, der bliver anlagt. Denne diskussion
vil jeg ikke gå videre med her. Anmeldelsen er interessant på en anden måde, nemlig set i
forhold til Farrokhzads anmeldelse af Yahya Hassan. Yahya Hassan bliver af Farrokhzad
bedt om at overveje, hvilke konsekvenser hans digtsamling kan have i hænderne på ”den
hvide offentlighed”, ligesom Bøgh her efterlyser, at Bang har gjort sig overvejelser om,
hvilke konsekvenser Haabløse Slægter kan have i hænderne på en ung, anstændig dame.
Begge bøger får altså i deres anmeldelser påtegnet ”forkerte læsere”.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
57
Herman Bang selv synes at have haft en intenderet læser i tankerne, da han skrev bogen,
hvilket følgende citat viser. Citatet er et uddrag fra et indlæg i Nationaltidende, som Bang
stiler til avisens redaktør, H.R. Hiort-Lorenzen, efter anmeldelsernes hårde kritik af
Haabløse Slægter.
Mit Forsvar er en Bøn. En Bøn om at læse Bogen. Og jeg vil tilføje, at man har
tvunget mig til dette, jeg kalder en Krænkelse af den literære Frihed, til dette
Forsvar, hvori jeg beder alle læse. Oprindeligt var Haabløse Slægter ikke skrevet for alle
– hvor ofte har jeg vel ikke som Kritiker hævdet, at Literatur skulle vælges til de
forskjellige- og jeg have utvetydig sagt det (Winge 1972: 46).
Derudover skriver Bang:
Læseverdenen er et saare stort Begreb, men naar det drejser sig om en saa dyr Bog
som Haabløse Slægter, rummer dette Begreb ofte besynderlig faa Individer, og man
tør dristig sige, at det Publikum, overfor hvilket jeg er stemplet med Lovens
Beskyldning, har næppe Tiendedelen læst Romanen, der omhandles (Winge 1927:
45).
Ligesom med Yahya Hassan anklager Bang debatten for at være en armslængde væk fra
selve litteraturen, som de færreste har læst. De fleste har forholdt sig til bogens omdømme
og parateksterne, de færreste til det litterære indhold. Bang har dog haft intenderede læsere
i tankerne med romanen, hvormed han har håbet at sortere ”de forkerte læsere” væk med
sine advarende forord. Bang synes altså at vedkende sig forfatterens ansvar over for bogens
læsninger.
Den anden faktor, der spiller ind, er det selvbiografiske aspekt. Haabløse Slægter bliver af
mange læst som en nøgleroman, og de fleste læser William Høg og Herman Bang som én
og samme person. Ud over William Høg er der også mange, der læser både William Høg og
Bernhard Hoff som to skikkelser af Herman Bang. William Høgs livshistorie passer i høj
grad på Bangs egen opvækst (Secher 1973: 37-39). Derudover hæfter Villy Sørensen sig
ved, da han skriver en indledning i genudgivelsen af Haabløse Slægter, at et par år før Haabløse
Slægter udkommer, er Herman Bang, præcis som Bernhard Hoff er det i romanen, ”dukket
op pludselig, og lige med ét havde man truffet Navnet ’Bernhard Hoff’ overalt, paa
Theaterplakater, paa Bøger, i alle Blade” (Bang 1880: 220). Vi hører ligeledes, at Hoff som
23-årig er ved at skrive på en roman ”Om verdens Daarlighed” (Bang 1880: 296), hvilket
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
58
Sørensen læser som Haabløse Slægter (Bang 1880: 18). Hakon Stangerup argumenterer i
Dansk Litteratur Historie III fra 1966 ligeledes for, at journalisten Bernhard Hoff er Bangs
skildring af sit eget liv som skandale-journalist. Stangerup hæfter sig først og fremmest ved,
at Bernhard Hoff bærer forfatterens initialer omvendt, og at ”der er farligere anlæg i ham”
(Winge 1972: 232). Stangerup mener, at Hoff er et dække for Bangs homoseksualitet. Det
læser Stangerup ved scenen i Hoffs stue (Bang 1880: 243), hvor han har en statue af
ynglingen Antinous, kejser Hadrians elskede. Hoff siger om statuen til Høg: ”Rør ikke ved
ham, kære Høg, ham maa vi skam ha’ sympati for” (Winge 1972: 232) Om Hoff selv står
der ligeledes senere, at han var en moderne udgave af Heliogabal, som var den
homoseksuelle romerske kejser, der klædte sig i kvindeklæder og forlangte tilbedelse af
mænd (Winge 1972: 232). Ifølge Stangerup er samtiden ikke langsom til at opfatte disse
hentydninger. Indtil da har man været forarget over Bangs dyrkelse af de mange damer,
men nu ser offentligheden et bedre bytte, og i de konservative vittighedsblade bliver han
betegnet ”Jomfru Hermine Bang” eller ”Frøken Bang” (Winge 1972: 232), og også
tituleringen ”Hr. Man-bang” forfølger den unge forfatter (Bang 1966: 292).
Litteraturhistoriker Harry Jacobsen finder ligeledes et homoseksuelt tema i Haabløse Slægter,
hvilket han skriver om i Resignationens Digter i 1957 med titlen ”Den tilslørede eros”:
Men i sit Anlæg har Haabløse Slægter umiskendeligt en anden og dybere Hensigt. Der
skulle anderledes vægtige Grunde til end et bristet Haab om en Skuespillerkarriere,
for at en Egocentriker af Bangs Type paa mere end sekshundrede Sider kredsede
om sit Motiv. […] Hvilken Følelse eller Lidenskab, Egocentrikeren med den
erotiske Misvisning tænkte paa for sit eget Vedkommende, kan man da næppe være i
Tvivl om. Han vilde paa Spor efter Oprindelsen til sin Homoseksualitet for at
forklare den for sig selv. Her laa Haabløse Slægters egentlige Problem (Winge 1972:
191).
Harry Jacobsen læser altså romanen som en ”tilsløret eros”, hvilken han især begrunder
med Williams møde med Kamilla Falk. Jakobsen ser Kamilla Falk som den kvindelige
hovedskikkelse i modsætning til fleste andre anmeldere, der betegner Grevinde Hatzfeldt
som den bærende kvindeskikkelse (Winge 1972: 192). Jakobsen mener, at Høgs forhold til
Kamilla Falk ”røber overbevisende Træk af Virkeligheden bag Fortællingen” (Winge 1972:
192). Jacobsen betegner Falk som en maske. ”Kamilla Falk dækker over Elskeren i den
unge Herman Bangs Liv, over ’Forføreren’, sat op med alle Artsfællens tydelige Træk”
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
59
(Winge 1972: 193). Falk er ifølge Jacobsen en mand, hvilket han læser ud fra følgende
citater: ”Hendes Attraa var træt af at flagre omkring og bestandig støde mod Væggene i
Formernes Bur” (Bang 1880: 141) og ”Kamilla med den dybe Altstemme, den besynderlige
Gang og de 28 Aar” (Bang 1880: 145). Hendes sande køn forklarer Høgs voldsomme
reaktion, når der på side 162 står: ”Saa fik han Mælet tilbage, og raat raabte han, mens han
slyngede hende tilbage næsten med et Spark med Foden ”Tror du maaske, jeg takker Dig,
fordi du har forført mig?””, til trods for, at der få sider forinden på side 141 står ”William
er forelsket”. Høgs behandling af Kamilla Falk forargede samtidens kritikere på det svage
køns vegne, men ifølge Jakobsen forklarer sandheden om Falk Bangs frustrerede og
voldsomme reaktion (Winge 1972: 193).
Slutteligt skriver Dag Heede i bogen Herman Bang – mærkværdige læsninger, at ”Haabløse Slægter
er -også- dansk litteraturs første udfoldede homoseksuelle patografi” (Heede 2003: 45).
Bangs roman bliver altså, berettiget eller ej, hvad man kan kalde et offer for den biografiske
irreversibilitet, der som begreb først kommer over 100 år efter. Bangs læsere har i høj grad
læst og ledt efter det private i romanen, hvilken den også langt hen ad vejen har inviteret til.
Man kan spekulere i, om det ikke netop er denne privatæstetik og muligheden for den
biografiske kobling, der har gjort, at romanen fik en så hård modtagelse, som den gjorde, i
og med Bang var et let offer i offentligheden i forvejen. Villy Sørensen skriver om
receptionen af Haabløse Slægter, at ”Netop det selvbiografiske i romanen har fristet
forskerne til udelukkende at opfatte den som et ”menneskeligt dokument”, der fortæller
om den krise hvori den unge Herman Bang befandt sig da han skrev sin bog” (Bang 1880:
19). Her langer Sørensen især ud efter Jacobsens og Stangerups læsninger og siger følgende
til kritikernes modtagelse af romanen: ”Men hvad de finder særlig sygeligt er netop det de
selv lægger ind i romanen” (Bang 1880: 19).
Læst med 2014-øjne er de erotiske passager i Haabløse Slægter nok sansende, intime og
måske en smule provokerende, men langt fra forargelige. Hvad er det så, der gør, at
Haabløse Slægter gik fra skønlitteratur til smudslitteratur? Og hvilken rolle spiller romanen
historisk set i undersøgelsen af litteraturens rolle for ytringsfriheden?
Som historisk nedslag vidner Haabløse Slægter først og fremmest om usædelighedens
intolerance i samtiden. Som nævnt ovenstående har bogen passager, der er intime og
sansende, og hvis værket udelukkende er dømt ud fra disse, viser det en ekstrem grad af
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
60
intolerance i samtiden. Hvori ligger denne intolerance så? Er det i den juridiske lovgivning?
Næppe. Interessant er det nemlig, at Villy Sørensens udgave af Haabløse Slægters i
originalversion bliver genoptrykt i 1965, to år før pornografien bliver afskaffet.
Intolerancen ligger altså i datidens samfund og i datidens normer. Der er således sket en
holdningsændring op igennem tiden af, hvad der er acceptabelt at ytre sig om. En anden
grund til, at genoptrykket ikke vækker forargelse i 1965, er det biografiske aspekt. Bang trak
uden tvivl på sin egen historie og beskriver sit spaltede alterego både i skildringen af Høg
og Hoff, men ligeledes skriver han også om andre kendte personer i det københavnske
byliv, hvilket har kunnet vække harme. Skildringen af disse kendte personligheder har ikke
på samme måde vakt opsigt, da de i 1965 ikke længere er genkendelige og kendte i de
københavnske litterære kredse, som de var det under første udgivelse i 1880, hvor enkelte
personer måske har haft en egeninteresse i bogens konfiskering?
Slutteligt kan det overvejes, om læsningerne af Bangs homoseksualitet kan have haft en
medvirkende årsag til censureringen af romanen. Har Bang med denne roman skrevet sig
ind i den anden sædelighedsfejde om hanskøgerne og de homoseksuelles emancipation?
Læsningerne af homoseksualiteten i Haabløse Slægter er svage og vagt underbyggede, men
ikke desto mindre har de været der, hvilket bevidner, at der allerede i slutningen af 1800-
tallet måske både har været en tendens til en latent performativ biografisme, og at der i høj
grad har været læsninger, hvor den biografiske irreversibilitet som sagt har været
uundgåelig. Det privatæstetiske bliver således brugt både af forfatteren og i høj grad af
læseren, og jo større denne brug af privatlivet synes at være, i jo højere grad bliver værkerne
også læst etisk, hvilket synes at mindske den kunstneriske ytringsfrihed. Haabløse Slægter
fungerer i denne debat som et litterært historisk dokument, der viser, at forfatteren
medtænkes i værkbegrebet og i læsningerne deraf. Romanen skildrer en bornert og
seksualforskrækket samtid, men de inddragede analyser og anmeldelser viser ligeledes, at
censureringen i lige så høj har karakter af en injurieafgørelse, hvor retten til privatlivets fred
og et omdømme, der ikke forringes af ondsindet eller løgnagtige udtalelser, har influeret
dommen over romanen.
9.2 Blod – censur under dække
”Sjælden har en første digtsamling fra en ung digter skabt så megen uforstandig reaktion i
pressen og blandt publikum, som da den 22-årige Rud Broby udgav Blod i 1922” (Harsløf
2000: 102).
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
61
Citatet kunne lige så vel have været om Yahya Hassan, men det handler om Rudolf Broby-
Johansen, en anden ung, vred mand, som med sin digtsamling ligeledes forsøger at ramme
en hyklerisk dobbeltmoral; her er målet blot kapitalismen og borgerskabet. Broby-
Johansens digtsamling, Blod, har som ovenstående citat viser mange ligheder med Yahya
Hassan, og de to unge, vrede digtere, der begge skriver i versaler, er flere gange blevet
sammenlignet blandt andet af Niels Lyngsø, der laver denne sammenligning på sin blog:
”ROVPELS I FJÆSET I EN DYR BILS BAKSPEJL,” skriver Hassan.
”DRUKKEN RÆBER (MUND: SORT HUL I GRØNLIGT FJÆS),” skriver
Broby. Der er mange tilsvarende stilistiske paralleller. Hassans indædte indignation
gælder ikke Weimarrepublikkens Berlin, men indvandrerghettoerne i dagens
Danmark. Hos både Broby og Hassan skildres vold og overgreb i en telegramstil der
besvarer den korporlige brutalitet med en sproglig brutalitet: ingen forklaringer,
ingen floromvundne omskrivninger og ingen pueril udpensling af splatterdetaljer –
just the facts, billeder der mejsles med tørre korte hug (Lyngsø 2013).
Den ekspressionistiske og revolutionære digter, Broby-Johansen, udgiver Blod i 1922, og
Blod skaber den skandale, den er tilsigtet. Digtsamlingen udkommer d. 23. november 1922,
og bare fem dage senere d. 28. november beslaglægges restoplaget (Krarup 1996: 51). D.
28. december udfærdiges et anklageskrift mod Broby-Johansen, og tiltalen lyder endnu en
gang på overtrædelse af § 184. Broby-Johansen idømmes en bøde på 300 kr. for at have
forfattet og offentliggjort et utugtigt skrift (Krarup 1996: 51). Anklagen om digtsamlingen
som utugtig og pornografisk vækker ligeså stor opsigt, da digtsamlingen langt fra er
pirrende og ophidsende.
Digtsamlingen består af 16 digte, der er skrevet som reaktion på Broby-Johansens ophold i
Berlin, en af kapitalismens hovedstæder i samtiden (Krarup 1996: 43). Selv skriver Broby-
Johansen om sit møde med Berlin:
Alt, hvad jeg havde levet på fra barneårene i den fynske landsby og skoletiden på
Indre Missions kostskole i Haslev, raslede sammen i mødet med inflationstidens
Berlin. Blod var et forsøg på at se vor nutids virkelighed i øjnene, et de profundis: det
animalske, biologiske menneske mellem maskin- og reklamecivilisationens tandhjul
(Thing 1995: 87).
I digtene er enhver form for idealisering undladt. Digtsamlingen skildrer storbyen befolket
af skøger, alfonser, mordere osv., hvor sammenbrud, død, overgreb og kaos hærger.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
62
Kapitalismens storby er i digtet ODALISTISK SKØNHED blevet til: ”FATTIGT FURET
ANSIGT / GRØNLIGT BRÆNDER ØJENHULER / BLIND” (Broby-Johansen 1968:
7). Digtene tager tematikker som abort, krig og voldtægt op og skildrer billeder fra de
samfundskroge, hvor kapitalismens fortrængte elementer ifølge Broby-Johansen gemmer
sig. Digtene behandler også seksuelle og intime forhold, men det bliver beskrevet på en rå,
hensynsløs og pinligt realistisk måde. I stedet for at være sansende er det skildringer af
undertrykkende seksuel udnyttelse, især med fokus på borgerskabets patriarkalske
seksualpraksis. Den borgerlige seksualmoral driver underklassens kvinder ud i prostitution,
hvilket kan føre til, hvad der skildres uden filter i digtet BORDELPIGE DRÆBER
UFØDT, en provokeret abort i al dens hæslighed. En kritik af den borgerlige ideologi ses
også i digtet STRIDSMÆND FOR DET VI ELSKER, hvor Broby-Johansen kommenterer
på den borgerlige opfattelse om patrioten. Digtet skildrer en gruppe soldater, der voldtager
og myrder en ung pige. Soldaterne beskrives som ”SEX SVULNE GUSTNE
MANDKROPPE” (Broby-Johansen 1968: 19), der fremstilles som driftige vilde dyr, der
står som kontrast til den unge pige, ofret, der beskrives som: ”MADONNA: UNG PIGE I
FLUGT […] ENE BRYST: HELLIGT BJERG / BEDENDE” (Broby 1968: 19). Digtet
forsøger at vise sandheden om krigens væsen, hvor der i den borgerlige ideologi arbejdes
med begreber som patrioten og soldaten som human helt. I stedet viser Broby-Johansen
her et billede af kapitalismens udbytningsforhold som en darwinistisk tilværelseskamp, hvor
survival of the fittest hersker. De stærke overlever, de svage bukker under, og soldaterne bliver
i stedet skildret som vilde dyr præget af aggressioner og seksuelle perversioner (Krarup
1996: 46).
Kigger man på selve digtenes form og metrik, så er syntaksen brudt ned. Det hele er som
råbt ud med versaler, og verslinjerne fungerer som udbrud. Der er ingen regelmæssig
strofeinddeling, ingen tegnsætning med undtagelse af nogle få tankestreger, parenteser og
skråstregsmarkeringer. Digtene er antilyriske og traditionsbrydende både tematisk og
formelt set, og bevæger sig ikke kun på grænsen af de litterære konventioner, men også,
mente man, ud over lovens. Formen er i denne sammenhæng et godt udtryk for, hvad
modernisterne bestræbte sig på; at splitte verden og sætte den sammen på en ny måde
(Sjøstrøm 1988: 30). Senere blev Blod sammen med Harald Landt Mombers Parole anset
som den litterære modernismes begyndelse i Danmark (Broby-Johansen 1988: 52).
Digtsamlingen vakte altså både opsigt tematisk og formelt.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
63
Blod er interessant, fordi den ifølge Broby-Johansen var skrevet med det formål at kritisere
den officielle borgerlige hykleriske moral, men i stedet blev den beslaglagt og anklaget for
at være et utugtigt skrift.
Anklagen lød blandt andet på:
De i Bogen offentliggjorte Digte findes ved deres beskrivelse af Kønsakten og
seksuelle Perversiteter paa enkelte Punkter at være af en saadan Art, at de uden
Hensyn til Digtsamlingens kunstneriske eller moralske Værdi maa anses for utugtige,
hvad Tiltalte maa have været klar over” (Thing 1995: 93).
Ydermere udtaler anklageren:
Bogen, der er udkommet i 700 Ex.plarer, indeholder 16 Digte, der for en væsentlig
Del omhandler kønslige og perverse Emner med Anvendelse af saa raa Udtryk, at
de findes egnede til at vække Forargelse, idet de overskrider det ifølge Straffelovens
§ 184 Tilladeliges Omraade (Thing 1995: 91).
Anklageren fremhæver især digtene Lystmord, Bordelpige dræber ufødt, Ligskænder og Foråret
kommer til Kaféen som afgjort utugtige og hæfter sig også ved, at Broby-Johansen har sjoflet
kendte mennesker som stumfilmsskuespileren Asta Nielsen i et pornografisk digt.
Endvidere siger anklageren, at bogen indeholder vers, ”men er det Vers, saa er Rundetaarn
firkantet” (Thing 1995: 90). Anklageren stiller altså ikke kun spørgsmålstegn ved digtenes
utugtige karakter, han stiller også spørgsmålstegn ved digtsamlingens litterære kvaliteter.
Forsvareren påpeger i stedet digtenes etiske værdi. Herefter kommer Broby-Johansen selv
på banen med en forsvarstale. Talen begrunder Broby-Johansen i to dele. En æstetisk og en
politisk. Den æstetiske begrundelse er ekspressionistisk. Digtene er kun sig selv og ikke
udtryk for nogen hensigt. De er et formmæssigt eksperiment og er blevet til ”ud fra en
indre, kunstnerisk nødvendighed nøjagtig som de er og kunde ikke være det mindste
anderledes end de er i nogen henseende” (Harsløf 2000: 91). Som begrundelse for at udgive
digtene udtaler den unge forfatter således om bogens hensigt:
At kritisere den Moral, der virkelig gælder for Tiden altsaa den Moral, der ligger bag
den officielle hykleriske Moral, som Sgt. [sigtede] vil kalde en ”Luderkarlemoral” og
under hensyn til at en saa smudsig Moral maa bekæmpes med hensynsløs Ærlighed
er det at Sgt. har anvendt de Udtryk der er anvendt i Digtene (Thing 1995: 89).
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
64
Og den anfægtede moral skal ifølge Broby-Johansen bekæmpes af ”det kommunistiske
proletariat og den fra klassesynspunkter frigjorte sammen med det kæmpende intelligens”
(Thing 1995: 90). Om forholdet mellem etik og kunst siger forfatteren: ”I samme øjeblik
det kunstneriske kom på tværs af min ethiske opgave vilde jeg rykke det kunstneriske ud af
mit liv” (Broby-Johansen 1988: 39), hvilket bevidner, at udgivelsen af Blod har politiske
motiver.
I forhold til beskyldningen om digtenes ophidsende og utugtige karakter stiller Broby-
Johansen sig stærkt kritisk. I sin forsvarstale siger han, at kritikeren Kai Friis-Møller har
udtrykt: ”Ja det er en forfærdelig bog, man har sgu ikke lyst til samleje fjorten dage efter,
man har læst den!” (Sjøstrøm 1988: 28). I forhold til § 184 spørger Broby-Johansen retten,
om de har undersøgt definitionen af ’utugtig’. Broby-Johansen argumenterer for, at utugtig
også må være, når samleje uden for ægteskabet forekommer, og derfor opremser han med
en vis form for ironi, at han også henstiller til, at Romeo og Julie beslaglægges, for da slet ikke
at tale om Biblen (Broby-Johansen 1988: 42-43). Broby-Johansen er fortørnet over, at Blod
bliver betragtet som utugtig, da han i begrebet lægger noget ophidsende og sansende.
Derimod vil han erkende sig skyldig i, at digtsamlingen er samfundskritisk, og hvis anklagen
var rettet mod det samfundskritiske, synes Broby-Johansen, at straffen var for mild. Når
han angriber det offentlige borgerskab så massivt, må det svare igen med hårde repressalier:
Jeg vilde være skamfuld over at frikendes af en lov som beskytter og opretholder
disse forfærdelige tilstande / og er de konsekvente da dømmer de mig strængt / jeg
venter ikke en gang det af dem / var de konsekvente sad de ikke her at forsvare et
samfund de erfaringsmæssigt ved bygger på svindel og smuds (Broby 1988: 46).
Tre ting er interessante ved sagen omkring Blod i forhold til litteraturens rolle for
ytringsfriheden. Interessant er bemærkningen, som anklageren kommer med vedrørende
digtenes lyriske kvaliteter. Dernæst er det interessant, hvilket diskursivt syn samtiden har på
begrebet ’utugt’, og slutteligt er det interessant at se på, hvilken rolle Broby-Johansens
baggrund som kommunist spiller for domsfældelsen.
Under retssagen bliver der lagt stor fokus på Blods litterære kvaliteter. Anklageren betvivler
som før nævnt digtenes metriske kvalitet med udtalelsen: ”men er det Vers, saa er
Rundetaarn firkantet”. Under appelsagen i Østre Landsret d. 6. februar 1923 er
litteraturprofessorerne Valdemar Vedel og Vilhelm Andersen samt forfatterne Emil
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
65
Bønnelycke og Henrik Pontoppidan indkaldt som litterære sagkyndige. De litterære
repræsentanter medgiver alle Broby-Johansen, at der her er tale om et ”artistisk og moralsk
værk og ikke, som fremført af anklagemyndigheden ”et pornografisk
Spekualtionsforetagende”” (Harsløf 2000: 31). Men derfra og til at rose værkets litterære
kvaliteter er der langt. Emil Bønnelycke omtaler bogen som ”et pauvert Produkt af det
ukritiske Studium af en hæslig tysk Kunstretning […] De har krænket kunsten, ikke loven”
(Harsløf 2000:31). Vilhelm Andersen udtaler:
Til trods for en Betændelse i Fantasien […] er Hr. Brobys Forhold til Stoffet ogsaa
efter mit Skøn kunsterisk set, maaske som han selv hævder moralsk – som en kur
imod Raahed – I alt Fald ikke lystent. Han hører ikke til de Skribenter, der
spekulerer i Utugt […] Han kan blive god, naar han faar løbet Hornene af sig. Det
var ønskeligt, om han ville opfatte denne Sag og dens Udfald som en Tilskyndelse til
Selvudvikling” (Broby-Johansen 1988: 69).
Fremkomsten af de fire litterære sagkyndiges udsagn vægter tungt i rettens afgørelse og er
medvirkende til, at Broby-Johansen bliver frifundet fra pornografianklagen, og at
appelsagens afgørelse bliver en fastholdelse af dommen med den undtagelse, at den bliver
gjort betinget (Broby 1988: 71). Det har altså stor betydning for afgørelsen, om det utugtige
skrift har kunstneriske kvaliteter eller ej. Er der tale om kunst, har digtsamlingen et æstetisk
formål, og dermed er det ikke kun lystbetonet og pornografisk skrevet med indtjening som
formål. De litterære sagkyndige erklærer Broby-Johansen for kunstner, omend en endnu
umoden kunstner, som også dommen blev det over den unge Herman Bang i forbindelse
med Haabløse Slægter.
En anden litterær problemstilling, der også er væsentlig at tage med i dommen over Blod, er
holdningen til ekspressionismen. Broby-Johansen og Momberg kom under deres ophold i
Berlin i kontakt med Herwarth Walten og tidsskriftet Der Sturm, hvor de fik trykt nogle af
deres digte på dansk. Walden og Der Sturm, som de knyttede sig an til, repræsenterede den
tyske ekspressionisme, hvilket var ilde set i det litterære københavnermiljø, hvor danske
modernister som Otto Gelsted og PH orienterede sig i retning af Frankrig og kubismen
(Thing 1995: 86-87). Broby-Johansen og Momberg indførte ikke bare en ny litterær
strømning, de gjorde det også i en ikke-velanset retning, hvilket også kan have haft en
betydning for digtsamlingens kritiske modtagelse.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
66
Værket blev altså dømt som et kunstværk og ikke pornografisk værk. Det blev dog stadig
dømt for at være utugtigt. Derfor er det også centralt at se på, hvordan samtiden opfattede
begrebet ’utugtigt’. Broby-Johansen selv bruger ordet som lystbetonet i sin forsvarstale.
Morten Thing skriver i Pornografer, bibliografier og hemmelige museer, at begrebet ’utugtigt’ har en
klar affinitet til ordet pornografis etymologi, dvs. ordets oprindelse og udvikling, hvor
”utugt er som juridisk begreb, det som skøger foretager sig” (Thing 2001: 8). I et efterskrift
til Blod skriver Morten Thing ligeledes, at ”bedrive utugt er næsten identisk med
prostitution, og dermed godt i tråd med, at pornografi på græsk betyder fremstilling af
hæterers7 liv.” Thing skriver dog også, at ”’utugtig’ i adjektivisk form dækker som juridisk
begreb simpelthen det fra den seksuelle sfære som ikke bør offentliggøres” (Broby-Johansen
1988: 61). Og her er de to differentierede opfattelser af begrebet i dommen over Blod stødt
sammen. I en moderne forståelse af ordet pornografisk indgår den forudsætning, at
objektet skal være ophidsende. Det var der, som også Kai Friis-Møller udtrykker det,
næppe nogen under retssagen, der fandt digtsamlingen. Den er derimod utugtig, fordi den
offentligt skildrer seksuelle foreteelser som samleje, voldtægt og abort i den valgte form.
Thing skriver ydermere i efterskriftet til Blod, at seksuelle forhold tidligere er skildret relativt
bramfrit hos fx Oehlenschläger, men i mere latente og maskerede former, hvilket der var
tradition for under den romantiske digtning (Broby-Johansen 1988: 62). Også tidligere i
forbindelse med retssagen omkring Haabløse Slægter er der blevet nævnt forfattere såsom
Emil Aarestrup og Christian Winther, ligesom beskrivelser af aborter også er skildret
offentligt og detaljeret i medicinske lærebøger. Med disse modsigelser mener Thing, at
afgørelsen ikke udelukkende kan henføres til, ”at magthaverne ønskede at komme en ung
kommunist til livs” (Broby-Johanen 1988: 62). Det understreger ligeså meget, at der er
grænser for, hvad man offentligt har kunnet ytre sig om. Broby-Johansens baggrund har
dog ikke været uden betydning. Det var nemlig offentligt kendt, at Broby-Johansen var
med til at starte Kommunistisk Studenterfraktion i 1920, hvor han fra 1921 fungerede som
fraktionsformand (Thing 1995: 86). Kirsten Sjøstrøm skriver ligeledes om det retslige
efterspil: ”Broby var kommunist. Og man aner i den borgerlige presses dækning af sagen, at
det dengang i tyverne blev betragtet som meget suspekt at være intellektuel og kommunist”
(Sjøstrøm 1988: 31). Der er dog ingen direkte politiske referencer i digtsamlingen, udover
måske udtrykket ’BORGERKÆLLINGER’ i digtet NATLIG PLADS. Tematisk er det
dog tydeligt, at Broby-Johansens kunstneriske opfattelse er præget af hans politiske
7 Kvindelig prostitueret i det antikke Grækenland (Den store danske: hæterer)
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
67
engagement, og at målet med digtsamlingen er den borgerlige moral og især dobbeltmoral,
som Broby-Johansen søger at ramme. Reaktionen på bogen viser da også, at blotlæggelsen
af tabubelagte og ikke-italesatte emner, er en klar intimidering af den kapitalistiske,
borgerlige selvforståelse.
Blod er dermed et godt eksempel på, hvordan et litterært værk har sat kunstens grænser til
debat og har gjort en retsfortolkning problematisk. I begyndelsen af århundredet forsøgte
man at stramme § 184 op ved at definere begrebet ’utugtigt’, men måtte opgive det, fordi
det ville ramme videnskabens og kunstens frihed (Broby-Johansen 1988: 62). Det blev
dermed rettens opgave at skelne mellem kunst og ikke-kunst, et forhold der normalt ikke
lovgives om. Straffelovens paragraf om utugtighed er vanskeligt at håndtere juridisk, da
begrebet er en konstruktion og afhængig af en given tids moral, og Blod er et godt eksempel
på, hvordan revolutionær kunst kun er revolutionerende og provokerende inden for en
afgrænset periode. Dermed ikke sagt, at bogen ikke i dag er rædselsvækkende og
kvalmende, nærmest uudholdelig at læse, men den ville ikke provokere på samme måde i
nutiden.
I sidste ende førte blandt andet de manglende begrebslige rammer til pornografiens
frigivelse i 1967 i Danmark (Thing 2001: 8-9). Selvom Blod blev frikendt som et
pornografisk skrift, fandt retten alligevel, at digtsamlingen havde overskredet grænsen for,
hvad en digtsamling måtte og kunne, og den blev derfor erklæret for utugtig i forhold til
samtidens borgerlige moral. Spekulationer gik på, om dommen i lige så høj grad blev
fastslået for at ramme en revolutionær, samfundskritisk, ung kommunist. Igen er denne
reception et eksempel på, hvordan værker læses ind i deres kontekster, og hvordan
forfatteren må stå til ansvar for værkets etiske og moralske budskaber og værdier. Blod er
ligeledes et eksempel på, hvordan den litterære begrebsramme er afgørende for værkets
karakter og forfatterens ytringsfrirum.
9.3 Delkonklusion: Bang og Broby
De to historiske nedslag viser først og fremmest, hvilke diskurser det gennem tiden ikke
har været anset at ytre sig om, ligegyldigt om der har været lovgivet om det eller ej. Haabløse
Slægter og Blod bevidner, at der i de to romaners samtid var en meget større intolerance over
for offentlige seksuelle og intime skildringer. Den historiske perspektivering er altså et
eksempel på, hvordan diskurser ændres med den sociale praksis, og at det derfor er
kontekstafhængigt, hvad der er acceptabelt at sige, og hvordan det er acceptabelt at sige det.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
68
Sproget kan altså blive noget, vi ikke accepterer, og når man ytrer sig, skal man altid have
den symbolske flertydighed og kulturelle afhængighed in mente. Som oftest er det ikke kun
det, man siger, men også måden og konteksten, der er afgørende for, om ytringer kan
accepteres på det tidspunkt og af det samfund, det ytres i. Et eksempel på udviklingen
inden for acceptabelt sprogbrug er Emmy Fomsgaard, der i Ringkjøbing Amts Dagblad i 1989
uproblematisk kom med dette udsagn: ”Homosex er den værste form for hor” (Hansen
2013: 36). I dag ville en sådan ytring uden tvivl skabe stor debat, da der her forekommer en
forhånelse af en minoritet. Der er således især i de seneste 25 år kommet en voksende
opmærksomhed på ytringers krænkende indhold. Der er dog også nogle ord, der før i tiden
blev anset som krænkende skældsord, der nu er blevet mere acceptable. Ifølge
forskningschef i sprog ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole, Michael Ejstrup, er ord
som ’bøsser’ og ’bonderøv’ ikke længere skældsord, men ord, der har bevæget sig over i den
legale klasse. Ord, som vi oftest trækker på smilebåndet af nu. Ejstrup argumenterer for, at
ordet ’perker’ også er ved at bevæge sig i samme retning (Hansen 2013: 36).
De to historiske romaner, og også Yahya Hassan, der sagtens kan tænkes at have en
indflydelse på den diskursive forståelse af ’perker’, er eksempler, der er med til at vise,
hvordan sprogbrug og diskurser hele tiden er dynamiske, socialt forankrede størrelser, der
afspejler vores verdensforståelse.
Ligeledes kan man for Haabløse Slægter og Blod konkludere, at de i deres modtagelse er
blevet læst ind i den kulturelle kontekst, hvor især de to unge forfatteres afvigende
baggrunde har haft betydning for receptionen af værkerne. Slutteligt er det interessant for
disse to værker, at de begge er blevet kritiseret for deres manglende litterære kvaliteter,
hvormed de har fået ringe opbakning fra deres forfatterkollegaer omkring deres
kontroversielle indhold og tematikker. Denne observation vil blive diskuteret yderligere i
næste afsnit, hvor der stilles spørgsmålstegn ved, om der er en større tolerance over for
”god” litteratur og en mindre tolerance over for ”dårlig” litteratur, der dermed synes at
have en mindre grad af ytringsfrihed?
De to historiske nedslag er med til at bakke min tese op om, at det ikke kun er budskabet,
der spiller en rolle for, hvad man må ytre sig om. Det litterære niveau samt
udsigelsespositionen synes således også at spille en rolle for det ytrede frihedsrum.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
69
10. Diskussion
I dette kapitel vil jeg gå nærmere ind i en diskussion og vurdering af
1) litteraturens rolle i forhold til ytringsfriheden.
2) hvilken rolle inddragelse af fakta og virkelighed spiller for ytringsfriheden.
3) forfatternes betydning for Yahya Hassan, Haabløse Slægter og Blod.
Jeg har indtil nu i min analyse af Yahya Hassan som litteratur konkluderet, at litteraturens
konventioner er under opbrud. Litteraturen går mere og mere imod en kommunikativ
kontekst, og parateksterne spiller en større og større rolle. Yahya Hassan blev kendt og
debatteret, allerede inden hans digtsamling blev udgivet, og jeg har ligeledes konkluderet, at
han qua sin position og baggrund har fået opbakning fra forfatterkollegaer og fra den
danske befolkning generelt til at komme med sin religionskritik. Hassan har skabt en
digtsamling, der skabte samfundsdebat. En digtsamling, der har interveneret med
samfundet. Den har skabt ændringer om lovforslag, og den har skabt debat og bevidsthed
om etisk kommunikation. Hvorfor har den det i en højere grad end fx
Muhammedtegningerne? Min påstand vil aldrig være fuldt ud beviselig, men mit speciale
indikerer, at det kunstneriske aspekt er den afgørende faktor. Til forskel fra
Muhammedtegningerne er Yahya Hassan en digtsamling. Yahya Hassan har haft en
kunstnerisk nødvendighed og demonstrerede litteratur med stort L. Det gjorde sig ikke
gældende i samme grad med Muhammedtegningerne, der langt fra var kunst med stort K.
Det er stort set alle kritikere enige om. Kigger man ligeledes på dommene over Haabløse
Slægter og Blod, er det slående, at også disse blev stemplet som umoden kunst og således
nød meget lille opbakning fra deres forfatterkollegaer. Spørgsmålet om kunst eller ej, er
således en form for x-faktor i spørgsmålet om ytringsfrihed. God kunst synes at have
rettigheder og et større ytringsrum, mens dårlig kunst har forpligtelser. I den forbindelse
kan man stille spørgsmålet, om flere ville have anfægtet Yahya Hassans til tider
provokerende og stødende udtalelser, hvis han ikke havde været en god kunstner? Yahya
Hassan får netop etos og troværdighed igennem kunsten, og gennem den får han
rettigheder. Uden hans litteratur ville han ikke have nogen autoritet og skulle i sine ytringer
dermed have forpligtet sig på konteksten i langt højere grad end den frihed, han nyder via
hans kunstneriske kvaliteter. Hvis min tese om, at god kunst har rettigheder, dårlig kunst
forpligtelser, så er spørgsmålet, hvem der skal gøre sig til dommere, når spørgsmålet
kommer til den medfølgende ytringsfrihed?
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
70
Når Hassans litteratur fremhæves som hans talerør, er det samtidig væsentligt at stille det
spørgsmål, om litteraturen kan samfundsintervenere inden for bogens rammer alene?
Havde Yahya Hassan skabt lige så stor debat om indvandrerkultur, etisk kommunikation og
samfundsmæssige problemer generelt, hvis den havde optrådt foruden de utallige
interviews og optrædener? Næppe. Parateksterne spiller en væsentlig rolle for
digtsamlingens måde at influere politisk i det omkringliggende samfund. Men som tidligere
nævnt er Hassans sproglige præcision, intensitet og nødvendighed samtidig også hans
legalisering som samfundsdebattør, og uden litteraturen ville han næppe have haft de store
ytringsmuligheder eller indflydelse. Noget tyder altså på, at hvis man er en god kunstner, er
der ting, man kan sige i fx en digtsamling, som man ikke kan sige i et interview, fordi den er
bundet op på en kunstnerisk nødvendighed og en æstetisk form.
Hvis vi herefter ser på det andet diskussionspunkt, synes der at tegne sig en tendens til, at
jo mere virkelighedsnær en diskurs man indlejrer i sin litteratur, des mere skal man også stå
til ansvar for sine ord, og jo mindre kunstnerisk frihed har man. Det vidner retssagen om
Suverænen om, til dels også debatten om Yahya Hassan og i høj grad beslaglæggelsen af
Herman Bang, hvor der i anklagerne blev lagt stor vægt på de fortegnede kendte
personligheder. En konklusion kunne derfor være, at des mere man inddrager af
virkeligheden, des mindre bliver ens ytringsfrihed.
Slutteligt er det væsentligt at diskutere, hvilke roller de tre forfatteres baggrunde har haft
for læsningerne af deres værker. Her kommer det for, at debatterne omkring Yahya Hassan
langt hen ad vejen har taget udgangspunkt i Yahya Hassans baggrund som en legalisering
for digtsamlingens postulater. I Herman Bangs tilfælde er spørgsmålet, om Haabløse Slægter
blev et offer for en biografisk irreversibel læsning, som der kun var smalt belæg for. Hvis
læserne ikke havde været bekendte med Bangs homoseksualitet, var der næppe nogen, der
havde lavet en homoseksuel læsning af Haabløse Slægter. Ligeledes er det tvivlsomt, om
Broby-Johansen havde fået så hård en dom, hvis ikke det var kendt, at han var aktiv i det
kommunistske miljø. Forfatternes baggrunde er altså af stor betydning, hvad der er i høj
grad skaber forbindelseslinjer mellem læsningerne af de tre værker, da de har påvirket
receptionerne i hver deres i retning. For Hassans tilfælde har hans baggrund bevirket en
større ytringsmulighed, hvor det for Bangs og Brobys tilfælde har foranlediget en
indskrænket ytringsmulighed. Samlet set kan det dog konkluderes, at der for disse tre
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
71
værker, der alle har sat ytringsfriheden til debat, har været en tendens til at læse manden bag
værket ind i værket og således er det gået imod autonomidoktrinen.
11. Konklusion
År Y: Y for ytringsfrihed og Y for Yahya. Formålet med dette speciale var at undersøge
litteraturens rolle i forhold til ytringsfrihed. Det er overvejende sket med udgangspunkt i
Yahya Hassans selvbiografiske og selvbetitlede digtsamling. I den forbindelse har jeg
anvendt Judith Butlers teori om performativitet som teoretisk forståelsesramme, hvor jeg
har vist, at intet er uden for kontekst - ej heller litteratur og ytringsfrihed. Butlers begreb
om implicit censur har jeg brugt som teoretisk rammesætning for debatterne omkring
litterære identitetsforståelser og i forhold til debatterne om selvcensur over for
selvdisciplinering og god offentlig tone. Jeg har diskuteret og analyseret de to modpoler,
hvor de kulturradikale har argumenteret for en pragmatisk ytringsfrihed, der er betinget af
udsigelsesposition og identitet over for fortalerne for en universel ytringsfrihed. Disse
debatter er dog kun blevet diskuteret. At konkludere, at den ene form for ytringsfrihed er
mere rigtig end den anden, har været umulig, og det har heller ikke været intentionen. Jeg
har dog nuanceret debatterne ved at inddrage Onara O’Neills teori om etisk
kommunikation, hvor der i debatten omkring Yahya Hassan har været to forskellige
diskurser. En ytringsfrihedsdiskurs, hvor man har kæmpet for frihedsrettigheder,
demokratiske såvel som kunstneriske, over for en tolerancediskurs, der kæmper for en
kontekstorienteret, forpligtende etisk kommunikation. O’Neills pointe er her, at retten til at
ytre sig og skabe en bedre kommunikation kan legitimeres ved at basere sine ytringer på
forpligtelser frem for rettigheder.
I specialets anden del har jeg sat spørgsmålstegn ved litteraturens autonomi, der med Yahya
Hassan som symptomatisk eksempel er svær at opretholde. Det har jeg gjort ud fra teorier
om tekst og paratekst, hvor jeg viser, hvordan teksten ikke længere er en egenrådig
autonom størrelse, men afhængig af parateksterne, som især påvirker vores læsning gennem
de digitale medier. Med Yahya Hassan har jeg vist, hvordan fiktionen bevæger sig ud af sine
rammer, og hvordan virkeligheden bevæger sig ind i fiktionen og laver nogle mærkelige
interventioner. Dette har jeg ligeledes demonstreret ud fra Jon Helt Haarders teori om
performativ biografisme, hvor forfatterens død afskrives, og forfatteren genopstår i en ny
privatæstetisk litteratur. Det ses i Yahya Hassan, hvor litteraturen installerer biografiske
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
72
oplysninger. Yahya Hassan insisterer således på retten til det private og til at performe det
på kunstens præmisser. Med digtsamlingen viser jeg, hvordan de traditionelle konventioner
for litteratur er under opbrud, idet rammerne for det, vi traditionelt tænker som litteratur,
sprænges og åbner op for en mere kontekstorienteret læsning. Den nye litteratur får
mulighed for at spille tilbage på virkeligheden eksemplificeret med Jon Helt Haarders
feedback-kredsløb, hvor æstetiske handlinger kan være performative og derved blive etiske.
Derudover viser jeg, hvordan Yahya Hassan performer under, hvad Judith Butler kalder
performativitetens dobbelte vilkår, hvormed han kan være med til at ændre diskursen om
”perkeren”, som han på en ironisk, distanceret og stigmatiseret måde citerer og forholder
sig til. Jeg har vist, at Hassan især i LANGDIGT performer ind i den diskurs, han selv
problematiserer på en selvironisk måde, hvilket får en rensende effekt, hvormed han kan
rykke ved citationerne og fordommene om ”perkeren”. Det kan han netop på grund af sin
identitet, idet debatterne har vist, at han på grund af sin baggrund og litterære kvaliteter kan
italesætte visse ting offentligt, som ellers er tabubelagte og ikke tolererede ytringer.
Alt i alt kan jeg konkludere, at Yahya Hassan som litteratur er litteratur, der bryder med
autonomidoktrinen, hvor forfatteren er værket og omvendt. Det er en litteratur, der
myndiggør forfatteren og hans budskab, og som i æstetikken indlejrer både etik og politik.
Yahya Hassan som forfatter er vigtig for forståelsen af hans værk, fordi han har gjort sig
selv til en uomgængelig del af teksten, som ikke bare kan reduceres til et æstetisk
anliggende. Det er ligeledes en litteratur, der vil og kan intervenere politisk i samfundet
uden at gå på kompromis med det æstetiske. Endeligt er det litteratur, der befinder sig i et
spændingsfelt mellem at være litteratur, og samtidig være litteratur, der peger ud over sig
selv. Det er denne placering, der giver digtsamlingen mulighed for at sige noget om vores
samfund, som andre af samfundet sprog ikke kan ytre sig om. Yahya Hassan har således
spillet en rolle for ytringsfriheden. Digtsamlingen har italesat vilkår for, hvad, hvem og
hvordan man må ytre sig. Debatterne om udsigelsesposition har på den måde været med til
at fremhæve det komplekse i en principiel ytringsfrihed. Debatterne omkring kunsten som
talerør har været med til at synliggøre og også langt hen ad vejen legitimere den
kunstneriske ytringsfrihed, hvor debatterne om forfatterens ansvar modsat har
problematiseret denne forestilling om forfatterens ubetingede kunstneriske ytringsfrihed.
For når man laver en digtsamling, der samtidig også er et samfundsmæssigt budskab og
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
73
opråb, vil man vel gerne skabe politisk debat? Og kan man så bare gemme sig bag kunsten
som et skjold, hvis man ikke vil tage stilling til, hvad ens kunst også kan bruges til?
Så til spørgsmålet om, hvorvidt litteraturen spiller en rolle for måden, vi ytrer os på og for
ytringsfriheden, er svaret ja. Litteraturen kan, som vi har set med de tre værknedslag,
fremhæve og problematisere diskurser i samtiden, som derved bliver sat til debat, hvormed
der kan ske holdningsændringer. Diskussionerne omkring Yahya Hassan har vist, at der er
nogle spørgsmål om etos og udsigelsespositioner, som man ikke kan ignorere i
udsigelsessituationer. Det, at Yahya Hassan får opbakning til sine udtalelser, hænger
sammen med, hvem han er, og hvilken baggrund han taler fra. Denne forståelse og læsning
af litteraturen er blevet kritiseret for at være ren ideologikritik og en umyndiggørelse af
litteraturens autonomi, men i Yahya Hassans tilfælde kan man sige, at den autonome
forståelse af litteraturen i lige så høj grad er en umyndiggørelse af den forfatter, der gerne
vil sige noget med sin tekst.
Ytringsfriheden defineres som beskrevet indledningsvis som: ”Enhver er berettiget til på
tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur
og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” I receptionsanalysen
af Yahya Hassan viser det sig, at det er et udsagn med modifikationer. ”Enhver er berettiget
til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker dog under ansvar for konteksten”,
kunne således have været en mere passende formulering. Nok har Yahya Hassans udtalelser
udfordret domstolenes juridiske lovgivninger, men det synes i denne analyse at være den
implicitte censur og konteksten, der vægter tungere som dommer for, hvad man må ytre sig
om, som også er Butlers pointe.
Med min historiske perspektivering har jeg skabt et overblik på diskursivt niveau. Der er
emner, der altid har været genstand for ophedede debatter, og med specialets tre
receptionsanalyser har jeg vist, at det især tidligere var sædeligheds- og pornograficensur,
der blev debatteret. I dag, hvor ytringsfrihed er en rettighed, opstår konflikter oftest, når
ytringsfrihed og religiøse følelser kolliderer. Ord skaber handling, og dette speciale har
diskuteret, hvordan ytringer igennem tiden er blevet problematiseret og tilpasset. Nogle
mener, man taler om etikette, og at vi lægger bånd på os selv i et forsøg på at være
civiliserede borgere. Andre bruger begreber som selvcensur og mener, at vi lader os
begrænse i vores ytringer i frygt for repressalier. Måderne, som diskurserne er viklet ind i
hinanden på, ser anderledes ud i dag end før. Litteraturen er med til at synliggøre disse
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
74
diskurser og udstille dem. Bang skrev under industrialiseringen, Broby-Johansen efter
Første Verdenskrig og Hassan efter tegningekrisen og globaliseringen. De har alle tre
skrevet sig ind i, synliggjort og problematiseret de aktuelle diskurser. Receptionen af Yahya
Hassan i forhold til andre islamkritiske debattører har vist, at vi ofte tænker ytringsfriheden
pragmatisk i forhold til omgangstonen, i stedet for principiel. Her bliver Butler en
nøglespiller i debatten, for ifølge hende er der, når det kommer til stykket, implicit censur
på spil hele tiden.
Næstsidst kan jeg med nærværende speciale konkludere, at der også inden for litteraturen
findes forskellige former for ytringsfrihed. Det synes nemlig, som om god litteratur har
rettigheder. God litteratur har accept til at sige mere, netop på grund af dens æstetiske
kvaliteter. Dårlig litteratur derimod har forpligtelser. Denne konklusion har især de tre
værkanalyser og inddragelsen af Muhammedtegningerne bekræftet.
Slutteligt vil jeg afrunde dette speciale, hvor det startede, nemlig med citatet af Pablo
Llambías, der om Yahya Hassan siger: ”Den [digtsamlingen] sætter spørgsmålstegn ved den
måde, vi arbejder på. Den spørger til vore bøger”. Specialet kan konkludere, at ikke kun
udfordrer digtsamlingen den traditionelle opfattelse af litteraturen. Den udfordrer også
ytringsfriheden og udstiller dens kompleksitet.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
75
12. Litteraturliste
Værker:
Bang, Herman (1966): Håbløse slægter. Carit Andersens Forlag, Danmark.
Bang, Herman (1880): Håbløse Slægter. Gyldendals Tranebøger, Danmark. (Villy Sørensens
genoptryk af originaludgaven)
Broby-Johansen, Rudolf (1988) Blod – Expressionære digte. DNSS, København.
Hassan, Yahya (2013): Yahya Hassan. Gyldendal, Danmark.
Videnskabelige artikler i tidsskrifter:
Haarder, Jon Helt (2004): ”Performativ biografisme – Litteraturvidenskaben og det intime
liv” i Kritik, Årg. 37, nr. 167 s. 28-35.
Haarder, Jon Helt (2005): ”Det særlige forhold vi havde til forfatteren. Mod et begreb om
performativ biografisme” i Norsk Litteraturvidenskabelig Tidsskrift nr. 01. på idunn.no
Hansen, Ejvind.(2011) ”Grænser for ytringsfriheden” i Tidskriftet JOURNALISTICA nr.
1, side 92-111
Kjerkegaard, Stefan (2014) ”Imod autonomidoktrinen og andre former for
fundamentalisme. Om litteraturlæsning og demokratisk samtalekultur” Artiklen er under
publicering og er derfor ikke offentliggjort.
Krarup, Finn Frederik (1996) ”Grusomhedsudstilleren par excellence” i InfoSynsvinkler, årg.
5, nr. 15.
Lauridsen, John T. (1997) ” På kant med loven. Bogforbud, bogbeslaglæggelser og -
klausul- eringer i Danmark gennem 300 år” i Tidsskriftet Fortid og Nutid, december, s. 254-
288.
Netadgang: https://tidsskrift.dk/index.php/fortidognutid/article/viewFile/49418/91578
Norđdahl, Eiríkur Örn (2014) ”Theories 1-23 on YAHYA HASSAN” i tidsskriftet Kritik
210, april 2014 s. 120-122.
O’Neill, Onara (1990): ”Practices of toleration” i Democracy and the mass media – A collection
of essays (Judith Lichtenberg). Cambridge University Press, Melbourne.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
76
Sjøstrøm, Kirsten (1988): ”Anmeldelse – En bloddryppende historie” i Socialistisk
Information, årg. 6 nr. 28. s. 28-31.
Stanitzek, George (2005): ”Text and Paratexts in Media” i Critical Inquiry Vol. 32. No. 1 s.
27-42. Chicago Journals, Chicago.
Teilmann-Lock, Stina og Rosenmeier, Morten (2011) ”Suverænen og subjektet- Dommen
i Das Beckwer-Strøbech-sagen” i tidsskriftet Kritik 201, 2011 s. 124-129
Thing, Morten (2001) ”Pornografer, bibliografer og hemmelige mus3er” i Passage 40, s. 69-
75.
Bøger:
Barfoed, Niels (1991): Magtens Tavse Tjener – Et debatskrift om censur og ytringsfrihed med essays
der spænder fra Vaclav Havel til Salman Rushdie. Spektrum, Danmark.
Behrendt, Poul (2006): Dobbeltkontrakten. Gyldendal, Danmark.
Butler, Judith (1997): Excitable speech. Routledge, New York & London.
Fairclough, Norman (1989): Language and Power. Longman, London, UK.
Fischer-Lichte, Erika (2008): The transformative power of performance - a new aesthetics,
Routledge. London and New York.
Genette, Gerard (1997): Paratexts – Tresholds of interpretation , Cambridge University Press,
Australia.
Hansen, Ejvind (2013): Ytringsfriheden til forhandling – ytringsfrihedens betingelser og udfordringer i
det 21. århundrede. Forfatterne og Hans Reitzels Forlag, Danmark.
Harsløf, Olav (2000): Rudolf Broby-Johansen – En central outsider i det 20. århundrede. Museum
Tusculanums Forlag, København.
Hede, Dag (2003): Herman Bang – Mærkværdige læsninger. Syddansk Universitetsforlag 2003,
Odense.
Jørgensen, Marianne og Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse som teori og metode. Roskilde
Universitetsforlag / Samfundslitteratur, Danmark.
Larsen, Engelbrecht Rune (2013): Hate Speech – Fra hadetale til hadesyn. Informations forlag
og Dansk PEN, København K.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
77
Lützen, Peter (2002): Danskfagets danskhed – En bog om danskfaget mellem metode og nationalitet,
Dansklærerforeningen, Aarhus.
Secher, Claus (1973): Seksualitet og samfund i Herman Bangs romaner. Rounborgs grafiske hus,
Holstebro.
Stage, Carsten (2011) Tegningekrisen – som mediebegivenhed og danskhedskamp. Aarhus
Universitetsforlag, Danmark.
Sørensen, Peer E. (2009) Vor tids temperamen – Studier i Herman Bangs forfatterskab.
Gyldendal, Danmark.
Thing, Morten (1995): Portrætter af 10 kommunister. Clemenstrykkeriet A/S, Denmark.
Thing, Morten (1999): Pornografiens historie i Danmark. Aschehoug, København.
Winge, Mette (1972) Omkring Haabløse Slægter, Hans Reitzel, København.
Avisartikler:
Barfoed, Lars og Behnke, Tom (2014) ”Tid til eftersyn af racismeparagraffen” i Jyllands-
Posten d. 23. 01. 2014.
Libak, Anna (2013): ”Tag digteren på alt – også på ordet” i Weekendavisen d. 01.11.2013
Rösing, Lillian Munk (2014) ”Jeget er det, der ikke kan skrives i en kontaktannonce” i
Politiken d. 02. 03. 2014.
Sokoler, Alexander og Vibjerg, Thomas (2014) ”Lars Barfoed vil giver ordet til de
ukorrekte” i Jyllands-Posten d. 23. 01. 2014.
Stjernfelt, Frederik (2013) ”Pligtytringer” i Weekendavisen d. 29. 11. 2013
Villemoes, Søren K. (2014) ”Bos lov” i Weekendavisen d.03. 01. 2014
Villemoes, Søren K. (2013) ”En væltet totempæl” i Weekendavisen d. 22. 11. 2013
Villemoes, Søren K. (2013a) ”I orkanens øje” i Weekendavisen d. 29. 11. 2013
Avisartikler på nettet:
Blasfemi: Kristeligt-Dagblad.dk 18.06.14. u. forf.
Netadgang: http://www.kristeligt-dagblad.dk/blasfemi (Sidst besøgt d. 15. 06. 2014)
Bredal, Bjørn (2013) ” Ytringsfrihedsnarkomaner” på politiken.dk d. 12.12.2013
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
78
Netadgang:http://politiken.dk/debat/signatur/ECE2157035/ytringsfrihedsnarkomaner/
(Sidst besøgt d. 15. 06. 2014)
Brovall, Sandra og Olesen, Peter Hove (2013): ”Da Yahya Hassan blev digter”, på
politiken.dk.
Netadgang: http://politiken.dk/magasinet/feature/ECE2169134/da-yahya-hassan-blev-
digter/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Bruun, Christoffer Emil (2014) ” Danske kritikere har glemt selvkritikken når det gælder
Yahya Hassan” på politiken.dk d. 06. 02. 2014
Netadgang: http://politiken.dk/debat/profiler/christofferemil/ECE2200779/danske-
kritikere-har-glemt-selvkritikken-naar-det-gaelder-yahya-hassan/ (Sidst besøgt d. 16. 07.
2014)
Brøgger, Suzanne mf. (2005): ”Det er på tide, vi siger fra” i Politiken d. 15.12.2005
Netadgang: http://www.humanisme.dk/debat/pr051215b.php (Sidst besøgt d. 13.07.
2014)
Christensen, Jeppe Krogsgaard (2014) ”Litteraturens store reality show” på b.dk d. 07. 02 .
2014
Netadgang: http://www.b.dk/kultur/litteraturens-store-reality-show (Sidst besøgt d. 23.
06. 2014)
Farrokhzad, Athena (2014): ”Hans raseri hyllas av danska rasister” i Aftonbladet d. 22. 01.
2014
Netadgang: http://www.aftonbladet.se/kultur/bokrecensioner/article18217879.ab (sidst
besøgt d. 29. 07. 2014)
Geist, Anton (2009) ”Romanfigur stævner forlag og forfatter” på information.dk d. 25. 03.
2009
Netadgang: http://www.information.dk/186068 (Sidst besøgt d. 20. 06. 2014)
Glaffey, Kristina Nya og Langvad, Maja Lee (2014) ”Kære Lars Bukdahl, du taler fra en
privilegeret position, racisme og homofobi er ikke en del af din hverdag” på information.dk
d. 21. 02. 2014.
Netadgang: http://www.information.dk/488769 (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Godtfredsen, Sørine: (2014) ”Lars von Triers djævelske blindgyde” på politiken.dk d. 25.
01. 2014.
Netadgang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2191272/lars-von-triers-djaevelske-
blindgyde/ (Sidst besøgt d. 17. 07. 2014)
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
79
Hjort, Anders (2013): ” Rekord: Yahya Hassan runder de 100.000” PÅ politikn.dk. 16. 12.
2013.
Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2161023/rekord-yahya-hassan-runder-
de-100000/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Høyrup, Morten og Dreehsen, Louise Lyck (2013) ”Yahya Hassan overfaldet på
Hovedbanegården” på b.dk d. 19.1..2013.
Netadgang: http://www.b.dk/nationalt/yahya-hassan-overfaldet-paa-hovedbanegaarden
(Sidst besøgt d. 16. 06. 2014)
Information (2013): ”Hvad er Yahya Hassan navnet på?” på informtion.dk d. 30. 11. 2013.
u. forf.
Netadgang: http://www.information.dk/480452 ( Sidst besøgt d. 17. 07. 2014)
Jensen, Carsten (2010): ”Hvad skal vi overhoved med litteraturen” på information.dk d. 20.
11. 2010.
Netadgang: http://www.information.dk/251374 (Sidst besøgt d. 11. 05. 2014)
Jensen, Mads Mostrup (2013): ”Yahya Hassan politianmeldt for racisme” på b.dk d.
29.11.2013.
Netadgang: http://www.b.dk/kultur/yahya-hassan-politianmeldt-for-racisme (Sidst besøgt
d. 03. 06. 2014)
JP. (2005): ”Chefredaktør afhørt for første gang” på jp.dk d. 05. 05. 2008. u. forf.
Netadgang: http://jyllands-posten.dk/indland/ECE3944984/chefredaktoer-afhoert-for-
foerste-gang/
Koefoed, Gry Pauline (2013): ”Mand idømmes fem måneders fængsel for overfaldet på
Yahya Hassan” På politiken.dk 09. 12. 2013.
Netadgang: http://politiken.dk/indland/ECE2155144/mand-idoemmes-fem-maaneders-
faengsel-for-overfaldet-paa-yahya-hassan/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Kosovic, Birgithe (2013): ”Hykleriske forfattere omfavner Yahya Hassan” på politiken.dk d.
23.11.2013.
Netadgang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2140579/hykleriske-forfattere-
omfavner-yahya-hassan/ (Sidst besøgt d. 16.05.2014)
Larsen, Engelbrecht Rune (2013): ”Hate Speech på dagsordenen” på politiken.dk d.
26.08.013
Netadgang: http://politiken.dk/debat/profiler/engelbreth/ECE2057951/hate-speech-paa-
dagsordenen/ (Sidst besøgt d. 17.06.2014)
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
80
Llambias, Pablo (2013): Ӂr Y - Et essay om Yahya Hassans betydning for dansk
litteratur”. På politiken.dk. 06.12.13.
Netadgang: http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2152478/aar-y/ (Sidst besøgt d. 18.
06. 2014)
Lyngsø, Niels og Peer Bundgaard (2014) ”Er det danske samfund ’strukturelt racistisk’? på
politiken.dk d. 28. 02. 2014.
Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2216663/essay-er-det-danske-samfund-
strukturelt-racistisk/ (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Muhammedtegningerne: Kristeligt-Dagblad 14.07.2014. u.forf.
Netadgang: http://www.kristeligt-dagblad.dk/muhammed-tegningerne (Sidst besøgt d. 27.
07. 2014)
Myong, Lene (2014): ”Værdien af et vidnesbyrd” på modkraft.dk d. 05. 02. 2014
Netadgang: http://modkraft.dk/artikel/v-rdien-af-et-vidnesbyrd (Sidst besøgt d. 22. 06.
2014)
Nielsen, Peter (2011) : ”Ytringfrihedssejr” på information.dk d. 18.03.2011
Netadgang: http://www.information.dk/262737 (Sidst besøgt d. 21. 06. 2014)
Pedersen, Birthe B.(2007) :”Blasfemi er tilladt. Hadefuld tale forbudt” på information.dk
d.18. 09. 2007.
Netadgang: http://www.kristeligt-dagblad.dk/udland/blasfemi-er-tilladt-hadefuld-tale-
forbudt (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Stjernfelt, Frederik og Eriksen, Jens-Martin (2013): ”Er Yahya Hassan et patetisk fjols?” på
politiken.dk d. 21. 11. 2013.
Netadgang: http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2138390/er-yahya-hassan-et-
patetisk-fjols/ (Sidst besøgt d. 17. 07. 2014)
Thorsen, Nils og Brovall, Sandra. (2013) ”Yahya Hassan har lov til at gå meget længere”
på politiken.dk d. 17.11.2013.
Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2134333/forfatter-yahya-har-lov-til-at-
gaa-meget-laengere/ (Sidst besøgt d. 27. 07.2014)
Åsbrink, Elisabeth ( 2014): ”Yahya Hassan: Jag är ansvarig för mina ord, inte för hur andra
läser dem” på dn.se d. 09.03.2014.
Netadgang: http://www.dn.se/kultur-noje/yahya-hassan-jag-ar-ansvarig-for-mina-ord-inte-
for-hur-andra-laser-dem/ (Sidst besøgt d. 25. 06. 2014)
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
81
Internetsider:
Bukdahl, Lars (2014): ”Sorte, homoseksuelle, kvindelige Lars says” på
bukdahl.blogspot.dk d. 14. 03. 2014.
Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/03/sorte-homoseksuelle-kvindelige-lars-
says.html (Sidst besøgt d. 22. 06. 2014)
Bukdahl, Lars (2014a): ”Må kun læses af brilleaber” på. Bukdahl.blogspot.dk d. 26. 01.
2014.
Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/01/ma-kun-lses-af-brilleaber.html (Sidst
besøgt d. 23. 06. 2014)
Bukdahl, Lars (2014b): ”Swedish non-white girl” på bukdahl.blogspot.dk d. 23. 01. 2014.
Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/01/swedish-non-white-girl.html (Sidst
besøgt d. 23. 06. 2014)
Bukdahl, Lars (2014c) : ”Rolf genopfinder kritikken der taler med sig selv og andre
grundigt!” på bukdahl.blogspot.dk d. 13.02.2014.
Netadgang: http://bukdahl.blogspot.dk/2014/02/rolf-genopfinder-kritikken-der-taler.html
(Sidst besøgt d. 24. 05.2014)
Den store Danske. Gyldendals åbne encyklopædi. (Voltaire)
Netadgang:
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_i_1800-
_og_1900-t./ytringsfrihed (Sidst besøgt d. 13. 07. 2014)
Lyngsø, Niels (2014) ”Racismen findes” på nielslyngsoe.dk. Uden dato.
Netadgang: http://www.nielslyngsoe.dk/?p=942 (Sidst besøgt d. 15. 05. 2014)
Lyngsø, Niels (2013): ”Hver sin Hassan” på nielslygsoe.dk d. 17.10.2013.
Netadgang: http://www.nielslyngsoe.dk/?p=865 (sidst besøgt d. 10.07. 2014)
Tindbæk, Birgitte (2011) ”Fiktion eller virkelighed? – februar 2011” på litteratursiden.dk d.
01.02.2011.
Netadgang: http://www.litteratursiden.dk/temaer/fiktion-eller-virkelighed-februar-2011
(Sidst besøgt 21. 06. 2014)
Afhandlinger:
Zeuthen, Louise (2008) ”De virkelige halvfjerdsere – Krop, køn og performativitet hos
Suzanne Brøgger og Kirsten Thorup” Ph.d.-afhandling ved Institut for Nordiske Studier og
Sprogvidenskab, Københavns Universitet.
År Y: Litteratur og ytringsfrihed
82
Tv-udsendelser:
Deadline d. 8. februar 2014 (a) på DR2.
Deadline d. 8. marts 2014 på DR2.
Deadline d. 25. november 2013 på DR2.
Forsidebillede:
Hentet på politiken.dk d. 3. 3. 2014. Derefter redigeret.
Netadgang: http://politiken.dk/kultur/boger/ECE2224051/yahya-hassan-digter-fra-kijev-
felthospitalet-er-sodet-til-af-sorg/